Forfatter: Torsten Sigvertsen

Megumi Hayashibara
Blandt anime fans er der stor debat om hvorvidt engelsk dubbing eller original japansk tale er bedst, men for dem der foretrækker japansk er det nok de fleste der har stiftet bekendtskab med Megumi Hayashibara’s stemme, nok oftest uden at vide det.
Hayashibara er født i 1967 og have sin debut indenfor anime i en ret beskeden rolle som ”børnehave barn A” i den Maison Ikkoku. Hun havde lige siden barndommen drømt om at blive en af de mennesker der lagde stemmer til anime, men hendes forældre mente ikke det var et egnet erhverv, så Megumi gik i gang med en uddannelse som sygeplejer. Men efter at være blevet en af 16 udvalgte mellem 600, fik hun muligheden for at studere som skuespiller og droppede helt sygeplejer uddannelsen.
Efter nogle småroller, så fik hun endeligt sit store gennembrud, som pige halvdelen af Ranma i den lange og ret populære serie af samme navn. I de næste år medvirkede hun som en af hovedpersonerne i en stribe af serier der blev ret populære, så som Faye i Cowboy Bebop, Lime i Saber Marionette J, Rei i Neon Genesis Evangelion, Lina i Slayers og Ai i Video Girl Ai. Dertil kommer der lange liste af andre serier som hun igennem årene har medvirket i, fra Pokemon til Love Hina.
Noget man nok lægger mærke til hvis man har set de serier hvor hun har hovedroller, er at det er meget forskellige personer hun står bag og stadig opnår Hayashibara at bringe dem til live med sin stemme. Afstanden mellem den naive Lime og den sensuelle Faye er nok lige så stor som afstanden mellem den ret følelses hæmmede Rei og så udadvendte og energiske Lina. Så man kan sige at Hayashibara kan give en rolle alt hvad hun har for at gøre personerne mere levende og det har også gjort hende til en af de mest efterspurgte ”seiyuu”, som er det japanske navn for den profession hun tilhører.
Men ved siden af skuespiller karrieren blev der også plads til hendes drøm om at blive sanger. Det er ikke unaturligt for en seiyuu at synge i de anime serier de er med i, men allerede siden Ranma har hayashibara’s sang været en del af hendes serier, først sammen med andre piger fra Ranma holdet, hvor de formede gruppen DOCO, men senere mere selvstændigt. Hun lægger selv sang stemme til en stor del af musikken i Slayers, Neon Genesis Evangelion og Saber Marionette J samt Ranma og har indsunget musik til utallige and serier og film, blandt andet Tenchi Muyo og Love Hina.
Men ved siden af jobbet som anime stemme, så har hun også fået opbygget sin egen sang karriere, meget hjulpet af hendes seiyuu idol status, noget der i Japan betyder en del, da de folk der lægger stemme til anime karakterer ofte har enorme fan grupper. Hun har udgivet ikke mindre end 15 albums, med et mere på vej næste år og en mindre hylde fuld af singles. Det, sammen med alt hvad hun har lagt stemme til indenfor anime, har gjort hende til det mest produktive anime idol i Japan og man kan være sikker på at hendes stemme er et fast komponent af hvert års nye anime film og serier.
Forholdet mellem fans og dem der lægger stemmer til, blandt andet anime er meget forskelligt i Japan, i forhold til her eller i USA. Fan klubber, Live koncerter, merchandise og meget andet er en del af det som meget passende har navnet ”et idol”. Japanske idoler kan have tusinder af fans, men selv om det er dem der bliver nærmest tilbedt, så er det en berømmelse de deler med de karakterer de spiller. Lige så ofte skal en autograf skrives på et billede af en anime person eller en DVD boks, som på en billede af idolet selv. Men det er den pris som anime idoler betaler for deres berømmelse og som Hayashibara’s tilfælde, så indeholder hendes hær af tilbedere fans fra mange af de mest populære anime serier i 90’erne, og ikke kun i Japan. For selv om de fleste aldrig her set hendes ansigt, så er der fans over hele verden der er forelskede i en eller flere af hendes mange ”stemmer”.
Det ville have været passende at have en liste over hendes roller og musik her, men den er over 400 titler lang og meget godt beskrevet i en af de førende Seiyuu databaser på nettet. Så hvis du har lyst til at se om du genkender nogen af de personer hun har spillet, så gå til http://www.tcp.com/doi/seiyuu/hayashibara-megumi/
21. maj 2013
Burst Angel
I fremtides Tokyo er kriminalitet gået amok, og våben er blevet meget udbredt, selv blandt normale borgere.
Politiet er derfor erstattet med det mechaniserede firma RAPT, der hårdhændet prøver at opretholde lov og orden. Men der er andre fraktioner der arbejder i Tokyo, og en af disse er en gruppe piger, der udfører opgaver af varierende arter, lige fra at være bodyguards, til destruktive mecha sammenstød.
Sei er gruppens voksne og modne leder, en hård forretningskvinde, der hovedsageligt organisere de missioner som resten skal udføre.
Så er der Amy, deres 12 årige computer ekspert, der står for at samle informationer ind og hacke systemer.
Meg er en forhenværende tyvetøs fra New Yorks gader og kan lidt af hvert, selv om hun forbavsende ofte ender med at blive kidnappet.
Til sidst er der Jo, som er den egent-lige arbejdshest i gruppen. Om det så er med pistoler eller i hendes mecha, så lever hun for kamp og har mere end normale evner indefor området.
Deres opgaver starter med at være typiske ting som at fange en kriminel gangster, stoppe en løbst mecha eller beskytte diverse ting, men efterhånden opdager de, at der er noget meget forkert i gang. Noget der involverer genetisk mutation, med brug af levende hjerner i maskiner og meget ofte, så fører sporene tilbage til RAPT, som er det eneste der står mellem civilisation og kaos.
Burst Angel er mecha og action når det er bedst, med mange og hurtige kampe, veludrustede piger og kæmpemaskiner der hamrer løs på hinanden.
Ind imellem bliver der også tid til at fokusere på personerne, men det er tydeligvis ikke seriens formål.
Vil man have fanservice oveni, så er der også masser af det, især fra Meg, der i sin minimalt dækkende kopi af en cowboy dragt nok tiltrække en del opmærksomhed.
Den grafiske side af serien er en lidt blandet sag. Håndanimationen er forholds god, men blandes med en del ret synlig computer grafik.
Gonzo er blevet bedre til at blande den slags sammen, men det er stadig meget åbenlyst hvor grænsen går, og til tider ligner især mecha kampene noget som er taget fra et computerspil.
Lydsiden fremmer desværre ofte den fornemmelse, da den tit virker overdrevet eller direkte malplaceret i handlingen.
Men i det hele taget er musikken til serien nok min største kritik af den, for den bruger en, efter min mening, ikke særlig vellykket blanding af hip-hop, pop og techno. Især åbningen sprang jeg trofast over for at undgå musikken der.
Er man til mecha, action, skydevåben og fanservice, så er Burst Angel nok en af de serier man bør overveje at investere i. Er man dog lidt kræsen med hensyn til musik, synlig CG eller en ikke alt for imponerende handling, så burde man nok nøjes med at kigge på en enkelt DVD til at starte med.
Original titel: Bakuretsu Tenshi
Genre: Action, cyber-punk
Alder: 15+
Studie: Gonzo
Instruktør: Koichi Ohata
Amerikansk licens: Funimation
23. juni 2006
Air
Da denne artikel blev skrevet (01/02/2005) var serien kun lige blevet vist på tv i Japan, så betragt den som et indblik i hvad der var nyt derovre.
Air TV har for nyligt haft premiere. Serien er baseret på et af Keys populære spil af samme navn, der i sin oprindelige form er en såkaldt dating simulator. Karakteristisk ved disse spil er det store udvalg af forskellige piger man bliver præsenteret for, hvoraf man frit kan vælge hvilken af dem man vil ”satse” på.
Serien er bygget op efter nogenlunde samme princip. En temmelig overfladisk hovedperson med en uvis fortid havner under en rejse i en by, hvor han fra dag et hvirvles ind i en myriade af forskellige pigetyper, lige fra den legesyge lilletøs til den stilfærdige og meget fingerfærdige husmodertype.
Musikken er umiddelbart god og det samme gør sig gældende for stemmerne, der tydeligvis er indtalt med energi og indlevelse.
Stregen minder umiddelbart en del om Kanon, især i måden hvorpå ansigterne tegnes. Dette er dog ikke underligt, da begge efterligner stregen i spillene, der jo er lavet af samme firma.
Animationen er også rigtig god og den visuelle side skuffer i det hele taget ikke.
Da der i skrivende stund kun er tre afsnit ude er det svært at udtale sig om historien eller figurerne, men da der er tale om en “animeficering” af et computerspil af den type Air nu engang er, er min bekymring imidlertid at risikoen for en forsømmelse af aktører, og disses udvikling, i løbet serien er temmelig stor. Mange af de medvirkende personer bærer allerede nu præg af at de skal matche en bestemt række stereotyper.
Air TV anime serien er dog langt fra dårlig, og kan sagtens ses uden de store anfald af kedsomhed eller tåkrummeri, om ikke andet så på grund af det store arbejde der trods alt er lagt i den tekniske side. Om historien er holdbar vil tiden vise.
1. februar 2005
Chihiro og Heksene
Af og til har man brug for at flygte lidt. Ikke i den fysiske ”book-en-enkeltbillet-til-Nepal” forstand, men bare at smutte i seng med en god bog, smide en skive i dvd-afspilleren eller lignende. Det er vel i grunden derfor så mange af os holder af historier. Ikke som en virkelighedsflugt, men bare en virkelighedspause, hvor vi kan lægge tilværelsen fra os et øjeblik og pleje fantasien lidt. Det er velsagtens også det, der har givet anledning til så mange historier om parallelle verdener, rejser gennem tid, rum og det der er vildere. Chihiro og Heksene er netop én af den slags film.
Mød Chihiro, en ti-årig pige, hvis forældre har besluttet sig for at flytte et godt stykke væk fra hvor de boede før, til hendes store misfornøjelse. Bedst som hun ligger på bagsædet og plejer sin surmulen med omhu, beslutter hendes far at skyde genvej til deres nye hus gennem skoven (og så skal det jo gå galt).
Jeg skal ikke kede læseren med en lang genfortælling, men humlen af det hele er at de under mystiske omstændigheder havner i en anden verden, propfyldt med gespenster, talende frøer, hoppende hoveder uden kroppe og alt hvad man ellers kan forestille sig. Naturligvis havner Chihiros forældre i en slem knibe (de bliver forvandlet til grise) og det er nu hendes opgave at finde en måde at redde dem på, mens hun selv sørger for ikke at lave et stort postyr undervejs, hvilket selvfølgelig er umuligt.
Chihiro og Heksene, som filmen hedder på dansk (hhv. Spirited Away og Sen To Chihiro no Kamikakushi på engelsk og japansk), er produceret af Studio Ghibli og er det nyeste skud på stammen fra animationstryllekunstneren Hayao Miyazaki og hans stab, der tidligere har stået bag mesterstykker som Princess Mononoke og My Neighbour Totoro, hvoraf Chihiro og Heksene dog er den eneste der har haft dansk biografpremiere.
Chihiro er en forholdsvis typisk Miyazaki-film på en lang række punkter. Der er selvfølgelig tegnestilen, animationen og så videre, men først og fremmest er det en familiefilm. Jeg vil her anmode læseren om at holde op med at hvæse og komme tilbage til skærmen, da der for en gangs skyld er tale om en reel familiefilm og ikke bare endnu et kvalmende forsøg på at komme til forældrenes tegnebog gennem deres børn. Chihiro kan ses og nydes af mere eller mindre alle aldersgrupper, selv om det selvfølgelig vil være forskellige kriterier der bliver lagt vægt på.
Teknisk er Chihiro og Heksene en fryd for øjet. Filmen er produceret i 2001 og det kan ses, ikke mindst i den høje slutkvalitet. Der er nogen brug af CG i filmen, men som oftest bliver den avancerede teknologi kun brugt til at lette andre ting i produktionsprocessen, da Ghibli stadig lægger stor vægt på håndtegnet, -animeret og –farvelagt materiale. Og for pokker da, hvor er det flot. Fabelagtige baggrunde, detaljerede figurer og lækker, glat animation. Sådan skal det være.
Der er bestemt heller ikke slækket i lydafdelingen. Som det ofte er tilfældet med Ghibli-film er det Joe Hiashi der har komponeret musikken og han har gjort et ganske fint stykke arbejde. Nu er det selvfølgelig en smagssag, men jeg synes så afgjort at musikken passer godt ind i det miljø Chihiro befinder sig i. Den japanske stemmeføring ligger bestemt også i den højere ende af skalaen. Jeg kan desværre ikke udtale mig om den danske tale, idet min anmeldelse primært er baseret på den amerikanske DVD-udgivelse, men da det er Disney, som står for udgivelsen, er det næppe helt skidt.
I det store og hele har vi her at gøre med et ganske fornøjeligt stykke animationsfilm, der er skabt af et hold af talentfulde mennesker som elsker at fortælle historier. Børnene vil more sig over sodfolket, krybe sammen i stolen når Yubaba farer i flint og heppe på Chihiro når hun flygter fra det ansigtsløse monster. Voksne vil måske i højere grad fortabe sig i de tekniske detaljer, det flotte sceneri eller den overordnede helhed hvormed historien bliver fortalt. En ting er under alle omstændigheder sikker: De vil ikke komme til at kede sig.
Chihiro og Heksene er ikke en dyb, filosofisk historie. Den indeholder ikke svaret på livets gåder og du bliver næppe et nyt menneske af at se den. Det er til gengæld et sødt, flot fortalt eventyr, der giver dig et to timers pusterum fra virkeligheden, som du efterfølgende kan rejse dig fra og ærligt sige ”det var en god film”. Den er så afgjort et syn værd.
Genre: Familiefilm
Alder: 13+
Studie: Studio Ghibli
Amerikansk licens: Buena Vista
Udgivet i Danmark
23. september 2004
His and Her Circumstances
Vi kender det vel alle sammen. Hvis ikke gennem personlige oplevelser, så kender man i det mindste til begrebet i sig selv. Den første kærlighed. De første klodsede skridt mod et forhold mellem to unge mennesker. Ja, vi kender det vist alle sammen. Medierne i alskens lande er nemlig så proppede med bøger, tegneserier, film og serier, der bruger denne problemstilling som grundlag, at selv de få uheldige, som ikke selv har oplevet det endnu, umuligt kan undgå at have stiftet bekendtskab med det mindst en snes gange.
Forløbet i disse historier er som oftest følgende: Hovedperson møder udkåren. Hovedperson bliver smaskforelsket. Hovedperson må gå ild og vand igennem for dog i sidste ende at opnå det beseglende kys eller ægteskab.
… men hvad sker der så bagefter? Meget få romantiske komedier beskæftiger sig med dette i høj grad vigtige emne. For hvad sker der når kysset ophører eller når bruden har lagt brudekjolens bølgende folder fra sig og de to rent faktisk skal have et forhold til at fungere? I bedste eventyrstil går vi ud fra at de lever lykkeligt til deres dages ende og vi forlader biografen med en varm og luftig fornemmelse i maven. Prinsen har jo fået sin prinsesse (eller prins eller hvad man nu måtte være til) og hvem gider bryde hovedet med at se på et forhold, som noget man ligefrem er nødt til at arbejde med og engagere sig i?
Gudskelov forholder det sig ikke altid sådan.
“His and Her Circumstances” eller “Kareshi Kanojo no Jijou” (også kendt som Kare Kano) er, som den kvikke læser måske har regnet ud, en romantisk komedie, men en yderst forfriskende en af slagsen på utroligt mange måder.
Som man nok kan gætte ud fra mine ovenstående rablerier, så er Kare Kano temmelig “straight to the point” med at få splejset de to hovedpersoner. Faktisk sker det allerede i episode fire og først derfra tager tingene fart. For nu skal de nemlig til at finde ud af hvordan man ellers fungerer sammen som par. Og for at det ikke skal være løgn har de begge to deres egne dæmoner at slås med. Der er lagt i brændeovnen til en masse skæg og ballade, men også noget langt mere alvorligt.
Animationen er i en klasse for sig – ikke fordi den overgår alt andet (det er jo en tv-serie, med et budget som bærer præg deraf) – men fordi den er så anderledes i forhold til hvad man er vant til at se. Kare Kano var oprindeligt en manga og det er lykkedes for Gainax at skabe en yderst vellykket splejsning af de to medier. Med overraskende finesse lykkes det for dem at benytte virkemidler fra mangaen, som man ellers skulle tro var umulige at få til at fungere med levende billeder. Talebobler, lydord og sågar billedruder er en fast bestanddel af showet. En klog brug af farver (og til tider manglen derpå) er desuden tit med til at understrege ting. Det kan ikke sættes på skrift præcis hvorfor det fungerer så godt – men det gør det.
Det har dog én hage: Der foregår af og til så meget i et billede at man er nødt til at pause afspilningen for at få det hele med, hvilket hæmmer oplevelsen en lille smule – men kun en smule.
Animationen kører generelt i et højt tempo – der er fart over feltet og energi i billederne, ikke mindst i kraft af de mange (ofte morsomme og ret virkningsfuldt) karikeringer. Det er bestemt ikke kedeligt at være vidne til og den ene DVD efter den anden bliver rask kylet i afspilleren for at fodre ens trang til at se mere.
Apropos budgettet, så kunne det godt virke som om Gainax på et tidspunkt havde lidt lavvande i kassen – faktum er i hvert fald at hele TO ud af de 26 episoder er recaps og en tredje er animeret så ringe at det ligner en spøg (imidlertid har den alligevel et par originale indfald, så det er til at leve med).
Musikken er også et lille mesterstykke i sig selv og den falder perfekt i hak med animationen, hvilket skaber en komplet og meget livlig atmosfære. Man griber sig selv i at nynne med på op til flere af numrene – for mit eget vedkommende især et klassisk nummer, som dukker op i forskellige versioner i løbet af serien. Jeg har hørt det før, men jeg kan ikke huske navnet (her skærer anmelderen tænder af frustration over sin hullede hukommelse).
Hvis man synes at musikken minder en om Evangelion, så er det slet ikke så underligt, for der er nemlig tale om den samme komponist og han gør endnu en gang et ganske fint stykke arbejde.
Det er forøvrigt ikke den eneste forbindelse til Evangelion i Kare Kano. Der er en ret åbenlys og ganske fornøjelig reference til den et stykke inde i serien, som man næsten ikke kan undgå at lægge mærke til. Og så er der jo lyskurvene …
Stemmerne er så absolut herlige. Talentfuld, engageret og imponerende arbejde – man griber sig selv i at spekulere på hvor forpustede skuespillerne mon er efter en dags optagelse – ikke mindst dem, som lægger stemme til Yukinos to mindre søskende (som desuden også står for et særdeles overgearet preview efter hver episode).
Men animation, musik og stemmeføring til side. På trods af deres høje kvalitet er det dog langt fra det, som holder serien kørende. Det centrale, det bærende i Kare Kano, den reelle årsag til at DVD’erne flyver ind i afspilleren så hurtigt som de kan flås ud af plastik-indpakningen er ingen af de ovenstående ting, men derimod persongalleriet. anime-serier med store persongallerier er ikke usædvanlige, men det er sjældent at man ser et, der i den grad er så gennemarbejdet, som det er i Kare Kano. Det er ikke bare hovedpersonerne, der bliver berørt. Næsten hver eneste figur i den serie, som har et navn og mere end én optræden har også en historie, en profil, en fortid og de bliver alle som én fortalt på en betagende, smuk og levende vis.
Kare Kano har én stor fejl. Den blev aldrig afsluttet. Den havde nemlig det handicap at være baseret på en manga, der på produktionstidspunktet (1998) ikke var afsluttet (og mig bekendt stadig ikke er det dags dato). Gainax har forsøgt at redde det, men det har ikke kunnet ændre på den flade fornemmelse man sidder tilbage med når sidste episode er kørt henover skærmen. Det er rigtig ærgerligt at være tvunget til at tage afsked med de personer, man i den grad er blevet knyttet til så pludseligt.
Man kan selvfølgelig forsøge at tolke på slutningen, men det ville være en åndssvag ting at give sig i kast med, når den direkte og konkrete grund til afslutningen simpelthen skyldes at de løb tør for materiale. Måske er dette også er en del af forklaringen bag de to recap-episoder og en sidehistorie i slutningen af serien, som i grunden er meget sød, men ikke har så meget at gøre med hovedplottet.
Denne kedelig smudsplet er imidlertid ikke en hæmsko for at se og nyde serien og bør heller ikke være det, for selv med en fesen, brat afslutning er His and Her Circumstances / Kare Kano en fornøjelig oplevelse ud i komik, selvopfattelse og det at fungere sammen. Hvis du ellers kan tilgive slutningen, så se den endelig. Du bliver næppe skuffet.
Original titel: Kareshi Kanojo no Jijou
Genre: Drama
Alder: 15+
Studie: Gainax, J.C.Staff
Amerikansk licens: Right Stuff International
5. august 2004
Pikmin
Idéer er en sjov størrelse. En god idé kan komme til dig på de mærkeligste steder og tidspunkter, ofte når du mindst venter det. Præcis hvordan ideer opstår kan være svært at sige, men det er ikke ualmindeligt at de begynder med en sær, lille strøtanke. Denne anmeldelse vil herunder dække, hvad der blev resultatet af at en spøjs mand en dag slappede af med noget havearbejde, pludselig kiggede ned i et af sine bede og tænkte: “Kunne det ikke være enormt sjovt, hvis der løb små farvede væsner rundt mellem planterne?”
Du er Captain Olimar fra planeten Hocatate, rumrejsende og anset interstellar fragtmand af videnskabeligt forskningsmateriale. Da du i lang tid har arbejdet hårdt, har du besluttet at tage dig en velfortjent ferie i det ydre rum i dit elskede rumfartøj, Delfinen (The Dolphin). Rejsen går desværre langt fra glat. Knap er du fløjet ud fra hjemstavnen, før en vildfaren asteroide rammer dit fartøj. Hårdt skadet styrer dit rumskib mod den nærmeste planet, for at blive spredt over et godt stykke af planetens overflade.
Da du kommer til dig selv efter den hårde nødlanding, finder du til din store bekymring ud af at dit fartøj desværre nok kan betegnes som værende noget nær totalskadet, og du vil ikke kunne lette. Hvad værre er, luften på planeten er giftig for dig, og din egen rumdragt har kun strøm til tredive dage. Dybt nedslået giver du dig til at undersøge overfladen for spor af dine rumskibsdele. Inden længe støder du på et underligt kæmpeløg, som, da du rører det, smider et frø, der snart spirer og ved oprykning viser sig at være et underligt lille væsen, der er mere end ivrig efter at hjælpe dig på din mission. Dit eventyr kan begynde.
Lad det være sagt med det samme: Pikmin er unikt, underholdende og nøjagtigt lige så spøjst som ideen der startede det, både i kraft af historie og gameplay såvel som de forskellige genre-elementer. Selv en hårdkogt gamer vil nok have vanskeligheder ved at arkivere Pikmin under én bestemt genre, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Selvom en stor del af spillet er baseret på Real Time Strategy-elementer, vil fans af denne genre nok ikke kalde det et sandt strategispil, selvom de ville kunne nikke genkendende til meget. Ligeledes vil fans af andre genrer også kunne genkende ting.
Pikmin starter enkelt. I begyndelsen vandrer man rundt på overfladen af planeten som Captain Olimar, men inden længe finder man et løg, som producerer Pikmins. Det handler så om at få disse Pikmins til at indsamle næring til løget, som derved producerer flere Pikmins, indtil man har en styrke stor nok til at hjælpe en med at finde de manglende skibsdele. Pikmins kan deles op i tre typer: Der er røde, gule og blå Pikmins, som hver har deres specielle særtrin. Røde Pikmins er f.eks. de bedste krigere og er modstandsdygtige overfor flammer, hvor gule Pikmins kan kastes længere/højere og er eksperter i at håndtere bomber. I begyndelsen har man kun røde Pikmins, men man opdager snart at det vil være nødvendigt at udforske andre områder på planeten, for at finde de andre Pikmintyper, hvis man skal gøre sig håb om at finde alle de tredive skibsdele, som er spredt over planeten.
Ligesom i strategispil handler det om at indsamle ressourcer (i form af faldne fjender eller Pikmin-tabletter), og producere en masse units, som man skal organisere og få til at samarbejde efter bedste evne. Modsat strategispil er man som feltherre dog meget nær på sine enheder, idet man vandrer rundt på overfladen sammen med dem. Dette bevirker at man kun kan styre én gruppe ad gangen og at man desuden skal huske at holde sig lidt på afstand, når man sender sin hær i kamp mod planetens rovdyr. Captain Olimar er nemlig præcis lige så sårbar som ethvert andet levende væsen på hans størrelse, og får han for mange skrammer, så er det Game Over, og man må starte den pågældende bane forfra. Captain Olimars placering i spillet gør også at kampene bliver en del mere hektiske og nærheds-prægede, når man pisker rundt mellem sine enheder (op til 100 på én gang!) og fløjter ordrer, mens man forsøger at undgå selv at tage skade.
Kontrolmæssigt fungerer spillet fint. Kameraet giver sjældent problemer, da det altid er placeret, så det kigger skråt ned på Olimar. Man har mulighed for at zoome ind og ud, samt roterer kameraet på de to grå skulderknapper. Desuden kan vinklen på kameraet justeres på Z-knappen. Placeringen af knapper falder nogenlunde naturligt, selvom visse kontrolelementer lige skal prøves et par gange, før man har styr på det.
I hvert område findes der en “landingsbase”, som typisk er et lille, afgrænset område af banen, hvor man har fred til at dyrke Pikmins og hvor Captain Olimar kan genoplade sin rumdragts beskyttelse fra sit skib, hvilket let kan blive nødvendigt i nogle af de senere områder. Hvert område har så et bestemt antal skibsdele, som man skal forsøge at få flest muligt af hjem til basen, inden solnedgang. Det er desuden vigtigt at sørge for at have alle Pikmins lagret i løgene eller i følgeskab med sig selv, når natten falder på, da de ellers vil blive spist af rovdyr i ly af mørket.
Tiden er nok den største hage ved Pikmin. Du har tredive dag til at finde alle skibsdelene, før din dragt holder op med at virke og stakkels Captain Olimar lider kvælnings-døden. En dag varer ca. 15 minutter i virkeligheden og spillet kan derfor virke en anelse stressende af og til. Tidsbegrænsningen er sandsynligvis lagt på med henblik på at øge sværhedsgraden, men det kan virke generende at man ikke altid har tid til at køre igennem i sit eget tempo og lægge mærke til de små detaljer.
Grafisk set er Pikmin udmærket. Grafikken er flot, selvom den langt fra presser maskinen. Hele spillet er bygget op i en noget nuttet og rund stil, som går fint i et med spillets tema. Teksturerne er ligeledes flotte (en stor del af dem er baseret på Shigeru Miyamotos egen have), selvom de godt kunne have været af højere opløsning.
Holdbarhedsmæssigt er Pikmin dog ikke blandt de bedste. Hovedspillet er beklageligt kort, hvis man drøner igennem det, hvilket specielt hardcore RTS-spillere sikkert vil være i stand til. En Challenge Mode, hvor man skal udføre specifikke opgaver på de forskellige områder redder dog noget hjem, men det er ærgerligt at sådan et fornøjeligt spil ikke er længere.
Pikmin er en beretning om hvordan en spøjs strøtanke kan blive til et særdeles underholdende spil og et prima eksempel på nytænkning, som har manglet lidt i spilbranchen i den seneste tid. Desværre har det også sine fejl og mangler, men de mange gode ting det også indeholder er nok til at redde det en god karakter alligevel. Selvom man ikke har lyst til at eje det, skylder man i det mindste sig selv at prøve det.
1. januar 2004
Samurai X: Trust & Betrayal
Også kaldet Rurouni Kenshin OVA 1.
Rurouni Kenshin finder sted under slutningen af Edo-æraen hvor de ældgamle traditioner stod i konflikt med den nyligt genetablerede kontakt med verden udenfor Japan og de strømninger og andre tankegange den bragte med sig.
Drengen Shinta bliver sammen med hans “familie” overfaldet af banditter og alle de andre slagtet for øjnene af ham men så dukker en fremmed mand op og dræber med forbløffende lethed alle banditterne. Han tager Shinta til sig og omdøber ham til Kenshin, idet navnet Shinta ikke passer til en sværdets mand. Han oplærer Kenshin i Hiten Mitsurugi Ryuu sværdlæren, hvis principper går på at beskytte verden mod uretfærdighed som et frit sværd.
En dag hører den unge Kenshin dog om oprøret mod styret og beslutter sig for at hjælpe det. På grund af hans overlegne evner i sværdkamp får han tildelt et hverv som snigmorder. En lang og blodig historie tager sin begyndelse.
Kenshin OVA’en er forhistorien til den efterhånden ret kendte (og ret lange) tv-serie Rurouni Kenshin, om den legendariske sværdmand, som ikke dræber. Men tag jer i agt: Selvom hovedpersonen er den samme, skal man ikke forvente sig noget “Oro?” i OVA’en. Hele den muntre side af Kenshin, som vi kender den fra tv-serien er der ikke skyggen af i den gravalvorlige unge mand, hvis rene sind er i konflikt med hans kamp for at skabe en fri tilværelse for folk.
På same måde er der der en markant forskel på characterdesignet i OVA’en i forhold til tv-serien. De forskellige personer er tegnet langt mindre karikeret og tegnestilen er gennemgående mere realistisk, hvilket passer godt med den langt mørkere, alvorlige historie.
Modsat tv-serien skal man nok have en noget højere tolerance for blod for at se OVA’en, da Kenshins profession som snigmorder ofte fører til nogle meget blodige scener.
For at blive ved tegningerne, så lad mig bare sige at der bestemt ikke er sparet på noget. Kenshin OVA’en er flot. Meget flot endda. Det er tydeligt at produktionsbudgettet for de i alt fire afsnit fordelt over to dvd’er (hvoraf Trust dækker de to første) har være højt og der er virkelig kælet for detaljerne, i alt fra animation til baggrunde. Af og til kan farvelægningen dog virke en anelse for mørk, men dette er hovedsageligt en bagatel, som ikke kan rokke ved det enorme stykke arbejde, der er lagt i denne produktion.
Lyden er ganske udemærket og gør god brug af stereokanalerne. Underlægningsmusikken fungerer fremragende og er ofte med til at understrege og øge spændingen. Det japanske lydspor er flot gennemført med talentfuld stemmelægning, af folk, som ved hvad de gør. Det er desuden en dejlig ting at Mayo Suzukaze lægger stemme til Kenshin, ligesom i serien, selvom man dog må undvære hendes samling af Oro-lyde.
Den engelske dub er hæderlig, men når ikke op på originalsporets niveau. Specielt generende er det at høre Kenshins amerikanske stemme, hvis stemmeleje slet ikke passer med den japanske Kenshin. Hvis man er vant til den japanske, lyder dette direkte forkert.
Underteksterne fungerer godt med den japanske tale selv om der er en grammatisk smutter et sted eller to. Det kan dog ikke anbefales at se den amerikanske dub med undertekster, idet disse to slet ikke passer sammen, hvilket kan virke ekstremt distraherende, hvis man da ikke direkte har slået lyden fra.
Følgende ekstra stads findes på dvd’en: Character profiles, Historical background, ADV trailers og DVD credits. De to sidste er typisk ekstra materiale og er faktisk ret uinteressante, men både character profiles og historical background er interessante. Specielt er den historiske baggrund en velkommen ting på denne dvd, som man får en del mere ud af, når man kender historien, som lå til grund for begivenhederne i OVA’en. Nyttigt og spændende – tak for det.
Selve æsken er der ikke så meget lir ved. Det er et standard, gennemsigtigt DVD-hylster med en DVD i. En lille lækker detalje er dog at man kan tage coverbilledet ud og vende det om, så man derved slipper for at stirre på en forside med den platte og ret misvisende amerikanske titel Samurai X. På den anden side finder man et langt flottere billede med originaltitlen: Rurouni Kenshin. Sådan skal det gøres.
Rurouni Kenshin: Trust er en meget veludført historie, som er gribende flot fortalt og med en visuel side, der siger spar to. Det er en fortælling om kærlighed, had, politik, forræderi og idealer, som sætter spørgsmålstegn ved tanken om at målet helliger midlet. Hvis man har interesse i Kenshin skylder man sig selv at se denne DVD og den næste i rækken. Meget bedre bliver det ikke.
5. marts 2003
Crest of the Stars
Hvad er Abhs’ formål, hvor kom de fra og hvad er Abhs i det hele taget? Det samme spekulerer den unge Jinto Lin over, da han venter i rumhavnen på for første gang at skulle stå ansigt til ansigt med en ægte Abh.
Crest of The Stars foregår i en fjern galakse, langt, langt væk … sådan kunne jeg have startet, men der er parodier af den slags nok som det er. Der skal dog ikke herske tvivl om at Jorden næppe er en af naboplaneterne i Crest of The Stars‘ univers, hvoraf en stor del er styret af The Humankind Empire Abh.
Og hvad er Abhs så? Det er en de arter af intelligent liv, som eksisterer i den kendte del af rummet. Udseendemæssigt er de ikke så forskellige fra et almindeligt menneske, bortset fra at deres hår er blåt og at de generelt er ret smukke. Desuden er de på grund af genmanipulation i stand til at leve 200-250 år og de bor på deres rumskibe blandt stjernerne. Deraf kommer ”Kin of the stars”, som de ynder at kalde sig selv. Denne stolte race har ét mål: At samle hele menneskeheden (som de opfatter sig selv som værende en del af) under én nation, for derved at undgå fremtidige krige og andre problemer.
Deres fremgangsmåde er at overrumple en planet med en militær offensiv og derved få den til at underkaste sig Abh-herredømme, hvorefter de går videre til den næste. Dette har dog ikke de store konsekvenser for beboerne på planeterne, idet Abhs ikke blander sig synderligt i detaljerne på de pågældende planeter, men nøjes med at administrere dem overordnet.
Mød grev Jinto Lin Syun Locke Hyde, hovedpersonen i Crest of The Stars. Som barn var han vidne til at planeten, som hans far var præsident for, blev overtaget af Abh-imperiet. Imidlertid indgik hans far en aftale med Abh-styrken, som gik ud på at indlemme ham blandt Abhs, så han fik lov til fortsat at stå for styringen af planeten. Som søn af præsidenten påvirkede dette også Jinto, hvilket betød at Jinto formelt set er en adelig Abh, og derfor har pligt til at tjene et vist antal år i militæret.
Den egentlige historie tager sin begyndelse i en rumhavn, hvor Jinto venter på det krigsskib, der skal transportere ham videre til officerskolen. Her møder han den unge og charmerende Lafiel, som er sendt ud for at bringe ham til krigsskibet Gosroth.
Imidlertid bliver Gosroth kort efter Lafiel og Jintos ankomst udsat for et angreb, og de er derfor nødt til at flygte i en lille rumfærge. Her begynder deres historie.Crest of The Stars er, som man nok har gættet, en sci-fi anime som foregår det ydre rum, med alt hvad der dertil hører af rumskibe, planeter, rumstationer og storstilede kampe med strålevåben. Derudover præsenteres vi for nogle dybe, yderst veludførte personligheder, hvilket er godt, idet den medrivende historie i høj grad bliver drevet af de medvirkendes individuelle udvikling, frem for at fokusere på kampene. Historien synes at køre i én glidende bevægelse, frem for at være episode-præget, hvilket ikke er så mærkeligt, da Crest of The Stars oprindeligt er baseret på en bog. At det ikke er en historie drevet af kampene kan måske også ses på den overraskende rolige og lidt utraditionelle opening, som er en behagelig afveksling fra de sædvanlige, lidt mere oppumpede eksempler, som man har set så tit.
Tegningerne er flotte og detaljerede, især hvad angår baggrundene, hvor der mange steder virkelig er kælet for detaljerne. Desuden er der gennemgående gjort god brug af farverne til at understrege atmosfære og lyssætning i de forskellige scener, hvilket er virkelig lækkert. Tegnestilen kræver dog en smule tilvænning på nogle punkter. For eksempel er hovederne tegnet ret specielt.
Rent teknisk er billedkvaliteten fin, men ikke perfekt. Hvad det skyldes er ikke til at sige, men ved afspilning på en computerskærm var billedet flere steder præget af artifacts, hvilket er lidt ærgerligt. Det er ikke et udpræget problem og det meste af tiden er det faktisk ret flot, men det er stadig et irritationsmoment, som man godt kunne have været foruden. Den er acceptabel, men det kunne være gjort bedre.
Lyden er et rent og udmærket stereomiks. Som nævnt er historien meget persondreven, hvilket også afspejles på lydsiden, hvor der er forholdsvis megen dialog. Musikken er primært tilstede under kampsekvenserne, hvor den underbygger stemningen udmærket. Et sjovt påfund er at finde i starten af hver episode, hvor der kort fortælles en smule om baggrunden bag universet, som Crest of the Stars foregår i. Tilsyneladende har man valgt at lade fortælleren tale Abhsk, hvilket er lidt sjovt at høre og som medvirker til at underbygge følelsen af noget, som foregår langt, langt væk.
Den japanske tale er generelt god og in-character og jeg anbefaler i høj grad at man ser serien med originaltalen frem for den engelske dub. Jeg ved godt at det vel efterhånden er en fast bemærkning i anmeldelser som denne, men i Crest of The Stars har jeg en ekstra god grund til at understrege denne anbefaling, for dubben er absolut horribel. Ingen af skuespillerne lyder specielt oplagte eller indlevede og man får ofte fornemmelsen af at de bare læser op fra et manuskript de har fået stukket i hånden to minutter forinden. Medmindre du absolut ikke har andre muligheder, så hold dig langt væk fra den engelske. Den er under lavmålet, selv sammenlignet med det normale niveau for den slags dubjobs.
Crest of The Stars er en virkelig flot og medrivende science-fiction fortælling, drevet af nogle meget komplette og dybe personligheder og et spændende univers. Videosiden kunne være bedre, men det hæmmer ikke oplevelsen synderligt. Historiemæssigt er det meget svært at pege på noget sted hvor denne serie halter, for den er efter min mening en af de bedste i sin genre.
Selv hvis man ikke er udpræget science-fiction-fan, har denne serie stadig en masse at byde på. Kan varmt anbefales.
Genre: Science fiction / space opera
Alder: 7+
Amerikansk licens: Bandai Entertainment
30. januar 2001