AnimeGuiden

Tag: action

  • Texhnolyze

    I et gigantisk underjordisk kompleks møder vi Ichise, der overlever ved at bokse. Desværre render han ind i problemer med ”Organ”, en af de to mafia lignende organisationer der regerer den lovløse by som serien udspiller sig i. Mødet med en gruppe af Organ’s folk efterlader Ichise med højre arm og venstre ben skåret af. Men han bliver fundet af den lokale Texhnolyze kirurg, der udstyrer ham med en ny arm og et nyt ben lavet af denne imponerende teknologi.

    Samtidigt med at vi oplever Ichise’s ret desperate tilværelse, så følger vi også historien om den rejsende ved navn Yoshii. Han kommer fra verdenen ovenover og søger efter information om byen og om det mystiske mos ved navn Lux, som gør det muligt at bruge Texhnolyze til at erstatte menneskelige lemmer med kunstige dele.

    Men imens disse to historier bliver fortalt, så oplever man også den magtkamp, der er imellem byens to regerende organisationer, og på de mange niveauer den foregår. Lige fra Ichise der er involveret med volden på gaden, til Yoshii der bliver blandet ind i toppens lidt mere skjulte opgør.

    Texhnolyze er alt andet end en normal anime, og det bliver man klar over allerede ret tidligt i første episode. Alting er lavet i en meget dyster stil, både tegnestilen, handlingen og den ofte ret sparsomme dialog. Man oplever i fulde detaljer denne verdens forfald og vold. Byen er et sted hvor menneskeliv er næsten uden betydning og personlig magt er alting. Der bliver derfor heller ikke holdt igen og serien er også ganske blodig.

    Hvad der især er med til at fremhæve seriens særhed er, at der ofte ikke bliver sagt ret meget. I hele første episode er der næppe mere end 10 replikker. Derimod bliver utroligt meget fortalt visuelt og med meget detaljerede billeder.

    Især Ichise’s del af handlingen er der ikke ret meget tale i, men alligevel formår seriens skabere uden problemer at fortælle en masse om hvem han er.

    Til gengæld, når der er dialog, så bliver der ikke spildt nogen ord og næsten alt der bliver sagt er vigtigt for handlingen.

    Men lige netop serier med alternative måder at fortælle historier er en af skaberens stærke sider. Den drivende kraft bag Texhnolyze er Abe Yoshitoshi, nok mest kendt for Serial Experiments Lain og den nyere serie Haibane Renmai

    Modsat Lain og Haibane er Texhnolyze dog ret voldelig, og handlingen forekommer ofte ret intens, til det punkt hvor man nok ikke skal kigge væk fra skærmen ret længe af gangen. Det er dog heller ikke noget problem, da serien sagtens kan holde ens opmærksomhed fanget.

    Texhnolyze er en sci-fi og action thriller, der ikke kan sammenlignes med ret meget andet, alene på grund af den særprægede måde som historien bliver fortalt på. Især efter at have set første episode er man forvirret, forundret og generelt i den tilstand hvor man siger ”Hvad skete der egentlig de sidste 24 minutter?” Men langsomt, efterhånden som historien bliver fortalt, så lærer man mere og mere og man begynder at se de tråde der binder alting sammen.

    Texhnolyze kan varmt anbefales til alle, der ikke har noget imod en dyster serie der motionerer hjernecellerne, og kunne man lide Lain, så bør man gøre sig selv den tjeneste lige at kigge lidt på Texhnolyze.

    Genre: Drama / action
    Alder: 15+
    Studie: Madhouse
    Amerikansk licens: Geneon

  • Read Or Die

    Her de sidste år har der været lavet adskillige anime serier der ligger i action/agent genren, men Read or Die må nok siges at være den mest imponerende. Handlingen kunne være taget direkte fra en James Bond film. En galning har klonet historiens største genier og vil bruge deres evner til at skabe et ultimativt våben. Men de informationer står i gamle bøger som han sender sine skabninger ud efter.

    En hemmelig organisation stiller sig i vejen og sender deres egne agenter ud for at stoppe klonerne. To af disse agenter er Yumiko Readman, med kodenavnet “The Paper” som har evnen til at forme og manipulere papir, og den hemmelighedsfulde “Miss Deep” som er i stand til at passere igennem solide objekter. Efter en lidt akavet start lærer de to piger dog at arbejde sammen og stopper adskillige af klonerne.

    Read or Die er en ret flot miniserie, med en god blanding af action og humor, især da serien starter med at Yumiko nedkæmper en klon bare for at få en bog tilbage hun endnu ikke har læst, for slet ikke at tale om hendes pjuskede skolelærerinde udseende. Der er nok heller ikke meget tvivl om at hun er seriens midtpunkt og netop hendes naive, uskyldige og åndsfraværende personlighed er total modsat Miss Deeps meget kolde og effektive stil. Men som altid, modsætninger udgør de bedste partnere og deres forhold er med til at gøre serien bedre.

    Ellers vrimler det med imponerende action i serien, superevner mikset med underlig teknologi, og indeholder alt lige fra luftkampe over New York til angreb på skurkens private flydende fæstning, så der er sjældent tid til andet end af følge med i hvad der sker, og siden serien er flot tegnet, så er det en fornøjelse at være klistret til skærmen. Alt sker med et glimt af humor, som da en af klonerne ved et uheld starter serien med at sprænge Det Hvide Hus i luften.

    Read Or Die er et 3 episoders actionbrag der bliver udgivet på en enkelt DVD af manga Entertainment og kan man lide den slags, så tvivler jeg på at den udgivelse vil skuffe nogen, da den hører til anime i topklasse, dog med det lille minus at den til tider virker lidt for forudsigelig, ligesom at Yumiko til tider virker lidt for forvirret og ensporet til at være en hemmelig agent, men det er småting i forhold til seriens underholdningsværdi.

    Genre: Action, 3 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Studio Deen.
    Amerikansk licens: Manga Entertainment

  • Noir

    Mireille er en ung kvinde, der bor i Paris, med et noget usædvanligt job, nemlig lejemorder. En dag får hun en e-mail der vender op og ned på hendes liv.

    Den er fra en ung pige i Japan, Kirika, der lider af hukommelsestab men gerne vil tale med Mireille. Mireille siger ja på grund af en indskydelse og drager af sted. Det første der sker, da hun møder Kirika, er at de bliver angrebet og det viser sig at Kirika er mindst lige så godt til faget som Mireille.

    De to kvinder indleder et samarbejde hvor de langsomt afdækker Kirikas fortid, der lader til at have spor til Mireilles, alt imens de får en del forskellige opgaver. Det hele peger på en ældgammel, hemmelig organisation ved navn Soldats, men ingen kender noget til dem…

    Animationsmæssigt er Noir absolut i den bedre ende af skalaen og man kan absolut se at det er et nyt show. Baggrundene er mange steder næsten fotorealistiske og serien kan praktisk taget bruges som rejseguide til at vise forskellige områder af verden. Character-designet er også udmærket og opnår noget der er meget sjældent for animé, at give personerne en nationalitet. Det er tydeligt at Mireille er af vestlig race mens Kirika ser ret japansk/asiatisk ud. Action-scenerne er også flydende og frameraten er generelt god. Dog er det tydeligt ved de fleste af de flotte landskabstegninger at “kameraet” panorerer over hen over en statisk tegning og at det ikke er animeret som sådan. Ikke at det gør det store men man lægger mærke til det ved den ellers meget flydende animation.

    Lyden i Noir er også fremragende, især musikken er noget helt for sig selv. Den rummer både korsang og heftige techno-beats men det hele passer utroligt godt ind i seriens stil og er godt lavet. Der er dog ikke tale om virkelige ørehængere idet det mere er stemningsmusik, men absolut noget af det bedre af slagsen.

    Noir er en ret ny animé (2001) og da kildematerialet derfor var noget nær perfekt er både billedet og lyden på skiven også blevet virkeligt godt. Der er ingen nævneværdig blødende farveområder eller regnbuer. Både det engelske og japanske spor er i 5.1, hvilket er en sjældenhed. Japanske lydspor er meget sjældent i 5.1 men det er lavet i det fra starten af men blev ikke engang brugt på de japanske dvd’er. De japanske seyiuu (voiceactors) er, som man kan forvente, gode og stemmer passer godt til personerne. For en gang skyld er de engelske stemmer også udmærkede, ADV har denne gang leveret ganske udmærket arbejde.

    Menuerne er godt indrettede og nemme at finde rundt i. Baggrundsbilledet for menuen er i stil med introen og når den loader ser man en mand blive skudt men det hele holdt i meget stiliseret stil uden detaljer, meget passende til serien. I baggrunden er der lidt animation og skiftet til undermenuer er også fulgt af lidt animation uden at det dog går ud over hastigheden, det er hurtigt og nemt at komme fra menu til menu.

    Noir har stil, ingen tvivl om det. Men under den blankpolerede overfalde er der masser af indhold. Man kunne frygte at serien givet dens natur ville ende i et rent action-orgie med blod der flød over skærmen men ikke et gram indhold men det er heldigvis langt fra tilfældet. En stor del af tiden i Noir bruges ikke på målenes afgang fra denne verden men med research om dem og især om Soldats, der altid er at ane som dem der trækker i trådene. De utroligt flotte landskaber giver serien meget af dens stil og charme, den føles mange gange som en slags guide der rejser rundt omkring i verden hvor man ser ny, anderledes steder, helt klart et forfriskende pust i forhold til animés normalt bundethed i Japan og Tokyo i særdeleshed.

    Serien rører også nogle lidt dybere emner som man kan se allerede fra de første par afsnit på denne skive. Det at slå folk ihjel er ikke bare et job som alle andre og dette afspejles i personernes psyker, bekymringer og væremåder.

    Alt i alt er Noir absolut anbefalelsesværdig og er blandt de bedste titler udgivet i Vesten tilbage i 2003.

    Noir vol. 1 – Shades of Darkness

    Genre: Action, thriller
    Alder: 13+
    Studie: Bee Train/Victor Entertainment, 2001
    Amerikansk Licens: ADV

  • Masamune Shirow

    Når man snakker om kæmper indenfor manga, så kan man ikke komme udenom Masamune Shirow og hans værker, som de sidste 20 år har påvirket manga, anime og filmkulturen i både Japan og resten af verden. Selvom han mest er kendt for sin Ghost in the Shell, så har han lavet mange andre serier, og siden han lige netop i år er ret aktuel, så vil vi kigge lidt på ham og hans kreationer.

    Black Magic M-66

    Shirow startede sin karriere allerede da han studerede på universitetet, med at lave mangaen Black Magic M-66, som blev udgivet i det lille blad Atlas.

    Appleseed

    Her blev han opdaget af forlaget Seishinsha, som var meget imponeret over hans stil, og igennem dem udgav han sin næste serie, Appleseed. Den blev udgivet i albumformat, hvilket er ret sjældent for en manga at starte med. Normalt bliver serier ofte udgivet i mindre stykker i større magasiner, men med Appleseed valgte forlaget at tage en chance og udgive den i bind. Mangaen blev en stor succes og gjorde næsten omgående Shirow til et kendt navn.

    Dominion

    Modsat mange mangaer fra den tid, så havde Shirows stil liv og en dybde som var sjælden. Hans meget dynamiske og aktive tegnemåde gjorde billederne meget levende, og hver side indeholdt en overflod af detaljer. Det var ikke kun i tegningerne, men også i form af Shirows utallige kommentarer og tekniske detaljer, noget der gjorde hans mangaer enestående da Appleseed udkom. Hans måde at tegne futuristiske maskiner, robotter og kampdragter på var forfriskende realistisk og anderledes, og når man samtidigt kunne læse lidt detaljer om hvordan de interne dele virkede, så fik hans design et nærmest realistisk skær, hvor man har svært ved at adskille det han opdigter fra ting der virkelig fandtes.

    Orion

    Han fortsatte derefter med at lave Dominion og Orion, der sammen med de resterende Appleseed album var med til at give ham en fast plads på de japanske bestseller lister. Men selv om Appleseed betragtes som hans bedste værk, så var det dog serien Ghost in the Shell der for alvor gjorde ham populær.

    Ghost in the Shell

    Serien udkom i 1990, men det der var med til at gøre den og Shirow verdensberømt, var at den blev filmatiseret i 1995, i en smuk version der stadig i dag betragtes som en af de animefilm man bør se. Efter at filmen havde gået kloden rundt fulgte mangaen efter, og den er udgivet på utallige sprog nu, inklusiv dansk.

    Efter GitS lavede Shirow den mindre samling af historier kaldet Exon Depot, samt en serie til et mindre magasin, med titlen Neuro Hard. Derefter valgte han at satse mere på den kunstneriske side og lavede de følgende år adskillige Artbooks og billedsamlinger, blandt andet den meget populære Intron Depot serie.

    Det var først i 2000 at han igen tegnede en serie. Det blev til ”Ghost in the Shell 2: Man-Machine Interface”, en fortsættelse af hans originale Ghost in the Shell, dog meget præget af Shirows stilskift.

    Ghost in the Shell var dog langt fra den første af hans serier der blev animeret. Faktisk er næsten alt han har lavet blevet omdannet til anime, og der er endda tilføjet nogle film, hvor han har stået for designet. Mange af disse blev dog desværre lavet med et ret lille budget og det kan ses. Især Appleseed animationen og den nyere Gundress film ligger i kvaliteten langt under Shirows mangastil, noget der skuffede mange.

    Først i 2002 blev der igen animeret fra Shirows verdener til et ordentligt budget. Det samme firma som stod bag Ghost in the Shell filmen blev sat til at lave en tv-serie version der fik betegnelsen ”Stand-Alone Complex”. Serien blev en stor succes, og her i 2004 startede anden sæson af den i Japansk TV.

    Men 2004 er i det hele taget et Shirow år. I begyndelsen af marts havde den anden Ghost in the Shell film premiere i Japan, lavet af det samme firma som den først film og tv-serien. Den første uge var Ghost in the Shell: Innocence en af de fem mest indbringende film i de Japanske biografer.

    I april vil den næste Shirow anime komme til de japanske lærreder, nemlig en ny version af Appleseed, lavet i ren computergrafik. Begge film forventes at blive udgivet her i vesten inden for et års tid.

    I dag kan man se Masamune Shirows stil afspejlet i mange andre tegneres billeder, selv om de færreste har adopteret hans detaljerede fortællerstil, og det er ikke kun i Japan. Også mange amerikanske tegnere er blevet inspireret af ham og hans maskiner. På mange måder er især de tidligere af hans serier lige netop det man betragter som klassisk action manga, med fartstriber, underligt og til tider kaotisk opsatte sider og masser af intens kamp. Selv om Shirow ikke var den første til at tegne sådan, så var det dog hans ret imponerende værker der var med til at vise hvordan det skulle gøres og det har gjort ham til en af de rigeste tegnere i verden, selv om han dog selv foretrækker at leve et anonymt liv væk fra offentligheden, imens han dæknavn nu er kendt over hele kloden.

  • Kiddy Grade

    GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.

    To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opføre sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent, og hun har valgsproget ”Piger skal være elegante” (Onna no ko wa ereganto ni)

    De bliver sat sammen med Armbrust, en kontakt til underverdenen som altid har planer kørende nag ryggen. Eclair er irriteret på ham fra starten og vil ikke have noget med ham at gøre, mens Lumiere komme udmærket ud af det med ham. Begge mistror ham dog, og med god grund, han kender deres baggrund, noget de ikke selv gør mere, og han kender og deltager I GOTTs leders skjulte planer for dem.

    Kiddy Grade er lavet af Gonzo, et ret nyt men fremadstormende animationshus (Blue Submarine No. 6, Vandread, Last Exile) der nyder stor popularitet. De udgav et promotion klip for Kiddy Grade næsten et år, inden serien kom på tv, hvilket skabte meget store forventninger til serien, idet klippet lovede en dynamisk, mørk og action-fyldt serie med en del fanservice.

    Mange blev skuffede, da den startede, idet det virkede som om den mørke undertone var væk I første del af serie. Senere fik serien dog et mere kompliceret og ildevarslende plot og tone, men da havde dele af fankulturen allerede afskrevet den.

    Et andet kritikpunkt var, at serien virkede usammenhængende, og umiddelbart virkede løsningerne på problemerne i de første afsnit meget hurtige og letkøbte. Jeg var enig i dette første gang jeg så serien, men ved senere gennemsyn viste det sig, at dette ikke var tilfældet, og at historien var meget mere sammenhængende og grundigt opbygget, end det umiddelbare indtryk var.

    Men på trods af denne kritik og misfornøjethed over serien fik den en stor fanskare og popularitet, især i Japan hvor Eclair og Lumiere var i NewTypes (det største blad om anime) top 10 over kvindelige personers popularitet i mange måneder.

    Kvaliteten af serien fejler ikke noget, på alle punkter er serien blandt det bedste, der er lavet. Man kan se, at Gonzo kan deres kram, og deres ry er fortjent.

    Animationen er glimrende. Alle bevægelser, det værende mennesker, rumskibe eller mechaers, er flydende og troværdigt udført, og på intet tidspunkt hakker animationen, noget der burde være – og i mange tilfælde heldigvis også er ved at være det – en selvfølge i animation lavet efter år 2000. Baggrundene er også utroligt flotte og detaljerede. Der er god variation i dem, og man får virkelig fornemmelsen af forskellige planeter, forskellene mellem små landsbyer, livlige metropoler og mørke rumstationer.

    Character-designet i Kiddy Grade er et kapitel for sig, alle personernes udseende er gennemført ned til mindste detalje og passer perfekt med deres personlighed. Det er tydeligt, hvorfor Eclair og Lumiere har opnået så stor popularitet.

    Eclair er lidt tomboy-agtig, idet hun er meget direkte, ikke handler specielt velovervejet og på grund af hendes rent fysiske kampevner. Hendes meget livlige og glade personlighed, der dog aftager noget efterhånden som hun udsættes for moralske dilemmaer, sammen med hendes barnlighed på trods af hendes kropsformer, har skabt en karakter, der både virker sød men samtidig utrolig sexet, skønt hun ikke er spor bevidst om det. Dette afspejles i hendes krop, der er utroligt velskabt med store bryster, smal talje og lange ben, og hendes meget afslørende tøj. Den stramme kjole med den store korsudskæring, der både viser bryster og maven frem, understreger sammen med en del panty-shots på grund af kjolens ekstremt korte længde, at Eclair er ment som en person med en meget tydelig sex-appeal.

    Lumiere er personlighedsmæssigt Eclairs modsætning. Hun er forsigtig, tænker altid tingene igennem og lever efter sit valgsprog om, at piger skal være elegante, så hun forsøger konstant at få Eclair til at opføre sig mere passende for en ung pige. Hun er altså langt mere moden end Eclair psykisk, men hendes krop er lige modsat, hun ligner en 10-årig. Hendes tøj har dog samme grad af fanservice som Eclairs, da det er en stram mørkeblå bodysuit, der meget tydeligt viser alle detaljer af hendes krop. Flæser ved benene, en krave og en sløjfe understreger hendes ønske om at være elegant.

    De andre personers tøj er lige så veldesignet, hver har sin tydelige stil, og det passer også til hver deres væremåde, om end vi ikke ser nær så meget til deres personligheder, det er Eclair og Lumiere, der er showets stjerner på trods af det store persongalleri.

    Historien i Kiddy Grade virker til at begynde med lidt tynd, men efterhånden afslører den en pæn dybde, og ved senere gennemsyn viser starten sig også at have en tydelig tråd til den senere kompleksitet.

    Et af de store problemer, historien lider under i starten, er, at løsningerne på de problemer, der opstår, er for lette. Eclair og Lumieres overmenneskelige evner viser sig pludselig som værende stærkere end forventet eller de bliver reddet af deres rumskib. Dette forsvinder i midten af serien, men kommer lidt med igen til sidst om end det virker mere naturligt på det tidspunkt idet man da har fået en bedre forståelse for baggrunden, der tillader, at det sker.

    Serien er meget action-fyldt, der sker hele tiden noget, og der er altid flere deciderede kampsekvenser i hvert afsnit. Det betyder dog ikke, at der ikke er en stille stund indimellem, hvor vi ser en mere afslappet og dagligdags side af personerne, men det er hele tiden en kontrast til resten af deres hurtige liv.

    Så på trods af seriens mangler, er den alt i alt et meget fængende og engagerende bekendtskab. På trods af de umiddelbare stereotyper ender man let med at holde af personerne og dermed virkeligt se frem til, hvad der sker for dem.

    Kiddy Grade er ikke en serie der revolutionerer genren, men den er en god evolution – nogen vil i opbygningen med to ret forskellige piger med store kræfter i en sci-fi setting drage en parallel til 80er serien Dirty Pair – og et solidt stykke underholdning. Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Science fiction / action
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Funimation

  • S.cry.ed

    Efter at et stort meteor har ramt en ø er der blevet født børn på øen der er vokset op med kræfter ud over det normale. De er i stand til at påkalde sig et ”Alter”, en fysisk form af forskellig art der adlyder dem. Det kan være en kæmpe robot, en mekanisk kriger eller som i tilfældet med vores helt, en kunstig version af hans egen arm, med 3 ”skud” af varierende kraft.

    På grund af alle de personer med Alters der bliver født på øen, er den afskåret fra omverdenen og det er beboerne egentlig ganske tilfredse med. Hvis det da ikke lige var for en organisation HOLY, der ønsker at udnytte disse kræfter og som allerede har en lille hær af Alter brugere. Kasuma er som de fleste på øen ret utilfreds med organisationen, men har samtidigt også en svagelig søster at bekymre sig om, så da han får muligheden for det, slutter han sig til HOLY, i det mindste midlertidigt.

    s.cry.ed er en typiske drenge anime, med superkræfter, to selvretfærdige personer der er på hver sin side af sagens natur og et par søde piger. Hver episode rummer et godt slagsmål eller to, for det meste med omfattende skader på omgivelserne og en masse øretæver der skal deles ud.

    Men selv om det nok lyder som noget man har set mange gange før, så hæver serien sig over gennemsnittet ved at gøre mere ud af personerne og det vinder den på senere. Kasuma er lidt en Han Solo type, der arbejder for penge og sit eget velvære, imens hans rival på organisations side, er den strenge storebror type, så selv om de på mange måder er ens og grundlæggende kæmper for det samme, så er de som ild og vand når de mødes.

    S.cry.ed er anime action når det er bedst, ikke alt for dybe plots, mere end nok slagsmål til at holde de fleste action fans fanget og når stadig at få nogle personlige følelser ind i det hele. På mange måder kan man sige at serien her er hvad forløbere som Dragonball og lignende har udviklet sig til. Den strækker sig ikke over hundrede af episoder, men har til gengæld plads til en udviklende historie og selv om jeg ikke er den store action fan, så fandt jeg stadig S-cry-ed ganske underholdene, omen den til tider forfalder til lidt for mange klicheer.

    Alt i alt er S.cry.ed et god bud på en action serie og værd at stifte bekendtskab med hvis men kan lide den lidt mere typiske drenge anime. Noget nogen måske kunne blive skuffet over er måske at den, som så mange TV serier, afholder sig fra at blive blodig eller rigtig voldelig, men det kan de fleste nok overleve uden.

    Genre: shounen / action
    Alder: 13+
    Studie: Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Full Metal Panic

    Som titlen kunne antyde, så er FMP en serie i Mecha genren og på mange måder typisk for en sådanne, selvom den også blander en god del humor ind i serien på sin egen måde.

    I en meget nær fremtid er terrorisme lige så udbredt som nu, men en hemmelig organisation, Mithril, bekæmper den over hele kloden med hjælp fra meget avanceret teknologi. Så da Mithril finder ud af at visse terrorister er ude efter en bestemt pige, så sender de en speciel division af sted for at beskytte hende. Pigen Chidori er muligvis en “whispered,” født med ubevidst kendskab til teknologi af samme type som Mithril bruger, og hun må under ingen omstændigheder falde i forkerte hænder.

    For at kunne beskytte hende bedst er Sousuke udvalgt til at blive hendes hemmelige bodyguard. På grund af hans unge alder, men livslange militærhistorie, antages han for at være perfekt til at blive optaget i Chidori’s skoleklasse og beskytte hende. Det går bare ikke helt som ventet, da Sousuke muligvis passer ind med sin alder, men han har meget svært ved at lade være med at opføre sig som en soldat, til Chidori’s store irritation og hun ender hurtigt med at stemple ham som en pistoltosset militærfreak der åbenbart ikke laver andet end at følge efter hende.

    Men netop som den lettere aggressive Chidori har affundet sig med Sousuke, bliver hele klassen kidnappet og først efter en længere flugtmission, involverende adskillige imponerende kamprobotter, slipper de væk. Men Chidori er stadig i fare for nye overfald og Sousuke bliver derfor en mere permanent del af hendes dagligdag, som derefter er alt andet end normal.

    Serien veksler meget i handlingen, hvor den starter med en lille action smagsprøve i første episode, beskæftiger den sig derefter med Chidori’s skolemiljø, samt hende og Sousuke’s forhold, i adskillige episoder. Derefter slår den ret drastisk over i en actionpræget redningsaktion der også introducerer seriens skurk og de ret imponerende kamprobotter, hvorefter FMP glider tilbage i skolemiljøet i et stykke tid.

    Det giver serien en underlig afveksling mellem humor og action, ret godt opdelt så man ikke er i tvivl om hvor det skiller og ændrer karakter.

    Den forandring i seriens handling og tempo kan nok gøre at visse personer foretrækker en af de 2 stile frem for den anden, men personligt syntes jeg det var rart at hver enkelt episode ikke var en blanding af humor og alvor, det havde nok ødelagt stemningen, hvorimod 3-4 afsnit af hvert efter hinanden giver en mere samlet historie.

    Serien har ikke nogen udpræget flot eller anderledes tegnestil, den er nærmest ret normal, der er dog blevet gjort meget umage med at få den computergenererede grafik til at passe sammen med det håndtegnede og netop det at man ikke lægger mærke til grænsen mellem de to stile gør FMP til en af de mere vellykkede blandinger.

    Ligeledes er baggrundsmusikken i serien meget varieret mellem de to handlingstyper og især i action sektionerne er den meget med til at fremhæve handlingen.

    Full Metal Panic er nok noget for de fleste mecha fans, så længe man husker på at der kommer sektioner hvor humoren er mere dominerende. Chidori og Sousuke’s forhold spiller meget på deres forskellige livsstile og de utallige komplikationer der kommer ud af det, imens der sideløbende kører en historie om global terrorisme, urgammel super teknologi og metalkæmper der brager sammen. Så hvis man mangler lidt mecha action og ikke har noget problem med humor, så kan jeg varmt anbefale Full Metal Panic.

    Genre: Sci-Fi / Mecha, 26 episoder
    Alder    : 13+
    Studie: Gonzo, 2002
    Amerikansk licens: ADV Films
    Udgivet i Danmark

  • Soul Taker

    Kyosuke Date starter serien med at blive dræbt, da hans mor borer en kniv igennem hans hjerne. Men i stedet for bare at dø, så gennemgår hans krop en forvandling og han bliver til et næsten uovervindeligt monster. Men hans moder dør selv, dræbt af en gruppe ukendte mænd. I hans monsterform er de dog ikke nogen udfordring for Kyosuke. Det er derimod deres leder, som Kyosuke får hjælp til at besejre, fra manden Richard Vincent og pigen Komugi.

    Det efterlader Kyosuke dybt forvirret og pludselig involveret i en kamp mellem adskillige organisationer, den mest dominerende værende ”Hospitalet”, som åbenbart er roden til alle problemerne. Men Hospitalet er egentlig ude efter Kyosukes søster. Hun har levet i skjul, efter at have skabt adskillige kopier af sig selv, til at tiltrække hendes forfølgere.

    Kyosuke begynder derfor også at opspore disse alternative versioner af hende, og bliver dybere og dybere involveret i en verden af genetiske monstre, hemmelige organisationer og rænkespil der skal skrælles igennem, lag for lag.

    Soul Hunter kunne let være blevet endnu en monster serie, med supervæsener der banker løs på hinanden som højdepunktet i hver episode. Men hvor serien adskiller sig fra alt andet er i sin stil. På mange måder er alting lavet i abstrakt leg med farver og linier, der til tider gør serien til et dystert kunstværk, noget der passer fantastisk godt med stemningen og handlingen.

    Kyosuke prøver at løse det mysterium der omgiver ham, men bliver hele tiden stoppet eller sløvet ned af at modstanderne er et skridt længere fremme, og hver eneste sejr afløses af et dybere lag af intriger og komplikationer. Det gør at serien konstant er i bevægelse og den giver mest mening når man kigger tilbage på handlingen, hvilket vil sige at det er en serier der ses bedst med tænke pauser ind imellem.

    Men det er også en monsterserie, og der er nok kampe i den. Kyosuke er ofte oppe mod andre monstre og væsener der virker som noget fra et dårligt syretrip. Lige fra zombie sygepassere til genetisk modificerede monstre som ham selv. Selv om kampene er ekstreme, blodige og ret voldelige, så holder de seriens stil og passer ind i handlingen, snare end bare at blive brugt til at styre serien.

    Så Soul Taker er actionfyldt og har en dyb handling, men det er stadig det grafiske der tager stikkene hjem. Om det så er kampene eller dramaet, så er serien tegnet og farvelagt så den til tider virker helt abstrakt og drømmeartig, med underlige vinkler. Farvelægningen er mere tilpasset stemningen end realisme, og scenerne har ofte en total mangel på respekt for billedopbygning.

    Men man kan ikke have dyb anime uden passende personligheder og dem er der mange af i Soul Taker. Selv om serien har en hovedperson, så er det dog lige så meget bipersonerne man lægger mærke til, for de har alle en vigtig del af handlingen i sig. Lige fra hver fragment af søsteren, til seriens skurke bliver de alle uddybet. Man ser lige så meget hvad der motiverer dem og hver enkelt person står frem og bliver mere end bare et flygtigt møde. Især seriens komiske modpunkt, pigen Komugi-chan har en fremstående rolle. Hendes karakter har senere givet liv til et Soul Taker spin-off der er blevet mere populær end originalen.

    Soul Taker er nok en af de mere oversete serier. Den er ikke ret kendt, selv om den på mange måder nok ville være noget for de folk der kan lide både Neon Genesis Evangelion og Serial Experiments Lain. Men nok netop de elementer gør nok at serien kan være tung kost, noget man ikke normalt forbinder med anime eller horror serier, så mange der leder efter dybere anime vil nok undgå den, imens den tiltrækker en del splatter anime fans, som har svært ved at forstå handlingen.

    Skal jeg give et bud på en nyere anime der tilbyder action og noget at tænke over, så kan jeg anbefale Soul Taker. Selv er jeg ikke meget for monster/horror genren, men jeg er glad for at jeg gav den en chance, især fordi den er en serie der vinder på at blive set flere gange.

  • Samurai X: Trust & Betrayal

    Samurai X: Trust & BetrayalOgså kaldet Rurouni Kenshin OVA 1.
    Rurouni Kenshin finder sted under slutningen af Edo-æraen hvor de ældgamle traditioner stod i konflikt med den nyligt genetablerede kontakt med verden udenfor Japan og de strømninger og andre tankegange den bragte med sig.

    Drengen Shinta bliver sammen med hans “familie” overfaldet af banditter og alle de andre slagtet for øjnene af ham men så dukker en fremmed mand op og dræber med forbløffende lethed alle banditterne. Han tager Shinta til sig og omdøber ham til Kenshin, idet navnet Shinta ikke passer til en sværdets mand. Han oplærer Kenshin i Hiten Mitsurugi Ryuu sværdlæren, hvis principper går på at beskytte verden mod uretfærdighed som et frit sværd.

    En dag hører den unge Kenshin dog om oprøret mod styret og beslutter sig for at hjælpe det. På grund af hans overlegne evner i sværdkamp får han tildelt et hverv som snigmorder. En lang og blodig historie tager sin begyndelse.

    Kenshin OVA’en er forhistorien til den efterhånden ret kendte (og ret lange) tv-serie Rurouni Kenshin, om den legendariske sværdmand, som ikke dræber. Men tag jer i agt: Selvom hovedpersonen er den samme, skal man ikke forvente sig noget “Oro?” i OVA’en. Hele den muntre side af Kenshin, som vi kender den fra tv-serien er der ikke skyggen af i den gravalvorlige unge mand, hvis rene sind er i konflikt med hans kamp for at skabe en fri tilværelse for folk.

    På same måde er der der en markant forskel på characterdesignet i OVA’en i forhold til tv-serien. De forskellige personer er tegnet langt mindre karikeret og tegnestilen er gennemgående mere realistisk, hvilket passer godt med den langt mørkere, alvorlige historie.

    Modsat tv-serien skal man nok have en noget højere tolerance for blod for at se OVA’en, da Kenshins profession som snigmorder ofte fører til nogle meget blodige scener.

    For at blive ved tegningerne, så lad mig bare sige at der bestemt ikke er sparet på noget. Kenshin OVA’en er flot. Meget flot endda. Det er tydeligt at produktionsbudgettet for de i alt fire afsnit fordelt over to dvd’er (hvoraf Trust dækker de to første) har være højt og der er virkelig kælet for detaljerne, i alt fra animation til baggrunde. Af og til kan farvelægningen dog virke en anelse for mørk, men dette er hovedsageligt en bagatel, som ikke kan rokke ved det enorme stykke arbejde, der er lagt i denne produktion.

    Lyden er ganske udemærket og gør god brug af stereokanalerne. Underlægningsmusikken fungerer fremragende og er ofte med til at understrege og øge spændingen. Det japanske lydspor er flot gennemført med talentfuld stemmelægning, af folk, som ved hvad de gør. Det er desuden en dejlig ting at Mayo Suzukaze lægger stemme til Kenshin, ligesom i serien, selvom man dog må undvære hendes samling af Oro-lyde.

    Den engelske dub er hæderlig, men når ikke op på originalsporets niveau. Specielt generende er det at høre Kenshins amerikanske stemme, hvis stemmeleje slet ikke passer med den japanske Kenshin. Hvis man er vant til den japanske, lyder dette direkte forkert.

    Underteksterne fungerer godt med den japanske tale selv om der er en grammatisk smutter et sted eller to. Det kan dog ikke anbefales at se den amerikanske dub med undertekster, idet disse to slet ikke passer sammen, hvilket kan virke ekstremt distraherende, hvis man da ikke direkte har slået lyden fra.

    Følgende ekstra stads findes på dvd’en: Character profiles, Historical background, ADV trailers og DVD credits. De to sidste er typisk ekstra materiale og er faktisk ret uinteressante, men både character profiles og historical background er interessante. Specielt er den historiske baggrund en velkommen ting på denne dvd, som man får en del mere ud af, når man kender historien, som lå til grund for begivenhederne i OVA’en. Nyttigt og spændende – tak for det.

    Selve æsken er der ikke så meget lir ved. Det er et standard, gennemsigtigt DVD-hylster med en DVD i. En lille lækker detalje er dog at man kan tage coverbilledet ud og vende det om, så man derved slipper for at stirre på en forside med den platte og ret misvisende amerikanske titel Samurai X. På den anden side finder man et langt flottere billede med originaltitlen: Rurouni Kenshin. Sådan skal det gøres.

    Rurouni Kenshin: Trust er en meget veludført historie, som er gribende flot fortalt og med en visuel side, der siger spar to. Det er en fortælling om kærlighed, had, politik, forræderi og idealer, som sætter spørgsmålstegn ved tanken om at målet helliger midlet. Hvis man har interesse i Kenshin skylder man sig selv at se denne DVD og den næste i rækken. Meget bedre bliver det ikke.

  • Legend of Legaia

    Gud skabte verden og menneskene og for at hjælpe menneskene skabte han Seru’erne, der er levende krystaller der er i stand til at give en menneskelig bærer overmenneskelige kræfter. Verden levede lykkeligt og i fred indtil the Mist, en underlig tåge, en dag dukkede op. The Mist gjorde at Seru begyndte at angribe mennesker og de mennesker, der bar Seru, blev til monstre.
    Siden har verden levet i frygt men lever i håbet om at nogen en dag vil drive the Mist væk. Dette bliver drengen Vahns opgave. Han drager rundt i Legaia (navnet på verdenen) og vækker såkaldte Genesis træer, træer der er i stand til at drive the Mist væk fra det område de vokser i, til live. Han får hjælp og nogle venner og nogle Ra-Seru, intelligente Seru der ikke bliver ændret af the Mist. Sammen drager de rundt i verden for at udrydde the Mist…

    Legend of Legaia er, som navnet måske antyder, et typisk eksempel på rollespil til PlayStation (der er en del andre, der hedder noget lignende f.eks. Legend of Kartia). På alle punkter er det da også ret gennemsnitligt og falder i med mængden: grafikken er pæn, men det er nok de færreste der vil blive imponerede over den; historien er udmærket men meget, for nu at sige det pænt, klassisk; det generelle gameplay er heller ikke noget specielt, det der er unikt og gør spillet lidt anderledes end andre japanske rpg er kampsystemet: i stedet for bare at vælge at angribe eller en type angreb skal man angive en joypad-kombination for forskellige dele af kroppen, lidt ligesom i kampsportsspil. Hvis man har angivet en bestemt kombination laver man et art angeb der gør ekstra skade Kampene foregår dog ikke i real-tid men turbaseret, så man angiver angrebene for hver personer i en liste, går videre til den næste hvor det gentager sig, så sker angrebene og monstrene har deres tur osv.

    Ellers er gameplayet meget neutralt og nærmest identisk med det i andre af denne type spil: man rykker sit party rundt på et kort, hvor man ret ofte bliver overfaldet af tilfældige monstre, eller på pre-renderede locations à la Final Fantasy-serien. Man finder objekter og våben der hjælper en i kampene, møder folk og snakker med dem, etc. Tilfældighedskampene kommer ret ofte, måske for ofte vil nogen mene (men så slipper man for at rende så langt for “level’e” op), men kampene tager ikke overhånd og man får ikke følelsen af kamp er det eneste formål i spillet.

    Gameplayet er altså ikke godt eller dårligt: spillet er nemt at håndtere, man lægger nærmest ikke mærke til styringen hvis man har spillet et spil af samme type før, man spiller bare. På den anden side er styringen i allerhøjeste grad ikke innovativ, men igen: man føler sig hurtigt hjemme, og hvis man har spillet et spil i samme genre lægger man ikke mærke til at det er et nyt spil hvad styring angår. Det, der gør at man spiller spillet er det innovative og anderledes kampsystem og historien, der er ret kliché men alligevel ikke dårligere end gennemsnittet af fantasy-historier. Nogle vil nok synes at spillet er for let, i hvert fald vil folk der har spillet et eller to rpg ikke støde på ret svære problemer, men det kan også være godt: et spil der er nemt og hurtigt og gå til men som også har noget af charmen fra sværere og mere komplicerede rollespil.

    Alt i alt er Legend of Legaia et udmærket spil, men ikke nogen milepæl, det eneste anderledes og nye er kampsystemet. Men hvis du kan lide japanske rollespil (og hvem kan ikke det?) og mangler lidt underholdning, så kan det klart anbefales.

  • Dead or Alive 2

    Velkommen til et af de første spil til PS2, Dead or Alive 2, der endda “kun” er en konvertering af et DreamCast-spil. Spillet er stort set identisk på begge platforme, på nær at der er tilføjet lidt ekstra i PS2-udgaven. Dette skal absolut ikke ses som et minus, for spillet er godt, endda ret godt.

    Der ikke nogen særlig god baggrundshistorie, bare den sædvanlige smøre med at der holdes en stor turnering af en magtbegærlig person (hvor har jeg hørt dette før? Street Fighter? Tekken???). Men man får spillets personers grunde til at medvirke at vide i cutscenes mellem næsten hver eneste kamp, og dette er med til at gøre personerne mere levende. At de så både grafisk og lydmæssigt passer til rollen gør er der ikke noget negativt at sige der, spillet har nogen af de mest tiltalende personer i et kampsportsspil.

    Grafikken er meget flot. Alting er i 3D, selv detaljer så som jernstænger i baggrunden, alt er 3dimensionelt og kan ses fra alle sider. I det hele taget er baggrundene utroligt flotte og meget realistiske, alle stederne er som taget ud af en film (og grafikken er så god, at man næsten tror at de er det). Personerne er meget realistiske at se på, om end de er lavet mere i manga-stil, og dermed også lidt urealistiske, end i f.eks. Tekken Tag Tournament. Karakterdesignet er dog utroligt godt og alle personerne har hver sin personlighed både hvad udseende og kæmpemåde angår, noget man ikke just kan sige om den nærmeste konkurrent, Tekken Tag Tournament.

    En ting der specielt skal nævnes er personernes hår, det er sindssygt flot lavet og ligner næsten rigtigt hår (dette er en ting der er utroligt svært at lave som computergrafik). Tøjet er også meget flot animeret og bevæger sig i takt med kroppen, f.eks. bølger pigernes nederdele (eller lignende) i takt med deres bens bevægelser, de er ikke stive som et bræt som i kampsportsspil til psx. Man kan også se niveauforskellen i personernes muskler, det er tydeligt at se at der er flere kræfter under hjelmen på konsollen og at man derfor kan lave meget mere i ren 3d.

    Musikken er som den ofte er kampsportsspil syntetisk rock, men der er ingen numre imellem som bliver direkte trætte af, og nogle af numrene er faktisk ret fængende. Musikken er dog lydkvalitetsmæssigt bedre end på psx (jeg synes i hverfald, at jeg kan høre forskel). Det er også noget nyt (i forhold til psx) at der er tale på alle mellemsekvenser, ikke kun tekst (kan dog slås til). Dette giver meget stemning, hvilket leder mig til at andet pluspunkt ved spillet. En anden ting, der er virkeligt godt i spillet, er at man kan vælge mellem engelsk og japansk tale i selve spillet (under kampene og i mellemscenerne, ikke kun teksten i menuerne som normalt i ps2-spil). De engelske stemmer er udmærkede (hvis man sammenligner med film, idet der ikke er ret mange spil med tale) men ikke helt så gode som de japanske. Dette valg af tale er utroligt fedt, selv om det kun er en mindre detalje er det med til at give spillet stemning. Det er et plus for dem, der gerne vil kunne forstå hvad der bliver sagt i et kamp-spil, men os der ikke har noget imod japansk kan få lov til at få den originale tale uden at den nogen steder (f.eks. i mellemscenerne) bliver afbrudt af engelsk synkro.

    En detalje er at mellemsekvenserne er lavet med spillets egen grafik, men de er ligeså flotte som dem i andre spil (og flottere end mange video-sekvenser for år tilbage), dette gør også at man ikke føler at der er et hak mellem spillet og mellemsekvenserne. Al respekt til Tecmo for at have lavet en så god grafik-engine.

    Som sagt kan man også vælge mellem menu-sprog, men der er udbredt blandt ps2-spil, så ingen store roser for dette. Menuerne er nemt og overskueligt opbygget, der er rart at man kan se alle modes på en skærm i stedet for at skulle scrolle op og ned som i f.eks. Tekken spillene. Spillet er lidt svært at styre til at begynde med, idet det er en slå-knap, en sparke-knap, en kaste-knap og en knap til fri-gang (så man kan bevæge sig mere frit i forhold til kameraet) og andre effekter alt efter hvad man gør før / samtidig med at man trykker på knappen. Dette kan kræve lidt tilvænning, specielt fri-gangs knappen.

    En god ting er at baggrundene har betydning, man kan kaste hinanden ind i vægge eller rækværk, der så giver efter så man ryger ned på et lavere liggende niveau. Det giver selvfølgelig mere skade at slå en ind i væggen er skubbe dem udover en høj kant, det er utroligt fedt et smide ens modspiller ud fra kanten af en høj klippe og bagefter hoppe efter for at give ham / hende nådesstødet (også selvom der er 10 meter eller mere ned lander man på fødderne uden skade, hvilket ikke kan siges om den skubbede / kastede person). Sammen med at man kan lave nogle ret dramatiske (og urealistiske) slag / spark / kast / skub, men spillet ender ikke med at blive en kamp om hvem der laver de bedste moves som Tekken og StreetFighter spillene så ofte gør, dette skyldes til dels at de almindelige angreb er effektive og at spillet har en genial mulighed for lave counter-angreb. Hvis man er hurtig kan man nemlig nå at fange modstanderen mens han angriber og vende hans angreb mod ham selv hvilket er meget effektivt. Det er dog ikke helt så nemt som i etteren, men hvis man er hurtig kan gøre megen skade ved at lade modstanderen angribe og så vende han tiltænkte dødsstød mod ham selv, dette er især underholdende at ydmyge ens venner med.

    Og så er der selvfølgelig den ting, der har gjort serien kendt: der er mange kvinder med i spillet, og man kan se at deres bryster hopper når de bevæger sig. Derudover er der det antal panty-shots der nødvendigvis må være når man smider rundt med dem (en ting, der nok nærmere er realistisk end overdrevet: man kan ikke undgå at se trusserne hvis nederdelen flyver op, hvilket den må gøre når man bevæger sig så meget som her). Nogle vil nok mene at dette er lidt ecchi, men det virker ikke malplaceret eller overdrevet på mig, nærmer som et yderligere skridt mod realismen (helt ærligt, pigernes kroppe og tøj bevæger sig altså sådan i virkeligheden, hvorfor skulle man så ikke vise det i computerspil?).

    Alt i alt er Dead or Alive 2 et rigtigt godt kampsportsspil. Grafikken er noget af det flotteste, der hidtil er set og kan leve op til de fleste nyere arcade-maskiner, musikken er god og gameplayet er godt. Et spil som enhver fan af kampsportsspil burde købe, og en værdig titel til at følges med PS2’s lancering. Det skal dog bemærkes at der ikke er så store forskelle mellem PS2 versionen og DreamCast, så hvis du ejer en sådan maskine skal du bare købe spillet, forskellen på de to udgaver er minimal.

  • Dragon Ball Z – Revival Fusion Goku and Vegeta

    Dragon Ball Z – Revival Fusion Goku and VegetaEfter utallige Kampsports turneringer har vor helt Son-Goku kvalificeret sig til finalen, som denne gang gælder mælkevejens bedste kampsportsudøver.
    Ved et uheld i underverdenen slippes alle sjæle løs og al ondskab tager skikkelse af Janenba, der dog ikke er særligt skræmmende idet det er en stor gul tingest der ligner Michelin manden.
    Son-goku tager straks af sted for at bringe det hele i balance idet de undslupne sjæle skaber kaos i de levendes verden.

    Dragon ball Z – Revival fusion Goku and Vegeta er en film der bør ses af alle med et vist kendskab til serien, andre udenforstående bør nok holde sig væk da der springes en del i mellem personerne og et kendskab til deres indbyrdes venskab og konflikter hjælper en del.