Gå til indhold Gå til sidebjælke Gå til sidefod

Mary And The Witch’s Flower – Filmanmeldelse

Beskrivelse

Mary And The Witch’s Flower er instrueret af Hirosama Yonebayashi, der også har instrueret When Marnie Was There ( 思い出のマーニー ) og Arrietty ( 借りぐらしのアリエッティ ). Filmen er den første fra Studio Ponoc, der er grundlagt den den tidligere Ghibli ansatte Yoshiaki Nishimura. Filmen vises i danske biografer med dansk tale i første halvdel af Januar 2019, og er udkommet på Blu-Ray og DVD på originalsproget japansk.

Handling

Vi tager hjem sammen – Alle sammen!

Mary Smith

I historien følger vi den unge pige Mary Smith, der lige er flyttet ind hos sin grandtante. Hun har endnu ikke fundet sig nogle nye venner, og vælger derfor at gå på opdagelse i den omkringliggende skov. Hun følger en kat gennem skoven, og ender med at finde en sjælden blomst, der giver magiske kræfter. Disse kræfter fører hende til Endor skole, hvor hekse og troldmænd kan træne deres evner. Men ikke alle på skolen er godsindede, og Mary må bruge sine nye magiske evner til at bekæmpe ondskaben.

Bedømmelse

Filmen er lidt en blandet pose bolsjer. Det er den første film fra Studio Ponoc, og det er en visuelt rigtig flot film. Den demonstrerer hvad de er istand til at levere, og på mange er de med til at give en tro på at de kan bære arven videre fra Studio Ghibli. Det må dog forblive en tro for nu, da vi med denne film ikke ser beviset for at de er istand til at ramme samme niveau som klassikerne fra Ghiblis univers.

Under åbningen bliver man grebet, for her er kvaliteten virkelig høj. Dramatiske scener, action, spørgsmål rejses og nysgerrigheden blusser op. Det varer dog kort, og efterfølgende får vi en film der ikke formår at ramme samme niveau. Der er enkelte momenter, og der er scener der forsøger at arbejde sig derop, men det lykkedes desværre ikke. Det forbliver på mange måder en tynd kop te man ønskede smagte af mere.

Historien er desværre filmens svageste punkt. Den er sød og ligefrem, men der er desværre ingen dybde, og meget få spørgsmål der bliver overladt til seeren. Den er på den ene side let fordøjelig, men det gør desværre også at den bliver lidt ligegyldig. For mig virker det lidt som det der modsvarer de spil vi ser fra spilselskaberne når en ny spilmotor kommer på markedet, og firmaet bag lancerer et spil der demonstrerer hvad der er muligt. Det bliver som oftest en teknisk demonstration mere end en egentlig oplevelse, og det føler jeg desværre også lidt er tilfældet med denne film. Jeg savner de budskaber man kan tage med derfra, og lade sig inspirere af. Filmen trækker eksempelvis referencer til filmen Princess Mononoke, men hvor den film for mig var en eksplicit skildring af menneskets manglende respekt for dyr og naturen omkring os, der for alvor gav stof til eftertanke, berør denne film kun emner som grådighed og dyreforsøg nærmest overfladisk.

Der er dog også gode ting i filmen. Hovedpersonen Mary fremstår som en stærk og selvstændig pige, der på trods af sin klodsethed og udfordringer stadig klarer sig igennem livets udfordringer. Det er for Ghibli lykkedes at skabe en række af film med stærke kvindelige hovedroller, der ikke påtager sig maskuline træk for at bære rollen som helten i filmen. Hayao Miyazaki har selv udtalt følgende om sine film:

Mange af mine film har stærke kvindelige hovedroller. Modige, selvstændinge piger der ikke tøver med at kæmpe for det de tror på af hele deres hjerte. De har brug for en ven eller en støtte, men aldrig en frelser. Enhver kvinde er lige så meget istand til at være en helt som en mand.

Hayao Miyazaki

Mary fanger essensen af dette, og jeg er glad for at Studio Ponoc har taget netop dette med.

Filmens soundtrack er desuden meget gennemført, og er i min optik i rigtig høj klasse. Det giver den rette stemning, og er næsten et eventyr i sig selv at lytte til.

Selvom der kan forbedres på mange områder, er Mary And The Witch’s Flower stadig en god film. Dog vil jeg anbefale filmen med de originale japanske stemmer, da det danske stemmeskuespil desværre ikke er på samme niveau. Til den yngre generation vil det dog være tilstrækkeligt.

Score: 6.5 / 10

Bør du se den

Hvis du er Ghibli fan, bør du helt sikkert se den. Filmen trækker referencer til flere kendte film, og du vil formentlig tænke “Orv, det ligner jo —” flere gange undervejs. Filmen er grafisk rigtig flot som vi kender det fra Ghibli, og den indeholder skildringer af nogle af menneskets værste sider, som vi også kender det fra Ghiblis univers. Den formår dog ikke at ramme samme niveau, hvilket naturligvis er en skam. Det gør dog ikke filmen dårlig, da det vi her sammenligner den med er klassikere fra aller øverste hylde.

Filmen kan desuden anbefales til dem der er fans af Harry Potter universet, da der også her er ligheder at spore. Hvorvidt det skyldes bogen “The Little Broomstick” som filmen er baseret på vides ikke, men filmen vil appellere til folk med hang til magi og magiske skoler.

Sidst men ikke mindst kan filmen anbefales til det lidt yngre publikum. Handlingen er let at følge med i, og den indeholder ikke den kompleksitet vi normalt ser i Ghibli film, hvilket kan blive for meget for nogle. Den er heller ikke drabelig, og selvom der er spænding og action, holdes det på et niveau hvor alle kan være med.

Billeder

Skriv en kommentar

0.0/5

Go to Top