AnimeGuiden

Tag: anime

  • Popotan

    I en stor villa, der ligger på toppen af en bakke uden for byen, bor der tre søstre.

    Den ældste, Ai, bruger briller, er storbarmet og bekymrer sig ikke om nøgenhed. Hun er meget rolig og blid og nærmest indbegrebet af kvindelig omsorg.

    Mai er den midterste søster. Hun er temperamentsfuld, sporty og fladbrystet, i hvert fald sammenlignet med hendes storesøster.

    Mii er den yngste søster, men helt klart den mest aktive af dem. Hendes opførsel er hyperaktiv det meste af tiden, hvilket både gør hende kær og irriterende på samme tid. Hun leger ofte at hun har magiske kræfter og kan forvandle sig til en Magical Girl (se artikel i blad 3), hvilket kan skabe problemer. Hun elsker desuden bløde ting, hvilket hendes søstres bryster ofte får at mærke.

    Popotan er baseret på et pornografisk pc-spil af samme navn, men de hårde scener er fjernet, og tilbage bliver en masse bar hud men intet virkeligt ”alvorligt”. Historien er også ændret, men personerne og stederne er de samme.

    I det hele tager er personerne det centrale i serien, det er dem der driver historien fremad og ikke omvendt. Der sker en udvikling i løbet af serien for dem alle, men det hele foregår i et roligt tempo.

    Grafisk er det tydeligt at serien er meget ny, den blev vist på japansk tv i sommeren 2003. Serien har en meget levende farve-palette, noget der er med til at give den et let og gladt udtryk.

    Farverne er også en central del af de tiltalende karakterdesigns, der er taget uændrede fra spillet.

    Lyden i Popotan er også af en god kvalitet. Musikken er udmærket, men samlet langt fra et mesterværk. Åbningssangen er lavet af gruppen Under17, og er, som deres sange har for vane, meget catchy. Under17 har også lavet sangene til spillet, og sangerinden, Haruko Momoi, lægger også stemme til Mii i begge udgaver.

    Alt i alt er Popotan en glimrende men lidt spøjs serie. Det er en historie om nogle piger med en udsædvanlig livsmåde og hvordan de udvikler deres opfattelse af livet på grund af den, men samtidig er der rigtig megen bar hud, så serien er kun for ældre (drenge primært).

    Derigennem fanger den godt nok ”charmen” fra spillet og gør den trods alt en tand mere afdæmpet, men spørgsmålet er om serien reelt ikke havde været mindst lige så charmende uden huden, uden nøgenheden ville handlingen fint kunne passe alle aldre.

    Genre: fanservice, drama
    Alder: 15+
    Studie: Petit Ferret, Shaft
    Instruktør: Shinichiro Kimura
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Berserk

    Historien foregår I Middelalderen, hvor vi følger den 17 årige Gatsu. Gatsu er en ensom sværdkriger, som rejser rundt og tjener sin føde ved at sælge sin arbejdskraft som lejesoldat, hvilket han gør ret godt.

    Han render en dag ind i en gruppe lejesoldater, som kalder sig for Band Off The Hawks, og han bliver en medlem af dem. Lederen, som hedder Griffith, har meget store ambitioner om en dag at blive konge over sit eget rige, og han skyr ingen muligheder for at komme tættere på dette mål. Griffith lejer sin gruppe ud i en krig i håb om, at han vil kunne skabe et godt ry og måske få nogle titler, der ville gøre han kommer tættere på hans mål. På trods af stor succes på slagmarken og trods en opgradering til general kommer Griffith dog ikke tæt nok på sit mål som konge.

    Griffith får imidlertid en anden mulighed for at blive konge. Griffith fik som ung en medaljon som mest af alt ligner et æg, dette æg kaldet Behilit ( Egg off the king) har den historie at bæreren af dette æg en dag vil blive konge. Dette vil dog få katastrofale følger for ’The Hawks’…

    Berserk starter lidt atypisk med det sidste afsnit, og derefter ser vi det hele som flashback, og det er ganske udmærket lavet, for det stiller en masse spørgsmål fra starten af, som gør, at man vil have hele historien. Og historien er rigtig god, og jo længere man kommer ind i serien jo mere ”bundet” bliver man også.

    Historierne mellem de 3 personer vi følger er også rigtig gode, for de udvikler sig gennem hele serien. Den karismatiske Griffith, som stjæler en stor del af billedet i denne serie, kan man kalde for helt/anti-helt, og forholdet mellem hovedpersonen Gatsu og Caska kan man kalde for had/kærlighed. De har alle en baggrundshistorie, som bliver afsløret gennem serien, og som tydeligvis har sat sit præg på dem.

    Der er meget vold og blod i serien, og specielt slutningen er meget voldelig og barsk, og det er det, som giver den høje aldersbegrænsning.

    Et af de store minuser er at serien ikke er færdig, grunden til det er måske fordi at serien havde et lavt budget at arbejde med, og det satte altså sit præg på slutningen. Man sidder derfor med en stor lyst til at finde ud af hvad der sker efterfølgende, men desværre er der ikke kommet en efterfølger til serien. Om det er på grund af den meget dramatiske ”afslutning” på serien der gør at der ikke er lavet en efterfølger eller om det er fordi man ikke vil lave en efterfølger vides ikke.

    Et andet minus ved serien er, at det lave budget også har sat sit præg på selve animationen, det er så at sige ikke den flotteste anime der er tegnet, og der bliver også brugt mange stillbilleder, hvor man forsøger at skabe en stemning eller at fange en stemning ved at lade ”kameraet” bevæge sig over det samme billede. Helt sikkert en teknik, som de gør rigtigt godt, men også er et tegn på et lavt budget når det bruges så meget som i denne serie.

    Til slut vil jeg sige at trods det at Berserk serien mangler en afslutning og at den ikke er superflot tegnet, så vil jeg alligevel anbefale denne serie, da historien i den er i en klasse for sig, de mange plots gør det hele mere interessant, og specielt er personerne meget dybe og interessante. Serien er en typisk ”drenge “anime”, og hvis man skulle blive hooked på serien og gerne vil vide hvad der sker bagefter, kan man begynde at læse mangaenn for den foresætter nemlig selv efter hvor animeserien slutter.

    Genrer: Action / Adventure / Fantasy
    Alder: 18 +
    Studie    : Oriental Light and Magic / VAP 1997
    Amerikansk licens: Medie Blasters

  • Neon Genesis Evangelion

    Shinji Ikari kommer, efter at have boet hos sin lærer i flere år, tilbage til Tokyo 3. Hans far, Gendo Ikari, som er leder af organisationen Nerv, har kaldt ham hertil fordi han har brug for hans hjælp. Shinji opdager, kort efter at han ankommer til byen, at Tokyo 3 er under angreb af en såkaldt Engel. Han bliver dernæst hentet af en af sin fars underodnede, Misato Katsuragi, der har til opgave at føre ham til Nerv hovedkvarteret, som er lokaliseret lige under byen.

    Nerv forsøger at udslette englene og redde menneskeheden fra en enorm katasrofe, som den dog har været udsat for en gang før. Til dette formål har Nerv deres biomekaniske kæmper til rådighed – Evangelionenerne – idet almindelige våben ingen effekt har på Englene.

    Da Shinji nærmest får smidt denne opgave, nemlig at styre Evangelion 01, i hovedet, udtrykker han gerne sin modvilje til at at være pilot. Men da han ser at pigen Rei Ayanami, som er kommet meget slemt til skade, skal gøre det i stedet for ham, gør han det dog alligevel. Og derved bliver Shinji rodet ud i noget han gang på gang finder ubehageligt…

    Historien og universet i Neon Genesis Evangelion er meget fangende, og jeg så den første gang næsten uden pauser, det ene afsnit efter det andet.

    Personerne er meget realistiske, selv om nogen måske ville sige at Shinji piver for meget. Men både personerne og deres rigtig gode stemmer var også med til at fange min opmærksomhed, og øge det gode indtryk af serien.

    Evangelion er nok den mest kontroversielle og provokerende anime til dato. Dette har dog også gjort den til en af de mest elskede animeer.

    Foruden de psykologiske aspekter er der også en hel bunke religiøse referencer. Dog ærgrede det mig dog, da jeg opdagede, fra en pålidelig kilde, at de kun var der for at få menneskene bag serien, til at virke kloge. Dog synes jeg langt fra at dette faktum gør serien mindre god. Det vigtigste aspekt vil jeg nok sige ligger i psykologien, hvilken jeg finder ret interessant.

    Kvaliteten af selve animationen er okay, når man tænker på at serien alligevel har nogle år på bagen. Desværre bliver den i sidste ende af serien dog meget præget af et mindre og mindre budget og det kan i særdeleshed ses i de to sidste episoder, hvor masser af tilfældige og stillestående billeder bliver brugt. Jeg synes ikke personligt at det har ødelagt min oplevelse af serien, men det er individuelt hvad man synes om dette.

    Lyden i Evangelion er for det meste meget fin. En pæn del god musik og til tider musik, der var knap så godt, men det kann jo ikke altid være noget, der falder i ens smag. Især noget af det klassiske musik synes jeg passer perfekt til serien.

    En anden side af lyden er hvad personerne siger, og hvor godt dette er. Mht. det japanske lydspor vil jeg sige at det er meget godt lavet. Det engelske lydspor er dog af lidt dårligere kvalitet, men heller ikke dette har gjort oplevelsen værre, men det kunne stadig have været bedre.

    Neon Genesis Evangelion er en anime som jeg selv sætter højt på min liste over bedste animeer. Netop fordi den fortæller meget om de psykologiske aspekter og hvordan man kan relatere disse til sig selv og andre. Med en meget interessant historie og endnu en mere interessant “under-historie”, gør det den til en anime, der i særdeleshed gør en værd at se mere end én gang. Dog kan det godt forstås at mange mennesker finder den mærkelig og uforståelig – især når man ser den for første gang.

    Neon Genesis Evangelion er, alt i alt, en rigtig god anime, hvis man leder efter en god historie og noget at tænke over bagefter.

    Original titel: Shin Seiki Evangelion
    Genrer    : Action, drama, mecha, scfi-fi
    Alder: 15+
    Studie: Gainax
    Instruktør: Anno Hideaki
    Amerikansk licens: ADV Films
    Dansk udgiver: Pan Vision

  • Rurouni Kenshin TV

    Serien foregår under Meiji æraen, hvor det blev forbudt at bære sværd, og Japan var ved at åbne sig for nye tider fra omverdenen i forhold til under det meget lukkede Shogunat.
    Himura Kenshin er en vandrende sværdkriger, der har svoret ikke at dræbe mere, og bærer derfor et sværd, der er skarpt på den ”modsatte” side af klingen. Kenshin er dog alt andet end hvad man forbinder med en legendarisk kriger: lille, rødhåret og lettere klodset, men alligevel bærer han på en fortid som den mest berygtede dræber i landet, Batousai.
    En dag kommer han til en by og bliver overfaldet af kvinden Kaoru, der tror, at han er den morder, der dræber folk og påstår, at han benytter den stil hendes dojo lærer. Den rigtige morder dukker dog op, og Kenshin redder hende væk derfra. Misforståelsen bliver opklaret, og Kenshin bliver logerende hos Kaoru.
    Senere angriber morderen dojoen med en flok af banditter, men Kenshin slår dem alle sammen ud uden at få en skramme selv, hans fortid som den største sværdkriger lader sig ikke fornægte. Og denne fortid begynder så småt at røre på sig igen, nu han har et fast tilholdssted, hvor folk kan finde ham…

    Kenshin tv-serien er baseret på mangaen af samme navn, men den begynder ikke fra starten af historien men efter at den har taget fart. Starten finde man i Reminisence OVAen (under navnet Samurai X i den engelske udgave), og tv-serien indeholder heller ikke afslutningen på sagaen, der findes i den anden OVA, Seisouhen.

    Serien er fra 1996, og det er tydeligt grafisk, at det er en tv-serie fra den periode. Dermed ikke sagt, at den er decideret dårligt animeret, det er den ikke, men den er langt fra så flot som nyere tv-serier. Baggrundene er dog udmærket tegnede, og giver en god fornemmelse af perioden serien foregår i. Personerne har et simpelt design, der nok vil være lidt af et chok for folk der har set OVAerne og forventer en mere detaljeret og realistisk stil, idet ekstremt overdrevne våben og lignende ikke er sjældne her. Dette trækker lidt ned på hvad der ellers er en god historisk skildring, men sammenlagt giver serien en rimeligt billede af hvordan Japan så ud dengang – på nær et gigantsværd eller ti.

    Baggrundsmusikken er serien er ganske glimrende, og flere af numrene kan jeg finde på at sætte på anlægget som afslapningsmusik. Åbnings og slutsangene er lavet at kendte j-rock grupper, L’Arc en Ciel bl.a. og er også rigtig gode.

    Historien er til at begynde med noget episodisk, men man kommer hurtigt til at holde af personerne og bekymre sig om hvordan det vil gå dem. Samlet er historien dermed fængende, og den historiske kulisse er en rar afveksling, der giver en anden stemning ,end man ofte ser i anime.

    Alt i alt er Rurouni Kenshin en ganske glimrende tv-serie om end lidt langstrakt med 95 afsnit, og man kan let forstå at den nærmest har kult-status.

    Original titel: Rurouni Kenshin: Meiji Kenkaku Romantan
    Genrer: Historisk, samurai
    Alder: 13+
    Studie: Studio Gallop
    Instruktør: Kazuhiro Furuhashi
    Amerikansk licens: Media Blasters

  • Air

    Da denne artikel blev skrevet (01/02/2005) var serien kun lige blevet vist på tv i Japan, så betragt den som et indblik i hvad der var nyt derovre.

    Air TV har for nyligt haft premiere. Serien er baseret på et af Keys populære spil af samme navn, der i sin oprindelige form er en såkaldt dating simulator. Karakteristisk ved disse spil er det store udvalg af forskellige piger man bliver præsenteret for, hvoraf man frit kan vælge hvilken af dem man vil ”satse” på.

    Serien er bygget op efter nogenlunde samme princip. En temmelig overfladisk hovedperson med en uvis fortid havner under en rejse i en by, hvor han fra dag et hvirvles ind i en myriade af forskellige pigetyper, lige fra den legesyge lilletøs til den stilfærdige og meget fingerfærdige husmodertype.

    Musikken er umiddelbart god og det samme gør sig gældende for stemmerne, der tydeligvis er indtalt med energi og indlevelse.

    Stregen minder umiddelbart en del om Kanon, især i måden hvorpå ansigterne tegnes. Dette er dog ikke underligt, da begge efterligner stregen i spillene, der jo er lavet af samme firma.

    Animationen er også rigtig god og den visuelle side skuffer i det hele taget ikke.

    Da der i skrivende stund kun er tre afsnit ude er det svært at udtale sig om historien eller figurerne, men da der er tale om en “animeficering” af et computerspil af den type Air nu engang er, er min bekymring imidlertid at risikoen for en forsømmelse af aktører, og disses udvikling, i løbet serien er temmelig stor. Mange af de medvirkende personer bærer allerede nu præg af at de skal matche en bestemt række stereotyper.

    Air TV anime serien er dog langt fra dårlig, og kan sagtens ses uden de store anfald af kedsomhed eller tåkrummeri, om ikke andet så på grund af det store arbejde der trods alt er lagt i den tekniske side. Om historien er holdbar vil tiden vise.

  • Ultimate Girls

    Japan bliver angrebet af gummi-monstre, bogstaveligt talt, de ligner gummi-monster og vader rundt ligesom Godzilla og har producent-navn stående under fødderne. Til at forsvare Japan mod denne ”trussel” er der UFO-Man, en person med en kæmpe hjelm der ligner en ufo på hovedet. Under en kamp med det seneste monster, disse angreb er noget der sker nærmest dagligt og tv er altid på pletten til at optage det, kommer UFO-Man i kæmpe-størrelse dog ved et uheld til at træde på nogle piger. En af dem er Koharuno Silk, og UFO-Man redder dem ved at give dem hans livsenergi mod at hun indtager hans plads som bekæmper af monstrene. Hun siger ja uden at vide til hvad, og straks forvandles hun til en stramt-klædt kæmpe-pige…

    Ultimate Girls (UG) er en parodi på de højt-elskede monsterfilm, primært Godzilla og dens afkom, tilsat M.O.Es (G-On Riders, UFO Princess Valkyrie, Cosprayers/Smash Hit!/Love-Love) velkendte streg og fanservice.

    Tegnestilen er pæn og der er brugt en del klare farver, og sammenlagt har serien en ”glad og positiv” stemning i det grafiske på trods af monster-temaet. Den minder mere om de billige og ret lyse sentai*-serier som Power Rangers og dens japanske brødre end monster-film som Godzilla, selv den japanske udgave. Generelt kan man sige at har man set én nyere M.O.E serie har man set alles grafiske udtryk, kvaliteten er meget ensartet og det samme gælder designs, steder etc., de har fundet en stil og holder den.
    Og M.O.Es ting er moe**, det kan man ikke komme udenom. Firmaet leverer til stadighed søde personer der samtidig er en smule sexede men hvor det søde stadig har overhånd.

    Historien er ekstremt tynd, man kastes ind i tingene og får intet at vide om verdenen, men det er lige meget for man kender det hele i forvejen fra dens mere ”seriøse” forbilleder, og så simpelt som det hele er ville det virke malplaceret.
    Heller ikke personerne er der noget dybde eller originalitet i. Silk er indbegrebet af en modvillig heltinde, kun hendes veninde der går meget op i cosplay er en smule frisk pust, om end denne type er begyndt at bliver mere udbredt de senere år, men alle er de skabelonskårne og uden en egen personlighed.
    Monsteret i første afsnit er en tydelig kopi af Godzilla-stilen, hvor dets gummi-kostume/action-figur look er blevet gjort meget tydeligt, helt ned til producentmærket under foden, ikke originalt men ret morsomt.
    Og UFO-man ligner også et stykke billigt legetøj, så alt er som det skal være der, simpelt men det vil trække en smule på smilebåndet hos dem der kender forbillederne.

    Alt i alt er Ultimate Girls en parodi der opnår det den er ude efter, at være hjernedød underholdning med søde piger der viser noget hud på en pæn, ikke alt for vulgær måde (man får noget bar hud at se, men sensuelt eller på anden måde gearet på at være virkelig seksuelt er det ikke).
    Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på om M.O.E er kørt fast i underlige rumvæsener invaderer Jorden som reddes af søde piger på en kikset måde skemaet, alle deres senere serier har handlet om det.
    Men hvis det underholder folk kan det tilgives, og det opnår Ultimate Girls delvis, den vil givetvis ikke vil blive husket meget længere end man ser den og den ikke vil tiltale en manga pga. sin simplicitet og mangel på dybde, men som en ekstrem let underholdning til når man virkelig keder sig kan den gå.

    * sentai = korps (militær). Bruges også om et hold af farvekodede maskerede helte.
    ** moe = moeru, brænde. Det bruges i overført betydning om at en person brænder for ting, oftest brugt om en kærlighed til piger der ikke helt er voksne men mere end børn, altså stadig mere søde end sexede.

    Lavet af: M.O.E (Masters of Entertainment)
    Blev først vist på japansk tv: Januar 2005

  • Mahou Sensei Negima

    Mahou Sensei Negima er en ny anime (første afsnit blev vist 6/1/05 klokken 01:00 om natten) baseret på Ken Akamatsus (Love Hina, A.I Love You) seneste manga af samme navn.

    Negi Springfield er 10 år og er netop ved at være færdig på et magi-akkademi i england. Som afgangsprøve skal han undervise en klasse på en japansk skole. Det viser sig at være en ren pige klasse på 31 elever, 31 meget forskellige piger. Der er bogorme, sportspiger, en fotograf-fanatiker, et wanna-be idol og flere til.
    Negi har den egenskab at når han nyser ryger pigernes skørter op, noget der dog er afdæmpet en del i forhold til mangaen hvor luftrykket ofte nærmest flår tøjet af pigerne.
    Blandt pigerne har han størst problemer med Asuna, som han kommer op at toppes med (eller rettere, hun med ham uden at han gør noget) allerede inden han begynder på skolen. Hun minder en del om Naru i LH, og har da også et crush på en ældre lærer, Takahata-sensei.
    Men bortset fra hende er alle pigerne i klassen meget glade for Negi og en urolig tid kan begynde.

    Grafisk set er det tydeligt at Negima er en 2005 serie, høj detaljegrad, levende farver (der er ikke sparet på hårfarverne f.eks.) og en flydende animation giver et glimrende grafisk udtryk. Det sammen med gode karakter-designs i en stil som mange kan lide sikrer at alene det grafiske vil skabe mange fans. fanservice er som sagt dæmpet noget i forhold til mangaen, noget jeg ikke troede de ville gøre med det sendetidspunkt, men det gør ikke serien dårligere, tværtimod var mangaen en tand for overdrevet i sine forsøg på at vise mest mulig hud efter min mening.
    Hvad angår stemmelæggere må serien have ryddet godt, der er som sagt 31 piger og de fleste af dem har stemmer af kendte seiyuuer. Dette er med til at give seriens personer liv, noget der ellers kan være svært med så mange. Musikken er ikke nævneværdig, nogle få timer efter kan jeg ikke huske spor af den, end ikke op og ed, men på den anden side er den jo så ikke så dårlig at den gør indtryk på den måde.

    Historien er ikke videre original, men det er vel heller ikke det man forventer af en haremsserie. Med så mange piger er den sikker på at kunne ramme de flestes smag med i hvert fald én af dem, men samtidig gør antallet at man ikke kommer til at kende dem virkelig godt. De fleste af dem er stereotyper, hvilket hjælper en del, og derigennem føler man alligevel at de er tiltrækkende, idet man selv “fylder på” i hvordan de er.

    Af en haremsserie er Negima ikke værst, og der er da nogle få originale tanker og henvisning til andre værker (Harry Potter anyone?) der gør den underholdende. Det er sikkert at den vil få mange fans, ikke kun pga. Akamatsus popularitet men også fordi serien er ganske underholdende og har en pige for enhver smag.

  • Xenosaga: The Animation

    Som “The Animation” undertitlen antyder findes der andet end animeen, og den er da også baseret på en PlayStation2 spil-serie: Square og Namcos Xenosaga, en rpg-serie der desværre ikke er udkommet i EU endnu. Pt er de første to spil udkommet i Japan og det første i USA med nummer to her til januar. Det er en prequel (meget lang tid foran) Squares PlayStation spil Xenogears. animeen er bygget tydeligt hen over spillet, og det er de samme personer, steder etc. der er med i animeen..

    En mystisk ting findes flyvende i rummet og en militærflåde udforsker den. Samtidig træner pigen Shion og androiden Kos-Mos i mecha-kamp. Shion har ikke noget imod androider og bekymrer sig om dem, noget ikke alle forstår. Pludselig bliver flåden angrebet af Gnossis og Shion slået bevidstløs. Kos-Mos river sig løs fra sin “ramme” og første afsnit slutter.

    Animationen er god, detaljeret og flydende, det er tydeligt at der er tale om en ny tv-serie med i hvert fald et rimeligt budget. Rumskibene og det meste af rumscernerne er dog meget tydeligt 3d-renderede, noget der ikke er meget bedre end Vandread gjorde det får nogle år siden. En ting der er værd at notere i disse “frigjorte” tider er mangelen på fanservice: der er ingen fanservice i serien, selv når Shion sover har hun pænt sin uniform på, og der er ikke den mindste smule bounce. Sendetidspunktet (kl. 3 om natten) taget i betragtning er det et rart afbræk.
    Lydsiden fejler heller ikke noget. Stemmerne er gode og passer til personerne og musikken er klassisk og meget episk, netop som man kender det fra Squares spil. Samlet giver den en glimrende stemning, og er med til at suge seeren ind i serien.
    Der er dog et problem: historien. Svært at bedømme fra et afsnit (det blev vist på japansk tv 6/1/05 kl. 2:42), men den virker god (og meget som spillets), men netop det at den ligner spillets er også den akilleshæl. Der er flere ting der ikke forklares, noget man ville se senere i spillet men i en serie der kører en gang om ugen vil det måske virke for uoverskueligt ikke at få lidt mere baggrundsviden og forklaring på de mere specielle termer der bruges indimellem fra starten. Mange andre serier har dog haft lige så lidt baggrundinformation uden at være baseret på noget og stadig gjort det godt så jeg håber at den overvinder det.

    Alt i alt har Xenosaga: The Animation serien virkelig potentiale, og da spillene netop er kendt for deres fantastiske historier har den da også noget at leve op til. Gør den det har vi helt klart et hit, og da spillene bliver udgivet i USA er animeen da også så godt som sikret udgivelse her i Vesten. Måske man kan håbe på at det baner vejen for at i det mindste Saga spillene vil udkomme her i EU på et tidspunkt.

  • Get Backers

    Ban og Ginji er 2 unge gutter med et lidt alternativt erhverv. De skaffer ting tilbage for folk, lige fra tabt legetøj til uvurderlige musik instrumenter. Deres motto er at hvis noget er væk, så skaffer de det tilbage med 100% sikkerhed. Desværre er deres valgte erhverv ikke ligefrem indbringende og de jobs de får har en tendens til at bringe dem i problemer.

    Men problemer er også en af deres specialiteter, for hverken Ban eller Ginji er helt normale. De besidder begge specielle evner som de bruger når det går galt. Ban har et usædvanlig stærkt greb og med hans øjne kan han få folk til at opleve et minuts mareridt. Han er også den lille gruppes leder og den kølige, stilfærdige type. Ginji er næsten helt modsat. Han er åbensindet og åbenmundet, uden alt for meget omtanke og i stand til at generere lyn med sin krop.

    Men på deres ret afvekslende opgaver møder de ikke kun normale mennesker, men også andre med underlige evner, lige fra den parfume bevæbnede pige Himiko, til den dødbringende Jackal. Men et job er et job og intet er for svært for Get Backers, selv om deres opgaver ofte viser sig at dreje sig om andet end bare at bringe noget tilbage.

    Serien har alle de træk der hører til en god action drenge serie. Smukke piger, hovedpersoner med superevner og mindst en kamp hver episode. Men Get Backers er mere underholdende end gennemsnittet for sådanne og rettet mod et lidt ældre publikum end normalt for den slags serier. Det gør også at når serien første kommer i gang med sin egentlige handling, så ændre den sig fra at være episodisk til at have en forholdsvis kompleks historie.

    Jeg er ikke den store fan af action serier, men jeg kunne godt lide Get Backers for dens ret interessante personer, både på heltenes side og blandt skurkene. Men også det at linien mellem god og ond er ret udvisket senere, samt at samspillet mellem de forskellige personer er ganske spændende.

    Mit største problem med serier er at den er opdelt i to sæsoner, som er tegnet mærkbart forskelligt. Siden jeg ret godt kunne lidt stilen i første ‘omgang’, så var jeg ikke nær så begejstret for anden sæson.

    Get Backers er en god, solid action serie, med interessante karakterer og en afvekslende handling. Den har de obligatoriske kampe der skal være i hver afsnit, men dens varieret brug af folks evner, samt ganske flydende animation gør at man ikke sidder og keder sig over kampe der ligner hinanden.

    Original titel: Getbackers -Dakkanya-
    Genre: shounen / action / komedie / eventyr
    Alder: 13+
    Lavet af: Studio Deen
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Nurse Witch Komugi

    Komugi Nakahara er udvalgt af Vaccine-Verdenen til at fange nogle undslupne vira som deres udvalgte, magiske sygeplejerske heks.

    Hendes ”almindelige”job er som cosplay-idol, om end hendes popularitet ikke er overvældene. Hendes hyperaktivitet er ved at drive hendes manager til vanvid, men han redder hende alligevel ud af de problemer, hun skaber igen og igen

    På trods af, at hun er 17 år, har hun et barneansigt, og hendes krop er også ligeså flad som et barns, hvilket generer hende grænseløst. Hun er derfor meget misundelig på sine mere barmfagre kolleger, især Megumi, der da også driller hende med hendes manglende udvikling konstant.

    Hun er dog ikke uvenner med alle på arbejdet. Hun er meget forelsket i den unge mand Kyosuke, der er flink mod hende men ikke meget mere. Hendes bedste veninde deler også jobbet, Koyori hedder hun, og på trods af at hendes fysiske udrustning er direkte modsat Komugis elsker Komugi hende højt.

    Virusserne har dog også valgt et menneske til at kæmpe for dem, Magical Maid Koyomi-chan. Hun skaber kaos overalt ved at sprede vira, der forvandler folk, hvorefter de alle angriber Komugi. På trods af Koyomi-chans genkendelige navn og fortrin har Komugi ingen anelse om, hvem hun er, og et kapløb om at overgå hinandens udfordringer starter.

    Hvis personerne i Nurse Witch Komugi virker bekendte, er det ikke underligt, idet de alle stammer fra serien Soul Taker (anmeldt i blad 6). Komugi-chan derfra blev så populær, at hun fik sin egen spin-off serie, der ingen relation har til den ”gamle serie” udover personernes udseende og til dels personlighed.

    Nurse Witch Komugi er en OVA, og det ses tydeligt på dens grafiske overflade. Baggrundene er detaljerede og givet et godt billede af, hvordan forskellige steder i Japan ser ud.

    Animationen er flydende hele vejen igennem, og man mærker tydeligt, at der har været et vist budget bag serien. Et andet sted, hvor der ikke er sparet, er farverne. Serien er meget farverig, og paletten nærmest stråler af liv.

    Lydmæssigt er Komugi også glimrende. Personerne har de samme stemmer som i Soul Taker, men selvom den var seriøs og dette er en komedie, gør de det alle rigtig godt, og man føler, at tegning og stemme virkelig udgør en samlet person.

    Baggrundsmusikken er ikke nævneværdig, men flere sange man hører undervejs er ganske udmærkede og ret catchy, blandt andet opening og ending men der er også flere udover dem

    Nurse Witch Komugi er en parodi på Magical Girl genren (se artikel i blad 3) hvis man skal putte den i en genre-bås, men hovedområderne for dens vittigheder er fankulturene omkring cosplay, idoldyrkelse og andre former for ekstrem fandyrkelse. Megen af humoren er også baseret på henvisninger til en del andre animeer. Afsnit to indeholder f.eks. en længere parodi på Battle of the Planets/Gatchaman, og sådanne henvisninger til andre serier kommer i en jævn strøm.

    Man skal dog villig til selv at stå for skud indimellem, for da serien gør grin med anime og cosplay kulturen samt moe-begrebet*, rammer den ofte ting, som seeren kan genkende fra sig selv.

    Dette er samtidig seriens svaghed, idet man skal kende den japanske (fan)kultur rimeligt godt for at få mest muligt ud af vittighederne. De kan da godt forstås uden indgående kendskab, men underholdningsværdien falder noget.

    Nurse Witch Kumugi er en godt animeret serie med god lyd, der, set med vore vestlige øjne, lider lidt under en indforstået humor.

    Men hvis man kender en masse anime og har et indblik i japansk fankultur, vil Nurse Witch Komugi være et kig værd. Absolut anbefalelsesværdig til folk med den rette smag, andre bør overveje, om den vil sjov nok til at være pengene værd for dem.

    * moe er et udtryk der er opstået i Japan som beskrivelse for kærligheden til søde og nuttede personer, ikke af seksuel karakter.

    Original titel: Nurse Witch Komugi-chan Magikarte
    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 13+
    Anime lavet af: Tatsunoko Productions
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Please Twins

    Maiku vender hjem til den by han er blevet født i og til trods for at han stadig går i skole, så er han som forældreløs nødt til at klare sig selv. Men med sit bijob som computer programmør så har han råd til at leje det hus han blev født i og flytte ‘hjem’.

    Men netop som han er ved at indrette sig på sin sædvanlige eneboer stil, så dukker der en pige, Miina, op ved huset, som er i besiddelse af et billede med lille pige og dreng, og hun mener at hun er opvokset i samme hus som Maiku.

    Siden de begge to har den samme sjældne blå øjenfarve, så beslutter Maiku sig lidt modvilligt til at lade hende flytte ind. Men det hele kompliceres mere da endnu en pige, Karen, dukker op, med de samme blå øjne og et billede magen til. Da Maiku tror meget stærkt på de familie værdier han selv har manglet, så kan han ikke sige nej til endnu mulig søster og således flytter hun også ind i huset.

    Siden de alle tre er uden forældre og på hver deres måde savner et sted at høre til, så til trods for at kun den ene pige kan være Maikus søster, bliver de tre en lille familie, med alle de problemer der hører til. Men på den anden side, så er de alle tre unge og dybere følelser begynder at spire.

    Til trods for det lidt underlige forhold mellem personerne, så er Please Twins en kærligheds historie og fokuserer mest på dilemmaet mellem Maiku og de to piger, hvor den ene er hans søster og den anden en total fremmed person, men ingen af dem er klar over hvem der er hvad.

    Det giver et ret anderledes og akavet forhold mellem dem, hvor Maiku for det meste virker mest interesseret i at have en familie, for at kompensere for ikke at have haft nogen før. Men samtidigt er begge piger forelsket i ham og selv om de to har en indbyrdes aftale om ikke at forsøge noget før familie forholdt er afklaret, så er de jo alle i en alder hvor hormonerne spiller fodbold med den sunde fornuft.

    Please Twins dvæler meget på Mikes forhold mellem hans ‘familie’ og man kan lidt mistænke den for at prøve at udnytte det søster kompleks som ofte skinder igennem i anime og anime relaterede spil. For det er et tilbagevendende emne i hver episode at den ene pige kan blive Mikes søster, imens den anden kan blive meget mere, men lige nu er de begge potentielt nær familie.

    Men udover det, så er Please Twins ganske hjertevarmende og hører til i den romantiske, letter humoristiske, livsbekræftende anime gruppe. Som titlen giver indtryk af, så er serien i familie med Please Teacher serien. Mange fra den forrige serie optræder som bipersoner i Twins, men handlingen er uafhængig af forgængeren.

    Selv om Please Twins i selv er en ganske ubemærket serie, så udover at cirkle om et tabu, kan man ikke sige der er den store fremdrift i serien og den mangler lidt af forgængerens intensitet og styrke. Men som en sød og romantisk serie er den seværdig, selv om den nok altid vil står i skyggen af Please Teacher, selv om der dog er skruet op for fanservicen i Twins.

    Original titel: Onegai Twins
    Genre: Komedie / drama / romance / fanservice
    Alder: 13+
    Lavet af: Doumo
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Paranoia Agent

    Paranoia Agent er en af de serier jeg har set frem til, og efter at have set starten på serien er jeg absolut ikke skuffet. Hjernen bag serien er Satoshi Kon som nok er mest kendt for de meget imponerende film Perfect Blue, Millennium Actress og den for nylig aktuelle Tokyo Godfathers. Med Paranoia Agent viser han igen at der stadig kan laves anime der er originalt og udfordre tænke-musklerne. Dog afviger den markant fra hans film, som ofte har en tendens til at være meget jordnære, hvor Paranoia Agent opbygger en stemning af underlig mystik og forvarsler om katastrofer.

    I starten er serien svær at gøre sig klog på. En gruppe fremmede bliver på hver deres måde involveret i sagen om ‘shounen Bat’. En ukendt dreng på rulleskøjter der overfalder folk og slår dem ned med et gyldent baseball bat og som ingen kan finde det mindste spor af. Til tider ser det endda ud til at shounen Bat dukker op og slår folk ned som ned nærmest på kommando, for igen at forsvinde sporløst.

    På overfladen virker det hele som en sag om en mystisk overfaldsmand, men igennem de første afsnit får man hurtigt en fornemmelse af at der er mere bag det. En dukketegner taler med hendes dukke og den taler tilbage, en gammel mand der efterlader mystiske formler på gaderne og så er der den mystiske shounen Bat der dukker op og belejligt slår folk ned.

    Men et af seriens stærkere virkemidler er dens åbnings sekvens, hvor man ser de forskellige personer stå og grine i henholdsvis en storby og ruinerne af den, med paddehatteskyer i baggrunden. Samtidigt lægger Susumu Hirasawa sang og musik til den, og det gør han imponerende godt. Det er nok en af de bedste åbningssekvenser jeg har set længe og den får et 13 tal for kreativitet og stemnings opbygning.

    Skulle man være i tvivl, så er Paranoia Agent en serie der motioner de små grå og som med så meget anime af den slags, så skal man se den med et åbent sind og være forberedt på at der er mange detaljer i serien som man være opmærksom for at få med. Det gør også serien god at se igen, for man bliver forbavset over hvor meget man overså første gang.

    Original titel: Mousou Dairinin
    Genre: Drama / thriller
    Alder: 15+
    Lavet af: Madhouse Studios
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment