Norikos far var kaptajn på menneskets bedste rumskib men blev slået ihjel af rumvæsnerne. De ødelagde hans skib og startede dermed krigen mod Jorden.
Nu går Noriko selv på akademiet for at kunne følge i sin fars fodspor i rummillitæret. Hun er dog ikke ret god til at styre mecha, men en ny coach sætter hende på hold med Amano, den bedste på skolen. Men hvorfor, og hvad er den nye robottype, som de skal styre (rigtigt gættet: Gunbuster).
Men hvorfor angriber rumvæsnerne Jorden? Og er Noriko i stand til at klare presset og samtidig leve sit liv?
Man kan se og høre at det er en OVA fra 1989, men det gør ikke noget, idet det hele er af en meget, meget høj kvalitet.
Grafisk er den af højeste kvalitet: baggrundene er ret detaljerede, og der er masser af små detaljer som man kan side og fortabe sig i, især de mange forskellige parodier og henvisninger til andre serier der er rundt omkring. F.eks. er mecha’erne holdt i en ret gammeldags stil, og Gunbuster selv er en tydelig henvisning til Gundam, men hvis man kigger efter er der også rigtig mange sjove rumskibe. Dette er et eksempel på den detaljrigdom der er i serien, og den humor der ofte gemmer sig i den.
Personerne er godt animerede, om end man især på deres næser kan se, at showet er fra 80’erne. Forskellen på det og den senere stil er dog ikke noget man tænker over. Karakterdesignet er også ganske udmærket, alle personerne er forskellige udseendemæssigt og har alle en slags personlighed bare i udseendet. Desigenet er da også lavet af Haruhiko Mikimoto, der er kendt for netop Macross II, Gundam og hans egne manga’er Marionette Generation og Macross 7 Trash, en af de bedre designere efter min mening.
Altså er showet både hvad karakterdesigns, animationer og baggrunde godt grafisk, mange nyere serier kan tage ved lære. Efter mere end 10 år kan Gunbuster stadig måle sig med de bedre tegnemæssigt.
Nå, men så kan lyden vel ikke følge med? Jo, det kan den faktisk. Musikken passer utroligt godt til de scener den akkompagnerer, ligesom i Evangelion (der er det mest kendte Gainax værk) er der brugt meget klassisk musik, og det virker bare fantastisk. Allerede dengang vidste de, hvordan man understreget en scene med brug af musik. Stemmerne er utroligt gode, nogle af de bedste og mest passende stemmer jeg har hørt overhovedet. Der er lagt så meget følelse i stemmerne at det er en fryd at høre på, selvom det selvfølgelig er nærmest umuligt at følge med i, for os der ikke er ret gode til japansk.
Og til det vigtigste, ved enhver film, serie, spil, historien. Og på dette punkt skuffer Gunbuster heller ikke. Historien er meget medrivende og kommer igennem mange forskellige genrer i løbet af serien. Første afsnit er nærmest en skole / sports anime, fra andet afsnit af og fremefter er serien mere rendyrket mecha og science fiction, selvom der er elemter, der ikke er klassiske for disse genrer undervejs. Som nævnt før har Gunbuster rødder i science fiction genren, og der bliver ikke langt fingre imellem, det er rigtig science fiction, de fleste ting, der ikke er opfundet / udforsket idag bliver forklaret grundigt baseret på det vi ved idag. Der er dog nogle få unøjagtigheder, men alt i alt er Gunbuster endnu mindst lige så realistisk som f.eks. Star Trek, der bliver brugt i fysikundervisningen nogen steder. Der bliver også brugt meget humor i historien, selvom den til tider er meget dramatisk og trist, f.eks. da Noriko efter at have været i rummet nogle måneder ved nær lyshastighed kommer hjem til Jorden, hvor der er gået 10 år og møder sin bedste veninde igen. Dette er en af de ting, der er realistiske: hvis man bevæger sig tæt på lysest hastighed går tiden langsommere for en selv end for andre, der bevæger sig normalt, og dette er et af hovedelementerne i historien: at leve i sin egen tid.
De tekniske detaljer bliver blandt andet forklaret i små science lessons mellem afsnittene, små klip hvor super deforme udgaver af Noriko, Amano og Coach forklarer forskellige tekniske ting som i en skoletime. Da de dog er super deforme og fjoller en del rundt er det dog svært at følge med i undervisningen, endnu et eksempel på humoren i serien.
Det er også her at udtrykket “Gainax bounce” stammer fra, og man kan med rette sige at “The bounce Wars” mellem Gainax og Pioneer startede her, altså masser af fanservice, der dog aldrig på noget tidspunkt virker malplaceret.
Gunbuster er instrueret af en debuterende Hideaki Anno, kendt som hovedmanden bag Evangelion, og man kan allerede her kende hans måde at få handlingen til at hænge sammen på. Anno er ubetinget en af mine yndlingsinstruktører, og det er rart at se hans første værk, især er det sjovt da det er samme genre som hans hovedværk Evangelion, og dermed kan man se, hvad han har ændret for at lave sin mecha serie. Det sidste afsnit er dog holdt kun i sort / hvid på nær den sidste scene, hvilket øjentsynligt også er en Anno ting, idet de sidste afsnit af Evangelion også har deres helt egen stil.
Gunbuster er en af de bedste anime, og er da også af mange set som en klassiker. Uanset om du kan lide mecha (der er den mest gennemgående genre i serien) eller ej kan serien anbefales, den er simpelthen et must for alle, der vil have ordentlig underholdning.
Genre: Mecha
Alder: 13+
Studie: Gainax
Instruktør: Hideaki Anno
Amerikansk licens: Bandai Entertainment
