AnimeGuiden

Blog

  • Mao-chan

    Jorden er truet af en invaderende magt, der sender monster efter monster ned til jorden for at stjæle Japans nationale skatte, især bygninger. Men her taler vi ikke om ulækre insekter, kæmpe robotter eller ildspyende reptiler, men noget så uovervindeligt som tøjdyr og bamser, nuttede så ingen kan få sig selv til at genere dem.

    For at stoppe dem beslutter det japanske forsvar sig for at bekæmpe ild med ild og samler en lille gruppe af piger, der med deres egen ‘nuttethed’ er i stand til at modstå væsenerne og forsvare Japan, samtidigt med at de trækker folks opmærksomhed væk fra de invaderende trusler.

    Serien handler hovedsageligt om tre små piger der med en kombination af underlig teknik og venskab prøver at redde verden. Ikke altid med lige stort held, men det er OK, for selv når de taber er det i orden, da det ikke alene er umuligt at blive gale på dem, men græder de, så græder Japan med dem.

    Mao-chan har samtidig en humor bag nuttetheden der hæver den over at være bare en børneserie og kan man lide den slags, så kan man nok ikke undgå at holde af serien, da den har øjeblikke hvor man ikke ved om man skal græde eller grine.

    Mao-chan er en serie for børn. Men samtidigt hører den til de få japanske pletskud der også er værd at se for de ældre der godt kan lide klassisk sød anime. For selvom der ikke er tvivl om at serien er lavet for de mindre, men alligevel har den elementer der gør den interessant for de lidt ældre, både humoren i serien og så de øjeblikke hvor den virkelig bliver så sød at man enten må elske den eller gå i sukker shock.

    Har man set serien LOVA Hina, så vil man nok kunne genkende en del af tegnestilen og ikke mindst personerne i serien, for den er lavet af de samme folk som stod bag den serie. I en episode kommer pigerne ligefrem på besøg på Love Hina’s Hinata Sou, på et tidspunkt efter seriens afslutning. Et meget hyggeligt indslag for LOVA Hina fans, selvom Mao-Chan ellers er af en helt anden stil.

    For at kunne lide serien skal man nok være en fan af sød anime, da det er Mao-Chans store styrke og er så gennemsyret af det at den nok hører til blandt de bedste af sin slags, i selskab med serier som Card Captor Sakura og Sugar. Har man yngre børn man gerne vil se lidt anime med, eller han man lyst til noget at den slags anime der bringer solen frem på en grå dag, så er den perfekt.

    Genre: Comedy / Sci-Fi
    Alder: Alle
    Amerikansk licens: Geneon

  • Mahoromatic

    Jorden har været under angreb af aliens, men organisationen Vesper har forsvaret os, uden at offentligheden har bemærket det. Til det formål havde de androider (menneskelignende robotter). En af disse, Mahoro Ando, får lov at trække sig tilbage efter tro tjeneste, og hun vælger til alles overraskelse at blive tjenestepige.

    Suguru er en ung dreng, der bor alene og har hårdt brug for hjælp til at klare husholdningen, så derfor søger han en hushjælp.

    På vej i bussen møder han Mahoro, og han håber, at han vil få en tjenestepige som hende. Bussen bliver kapret, men Mahoro stopper forbryderne, forklarer hun er en androide til Sugurus store mistro, og forsvinder.

    Suguru viser sig faktisk at have hyret Mahoro, og hun bliver ansat på prøve. Der er bare det lille problem, at hun er imod pornografi, og Suguru har en gigantisk samling af sådanne blade…

    Sugurus klasse bliver først meget oprørt over, at han har fået en ung tjenestepige, men pigerne i klassen bliver hurtigt veninder med Mahoro. Hans klasselærer og Mahoro ender dog i noget nær åben krig, idet klasselærereren vil være den eneste, der har hans opmærksomhed, og hun forsøger at forføre ham med sin kæmpe bryster, noget der irriterer Mahoro grænseløst, idet hun i forhold til er ret flad.

    Men er truslen fra rumvæsnerne helt væk?

    Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så er Mahoromatic en ecchi (små-pervers) komedie. Humoren er meget seksuelt baseret, der er mange scener med bryster, nøgenhed og henvisninger til pornografisk materiale. Der er dog intet eksplicit i serien, kun udetaljeret men godt nok fuld frontal nøgenhed. Det hele får et lidt selvironisk tone idet Mahoros valgsprog er ”Echi wa ikenai to omoimasu” – perverse ting er forkerte/noget skidt. Denne afsky for porno, noget der optager Suguru meget ligesom mange rigtige unge mænd, er en af hjørnestenene i Mahoros væremåde og drivkraften bag flere afsnit af serien. Det ironiske kommer ved, at vi indimellem ser Mahoro nøgen, både ”ubevidst” ved scener i et badehus, men også som når hun går i bad med Suguru og ikke kan se noget upassende i det, hun jo bare sit job og sørger for, at han bliver vasket ordentligt.

    Dette får det måske til at lyde som tæt på pornografi selv, men selvom serien da er noget af det lidt mere ekstreme, så er den langt fra rigtig hentai, den pirrer lidt indimellem, men ikke mere, og oftest er det underbygget af handlingen.

    Som allerede antydet i beskrivelsen af Mahoro ovenfor, er der mange farverige personer i serien. Suguru er en typisk teenagedreng, der interesserer sig for afklædte piger. På trods af, at han er seriens hovedperson, er han på nær sin kærlighed for og gigantiske samling af porno en af de mest normale i serien.

    Mahoro selv er udover sin ekstreme afsky for porno en normal tjenestepige, men hendes fortid som kampandroide spøger.

    Klasselærerinden er meget opsat på at forføre de unge drenge og at have deres fulde opmærksomhed. Til dette formål udnytter hun sine store attributter, noget der især har påvirker Suguru, der havde en forkærlighed for sådanne indtil Mahoro kom.

    Sugurus klassekammerater er heller ikke alle helt normale men dog ikke så ekstreme. Drengene minder om Suguru og støtter ham i kampen for at beholde pornobladene mens pigerne er på Mahoros side. De har dog alle deres små særheder, som pigen der bryder ud i glædesråb når hun får god mad.

    Grafisk set er serien udmærket, og man ser tydelige, at den er af nyere dato. Farverne er klare og tydelige, hvilket er med til at give serien et meget levende udseende, og sammen med en flydende animation og en god detaljegrad giver det serien et tiltrækkende udseende. Personernes design er er pænt og tiltalende, det er tydeligt, at der er lagt arbejde i at få personerne gjort tiltalende. Dette er dog ikke en ros der skal tilfalde serien selv, idet personerne er nærmest 100% identiske med dem i andre værker af den ansvarlige karakterdesigner, Ditama Bow.

    Serien følger mangaen, der er tegnet af Bow, meget tæt designmæssig, og heri ligger det negative. Bow kan nemlig stort set kun tegne nogle få karaktertyper, så dem i Mahoromatic ligner dem i hans tidligere hentai-mangaer, noget der indirekte får Mahoros modstand mod porno til at være endnu mere komisk.

    Lyden i serien er også udmærket. Musikken er ikke noget virkeligt specielt, men der er nogle gode numre imellem, f.eks. slutsangene, der er mamboer sunget af pigerne fra serien.

    De japanske stemmelæggere gør et rigtigt godt stykke arbejde i at give personerne karakter. Mahoros ”ecchi wa ikenai to omoimasu” er ikke noget, man let glemmer, og generelt ville serien slet ikke være det samme uden de gode stemmer.

    Alt i alt er Mahoromatic en glimrende ecchi-komedie, der formår at underholde på flere områder. De er faktisk en dybere historie bag det sjove, og den er med til at give personernes lidt stereotype opførsel en baggrund og forklaring. Denne anmeldelse er sprunget let over disse ting for ikke at ødelægge noget for folk, men historien er der og fylder mindst lige så meget som fanservicen.

    Desværre lider serien i manges øjne af en elendig slutning, noget der ofte er tilfældet med serier fra Gainax, men turen på vej dertil er umagen vær.

    Fans af sådanne komedier vil ikke gå galt i byen, og folk, der kan lide tjenestepiger behøver ikke engang overveje det, de har allerede titlen eller skriver den på indkøbslisten i dette øjeblik.

    Genre: Komedie
    Alder: 15+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Geneon

  • Magical Shopping Arcade Abenobashi

    To børn, Sasshi og Arumi, lever i et forfaldent forretningskvarter der trues af nedrivning. Men der er en legende om at så længe det magiske pentagram som kvarteret er bygget efter stadig eksistere, så vil det blive bevaret. Desværre bliver en af de statuer som udgør en del af pentagrammet ødelagt og som et resultat af dette ender de to børn på en længere rejse mellem alternative versioner af kvarteret.

    De besøger den ene underlige virkelighed efter den anden, imens de leder efter noget der kan redde deres kvarterer, noget der kommer til at involvere en troldmand og et gammelt kærlighedsdrama. Det viser sig også at være langt fra nemt, da de virkeligheder de besøger er ret ekstreme og ofte uden den store fornuft, udover at det altid er de samme personer de støder på, i nye ”roller”.

    Abenobashi er lavet af studiet Gainax, som har specialiseret sig i underlige serier og stiltyper. Serien her er derfor lige noget i deres sædvanlige stil, eller mangel på samme. Abenobashi er mere end noget andet en række af enkelte parodier, ofte lavet i en stil der er normal for den genre der er episodens offer. Om det så er rollepspil i pixel format med genoplivninger, martial arts kampe i Fist of the North Star og Dragonball stil eller kærlighedsdramaer som man kan finde det i utallige japanske dating spil, så bliver hver episode af serien fokuseret omkring en genre og trækker det ud i det humoristiske.

    Det der nok er med til at gøre det mere underholdende er at børnene ved hvad der er galt og prøver, til tider, at klare hver alternativ verden efter dens ”regler”. Dog har de hver deres indstilling til tingene, hvor pigen Arumi er den mere fornuftige og helst vil hjem, imens drengen Sasshi er mere eller mindre med på legen. Kombineret prøver de at finde den røde tråd der forbinder alle de underlige realiteter med deres egen og løse den indviklede gåde som magien rundt om deres kvarter viser sig at være.

    Abenobashi skal ses med en del tolerance, for den vil til tider, især i starten, give meget lidt mening. For det meste minder den om en gang blandede afsnit med fælles personer. Serien er ikke så genial sindssyg som Gainax tidligere top hit FLCL. Den er en stribe af parodier på kendte anime genrer, med en historie vævet ind for at holde handlingen kørende. Til tider kan det blive lidt for meget umotiveret galskab, men på den anden side indeholder serien adskillige guldkorn.

    Har man ikke set så meget forskelligt anime, så skal man nok vente med at se Abenobashi, da mange af seriens jokes er baseret på andre film og serier, ligesom at handlingen ofte er hurtig og kan virke total blottet for dybere mening. Men har man derimod kendskab til diverse anime og ikke kræver at det man ser giver for meget mening, så er serien ganske underholdende.

    Personligt vil jeg ikke mene at Abenobashi er en af de serier der vil skrive anime historie eller blive husket for længe, da den blegner lidt i forhold til FLCL, som den nok altid vil blive målt mod. Men har man set FLCL og gerne vil se lidt mere af Gainax’s utraditionelle serier, så burde man tage et kig på Abenobashi.

    Genre: Weirdness
    Alder: 7+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Kino’s Journey – The Beautiful World

    Kino er en ung pige der rejser fra det ene land til det andet. I selskab med motorcyklen Hermes er hun ude for at udforske byer, og de tilbringer aldrig mere end tre dage på samme sted. Sammen med de to oplever publikum den ene lille historie efter den anden, oftest med en by og dens specielle kultur som midpunktet.

    Man kunne forestille sig at den slags små-episoder bliver lidt trivielle i længden, men serien har sin egen stil at fortælle historierne med. Der bliver tit blandet mange elementer ind i hver historie, der tilføjer dem et trist eller dystert skær. For ofte handler fortællingerne om de lidt dystre og til tider skræmmende aspekter af civilisation, og et citat fra serier er meget rammende for stilen, ”Netop at verden ikke er smuk giver den sin skønhed”. For Kino’s Journey viser hvor skrøbelig menneskelig storhed er, og selv om serien på ingen måde prøver at være moralsk, så har den en del filosofisk tankestof i hver episode.

    Man får hurtigt et indtryk af at det ikke er vores verden som historierne foregår i, selv om det måske kunne være engang i fremtiden. Byerne og deres befolkninger lever nærmest som i begyndelsen af industrialderen, men visse steder er der mere avanceret teknologi, der dog stadig ligner noget fra den tidsalder, som computere med grammofonlignende stemmesystemer eller mekaniske robotter.

    På tegnesiden er Kino’s Journey lidt gammeldags i stilen, men det passer godt til atmosfæren og den industrielle version af verden som Kino rejser rundt i. Den bløde stil er godt brugt til at fremhæve landskaber, men samtidigt er der mange detaljer i byerne og selv om det er meget inspireret af Europa, så er der altid noget der gør stederne lidt anderledes og ukendte.

    Kino’s Journey er ikke en børneserie, selv om det første indtryk kunne give den tanke. Serien minder mest af alt om en rejsedokumentar film, hvor man oplever tingene sammen med Kino, snarere end at tage del i handlingen. For selv om hun ofte drager ind i hvad der sker, så handler hver episode om det sted hun opholder sig og dets særheder.

    Det er den type anime, hvor man bør stoppe og så tænke lidt over hvad der er sket, for serien er en blanding af historier, eventyr og skæbne-fortællinger som hver har deres pointe eller filosofi.

    Vil man se en anime, der har et indtryk der varer længere end til afslutningssangen og giver grobund for omtanke, så kan jeg anbefale af man kigger nærmere på Kino og hendes rejser.

    Genre: Sci-fi
    Alder: 13+
    Studie: Genco
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Kiddy Grade

    GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.

    To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opføre sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent, og hun har valgsproget ”Piger skal være elegante” (Onna no ko wa ereganto ni)

    De bliver sat sammen med Armbrust, en kontakt til underverdenen som altid har planer kørende nag ryggen. Eclair er irriteret på ham fra starten og vil ikke have noget med ham at gøre, mens Lumiere komme udmærket ud af det med ham. Begge mistror ham dog, og med god grund, han kender deres baggrund, noget de ikke selv gør mere, og han kender og deltager I GOTTs leders skjulte planer for dem.

    Kiddy Grade er lavet af Gonzo, et ret nyt men fremadstormende animationshus (Blue Submarine No. 6, Vandread, Last Exile) der nyder stor popularitet. De udgav et promotion klip for Kiddy Grade næsten et år, inden serien kom på tv, hvilket skabte meget store forventninger til serien, idet klippet lovede en dynamisk, mørk og action-fyldt serie med en del fanservice.

    Mange blev skuffede, da den startede, idet det virkede som om den mørke undertone var væk I første del af serie. Senere fik serien dog et mere kompliceret og ildevarslende plot og tone, men da havde dele af fankulturen allerede afskrevet den.

    Et andet kritikpunkt var, at serien virkede usammenhængende, og umiddelbart virkede løsningerne på problemerne i de første afsnit meget hurtige og letkøbte. Jeg var enig i dette første gang jeg så serien, men ved senere gennemsyn viste det sig, at dette ikke var tilfældet, og at historien var meget mere sammenhængende og grundigt opbygget, end det umiddelbare indtryk var.

    Men på trods af denne kritik og misfornøjethed over serien fik den en stor fanskare og popularitet, især i Japan hvor Eclair og Lumiere var i NewTypes (det største blad om anime) top 10 over kvindelige personers popularitet i mange måneder.

    Kvaliteten af serien fejler ikke noget, på alle punkter er serien blandt det bedste, der er lavet. Man kan se, at Gonzo kan deres kram, og deres ry er fortjent.

    Animationen er glimrende. Alle bevægelser, det værende mennesker, rumskibe eller mechaers, er flydende og troværdigt udført, og på intet tidspunkt hakker animationen, noget der burde være – og i mange tilfælde heldigvis også er ved at være det – en selvfølge i animation lavet efter år 2000. Baggrundene er også utroligt flotte og detaljerede. Der er god variation i dem, og man får virkelig fornemmelsen af forskellige planeter, forskellene mellem små landsbyer, livlige metropoler og mørke rumstationer.

    Character-designet i Kiddy Grade er et kapitel for sig, alle personernes udseende er gennemført ned til mindste detalje og passer perfekt med deres personlighed. Det er tydeligt, hvorfor Eclair og Lumiere har opnået så stor popularitet.

    Eclair er lidt tomboy-agtig, idet hun er meget direkte, ikke handler specielt velovervejet og på grund af hendes rent fysiske kampevner. Hendes meget livlige og glade personlighed, der dog aftager noget efterhånden som hun udsættes for moralske dilemmaer, sammen med hendes barnlighed på trods af hendes kropsformer, har skabt en karakter, der både virker sød men samtidig utrolig sexet, skønt hun ikke er spor bevidst om det. Dette afspejles i hendes krop, der er utroligt velskabt med store bryster, smal talje og lange ben, og hendes meget afslørende tøj. Den stramme kjole med den store korsudskæring, der både viser bryster og maven frem, understreger sammen med en del panty-shots på grund af kjolens ekstremt korte længde, at Eclair er ment som en person med en meget tydelig sex-appeal.

    Lumiere er personlighedsmæssigt Eclairs modsætning. Hun er forsigtig, tænker altid tingene igennem og lever efter sit valgsprog om, at piger skal være elegante, så hun forsøger konstant at få Eclair til at opføre sig mere passende for en ung pige. Hun er altså langt mere moden end Eclair psykisk, men hendes krop er lige modsat, hun ligner en 10-årig. Hendes tøj har dog samme grad af fanservice som Eclairs, da det er en stram mørkeblå bodysuit, der meget tydeligt viser alle detaljer af hendes krop. Flæser ved benene, en krave og en sløjfe understreger hendes ønske om at være elegant.

    De andre personers tøj er lige så veldesignet, hver har sin tydelige stil, og det passer også til hver deres væremåde, om end vi ikke ser nær så meget til deres personligheder, det er Eclair og Lumiere, der er showets stjerner på trods af det store persongalleri.

    Historien i Kiddy Grade virker til at begynde med lidt tynd, men efterhånden afslører den en pæn dybde, og ved senere gennemsyn viser starten sig også at have en tydelig tråd til den senere kompleksitet.

    Et af de store problemer, historien lider under i starten, er, at løsningerne på de problemer, der opstår, er for lette. Eclair og Lumieres overmenneskelige evner viser sig pludselig som værende stærkere end forventet eller de bliver reddet af deres rumskib. Dette forsvinder i midten af serien, men kommer lidt med igen til sidst om end det virker mere naturligt på det tidspunkt idet man da har fået en bedre forståelse for baggrunden, der tillader, at det sker.

    Serien er meget action-fyldt, der sker hele tiden noget, og der er altid flere deciderede kampsekvenser i hvert afsnit. Det betyder dog ikke, at der ikke er en stille stund indimellem, hvor vi ser en mere afslappet og dagligdags side af personerne, men det er hele tiden en kontrast til resten af deres hurtige liv.

    Så på trods af seriens mangler, er den alt i alt et meget fængende og engagerende bekendtskab. På trods af de umiddelbare stereotyper ender man let med at holde af personerne og dermed virkeligt se frem til, hvad der sker for dem.

    Kiddy Grade er ikke en serie der revolutionerer genren, men den er en god evolution – nogen vil i opbygningen med to ret forskellige piger med store kræfter i en sci-fi setting drage en parallel til 80er serien Dirty Pair – og et solidt stykke underholdning. Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Science fiction / action
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Funimation

  • Fansubs – Anime fra Fans til Fans

    Fansub er en forkortelse af linien “subtitled by fans” og hentyder til anime der er blevet oversat og undertekstet af folk der gør det for fornøjelsens skyld og uden at tjene penge på det.

    Hvor eller hvornår denne hobby startede er der nok ingen der rigtigt ved, men nogle af de ældste fansubs jeg har haft fornøjelsen af at støde på er fra 1985 og lavet af en anime klub fra en amerikansk skole. De var kopier der havde passerer igennem utallige fans, overført utallige gange mellem bånd og var langt fra i god kvalitet.

    Sådan var det ofte i starten. Fans mødes på konventioner og bånd blev byttet eller man sendte bånd med posten til de få grupper der selv lavede kopier og efter nogle måneder fik man sine bånd retur med de fansubs de lavede.

    I løbet af 90’erne blev der flere og flere af disse grupper og mange serier nåede på den måde frem til de vestlige fans og var på den måde med til at øge interessen for anime, især i USA. Selvom disse fansubs teknisk set er et brud på diverse copyrightlove og aftaler, så syntes de Japanske firmaer ikke at det udgjorde noget større problem, så længe det kun var de film og serier som endnu ikke var opkøbt til udgivelse i vesten.

    På den måde opstod de få moralske regler som adskiller fansubs fra alt andet kopiering og skabte en ret enestående niche for dem. Der er tre regler som betragtes for god morale blandt fansubgrupperne at følge.

    Fansubs distribueres uden fortjeneste og ikke til en højere pris end de omkostninger der er involveret.

    Indholdet af den fansubbede anime må ikke ændres.

    Og sidst, men vigtigst, når et engelsk sproget firma køber udgivelsesrettighederne, så skal fansubbing og distribution stoppes.

    Man skal altid huske at formålet med fansubbing er at bringe anime til folk der ellers ikke har nogen mulighed for at forstå dem, så derfor er der ofte ingen grund til at fortsætte fansubbing efter at serierne er opkøbt.

    Op gennem 90’erne begyndte mere og mere anime at blive opkøbt, især i USA, og der opstod nye firmaer der levede af at sælge anime med undertekster eller dubbed på engelsk, så fansubbere begyndte at kaste sig over mere alternative serier der have ringe chance for at passe ind og opbygge små fansamfund, som ofte har haft held med at motivere firmaerne til at tage chancer med de serier, netop fordi der nu var et potentielt marked.

    Omkring 1998 begyndte fansubsamfundet at ændre sig. Internettet var for alvor begyndt at brede sig ud mellem jævne mennesker og allerede fra starten var det med til at hjælpe fansubgrupperne, ved at give muligheden for at sende deres distributioner mellem hinanden. Det varede derfor heller ikke længe før fansubs begyndte at rejse via nettet, digitaliseret af dengang ret dyrt computer hardware. Selv om kvaliteten af optagelserne var lav og ofte taget fra bånd der i forvejen var kopieret adskillige gange, så udvidede det hurtigt kredsen af anime fans og i 1999 var de første grupper af Internet fansubbers opstået, hvor den færdige version aldrig kom på bånd, men blev sendt fra fan til fan via nettet og kvaliteten blev hurtigt bedre end det der blev optaget fra bånd.

    Teknisk set var disse digisubs ikke så godt oversat eller tekstede som båndversionerne, lavet af folk med mange års erfaring, men ofte var processen hurtigere og især at fremskaffe råmateriale blev lettere. De næste par år udviklede digisubbing sig eksplosivt. Store chat kanaler opstod rundt omkring, hvor digisubgrupperne holdt til og snakkede med de folk der kunne lide serierne. På den måde blev det der før var spredte grupper af fans nu samlet til samfund der kunne snakke med hinanden om det de holdt af.

    I Japan har digitalt TV været udbredt i et stykke tid, det betød at animeserier kunne optages direkte fra kabelnetværket i ret god kvalitet og via internettet sendes til digisubberne. Så hvor fansubbing for bare 5 år siden ville have taget måneder efter at en japanske TV anime blev færdig, så kunne det nu gøres på under en uge fra den dag det blev vist i TV. Antallet af grupper der lavede digisubs steg også ret hurtig, nogle med bedre resultater end andre og mange af dem med store grupper af trofaste fans.

    I dag kan man ofte se digisubbede versioner af de populære Japanske serier i omløb få dage efter at de har været vist, imens de mindre populære langsomt dukker op efterhånden, indtil serierne er færdige eller opkøbte af et selskab. Det har gjort at animesamfundene på Internettet er vokset støt og ligeledes vokser den liste af titler der bliver udgivet af firmaer her i vesten. Om de to ting har meget at gøre med hinanden er uvist, men det virker som om at fansub-samfundet har indflydelse på hvad der bliver udgivet, et nyere eksempel værende serien Hikaru no Go, som handler om en dreng der spiller det klassiske japanske brætspil Go. Serien hører til dem som man nok ikke kunne forestille sig de amerikanske firmaer satse på, men digisubben havde en overvældende succes blandt fans og det Amerikanske Go Forbund indgik i år en aftale med firmaet Viz om at opkøbe serien.

    Men er fansubs nu også godt, nobelt og udelukkende til alles fordel ?

    Desværre nej. Især i de senere år er der opstået en del problemer, netop indenfor digisubbing. Takket være hurtigt Internet, generelt bedre kendskab til japansk og ikke mindst den præstige der følger med at fansubbe anime, så er der også kommet folk og grupper der ikke længere gør det fordi de holder af serierne, men fordi de holder af den status det giver at udgive dem. Og som med alle andre ting, så er det bedst at komme først med de populære serier. Det har givet mange dårlige eksempler på at digisub udgivelser der er lavet med sjuskede, ukorrekte eller med direkte fejlagtige oversættelser. Samtidigt med det, så bliver mange af de samme serier subbed af forskellige grupper, imens mindre populære serier kan blive helt overset.

    Ligeledes er der desværre fansubgrupper der også sætter denne status over de basale regler for fansubs og fortsætter med at distribuere nye episoder efter at serierne er opkøbt, noget der ofte bliver kaldet “shadowsubs”. Heldigvis er sådanne ikke accepteret mange af de steder hvor fansubs distribueres og byttes.

    Som nævnt tidligere så bliver mere og mere anime opkøbt her i vesten og mange af de amerikanske firmaer er også begyndt at købe eller sponsorere anime fra de japansk studier. Det betyder at størstedelen af det anime der bliver lavet nu om dage vil blive udgivet med engelsk tekst/tale og mange steder snakker man allerede om at fansubbing nok ikke længere er nødvendig og efterhånden nærmer sig bare at være en mere besværlig form for piratkopiering, hvor det bliver sværere og sværere at adskille hvad der er moralsk rigtigt at fansubbe og hvad der egentlig er spild af tid og kun hjælper dem er ikke har tænkt sig at købe det færdige produkt. Men det er en debat der nok vil vare mange år endnu og afhænger meget af hvorvidt den popularitet som anime har i vesten fortsætter med at stige.

    Hvis man gerne vil lære mere om fansubs og anime samfundene på nettet, kan man kigge forbi den dansk anime IRC chat kanal, som har adressen #anime-dk på irc.enterthegame.com.

    Den er konstant befolket af animefans og især kanalens administratorer kan altid hjælpe med at dirigere dig udenom hvad man bør holde sig fra. Bare husk at det er et sted for animefans at snakke, så introducer dig selv når du ankommer og hvis du er i tvivl, så er det oftest bedste at spørge før man dummer sig.

  • Anime Udtryk

    Der er nok ingen tvivl om at originalsproget for anime er Japansk, selvom fans altid har været delt op i dem der foretrak den originale tale og så dem der foretrækker at de er dubbet i et sprog de forstår. Her i artiklen kigger jeg på nogle af de mange udtryk der har sneget sig ind i den vestlige fan kultur og på nogle af de ting der er svære eller umulige at oversætte uden at de mister deres originale betydninger.

    Det første man nok vil støde på er de japanske titler som man tilføjer til navne. Siden man i Japan fokusere meget på status, så er der en del tilføjelser, meget afhængig af hvem der taler til hvem, da det betragtes som meget personligt at bruge en persons fornavn alene.

    Den grundlæggende titel er “-san,” som mest af alt svarer til vores Hr., men bruges til alle voksne. Selv personer man har kendt i længere tid tiltales med -san hvis man ikke ligefrem er gode venner.

    “-chan” er nok en man vil støde meget på i anime og den sværeste at oversætte. Det tilføjes til piger og børns fornavne, indtil de bliver voksne, og selv der kan forældre, søskende og venner stadig finde på at bruge det. Ofte vil veninder eller familie bruge mindre versioner af navnet sammen med -chan, så Aiko bliver til Ai-chan. Tilføjelsen er også brugt til kæledyr eller ting som bamser og dukker.

    “-kun” vil man nok også støde på med tiden. Den tilføjelse bliver hovedsageligt brugt på drengenavne, men kan også bruges mellem folk der arbejder i samme firma, ofte en overordnet til en laverestående medarbejder.

    “-sama” er ikke så meget brugt i Japan mere, men forekommer tit i anime eller japanske film. Det er en tiltale der bruges til en der er højerestående eller som man betragter som bedre end en selv.

    En anden ting i den japanske kultur der kan forvirre os vestlige personer er brugen af “onee” og “onii”, henholdsvis søster og bror. Japanerne har ikke ord for storebror, storesøster, lillebror og lillesøster. I stedet bliver statusnavne ofte brugt til at vise om personen er ældre og derfor vigtigere. Så ens storesøster vil derfor ofte tiltales “onee-san,” men det er ikke en regel og kommer an på forholdet mellem søskende. Især i anime vil man oftest støde på at yngre søskende tiltaler de ældre på den måde, snarere end omvendt.

    Men for at gøre det lidt mere forvirrende, så kan et barn tiltale hvilken som helst ung person sådan. Så hvis et barn skal spørge en ung mand om vej, så kan tiltalen være “onii-san.” Den ret løse brug af disse ord, især i anime, kan forvirre og gøre det svært at se hvornår nogen er ægte søskende og hvornår det bare bliver brugt som tiltale.

    En anden ting som bliver brugt i anime som kan være svært at oversætte er underlige lydord brugt for enden af linier. Det meste kendte af disse er “-nyo”, Di Gi Charat’s kendingslyd, som afslutter alle linier hun siger. Ordet betyder intet, men i visse animeserier bruges det ofte, ligesom en del andre ord af samme art. Den eneste undtagelse er “desu” som er et meget fleksibelt ord der oftest bruges til at hentyde til en selv og til tider bliver det meget misbrugt i anime.

    Ordspil er også noget der ofte er problematisk at oversætte til engelsk. Næsten alle Japanske ord har flere betydninger, alt efter hvordan det er brugt. For eksempel så betyder “kami” både gud og hår. Det betyder at der er mange oplagte ordspil som er svære eller umulige at oversætte. For at gøre det sværere, så har japanske fornavne også betydninger og vil især i mere barnlige anime og manga være forbundet med indehaverens personlighed.

    Og så for at slutte af, en lille stribe af ord man kan støde ind i når man omgås animefans.

    En “otaku” er noget animefans ofte kalder sig selv, og dets japanske betydning er en fan der er mere end bare en normal tilhænger af noget, nærmest som vores fodbold roligans kunne kaldes fodbold otaku, fordi de ikke bare tager til en fodboldkamp hist og her, men deltager mere aktivt og dedikeret i deres hobby.

    “konnichi wa” betyder goddag, ligesom “sayonara” betyder farvel. Er man lidt mere hip, så kan man hilse med “oisu” eller bare “oi” og bruge “ja-ne” til at sige farvel.

    “kawaii” er et ord man nok ikke kan undgå at høre i forbindelse med anime. Det betyder nuttet eller sød og er meget brugt af de fans der lytter til de japanske versioner.

    “shoujo” – “shounen” betyder pige og dreng. De to ord bliver ofte brugt til at beskrive visse typer anime. shoujo anime er for det meste romantik og drama, imens shounen er action og ofte lettere nøgenhed.

    Som man muligvis har forstået ud fra artiklen her, så er der undertoner i anime der kan være meget svære at oversætte, men som man med tiden lærer at genkende og vender sig til. For Japan har sin egen og ret dybe kultur som er afspejlet i deres anime og manga. Om det så er med undertekster eller med nye stemmer, så kan der gå detaljer tabt hvis man ikke lægger mærke til dem eller man slet ikke forstår brugen af dem. Dog vil jeg ikke råde folk til at basere deres kulturelle forståelse af Japan på hvad de har set i anime og manga, siden disse ting er oftest stærk overdrevne.

  • Anime bootlegs

    Bootlegs er navnet på kopier af film, serier, musik og så videre, der bliver trykt og udgivet uden tilladelse fra dem der har rettighederne. Eller som i tilfælde med DVD’er, nogle gange i formater som ikke var inkluderet i salgsaftalerne.

    Sådanne produkter kommer oftest fra Taiwan eller Hong Kong, og anime har altid været offer for bootlegs, især fra Hong Kong, hvor den britiske tilstedeværelse i byen har gjort at alt fik lagt engelske undertekster på. Noget som netop DVD’er er ideale til, derfor omtales bootleg anime ofte som HK DVD’er.

    Ser man bare omslaget på en hylde eller en webside, så er bootlegs ofte ret svære at adskille fra ægte DVD’er, dog er der adskillige ting de ofte kan genkendes på:

    * Region 3 eller regionsfri.

    * 8 eller flere afsnit per disk.

    * Koster halvdelen eller mindre end normale DVD’er.

    * Har undertekster i kinesisk eller andet asiatisk land.

    Hvis man har adgang til Internettet så kan man også checke følgende ting hos andre forhandlere (ingen af de butikker nævnt på AnimeGuiden’s linkside fører bootlegs):

    * Antallet af episoder per disk.

    * Hvordan forsiden på en original ser ud.

    * Om den overhoved er udkommet endnu i vestlig version.

    Man kan så spørge sig selv om hvad der er så slemt ved bootlegs, især fordi prisen er et meget godt argument for at købe dem. Bootlegs koster for det meste lidt under halvdelen af en normal DVD, men med serier kan det ofte komme ned på en tredjedel, hvilket jo er en pæn besparelse.

    Problemet med bootlegs er dog oftest at de er ulovligt fremstillet, eller fremstillet til at kunne sælges i lande som firmaet ikke har licens til at sælge i, hovedsageligt engelsksprogede. At der er billige bootlegs i omløb, kan føre til tab for de vestlige selskaber, hvilket igen så betyder at flere niche serier og film ikke bliver udgivet fordi salget er for småt.

    Et andet problem med bootlegs er at kvaliteten ofte varierer meget. Presser man op til 8-12 episoder ned på hver disk så sker der ofte forringelse i video billedet, samtidig med at bootlegs kan være optaget fra digital TV i stedet for en original DVD. Ligeledes kan oversættelser og undertekster variere fra samme kvalitet som de vestlige firmaer, og ned til et niveau hvor man knapt nok kan forstå hvad der står og der er utallige fejl i oversættelsen.

    Jeg har selv købt adskillige sæt igennem tiden, hovedsageligt serier der ikke var udsigter til at få en vestlig version af. Nogen var ok at se, men adskillige var så dårligt oversat at det virkede forstyrrende på handlingen. Der er ingen tvivl om at bootlegs altid vil være billigere end dem vi køber normalt, men man kan brænde fingrene når man investerer i dem. Så skal man have tingene lidt billigere, så kan man vente lidt længere og købe Australske versioner, som er næsten lige så lette at skaffe og de garanterer normal kvalitet, samt er lovlige.

    Når folk stolt fortæller om deres DVD samling og hvor meget det har kostet, så er det mere end en gang at jeg har kunne fortælle dem at hvad de har ikke er originaler. Selv om personerne oftest er tilfredse med at de har dem, så er det lidt et skår i glæden at det man har bare er velproducerede piratkopier.

    Så hvis man vil undgå bootlegs, bør man nok lige checke hvordan originalerne er før man handler på auktioner eller med butikker hvor alle priserne ligger langt under det normale. Disse kopier vælter nemlig ind på markedet, ofte længe før de rigtige versioner og på deres udseende er der meget lidt der adskiller dem fra et rigtigt produkt, helt ned til firmanavne og hvor de er blevet trykt.

  • ADV Films

    ADV er i dag (2004, i 2011 er det Funimation) det største firma i USA der opkøber og udgiver anime og på trods af den relativt korte tid som firmaet har eksisteret, så har det, mere end noget andet, været med til at forøge interessen for Japansk animation her i vesten.

    Det blev grundlagt i 1992 af to anime fans, John Ledford og Matt Greenfield, som allerede fra starten valgte at gå nye veje med deres udgivelser. I starten af 90’erne var det meget lidt anime der var nået frem til det engelske publikum, hovedsageligt diverse mecha serier og større hit film som Akira, eller de mere børnevenlige Miyazaki film.

    Her var det så at ADV begyndte at udgive anime i genrer og stile der væsentligt adskilte sig fra normen. De første titler indeholdt blandt andet Devil Hunter Yohko, Golden Boy og Princess Nine, serier der var blevet populære i Japan og som ADV følte burde introduceres til USA. Dog var der ingen af dem der rigtigt slog igennem eller opnåede general popularitet.

    ADV udgav deres første serie i 1994, New Cutey Honey og den blev efterfulgt af adskillige små-serier som der på mange måder adskilte sig fra næsten alt anime der ellers var til finde og flere af de titler har i dag mange engelske fans, netop på grund af dette. Serier som Cat Girl Nuku Nuku, Dragonhalf, Burn-Up W, Gunsmith Cats og Golden Boy er alle gode eksempler på nyere japansk anime, men i forhold til hvad der i de år var fremme i USA, så var de outsider tegnefilm der havde lidt svært ved at finde et fast publikum.

    Men i 1995 opkøbte ADV en af de mest kontroversielle serier der havde været vist i Japansk TV, nemlig Neon Genesis Evangelion, som begyndte at udkomme på engelsk i 1997. Serien havde den store fordel at være indenfor mecha genren, men samtidigt var den også spækket med handling, drama og utallige religiøse referencer. Evangelion var på det tidspunkt en af de dyreste serier opkøbt, i forhold til at den kun har 26 episoder og ADV havde satset en god del af deres ressourcer på at få den i hus.

    Heldigvis for dem blev NGE en meget populær anime titler i USA. Den har ligesom i Japan, stadig en enorm fanbase, og var for alvor med til at vise at tegnefilm ikke kun var Disney og talende dyr i morgen TV. For ADV betød det at de nu havde råd til at fortsætte med at udgive de nyere japanske TV serier og Evangelion blev fulgt op med serier som opnåede ret stor succes, blandt andet Slayers, Nadesico og Gasaraki.

    ADV gik derfor ind i det nye årtusind med ikke bare adskillige populære titler, men havde i mellemtiden udgivet over 50 anime serier som de færreste ville have rørt ved, og deres satsning på området havde nu gjort firmaet til et af de mest anerkendte indenfor anime i vesten. Men efterhånden var andre firmaer også begyndt at udgive mere alternative anime film og serier, så folkene bag ADV valgte at gå endnu et skridt i retning af anime udbredelse og i 1999 startede de med at opkøbe serier som adskiller sig fra mainstream serierne, selv i Japan.

    Det blev til serier som Excel Saga, Her and Her Cat, Steel Angel Kurumi, Najica, Sakura Diaries og Super Gals, der på hver sin måde adskiller sig fra normen, men takket være det ret store salg som ADV nu havde, så var det muligt for dem, stadig at satse på disse outsider serier og håbe på at den popularitet de have i Japan også ville holde i USA.

    Det viste sig også at være helt korrekt. ADV fangede det publikum der var blevet for gamle til amerikanske tegnefilm, samt de store fangrupper der allerede eksisterede for mange af serierne. Det tillod firmaet at tage yderligere skridt i retning af blive det mest dominerende anime firma udenfor Japan. I 2002 begyndte ADV to helt nye projekter, det ene var en amerikansk version af det ret populære japanske anime magasin Newtype, hvor det første nummer udkom i oktober 2002 og fulgte sit søster blads populære stil med flotte billeder, nyheder og artikler om hvad der skete indenfor anime i USA og Japan.

    Med samtidigt med Newtype USA, så gik ADV i gang med et en opgave der for alvor bragte dem foran alle andre anime firmaer i USA, nemlig etableringen af deres eget kabel netværk, noget der stadig arbejdes på og fremtiden vil vise om det er en lige så god satsning som de mange andre eksperimenter ADV har bag sig.

    Men det var ikke det eneste de startede på i 2002. Her i år har ADV ikke alene udvidet med deres egen manga afdeling, men begynder også at udgive de første anime serier som de selv har været med til at betale, med en del flere på vej. Samtidigt bliver flere anime titler end nogensinde opkøbt og udgivet med engelsk tale/tekst, heldigvis ikke kun af ADV, selv om de stadig står bag en stor del af de nyere titler.

    ADV Film valgte at tage mange chancer på vejen, men har forstået at udnytte en stor del af de kvalitets serier der er udgive lavet i Japan de sidste 10 år, og deres fortsatte satsning på titler som de færreste ville røre er et stort plus for de utallige fans disse serier har igennem private fansubs. At ADV har opkøbt så kulturelt forskellige serier som Azumanga Daioh, Puni Puni Poemi og Super Gals viser at de ikke har tænkt sig at stoppe med at udbrede anime, selv om der nok ofte har været debatter om hvorvidt serier som disse overhoved kan oversættes uden at miste noget af den originale kvalitet.

    Men ADV har stadig fuld fart på og har nu bevæget sig fra bare at påvirke den anime der bliver vist i USA, til også at påvirke hvad der vil blive vist i Japan. Ikke mindst ved at være med til at finansiere nye serier, men også ved at satse på deres egne ideer, som det ret omfattende samarbejde med det japanske firma Gainax om at lave en Neon Genesis Evangelion live action film.

    Redigeret af Erik Weber-Lauridsen 2011: Det er lidt trist at gense denne artikel om det engang så store ADV Films. Jeg købte meget fra dem i starten af årtiet men så fladede de ud, og de gik jo konkurs i 2009 så fred være med dem.

  • Kamikaze Kaitou Jeanne

    Marron Kusakabe er umiddelbart en almindelig, glad og åben 16-årig pige der dyrker rytmisk gymnastik, men dette er kun en facade.

    I virkeligheden er hun en reinkarnation af Jeanne d’Arc, og er som denne udvalgt til at fange dæmoner, der ved at skjule sig i smukke billeder får kontrol over folks sjæle. Marron får kraften til at forvandle sig til Jeanne af den lille engel Fynn Fish, der kom til hende og gav hende opgaven uden nærmere forklaring. Hver gang hun renser et billede ser det dog ud som om hun stjæler det idet det forsvinder og bliver erstattet af et nyt med en mere bibelsk motiv, og af denne grund er hun jaget af politiet. Alle dæmonerne forvandles til skakbrikker som Fynn får fat i og som indeholder dæmonernes energi som himlen så kan bruge.

    Hendes bedste veninde siden børnehaven, Miyako Toudaji, er datter af politichefen der står for Jeanne sagen. Hun er endnu mere opsat på at fange Jeanne end sin far, og det er nærmere hende der leder efterforskningen end han. De bor overfor Marron i lejlighedskomplekset og Marron spiser ofte ved dem, så selvom Marrons forældre flyttede fra hende i forbindelse med deres skilsmisse flere år før serien er Marron aldrig fuldstændig alene.

    En dag flytter en ny nabo ind, Chiaki Nagoya, en godt udseende og udfarende ung mand der flirter med alle piger han møder. Miyako falder pladask for ham men Marron bryder sig ikke specielt meget om ham, hun stempler ham som playboy og afviser hans tilnærmelser kraftigt. Dette gør dog ikke at han opgiver hende, tværtimod forsøger han konstant at komme hende nærmere. Men er det reelle følelser eller er det ikke andet end en leg for ham? Og er Marron så ligeglad med ham som hun giver indtryk af? Og hvem er den mystiske Sindbad der dukker op og ligeledes forsøger at stjæle billederne, der for ham forvandler sig til sorte skakbrikker?

    Kamikaze Kaitou Jeanne er en manga af Arina Tanemura som der meget hurtigt – allerede inden mangaen var kommet halvvejs gennem historien – blev lavet en anime over. På trods af dette er de to historier på de fleste punkter ens. mangaen blev bragt i Ribon Magazine, en af de store månedlige shoujo-manga (pige-manga) antologier.

    Tegningerne er flotte og detaljerede men meget typisk shoujo manga stil på godt og ondt. Personerne har store, udtryksfulde øjne, et stilistisk element Tanemura-san behersker og udnytter fint. Det sammen med personernes lange, slanke kroppe, pigernes smalle taljer og markante bryster og drengenes ranglethed understreger shoujo-manga elementerne. Et andet element, der ofte bruges i shoujo-manga, er SD-karrikaturer – Super Deform, mår en person er tegnet ”presset sammen” til nærmest barnestørrelse med enormt store øjne og hoveder og små, nærmest tykke kroppe – og KKJ har mange sådanne scener. De er alle søde og sjove men passer alligevel ind i sammenhængen. Miyakos far, politichefen, er tegnet deform overalt i mangaen, hvilket giver ham en per definition komisk rolle, og på trods af hans job klovner han da også rundt indimellem. Han er dog en sparsomt brugt bifigur og hovedparten af SD-indslagene leveres af Jeanne, Marron og Miyako. En interessant ting er, at i animeen, hvor han har en meget mere fremtrædende og synlig rolle, er han tegnet normalt, men den deforme tegnestil er så heller ikke brugt ret meget i animeen, en ting der ofte gælder anime-adaptioner af manga.

    Historien virker meget typisk for Magical Girl genren (hvor en ung pige pludselig får magiske kræfter og involveres i et eventyr som hjælper hende med at vokse op personlighedsmæssigt), men den har også nogle små overraskelser undervejs. Marrons baggrund er lidt speciel, idet hun bor helt alene og ingen kontakt har overhovedet til sine forældre da de har forladt hende. På trods af at hun er omgivet af venner gør dette at hun ofte føler sig alene, en følelse der er omdrejningspunktet i hendes personlighed og er grundlaget for hendes udvikling i løbet af historien.

    Umiddelbart kan idéerne med engle, dæmoner og Jeanne d’Arcs reinkarnation virke spændende og interessante, især med en vestlig kristen synsvinkel, men det dækker blot over genrens sædvanlige beskrivelse af kampen mellem det gode og det onde. Himlen som en anden verden bliver dog beskrevet i mangaen. Man hører om englenes liv der, men i animeen er denne, i mangaen utroligt vigtigt del af historien, udeladt og resten af historien gjort mere simpel for at dette element ikke vil savnes.

    Umiddelbart er animeen bygget op på samme måde som mangaen, men der er en del punkter undervejs, f.eks. ved det ovenfor nævnte, men der er flere andre forskelle. For at forlænge historien er der tilføjet flere dæmoner, en taktik der ofte bruges for at forlænge manga-adaptioner der involvere kampe, man smider nogle flere modstandere ind uden at ændre på grundhistorien. Dette ændrer netop ikke på historiens forløb, der er det samme i begge medier, men der er ”fyld” afsnit i animeen der ikke bringer der bærende historie videre men blot viser Miyakos fælder for Jeanne og Marrons omsorg for dem omkring sig.

    Der er dog nogle mere barske scener med Jeannes baggrund og dens indflydelse på Marrons dagligliv der er undladt i animeen, noget der nok skyldes at anime ofte tiltaler en smule yngre gruppe end manga. Det andet vigtige element der er udeladt er Fynn og Access (Sindbads hjælper der er en mørk engel) baggrundshistorie, der reelt viser sig at være grundlaget for hele historien i mangaen. Historien hænger sammen uden dette element, men man føler alligevel at der mangler en brik for at puslespillet er helt komplet ved animeens afslutning.

    Tegnestilen i animeen minder meget om mangaens, Tanemura-sans streg egner sig åbenbart godt til at oversætte til den hårdere streg man nødvendigvis må bruge i animation. Andre eksempler på denne gode omsætning af hendes værker er Full Moon wo Sagashite og Time Stranger Kyoku.

    Animationen er udmærket for en tv-serie men ikke noget specielt på nogen måde. Farverne er klare og tydelige og er med til at skabe et levende billede der er lyst og tiltrækkende. Baggrundene er pæne og varierede men igen er der ikke tale om noget bemærkelsesværdigt.
    Alt i alt er animationen kapabel og ganske glimrende, man kan se at serien er lavet i den periode af kvalitetsudvikling der begyndte sidst i 90erne.

    Lyden er heller ikke noget specielt, men stadig til at holde ud at høre på og ikke irriterende på noget tidspunkt. Seiyuuerne (stemmelæggerne) passer godt til rollerne og leverer gode præstationer (her udelukkende tænkt på den japanske udgave) og musikken er også udmærket. Det eneste der er værd at bemærke ved den er dog åbnings- og slutsangene der bliver fremført af gruppen Shazna. Det er glimrende, lette rock numre der sikkert vil tiltale de fleste.

    KKJ er et eksempel på noget af det bedste som Magical Girl genren kan tilbyde efter min mening. Historien er fængende og personerne tiltalende om end det hele er er en smule stereotypt. Den undgår at blive for pusse-nusset, noget især animeer i genren indimellem gør, så på den måde burde den tiltale de fleste om end hardcore action fans vil blive skuffede. Alle andre burde dog blive underholdt på bedste måde af Marron og Jeannes problemer.

    Hvad angår om man skal bruge tid på mangaen eller animeen så har hvert medie sine fordele, sådan som det vil også burde være. mangaen har en mere kompleks og uddybet historie, men får kun den fulde baggrundshistorie der, men til gengæld er animeen lettere at gå til, både på grund af en anelse simplere historie men også kraft af selve mediet med bevægelse, stemmer og musik.

    Begge dele er udkommet i Amerika, hvorfra de fleste ting der kan købes i specialbutikker her i Danmark kommer. mMangaen er dog også udgivet i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland, men det er nok svært at få fat på den på anden måde end ved at finde en butik i det pågældende land.

    Kamikaze Kaitou Jeanne animeen blev vist på tysk tv for nogle år siden, før mangaen blev udgivet der faktisk, men på trods af en rimelig popularitet der er den ikke blevet udgivet på video/DVD der endnu. Den er altså ikke til at få fat i udover den japanske udgave, der udelukkende er på originalsproget. De er dog fansubs af serien, og hvis nok folk ser den kan man håbe at firmaerne får øjnene op for serien, både anime og manga, og udgiver dem.

    Genre: shoujo / Magical Girl
    Manga af: Arina Tanemura
    Alder: Alle
    Studie: Toei Animation
    Manga udgives i Tyskland af: Egmont
    Manga og anime udgives i USA af: Viz

  • Renga artbook

    The New Generation of manga ARTISTS Vol. 3 – THE RENGA PORTFOLIO

    Renga artbooken er en samling af farveillustrationer af tegneren Renga. De forestiller stort set alle tynde, spinkle skolepiger i forskellige slags tøj, både seifuku (skoleuniformer) i forskellige designs men også i lette kjoler, bluser og bukser.

    The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio er en del af en serie af artbooks der bliver udgivet af det samme forlag som ”How to draw…” bøgerne, Graphic-Sha. Serien omhandler værker af nye, i vesten ukendte professionelle tegnere fra Japan. Desuden supplerer de fint forlagets tegnebøger som inspirationskilde.

    Bogen er trykt i et format der er en anelse større end A4, lidt mindre end visse andre artbooks, men stadig et godt format til store illustrationer og som giver plads til at man kan nyde deres detaljer.

    Papiret der er brugt er meget tykt og det gør at alle farverne træder godt frem.

    Papiret sammen med en glimrende trykkvalitet gør at bogen giver et fysisk godt indtryk og at den er rigtig lækker at sidde og bladre igennem.

    Tegnemæssigt er bogen også udmærket. Pigerne, som helt klart er temaet for denne bog, er alle tegnet ekstremt spinkle og tynde, nærmest ranglede idet de alle virker ret ”langstrakte.” Deres ansigter er meget udtryksfulde og levende, hvilket skyldes at der er gjort en del ud af øjnene og mundene. Der er også lagt arbejde i håret, pigerne har markante frisurer der passer med deres generelle stil hvilket er en vigtig del af de ting der gør at tegningerne så godt viser at de har en personlighed.

    Den anden ting, der er med til at give personerne en så kraftig personlighed, er tøjet. Flere forskellige stilarter af tøj er repræsenteret; alt fra yukatas (en traditionel japansk beklædning) over skoleuniformer til afslappet fritidstøj som sweatshirts. Alt tøjet, uanset stil, er godt designet og virker som noget man kunne se unge piger gå med i virkeligheden uden at de ville føle sig umoderne eller være flove over det, ikke noget overdrevet fantasi/mandlig ønskedrøm over det.

    Flere af tegningerne har ikke nogen baggrunde men er nærmest portrætter af personerne, men på de billeder der har er de ganske pæne. De er ikke ”hårdt” tegnet men virker meget afrundede, dels på grund af de varme farver der er brugt og dels på grund af de forholdsvis bløde linjer der er brugt. På nogle af billederne er der også brugt noget der minder om vandfarver, noget der også bidrager til det afrundede præg.

    Den streg personerne er tegnet i er hellet ikke en hård, kraftig streg men mere bløde linjer, der mest minder om en blød blyantsstreg. Dette betyder dog ikke at personerne er udflydende, stregerne er bløde men tydelige og farverne følger stregerne så de udgør nogle sammenhængende flader.

    Farvevalget er holdt i klare og kraftige farver, der igen er holdt i mere bløde toner, de er kraftige men uden at der er benyttet deciderede pangfarver. Farvevalget er også meget homogent, alle farverne passer med hinanden og ingen af dem skærer med de andre.

    Alt i alt er The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio en dejlig bog at blade igennem. Kvaliteten er god og tegningerne flotte, så hvis man kan lide at se på billeder af bishoujo (smukke piger) bør man kigge nærmere på bogen.

    Genre: Artbook, bishoujo
    Tegnet af: Renga
    Udgives i US af: Graphic-Sha Publishing

  • S.cry.ed

    Efter at et stort meteor har ramt en ø er der blevet født børn på øen der er vokset op med kræfter ud over det normale. De er i stand til at påkalde sig et ”Alter”, en fysisk form af forskellig art der adlyder dem. Det kan være en kæmpe robot, en mekanisk kriger eller som i tilfældet med vores helt, en kunstig version af hans egen arm, med 3 ”skud” af varierende kraft.

    På grund af alle de personer med Alters der bliver født på øen, er den afskåret fra omverdenen og det er beboerne egentlig ganske tilfredse med. Hvis det da ikke lige var for en organisation HOLY, der ønsker at udnytte disse kræfter og som allerede har en lille hær af Alter brugere. Kasuma er som de fleste på øen ret utilfreds med organisationen, men har samtidigt også en svagelig søster at bekymre sig om, så da han får muligheden for det, slutter han sig til HOLY, i det mindste midlertidigt.

    s.cry.ed er en typiske drenge anime, med superkræfter, to selvretfærdige personer der er på hver sin side af sagens natur og et par søde piger. Hver episode rummer et godt slagsmål eller to, for det meste med omfattende skader på omgivelserne og en masse øretæver der skal deles ud.

    Men selv om det nok lyder som noget man har set mange gange før, så hæver serien sig over gennemsnittet ved at gøre mere ud af personerne og det vinder den på senere. Kasuma er lidt en Han Solo type, der arbejder for penge og sit eget velvære, imens hans rival på organisations side, er den strenge storebror type, så selv om de på mange måder er ens og grundlæggende kæmper for det samme, så er de som ild og vand når de mødes.

    S.cry.ed er anime action når det er bedst, ikke alt for dybe plots, mere end nok slagsmål til at holde de fleste action fans fanget og når stadig at få nogle personlige følelser ind i det hele. På mange måder kan man sige at serien her er hvad forløbere som Dragonball og lignende har udviklet sig til. Den strækker sig ikke over hundrede af episoder, men har til gengæld plads til en udviklende historie og selv om jeg ikke er den store action fan, så fandt jeg stadig S-cry-ed ganske underholdene, omen den til tider forfalder til lidt for mange klicheer.

    Alt i alt er S.cry.ed et god bud på en action serie og værd at stifte bekendtskab med hvis men kan lide den lidt mere typiske drenge anime. Noget nogen måske kunne blive skuffet over er måske at den, som så mange TV serier, afholder sig fra at blive blodig eller rigtig voldelig, men det kan de fleste nok overleve uden.

    Genre: shounen / action
    Alder: 13+
    Studie: Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment