AnimeGuiden

Blog

  • Crest of the Stars

    Hvad er Abhs’ formål, hvor kom de fra og hvad er Abhs i det hele taget? Det samme spekulerer den unge Jinto Lin over, da han venter i rumhavnen på for første gang at skulle stå ansigt til ansigt med en ægte Abh.

    Crest of The Stars foregår i en fjern galakse, langt, langt væk … sådan kunne jeg have startet, men der er parodier af den slags nok som det er. Der skal dog ikke herske tvivl om at Jorden næppe er en af naboplaneterne i Crest of The Stars‘ univers, hvoraf en stor del er styret af The Humankind Empire Abh.

    Og hvad er Abhs så? Det er en de arter af intelligent liv, som eksisterer i den kendte del af rummet. Udseendemæssigt er de ikke så forskellige fra et almindeligt menneske, bortset fra at deres hår er blåt og at de generelt er ret smukke. Desuden er de på grund af genmanipulation i stand til at leve 200-250 år og de bor på deres rumskibe blandt stjernerne. Deraf kommer ”Kin of the stars”, som de ynder at kalde sig selv. Denne stolte race har ét mål: At samle hele menneskeheden (som de opfatter sig selv som værende en del af) under én nation, for derved at undgå fremtidige krige og andre problemer.

    Deres fremgangsmåde er at overrumple en planet med en militær offensiv og derved få den til at underkaste sig Abh-herredømme, hvorefter de går videre til den næste. Dette har dog ikke de store konsekvenser for beboerne på planeterne, idet Abhs ikke blander sig synderligt i detaljerne på de pågældende planeter, men nøjes med at administrere dem overordnet.

    Mød grev Jinto Lin Syun Locke Hyde, hovedpersonen i Crest of The Stars. Som barn var han vidne til at planeten, som hans far var præsident for, blev overtaget af Abh-imperiet. Imidlertid indgik hans far en aftale med Abh-styrken, som gik ud på at indlemme ham blandt Abhs, så han fik lov til fortsat at stå for styringen af planeten. Som søn af præsidenten påvirkede dette også Jinto, hvilket betød at Jinto formelt set er en adelig Abh, og derfor har pligt til at tjene et vist antal år i militæret.

    Den egentlige historie tager sin begyndelse i en rumhavn, hvor Jinto venter på det krigsskib, der skal transportere ham videre til officerskolen. Her møder han den unge og charmerende Lafiel, som er sendt ud for at bringe ham til krigsskibet Gosroth.

    Imidlertid bliver Gosroth kort efter Lafiel og Jintos ankomst udsat for et angreb, og de er derfor nødt til at flygte i en lille rumfærge. Her begynder deres historie.Crest of The Stars er, som man nok har gættet, en sci-fi anime som foregår det ydre rum, med alt hvad der dertil hører af rumskibe, planeter, rumstationer og storstilede kampe med strålevåben. Derudover præsenteres vi for nogle dybe, yderst veludførte personligheder, hvilket er godt, idet den medrivende historie i høj grad bliver drevet af de medvirkendes individuelle udvikling, frem for at fokusere på kampene. Historien synes at køre i én glidende bevægelse, frem for at være episode-præget, hvilket ikke er så mærkeligt, da Crest of The Stars oprindeligt er baseret på en bog. At det ikke er en historie drevet af kampene kan måske også ses på den overraskende rolige og lidt utraditionelle opening, som er en behagelig afveksling fra de sædvanlige, lidt mere oppumpede eksempler, som man har set så tit.

    Tegningerne er flotte og detaljerede, især hvad angår baggrundene, hvor der mange steder virkelig er kælet for detaljerne. Desuden er der gennemgående gjort god brug af farverne til at understrege atmosfære og lyssætning i de forskellige scener, hvilket er virkelig lækkert. Tegnestilen kræver dog en smule tilvænning på nogle punkter. For eksempel er hovederne tegnet ret specielt.

    Rent teknisk er billedkvaliteten fin, men ikke perfekt. Hvad det skyldes er ikke til at sige, men ved afspilning på en computerskærm var billedet flere steder præget af artifacts, hvilket er lidt ærgerligt. Det er ikke et udpræget problem og det meste af tiden er det faktisk ret flot, men det er stadig et irritationsmoment, som man godt kunne have været foruden. Den er acceptabel, men det kunne være gjort bedre.

    Lyden er et rent og udmærket stereomiks. Som nævnt er historien meget persondreven, hvilket også afspejles på lydsiden, hvor der er forholdsvis megen dialog. Musikken er primært tilstede under kampsekvenserne, hvor den underbygger stemningen udmærket. Et sjovt påfund er at finde i starten af hver episode, hvor der kort fortælles en smule om baggrunden bag universet, som Crest of the Stars foregår i. Tilsyneladende har man valgt at lade fortælleren tale Abhsk, hvilket er lidt sjovt at høre og som medvirker til at underbygge følelsen af noget, som foregår langt, langt væk.

    Den japanske tale er generelt god og in-character og jeg anbefaler i høj grad at man ser serien med originaltalen frem for den engelske dub. Jeg ved godt at det vel efterhånden er en fast bemærkning i anmeldelser som denne, men i Crest of The Stars har jeg en ekstra god grund til at understrege denne anbefaling, for dubben er absolut horribel. Ingen af skuespillerne lyder specielt oplagte eller indlevede og man får ofte fornemmelsen af at de bare læser op fra et manuskript de har fået stukket i hånden to minutter forinden. Medmindre du absolut ikke har andre muligheder, så hold dig langt væk fra den engelske. Den er under lavmålet, selv sammenlignet med det normale niveau for den slags dubjobs.

    Crest of The Stars er en virkelig flot og medrivende science-fiction fortælling, drevet af nogle meget komplette og dybe personligheder og et spændende univers. Videosiden kunne være bedre, men det hæmmer ikke oplevelsen synderligt. Historiemæssigt er det meget svært at pege på noget sted hvor denne serie halter, for den er efter min mening en af de bedste i sin genre.

    Selv hvis man ikke er udpræget science-fiction-fan, har denne serie stadig en masse at byde på. Kan varmt anbefales.

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Dead or Alive 2

    Velkommen til et af de første spil til PS2, Dead or Alive 2, der endda “kun” er en konvertering af et DreamCast-spil. Spillet er stort set identisk på begge platforme, på nær at der er tilføjet lidt ekstra i PS2-udgaven. Dette skal absolut ikke ses som et minus, for spillet er godt, endda ret godt.

    Der ikke nogen særlig god baggrundshistorie, bare den sædvanlige smøre med at der holdes en stor turnering af en magtbegærlig person (hvor har jeg hørt dette før? Street Fighter? Tekken???). Men man får spillets personers grunde til at medvirke at vide i cutscenes mellem næsten hver eneste kamp, og dette er med til at gøre personerne mere levende. At de så både grafisk og lydmæssigt passer til rollen gør er der ikke noget negativt at sige der, spillet har nogen af de mest tiltalende personer i et kampsportsspil.

    Grafikken er meget flot. Alting er i 3D, selv detaljer så som jernstænger i baggrunden, alt er 3dimensionelt og kan ses fra alle sider. I det hele taget er baggrundene utroligt flotte og meget realistiske, alle stederne er som taget ud af en film (og grafikken er så god, at man næsten tror at de er det). Personerne er meget realistiske at se på, om end de er lavet mere i manga-stil, og dermed også lidt urealistiske, end i f.eks. Tekken Tag Tournament. Karakterdesignet er dog utroligt godt og alle personerne har hver sin personlighed både hvad udseende og kæmpemåde angår, noget man ikke just kan sige om den nærmeste konkurrent, Tekken Tag Tournament.

    En ting der specielt skal nævnes er personernes hår, det er sindssygt flot lavet og ligner næsten rigtigt hår (dette er en ting der er utroligt svært at lave som computergrafik). Tøjet er også meget flot animeret og bevæger sig i takt med kroppen, f.eks. bølger pigernes nederdele (eller lignende) i takt med deres bens bevægelser, de er ikke stive som et bræt som i kampsportsspil til psx. Man kan også se niveauforskellen i personernes muskler, det er tydeligt at se at der er flere kræfter under hjelmen på konsollen og at man derfor kan lave meget mere i ren 3d.

    Musikken er som den ofte er kampsportsspil syntetisk rock, men der er ingen numre imellem som bliver direkte trætte af, og nogle af numrene er faktisk ret fængende. Musikken er dog lydkvalitetsmæssigt bedre end på psx (jeg synes i hverfald, at jeg kan høre forskel). Det er også noget nyt (i forhold til psx) at der er tale på alle mellemsekvenser, ikke kun tekst (kan dog slås til). Dette giver meget stemning, hvilket leder mig til at andet pluspunkt ved spillet. En anden ting, der er virkeligt godt i spillet, er at man kan vælge mellem engelsk og japansk tale i selve spillet (under kampene og i mellemscenerne, ikke kun teksten i menuerne som normalt i ps2-spil). De engelske stemmer er udmærkede (hvis man sammenligner med film, idet der ikke er ret mange spil med tale) men ikke helt så gode som de japanske. Dette valg af tale er utroligt fedt, selv om det kun er en mindre detalje er det med til at give spillet stemning. Det er et plus for dem, der gerne vil kunne forstå hvad der bliver sagt i et kamp-spil, men os der ikke har noget imod japansk kan få lov til at få den originale tale uden at den nogen steder (f.eks. i mellemscenerne) bliver afbrudt af engelsk synkro.

    En detalje er at mellemsekvenserne er lavet med spillets egen grafik, men de er ligeså flotte som dem i andre spil (og flottere end mange video-sekvenser for år tilbage), dette gør også at man ikke føler at der er et hak mellem spillet og mellemsekvenserne. Al respekt til Tecmo for at have lavet en så god grafik-engine.

    Som sagt kan man også vælge mellem menu-sprog, men der er udbredt blandt ps2-spil, så ingen store roser for dette. Menuerne er nemt og overskueligt opbygget, der er rart at man kan se alle modes på en skærm i stedet for at skulle scrolle op og ned som i f.eks. Tekken spillene. Spillet er lidt svært at styre til at begynde med, idet det er en slå-knap, en sparke-knap, en kaste-knap og en knap til fri-gang (så man kan bevæge sig mere frit i forhold til kameraet) og andre effekter alt efter hvad man gør før / samtidig med at man trykker på knappen. Dette kan kræve lidt tilvænning, specielt fri-gangs knappen.

    En god ting er at baggrundene har betydning, man kan kaste hinanden ind i vægge eller rækværk, der så giver efter så man ryger ned på et lavere liggende niveau. Det giver selvfølgelig mere skade at slå en ind i væggen er skubbe dem udover en høj kant, det er utroligt fedt et smide ens modspiller ud fra kanten af en høj klippe og bagefter hoppe efter for at give ham / hende nådesstødet (også selvom der er 10 meter eller mere ned lander man på fødderne uden skade, hvilket ikke kan siges om den skubbede / kastede person). Sammen med at man kan lave nogle ret dramatiske (og urealistiske) slag / spark / kast / skub, men spillet ender ikke med at blive en kamp om hvem der laver de bedste moves som Tekken og StreetFighter spillene så ofte gør, dette skyldes til dels at de almindelige angreb er effektive og at spillet har en genial mulighed for lave counter-angreb. Hvis man er hurtig kan man nemlig nå at fange modstanderen mens han angriber og vende hans angreb mod ham selv hvilket er meget effektivt. Det er dog ikke helt så nemt som i etteren, men hvis man er hurtig kan gøre megen skade ved at lade modstanderen angribe og så vende han tiltænkte dødsstød mod ham selv, dette er især underholdende at ydmyge ens venner med.

    Og så er der selvfølgelig den ting, der har gjort serien kendt: der er mange kvinder med i spillet, og man kan se at deres bryster hopper når de bevæger sig. Derudover er der det antal panty-shots der nødvendigvis må være når man smider rundt med dem (en ting, der nok nærmere er realistisk end overdrevet: man kan ikke undgå at se trusserne hvis nederdelen flyver op, hvilket den må gøre når man bevæger sig så meget som her). Nogle vil nok mene at dette er lidt ecchi, men det virker ikke malplaceret eller overdrevet på mig, nærmer som et yderligere skridt mod realismen (helt ærligt, pigernes kroppe og tøj bevæger sig altså sådan i virkeligheden, hvorfor skulle man så ikke vise det i computerspil?).

    Alt i alt er Dead or Alive 2 et rigtigt godt kampsportsspil. Grafikken er noget af det flotteste, der hidtil er set og kan leve op til de fleste nyere arcade-maskiner, musikken er god og gameplayet er godt. Et spil som enhver fan af kampsportsspil burde købe, og en værdig titel til at følges med PS2’s lancering. Det skal dog bemærkes at der ikke er så store forskelle mellem PS2 versionen og DreamCast, så hvis du ejer en sådan maskine skal du bare købe spillet, forskellen på de to udgaver er minimal.

  • Grandia

    Justin vil være eventyrer ligesom sin far. Sammen med den lille pige Sue gør han byen Parm usikker under deres træning til at blive eventyrere. Justins aller kæreste eje er hans Spirit Stone, som han arvede efter sin far. Alle andre tror at det er en forfalskning, men Justin er overbevist om at den er ægte.

    En dag får de af lederen af byens museum lov til at besøge et sted, hvor der laves arkæologiske udgravninger, men det er militæret der står for det, og de vil ikke have at et par børn ser, hvad de leder efter.

    Justin og Sue sniger sig alligevel ind til udgravningen, og der møder de et hologram af kvinden Liete, der siger at de skal drage over havet til den Ny Verden. Et er sikkert: bæreren af the Spirit Stone er udvalgt til at løse en stor opgave…

    Lad os begynde med det lidt negative: Grandia er ikke specielt flot, det eneste der er over middel er de tegnede mellemsekvenser, de kunne lige så godt stamme fra en anime som f.eks. Nadia.

    Man kan godt mærke at spillet er en konvertering til Playstation af et spil til Sega Saturn fra 1996. Ud over at den grafiske standard ikke var så høj dengang (og da var Grandia en af de bedre udseende titler) er konverteringen ikke lykkedes så godt. Nogle steder hakker billedet, og den gamle Saturn udgave skulle efter sigende ofte være bedre grafisk. Grafikken er lavet i klassisk japansk fantasy stil, men er alle steder tegnet godt. Områderne er tegnet i 3D mens personernes udseende er bitmapgrafik, der er trukket på en 3D ramme. Umiddelbart lyder det til at være grimt, men man mærker det ikke, tværtimod ser personerne mere detaljerede ud end i flere andre spil. Det hele er lavet i en pæn og lidt sød streg, men det bliver aldrig overdrevet og fjenderne er ofte ret grimme og ret store mens deres modstandere (spillerens personer) er mindre og lidt nuttede. Grafikken måske ikke den flotteste, men den har sin egen charme og passer godt til resten af spillet.

    Hvis grafikken ikke er noget specielt, så er musikken til gengæld noget af det bedre der er lavet til spil. Musikken kan sagtens måle sig med den i mange tv-serier eller film, og der er da også udkommet flere albums med den i Japan. Der er ny musik for hvert område, og musikken passer hver gang i stil til området, det endda selvom det hele er holdt i en form for episk fantasy stil. Det imponerende er, at selvom det mere eller mindre er samme stil hele spillet igennem bliver man ikke på noget tidspunkt træt af det.

    En anden del af lydsiden, der trækker spillet over middel, er at der nogen gange er lagt stemme til dialogen. Indrømmet, det er ofte lidt ulogisk hvorfor der netop er lagt stemmer på et sted og ikke på et andet, og dialogen kan skifte mellem ren tekst, tekst med tale og ren tekst igen i løbet af en samtale, men bare det at stemmerne er der gør meget. Stemmerne i den engelske version er heller ikke de allerbedste, men de gør deres arbejde og giver spillet endnu mere atmosfære. Den japanske tale skulle være virkeligt god, noget jeg desværre ikke har haft mulighed for at bekræfte.

    Den vigtigste ting i et spil er gameplayet, og her skuffer Grandia heller ikke. Hvor visse andre nyere rpgs næsten er Final Fantasy kloner, er Grandia på flere punkter bygget anderledes op uden dog at være så anderledes at det kan være svært at finde ud af.

    Kampsystemet minder meget om det i andre nyere rpgs: der er en bar nederst i billedet, hvor både spillerne og monstrene er vist. Ude mod højre på baren er er der et punkt der hedder command, og når en person når det skal man angive, hvad personen skal gøre. Når personen/monstret når yderst til højre bliver handlingen så udført og man begynder til venstre på baren igen. Det er forskelligt hvor hurtigt personerne/monstrene bevæger sig hen ad baren efter deres initiativ, og hvis man angriber et monster kan det være at man sænker eller endda ophæver dets valgte handling eller dets tur.

    Et sted, hvor Grandia også kan måle sig med de store, er dets magisystem. Man bruger mana eggs til at købe et magisk element (nogle af personerne har dog et eller flere elementer fra starten af) og får en enkelt spell inden for det element. Når man bruger spells tjener man exp til elementet, og efterhånden som elementets level stiger lærer man nye spells. Men hver enkelt spell optjener også point jo mere man bruger den. Alt i alt et mere traditionelt form for magisystem, men det fungerer så ikke noget at sætte fingeren på der. Man ender med at bekymre sig lige så meget om at “levelle” sin magi op som selve personen. En ting, der minder om spells, nåde i funktion og måde at stige på, er personernes special moves/skills. De vælges ligesom magi, og som i andre spil der har noget lignende (f.eks. FF seriens limit breaks) er de ret fede. Det rigtigt fede ved det, er dog at de er afhængige af personens skill i flere våben, man er altså nødt til at have et vist niveau i alle våben for at lære alle moves (og når man har set Justins “Heaven and Earth Cut” har man lyst til det…)

    Historien er mere eller mindre kliche hele vejen igennem, men den virker, og mens man spiller tænker man ikke over, at det historien bare er en ny blanding af ting man har set før i andre fantasy-historier. Slutningen på spillet kan måske virke lidt som et anti-klimaks, men man tilgiver det let da turen dertil har være så underholdene. Desuden er historien meget medrivende, man ender nemt med at spille virkelig lang tid, fordi man lige vil se hvad der så sker.

    Alt i alt er Grandia et af de bedste rollespil, der findes, og enhver der godt kan lide rollespil burde have det i sin samling. På grund af dets alder kan det dog være svært at opstøve i dag.

  • Dragon Ball Z – Revival Fusion Goku and Vegeta

    Dragon Ball Z – Revival Fusion Goku and VegetaEfter utallige Kampsports turneringer har vor helt Son-Goku kvalificeret sig til finalen, som denne gang gælder mælkevejens bedste kampsportsudøver.
    Ved et uheld i underverdenen slippes alle sjæle løs og al ondskab tager skikkelse af Janenba, der dog ikke er særligt skræmmende idet det er en stor gul tingest der ligner Michelin manden.
    Son-goku tager straks af sted for at bringe det hele i balance idet de undslupne sjæle skaber kaos i de levendes verden.

    Dragon ball Z – Revival fusion Goku and Vegeta er en film der bør ses af alle med et vist kendskab til serien, andre udenforstående bør nok holde sig væk da der springes en del i mellem personerne og et kendskab til deres indbyrdes venskab og konflikter hjælper en del.

  • The Cherry Project

    Chierry Asuka er datter af en forhenværende skøjteløber, der deltog i OL. Hun har arvet hendes fars talent, men har aldrig forsøgt at blive god til det. Hun er dog meget vild med en junior-champion, som hun så som tolvårig.
    En dag ramler hun (bogstaveligt talt) ind i ham. Han er på hendes egen alder, og fascineres meget af hendes løb. For at få hende til at blive hans partner til parløb, som han vil forsøge at bliver mester inden han snart stopper med at løbe på skøjter, flytter han skole, så han kan komme i klasse med hende. Ham og hans venner starter en plan for at få hende overtalt, “the Cherry Project”.

    Mangaen er tegnet i Naoko Takeuchis let genkendelige streg, men det er værd at bemærke at den er lavet før Sailor Moon, hvilket kan ses på flere punkter hvad tegningerne angår, men også hvad angår historien, ide den ikke løber så flydende, men ”hakker lidt” undervejs. Historien hænger dog godt sammen alligevel, og tegningerne er pæne at se på, selvom de ikke er helt så fine (eller skrøbelige) som de nogen gange er i Sailor Moon. Det betyder dog ikke at tegningerne har kraftige streger, langt fra. Takeuchi var allerede dengang blandt de mere ”spinkle” tegnere, selv blandt shoujo manga, og hendes kendingsmærker med kniplings-agtige mønstre som baggrund og lignende er også med her.

    Dermed ikke sagt at serien er dårligere end Sailor Moon, bare anderledes og værd at tjekke ud ikke kun for dem, der er fans af Naokos værker (Sailor Moon som det mest kendte) men også for dem, der tror at hun kun kan lave historier om usikre, magiske piger på jagt efter kærligheden; det her er om en usikker skøjteløbende pige på jagt efter kærligheden (shoujo manga er og bliver shoujo manga).

    Skrevet foråret 2000, redigeret 26/12/2004
    Note: Billederne er taget fra en engelsk fanoversættelse, ikke den tyske udgivelse nævnt i beskrivelsen.

    Genre: shoujo, sport
    Forfatter og tegner: Naoko Takeuchi
    Udgives i Tyskland af: Feest/Egmont (Egmont overtog Feest nogle år efter mangaens oprindelige udgivelse i 2000)