Blog

  • Chihiro og Heksene

    Af og til har man brug for at flygte lidt. Ikke i den fysiske ”book-en-enkeltbillet-til-Nepal” forstand, men bare at smutte i seng med en god bog, smide en skive i dvd-afspilleren eller lignende. Det er vel i grunden derfor så mange af os holder af historier. Ikke som en virkelighedsflugt, men bare en virkelighedspause, hvor vi kan lægge tilværelsen fra os et øjeblik og pleje fantasien lidt. Det er velsagtens også det, der har givet anledning til så mange historier om parallelle verdener, rejser gennem tid, rum og det der er vildere. Chihiro og Heksene er netop én af den slags film.

    Mød Chihiro, en ti-årig pige, hvis forældre har besluttet sig for at flytte et godt stykke væk fra hvor de boede før, til hendes store misfornøjelse. Bedst som hun ligger på bagsædet og plejer sin surmulen med omhu, beslutter hendes far at skyde genvej til deres nye hus gennem skoven (og så skal det jo gå galt).

    Jeg skal ikke kede læseren med en lang genfortælling, men humlen af det hele er at de under mystiske omstændigheder havner i en anden verden, propfyldt med gespenster, talende frøer, hoppende hoveder uden kroppe og alt hvad man ellers kan forestille sig. Naturligvis havner Chihiros forældre i en slem knibe (de bliver forvandlet til grise) og det er nu hendes opgave at finde en måde at redde dem på, mens hun selv sørger for ikke at lave et stort postyr undervejs, hvilket selvfølgelig er umuligt.

    Chihiro og Heksene, som filmen hedder på dansk (hhv. Spirited Away og Sen To Chihiro no Kamikakushi på engelsk og japansk), er produceret af Studio Ghibli og er det nyeste skud på stammen fra animationstryllekunstneren Hayao Miyazaki og hans stab, der tidligere har stået bag mesterstykker som Princess Mononoke og My Neighbour Totoro, hvoraf Chihiro og Heksene dog er den eneste der har haft dansk biografpremiere.

    Chihiro er en forholdsvis typisk Miyazaki-film på en lang række punkter. Der er selvfølgelig tegnestilen, animationen og så videre, men først og fremmest er det en familiefilm. Jeg vil her anmode læseren om at holde op med at hvæse og komme tilbage til skærmen, da der for en gangs skyld er tale om en reel familiefilm og ikke bare endnu et kvalmende forsøg på at komme til forældrenes tegnebog gennem deres børn. Chihiro kan ses og nydes af mere eller mindre alle aldersgrupper, selv om det selvfølgelig vil være forskellige kriterier der bliver lagt vægt på.

    Teknisk er Chihiro og Heksene en fryd for øjet. Filmen er produceret i 2001 og det kan ses, ikke mindst i den høje slutkvalitet. Der er nogen brug af CG i filmen, men som oftest bliver den avancerede teknologi kun brugt til at lette andre ting i produktionsprocessen, da Ghibli stadig lægger stor vægt på håndtegnet, -animeret og –farvelagt materiale. Og for pokker da, hvor er det flot. Fabelagtige baggrunde, detaljerede figurer og lækker, glat animation. Sådan skal det være.

    Der er bestemt heller ikke slækket i lydafdelingen. Som det ofte er tilfældet med Ghibli-film er det Joe Hiashi der har komponeret musikken og han har gjort et ganske fint stykke arbejde. Nu er det selvfølgelig en smagssag, men jeg synes så afgjort at musikken passer godt ind i det miljø Chihiro befinder sig i. Den japanske stemmeføring ligger bestemt også i den højere ende af skalaen. Jeg kan desværre ikke udtale mig om den danske tale, idet min anmeldelse primært er baseret på den amerikanske DVD-udgivelse, men da det er Disney, som står for udgivelsen, er det næppe helt skidt.

    I det store og hele har vi her at gøre med et ganske fornøjeligt stykke animationsfilm, der er skabt af et hold af talentfulde mennesker som elsker at fortælle historier. Børnene vil more sig over sodfolket, krybe sammen i stolen når Yubaba farer i flint og heppe på Chihiro når hun flygter fra det ansigtsløse monster. Voksne vil måske i højere grad fortabe sig i de tekniske detaljer, det flotte sceneri eller den overordnede helhed hvormed historien bliver fortalt. En ting er under alle omstændigheder sikker: De vil ikke komme til at kede sig.

    Chihiro og Heksene er ikke en dyb, filosofisk historie. Den indeholder ikke svaret på livets gåder og du bliver næppe et nyt menneske af at se den. Det er til gengæld et sødt, flot fortalt eventyr, der giver dig et to timers pusterum fra virkeligheden, som du efterfølgende kan rejse dig fra og ærligt sige ”det var en god film”. Den er så afgjort et syn værd.

    Genre: Familiefilm
    Alder: 13+
    Studie
    : Studio Ghibli
    Amerikansk licens: Buena Vista
    Udgivet i Danmark

  • Ghost in the Shell: Stand Alone Complex

    I den nære fremtid med cyborgs, kunstig intelligens og lignende hightech, findes der Sektion 9, som er en semi-hemmelig statsorganisation der tager sig af cyber relaterede kriminalitet. Det kan være alt fra en militær mecha der er gået amok, til at stoppe computer vira. Sektion 9’s mest dominerende agent er Kusanagi, som er næsten fuldstændig mekanisk, selv om det næsten ikke kan ses på hendes krop. Hun er hurtigere, stærkere og mere robust end noget menneske, samt i stand til at koble sig direkte til maskiner og Internettet.

    Hun samarbejder med resten af Sektion 9’s specialiserede agenter. Deres rækker rummer alt lige fra snipers til computereksperter. Til tider hjælpes hun også af sektionens lille gruppe af tachikomaer, relativt intelligente edderkop lignende mechaer på størrelse med små heste, men ret multi-funktionelle.

    Kusanagis hverdag er en blanding af aktiv kamp, observation og infiltrering. Nærmest en mellemting mellem en hemmelig agent og det amerikanske SWAT. Derfor skal hun og hendes team være forberedt på alt fra computernørder til intense kampe mod de nyeste hightech våben og maskiner.

    TV serien SAC er en ny version af Masamune Shirows nu klassiske manga, første gang animeret i 1995. Den nye serie er dog uafhængig af filmen og indeholder kun få elementer fra historien i den og den originale manga. Derimod handler serien om de mange individuelle opgaver som Sektion 9 tager sig af. Derfor er SAC meget episodisk, uden nogen opbyggende handling, men dog en svag tråd der forbinder visse episoder.

    Noget der er tydeligt i serien er at Shirow selv har været med til at lave den og fastlægge stilen. Hans sans for detaljer og ”logisk” brug af teknologi er meget tydelig. Til tider muligvis for meget, når der bliver brugt adskillige minutter på at forklare noget før handlingen fortsætter. Men det er lige så meget med til at opbygge en detaljeret verden, noget der er vigtigt for Shirows stil.

    Der er ingen tvivl om at SAC er smukt og dygtigt lavet. For en TV serie er der lagt meget vægt på detaljer, og selvom man kan se at der er brugt computeranimation til mange ting, så er det forholdsvis godt blandet ind i den håndtegnede stil. Actionscenerne er ligeledes flotte og ret flydende, ofte med megen hastighed og gode vinkler.

    Dertil kommer der at adskillige af seriens åbningssekvenser er helt computeranimerede. Selv om de ikke passer så godt med selve serien så er de dog ganske flotte.

    Så kommer vi til seriens lydside, som komponist geniet Yoko Kanno har stået for, og hun har igen lavet et soundtrack der er lige så attraktivt som serien selv, med gode sange leveret af kunstnere hun har brugt før, som Shantia Snyder der leverer en flot åbningssang på russisk, og Tim Jensen med Lithium Flower som afslutningen.

    Er man bare lidt Ghost in the Shell eller Masamune Shirow fan, så bør man kigge nærmere på SAC. Er man dog ingen af delene, men gerne vil se en action anime med mange og flotte detaljer, så kan serien nok være et bekendtskab værd. Den er ikke helt i action genren, da der ofte bliver brugt tid på forklaringer og opbygning af baggrunden, som muligvis vil kede de mest hardcore actiontilbedere, men det er en del af den stil der gør at SAC hæver sig over mainstream TV serier.

    Genre: Sci-fi / cyber-punk / action
    Alder: 15+
    Studie: Production I.G
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Kaleido Star

    Pigen Sora rejser fra Japan til Californien i USA for at få lov til det hun altid har drømt om, nemlig at optræde på scenen i det berømte Kaleido Star cirkus. Men det er ikke ligefrem noget normalt cirkus, men en blanding af akrobatik, ballet og skuespil og kun de bedste bliver accepteret.

    Efter lidt problemer i starten lykkedes det dog Sora at blive optaget som elev. Selv om hun allerede fra hun var helt lille har trænet atletik og trampolin spring, så er der stadig meget hun skal lære, men med hjælp fra nye venner, hårdt arbejde og original tænkning, så laver hun hurtige fremskridt.

    Kaleido Star kunne godt lyde som endnu en sports anime, men det bliver den egentlig aldrig. For selv om der bliver lagt vægt på Sora’s træning og de mange atletiske forestillinger, så handler serien mest om kærlighed til at optræde, frem for at vinde eller blive nummer et. Man får ofte det indtryk at hun egentlig ikke er så fantastisk god, men snarere så stædig og målrettet, at det lykkedes hende at lære det der skal til, ofte efter hård træning og en del fejl.

    Modsat sports serier, så er der heller ikke nogen egentlig rival. Sora får gode venner og meget hjælp, selv om hun ofte må lære ting på de mest besværlige måder. Selvfølgelig har Kaleido Star allerede en dygtig ledende primadonna, men hvor de fleste serier ville have valgt at gøre hende og Sora til rivaler, så bliver hun nærmest et idol for Sora.

    Det er med til at give serien en langt behageligere handling, hvor venskab og samarbejde for at lave en god forestilling betyder mere end den enkeltes ego, en god fortolkning af det man opfatter som cirkus livets sjæl.

    Og netop også de forestillinger er en vigtig del af serien. For Kaleido Star cirkuset laver ikke normale trampolin opvisninger. De fremviser eventyr, romantiske historier og dramaer, på samme måde som en ballet, men ved hjælp af trampoliner og akrobatik.

    Her ville andre serier nok kunne finde på at genbruge meget materiale, men i Kaleido Star er bliver forestillinger hele tiden fornyet og ændret, så man ikke sidder og ser på noget man har set næsten magen til i de forrige episoder.

    Dertil kommer man også følger meget med i Sora’s private liv, som egentlig er ret normalt, udover at hun lige prøver på at blive stjerne. Der er hånd træning, forestillingerne, arbejde der skal laves bag scenen: Så fritid er nogle få timer hist og her, som Sora og hendes venner ofte bruger på at træne privat til diverse specielle numre og øvelser. Dog blive der tid til lidt morskab og en del nærmere kig på personerne i serien.

    Den japanske lydside til serien er flot. God musik til åbning og afslutnings sekvenserne og dejlig baggrunds musik. Sora’s voice actor virker meget overbevisende og det er hun også nøde til, for hun har den rolle der bærer serien.

    Den grafiske stil i serien er lige så flot. Især er der lagt vægt på at lave forestillingerne så godt som et TV budget kan klare, og netop fordi mange af scenerne kræver meget animation er det imponerende hvor flydende det er lavet.

    Action siden i serien er næste ikke-eksisterende og der er ingen større dramaer, rumvæsener, kæmperobotter eller udslettelser af byer med. Kaleido Star er en hyggelig og ganske fængende serie om en pige der gerne vil optræde, fordi hun kan lide det og for at glæde folk. Serien er ikke banebrydende på nogen måde eller udpræget dybsindig, men derimod god at slappe af til, og til tider kan den give en den dejlige varme følelse der lige hiver en tåre frem i øjenkrogen.

    Genre: Sport / komedie / drama
    Alder: 7+
    Studie: Studio Gonzo
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Steel Angel Kurumi

    Vi befinder os i 20’ernes Japan, hvor den unge præstelærling Nakahito bliver udfordret af sine venner til at gå ind i et hus. Det skulle ifølge rygterne være hjemsøgt af en gal videnskabsmand og han horrible forsøg på unge piger. Mere eller mindre mod sin vilje bliver Nakahito nødt til at udforske husets kælder, hvor han falder over kroppen af en ung pige og ved et uheld kommer til at kysse hende.

    Kysset vækker hende, men hun er ikke nogen helt normal pige, men en kamprobot ved navn Kurumi, bygget til at forsvare menneskeheden.

    Kysset har gjort Kurumi mere end bare loyal over for hendes nye ”herre”, så derfor er hun og Nakahito uadskillelige fra det øjeblik, lidt af en blandet velsignelse for ham, da Kurumi er bygget med et ulovligt prototype af et hjerte, skabt af ustabile elementer der kan være en stor trussel hvis hun ikke ”modner” rigtigt. Men en attraktiv, mysteriøs og usædvanlig pige kommer sjældent alene og efterhånden slutter hendes to søstre sig til gruppen, i kamp mod militæret og en fjendtlig styrke af kvindelige androider.

    Steel Angel Kurumi er næsten så typisk for sin slags som den kan være. Den har tre piger, en lettere ynkelig helt og masser af fanservice. Pigerne kommer i hver deres version af tjenestepigeuniformer samt har forskellige proportioner, så der er lagt op til at tilfredsstille et stort udvalg af mandlige feticher. Kurumi og hendes søstre kæmper også i utallige kampe, ofte involverende ødelagt tøj og imellem kampene er der lidt famlende udvikling af forholdet mellem Kurumi og Nakahito.

    Serien er ikke dårlig, men bare ikke noget der adskiller sig fra utallige andre action serier med en dreng og adskillige piger. Den har sine gode øjeblikke og perioder hvor den bliver lidt triviel. Der er handling og udvikling i handlingen, men udover et par underlige drejninger i historien, så kører det bare i rundkreds indtil slutningen.

    Tegnestilen er lige så ordinær som serien, med lidt brug af tidlig computeranimation, især synlig i den ganske søde åbningssekvens. Grafisk er serien ret stabil, selvom man til tider godt kan se at der er sparet på detaljer. Derimod er animationen ganske flydende, noget der gør kampsekvenserne ganske pæne at se på.

    Har man lyst til en sød harems serie med en god del action og fanservice, så er Steel Angel Kurumi ganske god. Den kan ses uden at man skal tænke for meget og den har en behagelig slutning. Men serien er ikke noget man vil huske for længe bagefter, selv om Kurumi er ganske nuttet.

    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 15+
    Studie: M.O.E
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Nadia

    Jean er en ung knægt i Frankrig i slutningen af 1800-tallet, der elsker at opfinde ting. Under Verdensudstillingen 1889, hvor Eiffeltårnet også blev indviet, deltager han med en flyvemaskine. Der møder han pigen Nadia og bliver straks betaget af hende. Hun bliver dog forfulgt af nogle underlige folk, og Jean hjælper hende med at slippe væk.
    Nadia er ikke specielt glad for Jeans interesse i sig, og er mistroisk over for alle hans opfindelser, der da også ofte går i stykker. Hun accepterer dog modvilligt hans hjælp, idet det er den eneste måde, hun kan undgå at bliver fanget på.
    De styrter ned over havet i Jeans flyvemaskine, men kaptajn Nemo og ubåden Nautilus samler dem op, og de finder et tilflugtssted og venner der.
    Det viser sig at Nadia har en forbindelse til Nautilus, og at den og hendes forfølgere har noget at gøre med det forsvundne rige Atlantis. Men hvilken?

    Nadia var Studio Gainax første tv-serie, men det gør ikke at den er dårligere end deres senere serier.
    På trods af seriens alder er dens tekniske kvalitet ganske udmærket, den grafiske overflade er pæn og levende, og lydsiden formår at skabe en passende stemning.

    Baggrundene er varierede og formår at skabe et godt billede af at være vidt forskellige steder på kloden, og deres detaljerigdom er med til at øge troværdigheden i scenerne, og dermed give stemningen et nøk opad.
    Personernes design er pænt og tydeligt, en detalje er at man kan genkende en del træk fra dem i designs brugt i senere Gainax serier, især NGE.

    Musikken er tilpas pompøs til at man virkelig føler det er et eventyr man er ude på, det hele på nær opening og ending sangene er arrangementer i ”klassisk” stil. Igen en stil de bruger senere, om end med en lidt anderledes orkestrering. Det værende sagt er musikken dog ikke noget man husker, den er der og gør sit arbejde forbilledligt, men den er ikke noget banebrydende. Det er ikke musikken man husker Nadia for, men historien.

    Historien i Nadia er, som allerede understreget flere gange, et stort eventyr. Og som sådanne er, når de er bedst, er den meget medrivende. Den generelle spænding ved at følge Nadia og Jeans flugt og rejse gennem en mystisk verden, der ligner vores men er en smule anderledes, meget som i Jules Vernes bøger, som serien er bygget meget over, sammen med flere plotdrejninger undervejs, gør, at man let er fanget og er spændt på hvad det næste der sker er.

    Man gør serien en bjørnetjeneste ved at sammenligne den rent med NGE og bedømme den ud fra det, noget der er svært og som mange vil gøre, derfor jeg har nævnt det heri. Men som det også burde fremstå tydeligt er historien markant anderledes og har en helt anden stemning. Man bør se Nadia som en god eventyr-serie, på det område er det noget af det bedste anime kan tilbyde, ikke som NGE-light, for så bliver man skuffet.

    Alt i alt er Nadia en glimrende serie, og en af de bedste eventyrer-historier lavet efter min mening. Kraftigt anbefalet.

    Anden titel: The Secret of Blue Water
    Original titel: Fushigi na Umi no Nadia
    Genre: Eventyr / historisk / sci-fi
    Alder: Alle
    Studie: Studio Gainax
    Amerikansk licens : ADV Films

  • R.O.D The TV

    For nogle år siden blev den originale R.O.D OVA serie udgivet, og med dens spionstil blev den et ganske stort hit. Så der er derfor ikke så underligt at den bliver efterfulgt af en TV serie.

    Den foregår nogle år efter at sidste serie sluttede, og starter med at fokusere på forfatterinden Nenene og tre søstre som bliver hyret til at være hendes bodyguards.

    Disse tre piger er alle ”Paper Masters”, med evnen til at manipulere papir til at skabe bevægelige figurer, våben eller skjold der stopper selv kugler. De tre har i Kina startet et lille detektiv firma, men sammen med Nenene drager de til Japan og bliver her involveret i en større sag, hvor en organisation prøver at få kontrol over alt viden på kloden.

    Forventer man at se de samme personer, som var med i den originale serie, så skal man lige vente til senere, for den første halvdel af R.O.D The TV drejer sig mest om de tre søstre og bygger langsomt op til seriens egentlige handling. Derfor er den lidt episodisk og mere humoristisk end den først serie, noget der gør starten meget anderledes. Men den har derimod sin egen charme, da pigerne er en rigtig hjertevarm lille enhed, med hver deres bogfiksering og personlighed.

    Serien er en efterfølger til OVAen, så det anbefales at man har set den først. Dog har TV serien ikke den samme følelse som originalen. Der er lagt mere vægt på humor og varme følelser, for selv når der er nedture, så står de tre søstre sammen og støtter hinanden. Dog følger seriens action del ganske godt med. Der er mange kampe for de tre paper masters, inklusiv skurke med samme evner og en mystisk dreng der konstant kommer i vejen for dem.

    Grafikken i serien bærer præg af både at være en TV serie og så at den er tilpasset til en ny handling. Stilen er blødere og langt fra så flot som den første, noget man nok ikke kan lade være med at sammenligne med, selv om den stadig er ganske flot og flydende animeret. DVD versionen af R.O.D TV er re-animeret. Det vil sige at efter den blev færdig i TV, så har animations studiet brugt tid på at forbedre udvalgt scener. Bedømmelsen af seriens grafiske kvalitet kommer derfor an på denne re-animation, for den version der blev vist i Japansk var meget mærket af at en trykkende deadline i de senere episoder.

    Er man R.O.D fan, så bør man nok investere i serien og så prøve at se den uden at sammenligne den for meget med den første serie. TV versionen er meget anderledes i forhold til OVAen, men senere kommer der de personer med som var med i originalen og man finder ud af hvad der er sket siden den sluttede.

    Har man ikke set R.O.D endnu, så er originalen en dejlig spionagtig lille serie også anmeldt her) og også efterfølgeren er værd at se hvis man kan lide action, hemmelige organisationer og skumle planer for verdensherredømmet.

    Genre: Action / komedie
    Alder: 13+
    Studie: J.C.STAFF
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Saber Marionette R

    Saber Marionette RJunior er sønnen af den lokale konge. Derfor har han tre androider, i form af unge piger, til at beskytte og hjælpe ham. Desværre bliver kongen dræbt og riget overtaget af skurken Starface og Junior bliver nødt til at flygte i selskab med sine androider. Sammen med de tre piger overlever han diverse angreb, blandt andet fra Starface’s egne Kamp Marionetter og Junior begynder på at løse gåden om hvem den mystiske Starface er, for at få kongeriget tilbage.

    SMR er en kort OVA serie der blev lavet før mere kendte Saber Marionette J TV serien, dog er den ikke en forløber, men en helt anden historie. Marionetterne Lime, Cherry og Bloodberry er med i den, som Juniors androider, men med andre kroppe og personligheder. Det er dog stadig de samme der lægger stemme til de tre robotter, så de ”føles” som de samme der er med i TV versionen.

    Tegnestilen er meget anderledes og virker ret blandet. Junior og hans marionetter er nærmest barnlige, især Lime, der ikke ser ud til at være over 10 år i den her version. Derimod er de ”onde” marionetter ret voksent tegnet og involverer en del fanservice, noget der er med til at hive serien op over 10-12 års aldersgruppen.

    Har man set Saber Marionette J TV serien og kan lide den, så burde man købe Saber Marionette R for at få den set og føjet til samlingen. Men den er ikke noget større anime mesterværk, og med kun tre episoder, så virker den for kort og sammenpresset. Men om man har set TV serien eller ej, så kan Saber Marionette J OVAen sagtens ses, da de egentlig har ret lidt med hinanden at gøre, udover at være baseret på de samme androider som hovedpersoner.

    Original titel: SMガールズ セイバーマリオネットR
    Fra: 1995
    Genrer: Komedie, science fiction
    Alder: 13+
    Instruktør: Koji Mazunari
    Amerikansk licens: Media Blasters

  • Wolf’s Rain

    En gang i fremtiden har katastrofer ændret klodens udseende og reduceret den menneskelige civilisation til små samfund der lever i fortidens byer. Mellem de normale byboere finder vi nogle særlige ulve, der skifter mellem menneske og ulve form efter behov og mellem dem er der en gammel legende om at de en dag skal blive ledt til paradiset.

    En enkelt enspænder ulv begynder langsomt at samle de få overlevende fra sin race omkring sig, og de drager af sted mod et mål de ikke kender, ledet af deres instinkter og en pige der er mere blomst end menneske. Men deres rejse er fyldt med farer. Både mennesker, dyr og ting der er glemt for længe siden udgør en fare for den lille gruppe, ikke mindst fordi der er andre med stor magt der er ude efter deres blomsterbarn.

    Wolf’s Rain er en spændende historie fortalt med nogle meget anderledes personer. Ofte er man i tvivl om de virkelig er ulve, mennesker, begge dele eller bare bliver opfattet sådan, for de skifter mellem deres to former som om der ikke er nogen forskel. Dog er man ikke i tvivl om at de bare søger efter et sted at komme hjem til, i en verden der ikke længere har plads til dem.

    Serien er meget action præget, men giver sig god tid til at fortælle sin historie og give karaktererne i serien selvstændige personligheder. Dertil kommer at man bliver vist rundt i en verden der er præget af at have set bedre tider. Gigantiske fly sejler hen over pre-industrielle byer, og enkelte har stadig bevaret fortidens teknologi, imens andre lever i næsten middelalderlige ruiner.

    Grafisk set er serien ikke noget gennembrud, men den er flot og der er gjort en del ud af både detaljer i landskabet og animationen af forgrunden, som er med til at gøre serien behagelig at følge med i. Dertil kommer en ganske flot lydside, hvor især musikken passer perfekt til seriens stemning, og den japanske dub hjælper meget med at fremhæve personerne.

    Wolf’s Rain er en god blanding af action og drama, hvor man hurtigt får en fornemmelse af at handlingen har et mål og serien tager ikke ret mange omveje for at komme derhen. Desværre opstod der problemer med at få den færdig da den først skulle vises i TV, så der kommer adskillige ”recap” episode i træk, som på DVD nok vil virke ret overflødige og kan virke ret irriterende. Men heldigvis har DVD den fordel at man ikke behøver at vente en uge på næste episode og bare kan skippe hen over disse opsamlinger.

    Wolf’s Rain kan anbefales til enhver der gerne vil have action der også tilbyder mulighed for at træne de små grå, og det er seriens styrke. Når man først har tilpasset sig de underlige ulve/menneske forvandlinger, så lægger man hurtigt mærke til hvor smidigt de er lavet for at passe ind med personernes ulve-agtige opførsel.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 15+
    Studie: Bones
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Detatoko Princess

    I det lille kongerige Sorcerland lever prinsessen Lapis en stille og rolig tilværelse. Ligesom alle i den kongelige familie, så har hun medfødte magiske kræfter. I hendes tilfælde er det evnen til at ophæve magi, en egentlig ret farlig ting i en magisk verden. Men Lapis er en god pige og hun elsker at hjælpe andre. Desværre tænker hun ikke altid lige over konsekvenserne af hvordan hun hjælper folk, så hun har en tendens til at være omgivet af uheld. Efter et sådanne, involverende en flyvende ø, der ikke længere flyver, beslutter dronningen at Lapis trænger til luftforandring. Men noget går galt og Lapis ender i den anden ende af kontinentet.

    Der skal mere til at slå hende ud, og hun er så heldig ikke at være alene, men sammen med adskillige venner, inklusiv hendes gamle læremester, en lille alf og så hendes bodyguard, der godt nok er en elendig kriger, men kompensere for det ved at være udødelig.

    Den lille gruppe begiver sig så hjemad, men mange farer venter forude. For ikke bare er troldkvinden Topaz ude efter at tilføje Lapis til sin samling at smukke piger, men de støder også på utallige uretfærdigheder. Som Lapis er så nødt til at ordne på sin egen mindre eftertænksomme måde.

    Detatoko Princess er ren humor og de fleste vandpytter er dybere end handlingen. Men serien gør opmærksom på det lige fra starten og man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om at den bare skal ses som en parodi på fantasy genren. Lige fra starten hvor Lapis introducere serien direkte til ”kameraet”, imens hendes læremester går rundt og prøver at se hvad hun taler til, er man klar over at det er humoren der er lagt vægt på.

    Så er man ude efter lidt humor i den lette ende, så er denne lille 3 episoders serie perfekt. Man ligger nok ikke flad af grin hele tiden, men Detatoko Princess er gennemført humoristisk og hvis man kunne lide andre fantasy serier med humor, så som Slayers, så kan man nok ikke gå helt galt med den her.

    Selve serien er ikke ligefrem en af de nyere. Jeg så den selv for første gang som fansub for 5 år siden, og fandt den ganske uimodståelig og åbnings musikken har siden også været en af mine favoritter. Nu er den så endelig ude på DVD, og har man lyst til lidt halv-plat humor hvor der absolut ikke er noget der skal tænkes over, så er Detatoko Princess en perfekt serie til en grå eftermiddag.

    Genre: Komedie
    Alder: 13+
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Fruits Basket

    Tohru Honda har mistet begge sine forældre og for ikke at være til gene for sin bedstefar, så bor hun i et telt i skoven og tjener til sin skolegang ved at arbejde som rengøringspige. En dag på vej til skole støder hun på et hus i skoven, som bebos af to unge mænd fra den rige Souma familie. Den ene af disse er elev i hendes egen klasse, den meget attraktive Yuki, også kendt som skolens prins på grund af sit gode udseende og vane for at holde kølig distance til piger. Den anden af husets beboere er den lidt ældre Shigure, som lever af at skrive noveller.

    Under et alvorligt regnskyld bliver Tohru forkølet og Yuki bringer hende til huset og får hende hurtigt tilbage på benene igen. Men regnskyllet udløste et jordskred der begravede Tohru’s telt og siden hun pludselig står tilbage uden noget, tilbyder Shigure at hun kan blive i huset som hushjælp, noget den meget huslige Tohru hurtigt vender sig til.

    Da yderligere en ung mand, Kyu, ankommer til huset varer det dog ikke længe før hun finder ud af at de 3 gemmer på en dyb familiehemmelighed, nemlig at hvis de bliver omfavnet af en normal person af modsat køn, så forvandler de sig til et dyr fra det kinesiske Zodiak, såsom en hund, en mus og lignende.

    Desværre har hemmeligholdelsen af deres tilstand medført at de udsatte familiemedlemmer er ret isolerede fra normale mennesker og har dybe personlige problemer på grund af det, noget som virker svært at fatte for den optimistiske og livsglade Tohru, som med sin ret naive og positive indstilling langsomt påvirker folk omkring hende, især Yuki og Kyu.

    Fruits Basket er en romantisk komedie, der handler om Tohru, der har mistet alt men stadig går rundt med sin, til tider nærmest naive optimisme, og Souma familiens dystre og isolerede medlemmer. Selvom man nok kan forvente at Tohru langsomt løser de knuder de forskellige har, så er det dog stadig en fornøjelse at følge med i, ikke bare fordi at Souma familien har brug for Tohru til at hjælpe dem ud i den normale verden, men fordi hun også har dybe ar der skal heles med hjælp fra andre.

    Men mest at alt, så er Fruits Basket uimodståelig sød og den veksler dejligt mellem humor og drama, med mange underlige indfald undervejs og har mere end et sted hvor man kan fristes til at knibe en tåre. Tegnestilen i serien er meget simpel, ret direkte adapteret fra mangaversionen, dog med afbræk, som en episode der omhandler Tohru’s muligvis overnaturlige veninde og som er domineret af underlige kameravinkler og alternative billedstil.

    Fruits Basket er alt i alt en sjov, lettere romantisk historie om unge med problemer, hvor et af dem er at de har en tendens til at blive til dyr nu og da. Der er ikke den store action i serien og der er ofte skruet meget højt op for det mere nuttede, som da en af Souma familiens mindre piger begynder at følge Tohru rundt som en kylling efter en hønemor.

    Så er man i det romantisk hjørne og godt kan lide et hjerteligt grin sammen med sit drama, så burde man stifte bekendtskab med Fruits Basket og de herlige personer der er med i den.

    Genre: Romantik / Komedie, 26 episoder
    Alder: 10+
    Studie: Studio Deen, 2001
    Amerikansk Licens: Funimation
    Udgivet i Danmark

  • Galaxy Angel

    Engang i fremtiden ude i rummet er det store Transvaal Imperium på jagt efter Lost Technology, ting fra fortiden, der er glemt overalt i universet. Til dette formål eksisterer Angel-tai, en gruppe i militæret, som er dedikeret til at finde Lost Technology og andre specielle opgaver.

    Angel-tai er bestemt ikke en almindelig enhed, næsten så modsat en sådan som den kan være. Den består af fem unge piger, Millefeuille, Ranpha, Forte, Mint og Vanilla, der alle langt fra er almindelige.

    Millefeuille Sakuraba: 17 år. Ekstremt heldig og hun kom med i Angel-tai, fordi de andre håber, at hendes held vil smitte af på dem. Hun elsker at lave mad og bage, og hun forsøger altid at få medlemmerne af truppen til at arbejde sammen og ikke fare i totterne på hinanden. Mange af Angel-tais problemer er dog netop udløst af hende, idet hendes nysgerrighed får hende til at prøve det Lost Technology, de har, med katastrofale følger, men hendes held gør, at det altid ender godt for hende selv.

    Ranpha Franboise: 18 år. Blond, smuk og uimodståelig efter hendes egen mening. Hun forsøger indimellem at forudsige fremtiden med krystalkugler og lignende, men det lykkes hende aldrig. Ranpha er konstant på jagt efter ridderen på den hvide hest, eller i hvert fald unge, smukke og rige mænd.

    Forte Stollen: Den ældste af pigerne med sine 22 år. Forte er generelt ret maskulin i sin opførsel, men alligevel gode venner med Ranpha på trods af deres forskellighed. Hun elsker kamp og våben, og hun vil gøre meget for at få flere antikke skydevåben til sin samling.

    Mint Blancmanche: 16 år gammel, men ser noget yngre ud. Overfor de andre i Angel-tai er hun altid alvorlig og seriøs, men i virkeligheden elsker hun plysdyr og er vild med at klæde sig ud. Specielt har hun en forkærlighed for heldragter, der ligner plysdyr, som dem der bruges i forlystelsesparker. Det ekstra par ører, dyre-ørerne, er for øvrigt ikke hendes rigtige ører, men hun kan vippe med dem, som om de var.

    Vanilla H, 13 år gammel og dermed det yngste medlem af Angel-tai. Hun siger stort set aldrig noget, og hvis hun gør, er det oftest en kommentar om, at det, der sker, er Guds vilje. Hun er meget religiøs og bruger megen tid på at bede. Får en knapt så hemmelig beundrer i missilet Nomad.

    Volcott: Den ældre mand, der ”leder” Angel-tai. Han ser altid bekymret ud, hvilket er forståeligt givet truppens opførsel. Han affinder sig dog altid med, hvad der sker, med et resigneret suk.

    Denne store forskellighed i pigernes personligheder skaber mange gnidninger og problemer, der altid har en absurd karakter.

    Personernes design er typisk Broccoli med meget store øjne, kraftige og klare farver og generelt sødt og lyst. Personernes udseende passer godt med deres personlighed, og det hele er samtidig lavet, så flere populære piger-typer er repræsenteret. I det hele taget vil de mange kvindelige hovedpersoner med vidt forskellige udseender, væremåder og stilarter minde om de setups, man kender fra anime baseret på dating-spil (To Heart, Kanon), men denne anime var det første, der udkom i dette tilfælde. Senere, da den var blevet populær, udkom der da også sådanne spil. Dette let genkendelige cast af mange piger er da også en del af grunden til seriens popularitet, idet mindst er ét medlem af truppen burde tiltale én, det andet store trækpunkt er seriens humor.

    Galaxy Angel er en ren komedieserie. På trods af det store antal piger holder serien sig udelukkende til det komiske og slår ikke smut over i mere seriøse genrer eller det romantiske. Dette er både en fordel og en ulempe for serien. Det er en fordel for serien, idet man ikke er i tvivl om hvad man skal forvente, og dermed ikke bliver skuffet. På den anden side er det små gags, der driver den, og uagtet at de er sjove og den konstante strøm af dem, kan det gøre, at man mister interessen. Der er nemlig ingen sammenhængende historie, ikke engang en fast rød tråd, der holder serien sammen, er udelukkende personerne og science-fiction universet.

    Det er ikke kun personerne, men også resten af showet, der har en klar og kraftig farvepalmette, som understreger det glade.

    Animationen er udmærket, men ikke noget specielt. Det virker ikke, som om der er brugt det store budget på seriens grafiske udseende, men den er alligevel pæn og tiltalende, men på ingen måde imponerende, specielt ikke sammenlignet med andre serier af tilsvarende nyere dato.

    Lyden i serien er til gengæld god. Voice-actorsne gør et glimrende stykke arbejde med at giver hver person sin helt specielle karakter, noget der netop er enormt vigtigt for et så karakterdrevet show som Galaxy Angel (note: der er her tale om de japanske stemmer)

    Musikken er også værd at knytte et par ord til. Baggrundsmusikken er ikke bemærkelsesværdig, men den er der og gør sit job, men stykkerne med sang på, åbnings- og slutsangen f.eks., er meget fængende. De er meget iørefaldende, har gode beats og sangerne er gode til at synge. Åbningssangen fanger også seriens kaotiske og hektiske karakter godt. Folk der ikke kan lide japansk ”sukker”-pop, vil dog absolut ikke synes om dem og bør holde sig væk eller have fingeren på forward knappen, når en sang truer.

    Alt i alt er Galaxy Angel en sød komedieserie, der dog bedst nydes i mindre doser ad gangen. Den er dog langt fra noget for alle, så folk, der ikke umiddelbart tiltales af genren, bør overveje det noget, inden de investerer i den.

    Genre: Science fiction / komedie
    Alder: Alle
    Studie: Broccoli, Madhouse Production
    Amerikansk licens
    : Bandai Entertainment

  • Happy Lesson

    Chitose er i et lidt specielt dilemma. Han plejede at bo alene efter hans forældres død, som efterlod ham et stort hus at leve i. Det der dog egentlig gør hans situation anderledes er at han lever sammen med fem voksne kvinder og de er alle sammen lærerinder på hans skole. Men disse fem lærerinder er ikke ligefrem helt normale eksemplarer af slagsen, for udover at de hver prøver at være som en mor for Chitose, så har de hver deres ret alternative personlighed og måde at opføre sig på.

    Som nogen måske kan forestille sig, så kan det til tider være irriterende at have en mor der er en lærerinde, men at have fem af dem kan til tider være et mareridt, især da ingen må finde ud af at de bor sammen med ham. Noget der er langt fra let, eftersom at de hver gør deres bedste for at fylde mor rollen, oftest til et punkt hvor stakkels Chitose’s helbred er seriøst truet.

    Men selvom et fuldt sæt af mødre er et af Chitose’s store problemer, så er der andre ting der blander sig i hans liv. Som for eksempel hans klassepræsident, en pige der udover at være ret nysgerrig også er dybt forelsket i Chitose. Dertil kommer et par barndomsveninder og en lettere ustabil videnskabskvinde, så han har mere end nok at se til.

    Happy Lesson er ikke noget mesterværk. Faktisk så er den med nogle få undtagelser en ret typisk “harems” serie, med enkelt mandlig hovedperson og en næsten uendelig strøm af underlige piger. Serien gør sig dog bemærket ved at den fokuserer mere på deres lidt underlige mor/søn forhold frem for romantik. Især Chitose’s gradvise forvandling fra at være en ensom slagsbror til at blive en del af en familie er et vigtigt punkt i serien.

    Serien er underholdene, til tider lidt plat og andre gange ganske bevægende. Dog virker det lidt som om den aldrig helt når nogen steder, hvilket er ret normalt i den slags serier, men i Happy Lesson savner man en større udvikling af handlingen. Den er også ret forvirrende i starten, da man kastes direkte ind i serien på et tidspunkt hvor lærerinderne allerede er flyttet ind og man får så historien bag det i de følgende episoder.

    Et problem ved Happy Lesson er at den nok vil blive målt mod serier som Love Hina og det kan den ikke leve op til, men har man set den og gerne vil se mere af samme genre, så er Happy Lesson et godt bud. Udover det så er serien lidt svær at anbefale, da den langt fra er den bedste i sin genre og vil nok virke ret forvirrende for nybegyndere indenfor anime. Men har man lidt penge til overs og vil gerne se en serie med god humor og varme følelser, så kan Happy Lesson være lige sagen.

    Genre: Comedy
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Geneon