Dæmon-prinsen Laharl vågner efter 2 års søvn til at hans far, lederen af Underverdenen, er død. Hans ”trofaste” vasal Etna er der dog for at hjælpe ham med at generobre dæmonernes respekt og konge-magten. Så sammen med Etna og en flok prinnier, udøde pingviner, begiver han sig ud for at gøre dette.
Undervejs møder han mange farverige personer: den indbildske Vyers, den griske svine-dæmon Hog-Meister og engelen Flonne, der er på hemmelig mission, og flere til.
Disgaea er et strategi-rollespil, en genre der ikke er udgivet specielt meget af i Europe men som er ret populær i Japan. Strategi-rollespil fokuserer på kamp-delen fra rollespils-genren, der er udvidet kraftigt i forhold til den klassiske ”Final Fantasy” stil med elementer fra rene strategi-spil. Således er der et kort, eller nærmere spilleplade idet den er tydeligt felt-opdelt, hvorpå man flytter sine karakterer / ”brikker” rundt. Hver person har så en rækkevidde med hvor langt de kan rykke, og det samme gælder angreb, de kan angribe et forskelligt antal felter fra hvor de står.
Derudover er der skills og items, ligesom i almindelige rollespil, og dette er da ikke det eneste sammenligningspunkt, idet personerne for experience og stiger levels etc. Det er dog ikke kun personerne der har levels, men også items, der stiger i level ved at man går ”ind i dem” og vinder kampe. Disse ”item worlds” er tilfældigt genereret hver gang, hvilket gør det en smule mindre trivielt at ”level’e” op, idet karaktererne også får exp for kamp der så man slår to fluer med et smæk. Udover har items en grad af sjældenhed, så det at få de bedste items taget lang, lang tid.
Alt i alt er der dog intet virkeligt nyt i systemet, tingene har lidt andre navne og opbygning, men det er som andre spil i genren. Dog er der endnu flere ting man kan øge levels på i Disgaea end normen er, selv for denne spiltype, så spillet vil være et paradis for stat-elskere (I er derude, indrøm det bare).
Grafisk vil mange nok rynke på næsen, idet spillet er 2d og ikke har det mest detaljerede billeder, det ligner nærmest et PlayStation 1 spil. Men den simple 2d-grafik er alligevel utroligt charmerende, og den er alt i alt en af de vigtigste grunde til at spillet er blevet så stort et kult-hit.
Karakterernes design er ret farverigt, sødt og nuttet, hvilket gør det, at de er dæmoner lidt komisk. Alle hovedpersonerne ligner børn, og deres opførsel passer indimellem dermed. I det hele taget afslører personernes udseende med det samme deres væremåde.
Alle monstrene er også sjove at se på: fra de udøde pingviner, prinnierne, over cat-girls, nekomataer, til nuttede gargoyler og drager.
Samlet giver dette spillet et meget sødt udseende, men det undgår de værste pastelfarver og bliver dermed ikke for meget.
Lyden er acceptabel, men det er ikke noget man husker efter spillet stoppet. Musikken gør sit arbejde i baggrunden og ryger ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade andet indtryk end passende baggrundsstøj.
Talen i den europæiske udgave er engelsk, men den er til at holde ud og passer nogenlunde til personerne. Etnas stemme er dog noget ældre end hendes udseende, og Flonnes stemme er overdrevet høj og pusse-nusset. Andre, som Laharl og Vyerl, er dog okay, og sammen med et rimeligt forsøg på skuespil gør det at de hjælper en med at leve med i historien.
Historien er simpel og for det meste let at forudsige, men der er nogle twists undervejs, der gør den interessant og ikke bare noget der skal overstås. Sammen med de tiltalende personer gør dette at man sagtens kan blive draget med i spillet af den grund også.
Alt i alt er Disgaea et glimrende spil og noget af det bedre som strategi rpg genren kan tilbyde. Det har da også som tidligere nævnt fået en pæn popularitet i visse kredse, bl.a. blandt anime-fans, og er helt klart anbefalelsesværdigt hvis man vil prøve noget der er en smule anderledes.
Platform: PlayStation 2
Genre: Strategi RPG
Alder: Alle
Lavet af: Nippon Ichi Software
Udgivet i EU af: Koei
