Forbind dig til os

Hej, hvad leder du efter?

august, 2019

06aug18:30Aldrig mere Hiroshima / film og talk

Event detaljer

Den 6. august 1945 dalede en metalbeholder ned over en vågnende havneby i Japan. Minutter efter var verden forandret. Vi kender historien – eller gør vi?

Japanekspert Lars-Martin Sørensen introducerer den historisk interessante og meget sjældent viste ‘Hiroshima’ fra 1953, der er uafrystelig, ubærlig, men også mesterligt orkestreret – båret af sort/hvide katastrofelandskaber så overbevisende, at Alain Resnais senere stjal og genbrugte dem til sin ‘Hiroshima min elskede’ – uden tak for lån.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket

Hiroshima

Instruktør: Hideo Sekigawa

‘Hiroshima’ fra 1953 viser facetter af den japanske reaktion på verdens første atomare angreb, som sjældent ses. Den blev bestilt af det nationale skolelærerforbund, der året forinden havde finansieret Kaneto Shindos ‘Children of Hiroshima’ (1952), som fik international opmærksomhed, men som skolelærerforbundets ledelse fandt var for meget en tåreperser og manglede politisk skarphed.

Hideo Sekigawas film rummer den flerstrengede terapi, nationen og især lokalbefolkningen havde brug for. Vi ser en gymnasieklasse diskutere nogle af elevernes usynlige skader (kronisk træthed, som for mange senere slog om i leukæmi), vreden mod USA, der brænder utæmmet (den senere japanske kulturhistorie er påfaldende præget af accept eller medskyld), og vi ser enorme grupper af elever træne i ruin-rydning efter konventionelle bombeangreb (over 100.000 statister spillede ulønnet med i filmen!).

Filmen skifter mellem den sociale efterrationalisering, som læreren Kitagawa er vidne til, og så selve eksplosionen og dens horrible efterdønninger af kortvarig choklammelse, skrig under sammenstyrtede tage, desperate forsøg på at identificere levende og døde slægtninge, sort regn og drukninger, når brandofre ville lindre deres sår i floden. Hideo Sekigawas film er uafrystelig, ubærlig, men også mesterligt orkestreret – båret af sort/hvide katastrofelandskaber, som var så overbevisende, at Alain Resnais senere stjal og genbrugte dem – uden tak for lån.

Mere

Skriv en kommentar

X