Ramune Takoyaki har en særegen smag, der er en smule sød (der er trods alt Ramune) men samtidig også en smule kunstigt tør med et hint af umami* – den skal jo smage af takoyaki – påstår de.
Medens umami smagen tilsat et svagt hint af salt skilder sodavanden dramatisk ud fra den rent søde normale udgave – og hvad man primært forventer fra japansk sodavand – kan jeg ikke detektivere noget unikt takoyaki agtig på nogen måde, bare kunstig umami. Der er et hint af en grund sukker-sødhed, der nok egentlig ville være ret markant stod den alene men den overdøves af den kunstige umami smag. Hvad angår det nævnte hint af salt er jeg reelt i tvivl om det er der, eller om det er den kunstige umami smag der spiller min hjerne et pus, da umami nærmest altid kombineres med salt og det derfor forventes, det er mine smagsløg ikke trænede nok til at vurdere – og slet ikke på et så markant kunstigt grundlag.
Farven er dog flot gylden og fonten og farverne på labelen på flasken giver et umiskendeligt præg af traditionelle japanske spisesteder – især typen der kunne finde på at sælge takoyaki ville anvende fonte i den stil.
Sammenlagt er den en interessant oplevelse, men ikke noget jeg kunne se nogen drikke flere af i træk (jeg har i hvert fald ikke lyst til en til, nærmere noget mere friskt eller med alkohol – hvilket jo netop er effekten af stegt mad, så måske det er en god ting?) eller have som en fast drik de ofte tog frem. Den er fin at have prøvet og kunne vise frem til andre, men ikke en favorit.
* En af de fem-seks grundsmage sammen med sur, salt, sød, bitter og måske fed (den nyeste “egen” smag ifølge japanske forskere). Umami betyder velsmag på japansk og findes i kød, tomater og svampe og er den “rige” smag disse har.
