Beskrivelse
Love Rice projektet menneskeliggør ris (kome på japansk) som skoledrenge. På Kokuritsu Inaho Academy (“Rice Ear Academy”, et ordspil på nationale skoler) forsøger fem nye risinspirerede elever at erstatte brød som det mest populære korn på skolen. De nye studerende udgør “Love Rice”-gruppen og udfordrer sig til at optræde på “Harvest Show” for at vise den lækre appel af riskorn. Den “hjertelige” kome’dy med grin og lidenskab “lover at lade publikum genopdage risens dyder (“Japans sjæle-mad”).
Trailer
Anmeldelse
Lad os begynde med essensen af konklusionen først: Love Kome: We Love Rice er IKKE en fantastisk serie der tager verden med storm. Den er hverken flot animeret, har et dybt plot eller personer man engagerer sig i. Hvorfor så se den? Fordi den har de mest åndssvage puns omkring ris man kan tænke sig, omend man først får noget ud af dem når man har et vist forhold til det japanske sprog.
Selve præmisset i serien er en tyk parodi på idol industrien, hvor personer der er kornsorter konkurrerer i såkaldte Harvest Shows om at blive de mest populære. Hele deres optrædener er da også baseret på hvordan man behandler ris og korn, den stærkeste teknik er at vaske risene og kornenen der er brød hæver og toaster sig under optrædenerne.
En ting er dog at parodere idol-industrien, men den ekstreme fokus på ris puns gør at man let overser og glemmer dette aspekt. For som antyder ovenfor er ris puns seriens essens, stort set hver eneste sætning indeholder en henvisning til ris drejet så det passer lidt mere med en skoledrenge setting.
Historien og personerne er som sagt tynde, men det er grundlag nok for alle de forskellige puns, og de er så også skruet begge dele helt op til 11 for at vride konceptet mest muligt. Den ene har en syg lillssøster, den anden er kølig men vil være verdens bedste Harvestar, den tredje er sky og feminin osv.
Grafisk er serien også under middel, personerne er ekstremt stereotypt tegnet, men uden virkeligt “personlige” detaljer. Det samme gælder animationen, der grænser til flydende og der klippes ofte groft mellem scenerne og steder for givetvis at holde budgettet nede. Animationen er dog stadig langt over de fleste Flash animerede serier, den er ikke virkelig ringe, men heller ikke flydende god.
Baggrundene er heller ikke nævneværdige, hvor vi i dag ofte nærmer os fotorealisme i andre serier er de mere simpelt tegnede her ofte. Men man ser så heller ikke serien for animationen…
Stemmerne i serien er ikke nogen man husker. De mandlige idoler, der lægger stemme til hovedpersonerne, tog godt nok rundt på en fin promotion tur hvor de besøgte ris-marker og al den slags for at promovere projektet, men deres performance lever ikke op til dette engagement, da den er flad og generisk. Det samme gælder musikken, der er typisk dåse-pop, hvilket dog passer fint til en idol-stil gruppe, men det gør den ikke god. Teksterne er derimod fine, hvis dryppende af puns kan betegnes som fin i hvert fald. Men man ser altså heller ikke serien for lyden…
Lad os vende tilbage til konklusionen og uddybe den lidt. Det visuelle, lyden og plottet trækker altså mere ned end op for serien, i plottets tilfælde kraftigt ned. Hvad så med humoren, jeg har jo brugt ordet pun i næsten hver sætning ovenfor? Den er der, i så ekstreme mængder at man nærmest drukner i ordspil. Dette er både seriens styrke og akilleshæl og hvad der fik mig til at holde vejen igennem. Man skal lige se et minut mere, hvilket så bliver til afsnit, for at se hvilke mere eller mindre åndssvage ordspil og henvisninger til ris og korn de finder på som det næste. Det kræver dog at man kan tåle plat japansk humor i rigelige mængder, så det aspekt af serien er absolut heller ikke for alle.
Hvis man kan leve med en halvringe produceret serie der til gengæld er ved at knækker under en vægt af ris og korn relaterede puns kan man tjekke serien ud. De fleste vil nok bare føle at den er dybt underlig og dårlig, så hvis man er i tvivl så gå en bue uden om den.
Billeder
