Kino er en ung pige der rejser fra det ene land til det andet. I selskab med motorcyklen Hermes er hun ude for at udforske byer, og de tilbringer aldrig mere end tre dage på samme sted. Sammen med de to oplever publikum den ene lille historie efter den anden, oftest med en by og dens specielle kultur som midpunktet.
Man kunne forestille sig at den slags små-episoder bliver lidt trivielle i længden, men serien har sin egen stil at fortælle historierne med. Der bliver tit blandet mange elementer ind i hver historie, der tilføjer dem et trist eller dystert skær. For ofte handler fortællingerne om de lidt dystre og til tider skræmmende aspekter af civilisation, og et citat fra serier er meget rammende for stilen, ”Netop at verden ikke er smuk giver den sin skønhed”. For Kino’s Journey viser hvor skrøbelig menneskelig storhed er, og selv om serien på ingen måde prøver at være moralsk, så har den en del filosofisk tankestof i hver episode.
Man får hurtigt et indtryk af at det ikke er vores verden som historierne foregår i, selv om det måske kunne være engang i fremtiden. Byerne og deres befolkninger lever nærmest som i begyndelsen af industrialderen, men visse steder er der mere avanceret teknologi, der dog stadig ligner noget fra den tidsalder, som computere med grammofonlignende stemmesystemer eller mekaniske robotter.
På tegnesiden er Kino’s Journey lidt gammeldags i stilen, men det passer godt til atmosfæren og den industrielle version af verden som Kino rejser rundt i. Den bløde stil er godt brugt til at fremhæve landskaber, men samtidigt er der mange detaljer i byerne og selv om det er meget inspireret af Europa, så er der altid noget der gør stederne lidt anderledes og ukendte.
Kino’s Journey er ikke en børneserie, selv om det første indtryk kunne give den tanke. Serien minder mest af alt om en rejsedokumentar film, hvor man oplever tingene sammen med Kino, snarere end at tage del i handlingen. For selv om hun ofte drager ind i hvad der sker, så handler hver episode om det sted hun opholder sig og dets særheder.
Det er den type anime, hvor man bør stoppe og så tænke lidt over hvad der er sket, for serien er en blanding af historier, eventyr og skæbne-fortællinger som hver har deres pointe eller filosofi.
Vil man se en anime, der har et indtryk der varer længere end til afslutningssangen og giver grobund for omtanke, så kan jeg anbefale af man kigger nærmere på Kino og hendes rejser.
Genre: Sci-fi
Alder: 13+
Studie: Genco
Amerikansk licens: ADV Films