Jorden har været under angreb af aliens, men organisationen Vesper har forsvaret os, uden at offentligheden har bemærket det. Til det formål havde de androider (menneskelignende robotter). En af disse, Mahoro Ando, får lov at trække sig tilbage efter tro tjeneste, og hun vælger til alles overraskelse at blive tjenestepige.
Suguru er en ung dreng, der bor alene og har hårdt brug for hjælp til at klare husholdningen, så derfor søger han en hushjælp.
På vej i bussen møder han Mahoro, og han håber, at han vil få en tjenestepige som hende. Bussen bliver kapret, men Mahoro stopper forbryderne, forklarer hun er en androide til Sugurus store mistro, og forsvinder.
Suguru viser sig faktisk at have hyret Mahoro, og hun bliver ansat på prøve. Der er bare det lille problem, at hun er imod pornografi, og Suguru har en gigantisk samling af sådanne blade…
Sugurus klasse bliver først meget oprørt over, at han har fået en ung tjenestepige, men pigerne i klassen bliver hurtigt veninder med Mahoro. Hans klasselærer og Mahoro ender dog i noget nær åben krig, idet klasselærereren vil være den eneste, der har hans opmærksomhed, og hun forsøger at forføre ham med sin kæmpe bryster, noget der irriterer Mahoro grænseløst, idet hun i forhold til er ret flad.
Men er truslen fra rumvæsnerne helt væk?
Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så er Mahoromatic en ecchi (små-pervers) komedie. Humoren er meget seksuelt baseret, der er mange scener med bryster, nøgenhed og henvisninger til pornografisk materiale. Der er dog intet eksplicit i serien, kun udetaljeret men godt nok fuld frontal nøgenhed. Det hele får et lidt selvironisk tone idet Mahoros valgsprog er ”Echi wa ikenai to omoimasu” – perverse ting er forkerte/noget skidt. Denne afsky for porno, noget der optager Suguru meget ligesom mange rigtige unge mænd, er en af hjørnestenene i Mahoros væremåde og drivkraften bag flere afsnit af serien. Det ironiske kommer ved, at vi indimellem ser Mahoro nøgen, både ”ubevidst” ved scener i et badehus, men også som når hun går i bad med Suguru og ikke kan se noget upassende i det, hun jo bare sit job og sørger for, at han bliver vasket ordentligt.
Dette får det måske til at lyde som tæt på pornografi selv, men selvom serien da er noget af det lidt mere ekstreme, så er den langt fra rigtig hentai, den pirrer lidt indimellem, men ikke mere, og oftest er det underbygget af handlingen.
Som allerede antydet i beskrivelsen af Mahoro ovenfor, er der mange farverige personer i serien. Suguru er en typisk teenagedreng, der interesserer sig for afklædte piger. På trods af, at han er seriens hovedperson, er han på nær sin kærlighed for og gigantiske samling af porno en af de mest normale i serien.
Mahoro selv er udover sin ekstreme afsky for porno en normal tjenestepige, men hendes fortid som kampandroide spøger.
Klasselærerinden er meget opsat på at forføre de unge drenge og at have deres fulde opmærksomhed. Til dette formål udnytter hun sine store attributter, noget der især har påvirker Suguru, der havde en forkærlighed for sådanne indtil Mahoro kom.
Sugurus klassekammerater er heller ikke alle helt normale men dog ikke så ekstreme. Drengene minder om Suguru og støtter ham i kampen for at beholde pornobladene mens pigerne er på Mahoros side. De har dog alle deres små særheder, som pigen der bryder ud i glædesråb når hun får god mad.
Grafisk set er serien udmærket, og man ser tydelige, at den er af nyere dato. Farverne er klare og tydelige, hvilket er med til at give serien et meget levende udseende, og sammen med en flydende animation og en god detaljegrad giver det serien et tiltrækkende udseende. Personernes design er er pænt og tiltalende, det er tydeligt, at der er lagt arbejde i at få personerne gjort tiltalende. Dette er dog ikke en ros der skal tilfalde serien selv, idet personerne er nærmest 100% identiske med dem i andre værker af den ansvarlige karakterdesigner, Ditama Bow.
Serien følger mangaen, der er tegnet af Bow, meget tæt designmæssig, og heri ligger det negative. Bow kan nemlig stort set kun tegne nogle få karaktertyper, så dem i Mahoromatic ligner dem i hans tidligere hentai-mangaer, noget der indirekte får Mahoros modstand mod porno til at være endnu mere komisk.
Lyden i serien er også udmærket. Musikken er ikke noget virkeligt specielt, men der er nogle gode numre imellem, f.eks. slutsangene, der er mamboer sunget af pigerne fra serien.
De japanske stemmelæggere gør et rigtigt godt stykke arbejde i at give personerne karakter. Mahoros ”ecchi wa ikenai to omoimasu” er ikke noget, man let glemmer, og generelt ville serien slet ikke være det samme uden de gode stemmer.
Alt i alt er Mahoromatic en glimrende ecchi-komedie, der formår at underholde på flere områder. De er faktisk en dybere historie bag det sjove, og den er med til at give personernes lidt stereotype opførsel en baggrund og forklaring. Denne anmeldelse er sprunget let over disse ting for ikke at ødelægge noget for folk, men historien er der og fylder mindst lige så meget som fanservicen.
Desværre lider serien i manges øjne af en elendig slutning, noget der ofte er tilfældet med serier fra Gainax, men turen på vej dertil er umagen vær.
Fans af sådanne komedier vil ikke gå galt i byen, og folk, der kan lide tjenestepiger behøver ikke engang overveje det, de har allerede titlen eller skriver den på indkøbslisten i dette øjeblik.
Genre: Komedie
Alder: 15+
Studie: Gainax
Amerikansk licens: Geneon
