Som seriens titel siger foregår Clockwork Planet på en planet bogstavelig talt lavet af tandhjul. Den blev bygget for 1000 år siden af den geniale ingeniør Y af resterne af jorden og menneskene bor nu på drejende tandhjul inspireret af de hedengangne lande.
Flere af disse er inspireret af Japan, og på et af disse møder vi Naoto Miura. Han bruger sine dage på at læse om og rode med maskiner. Naoto er ikke særlig omgængelig, og hans besættelse får ham til at blive betragtet som en freak i skolen. Imidlertid bliver hans unikke evne med urværk pludselig meget nyttig, da en ødelagt kvindelig robot pludselig styrter ind i hans lejlighed. Han reparerer hende og de bliver uadskillelige – især da Naoto beslutter at hun skal være hans kone, han har trods alt en robot fetish.
Clockwork Planet har en fantastisk setting, en historie, der til tider er yderst medrivende og en grafisk side der er pæn og samlet er det tydeligt, at den er lavet af professionelle skabere.
Dialogen i mangaen er velskrevet, de to hovedpersoner “lyder” som højlydte teenagere og resten er også godt ramt i forhold til deres arketyper.
Og nu vi er ved arketyper så er de grundstenen i serien, på godt og ondt. Man ved hvordan personerne vil opføre sig fra man ser dem første gang, og man bliver ikke skuffet. Naoto er den klassiske hovedperson der outsider men har en fantastisk evne, Marie er en ilter blond, slank pige der der bekymrer sig om sine små bryster men gladeligt hjælper de venner hun har skældt huden fuld kort forinden. Halter er det store brød der ser barsk ud men har et hjerte af guld og stor beskytter trang etc.
Grafisk set er mangaen noget blandet, baggrundene er generiske grænsende til kedelige, og det samme gælder alle andre end hovedpersonerne og de største modstandere. Hovedpersonerne er dog rigtig pænt designede, Shino ved hvordan man laver godt udseende personer og Kuro tegner dem glimrende. Det samme kan man vel sige om baggrundene, de har skarpe linjer og er godt tegnede med i sidste ende ofte ret kedelige i forhold til hvad settingen lægger op til. Det ligner nutidens steder meget af tiden, især længere henne i serien, kun nogle få steder skilder sig ud og lever en smule op til potentialet.
Hvor serien virkelig gør sig godt grafisk er dog i action scenerne, dens gengivelse af bevægelse er eminent og den måde den lader lydeffekter og karakterers bevægelse gå ud over lydeffekter og tale og kanterne på panelerne skaber dynamiske scener af højeste karakter. Disse får jævnligt lov at udfolde sig på dobbeltsider, hvor de virkelig kommer til deres ret, skaberne ved tydeligvis hvor styrken i det grafiske er.
Lad os runde vurderingen af seriens indhold af med historien, der desværre ligesom resten af værket er noget blandet. Medens den undervejs har haft dele, der virkeligt fængede mig og hvor jeg åd flere bind i streg, var der også pauser hvor jeg lagde mangaen væk og skulle tage mig sammen for at få læst den færdig.
Historien er ikke dårlig, ellers ville dele af den ikke fænge sådan, men ligesom resten lever den ikke op til potentialet, der tydeligt skinner igennem trods alt. Man kan godt mærke at den er baseret på en roman af Yuu Kamiya, der også har været inde over her, da den ligesom hans mest kendte værk No Game No Life har en fantasi fuld setting og teenage hovedpersoner der sprænger rammerne for hvad man kan gøre og ændrer verden i deres eget billede – omend Clockwork Planet stopper just som de for alvor indser deres evner og går i gang.
Tempoet virker, udover de glimrende kampscener, noget langsomt, jeg sad flere gange og ventede på at de rejste videre og rykkede plottet frem for at tøffe mere rundt i samme by – isæri sidste ark, og det at den slutter med at den store skurk nævnes og de så drager efter ham i det serien slutter tyder på, at den løb tør for romaner at adaptere. Når man ved at mangaen er baseret på en light novel serie sidder man i det hele taget under meget af serien med en følelse af at mangaen er en reklame derfor. De glimt vi ser af en virkelig fed verden og personer, der er tiltalende men bare mangler lidt mere dybde for virkelig at ramme ens hjerte, antyder at der er så meget mere som vi bare skal skifte medie for at få en mere kondenseret udgave af, og især slutningen giver denne følelse, nu har vi fået forspillet i ren tegnet form så skal vi skifte til ren tekst med enkelte billeder for at få hele værket. Lidt ligesom de utallige anime adaptioner der stopper så man skal læse romanerne for at få afslutningen.
Denne anmeldelse får nok mangaen til at lyde dårlige med så mange negative punkter nævnt, men det er den ikke langt fra! Den fortæller en fin historie, der er medrivende mange steder men noget ujævn og langsom; personerne er godt designede, tiltalende og ret velskrevne omend arketyper; tegningerne er meget tydelige og let læselige og har nogle steder der virkelig lader settingen skinne som på nogle af fotosne her i anmeldelsen etc.
Det er ikke nok til at få den ellers polerede serie helt i top, dens potentiale var større end resultatet og nok mest af alt derfor det negative i anmeldelsen, let skuffelse, det er som en flot kage med masser af fondant, den ser flot ud og den kunne være fantastisk men medens alt ser rigtigt ud er smagen lidt tam.
Det er dog også udmærket indimellem, og jeg fortryder ikke jeg købte serien og vil sikkert genlæse den igen på et tidspunkt, måske den der har en mindre kedelig eftersmag.
Forlag: Kodansha
Historie: Yuu Kamiya & Tsubaki Himana
Character design: Shino
Manga: Kuro
Antal bøger 10
