AnimeGuiden

Forfatter: Erik Weber-Lauridsen

  • Dual – Double Trouble Adventure

    Drengen Kazuki har det problem at han har visioner. Sommetider ser han store robotter kæmpe igennem byens gader, men ingen andre kan se dette og han har med tiden affundet sig med det. Lige indtil han en dag bliver slynget over i den alternative verden som hans visioner stammer fra. Her kæmper en styrke af japanske mechaer mod fjendtlige robotter, hvor hvert slag er planlagt og aftalt i forvejen og hver tab eller sejr flytter grænser.

    Da Kazuki dumper ind er en af de japanske mechaer netop faldet i kamp, men han får den op og køre igen, hvilket vender et sikkert tab til sejr. Da han ikke umiddelbart kan finde nogen vej tilbage til sin egen realitet, så bliver han optaget i mecha divisionen. Dog er der den lille detalje at det normalt kun er piger der kan styre robotterne, så han bliver også udstyret med en ”modificeret” dragt, så ingen fatter mistanke til hans sande køn.

    Dual har en let blanding af humor, action og romantik. Den er ganske underholdende, om end det dog virker som om den aldrig helt kommer nogle vegne. Selv om den kombinere adskillige populære genrer i en, så er der ikke det store fornyelse i serien. Faktisk så virker en del elementer i den som lidt af en parodi på den meget populære Neon Genesis Evangelion, men igen uden helt at nå til et punkt hvor det bliver andet end lettere underholdende.

    Kender man Evengelion og godt kunne tænke sig at se hvordan den ville være uden den dystre stemning, så er Dual tæt på at være perfekt. Den har action fyldte mecha kampe, adskillige kønne piger (der alle på deres egen måde er ude efter hovedpersonen) og så er der adskillige komiske og romantiske lysglimt i serien. Et stort minus er dog at baggrundshistorien til tider bliver unødig kompleks og forvirrende, især da diverse alternative versioner af forskellige personer blander sig med hinanden og man kan være lidt i tvivl om hvem der er hvad.

    Dual er ikke noget mesterværk eller en serie der vil blive husket ret længe efter man har set den, men vil man gerne have noget mecha action i den mere afslappede ende af skalaen, hvor man for det meste kan slå tænkemusklen fra, så er serien nok en udmærket investering. Den indeholder ingen store psykologiske dramaer, grafisk er den middelmådig og personerne er ret stereotypiske, så det er ikke lige den anime man skal se for at få sine horisonter udvidet, men noget man sætter på en dag hvor man kommer træt hjem fra skole eller arbejde og gerne vil have lidt let underholdning

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Geneon

  • Battle Angel Alita manga

    Battle Angel Alita manga

    I en fjern fremtid er hele jorden reduceret til ørken, med få, spredte klynger af civilisation. En sådanne er byen hvor manga’en starter, som ligger lige under et gigantisk svævede konstruktion, hvor de sande efterkommere af menneskeheden bor, imens alle andre lever i byen nedenunder, et sted der hovedsageligt byder på fattigdom, kriminalitet og død.

    Hugo er en læge der har specialiseret sig i at behandle cyborgs, som er mennesker med kunstige kropsdele, ofte til et punkt hvor der er meget lidt af deres originale krop tilbage.

    På en tur til den dynge af affald der kommer ned fra byen ovenover, finder han resterne af en cyborg pige, hvor det mest vitale, hendes hjerne, stadig er intakt. Han genopbygger hendes krop, men hun er ikke i stand til at huske noget fra før han vækkede hende, så Hugo giver hende navnet Alita og mere eller mindre adoptere hende.

    Dog viser Alita sig at være mere end bare en gennemsnitlig cyborg, for i hendes hjerne gemmer sig kendskab til kampkunster udviklet for netop personer som hende. Dette viser sig da hun en nat render ind i Hugo, under hans side beskæftigelse, nemlig dusørjæger og kun Alita’s instinktive brug af hendes evner redder hende fra at blive dræbt af en langt større modstander.

    For at skaffe penge til en ven, beslutter Alita sig for også at blive dusørjæger og selv om Hugo ikke er glad for den udvikling, så udstyrer han dog Alita med en ny og langt stærkere krop, som står sig langt bedre mod de teknologiske monstre hun kommer i kamp med. Men det viser sig at selv med hendes evner, så kan hun stadig kun se på at hendes ven dør og det får Alita til at bryde med Hugo og drage ud i verden for at finde sig selv.

    Det bliver starten på et langt eventyr i en verden der er stagneret i sit eget forfald, hvor mennesker er mindre værd end de dele de består af og alting kontrolleres oppefra med utallige usynlige tråde. Dette ender Alita med at blive en del af det, på trods af hendes desperate forsøg på at undslippe.

    Battle Angel Alita er i grund og bund fortællingen om hBattle Angel Alitaende og den mange forandringer hun gennemgår på sin lange vandring igennem resterne af den menneskelige civilisation. Igennem de mange bind forvandler hun sig fra en lille pige med naive ønsker. Først til en kold dræber maskine og senere til en solitær vandrerer, men det er langt fra alt hvad hun gennemgår og netop de forskellig stadier hun oplever giver en stærk fornemmelse af udviking igennem serien.

    Men samtidigt med at man oplever Alita’s vandring, så stifter man også bekendtskab med de samfund der findes på den hærgede klode og man lærer, stykke for stykke, hvad der førte til det. Serien er ofte ret kynisk i sin natur og lægger stor vægt på menneskers dårlige sider og egenskaber, for at vende det hele rundt igen og vise noget endnu værre bag facaderne.

    Battle Angel Alita er manga som man forventer det, med meget action, blod og lange kamp sekvenser. Men der er stadig tid til at fortælle om Alita og de mange skabner hun støder ind i. Selv om det ofte er ret deprimerende møder og der er ikke ret mange lykkelige afslutninger i serien, hvilket mere end noget andet gør at man virkelige føler for Alita, imens hun gennemgår hendes mange stadier. Adskillige af disse give hende med rette tilnavnet ”Dødens Engel” da hun med tiden opnår så meget ”berømmelse” at byen i skyerne ligefrem laver en hel hær af kopier for at bevare freden.

    Indenfor cyberpunk og science-fiction genrene er Battle Angel Alita en af de bedre serier man kan sætte sig og læse. Den har til tiden en tendens til orgier af vold, men på den anden side er det med til at fremhæve den brutale verden Alita befinder sig i og gør at seriens få lyspunkter træder mere frem.

    Genre: Science fiction / cyberpunk
    Manga af: Yukito Kishiro
    Udgives i USA af: Viz
    Udgives i Tyskland af: Carlsen Comics

  • Puni Puni Poemy

    Poemi drømmer om at blive en Voice Actor, en af de personer der lægger stemme til blandt andet anime. Men imens hun er i skole bliver hendes familie dræbt at et rumvæsen, men ved hjælp af en død fisk får Poemi muligheden for at få hævn, straffe ondskab og muligvis redde verden.

    Efter hendes forældres død flytter hun ind hos en veninde, der lever sammen med et helt sæt søstre, der i bedste Power Ranger stil kan forvandle sig til klodens beskyttere. Desværre er deres evner mildest talt ubrugelige, og det er derfor op til Poemi og hendes magiske form at banke de rumvæsener og kæmpemechaer der truer byen.

    PPP er en meget svær serie at beskrive med ord. Den har kun to episoder, men der foregår nok i dem til at den kan måle sig med en middelstor serie. Grundlæggende er den en parodi på magiske pige genren, og den gør grin med serier som Card Captor Sakura, Sailor Moon og Power Rangers, ofte på det groveste, for der bliver ikke holdt igen nogen steder.

    Midt i vanviddets centrum er Poemi selv, og hendes mest dominerende træk er lange, hurtige monologer der får en til at tabe pusten bare man lytter til dem. Samtidigt bliver man distraheret af en handling der ofte virker som når man sidder i et tog og alting bare farer forbi.

    Serien vrimler med humoristiske godbidder, og har man set serien Excel Saga vil man nikke genkendende til mange ting, men det er dog ikke et krav for at kunne nyde PPP. De mange gags og referencer er ofte totalt overgearet og underlige, men lige så tit overraskende.

    Man skal nok kunne lide en god parodi for at få alt morskaben ud af serien og ikke være blandt de folk der let bliver stødt, for PPP har meget få hæmninger. Lige fra ”Alien 1” og ”Alien 2” der bruger underlige kugler der hænger fra deres skridt som våben, til et helt orgie af fanservice i episode to, hvor alle mulige feticher bliver fremvist i fuld styrke.

    Puni Puni Poemi er ikke pornografisk, men den fortjener sin 17+ notits på coveret, for det er absolut ikke en serie for børn. For selv om den nok kan ses af mange under 17, så er det nok ikke lige den bedste serie at introducere sine mindre søskende, eller forældre for.

    Selv var jeg meget i tvivl om hvorvidt netop denne serie ville nå det vestlige marked, men ADV har haft tre år til at arbejde med den og har heldigvis beholdt det hele, selv om det næsten skubbede serien hen på de frygtede ADULT hylder.
    Puni Puni Poemy har allerede længe været en klassiker til diverse anime træf, og kan man lide god, wacky humor, så bør man investere i den her DVD, om ikke for andet end at skræmme alle ens venner der ikke har set anime før.

    Genre: Komedie
    Alder: 17+
    Studie: J.C.STAFF, JVC
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Yui Horie

    Det kan ofte være svært at sætte navne på de folk der lægger stemmer til kendte anime karakterer, men Yui Horie er en de voice actors der har fulgt med den nye bølge af anime serier og er, takket være adskillige populære roller, blevet et ganske populær idol de sidste år.

    Selv om hun har haft mange biroller, så var hendes første populære karakter fra en serie der er forholdsvis ukendt her, nemlig Multi fra To Heart. Den karakter er meget populær i japan, men siden To Heart først for nylig er blevet opkøbt af en amerikansk firma, så er det kun folk i fansub kredse der har haft fornøjelsen af den.

    Derimod er hendes næste store rolle meget kendt. Til trods for Yuis ret spinkle udseende, så har hun evnen til at variere sin stemme meget, noget der var ret nødvendigt da hun blev hovedpersonen Naru i Love Hina. Serien blev et stort hit, og hendes karakter var en af de mest populære anime piger i 2000-2001.

    Hendes næste store rolle var som Tohru Honda, den kvindelige hovedperson i serien Fruits Basket. Hendes karakter der er næsten så modsat af Naru som den kan være, og de færreste ville nok lægge mærke til at det er den samme person der er stemme bag dem begge.

    Men Fruits Basket blev også et stort hit, selv om den nok aldrig bliver så populær som Love Hina. Men to sådanne roller åbner døre og frøken Horie har ikke manglet roller de sidste par år, selv om de fleste har været mere i den nuttede end, og mange af serierne er så nye at de stadig ikke har nået de vestlige DVD hylder.

    Hvad der dog er med til at skille Yui Horie ud blandt utallige voice actors er at hun også kan synge. Det er altid en fordel indenfor anime at have lidt musikalske talenter, men hendes strækker sig ud over det og hun har lagt stemme til en del anime åbnings og afslutnings temaer allerede.

    Det har givet hende nok popularitet til at hun også har udgivet et album og adskillige enkelte CDer.

    Selv om Yui har en populær stemme og en ret stor fan gruppe, så er hun dog forholdsvis ny i faget og det kan mærkes på hendes roller. Hun passer bedste til de mere nuttede og romantisk/søde anime serier og det er ikke så tit hendes roller bevæger sig udenfor de rammer, hvilket nok er lidt syndt.

    Derimod er hun god til lige netop den slags, noget hun har demonstreret i serier der også er ganske populære, som Kanon, Ultra Maniac og Bottle Fairy. Så der er nok ingen tvivl om at man kommer til at høre mere fra hende, ikke mindst i den nye version af To Heart der kommer i år, hvor hun igen lægger stemme til Multi.

  • Soul Taker

    Kyosuke Date starter serien med at blive dræbt, da hans mor borer en kniv igennem hans hjerne. Men i stedet for bare at dø, så gennemgår hans krop en forvandling og han bliver til et næsten uovervindeligt monster. Men hans moder dør selv, dræbt af en gruppe ukendte mænd. I hans monsterform er de dog ikke nogen udfordring for Kyosuke. Det er derimod deres leder, som Kyosuke får hjælp til at besejre, fra manden Richard Vincent og pigen Komugi.

    Det efterlader Kyosuke dybt forvirret og pludselig involveret i en kamp mellem adskillige organisationer, den mest dominerende værende ”Hospitalet”, som åbenbart er roden til alle problemerne. Men Hospitalet er egentlig ude efter Kyosukes søster. Hun har levet i skjul, efter at have skabt adskillige kopier af sig selv, til at tiltrække hendes forfølgere.

    Kyosuke begynder derfor også at opspore disse alternative versioner af hende, og bliver dybere og dybere involveret i en verden af genetiske monstre, hemmelige organisationer og rænkespil der skal skrælles igennem, lag for lag.

    Soul Hunter kunne let være blevet endnu en monster serie, med supervæsener der banker løs på hinanden som højdepunktet i hver episode. Men hvor serien adskiller sig fra alt andet er i sin stil. På mange måder er alting lavet i abstrakt leg med farver og linier, der til tider gør serien til et dystert kunstværk, noget der passer fantastisk godt med stemningen og handlingen.

    Kyosuke prøver at løse det mysterium der omgiver ham, men bliver hele tiden stoppet eller sløvet ned af at modstanderne er et skridt længere fremme, og hver eneste sejr afløses af et dybere lag af intriger og komplikationer. Det gør at serien konstant er i bevægelse og den giver mest mening når man kigger tilbage på handlingen, hvilket vil sige at det er en serier der ses bedst med tænke pauser ind imellem.

    Men det er også en monsterserie, og der er nok kampe i den. Kyosuke er ofte oppe mod andre monstre og væsener der virker som noget fra et dårligt syretrip. Lige fra zombie sygepassere til genetisk modificerede monstre som ham selv. Selv om kampene er ekstreme, blodige og ret voldelige, så holder de seriens stil og passer ind i handlingen, snare end bare at blive brugt til at styre serien.

    Så Soul Taker er actionfyldt og har en dyb handling, men det er stadig det grafiske der tager stikkene hjem. Om det så er kampene eller dramaet, så er serien tegnet og farvelagt så den til tider virker helt abstrakt og drømmeartig, med underlige vinkler. Farvelægningen er mere tilpasset stemningen end realisme, og scenerne har ofte en total mangel på respekt for billedopbygning.

    Men man kan ikke have dyb anime uden passende personligheder og dem er der mange af i Soul Taker. Selv om serien har en hovedperson, så er det dog lige så meget bipersonerne man lægger mærke til, for de har alle en vigtig del af handlingen i sig. Lige fra hver fragment af søsteren, til seriens skurke bliver de alle uddybet. Man ser lige så meget hvad der motiverer dem og hver enkelt person står frem og bliver mere end bare et flygtigt møde. Især seriens komiske modpunkt, pigen Komugi-chan har en fremstående rolle. Hendes karakter har senere givet liv til et Soul Taker spin-off der er blevet mere populær end originalen.

    Soul Taker er nok en af de mere oversete serier. Den er ikke ret kendt, selv om den på mange måder nok ville være noget for de folk der kan lide både Neon Genesis Evangelion og Serial Experiments Lain. Men nok netop de elementer gør nok at serien kan være tung kost, noget man ikke normalt forbinder med anime eller horror serier, så mange der leder efter dybere anime vil nok undgå den, imens den tiltrækker en del splatter anime fans, som har svært ved at forstå handlingen.

    Skal jeg give et bud på en nyere anime der tilbyder action og noget at tænke over, så kan jeg anbefale Soul Taker. Selv er jeg ikke meget for monster/horror genren, men jeg er glad for at jeg gav den en chance, især fordi den er en serie der vinder på at blive set flere gange.

  • Dansk D.N.Angel manga

    Daisuki er en næsten normal dreng der lige er fyldt 14 år. Han har de typiske problemer for drenge i den alder, især med hensyn til kærlighedslivet, hvor han lige har fået afslag fra sin drømmepige, Risa. Desværre for Daisuke så løber der en forbandelse i hans familie der gør at alle mandlige medlemmer, fra de bliver 14, regelmæssigt forvandles til mestertyven Dark. Forbandelsen kan dog midlertidigt brydes hvis han udfører et dristigt kup, men kun indtil næste gang, da forvandlingen til Dark udløses af romantiske følelser.

    Så indtil Daisuke får styr på sit kærlighedsliv, bliver han ved med at skifte til Dark og stjæler diverse værdifulde objekter, ofte lige for snuden af det lokale politi. Sagen bliver ikke meget bedre af at Dark har sin egen personlighed og er mere tiltrukket af Risa’s søster, Riku.

    D.N.Angel er en behagelig blanding af action og forviklinger, på en måde der er langt mere kendetegnende for manga end hvad der tidligere har været udgivet på dansk. Både i tegne- og fortællestil hører serien til det der er populært blandt de mere modne læsere og i forhold til serier som Dragonball så er serien langt mere kompleks og henvender sig til et lidt ældre publikum.

    Tegnestilen i D.N.Angel er næsten så klassisk manga-agtig som man kan få det. Pigerne har store øjne. Dark er høj, slank og sorthåret, Daisuke har hår der stritter ud i alle retninger og der bliver brugt en masse typisk manga symbolik. Kombineret med at bogen er trykt i japansk stil og skal læses bagfra, højre til venstre, kan det muligvis gøre den lidt forvirrende for dem der ikke har den store erfaring med manga, men det er noget man hurtigt kan vænne sig til.

    Selvom de tyverier som Dark laver udgør action sektionen af serien, så er den oftest sat lidt i skyggen af resten af handlingen og de forviklinger som hovedpersonerne render ind i. Selvom D.N.Angel ikke helt er en shoujo manga (et udtryk brugt om manga rettet mod piger) så har den en del elementer der minder om dem. I Japan er shoujo en ret dominerende genre, så man kan håbe på at D.N.Angels stil giver forlagene interesse i at udgive andet end actionserier.

    Kvalitetsmæssigt er D.N.Angel ganske god, med en del ekstra materiale og med den originale læseretning, noget manga fans ofte sætter pris på. Blandt ekstramaterialet er der yderligere små historier og forfatternes personlige kommentarer. Dog virker mange af siderne mørke i det i forhold til tidligere versioner af serien i andre lande, især de større billeder i starten af hvert kapitel har mistet en del detaljer. Det er nok på grund af at de, som ved andre dansk manga’er, er kopier af kopier, hvilket altid vil reducere kvaliteten.

    Noget der dog virker lidt malplaceret, især i den første bogs ekstra historie, er den udbredte brug af bandeord, noget som ikke bliver brugt ret tit i Japan. Derfor virker det lidt underligt i den dansk version at nogle af pigerne bander som havnearbejdere, men et sted er der et billede der i originalen var censureret. Her kan man så kan undre sig over hvad Carlsen mente var så slemt at sige i forhold til hvad der eller bliver brugt, hvis man ikke lige ved at der ikke var bandeord i originalen. Det kan skyldes at serien er oversat fra et andet lands version, hvor især amerikanerne godt kan lide at krydre sprogbruget.

    Alt i alt, med mindre man foretrækker den relativt simple stil i Dragonball, så er D.N.Angel nok noget af det bedste manga man kan købe på dansk og den giver et godt indblik i hvad manga kan tilbyde. Selvom serien ikke er en af mine favoritter, så er den værd at læse. Den er for nylig også blevet lavet til en anime serie, som med lidt held dukker op på de vestlige DVD hylder næste år

    Genre: Shoujo, magical girl
    Manga af:     Yukiru Sugisaki
    Udgives i Danmark af:     Egmont

  • DearS

    Nogle rumvæsner nødlander på Jorden, og ude af stand til at reparere deres rumskib vælger de at søge asyl i Japan. De får betegnelsen Dears, siden de er vores kære venner, og allerede et år efter er den en etableret del af samfundet.

    Den unge mand Takeya er mistroisk over for Dears, men hans venner er vilde med dem. Hans barndomsven, pigen Neneko, hjælper ham i det daglige fordi han bor alene, og er generelt til stor irritation for ham. I skolen er der deres klasselærerinde, der hellere vil posere halvnøgen foran klassen i lingerie end undervise, og hvis hjemmelavede opgaver altid handler om det samme tema…

    En dag møder Takeya en nøgen, hjemløs pige i en park. Han kan ikke tale, og Takeya tager hende med hjem for at undgå problemer med forbipasserende.

    Det viser sig at hun er en Dears, men ingen viden har udover sit alien-navn, så Takeya døber hende Ren, da det andet er for langt. Noget af det første hun gør efter at han har lært hende at tale, er at erklære at han er hendes herre og hun hans slave…

    Som folk måske kan se er historien ikke videre original, men del-elementerne er skruet sammen på en måde så den ikke er fuldstændig forudsigelig, kun næsten. Der ligger også hele tiden en mørk undertone med herre/slave betegnelserne, og det at Dears ikke fortæller hele sandheden. Der er lagt op til drama på mere end det rent personlige plan, omen det er det der optager hele fokus det meste af tiden. Den er dog, som de fleste serier i samme stil, en komedie, den har blot en seriøs undertone.

    Animationen er flydende med masser af farver, men det er efterhånden normen for nye serier, så den er ikke noget specielt på den område. En interessant ting er at der ikke er brugt mange farver på menneskenes hår, de er mørke ligesom japaneres i virkeligheden, men Dearsne har alle de underlige farver vi kende og elsker fra anime.

    Karakterdesignet er ret tæt på mangaens, og det er efter min mening ret pænt og tiltrækkende, om end ret generisk. Det formår tydeligt at vise hvordan personerne er, og sammen med stemmerne skaber de et godt billede af personlighederne. En detalje er at Rens stemme ikke er så ”lillepige-agtig” som hos Chi eller de fleste andre piger i ”opfattelse som et barn men voksen krop” genren, eller hvad man nu skal kalde det fællestræk.

    Et grafisk virkemiddel, der bliver brugt flittigt i serien, er sd-sekvenser*, der er ret mange af dem, og der er utroligt nuttede. Specielt Rens kærlighed til melon-pan (brød) bliver ofte udtrykt derigennem, i mangaen forklares det således på fin en oversigtsplanche at størstedelen af hendes hjerne er dedikeret til nydelse af sådanne.

    Alt i en alt en umiddelbart middelmådig serie om smukke piger med en pæn portion fanservice og en megen komik, lærerinden bl.a., men characterdesignet og en forholdsvis helstøbt udførelse gør at den virker mere en smule interessant end andre lignende serier.

    *sd = SuperDeform, når personer tegnes meget småt og overdrevent nuttet, bruges til at understrege en pointe med, og for at give en scene et mere komisk islæt.

    Stammer fra: juli 2004, tv-serie
    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: Genco
    Baseret på mangaen af samme navn, lavet af Peach Pit og udgivet af Dengeki Comics

  • Online Fan-Manga Serier

    MegaTokyo

    Der er dukket utallige online manga’er op på nettet de seneste år og forbavsende mange af disse er ikke lavet af japanere, men af fans af den typiske manga tegnestil. Mange af disse varierer i stilen, lige fra simple nybegyndere med få striber til serier der har løbet i årevis.

    Online manga er langt mere udbredt i vesten end det er i Japan, måske på grund at den mere traditionelle fan-manga kultur i Japan, der i årtier har lavet deres værker i bladformat og udbredt dem på forskellige konventioner, der afholdes ofte i Japan. Her i vesten har det med at lave det i blade aldrig rigtigt været populært, nok på grund af den stadig ret spredte placering af fans. Men Internettet har vist sig at være perfekt, fordi man kan nå et stort publikum og i stedet for at udgive et enkelt blad en gang imellem, så kan man for næsten ingen penge have sig et website der kan opdateres side for side efterhånden som man får tegnet sin manga.

    Mange serier er derfor startet ret beskedent og har med tiden tilegnet sig et fast publikum der regelmæssigt besøger de hjemmesider hvor serien udfolder sig. Ofte er der også andre ting på websiderne, såsom gallerier af større og pænere enkeltbilleder eller en slags gæstebog hvor folk kan skrive hvad de mener om manga’en.

    En af de mest populære af sådanne manga’er er nok Megatokyo. Den handler om to amerikanere der efter et uheldigt besøg på en computerspilskonvention, mere eller mindre frivilligt drager til Tokyo og er nødt til at overleve i det kaotiske og fremmede Japan. Serien er i god mangastil proppet med unaturlige ting, men samtidigt en parodi på mange af de genrer der findes, krydret med lidt amerikansk humor og/eller sarkasme, der giver Megatokyo sin helt egen stil. Serien er langt fra så godt tegnet som man forventer når man køber en manga, men historien er afgjort værd at læse og savner ikke gode grin.
    Megatokyo er endda blevet så populær at den har opnået at blive udgivet i normal manga trade paper back format, hvilket den nok er den første af sin slags til at blive. Hele Megatokyo kan læses på www.megatokyo.com.

    Men der er mange andre serier der er værd at tage et kig på. Nogle er meget inspireret af japan og holder sig til den klassiske mangastil, mens andre går nye veje, blander nyt ind i det eller forsøger at skabe en personlig stil der stadig ligner den type tegneserier de har set komme fra Japan. En populær serie der går sine egne veje er Exploitation Now, som nu efterfølger Megatokyo med at udkomme i papirsformat. Selv om tegnestilen er inspireret af manga, så er handlingen langt fra noget man ville forvente, med en solid dosis amerikansk humor i sig.
    Exploitation Now kan findes på www.exploitationnow.com.

    Selv her i Danmark har vi kunstnere der viser deres egne mangaserier online, såsom Stereotype Devil and Angel der kan findes på gwennafran.tegnebordet.dk/stda/, som også er en serie der fokusere på det mere humoristiske eller Val & Laren, der har en langt mere seriøs handling på www.kagami.cjb.net. Også på http://www.crystaldragon.cjb.net/ finder man en manga tegnet af en dansker, dog ikke med så mange sider endnu.

    Så sidder man selv med lysten til at tegne sin helt egen manga, så er Internettet en god måde at få folk til at læse den, hvis man ellers tør vise sine egne værker frem og ikke er bange for at få kritik af totalt ukendte personer.
    Og har man ikke tegnet en hel mangaserie endnu, så kan man på nettet også finde mange gallerier hvor man helt gratis kan vise sine billeder frem, såsom www.elfwood.com eller den danske version, www.tegnebordet.dk

  • Amazing Nurse Nanako

    Nanako arbejder som stuepige/sygeplejerske hos doktor Ogami, en genial/gal videnskabsmand der kun får de mest specielle patienter.
    Hendes virke på klinikken går ud på at lave mad – det vil sige kremere fisk – og hjælpe ham med hans patienter/eksperimenter – hvilket vil sige blive generet af dem og især doktoren selv.

    I første afsnit kommer et nyt eksperiment fra militæret og kirken, et væsen ved navn Green som Nanako selvfølgelig skal hjælpe med at undersøge, efter at hun har fundet doktoren altså.
    Afsnit to er de på tur til vildmarken for at træne Nananko, som dog efter et skænderi med doktoren løber væk og farer vild i ødemarken…

    Billedet er meget skarpt og farverne klare, ingen regnbuer eller pixellering. Animationen er også god, hvilket nærmest også er at forvente for ret nyt show (1999) og serien ser generelt godt ud, ikke kun indimellem men holder en god kvalitet hele vejen igennem, hvilket til dels nok kan tilskrives at det er en OVA. Serien er lavet på computer og har nogle panoreringer, hvor dette meget tydeligt fremgår. Disse sammen med det tydelige lagvise opdeling som computerne har skabt vil sikkert kunne irritere visse folk men det er ikke noget som andre end purister vil bemærke.
    Opening’en varierer fra afsnit til afsnit og er meget dyster og har noget tilsvarende musik, noget anderledes end seriens meget lette stil, der dog har dystre undertoner hele vejen igennem så den er ikke helt malplaceret. Slutningen begynder med den sædvanlige stak collagebilleder hvorefter der kommer en 3d CG-sekvens med Nanako der bliver jagtet af en robot, anderledes og sødt men endnu et sted puristerne vil rynke på næsen.
    En sjov ting er menuerne: de er pænt sat op og nemme at finde rundt i, menupunkter på en linje nederst og et billede af Nanako ovenover. De er imidlertid animerede sådan at Nanakos bryster hopper indimellem, selv menuerne afspejler pointen med serien.

    De to lydspor (japansk og engelsk) er klare og tydelige og har begge en god udnyttelse af kanalerne om end der ikke er de vilde surround-effekter.
    Musikken er acceptabel men ikke noget specielt, ikke noget man får lyst til at købe som cd senere. Som førnævnt passer introsangen ikke helt ind i stemningen i resten af serien idet den er meget storslået og dystert og leder tankerne hen på et heroisk sci-fi drama men da serien hele tiden har nogle undertoner af at der er et eller andet i vejen passer det alligevel ind på et eller andet plan.
    Lydeffekterne er gode og ofte brugt, især er boing lydende når Nanako tumler af sted meget velvalgte og øger slapstick atmosfæren.
    Stemmerne er gode og for en gangs skyld er selv de amerikanske stemmer ok, den amerikanske Nanako nærmer sig faktisk den japanske flere steder .

    Af extras er der en pæn stak: de trailers der blev vist på japansk tv for de 4 første afsnit, en musikvideo med highlights af afsnittene på skiven og 25 siders character-design skitser. Alt i alt en rigtig fin samling extras.

    Coverets billede af Nanako i tjenestepigetøj er pænt og attraktivt, det skal nok få folk til at købe dvd’en. På bagsiden er det et stort billede af Nanako i en meget stram bikini der ikke overlader ret meget til fantasien, nogle små billeder fra afsnittene på skiven og en kort introduktion ”skrevet” af dr. Kyoji der, som alt hvad han siger i serien, ikke holder helt stik men giver et udmærket billede af hvad man kan forvente af skiven.

    Hvis det ikke er gået op for folk endnu så handler serien ikke om meget andet end at se mest muligt af Nanako i undertøj men dog samtidig have en smule plot som undskyldning.
    Historien er dog helt klart AMNs svage punkt, selvom man griner ad og føler med Nanako når hun bliver generet – sexchikane er en del af Nanakos daglige pligter lader det nærmest til. Plottet virker dog alt for ofte som en undskyldning for at komme til at vise Nanako i undertøj eller på andre måder halv- eller hel-nøgen, da det er en Pioneer serie mangler den obligatoriske badescene f.eks. ikke, hvilket er synd idet personerne er gode og en ordentlig handling ville ikke skade. Men den tjener sit formål, idet serien er ment som en ren fanservice serie, og den underliggende mørke, røde tråd med kirken og militærets rolle formår at gøre at man ikke mister interessen helt så hurtigt og faktisk følger lidt med i handlingen og ikke kun venter på næste gang man ser lidt mere af Nanako.
    En sjov ting er at serien er meget opbygget omkring Nanako, det er hende der er det centrale omdrejningspunkt, men vi hører ikke noget særligt om hende eller hendes baggrund, al hendes personlighed vises i den måde hun reagerer på omgivelserne på.

    Alt i alt en acceptabel serie som man dog ikke skal forvente det store af, allerede coveret afslører at det drejer sig om fanservice, allerede der er stilen lagt: en komedie med masser af hud, henvisninger til sex og en sød hovedperson.

  • Exaxxion

    Menneskene har levet sammen og i fred med leofaldianerne i en årrække. Vi har fået avanceret leofaldiansk teknologi og alt er fryd og gammen og alle mennesker kan lide dem. Alle undtagen Hoichi og hans bedstefar, der er en gammel, sexfikseret videnskabsmand med masser af penge.
    En dag viser det sig, at det hidtil har været en maskerade, og leofaldianerne indtager jorden til alles (inklusiv de fleste leofaldianere på jordens) overraskelse.
    Men heldigvis har Hoichis bedstefar en plan og en kæmperobot (ved navn, ja du gættede det: Exxaxion) klar, og sammen med den ekstremt kvindelige (i hvert fald på et vist område af kroppen) androide Isaka tager Hoichi kampen op mod leofaldianerne.

    Exaxxion er tegnet i Kenichi Sonadas tydelige, lidt kantede stil og er ret pæn. Dog har nogle af kvinderne (nærmere bestemt androiderne) en tendens til at være overdrevne hvad brystmål angår, urealistisk overdrevet og nærmende sig det groteske. Et andet punkt der grafisk set er mislykkedes, er mechaerne. Leofaldianernes mecha ligner nærmest et barns forsøg på at tegne en kæmperobot (skyggelægningen er dog rigtig flot og skaber en god metal-effekt) og Exaxxion selv, der er endnu mere overdrevet hvad brystmål angår end andoriderne (mere end 5 gange så stort som resten af robotten). Godt nok er der en stor kanon i robottens brystkasse, meen… De øvrige personer er pænt tegnet, men ikke noget bemærkelsesværdigt. Som altid i Kenichi Sonadas serier er der også lidt læserservice (læs: nøgenhed, panty shots og lignende).Action scenerne er ret flydende, hvilket er godt idet er der en del af dem.

    Historien er meget klassisk, og bruger stort set alle genrens klichéer. Af kendte elementer kan nævnes: en gal videnskabsmand, der er hovedpersonens bedstefar og oven i købet temmelig sexfikseret; en intetanende gymnasieelev, der pludselig skal redde verden; rumvæsner der lader som om de er vores venner men så overtager magten, etc. Historien er altså “ny”, eller rettere en ny blanding af gamle elementer. Som sådan er den da okay, men de fleste af historier, som den har hentet elementer (eller inspiration om man vil) fra, er bedre.
    Historien har nogle gode elementer, f.eks. at vi samarbejdede med leofaldinerne, men de bliver ikke udnyttet ret godt. Historien er dog meget flydende fortalt, et stort plus i en historie hvoraf action scenerne fylder en forholdsvis stort del.
    Personerne er ikke beskrevet helt så grundigt, som man kunne ønske. Især virker hovedpersonen lidt udetaljeret og neutral mens hans barndomsveninde og en af lærerne (en leofaldiansk kvinde) virker som mere helstøbte personer, ikke så godt.

    Alt i alt er Exaxxion en ret dårlig serie, der langt fra lever op til hvad mecha-genren kan tilbyde. Kun et køb værd for Sonada fans eller hardcore fans af genren.
    Genre: Science fiction, mecha, fan-service
    Alder    : 11+
    Lavet af    : Kenichi Sonada
    Udgivet i Japan af    :
    Udgivet i USA af    : Dark Horse
    Udgivet i Tyskland af    : Egmont
    Udgivet i Frankrig af: Glenat

  • Legend of Legaia

    Gud skabte verden og menneskene og for at hjælpe menneskene skabte han Seru’erne, der er levende krystaller der er i stand til at give en menneskelig bærer overmenneskelige kræfter. Verden levede lykkeligt og i fred indtil the Mist, en underlig tåge, en dag dukkede op. The Mist gjorde at Seru begyndte at angribe mennesker og de mennesker, der bar Seru, blev til monstre.
    Siden har verden levet i frygt men lever i håbet om at nogen en dag vil drive the Mist væk. Dette bliver drengen Vahns opgave. Han drager rundt i Legaia (navnet på verdenen) og vækker såkaldte Genesis træer, træer der er i stand til at drive the Mist væk fra det område de vokser i, til live. Han får hjælp og nogle venner og nogle Ra-Seru, intelligente Seru der ikke bliver ændret af the Mist. Sammen drager de rundt i verden for at udrydde the Mist…

    Legend of Legaia er, som navnet måske antyder, et typisk eksempel på rollespil til PlayStation (der er en del andre, der hedder noget lignende f.eks. Legend of Kartia). På alle punkter er det da også ret gennemsnitligt og falder i med mængden: grafikken er pæn, men det er nok de færreste der vil blive imponerede over den; historien er udmærket men meget, for nu at sige det pænt, klassisk; det generelle gameplay er heller ikke noget specielt, det der er unikt og gør spillet lidt anderledes end andre japanske rpg er kampsystemet: i stedet for bare at vælge at angribe eller en type angreb skal man angive en joypad-kombination for forskellige dele af kroppen, lidt ligesom i kampsportsspil. Hvis man har angivet en bestemt kombination laver man et art angeb der gør ekstra skade Kampene foregår dog ikke i real-tid men turbaseret, så man angiver angrebene for hver personer i en liste, går videre til den næste hvor det gentager sig, så sker angrebene og monstrene har deres tur osv.

    Ellers er gameplayet meget neutralt og nærmest identisk med det i andre af denne type spil: man rykker sit party rundt på et kort, hvor man ret ofte bliver overfaldet af tilfældige monstre, eller på pre-renderede locations à la Final Fantasy-serien. Man finder objekter og våben der hjælper en i kampene, møder folk og snakker med dem, etc. Tilfældighedskampene kommer ret ofte, måske for ofte vil nogen mene (men så slipper man for at rende så langt for “level’e” op), men kampene tager ikke overhånd og man får ikke følelsen af kamp er det eneste formål i spillet.

    Gameplayet er altså ikke godt eller dårligt: spillet er nemt at håndtere, man lægger nærmest ikke mærke til styringen hvis man har spillet et spil af samme type før, man spiller bare. På den anden side er styringen i allerhøjeste grad ikke innovativ, men igen: man føler sig hurtigt hjemme, og hvis man har spillet et spil i samme genre lægger man ikke mærke til at det er et nyt spil hvad styring angår. Det, der gør at man spiller spillet er det innovative og anderledes kampsystem og historien, der er ret kliché men alligevel ikke dårligere end gennemsnittet af fantasy-historier. Nogle vil nok synes at spillet er for let, i hvert fald vil folk der har spillet et eller to rpg ikke støde på ret svære problemer, men det kan også være godt: et spil der er nemt og hurtigt og gå til men som også har noget af charmen fra sværere og mere komplicerede rollespil.

    Alt i alt er Legend of Legaia et udmærket spil, men ikke nogen milepæl, det eneste anderledes og nye er kampsystemet. Men hvis du kan lide japanske rollespil (og hvem kan ikke det?) og mangler lidt underholdning, så kan det klart anbefales.

  • Gunbuster

    Norikos far var kaptajn på menneskets bedste rumskib men blev slået ihjel af rumvæsnerne. De ødelagde hans skib og startede dermed krigen mod Jorden.
    Nu går Noriko selv på akademiet for at kunne følge i sin fars fodspor i rummillitæret. Hun er dog ikke ret god til at styre mecha, men en ny coach sætter hende på hold med Amano, den bedste på skolen. Men hvorfor, og hvad er den nye robottype, som de skal styre (rigtigt gættet: Gunbuster).
    Men hvorfor angriber rumvæsnerne Jorden? Og er Noriko i stand til at klare presset og samtidig leve sit liv?

    Man kan se og høre at det er en OVA fra 1989, men det gør ikke noget, idet det hele er af en meget, meget høj kvalitet.
    Grafisk er den af højeste kvalitet: baggrundene er ret detaljerede, og der er masser af små detaljer som man kan side og fortabe sig i, især de mange forskellige parodier og henvisninger til andre serier der er rundt omkring. F.eks. er mecha’erne holdt i en ret gammeldags stil, og Gunbuster selv er en tydelig henvisning til Gundam, men hvis man kigger efter er der også rigtig mange sjove rumskibe. Dette er et eksempel på den detaljrigdom der er i serien, og den humor der ofte gemmer sig i den.
    Personerne er godt animerede, om end man især på deres næser kan se, at showet er fra 80’erne. Forskellen på det og den senere stil er dog ikke noget man tænker over. Karakterdesignet er også ganske udmærket, alle personerne er forskellige udseendemæssigt og har alle en slags personlighed bare i udseendet. Desigenet er da også lavet af Haruhiko Mikimoto, der er kendt for netop Macross II, Gundam og hans egne manga’er Marionette Generation og Macross 7 Trash, en af de bedre designere efter min mening.

    Altså er showet både hvad karakterdesigns, animationer og baggrunde godt grafisk, mange nyere serier kan tage ved lære. Efter mere end 10 år kan Gunbuster stadig måle sig med de bedre tegnemæssigt.

    Nå, men så kan lyden vel ikke følge med? Jo, det kan den faktisk. Musikken passer utroligt godt til de scener den akkompagnerer, ligesom i Evangelion (der er det mest kendte Gainax værk) er der brugt meget klassisk musik, og det virker bare fantastisk. Allerede dengang vidste de, hvordan man understreget en scene med brug af musik. Stemmerne er utroligt gode, nogle af de bedste og mest passende stemmer jeg har hørt overhovedet. Der er lagt så meget følelse i stemmerne at det er en fryd at høre på, selvom det selvfølgelig er nærmest umuligt at følge med i, for os der ikke er ret gode til japansk.

    Og til det vigtigste, ved enhver film, serie, spil, historien. Og på dette punkt skuffer Gunbuster heller ikke. Historien er meget medrivende og kommer igennem mange forskellige genrer i løbet af serien. Første afsnit er nærmest en skole / sports anime, fra andet afsnit af og fremefter er serien mere rendyrket mecha og science fiction, selvom der er elemter, der ikke er klassiske for disse genrer undervejs. Som nævnt før har Gunbuster rødder i science fiction genren, og der bliver ikke langt fingre imellem, det er rigtig science fiction, de fleste ting, der ikke er opfundet / udforsket idag bliver forklaret grundigt baseret på det vi ved idag. Der er dog nogle få unøjagtigheder, men alt i alt er Gunbuster endnu mindst lige så realistisk som f.eks. Star Trek, der bliver brugt i fysikundervisningen nogen steder. Der bliver også brugt meget humor i historien, selvom den til tider er meget dramatisk og trist, f.eks. da Noriko efter at have været i rummet nogle måneder ved nær lyshastighed kommer hjem til Jorden, hvor der er gået 10 år og møder sin bedste veninde igen. Dette er en af de ting, der er realistiske: hvis man bevæger sig tæt på lysest hastighed går tiden langsommere for en selv end for andre, der bevæger sig normalt, og dette er et af hovedelementerne i historien: at leve i sin egen tid.
    De tekniske detaljer bliver blandt andet forklaret i små science lessons mellem afsnittene, små klip hvor super deforme udgaver af Noriko, Amano og Coach forklarer forskellige tekniske ting som i en skoletime. Da de dog er super deforme og fjoller en del rundt er det dog svært at følge med i undervisningen, endnu et eksempel på humoren i serien.
    Det er også her at udtrykket “Gainax bounce” stammer fra, og man kan med rette sige at “The bounce Wars” mellem Gainax og Pioneer startede her, altså masser af fanservice, der dog aldrig på noget tidspunkt virker malplaceret.

    Gunbuster er instrueret af en debuterende Hideaki Anno, kendt som hovedmanden bag Evangelion, og man kan allerede her kende hans måde at få handlingen til at hænge sammen på. Anno er ubetinget en af mine yndlingsinstruktører, og det er rart at se hans første værk, især er det sjovt da det er samme genre som hans hovedværk Evangelion, og dermed kan man se, hvad han har ændret for at lave sin mecha serie. Det sidste afsnit er dog holdt kun i sort / hvid på nær den sidste scene, hvilket øjentsynligt også er en Anno ting, idet de sidste afsnit af Evangelion også har deres helt egen stil.

    Gunbuster er en af de bedste anime, og er da også af mange set som en klassiker. Uanset om du kan lide mecha (der er den mest gennemgående genre i serien) eller ej kan serien anbefales, den er simpelthen et must for alle, der vil have ordentlig underholdning.

    Genre: Mecha
    Alder    : 13+
    Studie    : Gainax
    Instruktør    : Hideaki Anno
    Amerikansk licens    : Bandai Entertainment