Kategori: Spil

Spil fra Japan

Yu-Gi-Oh! Trading Card Game
Man skal have været meget uopmærksom inden for anime / manga miljøet, hvis man ikke har hørt om Yu-Gi-Oh! og det tilhørende kortspil. I det hele taget er det svært at undgå Yu-Gi, idet den er et kæmpe hit blandt alle børn og unge i USA, og noget af den er da også blevet vist på dansk tv, og mangaen er ret populær herhjemme.
Den her anmeldelse handler dog ikke om serien men kortspillet, der nærmest er centrum for det hele, idet både mangaen om animeen senere handler om folk der spiller det.
Hver spiller har et deck på mindst 40 kort. Spillet begynder med at man slår sten-saks-papir om hvem der starter, og begge spillere trækker så 5 kort. Der er tre korttyper: monster, spells og traps.
Man har 8000 livspoint – ikke kun 4000 som i serierne, og man vinder normalt ved at reducere modstanderen til 0 point. Den nemmeste måde at gøre dette på er ved at angribe med sine monstre, der dog skal angribe modstanderens monstre først før de kan skade ham.
Til at hjælpe ens monstre har man trap og spell kort.
Traps er som navnet siger fælder som man spiller og så kan aktivere i de efterfølgende ture. De gør alt fra at smadre modstandernes monstre over at dele skade til ham til at give dine egne monstre bonusser. Spells har en effekt så snart de spilles, og det er også typisk noget der gavner en med det samme, såsom at fjerne et af modstanderens monstre, traps eller spells. Der er dog både traps og spells hvis effekter fortsætter indtil de bliver fjernet fra spillet, hvilket indbyder til et væld af strategier.
Der er dog en krølle på både monstre og vedvarende spells og traps: man kan kun have fem monstre og fem spells / traps i spil ad gangen. Dette gør at man skal administrere hvilke kort man spiller grundigt, især da visse kort er afhængige af hinanden.
Som måske antydet ovenfor er spillet både forholdsvis simpelt, men der er samtidig mulighed for at gå i dybden og udtænke mere komplekse strategier. Så på trods af at målgruppen nok primært er 10-14 år kan ældre sagtens få noget ud af spillet.
Grafisk set er spillet en blandet fornøjelse. Mens selve kortene er pænt trykt og de forskellige korttyper tydeligt forskellige kniber det ofte noget med illustrationerne på de enkelte kort. Der er store, brutalt udseende drager, ægyptiske sfinkser og veltegnede figurer i manga-stil i den positive ende, men spillet skæmmes af dårlige 3d-billeder og abstrakte tegninger, der ingen synlig sammenhæng har med kortenes navn eller funktioner.
Et andet kritikpunkt er kortenes pris, der er en smule højere end mange andre samlekort-spil.
Man er nærmest nødt til at købe et færdig-lavet deck for at begynde at spille, og da disse er ret billige (100-120kr for 40-50 kort) og indeholder mange af de mest almindelige og anvendelige kort er de et godt køb. Samtidig er de bygget op så man får en solid spiloplevelse ud af dem, og de burde være gode nok til at klare sig rimeligt med i turneringer endda.
At mange af dem så samtidig er bygget op over de decks, personer fra serien bruger, gør dem kun sjovere for fans; nu kan man endelig efterligne Yugi eller spille sin egen Blue-Eyes White Dragon.
Men snart vil man til at lave sit eget deck og finde sin egen spillestil, og det er her det begynder at blive dyrt. Man får en booster med 9 kort for 35-40kr, og den består af 8 common (normale) kort og et rare (sjældent). Det er som sådan fint nok , men når der er 5 grader af rare (rare, super, ultra, ultimate og secret) begynder det at blive svært at få bestemte kort, og det lugter langt væk af at være en pengemaskine for udgiveren.
Dette er det ultimative problem for Yu-Gi-Oh! kortspillet: det er lavet for at tjene penge på en populær titel, noget mange ser ned på. Det er dog en central del i universet omkring denne titel, og mange, især yngre, vil få et kick ud af at spille nøjagtigt som deres helte på tv/i mangaen. Og da det samtidig er et ganske godt spil kan man tillade sig at overse kommercialismen i det en stund og more sig med kortene. Lad duellen begynde.
Udgivere: Konami, Upper Deck Entertainment
10. juni 2008
Final Fantasy VII – Advent Children
Filmen foregår efter slutningen på Final Fantasy VII spillet og det kan være en stor fordel at have spillet det spil for at forstå handlingen, selv om det ikke nødvendigvis gør Advent Children til en dårligere oplevelse.
Der er gået to år og selv om verden er ved at blive genopbygget, så er der nye problemer i form af en sygdom der hærger befolkningen. Cloud og hans venner slipper heller ikke helt for at blive mindet om fortiden, da tre mænd dukker op, søgende efter Jenova.
Advent Children er lavet af Square Enix efterhånden ret berømte 3D system og sidst vi så den blive brugt udenfor et spil var i filmen Spirits Within. I mellemtiden er der sket ting og sager med systemet og det gør FFAD til en af de mest imponerende film der er lavet med ren computer animation. Man kan se en klar forbedring af person animationerne og især Tifa kan i visse klip være svær at adskille fra et rigtigt menneske. Men også baggrunde er blevet meget forbedret, om det så er bygninger, et mylder af personer eller de mange vinkler bruget under kampscenerne.
Og nok lige netop kampene er det der gør filmen værd at se, om man har spillet FFVII eller ej. Hæsblæsende action, med hurtige klip, flot animation og i det hele taget sker der så meget at man næsten glemmer at trække vejret.
Men udover at personerne nu er bedre designet, de er også bedre langt bedre animeret med henblik på skuespil. Ansigtstræk og bevægelser er for alvor bliver introduceret og der er også blevet plads til humor midt i mellem alt den action. Dog støder Square Enix stadig på problemer når det drejer sig om hår, noget der er med til at huske en på at det er computer grafik hele vejen igennem.
Er man en FFVII fan, så er Advent Children ikke noget man må gå glip af. Bare det at gense ens favorit karakterer er et nostalgi trip værd, men at se dem nedkæmpe et kæmpe monster i bedste tag-team stil, med rigt brug af deres forskellige evner, er guld værd.
Advent Children store problem er dog i handlingen, som virker meget klasket sammen og efterlader mange ting som man nok gerne så mere til, især i forholdet mellem cloud og Tifa, eller lidt mere om hvordan det var gået de andre karakterer i den mellemliggende år. Men skubber man lige det til side, så sidder man tilbage med et brag af en film, der får en til at ønske af der i fremtiden vil blive lavet meget mere af den slags.
Genrer: Sci-fi, fantasy
Alder: 7+
Studie: Square Enix
Instruktør: Tetsuya Nomura
Udgivet i Danmark af: Sony Pictures
3. marts 2007
DearS (PS2)
Dette spil er pt (starten af 2005) ikke udkommet i EU (eller andre vestlige lande), og chancen for at det gør det er ret lille, så betragt denne anmeldelse som en appetitvækker på hvad der findes “derovre” i Japan.
Folk der ikke har læst anmeldelsen af DearS animeen anbefales at læse den først, idet denne anmeldelse går ud fra at man har en ide om hvem personerne er.
Som I måske ved udkom der et DearS PS2 spil kort inden animeen begyndte på japansk tv. Det udkom i to udgaver, en regular og Limited Version udgave, hvor den sidste udover spillet have OST og nogle postkort. Det er ikke blevet udgivet andre steder i verden, ikke engang resten af Asien endsige i Vesten, og spørgsmålet er også om det bliver det idet det er en hardcore dating-simulator, en genre der ikke er ret udbredt her. Ja, det vil sige at spillet er på japansk og intet andet.
Spillet er som sagt en dating simulator, og det er meget typisk opbygget for genren. Du er på forskellige steder med pigerne, hvor du kan tale med dem, og indimellem vælger du en af dem, som så følger efter dig rundt i byen. Jo mere du taler med dem, jo bedre kan de lide dig, man kan købe ting (melon-pan :D) etc. Visse steder kan du så også få dem til at gøre ting for dig, støve af i din lejlighed, lave mad, se tv, etc. Dearsne vel at mærke, de er trods alt slaver.
Det der gør at spillet skilder sig ud fra mængden er altså absolut ikke gamplayet, men personerne. Det er dem man kender, og måske elsker, fra mangaen og animeen. Der er dog en til med, der primært optræder i spillet: China. Hun er en ung Dears, noget yngre end Ren og Miu i hvert fald, omkring en 12 år vel.
Hun er meget hyper, og er ofte på grænsen af at være irriterende. Hun planlægger hele tiden måder hun kan få spillerens opmærksomhed på, hvilket oftest går ud over Ren. Hendes stemmelægger er Haruka Momoi (Komugi-chan i Nurse Witch Komugi-chan, Mii-tan i Popotan, forsanger i gruppen Under 17), netop kendt for sine “hyper lille-pige” roller.
Resten af stemmelæggerne er de samme som i animeen.
Historien er grundlæggende den samme som de andre udgaver, på nær at China-chan er med.
Et rumskib med aliens styrter ned på Jorden, og da de ikke kan reparere det bliver de her og integrerer sig i det samfund de landede i, Japan. En år efter finder en ung mand, der ikke bryder sig om Dears, som rumvæsnerne kalder sig, en Dears pige liggende besvimet i en park. Han redder hende fra at blive kørt ned af en lastbil, og hun udvalger ham til sin herre. Hun lærer hurtigt at tale japansk, og efterhånden glider hun ind som en del af hans hverdag.
Spillet har samme grundhistorie, men allerede dagen efter man finder Ren samler man China op, og delen hvor Ren ikke kan snakke gjort meget længere, og der er en del scener med Ren og China der taler sammen på “dearsk”. Det at China er der gør en del scener andereledes, så hvor historien grundlæggende er den samme er der hele tiden en drejning pga. China.
Grafikken er pæn, men viser på ingen måde hvad PS2 kan. Det hele er ren 2d, 3d-effekter er ikke eksisterende, men ville heller ikke passe til stilen. Billedet er rimeligt skarpt og farverne tydelige, noget der er vigtigt så farverigt som det er. Personerne og stederne ligner stregen i animeen fuldstændig; da de to udkom omtrent samtidig vil jeg tro at dem der lavede spillet arbejdede sammen med anime-folkene og at det er de samme der har lavet character-designs etc.
Så alt i alt er det et middelmådigt dating-spil, der holdes oppe af nogle tiltalende personer, som man måske kender i forvejen.
Platform: PlayStation 2
Genre: Dating simulator
Alder: Alle
Lavet af: Media Works
5. januar 2005
Lunar Legend
Drengen Alex og pigen Luna bor i den lille by Burg. Uden for byen er der et mindesmærke til ære for Dragonmaster Dyne, der døde for 15 år siden da han redede Verden. Alex beundrer Dyne enormt og drømmer om selv at blive Dragonmaster, en mand udvalgt til at kæmpe for gudinden Althena og livet.
Men for at blive Dragonmaster skal man bestå dragernes prøver; dragerne som er Althenas vogtere i denne verden.
For netop at tage denne prøve kommer der en dag en troldmand fra Vane, magiens by, til Burg, da der den hvide drages tempel er i nærheden. Det er selvfølgelig Alex og Luna der bliver vejvisere, og deres eventyr begynder.
Lunar Legend er GameBoy Advance udgaven af det blandt fans af japanske rollespil elskede Lunar, der desværre ikke udkom i EU. Når man har spillet i hænderne forstår man ikke, at de ikke har udgivet de tidligere udgaver (Sega CD og PlayStation).
Historien er god, rigtig god hvis man kan lide klassisk fantasy set igennem et japansk filter. Umiddelbart er den meget forudsigelig, men der er et par rigtig gode drejninger undervejs.
Historien gør at man sidder klistret til skærmen, man skal lige se hvad der sker som det næste. Da den er så medrivende lever man sig virkelig ind i den, og det understøttes også af at personerne er tiltalende, om end stereotyper, men de har alle nogle små skævheder der gør at man kommer til at holde af dem.
Den gode historie og personer skjuler dog ikke et dårligt gameplay, om end nogen nok vil finde det en smule gammeldags og kedeligt. Selve systemet med turbaserede kampe, experience og point man bruger på magi og special angreb er godt nok meget traditionelt, men hvorfor ændre på en formel der virker? Tag de ældre Final Fatasy spil, Phantasy Star og andre i samme stil, ryst og så har du systemet i Lunar. Ingen nye finesser man kan udnytte, men hvis man bare har spillet ét japansk rpg inden er der praktisk taget ingen læringskurve, man går lige på og føler sig straks hjemme. Den klassiske opbygning og stil medfører dog også en masse random encounters, noget som mange måske ikke husker som en god ting i de ”klassiske rpgs”.
Grafikken er glimrende for en GBA titel og næsten en tro kopi af den på de ”rigtige” konsoller. Mellemsekvenserne lider lidt af at måtte nøjes med GBAens grafik, men alt i alt er spillets visuelle side rigtig god og stemningsfuld, man kunne sagtens sætte det til sit tv og spille det derpå.
Lyden lider noget mere under systemets begrænsninger. På trods af ”bip-bip” lyden er baggrundsmusikken dog til at holde ud af høre på og endda ret god. Det er også lykkedes udviklerne at få nogle tale-stumper med, og de gør sig forbavsende godt og føjer et lag mere til stemningen.
Lunar fortjener sin status som et klassisk japansk rpg på linje med Final Fantasy spillene, Grandia, etc. På trods af GBAens begrænsninger gør det sig rigtig godt der, så det at det er en portabel konsol skal ikke skræmme rpg fans. Anbefales meget.
Type: Rollespil, tur-baseret
Genre: Fantasy
Platform: GameBoy Advance
23. december 2004
Disgaea – Hour of Darkness
Dæmon-prinsen Laharl vågner efter 2 års søvn til at hans far, lederen af Underverdenen, er død. Hans ”trofaste” vasal Etna er der dog for at hjælpe ham med at generobre dæmonernes respekt og konge-magten. Så sammen med Etna og en flok prinnier, udøde pingviner, begiver han sig ud for at gøre dette.
Undervejs møder han mange farverige personer: den indbildske Vyers, den griske svine-dæmon Hog-Meister og engelen Flonne, der er på hemmelig mission, og flere til.
Disgaea er et strategi-rollespil, en genre der ikke er udgivet specielt meget af i Europe men som er ret populær i Japan. Strategi-rollespil fokuserer på kamp-delen fra rollespils-genren, der er udvidet kraftigt i forhold til den klassiske ”Final Fantasy” stil med elementer fra rene strategi-spil. Således er der et kort, eller nærmere spilleplade idet den er tydeligt felt-opdelt, hvorpå man flytter sine karakterer / ”brikker” rundt. Hver person har så en rækkevidde med hvor langt de kan rykke, og det samme gælder angreb, de kan angribe et forskelligt antal felter fra hvor de står.
Derudover er der skills og items, ligesom i almindelige rollespil, og dette er da ikke det eneste sammenligningspunkt, idet personerne for experience og stiger levels etc. Det er dog ikke kun personerne der har levels, men også items, der stiger i level ved at man går ”ind i dem” og vinder kampe. Disse ”item worlds” er tilfældigt genereret hver gang, hvilket gør det en smule mindre trivielt at ”level’e” op, idet karaktererne også får exp for kamp der så man slår to fluer med et smæk. Udover har items en grad af sjældenhed, så det at få de bedste items taget lang, lang tid.
Alt i alt er der dog intet virkeligt nyt i systemet, tingene har lidt andre navne og opbygning, men det er som andre spil i genren. Dog er der endnu flere ting man kan øge levels på i Disgaea end normen er, selv for denne spiltype, så spillet vil være et paradis for stat-elskere (I er derude, indrøm det bare).
Grafisk vil mange nok rynke på næsen, idet spillet er 2d og ikke har det mest detaljerede billeder, det ligner nærmest et PlayStation 1 spil. Men den simple 2d-grafik er alligevel utroligt charmerende, og den er alt i alt en af de vigtigste grunde til at spillet er blevet så stort et kult-hit.
Karakterernes design er ret farverigt, sødt og nuttet, hvilket gør det, at de er dæmoner lidt komisk. Alle hovedpersonerne ligner børn, og deres opførsel passer indimellem dermed. I det hele taget afslører personernes udseende med det samme deres væremåde.
Alle monstrene er også sjove at se på: fra de udøde pingviner, prinnierne, over cat-girls, nekomataer, til nuttede gargoyler og drager.
Samlet giver dette spillet et meget sødt udseende, men det undgår de værste pastelfarver og bliver dermed ikke for meget.
Lyden er acceptabel, men det er ikke noget man husker efter spillet stoppet. Musikken gør sit arbejde i baggrunden og ryger ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade andet indtryk end passende baggrundsstøj.
Talen i den europæiske udgave er engelsk, men den er til at holde ud og passer nogenlunde til personerne. Etnas stemme er dog noget ældre end hendes udseende, og Flonnes stemme er overdrevet høj og pusse-nusset. Andre, som Laharl og Vyerl, er dog okay, og sammen med et rimeligt forsøg på skuespil gør det at de hjælper en med at leve med i historien.
Historien er simpel og for det meste let at forudsige, men der er nogle twists undervejs, der gør den interessant og ikke bare noget der skal overstås. Sammen med de tiltalende personer gør dette at man sagtens kan blive draget med i spillet af den grund også.
Alt i alt er Disgaea et glimrende spil og noget af det bedre som strategi rpg genren kan tilbyde. Det har da også som tidligere nævnt fået en pæn popularitet i visse kredse, bl.a. blandt anime-fans, og er helt klart anbefalelsesværdigt hvis man vil prøve noget der er en smule anderledes.
Platform: PlayStation 2
Genre: Strategi RPG
Alder: Alle
Lavet af: Nippon Ichi Software
Udgivet i EU af: Koei
27. september 2004
Pikmin
Idéer er en sjov størrelse. En god idé kan komme til dig på de mærkeligste steder og tidspunkter, ofte når du mindst venter det. Præcis hvordan ideer opstår kan være svært at sige, men det er ikke ualmindeligt at de begynder med en sær, lille strøtanke. Denne anmeldelse vil herunder dække, hvad der blev resultatet af at en spøjs mand en dag slappede af med noget havearbejde, pludselig kiggede ned i et af sine bede og tænkte: “Kunne det ikke være enormt sjovt, hvis der løb små farvede væsner rundt mellem planterne?”
Du er Captain Olimar fra planeten Hocatate, rumrejsende og anset interstellar fragtmand af videnskabeligt forskningsmateriale. Da du i lang tid har arbejdet hårdt, har du besluttet at tage dig en velfortjent ferie i det ydre rum i dit elskede rumfartøj, Delfinen (The Dolphin). Rejsen går desværre langt fra glat. Knap er du fløjet ud fra hjemstavnen, før en vildfaren asteroide rammer dit fartøj. Hårdt skadet styrer dit rumskib mod den nærmeste planet, for at blive spredt over et godt stykke af planetens overflade.
Da du kommer til dig selv efter den hårde nødlanding, finder du til din store bekymring ud af at dit fartøj desværre nok kan betegnes som værende noget nær totalskadet, og du vil ikke kunne lette. Hvad værre er, luften på planeten er giftig for dig, og din egen rumdragt har kun strøm til tredive dage. Dybt nedslået giver du dig til at undersøge overfladen for spor af dine rumskibsdele. Inden længe støder du på et underligt kæmpeløg, som, da du rører det, smider et frø, der snart spirer og ved oprykning viser sig at være et underligt lille væsen, der er mere end ivrig efter at hjælpe dig på din mission. Dit eventyr kan begynde.
Lad det være sagt med det samme: Pikmin er unikt, underholdende og nøjagtigt lige så spøjst som ideen der startede det, både i kraft af historie og gameplay såvel som de forskellige genre-elementer. Selv en hårdkogt gamer vil nok have vanskeligheder ved at arkivere Pikmin under én bestemt genre, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Selvom en stor del af spillet er baseret på Real Time Strategy-elementer, vil fans af denne genre nok ikke kalde det et sandt strategispil, selvom de ville kunne nikke genkendende til meget. Ligeledes vil fans af andre genrer også kunne genkende ting.
Pikmin starter enkelt. I begyndelsen vandrer man rundt på overfladen af planeten som Captain Olimar, men inden længe finder man et løg, som producerer Pikmins. Det handler så om at få disse Pikmins til at indsamle næring til løget, som derved producerer flere Pikmins, indtil man har en styrke stor nok til at hjælpe en med at finde de manglende skibsdele. Pikmins kan deles op i tre typer: Der er røde, gule og blå Pikmins, som hver har deres specielle særtrin. Røde Pikmins er f.eks. de bedste krigere og er modstandsdygtige overfor flammer, hvor gule Pikmins kan kastes længere/højere og er eksperter i at håndtere bomber. I begyndelsen har man kun røde Pikmins, men man opdager snart at det vil være nødvendigt at udforske andre områder på planeten, for at finde de andre Pikmintyper, hvis man skal gøre sig håb om at finde alle de tredive skibsdele, som er spredt over planeten.
Ligesom i strategispil handler det om at indsamle ressourcer (i form af faldne fjender eller Pikmin-tabletter), og producere en masse units, som man skal organisere og få til at samarbejde efter bedste evne. Modsat strategispil er man som feltherre dog meget nær på sine enheder, idet man vandrer rundt på overfladen sammen med dem. Dette bevirker at man kun kan styre én gruppe ad gangen og at man desuden skal huske at holde sig lidt på afstand, når man sender sin hær i kamp mod planetens rovdyr. Captain Olimar er nemlig præcis lige så sårbar som ethvert andet levende væsen på hans størrelse, og får han for mange skrammer, så er det Game Over, og man må starte den pågældende bane forfra. Captain Olimars placering i spillet gør også at kampene bliver en del mere hektiske og nærheds-prægede, når man pisker rundt mellem sine enheder (op til 100 på én gang!) og fløjter ordrer, mens man forsøger at undgå selv at tage skade.
Kontrolmæssigt fungerer spillet fint. Kameraet giver sjældent problemer, da det altid er placeret, så det kigger skråt ned på Olimar. Man har mulighed for at zoome ind og ud, samt roterer kameraet på de to grå skulderknapper. Desuden kan vinklen på kameraet justeres på Z-knappen. Placeringen af knapper falder nogenlunde naturligt, selvom visse kontrolelementer lige skal prøves et par gange, før man har styr på det.
I hvert område findes der en “landingsbase”, som typisk er et lille, afgrænset område af banen, hvor man har fred til at dyrke Pikmins og hvor Captain Olimar kan genoplade sin rumdragts beskyttelse fra sit skib, hvilket let kan blive nødvendigt i nogle af de senere områder. Hvert område har så et bestemt antal skibsdele, som man skal forsøge at få flest muligt af hjem til basen, inden solnedgang. Det er desuden vigtigt at sørge for at have alle Pikmins lagret i løgene eller i følgeskab med sig selv, når natten falder på, da de ellers vil blive spist af rovdyr i ly af mørket.
Tiden er nok den største hage ved Pikmin. Du har tredive dag til at finde alle skibsdelene, før din dragt holder op med at virke og stakkels Captain Olimar lider kvælnings-døden. En dag varer ca. 15 minutter i virkeligheden og spillet kan derfor virke en anelse stressende af og til. Tidsbegrænsningen er sandsynligvis lagt på med henblik på at øge sværhedsgraden, men det kan virke generende at man ikke altid har tid til at køre igennem i sit eget tempo og lægge mærke til de små detaljer.
Grafisk set er Pikmin udmærket. Grafikken er flot, selvom den langt fra presser maskinen. Hele spillet er bygget op i en noget nuttet og rund stil, som går fint i et med spillets tema. Teksturerne er ligeledes flotte (en stor del af dem er baseret på Shigeru Miyamotos egen have), selvom de godt kunne have været af højere opløsning.
Holdbarhedsmæssigt er Pikmin dog ikke blandt de bedste. Hovedspillet er beklageligt kort, hvis man drøner igennem det, hvilket specielt hardcore RTS-spillere sikkert vil være i stand til. En Challenge Mode, hvor man skal udføre specifikke opgaver på de forskellige områder redder dog noget hjem, men det er ærgerligt at sådan et fornøjeligt spil ikke er længere.
Pikmin er en beretning om hvordan en spøjs strøtanke kan blive til et særdeles underholdende spil og et prima eksempel på nytænkning, som har manglet lidt i spilbranchen i den seneste tid. Desværre har det også sine fejl og mangler, men de mange gode ting det også indeholder er nok til at redde det en god karakter alligevel. Selvom man ikke har lyst til at eje det, skylder man i det mindste sig selv at prøve det.
1. januar 2004
Legend of Legaia
Gud skabte verden og menneskene og for at hjælpe menneskene skabte han Seru’erne, der er levende krystaller der er i stand til at give en menneskelig bærer overmenneskelige kræfter. Verden levede lykkeligt og i fred indtil the Mist, en underlig tåge, en dag dukkede op. The Mist gjorde at Seru begyndte at angribe mennesker og de mennesker, der bar Seru, blev til monstre.
Siden har verden levet i frygt men lever i håbet om at nogen en dag vil drive the Mist væk. Dette bliver drengen Vahns opgave. Han drager rundt i Legaia (navnet på verdenen) og vækker såkaldte Genesis træer, træer der er i stand til at drive the Mist væk fra det område de vokser i, til live. Han får hjælp og nogle venner og nogle Ra-Seru, intelligente Seru der ikke bliver ændret af the Mist. Sammen drager de rundt i verden for at udrydde the Mist…
Legend of Legaia er, som navnet måske antyder, et typisk eksempel på rollespil til PlayStation (der er en del andre, der hedder noget lignende f.eks. Legend of Kartia). På alle punkter er det da også ret gennemsnitligt og falder i med mængden: grafikken er pæn, men det er nok de færreste der vil blive imponerede over den; historien er udmærket men meget, for nu at sige det pænt, klassisk; det generelle gameplay er heller ikke noget specielt, det der er unikt og gør spillet lidt anderledes end andre japanske rpg er kampsystemet: i stedet for bare at vælge at angribe eller en type angreb skal man angive en joypad-kombination for forskellige dele af kroppen, lidt ligesom i kampsportsspil. Hvis man har angivet en bestemt kombination laver man et art angeb der gør ekstra skade Kampene foregår dog ikke i real-tid men turbaseret, så man angiver angrebene for hver personer i en liste, går videre til den næste hvor det gentager sig, så sker angrebene og monstrene har deres tur osv.
Ellers er gameplayet meget neutralt og nærmest identisk med det i andre af denne type spil: man rykker sit party rundt på et kort, hvor man ret ofte bliver overfaldet af tilfældige monstre, eller på pre-renderede locations à la Final Fantasy-serien. Man finder objekter og våben der hjælper en i kampene, møder folk og snakker med dem, etc. Tilfældighedskampene kommer ret ofte, måske for ofte vil nogen mene (men så slipper man for at rende så langt for “level’e” op), men kampene tager ikke overhånd og man får ikke følelsen af kamp er det eneste formål i spillet.
Gameplayet er altså ikke godt eller dårligt: spillet er nemt at håndtere, man lægger nærmest ikke mærke til styringen hvis man har spillet et spil af samme type før, man spiller bare. På den anden side er styringen i allerhøjeste grad ikke innovativ, men igen: man føler sig hurtigt hjemme, og hvis man har spillet et spil i samme genre lægger man ikke mærke til at det er et nyt spil hvad styring angår. Det, der gør at man spiller spillet er det innovative og anderledes kampsystem og historien, der er ret kliché men alligevel ikke dårligere end gennemsnittet af fantasy-historier. Nogle vil nok synes at spillet er for let, i hvert fald vil folk der har spillet et eller to rpg ikke støde på ret svære problemer, men det kan også være godt: et spil der er nemt og hurtigt og gå til men som også har noget af charmen fra sværere og mere komplicerede rollespil.
Alt i alt er Legend of Legaia et udmærket spil, men ikke nogen milepæl, det eneste anderledes og nye er kampsystemet. Men hvis du kan lide japanske rollespil (og hvem kan ikke det?) og mangler lidt underholdning, så kan det klart anbefales.
30. december 2002
Dead or Alive 2
Velkommen til et af de første spil til PS2, Dead or Alive 2, der endda “kun” er en konvertering af et DreamCast-spil. Spillet er stort set identisk på begge platforme, på nær at der er tilføjet lidt ekstra i PS2-udgaven. Dette skal absolut ikke ses som et minus, for spillet er godt, endda ret godt.
Der ikke nogen særlig god baggrundshistorie, bare den sædvanlige smøre med at der holdes en stor turnering af en magtbegærlig person (hvor har jeg hørt dette før? Street Fighter? Tekken???). Men man får spillets personers grunde til at medvirke at vide i cutscenes mellem næsten hver eneste kamp, og dette er med til at gøre personerne mere levende. At de så både grafisk og lydmæssigt passer til rollen gør er der ikke noget negativt at sige der, spillet har nogen af de mest tiltalende personer i et kampsportsspil.
Grafikken er meget flot. Alting er i 3D, selv detaljer så som jernstænger i baggrunden, alt er 3dimensionelt og kan ses fra alle sider. I det hele taget er baggrundene utroligt flotte og meget realistiske, alle stederne er som taget ud af en film (og grafikken er så god, at man næsten tror at de er det). Personerne er meget realistiske at se på, om end de er lavet mere i manga-stil, og dermed også lidt urealistiske, end i f.eks. Tekken Tag Tournament. Karakterdesignet er dog utroligt godt og alle personerne har hver sin personlighed både hvad udseende og kæmpemåde angår, noget man ikke just kan sige om den nærmeste konkurrent, Tekken Tag Tournament.
En ting der specielt skal nævnes er personernes hår, det er sindssygt flot lavet og ligner næsten rigtigt hår (dette er en ting der er utroligt svært at lave som computergrafik). Tøjet er også meget flot animeret og bevæger sig i takt med kroppen, f.eks. bølger pigernes nederdele (eller lignende) i takt med deres bens bevægelser, de er ikke stive som et bræt som i kampsportsspil til psx. Man kan også se niveauforskellen i personernes muskler, det er tydeligt at se at der er flere kræfter under hjelmen på konsollen og at man derfor kan lave meget mere i ren 3d.
Musikken er som den ofte er kampsportsspil syntetisk rock, men der er ingen numre imellem som bliver direkte trætte af, og nogle af numrene er faktisk ret fængende. Musikken er dog lydkvalitetsmæssigt bedre end på psx (jeg synes i hverfald, at jeg kan høre forskel). Det er også noget nyt (i forhold til psx) at der er tale på alle mellemsekvenser, ikke kun tekst (kan dog slås til). Dette giver meget stemning, hvilket leder mig til at andet pluspunkt ved spillet. En anden ting, der er virkeligt godt i spillet, er at man kan vælge mellem engelsk og japansk tale i selve spillet (under kampene og i mellemscenerne, ikke kun teksten i menuerne som normalt i ps2-spil). De engelske stemmer er udmærkede (hvis man sammenligner med film, idet der ikke er ret mange spil med tale) men ikke helt så gode som de japanske. Dette valg af tale er utroligt fedt, selv om det kun er en mindre detalje er det med til at give spillet stemning. Det er et plus for dem, der gerne vil kunne forstå hvad der bliver sagt i et kamp-spil, men os der ikke har noget imod japansk kan få lov til at få den originale tale uden at den nogen steder (f.eks. i mellemscenerne) bliver afbrudt af engelsk synkro.
En detalje er at mellemsekvenserne er lavet med spillets egen grafik, men de er ligeså flotte som dem i andre spil (og flottere end mange video-sekvenser for år tilbage), dette gør også at man ikke føler at der er et hak mellem spillet og mellemsekvenserne. Al respekt til Tecmo for at have lavet en så god grafik-engine.
Som sagt kan man også vælge mellem menu-sprog, men der er udbredt blandt ps2-spil, så ingen store roser for dette. Menuerne er nemt og overskueligt opbygget, der er rart at man kan se alle modes på en skærm i stedet for at skulle scrolle op og ned som i f.eks. Tekken spillene. Spillet er lidt svært at styre til at begynde med, idet det er en slå-knap, en sparke-knap, en kaste-knap og en knap til fri-gang (så man kan bevæge sig mere frit i forhold til kameraet) og andre effekter alt efter hvad man gør før / samtidig med at man trykker på knappen. Dette kan kræve lidt tilvænning, specielt fri-gangs knappen.
En god ting er at baggrundene har betydning, man kan kaste hinanden ind i vægge eller rækværk, der så giver efter så man ryger ned på et lavere liggende niveau. Det giver selvfølgelig mere skade at slå en ind i væggen er skubbe dem udover en høj kant, det er utroligt fedt et smide ens modspiller ud fra kanten af en høj klippe og bagefter hoppe efter for at give ham / hende nådesstødet (også selvom der er 10 meter eller mere ned lander man på fødderne uden skade, hvilket ikke kan siges om den skubbede / kastede person). Sammen med at man kan lave nogle ret dramatiske (og urealistiske) slag / spark / kast / skub, men spillet ender ikke med at blive en kamp om hvem der laver de bedste moves som Tekken og StreetFighter spillene så ofte gør, dette skyldes til dels at de almindelige angreb er effektive og at spillet har en genial mulighed for lave counter-angreb. Hvis man er hurtig kan man nemlig nå at fange modstanderen mens han angriber og vende hans angreb mod ham selv hvilket er meget effektivt. Det er dog ikke helt så nemt som i etteren, men hvis man er hurtig kan gøre megen skade ved at lade modstanderen angribe og så vende han tiltænkte dødsstød mod ham selv, dette er især underholdende at ydmyge ens venner med.
Og så er der selvfølgelig den ting, der har gjort serien kendt: der er mange kvinder med i spillet, og man kan se at deres bryster hopper når de bevæger sig. Derudover er der det antal panty-shots der nødvendigvis må være når man smider rundt med dem (en ting, der nok nærmere er realistisk end overdrevet: man kan ikke undgå at se trusserne hvis nederdelen flyver op, hvilket den må gøre når man bevæger sig så meget som her). Nogle vil nok mene at dette er lidt ecchi, men det virker ikke malplaceret eller overdrevet på mig, nærmer som et yderligere skridt mod realismen (helt ærligt, pigernes kroppe og tøj bevæger sig altså sådan i virkeligheden, hvorfor skulle man så ikke vise det i computerspil?).
Alt i alt er Dead or Alive 2 et rigtigt godt kampsportsspil. Grafikken er noget af det flotteste, der hidtil er set og kan leve op til de fleste nyere arcade-maskiner, musikken er god og gameplayet er godt. Et spil som enhver fan af kampsportsspil burde købe, og en værdig titel til at følges med PS2’s lancering. Det skal dog bemærkes at der ikke er så store forskelle mellem PS2 versionen og DreamCast, så hvis du ejer en sådan maskine skal du bare købe spillet, forskellen på de to udgaver er minimal.
23. december 2000
Grandia
Justin vil være eventyrer ligesom sin far. Sammen med den lille pige Sue gør han byen Parm usikker under deres træning til at blive eventyrere. Justins aller kæreste eje er hans Spirit Stone, som han arvede efter sin far. Alle andre tror at det er en forfalskning, men Justin er overbevist om at den er ægte.
En dag får de af lederen af byens museum lov til at besøge et sted, hvor der laves arkæologiske udgravninger, men det er militæret der står for det, og de vil ikke have at et par børn ser, hvad de leder efter.
Justin og Sue sniger sig alligevel ind til udgravningen, og der møder de et hologram af kvinden Liete, der siger at de skal drage over havet til den Ny Verden. Et er sikkert: bæreren af the Spirit Stone er udvalgt til at løse en stor opgave…
Lad os begynde med det lidt negative: Grandia er ikke specielt flot, det eneste der er over middel er de tegnede mellemsekvenser, de kunne lige så godt stamme fra en anime som f.eks. Nadia.
Man kan godt mærke at spillet er en konvertering til Playstation af et spil til Sega Saturn fra 1996. Ud over at den grafiske standard ikke var så høj dengang (og da var Grandia en af de bedre udseende titler) er konverteringen ikke lykkedes så godt. Nogle steder hakker billedet, og den gamle Saturn udgave skulle efter sigende ofte være bedre grafisk. Grafikken er lavet i klassisk japansk fantasy stil, men er alle steder tegnet godt. Områderne er tegnet i 3D mens personernes udseende er bitmapgrafik, der er trukket på en 3D ramme. Umiddelbart lyder det til at være grimt, men man mærker det ikke, tværtimod ser personerne mere detaljerede ud end i flere andre spil. Det hele er lavet i en pæn og lidt sød streg, men det bliver aldrig overdrevet og fjenderne er ofte ret grimme og ret store mens deres modstandere (spillerens personer) er mindre og lidt nuttede. Grafikken måske ikke den flotteste, men den har sin egen charme og passer godt til resten af spillet.
Hvis grafikken ikke er noget specielt, så er musikken til gengæld noget af det bedre der er lavet til spil. Musikken kan sagtens måle sig med den i mange tv-serier eller film, og der er da også udkommet flere albums med den i Japan. Der er ny musik for hvert område, og musikken passer hver gang i stil til området, det endda selvom det hele er holdt i en form for episk fantasy stil. Det imponerende er, at selvom det mere eller mindre er samme stil hele spillet igennem bliver man ikke på noget tidspunkt træt af det.
En anden del af lydsiden, der trækker spillet over middel, er at der nogen gange er lagt stemme til dialogen. Indrømmet, det er ofte lidt ulogisk hvorfor der netop er lagt stemmer på et sted og ikke på et andet, og dialogen kan skifte mellem ren tekst, tekst med tale og ren tekst igen i løbet af en samtale, men bare det at stemmerne er der gør meget. Stemmerne i den engelske version er heller ikke de allerbedste, men de gør deres arbejde og giver spillet endnu mere atmosfære. Den japanske tale skulle være virkeligt god, noget jeg desværre ikke har haft mulighed for at bekræfte.
Den vigtigste ting i et spil er gameplayet, og her skuffer Grandia heller ikke. Hvor visse andre nyere rpgs næsten er Final Fantasy kloner, er Grandia på flere punkter bygget anderledes op uden dog at være så anderledes at det kan være svært at finde ud af.
Kampsystemet minder meget om det i andre nyere rpgs: der er en bar nederst i billedet, hvor både spillerne og monstrene er vist. Ude mod højre på baren er er der et punkt der hedder command, og når en person når det skal man angive, hvad personen skal gøre. Når personen/monstret når yderst til højre bliver handlingen så udført og man begynder til venstre på baren igen. Det er forskelligt hvor hurtigt personerne/monstrene bevæger sig hen ad baren efter deres initiativ, og hvis man angriber et monster kan det være at man sænker eller endda ophæver dets valgte handling eller dets tur.
Et sted, hvor Grandia også kan måle sig med de store, er dets magisystem. Man bruger mana eggs til at købe et magisk element (nogle af personerne har dog et eller flere elementer fra starten af) og får en enkelt spell inden for det element. Når man bruger spells tjener man exp til elementet, og efterhånden som elementets level stiger lærer man nye spells. Men hver enkelt spell optjener også point jo mere man bruger den. Alt i alt et mere traditionelt form for magisystem, men det fungerer så ikke noget at sætte fingeren på der. Man ender med at bekymre sig lige så meget om at “levelle” sin magi op som selve personen. En ting, der minder om spells, nåde i funktion og måde at stige på, er personernes special moves/skills. De vælges ligesom magi, og som i andre spil der har noget lignende (f.eks. FF seriens limit breaks) er de ret fede. Det rigtigt fede ved det, er dog at de er afhængige af personens skill i flere våben, man er altså nødt til at have et vist niveau i alle våben for at lære alle moves (og når man har set Justins “Heaven and Earth Cut” har man lyst til det…)
Historien er mere eller mindre kliche hele vejen igennem, men den virker, og mens man spiller tænker man ikke over, at det historien bare er en ny blanding af ting man har set før i andre fantasy-historier. Slutningen på spillet kan måske virke lidt som et anti-klimaks, men man tilgiver det let da turen dertil har være så underholdene. Desuden er historien meget medrivende, man ender nemt med at spille virkelig lang tid, fordi man lige vil se hvad der så sker.
Alt i alt er Grandia et af de bedste rollespil, der findes, og enhver der godt kan lide rollespil burde have det i sin samling. På grund af dets alder kan det dog være svært at opstøve i dag.
20. december 2000