Forfatter: Mikael Nielsen

Yotsuba&!
Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.
Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.

Efter at have læst og set Azumanga Daioh, så har jeg ofte spekuleret på, om der mon nogensinde ville komme noget i den samme vidunderlige form for humor. Svaret på dette var, ikke overraskende, den næste manga fra samme person.
Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.
Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.
Har man læst/set Azumanga Daioh, så vil man kunne genkende mange træk fra pigerne der i Yotsuba&!
Men modsat Azumanga, så er denne manga ikke enkelte striber, men hele kapitler der omhandler Yotsuba og de personer der bliver introduceret løbende. Humoren i serien er utrolig sød, med Yotsuba der går gennem verden og løser problemer som kun et barn kan gøre det. Men taget til samme ekstremer som med pigerne i Azumanga, og selv imens jeg skriver den her anmeldelse er det svært ikke at få sig et lille grin over de ting jeg husker, især Yotsubas reaktioner og ansigts udtryk.
Tegnestilen er af langt bedre kvalitet end forgængeren, hvor personer og omgivelser er tegnet langt mere realistisk og detaljeret. Lige med undtagelse af Yotsuba selv, som netop ved at være ret simpelt tegnet fremhæver karakterens natur og især hendes ansigt er nærmest et perfekt vindue til hvad hun føler og oplever.
Kan man lide sød humor, eller er man Azumanga fan, så bør man kigge på Yotsuba&!, for den er i samme sjældne klasse, og det er længe siden at jeg har moret mig så meget over en manga, eller været så opslugt at tiden bare fløj af sted. Den serie vil uden tvivl blive en af de mere gennemlæste i min samling.
Original titel: Yotsobato
Genrer: Komedie, slice of life
Alder: Alle
Målgruppe: Alle
Lavet af: Kiyohiko Azuma
Udgiver i Japan: Media Works
Udgiver i USA: ADV manga
2. april 2006
Please Twins
Maiku vender hjem til den by han er blevet født i og til trods for at han stadig går i skole, så er han som forældreløs nødt til at klare sig selv. Men med sit bijob som computer programmør så har han råd til at leje det hus han blev født i og flytte ‘hjem’.
Men netop som han er ved at indrette sig på sin sædvanlige eneboer stil, så dukker der en pige, Miina, op ved huset, som er i besiddelse af et billede med lille pige og dreng, og hun mener at hun er opvokset i samme hus som Maiku.
Siden de begge to har den samme sjældne blå øjenfarve, så beslutter Maiku sig lidt modvilligt til at lade hende flytte ind. Men det hele kompliceres mere da endnu en pige, Karen, dukker op, med de samme blå øjne og et billede magen til. Da Maiku tror meget stærkt på de familie værdier han selv har manglet, så kan han ikke sige nej til endnu mulig søster og således flytter hun også ind i huset.
Siden de alle tre er uden forældre og på hver deres måde savner et sted at høre til, så til trods for at kun den ene pige kan være Maikus søster, bliver de tre en lille familie, med alle de problemer der hører til. Men på den anden side, så er de alle tre unge og dybere følelser begynder at spire.
Til trods for det lidt underlige forhold mellem personerne, så er Please Twins en kærligheds historie og fokuserer mest på dilemmaet mellem Maiku og de to piger, hvor den ene er hans søster og den anden en total fremmed person, men ingen af dem er klar over hvem der er hvad.
Det giver et ret anderledes og akavet forhold mellem dem, hvor Maiku for det meste virker mest interesseret i at have en familie, for at kompensere for ikke at have haft nogen før. Men samtidigt er begge piger forelsket i ham og selv om de to har en indbyrdes aftale om ikke at forsøge noget før familie forholdt er afklaret, så er de jo alle i en alder hvor hormonerne spiller fodbold med den sunde fornuft.
Please Twins dvæler meget på Mikes forhold mellem hans ‘familie’ og man kan lidt mistænke den for at prøve at udnytte det søster kompleks som ofte skinder igennem i anime og anime relaterede spil. For det er et tilbagevendende emne i hver episode at den ene pige kan blive Mikes søster, imens den anden kan blive meget mere, men lige nu er de begge potentielt nær familie.
Men udover det, så er Please Twins ganske hjertevarmende og hører til i den romantiske, letter humoristiske, livsbekræftende anime gruppe. Som titlen giver indtryk af, så er serien i familie med Please Teacher serien. Mange fra den forrige serie optræder som bipersoner i Twins, men handlingen er uafhængig af forgængeren.
Selv om Please Twins i selv er en ganske ubemærket serie, så udover at cirkle om et tabu, kan man ikke sige der er den store fremdrift i serien og den mangler lidt af forgængerens intensitet og styrke. Men som en sød og romantisk serie er den seværdig, selv om den nok altid vil står i skyggen af Please Teacher, selv om der dog er skruet op for fanservicen i Twins.
Original titel: Onegai Twins
Genre: Komedie / drama / romance / fanservice
Alder: 13+
Lavet af: Doumo
Amerikansk licens: Bandai Entertainment
12. november 2004
Love Hina manga (dansk)
Keitaru er en ret elendig student og for at gøre tingene værre, så vil han optages på Japans fineste universitet, Tokyo University (Todai). Efter at han har fejlet to år i træk bliver hans familie dog træt af ham og smider ham på gaden. Fortvivlet besøger han sin bedstemor Hinas hotel, men efter at være rendt ind i adskillige af stedets beboere, så går det op for ham at stedet nu er et kollegium for piger.
Han er lige ved at blive smidt på porten der da hans tante Haruko, som bor lige neden for hotellet, kommer forbi og fortæller at Keitaru går på Tokyo universitetet. Da Todai er målet for alle der vil have en god uddannelse, så bliver pigerne hurtigt enige om at have ham boende kan være en fordel, så Keitaru får lov til at blive der.

Love Hina er en, for japanerne, ret typisk humor/romantik forviklingshistorie, rettet mod de lidt ældre. Det er dog første gang vi ser den slags på dansk, da den er helt anderledes end hvad der tidligere har været udgivet herhjemme indenfor manga. Den har ikke ret meget action som så og i opbygning ligner den mere en sæbe opera, da der egentlig ikke er nogen alt for gennemgående handling. Dog er Love Hina langt fra at være jordbundet. Pigerne på Hinata Inn er ikke normale og ting som flyvende skildpadder, hjemmebyggede mecha’er og et utal af underlige personer forekommer konstant.
Selv om serien er tegnet i en ret typisk manga stil, så er Ken Akamatsus stadig noget for sig selv. Han har en ganske fin streg, med lidt af en amatørartigt stil. Men det er en stil man meget hurtigt vender sig til, fordi den er dejlig simpel og let at forstå. Hans mangaer er dog mest rettet mod drenge, selv om Love Hina har mange piger blandt sine fans.
Dette skyldes nok, at meget modsat vestlig tradition, så er den mandlige helt lidt af et ynkeligt, men elskværdig skravl, imens han er omgivet af stærke og handlekraftige piger. Seriens heltinde, Naru er ligefrem et helt kraftcenter og står ikke tilbage fra at uddele øretæver når Keitaru regelmæssigt kommer til at se hende mere eller mindre afklædt.
Netop nøgenheden i serien er nok også noget nyt der bliver introduceret til de danske bladhylder. Der er ikke nogen direkte nøgenhed i serien, men det er ofte ikke meget der dækker væsentlige dele. Så man kan nok sige at Love Hina er et godt eksempel på brug af meget fanservice, hvilket nok er grunden til at mange drenge læser serien, på trods af at den mangler mange elementer, der ellers er en del af typiske drenge mangaer.
Den danske version af Love Hina ser efter første volume ret lovende ud. Kvaliteten af trykningen er langt bedre end de forrige serier, da den ikke ligner noget der er genoptrykt 2-3 gange tidligere. Den er trykt i den japanske læseretning, noget som Carlsen heldigvis har gjort til en vane. Modsat tidligere serier er de japanske ”lyd-ord” inkluderet, med danske oversættelser ved siden af, noget der også giver indtryk af at være tættere på originalen.
Oversættelsen virker også ganske passende, med personernes individuelle træk bevaret, noget der nok er vigtigere i Love Hina end nogen andre manga’er der har været oversat til dansk, siden handlingen bygger meget på dette.
Love Hina er værd at læse. Den er sjov, til tider alvorlig og selv om handlingen virker lidt vag, så betyder det at man rigtigt kan slappe af når man læser den. Selv syntes jeg at dette indtil videre er den bedste danske manga. Det er nok fordi jeg ikke er den store action fan og har savnet noget i netop denne stil. Men selv om man er hardcore DragonBall fan, så er Love Hina en let måde at få udvidet sin horisont på, og hvem ved, måske man kan lide den stil.
Note: På nær første billede, det af coveret, er billederne ikke taget fra den danske udgave.
Genre: Komedie, fanservice
Manga af: Ken Akamatsu
Udgives i Danmark af: Carlsen
23. september 2004
Masamune Shirow
Når man snakker om kæmper indenfor manga, så kan man ikke komme udenom Masamune Shirow og hans værker, som de sidste 20 år har påvirket manga, anime og filmkulturen i både Japan og resten af verden. Selvom han mest er kendt for sin Ghost in the Shell, så har han lavet mange andre serier, og siden han lige netop i år er ret aktuel, så vil vi kigge lidt på ham og hans kreationer.
Shirow startede sin karriere allerede da han studerede på universitetet, med at lave mangaen Black Magic M-66, som blev udgivet i det lille blad Atlas.
Her blev han opdaget af forlaget Seishinsha, som var meget imponeret over hans stil, og igennem dem udgav han sin næste serie, Appleseed. Den blev udgivet i albumformat, hvilket er ret sjældent for en manga at starte med. Normalt bliver serier ofte udgivet i mindre stykker i større magasiner, men med Appleseed valgte forlaget at tage en chance og udgive den i bind. Mangaen blev en stor succes og gjorde næsten omgående Shirow til et kendt navn.
Modsat mange mangaer fra den tid, så havde Shirows stil liv og en dybde som var sjælden. Hans meget dynamiske og aktive tegnemåde gjorde billederne meget levende, og hver side indeholdt en overflod af detaljer. Det var ikke kun i tegningerne, men også i form af Shirows utallige kommentarer og tekniske detaljer, noget der gjorde hans mangaer enestående da Appleseed udkom. Hans måde at tegne futuristiske maskiner, robotter og kampdragter på var forfriskende realistisk og anderledes, og når man samtidigt kunne læse lidt detaljer om hvordan de interne dele virkede, så fik hans design et nærmest realistisk skær, hvor man har svært ved at adskille det han opdigter fra ting der virkelig fandtes.
Han fortsatte derefter med at lave Dominion og Orion, der sammen med de resterende Appleseed album var med til at give ham en fast plads på de japanske bestseller lister. Men selv om Appleseed betragtes som hans bedste værk, så var det dog serien Ghost in the Shell der for alvor gjorde ham populær.
Serien udkom i 1990, men det der var med til at gøre den og Shirow verdensberømt, var at den blev filmatiseret i 1995, i en smuk version der stadig i dag betragtes som en af de animefilm man bør se. Efter at filmen havde gået kloden rundt fulgte mangaen efter, og den er udgivet på utallige sprog nu, inklusiv dansk.
Efter GitS lavede Shirow den mindre samling af historier kaldet Exon Depot, samt en serie til et mindre magasin, med titlen Neuro Hard. Derefter valgte han at satse mere på den kunstneriske side og lavede de følgende år adskillige Artbooks og billedsamlinger, blandt andet den meget populære Intron Depot serie.
Det var først i 2000 at han igen tegnede en serie. Det blev til ”Ghost in the Shell 2: Man-Machine Interface”, en fortsættelse af hans originale Ghost in the Shell, dog meget præget af Shirows stilskift.
Ghost in the Shell var dog langt fra den første af hans serier der blev animeret. Faktisk er næsten alt han har lavet blevet omdannet til anime, og der er endda tilføjet nogle film, hvor han har stået for designet. Mange af disse blev dog desværre lavet med et ret lille budget og det kan ses. Især Appleseed animationen og den nyere Gundress film ligger i kvaliteten langt under Shirows mangastil, noget der skuffede mange.
Først i 2002 blev der igen animeret fra Shirows verdener til et ordentligt budget. Det samme firma som stod bag Ghost in the Shell filmen blev sat til at lave en tv-serie version der fik betegnelsen ”Stand-Alone Complex”. Serien blev en stor succes, og her i 2004 startede anden sæson af den i Japansk TV.
Men 2004 er i det hele taget et Shirow år. I begyndelsen af marts havde den anden Ghost in the Shell film premiere i Japan, lavet af det samme firma som den først film og tv-serien. Den første uge var Ghost in the Shell: Innocence en af de fem mest indbringende film i de Japanske biografer.
I april vil den næste Shirow anime komme til de japanske lærreder, nemlig en ny version af Appleseed, lavet i ren computergrafik. Begge film forventes at blive udgivet her i vesten inden for et års tid.
I dag kan man se Masamune Shirows stil afspejlet i mange andre tegneres billeder, selv om de færreste har adopteret hans detaljerede fortællerstil, og det er ikke kun i Japan. Også mange amerikanske tegnere er blevet inspireret af ham og hans maskiner. På mange måder er især de tidligere af hans serier lige netop det man betragter som klassisk action manga, med fartstriber, underligt og til tider kaotisk opsatte sider og masser af intens kamp. Selv om Shirow ikke var den første til at tegne sådan, så var det dog hans ret imponerende værker der var med til at vise hvordan det skulle gøres og det har gjort ham til en af de rigeste tegnere i verden, selv om han dog selv foretrækker at leve et anonymt liv væk fra offentligheden, imens han dæknavn nu er kendt over hele kloden.
8. maj 2004
Magical girls
Der er kun få genrer der er så typisk som den med piger, der via mere eller mindre magiske veje opnår evner udover det normale. Lige siden den første serie i de tidligste af år af anime har disse ”Mahou shoujo” været en fast tilbagevendende del af hvert års TV serier og utallige af dem er også nået berømmelse udenfor Japans grænser.
Disse magiske pige serier er ofte lette at genkende på nogle få, gentagede elementer. Det mest gennemgående er ”henshin” sekvensen, eller på dansk, transformationen. Magiske piger har evnen til at forvandle sig fra deres normale form til en stærkere, magisk person, der nu har specielle kræfter til at overvinde deres modstandere med.
Disse transformationer er oftest et tilbagevendende element i hver episode, hvor man ser pigen forvandle sig, stykke for stykke og afslutte med at udtale hendes ”signatur” linje. Udover disse magiske evner så er hun oftest også udstyret med et lille arsenal af nuttede og lyserøde objekter, samt et næsten obligatorisk kæledyr, der er ved hendes side som en vejleder.
Mahou shoujo genren er meget fokuseret i retning af piger og det er langt fra sjældent, at heltinden er en lille pige der ikke alene får nye evner når hun forvandler sig, men i mange serier bliver til en voksen person, der kan klare alle de problemer som en lille pige ikke kan.
Genren har den store fordel at den er mere eller mindre designet til at indtjene bedre på salg af legetøj og lignende ting end på TV fremvisning. Derfor er alle magiske piger udstyret med et udvalg af objekter der appellerer til publikummet og samtidigt er lette at lave rigtige legetøjs version af.
Den mest kendte af sådanne serier er nok Bishoujo Senshi Sailor Moon, som handler om skolepigen Usagi, der får kræfter til at forvandle sig til Sailor Moon og i den form bekæmper hun kriminalitet og ondskab. Serien har været vist i mange lande udenfor Japan, har fået sig en enorm global fanbase og er med tiden blevet til 5 TV sæsoner, adskillige film, samt en Live Action TV serie.
Så netop Sailor Moon er et godt eksempel på genren, for selv om serien er fra 1992, næsten 30 år efter den første af sin art, så er konceptet for begge serier næsten identisk. Dens udgivelse har dog været gunstig, for da Sailor Moon startede var anime kanalerne spækket med action serier og Sailor Moon tilbød et klassisk koncept, lavet med en dybere vægt lagt på personerne og deres forhold, noget der reddede fra bare at blive endnu en serie der blev set og glemt.
Men der er sket meget indenfor anime de sidste 11 år og som mange andre genrer, så var Mahou shoujo genren nødt til at ændre sig. Derfor er mange serier indefor genren som er lavet de sidste 10 år, langt mere fokuseret på personerne frem for den uendelige kamp mod ondskab. Især i starten af 90’erne skete der en meget tiltrængt opblomstring i genren der igennem det næste årti førte til skabelsen af mange serier der var med til at gøre magiske piger meget populære igen.
Desværre er det en ret overset anime gruppe her i vesten og mange af i Japan, ret populære serier kan kun fremskaffes som fansubs eller ofte ret dårligt tekstede Hong Kong kopier. Det er desværre en skam, for selv om Sailor Moon er en god serie, så er der adskillige af samme kaliber eller bedre som kun får kender til.
Personligt foretrækker jeg serier som Hime-chan no Ribbon, Nurse Angel Ririka, Miracle Girls og Full Moon o Sagashite, som dog kan være svære at fremskaffe hvis man ikke lige ved hvorfra. Heldigvis er adskillige gode Magical Girl serier udgivet her i vesten. Blandt dem kan Fancy Stage Lala og Card Captor Sakura nævnes som gode eksempler på nyere serier indenfor genren, og de er anbefalelsesværdige serier hvis man vil stifte bekendtskab til med magiske piger eller gerne vil have noget anime der kan ses sammen med de mindre.
Men som nævnt, så har denne genre, ligesom mange andre, ændret sig med tiden. Derfor er der også nyere serier der bruger elementer derfra, men samtidigt går nye veje. Angelic Layer, Figure 17 og Arjuna er serier der på hver sin måde give en pige nye kræfter og en alternativt form at bruge dem igennem, men adskiller sig fra de normale transformerende piger på en eller anden måde. Arjuna er ligefrem en øko-thriller der minder meget lidt om den nuttethed der ellers præger mahou shoujo genren.
Har man intet imod at opleve den søde side af anime, så er der et stort antal af serier der ligger i denne genre, men er man hardcore action fan eller foretrækker splatter serier, så er det her nok genren man skal gå udenom.
8. maj 2004
Card Captor Sakura manga
Sakura Kinomoto er en pige på 10 år, som kommer til at åbne en magisk bog, hvori der skulle være nogle magiske kort. Disse er dog væk, og hun bliver af bogens vogter, det plysdyrs-agtige væsen Kero-chan, pålagt at indfange disse magiske kort.
Hendes bedste veninde, Tomoyo Daidoji, synes, at denne opgave er så vigtig og spændende, at hun altid er med og videofilmer Sakuras heltegerninger. Hun syr også ny kostumer til Sakura før hvert forsøg på at fange et kort, noget Sakura ikke altid er lige begejstret for.
Sakura bor sammen med sin far og forhadte storebror, hendes mor døde da hun var lille. Hendes storebror driller og irriterer hende altid, hvilket generer Sakura grænseløst, især når hans bedste ven, Yukito, er i nærheden, idet Sakura er hemmeligt forelsket i ham.

Card Captor Sakura er Clamps bud på en manga til unge piger. Som de sagde i et interview, bliver deres nuværende læsere jo ikke yngre, så det gælder om at få ny unge til, især, da færre og færre læser manga, jo ældre de bliver.
Det, at Card Captor Sakura er rettet mod et lidt yngre publikum end det Clamp oftest skriver til, betyder dog ikke, at den er af dårligere kvalitet; tværtimod er det en af de bedste inden for sin genre – Magical Girls.
Historien er simpel, kan måske endda virke lidt banal for nogle, og samtidig meget episodisk, der er ikke ret mange cliff-hangers og andre direkte forbindelser mellem de enkelte kapitler. Den er dog alligevel tydeligt fremadskridende, idet Sakura får flere kort, og personernes indbyrdes forhold og personligheder udvikler sig hele tiden. Dette bevirker, at historien på trods af sine mangler, er medrivende og interessant.
Handlingen er sød, og hvad man kan kalde ”piget”, mangaens målgruppe af piger på 8-12 år er tydelig. Dette vil gøre, at nogen vil afsky mangaen, ikke mindst action-fans, der forventer at al manga er hæsblæsende vold, men at andre, der kan lide søde og simple historier med et romantisk islæt, vil elske den.
Tegnemæssigt er Card Captor Sakura flot – som altid for Clamp fristes man til at sige.
Tegningerne er meget lyse og ret spinkle, der er ikke brugt mange gråtoner, og næsten rent hvide sider med spinkle men tydelige streger dominerer.
Med til at øge det lyse og lette og give den det tydelige shoujo-manga præg er de blomstermønstre, der er brugt overalt. De er utroligt smukke og detaljerede og understreger fint en stemning som f.eks. Sakuras glæde og kærlighed i de pågældende situationer.
Der er masser af små detaljer i tegningerne. Der er gjort meget ud af tøjet, både hverdagstøjet og Tomoyas fantasifulde kostumer til Sakura. Personernes tøj er pænt og godt designet, alle personerne forstår at klæde sig pænt på ser det ud til. Sakuras kostumer når hun skal fange kort er noget helt for sig selv. De er alle meget specielle og flotte og variationen mellem dem er stort, ikke to af dem ser ens ud.
Udover disse ting er der også mange andre små detaljer i tegningerne. Et eksempel er det lille vingesymbol, som blev genbrugt overalt i Clamps senere manga Angelic Layer; det bliver brugt som logo på utroligt mange forskellige ting i mangaen og det bliver hurtigt en ting man sidder og kigger efter.
Card Captor Sakura er ikke en manga for alle, men enhver der kan lide shoujo eller vil se hvad det er bør tjekke den ud. Det samme gælder folk generelt der savner mere rolige, søde og romantiske serier. Action- og vold-fans bør derimod som allerede tidligere nævnt gå i en lang bue uden om serien.
Genre: shoujo, Magical Girl
Manga af: Clamp
Udgives i US af: TokyoPop
Udgives i Frankrig af: Pika Edition
Udgives i Tyskland af: Egmont
8. maj 2004
Fansubs – Anime fra Fans til Fans
Fansub er en forkortelse af linien “subtitled by fans” og hentyder til anime der er blevet oversat og undertekstet af folk der gør det for fornøjelsens skyld og uden at tjene penge på det.
Hvor eller hvornår denne hobby startede er der nok ingen der rigtigt ved, men nogle af de ældste fansubs jeg har haft fornøjelsen af at støde på er fra 1985 og lavet af en anime klub fra en amerikansk skole. De var kopier der havde passerer igennem utallige fans, overført utallige gange mellem bånd og var langt fra i god kvalitet.
Sådan var det ofte i starten. Fans mødes på konventioner og bånd blev byttet eller man sendte bånd med posten til de få grupper der selv lavede kopier og efter nogle måneder fik man sine bånd retur med de fansubs de lavede.
I løbet af 90’erne blev der flere og flere af disse grupper og mange serier nåede på den måde frem til de vestlige fans og var på den måde med til at øge interessen for anime, især i USA. Selvom disse fansubs teknisk set er et brud på diverse copyrightlove og aftaler, så syntes de Japanske firmaer ikke at det udgjorde noget større problem, så længe det kun var de film og serier som endnu ikke var opkøbt til udgivelse i vesten.
På den måde opstod de få moralske regler som adskiller fansubs fra alt andet kopiering og skabte en ret enestående niche for dem. Der er tre regler som betragtes for god morale blandt fansubgrupperne at følge.
Fansubs distribueres uden fortjeneste og ikke til en højere pris end de omkostninger der er involveret.
Indholdet af den fansubbede anime må ikke ændres.
Og sidst, men vigtigst, når et engelsk sproget firma køber udgivelsesrettighederne, så skal fansubbing og distribution stoppes.
Man skal altid huske at formålet med fansubbing er at bringe anime til folk der ellers ikke har nogen mulighed for at forstå dem, så derfor er der ofte ingen grund til at fortsætte fansubbing efter at serierne er opkøbt.
Op gennem 90’erne begyndte mere og mere anime at blive opkøbt, især i USA, og der opstod nye firmaer der levede af at sælge anime med undertekster eller dubbed på engelsk, så fansubbere begyndte at kaste sig over mere alternative serier der have ringe chance for at passe ind og opbygge små fansamfund, som ofte har haft held med at motivere firmaerne til at tage chancer med de serier, netop fordi der nu var et potentielt marked.
Omkring 1998 begyndte fansubsamfundet at ændre sig. Internettet var for alvor begyndt at brede sig ud mellem jævne mennesker og allerede fra starten var det med til at hjælpe fansubgrupperne, ved at give muligheden for at sende deres distributioner mellem hinanden. Det varede derfor heller ikke længe før fansubs begyndte at rejse via nettet, digitaliseret af dengang ret dyrt computer hardware. Selv om kvaliteten af optagelserne var lav og ofte taget fra bånd der i forvejen var kopieret adskillige gange, så udvidede det hurtigt kredsen af anime fans og i 1999 var de første grupper af Internet fansubbers opstået, hvor den færdige version aldrig kom på bånd, men blev sendt fra fan til fan via nettet og kvaliteten blev hurtigt bedre end det der blev optaget fra bånd.
Teknisk set var disse digisubs ikke så godt oversat eller tekstede som båndversionerne, lavet af folk med mange års erfaring, men ofte var processen hurtigere og især at fremskaffe råmateriale blev lettere. De næste par år udviklede digisubbing sig eksplosivt. Store chat kanaler opstod rundt omkring, hvor digisubgrupperne holdt til og snakkede med de folk der kunne lide serierne. På den måde blev det der før var spredte grupper af fans nu samlet til samfund der kunne snakke med hinanden om det de holdt af.
I Japan har digitalt TV været udbredt i et stykke tid, det betød at animeserier kunne optages direkte fra kabelnetværket i ret god kvalitet og via internettet sendes til digisubberne. Så hvor fansubbing for bare 5 år siden ville have taget måneder efter at en japanske TV anime blev færdig, så kunne det nu gøres på under en uge fra den dag det blev vist i TV. Antallet af grupper der lavede digisubs steg også ret hurtig, nogle med bedre resultater end andre og mange af dem med store grupper af trofaste fans.
I dag kan man ofte se digisubbede versioner af de populære Japanske serier i omløb få dage efter at de har været vist, imens de mindre populære langsomt dukker op efterhånden, indtil serierne er færdige eller opkøbte af et selskab. Det har gjort at animesamfundene på Internettet er vokset støt og ligeledes vokser den liste af titler der bliver udgivet af firmaer her i vesten. Om de to ting har meget at gøre med hinanden er uvist, men det virker som om at fansub-samfundet har indflydelse på hvad der bliver udgivet, et nyere eksempel værende serien Hikaru no Go, som handler om en dreng der spiller det klassiske japanske brætspil Go. Serien hører til dem som man nok ikke kunne forestille sig de amerikanske firmaer satse på, men digisubben havde en overvældende succes blandt fans og det Amerikanske Go Forbund indgik i år en aftale med firmaet Viz om at opkøbe serien.
Men er fansubs nu også godt, nobelt og udelukkende til alles fordel ?
Desværre nej. Især i de senere år er der opstået en del problemer, netop indenfor digisubbing. Takket være hurtigt Internet, generelt bedre kendskab til japansk og ikke mindst den præstige der følger med at fansubbe anime, så er der også kommet folk og grupper der ikke længere gør det fordi de holder af serierne, men fordi de holder af den status det giver at udgive dem. Og som med alle andre ting, så er det bedst at komme først med de populære serier. Det har givet mange dårlige eksempler på at digisub udgivelser der er lavet med sjuskede, ukorrekte eller med direkte fejlagtige oversættelser. Samtidigt med det, så bliver mange af de samme serier subbed af forskellige grupper, imens mindre populære serier kan blive helt overset.
Ligeledes er der desværre fansubgrupper der også sætter denne status over de basale regler for fansubs og fortsætter med at distribuere nye episoder efter at serierne er opkøbt, noget der ofte bliver kaldet “shadowsubs”. Heldigvis er sådanne ikke accepteret mange af de steder hvor fansubs distribueres og byttes.
Som nævnt tidligere så bliver mere og mere anime opkøbt her i vesten og mange af de amerikanske firmaer er også begyndt at købe eller sponsorere anime fra de japansk studier. Det betyder at størstedelen af det anime der bliver lavet nu om dage vil blive udgivet med engelsk tekst/tale og mange steder snakker man allerede om at fansubbing nok ikke længere er nødvendig og efterhånden nærmer sig bare at være en mere besværlig form for piratkopiering, hvor det bliver sværere og sværere at adskille hvad der er moralsk rigtigt at fansubbe og hvad der egentlig er spild af tid og kun hjælper dem er ikke har tænkt sig at købe det færdige produkt. Men det er en debat der nok vil vare mange år endnu og afhænger meget af hvorvidt den popularitet som anime har i vesten fortsætter med at stige.
Hvis man gerne vil lære mere om fansubs og anime samfundene på nettet, kan man kigge forbi den dansk anime IRC chat kanal, som har adressen #anime-dk på irc.enterthegame.com.
Den er konstant befolket af animefans og især kanalens administratorer kan altid hjælpe med at dirigere dig udenom hvad man bør holde sig fra. Bare husk at det er et sted for animefans at snakke, så introducer dig selv når du ankommer og hvis du er i tvivl, så er det oftest bedste at spørge før man dummer sig.
8. maj 2004
Anime Udtryk
Der er nok ingen tvivl om at originalsproget for anime er Japansk, selvom fans altid har været delt op i dem der foretrak den originale tale og så dem der foretrækker at de er dubbet i et sprog de forstår. Her i artiklen kigger jeg på nogle af de mange udtryk der har sneget sig ind i den vestlige fan kultur og på nogle af de ting der er svære eller umulige at oversætte uden at de mister deres originale betydninger.
Det første man nok vil støde på er de japanske titler som man tilføjer til navne. Siden man i Japan fokusere meget på status, så er der en del tilføjelser, meget afhængig af hvem der taler til hvem, da det betragtes som meget personligt at bruge en persons fornavn alene.
Den grundlæggende titel er “-san,” som mest af alt svarer til vores Hr., men bruges til alle voksne. Selv personer man har kendt i længere tid tiltales med -san hvis man ikke ligefrem er gode venner.
“-chan” er nok en man vil støde meget på i anime og den sværeste at oversætte. Det tilføjes til piger og børns fornavne, indtil de bliver voksne, og selv der kan forældre, søskende og venner stadig finde på at bruge det. Ofte vil veninder eller familie bruge mindre versioner af navnet sammen med -chan, så Aiko bliver til Ai-chan. Tilføjelsen er også brugt til kæledyr eller ting som bamser og dukker.
“-kun” vil man nok også støde på med tiden. Den tilføjelse bliver hovedsageligt brugt på drengenavne, men kan også bruges mellem folk der arbejder i samme firma, ofte en overordnet til en laverestående medarbejder.
“-sama” er ikke så meget brugt i Japan mere, men forekommer tit i anime eller japanske film. Det er en tiltale der bruges til en der er højerestående eller som man betragter som bedre end en selv.
En anden ting i den japanske kultur der kan forvirre os vestlige personer er brugen af “onee” og “onii”, henholdsvis søster og bror. Japanerne har ikke ord for storebror, storesøster, lillebror og lillesøster. I stedet bliver statusnavne ofte brugt til at vise om personen er ældre og derfor vigtigere. Så ens storesøster vil derfor ofte tiltales “onee-san,” men det er ikke en regel og kommer an på forholdet mellem søskende. Især i anime vil man oftest støde på at yngre søskende tiltaler de ældre på den måde, snarere end omvendt.
Men for at gøre det lidt mere forvirrende, så kan et barn tiltale hvilken som helst ung person sådan. Så hvis et barn skal spørge en ung mand om vej, så kan tiltalen være “onii-san.” Den ret løse brug af disse ord, især i anime, kan forvirre og gøre det svært at se hvornår nogen er ægte søskende og hvornår det bare bliver brugt som tiltale.
En anden ting som bliver brugt i anime som kan være svært at oversætte er underlige lydord brugt for enden af linier. Det meste kendte af disse er “-nyo”, Di Gi Charat’s kendingslyd, som afslutter alle linier hun siger. Ordet betyder intet, men i visse animeserier bruges det ofte, ligesom en del andre ord af samme art. Den eneste undtagelse er “desu” som er et meget fleksibelt ord der oftest bruges til at hentyde til en selv og til tider bliver det meget misbrugt i anime.
Ordspil er også noget der ofte er problematisk at oversætte til engelsk. Næsten alle Japanske ord har flere betydninger, alt efter hvordan det er brugt. For eksempel så betyder “kami” både gud og hår. Det betyder at der er mange oplagte ordspil som er svære eller umulige at oversætte. For at gøre det sværere, så har japanske fornavne også betydninger og vil især i mere barnlige anime og manga være forbundet med indehaverens personlighed.
Og så for at slutte af, en lille stribe af ord man kan støde ind i når man omgås animefans.
En “otaku” er noget animefans ofte kalder sig selv, og dets japanske betydning er en fan der er mere end bare en normal tilhænger af noget, nærmest som vores fodbold roligans kunne kaldes fodbold otaku, fordi de ikke bare tager til en fodboldkamp hist og her, men deltager mere aktivt og dedikeret i deres hobby.
“konnichi wa” betyder goddag, ligesom “sayonara” betyder farvel. Er man lidt mere hip, så kan man hilse med “oisu” eller bare “oi” og bruge “ja-ne” til at sige farvel.
“kawaii” er et ord man nok ikke kan undgå at høre i forbindelse med anime. Det betyder nuttet eller sød og er meget brugt af de fans der lytter til de japanske versioner.
“shoujo” – “shounen” betyder pige og dreng. De to ord bliver ofte brugt til at beskrive visse typer anime. shoujo anime er for det meste romantik og drama, imens shounen er action og ofte lettere nøgenhed.
Som man muligvis har forstået ud fra artiklen her, så er der undertoner i anime der kan være meget svære at oversætte, men som man med tiden lærer at genkende og vender sig til. For Japan har sin egen og ret dybe kultur som er afspejlet i deres anime og manga. Om det så er med undertekster eller med nye stemmer, så kan der gå detaljer tabt hvis man ikke lægger mærke til dem eller man slet ikke forstår brugen af dem. Dog vil jeg ikke råde folk til at basere deres kulturelle forståelse af Japan på hvad de har set i anime og manga, siden disse ting er oftest stærk overdrevne.
8. maj 2004
Anime bootlegs
Bootlegs er navnet på kopier af film, serier, musik og så videre, der bliver trykt og udgivet uden tilladelse fra dem der har rettighederne. Eller som i tilfælde med DVD’er, nogle gange i formater som ikke var inkluderet i salgsaftalerne.
Sådanne produkter kommer oftest fra Taiwan eller Hong Kong, og anime har altid været offer for bootlegs, især fra Hong Kong, hvor den britiske tilstedeværelse i byen har gjort at alt fik lagt engelske undertekster på. Noget som netop DVD’er er ideale til, derfor omtales bootleg anime ofte som HK DVD’er.
Ser man bare omslaget på en hylde eller en webside, så er bootlegs ofte ret svære at adskille fra ægte DVD’er, dog er der adskillige ting de ofte kan genkendes på:
* Region 3 eller regionsfri.
* 8 eller flere afsnit per disk.
* Koster halvdelen eller mindre end normale DVD’er.
* Har undertekster i kinesisk eller andet asiatisk land.
Hvis man har adgang til Internettet så kan man også checke følgende ting hos andre forhandlere (ingen af de butikker nævnt på AnimeGuiden’s linkside fører bootlegs):
* Antallet af episoder per disk.
* Hvordan forsiden på en original ser ud.
* Om den overhoved er udkommet endnu i vestlig version.
Man kan så spørge sig selv om hvad der er så slemt ved bootlegs, især fordi prisen er et meget godt argument for at købe dem. Bootlegs koster for det meste lidt under halvdelen af en normal DVD, men med serier kan det ofte komme ned på en tredjedel, hvilket jo er en pæn besparelse.
Problemet med bootlegs er dog oftest at de er ulovligt fremstillet, eller fremstillet til at kunne sælges i lande som firmaet ikke har licens til at sælge i, hovedsageligt engelsksprogede. At der er billige bootlegs i omløb, kan føre til tab for de vestlige selskaber, hvilket igen så betyder at flere niche serier og film ikke bliver udgivet fordi salget er for småt.
Et andet problem med bootlegs er at kvaliteten ofte varierer meget. Presser man op til 8-12 episoder ned på hver disk så sker der ofte forringelse i video billedet, samtidig med at bootlegs kan være optaget fra digital TV i stedet for en original DVD. Ligeledes kan oversættelser og undertekster variere fra samme kvalitet som de vestlige firmaer, og ned til et niveau hvor man knapt nok kan forstå hvad der står og der er utallige fejl i oversættelsen.
Jeg har selv købt adskillige sæt igennem tiden, hovedsageligt serier der ikke var udsigter til at få en vestlig version af. Nogen var ok at se, men adskillige var så dårligt oversat at det virkede forstyrrende på handlingen. Der er ingen tvivl om at bootlegs altid vil være billigere end dem vi køber normalt, men man kan brænde fingrene når man investerer i dem. Så skal man have tingene lidt billigere, så kan man vente lidt længere og købe Australske versioner, som er næsten lige så lette at skaffe og de garanterer normal kvalitet, samt er lovlige.
Når folk stolt fortæller om deres DVD samling og hvor meget det har kostet, så er det mere end en gang at jeg har kunne fortælle dem at hvad de har ikke er originaler. Selv om personerne oftest er tilfredse med at de har dem, så er det lidt et skår i glæden at det man har bare er velproducerede piratkopier.
Så hvis man vil undgå bootlegs, bør man nok lige checke hvordan originalerne er før man handler på auktioner eller med butikker hvor alle priserne ligger langt under det normale. Disse kopier vælter nemlig ind på markedet, ofte længe før de rigtige versioner og på deres udseende er der meget lidt der adskiller dem fra et rigtigt produkt, helt ned til firmanavne og hvor de er blevet trykt.
8. maj 2004
ADV Films
ADV er i dag (2004, i 2011 er det Funimation) det største firma i USA der opkøber og udgiver anime og på trods af den relativt korte tid som firmaet har eksisteret, så har det, mere end noget andet, været med til at forøge interessen for Japansk animation her i vesten.
Det blev grundlagt i 1992 af to anime fans, John Ledford og Matt Greenfield, som allerede fra starten valgte at gå nye veje med deres udgivelser. I starten af 90’erne var det meget lidt anime der var nået frem til det engelske publikum, hovedsageligt diverse mecha serier og større hit film som Akira, eller de mere børnevenlige Miyazaki film.
Her var det så at ADV begyndte at udgive anime i genrer og stile der væsentligt adskilte sig fra normen. De første titler indeholdt blandt andet Devil Hunter Yohko, Golden Boy og Princess Nine, serier der var blevet populære i Japan og som ADV følte burde introduceres til USA. Dog var der ingen af dem der rigtigt slog igennem eller opnåede general popularitet.
ADV udgav deres første serie i 1994, New Cutey Honey og den blev efterfulgt af adskillige små-serier som der på mange måder adskilte sig fra næsten alt anime der ellers var til finde og flere af de titler har i dag mange engelske fans, netop på grund af dette. Serier som Cat Girl Nuku Nuku, Dragonhalf, Burn-Up W, Gunsmith Cats og Golden Boy er alle gode eksempler på nyere japansk anime, men i forhold til hvad der i de år var fremme i USA, så var de outsider tegnefilm der havde lidt svært ved at finde et fast publikum.
Men i 1995 opkøbte ADV en af de mest kontroversielle serier der havde været vist i Japansk TV, nemlig Neon Genesis Evangelion, som begyndte at udkomme på engelsk i 1997. Serien havde den store fordel at være indenfor mecha genren, men samtidigt var den også spækket med handling, drama og utallige religiøse referencer. Evangelion var på det tidspunkt en af de dyreste serier opkøbt, i forhold til at den kun har 26 episoder og ADV havde satset en god del af deres ressourcer på at få den i hus.
Heldigvis for dem blev NGE en meget populær anime titler i USA. Den har ligesom i Japan, stadig en enorm fanbase, og var for alvor med til at vise at tegnefilm ikke kun var Disney og talende dyr i morgen TV. For ADV betød det at de nu havde råd til at fortsætte med at udgive de nyere japanske TV serier og Evangelion blev fulgt op med serier som opnåede ret stor succes, blandt andet Slayers, Nadesico og Gasaraki.
ADV gik derfor ind i det nye årtusind med ikke bare adskillige populære titler, men havde i mellemtiden udgivet over 50 anime serier som de færreste ville have rørt ved, og deres satsning på området havde nu gjort firmaet til et af de mest anerkendte indenfor anime i vesten. Men efterhånden var andre firmaer også begyndt at udgive mere alternative anime film og serier, så folkene bag ADV valgte at gå endnu et skridt i retning af anime udbredelse og i 1999 startede de med at opkøbe serier som adskiller sig fra mainstream serierne, selv i Japan.
Det blev til serier som Excel Saga, Her and Her Cat, Steel Angel Kurumi, Najica, Sakura Diaries og Super Gals, der på hver sin måde adskiller sig fra normen, men takket være det ret store salg som ADV nu havde, så var det muligt for dem, stadig at satse på disse outsider serier og håbe på at den popularitet de have i Japan også ville holde i USA.
Det viste sig også at være helt korrekt. ADV fangede det publikum der var blevet for gamle til amerikanske tegnefilm, samt de store fangrupper der allerede eksisterede for mange af serierne. Det tillod firmaet at tage yderligere skridt i retning af blive det mest dominerende anime firma udenfor Japan. I 2002 begyndte ADV to helt nye projekter, det ene var en amerikansk version af det ret populære japanske anime magasin Newtype, hvor det første nummer udkom i oktober 2002 og fulgte sit søster blads populære stil med flotte billeder, nyheder og artikler om hvad der skete indenfor anime i USA og Japan.
Med samtidigt med Newtype USA, så gik ADV i gang med et en opgave der for alvor bragte dem foran alle andre anime firmaer i USA, nemlig etableringen af deres eget kabel netværk, noget der stadig arbejdes på og fremtiden vil vise om det er en lige så god satsning som de mange andre eksperimenter ADV har bag sig.
Men det var ikke det eneste de startede på i 2002. Her i år har ADV ikke alene udvidet med deres egen manga afdeling, men begynder også at udgive de første anime serier som de selv har været med til at betale, med en del flere på vej. Samtidigt bliver flere anime titler end nogensinde opkøbt og udgivet med engelsk tale/tekst, heldigvis ikke kun af ADV, selv om de stadig står bag en stor del af de nyere titler.
ADV Film valgte at tage mange chancer på vejen, men har forstået at udnytte en stor del af de kvalitets serier der er udgive lavet i Japan de sidste 10 år, og deres fortsatte satsning på titler som de færreste ville røre er et stort plus for de utallige fans disse serier har igennem private fansubs. At ADV har opkøbt så kulturelt forskellige serier som Azumanga Daioh, Puni Puni Poemi og Super Gals viser at de ikke har tænkt sig at stoppe med at udbrede anime, selv om der nok ofte har været debatter om hvorvidt serier som disse overhoved kan oversættes uden at miste noget af den originale kvalitet.
Men ADV har stadig fuld fart på og har nu bevæget sig fra bare at påvirke den anime der bliver vist i USA, til også at påvirke hvad der vil blive vist i Japan. Ikke mindst ved at være med til at finansiere nye serier, men også ved at satse på deres egne ideer, som det ret omfattende samarbejde med det japanske firma Gainax om at lave en Neon Genesis Evangelion live action film.
Redigeret af Erik Weber-Lauridsen 2011: Det er lidt trist at gense denne artikel om det engang så store ADV Films. Jeg købte meget fra dem i starten af årtiet men så fladede de ud, og de gik jo konkurs i 2009 så fred være med dem.
8. maj 2004
Crest og Banner of the Stars
Menneskeheden er draget ud i rummet og Jorden er for længst glemt af de galaktiske stormagter der dominerer verden. Jijan er søn af guvernøren af Hyde stjerne systemet, men som barn bliver det invaderer Abh Imperiet det, en race der nedstammer fra menneskeheden, men er skabt til at eksistere i rummet.
Jinto’s hjem system bliver en del af deres domæne og som søn af en nobel, bliver han de næste år optrænet til at leve som en Abh. Efter at have afslutter sin uddannelse skal han til Abh imperiets tronverden og turen dertil foregår på en af Imperiets mindre slagskibe. Her lærer han Abh pigen Lafiel at kende, som viser sig at være intet mindre end en prinsesse, der er i gang med af aftjene den værnepligt som alle Abh skal igennem for at blive anerkendt som borgere.
Desværre bryder en krig ud og skibet ender med at blive angrebet af en overlegen styrke, hvilket tvinger Jinto og Lafiel til at undslippe i et mindre transport skib, men de er i fjendtligt territorium og der er en lang og farlig vej tilbage, som giver de to massere af tid til at lære hinanden at kende.
Crest of the Stars og Banner of the Stars er ret ny science fiction anime serie, der dog på mange måder kan betragtes som et klassisk rum drama. Hvor de fleste sci-fi serier fokusere på action og umulige, men imponerende teknologi, så vælger denne saga at satse på rent drama og forbavsende realistiske slag i rummet. Crest serien omhandler mest Jinto og Lafiels oplevelser på deres vej hjem, men giver samtidigt et indblik i den ret fascinerende opbygget Abh kultur, som er vigtigt for fortsættelsen, Banner serien. Med den baggrund og seriestil man får fra Crest er det nemmere at nyde Banner seriens handling, der mere eller mindre et en lang kampagne, hvor man følger slaget i rummet fra Lafiel og Jinto’s vinkel, inde i et af de mindre kampskibe, og samtidigt ser man slagets strategiske udvikling fra de store skibes kommandobro.
Serien udemærker sig både i det lidt underlige forhold mellem Jinto og især Lafiel, der modsat sit spinkle og delikate udseende, er styret af en stærk og dominerende vilje, der gør det let at forestille sig hende som en kommende dronning. Hun er indbegrebet af hele Abh filosofien, hvor det at lede andre er noget man skal gøre sig fortjent til, også som prinsesse. Derfor er den mere jordbundne Jinto et godt match, for selv om Lafiel aldrig ikke vil indrømme det, så bliver han en ven hun stoler på og altid kan vende sig til. For ham betyder hendes status og rang intet, selv om hun dog er nødt til at give ham adskillige hårde lektioner i det ansvar der følger med at være hendes ven.
Ikke alle vil kunne lide de meget strategiske kamp sekvenser i serierne, men det er netop dem der er med til at hive den op på en nærmest episk skala. I stedet for de sædvanlige to hære der zapper løs på hinanden, så oplever man hvordan flåderne udnytter langt mere realistisk teknologi, som miner, målsøgende missiler og nærmest ubåds lignende navigation. Samtidigt ser man Abh flådens ledere planlægge og udføre de forskellige slag, præsis som man kunne forestille sig det foregik på et hangar skib nu om dage. Alt sammen noget der lidt giver en den fornemmelse at sådan kunne slag i rummet foregå.
Crest og Banner of the Stars er hvad man bedst kan definere med udtrykket ”Space Opera”, for den blander personlige dramaer med gigantiske rumslag, uden at forfalde til at fokusere på en enkelt helt, der redder verden. Serierne har en stil der gør den enestående og derfor er den et af de anime guldkorn, der skiller sig mærkbart ud fra resten og er med til at definere den spændevidde som anime har.
Genre: Science fiction / space opera
Alder: 7+
Studie: Sunrise
Amerikansk licens: Bandai Entertainment
8. maj 2004
Witch Hunter Robin
I en nær fremtid, en verden der på næsten alle måder ligner vores egen, arbejder en hemmelig global organisation med at beskytte menneskeheden mod en ældgammel trussel indefra. Organisationen STN holder styr på alle der har genetiske anlæg for at bruge “kræften,” også kendt som hekseri. De fleste af disse folk er normale borgere der ikke engang kender deres potentiale, men en gang imellem bliver disse evner aktive og er en trussel for andre. Der rykker STN så ud for at opspore og bekæmpe de folk der misbruger de evner.
Pigen Robin er lige ankommet til den Japanske afdeling af organisation, efter at have tilbragt det meste af sit liv i et kloster. Hun er selv i stand til at skabe og manipulere ild og med det, modvirke andre “hekses” brug af kraft, dog er hendes evne til at fokusere langt fra så god som den burde være, noget der dog kompenseres for med briller.
Robin bliver en del af den lille Japanske afdeling, der i forvejen er en broget blanding af næsten normale personer, med lidt potentiale i retning af hekseri, men som hovedsageligt bruger god, gammeldags detektivarbejde til at opspore dem der misbruger “kraften” og neutraliserer dem ved hjælp af en væske kaldet “Oboe”, som organisationens medarbejdere bærer om halsen for at modstå hekseri og som også er ladet i de kugler de bruger til at stoppe hekse.
Witch Hunter robin er nok et af de bedre forsøg på at lave en action/horror anime. Det er meget svært at lave uhyggelig tegnefilm og WHR når heller aldrig et stadie hvor man egentlig er bange, men derimod skaber den en solid dyster stemning der er gennemgående i hele serien. Der er også meget lidt af den traditionelle animestil over serien, hvilket gør at den skiller sig meget ud fra andre serier og samtidigt får et mere moderne præg og hele handlingen er derfor mere intens, fordi man ikke forventer en ”happy ending” eller at alting ordner sig for det bedste.
Hvor WHR hurtigt kunne være gået hen og blevet endnu en serie der fokuserer på blod, vold og kæmpestore våben, som normalt er en del af dystre actionserier, så går den derimod i en helt anden retning. Den fokuserer meget på personerne i serien og viser at det er mere deres egne menneskelige evner og dygtighed der hjælper dem, frem for udstyr eller superkræfter. Netop at serien tager sig tid til at beskæftige sig med personerne er et absolut plus, især det underlige forhold mellem den dystre og sammenbidte Amon og så Robin, som aldrig har været vant til at omgås andre end de præster og nonner der boede på klosteret.
Grafisk er Witch Hunter Robin en flot blanding af håndtegninger og ofte ret synligt computerdesignede baggrunde, men den kantede og mørke stil passer perfekt til serien, som nok ikke ville have været det samme med en normal tegnet baggrund. I det hele taget er der gjort megen umagen med at gøre mange detaljer i serien nedtonede, dunkle og til tider ret farveløse, uden dog at ødelægge indtrykket. Ligeledes er musikken der er valgt til WHR ret stemningsfuld og passer til det grafiske design.
Serien kan virke langsom og lidt sløv i starten, men får mere og mere fart på, ofte uden at man helt lægger mærke til det, indtil noget større pludselig dukker op og man opdager hvordan det har ledt op til det igennem de forrige episoder. Witch Hunter Robin skal ikke ses for action, eller horror, men for den dystre stemning som er ret vellykket og kan man lide en serie der har sådan en stemning og giver mulighed for at tænke over handlingen, så er Witch Hunter Robin et godt tilbud på en god serie som man kan hygge sig med en mørk aften.
Genre: Fantasy / drama
Alder: 13+
Studie: Bandai Visual / Sunrise
Amerikansk licens: Bandai Entertainment
8. maj 2004