AnimeGuiden

Blog

  • Comic Party

    I Japan er det en udbredt hobby at tegne manga på amatør niveau (også kaldet doujinshi), og hvert år er der adskillige kongresser hvor de forskellige tegnere og grupper mødes. Comic Party handler om drengen Kazuki som lidt modvilligt bliver trukket ind i hobbyen af sine venner. Sammen med ham oplever man hvordan hele processen foregår, fra at tegne de første streger, til at stå i de store haller og sælge hæfterne til doujinshi fans.

    Comic Party giver nok ikke det mest realistiske syn på hvordan det foregår, men man får et grundlæggende indtryk, imens serien blander det med en god del humor og lidt romantik. Blandt andet ser man også andre af de ting som fans foretager sig, som besøg på en cosplay* restaurant og et kig ind bag kulisserne på konventioner.

    Selv om serien overdriver mange ting, så kan den anbefales til de vestlige fans, der aldrig selv har oplevet hvor meget japanere går op i deres hobbyer, for det meste af det der sker i serien er taget fra det virkelige liv i doujinshi samfundene i Japan. Der er små grupper der bruger måneder på at lave tegneserier, hvorefter de mødes til kongresser og sælger dem i mindre oplag, ofte med det håb at hvad de har lavet bliver populært.

    Serien har dog en handling som ikke kun drejer sig om at lave doujinshi, men der er for mange personer med hver deres særheder, og desværre er der ikke plads afsat til mere end lige den mest grundlæggende handling. Dette skyldes nok at serien er baseret på et spil, og man forsøger at få alle seriens personer med, og det gør at serien kommer til at virke lidt overfladisk og uden nogen egentlig handling der forbinder de fleste af personerne.

    Hverken på lydsiden eller med hensyn til der grafiske er Comic Party noget specielt. Især tegnestilen er så typisk anime artig som den kan være, hvor der ikke blive taget chancer med noget og man føler næsten at man har set alle personerne før.

    Kunne man godt tænke sig at lære lidt om fan miljøet i Japan, så er Comic Party en behagelig måde at stifte kendskab med det, så længe man ikke tager den alt for alvorlig. Leder man derimod efter ordentlig handling, drama, humor eller romantik, så kan serien dog være lidt af en tynd kop te.

    * Costume Play, en beskrivelse mest brugt om fans der klæder sig ud som personer fra film, serier, spil og så videre.

    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: KSS
    Amerikansk licens

  • Gasaraki

    Den yngste bror i Gowa-familien arbejder for militæret som test-pilot af deres nye mecha der er produceret af netop Gowa-koncernen. En dag tester den lille stat Belgistan et nyt masse-ødelæggelsesvåben og FN beslutte at gribe ind, og JSDF (Japanese Self Defense Force) beslutter, under indflydelse af Gowa, at sende mechaerne af sted.

    Samtidig har Gowa-familien nogle hemmelige ritualer, hvor formålet øjensynligt er at påkalde en form for ujordisk væsen, og det der sker under dette ritual minder meget om den eksplosion der sås over Belgistan…

    Billedet er fint og skarpt uden mærkbar pixelering eller regnbuer. Farverne er ofte forholdsvis mørke, hvilket er meningen, men stadig sprøde. Lyden er klar og tydelig uden nogen form for støj og stereoen er god ved begge sprog (engelsk og japansk).

    Både start og sluttemaerne skal nævnes, disse to sange er meget stemningsfulde og passer utroligt godt til serien. Om ikke andet så gør disse to sange det næsten værd at se serien.

    Der er altså ikke spor at komme efter hvad angår den tekniske side af skiven, men hvad med indholdet?

    Heldigvis skuffer det heller, handlingen i serien er meget medrivende, om end ikke så action-fyldt som visse andre mecha-serier. Den adskiller sig i det hele taget fra mere almindelig mecha på flere punkter: for det første er mechaerne næsten 100% realistiske, de oser, de er beskidte og ligner generelt mere nutidigt militært maskinel end en sci-fi drøm. Ligesom meget andet mecha efter Gundam er der meget politik med i serien, men i modsætning til Gundam er det ikke staterne der har noget at sige, men de organisationer der trækker i trådene bag kulisserne vi udelukkende hører om, Gowa har f.eks. styret Japan i lang tid. Handlingen er heller ikke den gammeldags ”god-mod-horder-af-onde” mecha men mere kompliceret, for hvad er Gowas mål? Et er sikkert, Gowa er i hvert fald ikke gode idet de udnytter hovedpersonen, men indtil videre virker deres fjender dog udelukkende som rent onde, men senere discs vil vise om de på tilsvarende måde har en god side.

    Grafisk set er serien god, fuldt på højde med alle nyere serier og bedre end en del af dem. Characterdesignet er an anelse utraditionelt, men ikke noget man umiddelbart lægger mærke til. Al mekanik er dog meget detaljeret tegnet, og da det er holdt i mørke, beskidte farver ligesom virkeligt militært isenkram skaber det sammen med de flotte baggrunde taget fra de områder hvor den forestiller at foregå en ret realistisk stemning.

    Coveret er pænt og skal nok vække lidt interesse i skiven om end det ikke er så iøjnefaldende som det kunne være, jordfarver og spinkle streger tiltrækker ikke så meget opmærksomhed som kraftige cell-farver og skarpe linjer. Billedet er dog nydeligt og hun hendes dragt tydeligvis viser at det drejer sig om sci-fi, vi ser dog ikke meget til hende i de afsnit der er på første disc.

    Hvad kvaliteten af selve dvd’en angår er der hellet ikke noget at komme efter. Som sagt er billede og lyd begge af god kvalitet og heller ikke hvad extras angår skuffer dvd’en. Der er et tekst-interview med en af forfatterne, 4 siders projekt skitser, et glossary og memoer fra tilblivelsen af serien. Alt i alt en virkelig forbilledlig samling extras for en almindelig disc fra en serie.

    Alt i alt er Gasaraki absolut en serie der er seværdig og som klart kan anbefales, ikke kun til mecha-fans men også folk der vil have noget dybere eller mere realistisk sci-fi anime.

    Gasaraki DVD 1

    Genre: Scifi / mecha, 4 afsnit på denne disc, 26 episoder ialt
    Alder    : 15+
    Studie: Sunrise, 1997
    Amerikansk licens: ADV

  • Chobits

    Hideki er en ung mand i en meget nær fremtid. Han er lige blevet afvist af universitetet og beslutter sig for at drage fra landet og ind til byen, for at tage hjælpeundervisning indtil næste år. Her møder han det myldrende storby-liv og ser for første gang de “persocoms” han har hørt om, computersystemer i form af personer der følges rundt med deres ejere og kun kan skelnes fra normale mennesker på grund af deres særligt formede ører.

    Desværre har Hideki knapt nok råd til et værelse, så at købe en af disse fantastisk nyttige maskiner er helt udelukket. Derfor er han ret overrasket over at se en ret attraktiv persocom ligge i en affaldsbunke og han beslutter sig for at tage den med til sit værelse. Her lykkedes det ham at starte den, men hun er åbenbart defekt, for hun kan hverken svare telefon, hjælpe ham med lektier eller surfe på Internettet. Det eneste hun kan er faktisk at sige “chii,” hvilket hun til gengæld kan gøre på forbavsende mange måder, så Hideki beslutter sig for at kalde hende det..

    Heldigvis er Chii lærenem, men det forhindre ikke en større del problemer mellem den ret teknologisk uvidende Hideki og de ting der skal og ikke skal gøres med en persocom, især da Chii viser sig ikke at være nogen normal type, men muligvis en af de berygtede “Chobits,” som ingen rigtigt ved hvad er.

     

    Chobits er det nyeste skud på stammen fra CLAMP, et anime studie der er blevet kendt på serier som Magic Knight Rayearth, Card Captor Sakura og X, bare for at komme ind på nogle få. Stilen i Chobits må dog nok siges at være anderledes fra hvad man indtil nu har set fra dem, da den er en blanding af komedie og romantik man ikke lige ville have forventet, især fordi serien har et ret stort indhold af fanservice, på en meget direkte måde der helt adskiller sig fra CLAMPs regulære stil.

    Chobits er sød, humoristisk og med en masse service for den mandlige del af seerne. Man kunne fristes til at sige at Chobits ikke har ret meget handling, hvilket ikke er helt forkert, men når serien er i den humoristiske/romantiske ende af animeskalaen, så bør den ses som sådan, hvor størstedelen af historien handler om Chii og Hideki og den måde de begge hjælper hinanden med at vokse som personer og især de misforståelser der opstår. Dog kan man til tider blive forbavset over at opdage at Chobits alligevel har undertoner der ikke alene er langt fra det nuttede image som serien ellers udviser, men også, på sin egen måde, understreger noget som allerede i dag bliver betragtet som et problem, nemlig menneskers afhængighed af maskiner, til det punkt hvor de bliver mere interesserede i dem end i andre mennesker.

     

    Har man brug for mindst 5 minutters action hver halve time, eller er frastødt af unødig nøgenhed, så er Chobits nok ikke noget man skal spilde tid på, men kan man lide humor og en sød historie, så er Chii ret uimodståelig og serien har lige siden første episode været en favorit både i Japan og i fansub samfundet. Alt i alt, en stille og rolig serie, uden for meget at tænke over, men med mange småting der nok vil være til at finde hentydninger til i animekredse i lang tid frem.

    Serien udkommer både som anime og manga her i vesten og de to løber meget side om side, selvom der er forskelle, da begge versioner indeholder episoder der ikke kan findes i den anden.

    Genre: Komedie, romantisk – 26 afsnit
    Alder    : 13+
    Studie: CLAMP, 2001
    Amerikansk licens: Pioneer.

     

  • Serial Experiments Lain

    Hvem er Lain?
    Hvad er Lain?
    Hvorfor er Lain?
    Er der flere Lain?
    Eksisterer Lain i virkeligheden?
    Hvad er virkeligheden?

    Lain foregår i en ikke alt for fjern fremtid, hvor Internettet har udviklet sig til the Wired. The Wired er langt mere perfekt end det nuværende Net idet man kobler sig direkte på. Den nyeste protokol til Wired, den syvende, skal gøre at Wired smelter mere sammen med den rigtige verden…
    Lain er en skolepige på 13 år. En dag begår en af hendes veninder selvmord ved at hoppe ud fra et tag. Et par dage senere modtager Lain og alle venindens venner en e-mail fra hende, hvori der står at hun ikke er død, men har overført sin sjæl til the Wired og lever videre der.

    Lain selv begynder at bruge mere tid på Wired, og efterhånden begynder grænsen mellem det og virkeligheden at udviskes. Samtidig dukker der en anden Lain op, Lain of the Wired, og denne Lain eksisterer til sidst ikke kun i the Wired men også i virkeligheden, men hvad er virkeligheden? Og er der virkelig to Lain?
    Samtidig begynder nogle underlige folk fra en gruppe kaldet Knights at holde øje med hende og hun møder også en der kalder sig Gud i the Wired og får at vide at Lain altid har eksisteret, men passer det, og er hun denne Lain? Og hvad er Lain?

    Lad mig sige det med det samme: hvis du kan lide action, og forventer cyber-punk action så er du gået meget forkert. Der er ingen action i Lain, kun beskrivelser af hvad der sker inden i og udenfor personerne. Det gør dog ikke at det er en dårlig serie, tværtimod. Hvor der er en “let” handling i mange andre dybere serier udenpå et mere kompliceret plot og budskab, er der intet sådant forstyrrende i Lain. Men samtidig trækkes en “redningsplanke” man kan klamre sig til væk, og man er nødt til at følge meget opmærksomt med og tænke over hvad der sker for overhovedet at have en fornemmelse af hvad der sker. Og man vil også tænke over det længe efter man har slukket for afspilleren.

    Et andet kendetegn ved Lain er dens ret specielle visuelle udtryk. Tegnede billeder blandes mere eller mindre umærkeligt med computergrafik og rigtig video og sammen med en anderledes tegnestil skaber det en helt speciel stemning. Og tegnestilen er ret anderledes: det er manga-stil, pigerne har i f.eks. lidt større øjne end i virkeligheden, men ansigterne er endnu mere simple end normalt. Ingen forstyrrende farver og detaljer så hver enkelt lille ændring i ansigtsudtrykket for lov til at virke stærkest. Desuden er personerne tegnet meget simpelt undtagen i nærbillede, og sammen med at de er tegnet meget små i forhold til baggrunden gør det at verdenen virker meget øde og trøstesløs.
    En anden ting der er med til at skabe en speciel stemning er musikken og lydeffekterne. Der er ikke brugt musik så mange steder i serien som man kunne have gjort. Der hvor der er musik, er den dog meget atmosfærisk og absolut ikke dårlig. Især skal åbningstemaet nævnes, det spilles af den engelske gruppe Boa og er virkeligt godt, både musikken og teksten passer rigtig godt til serien. Hvor der ikke er musik er der til gengæld ofte brugt lydeffekter hvor man andre steder ville bruge musik. Især lyden af elektriske ledninger (ofte sammen med billeder af disse i baggrunden) er brugt meget, det skaber en meget kold, uhyggelig og mekanisk atmosfære der fremhæver splittelsen mellem menneskelig varme og en kold computerverden.

    Hvis du kan lide anderledes science fiction og ikke har noget imod at det har sin egen stil, så er Lain noget for dig. Hvis du til gengæld ikke kan lide noget, hvor der ikke er slagsmål med jævne mellemrum (skjulte voldelige tendenser?) hold dig væk fra serien. Det samme gælder, hvis du ikke bryder dig om at tænke over noget underholdning. Desuden vil de første par afsnit man ser virke mere eller mindre uforståelige og mangle en sammenhæng, men hvis man holder ud og giver serien en chance vil man langsomt begynde at forstå, og så vil man tilgive det.

    Genre: Sci-fi
    Alder: 13+
    Studie: Pioneer, 1997
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Read Or Die

    Her de sidste år har der været lavet adskillige anime serier der ligger i action/agent genren, men Read or Die må nok siges at være den mest imponerende. Handlingen kunne være taget direkte fra en James Bond film. En galning har klonet historiens største genier og vil bruge deres evner til at skabe et ultimativt våben. Men de informationer står i gamle bøger som han sender sine skabninger ud efter.

    En hemmelig organisation stiller sig i vejen og sender deres egne agenter ud for at stoppe klonerne. To af disse agenter er Yumiko Readman, med kodenavnet “The Paper” som har evnen til at forme og manipulere papir, og den hemmelighedsfulde “Miss Deep” som er i stand til at passere igennem solide objekter. Efter en lidt akavet start lærer de to piger dog at arbejde sammen og stopper adskillige af klonerne.

    Read or Die er en ret flot miniserie, med en god blanding af action og humor, især da serien starter med at Yumiko nedkæmper en klon bare for at få en bog tilbage hun endnu ikke har læst, for slet ikke at tale om hendes pjuskede skolelærerinde udseende. Der er nok heller ikke meget tvivl om at hun er seriens midtpunkt og netop hendes naive, uskyldige og åndsfraværende personlighed er total modsat Miss Deeps meget kolde og effektive stil. Men som altid, modsætninger udgør de bedste partnere og deres forhold er med til at gøre serien bedre.

    Ellers vrimler det med imponerende action i serien, superevner mikset med underlig teknologi, og indeholder alt lige fra luftkampe over New York til angreb på skurkens private flydende fæstning, så der er sjældent tid til andet end af følge med i hvad der sker, og siden serien er flot tegnet, så er det en fornøjelse at være klistret til skærmen. Alt sker med et glimt af humor, som da en af klonerne ved et uheld starter serien med at sprænge Det Hvide Hus i luften.

    Read Or Die er et 3 episoders actionbrag der bliver udgivet på en enkelt DVD af manga Entertainment og kan man lide den slags, så tvivler jeg på at den udgivelse vil skuffe nogen, da den hører til anime i topklasse, dog med det lille minus at den til tider virker lidt for forudsigelig, ligesom at Yumiko til tider virker lidt for forvirret og ensporet til at være en hemmelig agent, men det er småting i forhold til seriens underholdningsværdi.

    Genre: Action, 3 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Studio Deen.
    Amerikansk licens: Manga Entertainment

  • Noir

    Mireille er en ung kvinde, der bor i Paris, med et noget usædvanligt job, nemlig lejemorder. En dag får hun en e-mail der vender op og ned på hendes liv.

    Den er fra en ung pige i Japan, Kirika, der lider af hukommelsestab men gerne vil tale med Mireille. Mireille siger ja på grund af en indskydelse og drager af sted. Det første der sker, da hun møder Kirika, er at de bliver angrebet og det viser sig at Kirika er mindst lige så godt til faget som Mireille.

    De to kvinder indleder et samarbejde hvor de langsomt afdækker Kirikas fortid, der lader til at have spor til Mireilles, alt imens de får en del forskellige opgaver. Det hele peger på en ældgammel, hemmelig organisation ved navn Soldats, men ingen kender noget til dem…

    Animationsmæssigt er Noir absolut i den bedre ende af skalaen og man kan absolut se at det er et nyt show. Baggrundene er mange steder næsten fotorealistiske og serien kan praktisk taget bruges som rejseguide til at vise forskellige områder af verden. Character-designet er også udmærket og opnår noget der er meget sjældent for animé, at give personerne en nationalitet. Det er tydeligt at Mireille er af vestlig race mens Kirika ser ret japansk/asiatisk ud. Action-scenerne er også flydende og frameraten er generelt god. Dog er det tydeligt ved de fleste af de flotte landskabstegninger at “kameraet” panorerer over hen over en statisk tegning og at det ikke er animeret som sådan. Ikke at det gør det store men man lægger mærke til det ved den ellers meget flydende animation.

    Lyden i Noir er også fremragende, især musikken er noget helt for sig selv. Den rummer både korsang og heftige techno-beats men det hele passer utroligt godt ind i seriens stil og er godt lavet. Der er dog ikke tale om virkelige ørehængere idet det mere er stemningsmusik, men absolut noget af det bedre af slagsen.

    Noir er en ret ny animé (2001) og da kildematerialet derfor var noget nær perfekt er både billedet og lyden på skiven også blevet virkeligt godt. Der er ingen nævneværdig blødende farveområder eller regnbuer. Både det engelske og japanske spor er i 5.1, hvilket er en sjældenhed. Japanske lydspor er meget sjældent i 5.1 men det er lavet i det fra starten af men blev ikke engang brugt på de japanske dvd’er. De japanske seyiuu (voiceactors) er, som man kan forvente, gode og stemmer passer godt til personerne. For en gang skyld er de engelske stemmer også udmærkede, ADV har denne gang leveret ganske udmærket arbejde.

    Menuerne er godt indrettede og nemme at finde rundt i. Baggrundsbilledet for menuen er i stil med introen og når den loader ser man en mand blive skudt men det hele holdt i meget stiliseret stil uden detaljer, meget passende til serien. I baggrunden er der lidt animation og skiftet til undermenuer er også fulgt af lidt animation uden at det dog går ud over hastigheden, det er hurtigt og nemt at komme fra menu til menu.

    Noir har stil, ingen tvivl om det. Men under den blankpolerede overfalde er der masser af indhold. Man kunne frygte at serien givet dens natur ville ende i et rent action-orgie med blod der flød over skærmen men ikke et gram indhold men det er heldigvis langt fra tilfældet. En stor del af tiden i Noir bruges ikke på målenes afgang fra denne verden men med research om dem og især om Soldats, der altid er at ane som dem der trækker i trådene. De utroligt flotte landskaber giver serien meget af dens stil og charme, den føles mange gange som en slags guide der rejser rundt omkring i verden hvor man ser ny, anderledes steder, helt klart et forfriskende pust i forhold til animés normalt bundethed i Japan og Tokyo i særdeleshed.

    Serien rører også nogle lidt dybere emner som man kan se allerede fra de første par afsnit på denne skive. Det at slå folk ihjel er ikke bare et job som alle andre og dette afspejles i personernes psyker, bekymringer og væremåder.

    Alt i alt er Noir absolut anbefalelsesværdig og er blandt de bedste titler udgivet i Vesten tilbage i 2003.

    Noir vol. 1 – Shades of Darkness

    Genre: Action, thriller
    Alder: 13+
    Studie: Bee Train/Victor Entertainment, 2001
    Amerikansk Licens: ADV

  • Last Exile

    Lige siden Gonzo annoncerede at de var i gang med at lave en serie for at fejre deres 5 års jubilæum har der været en del snak om Last Exile, som ikke blev mindre af at kun nogle få billeder og en kort promotion afslørede noget om serien, lige indtil den dag første episode flimrede hen over de Japanske TV-skærme og jeg har kigget på fansub versionen af serien..

    Last Exile foregår i en verden som kunne have været den vi lever i hvis dampkraft aldrig var blevet erstattet af elektricitet. Her stoppede den victorianske tidsalder aldrig og det er stadig den noble klasse der dominerer samfundet og udkæmper store slag på enorme krigsskibe, ikke længere i havet, men oppe over skyerne.

    Claus og Lavi er to kurerere der i deres lille, hurtige fly leverer meddelelser og pakker til steder hvor det normalt er svært eller umuligt, hvis de da ikke lige har travlt med at forberede sig til de lokale racerløb.

    Og netop under sådan et støder de mere eller mindre ind i en anden kurer, der bliver forfulgt af en type fly de aldrig har set før. Desværre er den forfulgte pilot hårdt såret og han overlader sin “pakke” til Claus og Lavi. Den viser sig at være en lille pige der skal bringes i sikkerhed, noget der viser sig at være alt andet end let og den lille gruppe ender ombord på det store slagskib Silvanus, midt i en kamp mellem nogle af de stærkeste kræfter der dominerer oceanerne over skyerne.

    Grafisk er Last Exile nok den flotteste animation der endnu er lavet til en TV-serie og det er tydeligt at stilen har rødder tilbage til Gonzo’s første animation, Blue Submarine #6. Man har kunne kritisere Gonzo lidt, for mangel på originalitet siden Blue Sub, men her må man nok sige at Last Exile foregår i et omfattende og anderledes miljø og den verden der er skabt til serien er et forfriskende alternativ. Ideen med at dampkraft udvikler sig på denne måde er ikke ny, men man kan se en forbavsende mængde af detaljer i alt, lige fra de små hurtige fly, der meget minder en om den type der blev brugt under første verdenskrig, til de store flyvende fæstninger.

    Hvad det nok er ligeså imponerende som grafikken er tempoet i serien, der lige fra starten er højt og bliver der. Om det så er luftkampe over skyerne, racerløb hen over landskabet eller flugt igennem byer, så foregår det med speederen i bund, med pauser hist og her så man kan få tid til at trække vejret. Last Exile er en serie der absolut bør ses mere end en gang, bare for at få flere detaljer med og det ville ikke forbavse mig at se den på DVD hylderne næste sommer.

    Genre: Sci-fi / Dampkraft / Fly
    Alder: alle
    Studie: Gonzo, 2003.
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Vandread

    Udover at jeg var helt vild med Robotech da den i tidernes morgen var til at se i fjernsynet, så har mecha anime altid kedet mig, selv den legendariske Neon Genesis Evangelion fandt jeg kun middelmådig underholdene. Så da jeg i slutningen af 2000 ville se hvad Vandread var for noget, var det uden de store forventninger.

    Vandread foregår i en fjern fremtid, menneskeheden har forladt jorden og har koloniseret stjernerne. To sådanne kolonier, langt fra Jorden, den ene befolket af de mægtige, noble retfærdige Mænd, som er i konstant kamp mod befolkningen på den anden, en race af morderiske, barbariske og onde Kvinder.

    Hibiki er en ung mand der for at komme frem i tilværelsen beslutter sig for at stjæle en kamprobot han selv har været med til a bygge, en Vangard, men ender med at blive skudt ud i rummet ombord på Mændenes ultimative våben, som de desperat udløser efter et massivt nederlag mod en af Kvindernes piratflåder af små, mobile Dread rum-fly.

    Det Ultimative Våben slynger et skib fra hver flåde halvvejs igennem rummet og våbenets kerne forbinder på mystisk vis de to skibe til et nyt, stærkere skib, til stor overraskelse for den nu blandede besætning, der pludselig består af 158 Kvinder, 3 Mænd og en enkelt mekanisk maskot. Den ret overlegne styrke af Kvinder tager hurtigt kontrollen over skibet, men en helt ny fjende tvinger dem til at arbejde sammen med de få Mandlige medlemmer og overkomme deres ret gensidige had til hinanden, for at kunne overleve og begynde den lange rejse hjem, med det håb at kunne advare deres verdener mod den trussel der er på vej.

    Handlingen i Vandread er ikke videre dyb og ret gennemskuelig, så det er en serie hvor man kan læne sig tilbage og slappe af og bare nyde den uden at skulle spekulere for meget over historien. Mand/kvinde forholdet giver en lidt anderledes vinkel på sagen, men det er stadig bare en måde at fylde et rumskib med en overflod af attraktive animepiger, dog får man en fornemmelse af at alle de personer man ser har deres egen plads og funktion ombord på skibet, lige fra folkene i skibets kontrolrum, til de mindre skibes forsyningsområde (en lokalitet der minder forbløffende meget om en fast food restaurant). Selvfølgelig er der nogen der står mere frem, sammen med den lille gruppe af mænd, især Hibiki og Dita, seriens hovedpar.

    Men hvad der mere end noget andet adskiller serien fra andre af samme genre er at dens ret spektakulære actionsekvenser er lavet med computer animation på et niveau der selv i dag er imponerede og ofte finder man sig selv siddende og måbe over den hastighed og aktivitet alting sker med.

    At den computerskabte del af serien ikke helt matcher med den håndtegnede er nok noget man lige skal vende sig til, men selv om serien brillere med flotte kamp- sekvenser, så er der også tid til at fokusere på hovedpersonerne og selv bi-personer bliver vist frem og får lidt efter lidt mere kød på sig.

    Vandread tilbyder en solid blanding af action og humor, blandet med et par gode bidder drama og et anderledes syn på kønnenes kamp, dog uden at blive for seriøs i længere tid af gangen, men heller ikke så det bliver til en ren komedie. Så hvis man er til mecha action, søde piger og flot computer grafik, så kan man nok ikke gå galt i byen med Vandread.

    Genre: Sci-Fi / Komedie, 2 x 13 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Bubblegum Crisis

    Engang i den nærmeste fremtid har vi udviklet androider, såkaldte Boomers, der ligner mennesker fuldstændig, indtil de afslører deres maskinform. Disse robotter skaber megen ravage når de går amok, og politiet, AD Police, magter ikke at stoppe dem.
    På grund af dette er der en lille gruppe kvinder, der tager sagen i egne hænder og danner gruppen Knight Sabers, som bekæmper Boomerne i nogle meget stærke og avancerede hard suits.

    Bubblegum Crisis er af de fleste regnet for en klassiker inden for anime og med rette. Det var en af de første, der blev udgivet i Vesten og blev rimeligt udbredt uden at være vist på TV, og den er samtidig et af de bedste eksempler inden for en genre, cyber-punk, en genre der netop var meget populær generelt (dog ikke så meget i anime) omkring det tidspunkt, den udkom på, hvilket kan være med til at forklare dens popularitet.
    Dermed ikke sagt at det ikke er en god serie, for det er det, om end den på visse punkter begynder at vise sin alder.

    Grafisk set kan man godt se OVAens alder, men det er mest på grund af designet, detaljegraden fejler ikke noget.
    Characterdesignet er tydeligt fra 80erne men stadig klart og tiltalende. Baggrundene er oftest ret mørke, men det er en del af stilen. Det gør dog ikke, at holdet bag den sprang over, hvor gærdet var lavest, detaljerne er mange, omend de ikke er på højde med mange af de nyeste serier. Til gengæld er der masser af små gimmicks som f.eks. personernes navne på neonskilte på højhuse, man flyver forbi, og den slags. Desværre virker farverne dog meget falmede men det skyldes tildels at man ikke brugte en så kraftig farvepalette dengang som man ofte gør i dag.

    Lyden i Bubblegum Crisis er et kapitel for sig, primært på grund af musikken. I modsætning til de fleste andre serier har hvert afsnit en ny intro-sang, der er arrangeret henover handlingen i afsnittet og ikke kun en fast sekvens. Da en af personerne i serien er sangerinde, er der også en del sang derigennem.
    Musikken bliver anvendt på en god måde og passer til de scener, hvori den er brugt, og den bliver aldrig irriterende eller unødvendig, den er en del af helheden.

    Historien er til dels Bubblegum Crisis svage punkt. På den ene side er den fængende, og man kommer hurtigt til at holde med og af personerne, men på den anden side er den til tider en anelse tynd og utroværdig. Hvordan kunne så avancerede hard suits, at selv mega-firmaet Genom ikke kan hamle op med dem, blive bygget uden at nogen opdagede det? Men det er jo til gengæld altid underholdende at se en lille gruppe modsætte sig en overmagt.
    Personerne er godt beskrevne og har alle nogle lidt dybere personligheder med både styrker og svagheder, og samspillet mellem dem virker godt og troværdigt.

    Det er tydeligt, hvorfor Bubblegum Crisis er blevet en klassiker. Dens gode punkter opvejer klart de dårlige, og tilbage står en glimrende serie, som forståeligt nok er blevet en af pioner-serierne inden for anime i Vesten.
    Så hvis man kan leve med en snert 80 stil og musik og nogle svagheder i plottet indimellem, er den helt klart et must-see.

    Genre: Sci-fi / drama, 8 afsnit
    Alder: 12+
    Studie: Artmic / Youmex / AIC, 1987
    EU Licens: MVM, animeigo

  • Masamune Shirow

    Når man snakker om kæmper indenfor manga, så kan man ikke komme udenom Masamune Shirow og hans værker, som de sidste 20 år har påvirket manga, anime og filmkulturen i både Japan og resten af verden. Selvom han mest er kendt for sin Ghost in the Shell, så har han lavet mange andre serier, og siden han lige netop i år er ret aktuel, så vil vi kigge lidt på ham og hans kreationer.

    Black Magic M-66

    Shirow startede sin karriere allerede da han studerede på universitetet, med at lave mangaen Black Magic M-66, som blev udgivet i det lille blad Atlas.

    Appleseed

    Her blev han opdaget af forlaget Seishinsha, som var meget imponeret over hans stil, og igennem dem udgav han sin næste serie, Appleseed. Den blev udgivet i albumformat, hvilket er ret sjældent for en manga at starte med. Normalt bliver serier ofte udgivet i mindre stykker i større magasiner, men med Appleseed valgte forlaget at tage en chance og udgive den i bind. Mangaen blev en stor succes og gjorde næsten omgående Shirow til et kendt navn.

    Dominion

    Modsat mange mangaer fra den tid, så havde Shirows stil liv og en dybde som var sjælden. Hans meget dynamiske og aktive tegnemåde gjorde billederne meget levende, og hver side indeholdt en overflod af detaljer. Det var ikke kun i tegningerne, men også i form af Shirows utallige kommentarer og tekniske detaljer, noget der gjorde hans mangaer enestående da Appleseed udkom. Hans måde at tegne futuristiske maskiner, robotter og kampdragter på var forfriskende realistisk og anderledes, og når man samtidigt kunne læse lidt detaljer om hvordan de interne dele virkede, så fik hans design et nærmest realistisk skær, hvor man har svært ved at adskille det han opdigter fra ting der virkelig fandtes.

    Orion

    Han fortsatte derefter med at lave Dominion og Orion, der sammen med de resterende Appleseed album var med til at give ham en fast plads på de japanske bestseller lister. Men selv om Appleseed betragtes som hans bedste værk, så var det dog serien Ghost in the Shell der for alvor gjorde ham populær.

    Ghost in the Shell

    Serien udkom i 1990, men det der var med til at gøre den og Shirow verdensberømt, var at den blev filmatiseret i 1995, i en smuk version der stadig i dag betragtes som en af de animefilm man bør se. Efter at filmen havde gået kloden rundt fulgte mangaen efter, og den er udgivet på utallige sprog nu, inklusiv dansk.

    Efter GitS lavede Shirow den mindre samling af historier kaldet Exon Depot, samt en serie til et mindre magasin, med titlen Neuro Hard. Derefter valgte han at satse mere på den kunstneriske side og lavede de følgende år adskillige Artbooks og billedsamlinger, blandt andet den meget populære Intron Depot serie.

    Det var først i 2000 at han igen tegnede en serie. Det blev til ”Ghost in the Shell 2: Man-Machine Interface”, en fortsættelse af hans originale Ghost in the Shell, dog meget præget af Shirows stilskift.

    Ghost in the Shell var dog langt fra den første af hans serier der blev animeret. Faktisk er næsten alt han har lavet blevet omdannet til anime, og der er endda tilføjet nogle film, hvor han har stået for designet. Mange af disse blev dog desværre lavet med et ret lille budget og det kan ses. Især Appleseed animationen og den nyere Gundress film ligger i kvaliteten langt under Shirows mangastil, noget der skuffede mange.

    Først i 2002 blev der igen animeret fra Shirows verdener til et ordentligt budget. Det samme firma som stod bag Ghost in the Shell filmen blev sat til at lave en tv-serie version der fik betegnelsen ”Stand-Alone Complex”. Serien blev en stor succes, og her i 2004 startede anden sæson af den i Japansk TV.

    Men 2004 er i det hele taget et Shirow år. I begyndelsen af marts havde den anden Ghost in the Shell film premiere i Japan, lavet af det samme firma som den først film og tv-serien. Den første uge var Ghost in the Shell: Innocence en af de fem mest indbringende film i de Japanske biografer.

    I april vil den næste Shirow anime komme til de japanske lærreder, nemlig en ny version af Appleseed, lavet i ren computergrafik. Begge film forventes at blive udgivet her i vesten inden for et års tid.

    I dag kan man se Masamune Shirows stil afspejlet i mange andre tegneres billeder, selv om de færreste har adopteret hans detaljerede fortællerstil, og det er ikke kun i Japan. Også mange amerikanske tegnere er blevet inspireret af ham og hans maskiner. På mange måder er især de tidligere af hans serier lige netop det man betragter som klassisk action manga, med fartstriber, underligt og til tider kaotisk opsatte sider og masser af intens kamp. Selv om Shirow ikke var den første til at tegne sådan, så var det dog hans ret imponerende værker der var med til at vise hvordan det skulle gøres og det har gjort ham til en af de rigeste tegnere i verden, selv om han dog selv foretrækker at leve et anonymt liv væk fra offentligheden, imens han dæknavn nu er kendt over hele kloden.

  • Magical girls

    Der er kun få genrer der er så typisk som den med piger, der via mere eller mindre magiske veje opnår evner udover det normale. Lige siden den første serie i de tidligste af år af anime har disse ”Mahou shoujo” været en fast tilbagevendende del af hvert års TV serier og utallige af dem er også nået berømmelse udenfor Japans grænser.

    Disse magiske pige serier er ofte lette at genkende på nogle få, gentagede elementer. Det mest gennemgående er ”henshin” sekvensen, eller på dansk, transformationen. Magiske piger har evnen til at forvandle sig fra deres normale form til en stærkere, magisk person, der nu har specielle kræfter til at overvinde deres modstandere med.

    Disse transformationer er oftest et tilbagevendende element i hver episode, hvor man ser pigen forvandle sig, stykke for stykke og afslutte med at udtale hendes ”signatur” linje. Udover disse magiske evner så er hun oftest også udstyret med et lille arsenal af nuttede og lyserøde objekter, samt et næsten obligatorisk kæledyr, der er ved hendes side som en vejleder.

    Mahou shoujo genren er meget fokuseret i retning af piger og det er langt fra sjældent, at heltinden er en lille pige der ikke alene får nye evner når hun forvandler sig, men i mange serier bliver til en voksen person, der kan klare alle de problemer som en lille pige ikke kan.

    Genren har den store fordel at den er mere eller mindre designet til at indtjene bedre på salg af legetøj og lignende ting end på TV fremvisning. Derfor er alle magiske piger udstyret med et udvalg af objekter der appellerer til publikummet og samtidigt er lette at lave rigtige legetøjs version af.

    Sailor Moon

    Den mest kendte af sådanne serier er nok Bishoujo Senshi Sailor Moon, som handler om skolepigen Usagi, der får kræfter til at forvandle sig til Sailor Moon og i den form bekæmper hun kriminalitet og ondskab. Serien har været vist i mange lande udenfor Japan, har fået sig en enorm global fanbase og er med tiden blevet til 5 TV sæsoner, adskillige film, samt en Live Action TV serie.

    Så netop Sailor Moon er et godt eksempel på genren, for selv om serien er fra 1992, næsten 30 år efter den første af sin art, så er konceptet for begge serier næsten identisk. Dens udgivelse har dog været gunstig, for da Sailor Moon startede var anime kanalerne spækket med action serier og Sailor Moon tilbød et klassisk koncept, lavet med en dybere vægt lagt på personerne og deres forhold, noget der reddede fra bare at blive endnu en serie der blev set og glemt.

    Men der er sket meget indenfor anime de sidste 11 år og som mange andre genrer, så var Mahou shoujo genren nødt til at ændre sig. Derfor er mange serier indefor genren som er lavet de sidste 10 år, langt mere fokuseret på personerne frem for den uendelige kamp mod ondskab. Især i starten af 90’erne skete der en meget tiltrængt opblomstring i genren der igennem det næste årti førte til skabelsen af mange serier der var med til at gøre magiske piger meget populære igen.

    Desværre er det en ret overset anime gruppe her i vesten og mange af i Japan, ret populære serier kan kun fremskaffes som fansubs eller ofte ret dårligt tekstede Hong Kong kopier. Det er desværre en skam, for selv om Sailor Moon er en god serie, så er der adskillige af samme kaliber eller bedre som kun får kender til.

    Miracle Girls

    Personligt foretrækker jeg serier som Hime-chan no Ribbon, Nurse Angel Ririka, Miracle Girls og Full Moon o Sagashite, som dog kan være svære at fremskaffe hvis man ikke lige ved hvorfra. Heldigvis er adskillige gode Magical Girl serier udgivet her i vesten. Blandt dem kan Fancy Stage Lala og Card Captor Sakura nævnes som gode eksempler på nyere serier indenfor genren, og de er anbefalelsesværdige serier hvis man vil stifte bekendtskab til med magiske piger eller gerne vil have noget anime der kan ses sammen med de mindre.

    Men som nævnt, så har denne genre, ligesom mange andre, ændret sig med tiden. Derfor er der også nyere serier der bruger elementer derfra, men samtidigt går nye veje. Angelic Layer, Figure 17 og Arjuna er serier der på hver sin måde give en pige nye kræfter og en alternativt form at bruge dem igennem, men adskiller sig fra de normale transformerende piger på en eller anden måde. Arjuna er ligefrem en øko-thriller der minder meget lidt om den nuttethed der ellers præger mahou shoujo genren.

    Earth Girl Arjuna

    Har man intet imod at opleve den søde side af anime, så er der et stort antal af serier der ligger i denne genre, men er man hardcore action fan eller foretrækker splatter serier, så er det her nok genren man skal gå udenom.

  • Card Captor Sakura manga

    Card Captor Sakura manga

    Sakura Kinomoto er en pige på 10 år, som kommer til at åbne en magisk bog, hvori der skulle være nogle magiske kort. Disse er dog væk, og hun bliver af bogens vogter, det plysdyrs-agtige væsen Kero-chan, pålagt at indfange disse magiske kort.

    Hendes bedste veninde, Tomoyo Daidoji, synes, at denne opgave er så vigtig og spændende, at hun altid er med og videofilmer Sakuras heltegerninger. Hun syr også ny kostumer til Sakura før hvert forsøg på at fange et kort, noget Sakura ikke altid er lige begejstret for.

    Sakura bor sammen med sin far og forhadte storebror, hendes mor døde da hun var lille. Hendes storebror driller og irriterer hende altid, hvilket generer Sakura grænseløst, især når hans bedste ven, Yukito, er i nærheden, idet Sakura er hemmeligt forelsket i ham.

    Card Captor Sakura er Clamps bud på en manga til unge piger. Som de sagde i et interview, bliver deres nuværende læsere jo ikke yngre, så det gælder om at få ny unge til, især, da færre og færre læser manga, jo ældre de bliver.

    Det, at Card Captor Sakura er rettet mod et lidt yngre publikum end det Clamp oftest skriver til, betyder dog ikke, at den er af dårligere kvalitet; tværtimod er det en af de bedste inden for sin genre – Magical Girls.

    Historien er simpel, kan måske endda virke lidt banal for nogle, og samtidig meget episodisk, der er ikke ret mange cliff-hangers og andre direkte forbindelser mellem de enkelte kapitler. Den er dog alligevel tydeligt fremadskridende, idet Sakura får flere kort, og personernes indbyrdes forhold og personligheder udvikler sig hele tiden. Dette bevirker, at historien på trods af sine mangler, er medrivende og interessant.

    Handlingen er sød, og hvad man kan kalde ”piget”, mangaens målgruppe af piger på 8-12 år er tydelig. Dette vil gøre, at nogen vil afsky mangaen, ikke mindst action-fans, der forventer at al manga er hæsblæsende vold, men at andre, der kan lide søde og simple historier med et romantisk islæt, vil elske den.

    Tegnemæssigt er Card Captor Sakura flot – som altid for Clamp fristes man til at sige.

    Tegningerne er meget lyse og ret spinkle, der er ikke brugt mange gråtoner, og næsten rent hvide sider med spinkle men tydelige streger dominerer.

    Med til at øge det lyse og lette og give den det tydelige shoujo-manga præg er de blomstermønstre, der er brugt overalt. De er utroligt smukke og detaljerede og understreger fint en stemning som f.eks. Sakuras glæde og kærlighed i de pågældende situationer.

    Der er masser af små detaljer i tegningerne. Der er gjort meget ud af tøjet, både hverdagstøjet og Tomoyas fantasifulde kostumer til Sakura. Personernes tøj er pænt og godt designet, alle personerne forstår at klæde sig pænt på ser det ud til. Sakuras kostumer når hun skal fange kort er noget helt for sig selv. De er alle meget specielle og flotte og variationen mellem dem er stort, ikke to af dem ser ens ud.

    Udover disse ting er der også mange andre små detaljer i tegningerne. Et eksempel er det lille vingesymbol, som blev genbrugt overalt i Clamps senere manga Angelic Layer; det bliver brugt som logo på utroligt mange forskellige ting i mangaen og det bliver hurtigt en ting man sidder og kigger efter.

    Card Captor Sakura er ikke en manga for alle, men enhver der kan lide shoujo eller vil se hvad det er bør tjekke den ud. Det samme gælder folk generelt der savner mere rolige, søde og romantiske serier. Action- og vold-fans bør derimod som allerede tidligere nævnt gå i en lang bue uden om serien.

    Genre: shoujo, Magical Girl
    Manga af: Clamp
    Udgives i US af: TokyoPop
    Udgives i Frankrig af: Pika Edition
    Udgives i Tyskland af: Egmont