AnimeGuiden

Tag: anime

  • Detatoko Princess

    I det lille kongerige Sorcerland lever prinsessen Lapis en stille og rolig tilværelse. Ligesom alle i den kongelige familie, så har hun medfødte magiske kræfter. I hendes tilfælde er det evnen til at ophæve magi, en egentlig ret farlig ting i en magisk verden. Men Lapis er en god pige og hun elsker at hjælpe andre. Desværre tænker hun ikke altid lige over konsekvenserne af hvordan hun hjælper folk, så hun har en tendens til at være omgivet af uheld. Efter et sådanne, involverende en flyvende ø, der ikke længere flyver, beslutter dronningen at Lapis trænger til luftforandring. Men noget går galt og Lapis ender i den anden ende af kontinentet.

    Der skal mere til at slå hende ud, og hun er så heldig ikke at være alene, men sammen med adskillige venner, inklusiv hendes gamle læremester, en lille alf og så hendes bodyguard, der godt nok er en elendig kriger, men kompensere for det ved at være udødelig.

    Den lille gruppe begiver sig så hjemad, men mange farer venter forude. For ikke bare er troldkvinden Topaz ude efter at tilføje Lapis til sin samling at smukke piger, men de støder også på utallige uretfærdigheder. Som Lapis er så nødt til at ordne på sin egen mindre eftertænksomme måde.

    Detatoko Princess er ren humor og de fleste vandpytter er dybere end handlingen. Men serien gør opmærksom på det lige fra starten og man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om at den bare skal ses som en parodi på fantasy genren. Lige fra starten hvor Lapis introducere serien direkte til ”kameraet”, imens hendes læremester går rundt og prøver at se hvad hun taler til, er man klar over at det er humoren der er lagt vægt på.

    Så er man ude efter lidt humor i den lette ende, så er denne lille 3 episoders serie perfekt. Man ligger nok ikke flad af grin hele tiden, men Detatoko Princess er gennemført humoristisk og hvis man kunne lide andre fantasy serier med humor, så som Slayers, så kan man nok ikke gå helt galt med den her.

    Selve serien er ikke ligefrem en af de nyere. Jeg så den selv for første gang som fansub for 5 år siden, og fandt den ganske uimodståelig og åbnings musikken har siden også været en af mine favoritter. Nu er den så endelig ude på DVD, og har man lyst til lidt halv-plat humor hvor der absolut ikke er noget der skal tænkes over, så er Detatoko Princess en perfekt serie til en grå eftermiddag.

    Genre: Komedie
    Alder: 13+
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Fruits Basket

    Tohru Honda har mistet begge sine forældre og for ikke at være til gene for sin bedstefar, så bor hun i et telt i skoven og tjener til sin skolegang ved at arbejde som rengøringspige. En dag på vej til skole støder hun på et hus i skoven, som bebos af to unge mænd fra den rige Souma familie. Den ene af disse er elev i hendes egen klasse, den meget attraktive Yuki, også kendt som skolens prins på grund af sit gode udseende og vane for at holde kølig distance til piger. Den anden af husets beboere er den lidt ældre Shigure, som lever af at skrive noveller.

    Under et alvorligt regnskyld bliver Tohru forkølet og Yuki bringer hende til huset og får hende hurtigt tilbage på benene igen. Men regnskyllet udløste et jordskred der begravede Tohru’s telt og siden hun pludselig står tilbage uden noget, tilbyder Shigure at hun kan blive i huset som hushjælp, noget den meget huslige Tohru hurtigt vender sig til.

    Da yderligere en ung mand, Kyu, ankommer til huset varer det dog ikke længe før hun finder ud af at de 3 gemmer på en dyb familiehemmelighed, nemlig at hvis de bliver omfavnet af en normal person af modsat køn, så forvandler de sig til et dyr fra det kinesiske Zodiak, såsom en hund, en mus og lignende.

    Desværre har hemmeligholdelsen af deres tilstand medført at de udsatte familiemedlemmer er ret isolerede fra normale mennesker og har dybe personlige problemer på grund af det, noget som virker svært at fatte for den optimistiske og livsglade Tohru, som med sin ret naive og positive indstilling langsomt påvirker folk omkring hende, især Yuki og Kyu.

    Fruits Basket er en romantisk komedie, der handler om Tohru, der har mistet alt men stadig går rundt med sin, til tider nærmest naive optimisme, og Souma familiens dystre og isolerede medlemmer. Selvom man nok kan forvente at Tohru langsomt løser de knuder de forskellige har, så er det dog stadig en fornøjelse at følge med i, ikke bare fordi at Souma familien har brug for Tohru til at hjælpe dem ud i den normale verden, men fordi hun også har dybe ar der skal heles med hjælp fra andre.

    Men mest at alt, så er Fruits Basket uimodståelig sød og den veksler dejligt mellem humor og drama, med mange underlige indfald undervejs og har mere end et sted hvor man kan fristes til at knibe en tåre. Tegnestilen i serien er meget simpel, ret direkte adapteret fra mangaversionen, dog med afbræk, som en episode der omhandler Tohru’s muligvis overnaturlige veninde og som er domineret af underlige kameravinkler og alternative billedstil.

    Fruits Basket er alt i alt en sjov, lettere romantisk historie om unge med problemer, hvor et af dem er at de har en tendens til at blive til dyr nu og da. Der er ikke den store action i serien og der er ofte skruet meget højt op for det mere nuttede, som da en af Souma familiens mindre piger begynder at følge Tohru rundt som en kylling efter en hønemor.

    Så er man i det romantisk hjørne og godt kan lide et hjerteligt grin sammen med sit drama, så burde man stifte bekendtskab med Fruits Basket og de herlige personer der er med i den.

    Genre: Romantik / Komedie, 26 episoder
    Alder: 10+
    Studie: Studio Deen, 2001
    Amerikansk Licens: Funimation
    Udgivet i Danmark

  • Galaxy Angel

    Engang i fremtiden ude i rummet er det store Transvaal Imperium på jagt efter Lost Technology, ting fra fortiden, der er glemt overalt i universet. Til dette formål eksisterer Angel-tai, en gruppe i militæret, som er dedikeret til at finde Lost Technology og andre specielle opgaver.

    Angel-tai er bestemt ikke en almindelig enhed, næsten så modsat en sådan som den kan være. Den består af fem unge piger, Millefeuille, Ranpha, Forte, Mint og Vanilla, der alle langt fra er almindelige.

    Millefeuille Sakuraba: 17 år. Ekstremt heldig og hun kom med i Angel-tai, fordi de andre håber, at hendes held vil smitte af på dem. Hun elsker at lave mad og bage, og hun forsøger altid at få medlemmerne af truppen til at arbejde sammen og ikke fare i totterne på hinanden. Mange af Angel-tais problemer er dog netop udløst af hende, idet hendes nysgerrighed får hende til at prøve det Lost Technology, de har, med katastrofale følger, men hendes held gør, at det altid ender godt for hende selv.

    Ranpha Franboise: 18 år. Blond, smuk og uimodståelig efter hendes egen mening. Hun forsøger indimellem at forudsige fremtiden med krystalkugler og lignende, men det lykkes hende aldrig. Ranpha er konstant på jagt efter ridderen på den hvide hest, eller i hvert fald unge, smukke og rige mænd.

    Forte Stollen: Den ældste af pigerne med sine 22 år. Forte er generelt ret maskulin i sin opførsel, men alligevel gode venner med Ranpha på trods af deres forskellighed. Hun elsker kamp og våben, og hun vil gøre meget for at få flere antikke skydevåben til sin samling.

    Mint Blancmanche: 16 år gammel, men ser noget yngre ud. Overfor de andre i Angel-tai er hun altid alvorlig og seriøs, men i virkeligheden elsker hun plysdyr og er vild med at klæde sig ud. Specielt har hun en forkærlighed for heldragter, der ligner plysdyr, som dem der bruges i forlystelsesparker. Det ekstra par ører, dyre-ørerne, er for øvrigt ikke hendes rigtige ører, men hun kan vippe med dem, som om de var.

    Vanilla H, 13 år gammel og dermed det yngste medlem af Angel-tai. Hun siger stort set aldrig noget, og hvis hun gør, er det oftest en kommentar om, at det, der sker, er Guds vilje. Hun er meget religiøs og bruger megen tid på at bede. Får en knapt så hemmelig beundrer i missilet Nomad.

    Volcott: Den ældre mand, der ”leder” Angel-tai. Han ser altid bekymret ud, hvilket er forståeligt givet truppens opførsel. Han affinder sig dog altid med, hvad der sker, med et resigneret suk.

    Denne store forskellighed i pigernes personligheder skaber mange gnidninger og problemer, der altid har en absurd karakter.

    Personernes design er typisk Broccoli med meget store øjne, kraftige og klare farver og generelt sødt og lyst. Personernes udseende passer godt med deres personlighed, og det hele er samtidig lavet, så flere populære piger-typer er repræsenteret. I det hele taget vil de mange kvindelige hovedpersoner med vidt forskellige udseender, væremåder og stilarter minde om de setups, man kender fra anime baseret på dating-spil (To Heart, Kanon), men denne anime var det første, der udkom i dette tilfælde. Senere, da den var blevet populær, udkom der da også sådanne spil. Dette let genkendelige cast af mange piger er da også en del af grunden til seriens popularitet, idet mindst er ét medlem af truppen burde tiltale én, det andet store trækpunkt er seriens humor.

    Galaxy Angel er en ren komedieserie. På trods af det store antal piger holder serien sig udelukkende til det komiske og slår ikke smut over i mere seriøse genrer eller det romantiske. Dette er både en fordel og en ulempe for serien. Det er en fordel for serien, idet man ikke er i tvivl om hvad man skal forvente, og dermed ikke bliver skuffet. På den anden side er det små gags, der driver den, og uagtet at de er sjove og den konstante strøm af dem, kan det gøre, at man mister interessen. Der er nemlig ingen sammenhængende historie, ikke engang en fast rød tråd, der holder serien sammen, er udelukkende personerne og science-fiction universet.

    Det er ikke kun personerne, men også resten af showet, der har en klar og kraftig farvepalmette, som understreger det glade.

    Animationen er udmærket, men ikke noget specielt. Det virker ikke, som om der er brugt det store budget på seriens grafiske udseende, men den er alligevel pæn og tiltalende, men på ingen måde imponerende, specielt ikke sammenlignet med andre serier af tilsvarende nyere dato.

    Lyden i serien er til gengæld god. Voice-actorsne gør et glimrende stykke arbejde med at giver hver person sin helt specielle karakter, noget der netop er enormt vigtigt for et så karakterdrevet show som Galaxy Angel (note: der er her tale om de japanske stemmer)

    Musikken er også værd at knytte et par ord til. Baggrundsmusikken er ikke bemærkelsesværdig, men den er der og gør sit job, men stykkerne med sang på, åbnings- og slutsangen f.eks., er meget fængende. De er meget iørefaldende, har gode beats og sangerne er gode til at synge. Åbningssangen fanger også seriens kaotiske og hektiske karakter godt. Folk der ikke kan lide japansk ”sukker”-pop, vil dog absolut ikke synes om dem og bør holde sig væk eller have fingeren på forward knappen, når en sang truer.

    Alt i alt er Galaxy Angel en sød komedieserie, der dog bedst nydes i mindre doser ad gangen. Den er dog langt fra noget for alle, så folk, der ikke umiddelbart tiltales af genren, bør overveje det noget, inden de investerer i den.

    Genre: Science fiction / komedie
    Alder: Alle
    Studie: Broccoli, Madhouse Production
    Amerikansk licens    : Bandai Entertainment

  • Happy Lesson

    Chitose er i et lidt specielt dilemma. Han plejede at bo alene efter hans forældres død, som efterlod ham et stort hus at leve i. Det der dog egentlig gør hans situation anderledes er at han lever sammen med fem voksne kvinder og de er alle sammen lærerinder på hans skole. Men disse fem lærerinder er ikke ligefrem helt normale eksemplarer af slagsen, for udover at de hver prøver at være som en mor for Chitose, så har de hver deres ret alternative personlighed og måde at opføre sig på.

    Som nogen måske kan forestille sig, så kan det til tider være irriterende at have en mor der er en lærerinde, men at have fem af dem kan til tider være et mareridt, især da ingen må finde ud af at de bor sammen med ham. Noget der er langt fra let, eftersom at de hver gør deres bedste for at fylde mor rollen, oftest til et punkt hvor stakkels Chitose’s helbred er seriøst truet.

    Men selvom et fuldt sæt af mødre er et af Chitose’s store problemer, så er der andre ting der blander sig i hans liv. Som for eksempel hans klassepræsident, en pige der udover at være ret nysgerrig også er dybt forelsket i Chitose. Dertil kommer et par barndomsveninder og en lettere ustabil videnskabskvinde, så han har mere end nok at se til.

    Happy Lesson er ikke noget mesterværk. Faktisk så er den med nogle få undtagelser en ret typisk “harems” serie, med enkelt mandlig hovedperson og en næsten uendelig strøm af underlige piger. Serien gør sig dog bemærket ved at den fokuserer mere på deres lidt underlige mor/søn forhold frem for romantik. Især Chitose’s gradvise forvandling fra at være en ensom slagsbror til at blive en del af en familie er et vigtigt punkt i serien.

    Serien er underholdene, til tider lidt plat og andre gange ganske bevægende. Dog virker det lidt som om den aldrig helt når nogen steder, hvilket er ret normalt i den slags serier, men i Happy Lesson savner man en større udvikling af handlingen. Den er også ret forvirrende i starten, da man kastes direkte ind i serien på et tidspunkt hvor lærerinderne allerede er flyttet ind og man får så historien bag det i de følgende episoder.

    Et problem ved Happy Lesson er at den nok vil blive målt mod serier som Love Hina og det kan den ikke leve op til, men har man set den og gerne vil se mere af samme genre, så er Happy Lesson et godt bud. Udover det så er serien lidt svær at anbefale, da den langt fra er den bedste i sin genre og vil nok virke ret forvirrende for nybegyndere indenfor anime. Men har man lidt penge til overs og vil gerne se en serie med god humor og varme følelser, så kan Happy Lesson være lige sagen.

    Genre: Comedy
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Geneon

  • Haibane Renmai

    En ung pige vågner op i et gammelt kloster, omgivet af en lille flok af andre piger, alle med grålige vinger på ryggen. Hun husker intet fra før hun vågnede, med undtagelse af en svag drøm. De andre fortæller hende at hun nu er en Haibane og de giver hende navnet Rakka, baseret på hvad hun oplevede i drømmen.

    Rakka lærer over de næste dage at alle pigerne i klosteret er Haibane og blev ligesom Rakka klægget fra kokoner der voksede op fra jorden og ligesom hende, intet kan huske om hvad de var før det. Som Haibane er de alle med i en gruppe der lever indenfor en gigantisk væg, der omkranser en hel by og landet omkring. Dog er Haibane anderledes fra byens normale beboere og de lever lettere afsondret fra dem. Dog har de alle arbejde i byen, men siden en Haibane ikke må tjene penge, så bliver alle køb lavet ved at det bliver skrevet ned på et stykke papir fra en bog og givet til butikken, som ofte er genbrugsbutikker, siden det ikke er tilladt Haibane at “købe” mere end de har brug for.

    Haibane Renmai er en meget smuk fortælling, samtidig med at den er underlig og mystisk, hvilket nok ikke burde forbavse så meget, da den er skabt af Abe Yoshitoshi, som også er manden bag Serial Experiments Lain, Niea Under 7 og den lige nu i Japan, TV aktuelle TEXHNOLYZE. Til animeversionen har han da også valgt at arbejde sammen med de folk der skabte Lain og Niea animeserierne, hvilket virkelig har gjort Haibani Renmai til noget for sig selv.

    Serien er som nævnt ret sød, men på en bitter måde der ofte veksler ret hårdt mellem tingene, som da Rakka’s vinger vokser ud i første episode og man virkelig føler hvor smertefuldt det er for hende, da der ikke er meget engleagtigt ved den måde de blodigt bryder ud af ryggen på hende. Men netop de op- og nedture giver serien sin styrke, for man oplever også hvordan det lille, men ret tæt knyttede Haibane samfund er som en familie for hinanden, og samtidig undrer man sig, ligesom Rakka, over hvorfor de er Haibane eller hvad der er på den anden side af den gigantiske væg, for slet ikke at tale om hvad der sker med en Haibane når de forsvinder ud i skoven.

    Musikalsk og grafisk er Haibane Renmai også imponerende. Musikken er perfekt til seriens natur og seriens klare farver og streg er en fornøjelse at se på, forholdsvis godt blandet sammen med computergrafik der blender i baggrunden og ikke tager fokus fra de dejligt animerede personer.

    Ligeledes er Haibane fyldt med detaljer og interessante påfund, ikke mindst Rakka’s glorie, der i starten har brug for en støttepind og statisk tiltrækker hendes hår. Der er også lagt stor vægt på detaljer i påklædning og omgivelser, så at se Haibane Renmai mere end en gang er nok påkrævet for at få det hele med.

    Har man set den ret populære Lain, så må det siges at Haibane Renmai hopper over i et helt andet spor, selvom den stadig er præget af den samme søgen efter svar som Abe Yoshitoshi altid har som tema i sine serier, dog er den langt fra den følelse af ensomhed og isolation som prægede Lain og mere i retning af hans senere Niea, hvor man også kan se en stor fysisk lighed mellem personerne.

    Haibane Renmai er en serie med dybde og mysterier, men også en sød og opmuntrende animehistorie, hvor man det meste af tiden ser alting fra Rakka’s vinkel og sammen med hende prøver at finde ud af hvad Haibane er, hvem hun var før og hvorfor hun er der og imens der langsomt bliver givet nogle få svar, så ser man hvordan Haibane pigerne lever og støtter hinanden, så det er en god serie at anbefale hvis man gerne vil have en anime der også giver noget at tænke over efter at hver episode er overstået.

    Genre: Fantasy / drama, 13 episoder
    Alder: 13+
    Studie: RADIX, 2002
    Amerikansk licens: Pioneer/Geneon


  • Boys Over Flowers

    Når jeg kigger på min samling af gamle, slidte, blegnede fansubs så er der 3 bånd med titlen Hana Yori Dango der altid får mig til at krumme tæer. Allerede da de bånd blev lavet, var kilden blegnet og fyldt med støj, men jeg så hver episode med stor fornøjelse og jeg er glad for at serien efter mange år endelig udkommer på DVD her i vesten, så jeg endelig kan få set den i ordentlig kvalitet.

    Boys over flowers handler om middelklassepigen Tsukushi, der er blevet optaget på en overklasseskole og omgående kommer hun til, ved et uheld, at lægge sig ud med skolens dominerende drengegruppe. Men hvor alle andre ville have lidt i stilhed eller forladt skolen, så beslutter hun sig for at slå tilbage og det er starten på en lang og sej kamp, hvor Tsukushi ikke alene er oppe mod 4 unge mænd der er vant til at få deres vilje, men også mod et helt miljø der ikke er interesseret i at have middelklassefolk som hende på skolen, hvilket giver en del sammenstød der kunne få de fleste til at bryde sammen, men i stedet for henter Tsukushi styrke andre steder fra for at fortsætte.

    Men alt er ikke helt desperat som det kunne tyde på, for til trods for at hun er i krig med skolens elite, så er hendes stædighed og kampvilje noget der skiller hende ud fra alle andre piger på skolen og det varer ikke længe før den krig hun har startet ændrer stil og breder sig til mere følelsesmæssige områder.

    Boys Over flowers er en af de bedste drama/romance serier som jeg nogensinde har set og animeversionen er meget trofast over for den mangaserie og stil som den kommer fra. Med en blanding at forviklinger, misforståelser og modsat rettede personligheder er serien konstant i bevægelse og især Tsukushi’s splittelse mellem de to mandlige hovedpersoner giver en del skift igennem serien. Personernes karakterer er meget veldefineret og bliver langsomt udviklet og forandret igennem serien, som meget fokusere på netop dramaet i en klassisk trekant, med en del forstyrrelser udefra.

    Selvom den ikke ligefrem er en af de ældre serier, så virker den langt fra så farvestrålende og vel animeret som mange af de nutidige og den har meget lidt action, så man skal nok være en fan af drama/romance type serier for at nyde den, men er man til gengæld det, så bør man kigge på Boys Over Flowers, da den allerede længe før den udkom havde en stor fanskare og må betragtes som en af de bedre romantiske animeserier og det er forbavsende at den har været så lang tid om at blive udgivet her i vesten, for når man taler om “shoujo” animeserier, som henvender sig til de fleste der kan lide romantik, og på mange måder følger Boys over Flowers også helt den typiske stil der præger utallige mangabøger, men som sjældent bliver animeret.

    Original titel: Hana Yori Dango
    Genre: romantik / drama, 51 episoder
    Alder: 12+
    Studie: Toei Animation, 1996.
    Amerikansk licens: Viz

  • Iria Zeiram the Animation

    Iria Zeiram the AnimationIria er en ung dusørjæger, og hun er ved at være parat til at få sin egen licens til at jage forbrydere. Sammen med hendes bror Gren og deres ven Bob tager de ud på hvad der umiddelbart virker som en normal opgave, men allerede fra starten er der problemer med bevæbnede tropper der angriber dem. En opgave er dog en opgave, og det lykkedes gruppen at komme til deres rumskib og af sted mod deres bytte.

    Det viser sig dog at være langt mere besværligt, end nogen kunne have forudsagt, for de render ind i et urgammelt monster ved navn Zeiram, som ikke alene er smart og stærk, men også så godt som udødelig. Det lykkedes Iria at undslippe, men væsenet dræber hendes bror og Bob. Iria nødlander på en planet i nærheden, men selv destruktionen af en rumstation var ikke nok til at stoppe Zeiram, og så er der lige det med den døde bror, som jo skal hævnes.

    Iria: Zeiram the Animation hører til blandt de mange sci-fi småserier, der blev lavet omkring slutningen af 80’erne, og den er meget typisk i stilen for den periode. Dog har serien den fordel at være fra slutningen af perioden, hvilket gør den lidt bedre animeret end mange andre serier fra samme ”tidsalder.”

    Dog kan dens alder sagtens ses. Den vil nok aldrig blive forvekslet med nutidig animation.

    Men seriens stærkeste side er personerne. Iria er helt klart fokus og især i den japanske version virker hun ret levende og overbevisende. Ligeledes er der lagt stor vægt på at lave en enestående verden rundt om serien, meget påvirket af kinesisk stil. Faktisk har man gjort mere ud af at lave tingene alternative frem for realistiske.

    Serien er fyldt med action, lige fra intense jagte på diverse underlige fartøjer til Iria’s kampe mod Zeiram og den destruktion af omgivelserne det inkluderer. Men samtidigt så er der også tid til at man lærer seriens vigtige personer at kende, og Iria går da heller ikke af vejen for at stoppe en diktator eller redde lidt folk mens hun nu er i gang.

    Har man ikke noget imod at se ældre sci-fi serier som Bubblegum Crisis, Gall Force og lignende, så skulle man nok kigge lidt på den nye DVD version af Iria: Zeiram the Animation, for den er ganske god underholdning indenfor sin genre og kan sagtens ses mere end en gang.

    Genre: Scifi / action
    Alder: 13+
    Studie: Ashi Production / Victor Entertainment
    Amerikansk licens: Media Blasters

  • His and Her Circumstances

    Vi kender det vel alle sammen. Hvis ikke gennem personlige oplevelser, så kender man i det mindste til begrebet i sig selv. Den første kærlighed. De første klodsede skridt mod et forhold mellem to unge mennesker. Ja, vi kender det vist alle sammen. Medierne i alskens lande er nemlig så proppede med bøger, tegneserier, film og serier, der bruger denne problemstilling som grundlag, at selv de få uheldige, som ikke selv har oplevet det endnu, umuligt kan undgå at have stiftet bekendtskab med det mindst en snes gange.

    Forløbet i disse historier er som oftest følgende: Hovedperson møder udkåren. Hovedperson bliver smaskforelsket. Hovedperson må gå ild og vand igennem for dog i sidste ende at opnå det beseglende kys eller ægteskab.

    … men hvad sker der så bagefter? Meget få romantiske komedier beskæftiger sig med dette i høj grad vigtige emne. For hvad sker der når kysset ophører eller når bruden har lagt brudekjolens bølgende folder fra sig og de to rent faktisk skal have et forhold til at fungere? I bedste eventyrstil går vi ud fra at de lever lykkeligt til deres dages ende og vi forlader biografen med en varm og luftig fornemmelse i maven. Prinsen har jo fået sin prinsesse (eller prins eller hvad man nu måtte være til) og hvem gider bryde hovedet med at se på et forhold, som noget man ligefrem er nødt til at arbejde med og engagere sig i?

    Gudskelov forholder det sig ikke altid sådan.

    “His and Her Circumstances” eller “Kareshi Kanojo no Jijou” (også kendt som Kare Kano) er, som den kvikke læser måske har regnet ud, en romantisk komedie, men en yderst forfriskende en af slagsen på utroligt mange måder.

    Som man nok kan gætte ud fra mine ovenstående rablerier, så er Kare Kano temmelig “straight to the point” med at få splejset de to hovedpersoner. Faktisk sker det allerede i episode fire og først derfra tager tingene fart. For nu skal de nemlig til at finde ud af hvordan man ellers fungerer sammen som par. Og for at det ikke skal være løgn har de begge to deres egne dæmoner at slås med. Der er lagt i brændeovnen til en masse skæg og ballade, men også noget langt mere alvorligt.

    Animationen er i en klasse for sig – ikke fordi den overgår alt andet (det er jo en tv-serie, med et budget som bærer præg deraf) – men fordi den er så anderledes i forhold til hvad man er vant til at se. Kare Kano var oprindeligt en manga og det er lykkedes for Gainax at skabe en yderst vellykket splejsning af de to medier. Med overraskende finesse lykkes det for dem at benytte virkemidler fra mangaen, som man ellers skulle tro var umulige at få til at fungere med levende billeder. Talebobler, lydord og sågar billedruder er en fast bestanddel af showet. En klog brug af farver (og til tider manglen derpå) er desuden tit med til at understrege ting. Det kan ikke sættes på skrift præcis hvorfor det fungerer så godt – men det gør det.

    Det har dog én hage: Der foregår af og til så meget i et billede at man er nødt til at pause afspilningen for at få det hele med, hvilket hæmmer oplevelsen en lille smule – men kun en smule.

    Animationen kører generelt i et højt tempo – der er fart over feltet og energi i billederne, ikke mindst i kraft af de mange (ofte morsomme og ret virkningsfuldt) karikeringer. Det er bestemt ikke kedeligt at være vidne til og den ene DVD efter den anden bliver rask kylet i afspilleren for at fodre ens trang til at se mere.

    Apropos budgettet, så kunne det godt virke som om Gainax på et tidspunkt havde lidt lavvande i kassen – faktum er i hvert fald at hele TO ud af de 26 episoder er recaps og en tredje er animeret så ringe at det ligner en spøg (imidlertid har den alligevel et par originale indfald, så det er til at leve med).

    Musikken er også et lille mesterstykke i sig selv og den falder perfekt i hak med animationen, hvilket skaber en komplet og meget livlig atmosfære. Man griber sig selv i at nynne med på op til flere af numrene – for mit eget vedkommende især et klassisk nummer, som dukker op i forskellige versioner i løbet af serien. Jeg har hørt det før, men jeg kan ikke huske navnet (her skærer anmelderen tænder af frustration over sin hullede hukommelse).

    Hvis man synes at musikken minder en om Evangelion, så er det slet ikke så underligt, for der er nemlig tale om den samme komponist og han gør endnu en gang et ganske fint stykke arbejde.

    Det er forøvrigt ikke den eneste forbindelse til Evangelion i Kare Kano. Der er en ret åbenlys og ganske fornøjelig reference til den et stykke inde i serien, som man næsten ikke kan undgå at lægge mærke til. Og så er der jo lyskurvene …

    Stemmerne er så absolut herlige. Talentfuld, engageret og imponerende arbejde – man griber sig selv i at spekulere på hvor forpustede skuespillerne mon er efter en dags optagelse – ikke mindst dem, som lægger stemme til Yukinos to mindre søskende (som desuden også står for et særdeles overgearet preview efter hver episode).

    Men animation, musik og stemmeføring til side. På trods af deres høje kvalitet er det dog langt fra det, som holder serien kørende. Det centrale, det bærende i Kare Kano, den reelle årsag til at DVD’erne flyver ind i afspilleren så hurtigt som de kan flås ud af plastik-indpakningen er ingen af de ovenstående ting, men derimod persongalleriet. anime-serier med store persongallerier er ikke usædvanlige, men det er sjældent at man ser et, der i den grad er så gennemarbejdet, som det er i Kare Kano. Det er ikke bare hovedpersonerne, der bliver berørt. Næsten hver eneste figur i den serie, som har et navn og mere end én optræden har også en historie, en profil, en fortid og de bliver alle som én fortalt på en betagende, smuk og levende vis.

    Kare Kano har én stor fejl. Den blev aldrig afsluttet. Den havde nemlig det handicap at være baseret på en manga, der på produktionstidspunktet (1998) ikke var afsluttet (og mig bekendt stadig ikke er det dags dato). Gainax har forsøgt at redde det, men det har ikke kunnet ændre på den flade fornemmelse man sidder tilbage med når sidste episode er kørt henover skærmen. Det er rigtig ærgerligt at være tvunget til at tage afsked med de personer, man i den grad er blevet knyttet til så pludseligt.

    Man kan selvfølgelig forsøge at tolke på slutningen, men det ville være en åndssvag ting at give sig i kast med, når den direkte og konkrete grund til afslutningen simpelthen skyldes at de løb tør for materiale. Måske er dette også er en del af forklaringen bag de to recap-episoder og en sidehistorie i slutningen af serien, som i grunden er meget sød, men ikke har så meget at gøre med hovedplottet.

    Denne kedelig smudsplet er imidlertid ikke en hæmsko for at se og nyde serien og bør heller ikke være det, for selv med en fesen, brat afslutning er His and Her Circumstances / Kare Kano en fornøjelig oplevelse ud i komik, selvopfattelse og det at fungere sammen. Hvis du ellers kan tilgive slutningen, så se den endelig. Du bliver næppe skuffet.

    Original titel: Kareshi Kanojo no Jijou
    Genre: Drama
    Alder: 15+
    Studie: Gainax, J.C.Staff
    Amerikansk licens: Right Stuff International

  • Marmalade Boy

    Marmalade BoyMiki’s forældre kommer hjem fra en ferie på Hawaii og annoncerer at de skal skilles. Det er hun ikke ligefrem lykkelig over, og det bliver meget værre, da forældrene fortæller hende, at grunden er, at de fandt et andet ægtepar som de begge godt kunne lide, og nu vil de så bogstaveligt talt bytte partner. For at gøre det hele lettere, så vil de alle flytte ind i et fælles hus, sammen med Miki’s nye bror.

    Miki syntes ikke særligt godt om ideen, faktisk så er hun ret opsat på at sætte en stopper for hele sagen, og hun regner med at hendes nye ”bror” nok vil samarbejde. Dog bliver hun ret skuffet, for ikke alene syntes hendes kommende bror at det er i orden, men de nye mennesker i Miki’s liv er ligefrem flinke, hvilket gør det en del sværere at være sur på dem.

    Alt i alt er det ikke en særlig god tid for Miki og det bliver ikke bedre af at hendes stedbror er attraktiv. Selv om hun lader som om hun ikke kan fordrage ham, så begynder han også at vække andre følelser i hende.

    Marmalade Boy har en mildest talt underlig indledning, men er i bund og grund en kærlighedshistorie med lidt mere end normale komplikationer. Serien har faktisk en tendens til at bygge en del forhold op omkring tabuer, som Miki’s veninde der har et forhold med deres klasselærer.

    Serien er en meget klassisk shoujo (pige) anime, og det kan ses på tegnestilen, som domineres meget af simple tegninger og et langt mere modereret brug af farver. Ligeledes er fokus på en blanding af drama og romantik, frem for action.

    Der er ligeledes heller ingen magiske piger, mecha’er eller rumvæsener, men bare historier om Miki og hendes verden.

    Kan man lide den slags, så bør man kaste et blik på serien. Den havde allerede en stor vestlig fanskare længe før den begyndte at blive udgivet her og med 76 episoder er der en del at tage fat på hvis det viser sig at man kan lide den.

    Genre: Drama / romantik
    Alder: Alle
    Studie: Toei Animation
    Amerikansk licens: TokyoPop

  • Najica Blitz Tactics

    Najica er til dagligt en parfumeproducent, men hun har også et sidejob som hemmelig agent i bedste James Bond stil, med hurtige biler og skumle skurke der dagligt prøver at overtage verden. Men Najica er en af de bedste i sit hverv og kun de færreste ting sløver hende ned, selvom det bliver en del mere kompliceret da hun redder en ung pige, som viser sig at være en Humaritt, en slags androide designet udelukkende til kamp.

    For at forbedre Najica’s chancer for at klare sig mod high-tech kriminelle der også bruger Humaritter, så bliver hun teamet op med Lila, den Humaritt som hun reddede.

    Najica Blitz Tactics foregår i en nær fremtid, men det er egentlig ikke en verden meget mere avanceret end vores og med den samme type af magtgale skurke som man finder i de fleste actionfilm, med det tilføjede element af lynhurtige og fysisk stærke kamprobotter i menneskeform.

    Hvad der dog gør serien bemærkelsesværdig er den store del af undertøj der bliver fremvist ved enhver lejlighed og de “kamera” vinkler der bliver brugt for bedre at kunne se trusserne på alle kvindelige personer. Det er mildest talt distraherende i starten, for selv for en anime, er der flere “Panty Shots” i episode et end der er i de fleste animeserier tilsammen. ADV som udgiver serien har da også lagt mærke til det og som en bonus til dem der køber DVD boksen til serien, følger der et par trusser med.

    Meget ofte bliver den slags fanservice brugt til at aflede opmærksomheden fra seriers mindre heldige ting, oftest en total mangel på en dybere handling eller middelmådig tegnestil. Man kan fristes til at stemple Najica som sådan efter at man er blevet bombarderet med billeder af hvide trusser igennem de første 2 episoder, men selv om Najica ikke har verdens bedste tegnestil eller nogen dyb og fascinerende baggrundshistorie, så er den langt fra så underlivsfikseret som man først får indtryk af.

    Om der er færre Panty Shots senere eller om man bare vænner sig til stilen ved jeg ikke, men når man er kommet ind i serien, så virker det ikke så slemt og selv om den er lidt episodisk opbygget, så kommer man frem til en acceptabel handling.

    Kan man lide animepiger, masser af synligt undertøj og action i agent stil, så er Najica et pletskud som man nok kan bruge en del tid på. Dog kan det blive for meget for mange og i Najica Blitz Tactics er det ofte som om at alt form for beklædning er lavet sådan at den mindste bevægelse vil afsløre hvad der er nedenunder, for slet ikke at tale om hånd til hånd kampe der kunne få de fleste lingeri kataloger til at se tomme og konservative ud.

    Genre: agent / action, 12 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Media Factory, 2001.
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Pretear

    Pigen Himeno er blevet en del af en rig familie, da hendes far, en forfatter uden de store indtægter, gifter sig for anden gang. Himeno får ikke alene en ny mor, men også to nye søstre, der ikke er for glade for den nye familieforøgelse. Men hun er en pige af den slags der prøver at se det bedste i alt og gøre verden til et bedre sted. Det bliver pludseligt uhyggeligt aktuelt da syv magiske riddere fra en anden verden dukker op og fortæller hende at hun er Pretear, en person der kan redde verden fra en kommende trussel.

    Da Himeno er den hun er, så indvilliger hun til at hjælpe, selvom hun er langt fra sikker på sin rolle. Og kun kort tid efter at hun er ”udnævnt” til Pretear bliver hun angrebet af et plante lignende monster der suger livsenergien fra sine omgivelser. Ved hjælp af sine evner som Pretear kan Himeno forene sig med en af ridderne. Det gør hende i stand til at finde monstrenes svage punkt og tilintetgøre dem, da hver ridder giver hende specielle evner og kun hendes kraft er stærk nok til at tilintetgøre de frø der giver uhyrerne deres magt.

    Men at være udvalgt til at redde verden er ikke let, især ikke når man allerede har problemer og det bliver ikke meget bedre da Himeno forelsker sig i riddergruppens tavse, alvorlige type, der har sine egen grunde til ikke at være romantisk anlagt. Noget der volder den stakkels pige en del problemer, udover at hun også lige skal nå at redde verden.

    De fleste faste animefans kender sikkert serien hvor den mandlige hovedperson er omgivet af attraktive piger. Pretear tilhører den modsatte gruppe, med en pige og en gruppe af drenge. Dette er oftest noget der mest retter sig til det kvindelige publikum, men Pretear har også en god del action og er langt fra så romantisk som man kunne forvente for den blanding af genre som den tilhører.

    Serien er ganske underholdende og kan være værd at se, men den når aldrig helt at komme i gang med en ordentlig kærlighedshistorie, men kører meget på diverse stereotyper. Lige fra Himeno, der er den livsglade og hjælpsomme pige der nærmest strutter af energi. Modsat er hendes mandlige modpart høj, mørk, tavs og mysteriøs. Noget der er meget typisk for utallige manga og anime serier man oftest forbinder med studiet CLAMP, som har lavet adskillige af slagsen.

    Kan man lide anime som Fushigi Yugi eller de førnævnte CLAMP serier, så kan det være en ide at kigge på Pretear, men den er ikke på nogen måde noget specielt og har man set adskillige shoujo/Magical Girl serier, så har den ikke meget nyt at tilbyde, da handlingen er ret forudsigelig og langt fra en nyskabelse.

    Genre: Magical Girl / Romance
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: ADV

  • Sadamitsu the Destroyer

    Sadamitsu er kvarterets førende slagsbror, hvor bare hans navn er nok til at skræmme andre og der er intet bedre en godt slagsmål efter alle gadens regler. Derfor er det ikke noget hårdt valg da to væsener fra rummet pludselig dumper ned foran ham, i midten af en kamp. Det ene af dem, et insekt artigt monster prøver at slå ham ihjel da han i bedste macho stil blander sig i kampen og kun med en redning fra det andet væsen, en androide, overlever han.

    Desværre koster Sadamitsu’s indblanding androiden hans krop, men ved hjælp af dens hoved, brugt som vejleder og kampdragt, lykkedes det Sadamitsu at besejre væsenet.

    Desværre var det kun en fortrop på millioner af lignende monstre, alle på vej mod jorden for at fortære alt de kan. Da Sadamitsu mere eller mindre er ansvarlig for at den eneste der kan forsvare jorden nu er splittet i utallige dele, så vælger han at overtage pladsen som jordens forsvarer og bliver med lidt hightech udstyr forvandlet til Sadamitsu – The Destroyer.

    Sadamitsu kunne uden større problemer være endnu en serie om en gut der forvandler sig til en armeret superhelt og banker utallige monstre med et utal af imponerende ”special moves”. Men serien undgå netop dette ved at være lidt af en parodi på sin egen genre. Alt i den afspejler den typiske stil der er kendt fra utallige helte serier, men lavet på en måde så man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, for Sadamitsu er alt andet end en god superhelt.

    Hans hjerte sidder på det rette sted og der er ikke meget han er bange for, men hans egentlige styrke ligger i at slå hårdt og blive ved med at slå indtil det har løst problemet. Selv om det grundlæggende er en god stil for en person med hans opgave, så lærer han dog at det ikke altid er nok og der til tider skal bruges af den grå masse mellem ørene.

    Serien ville nok ikke holde i længden, så derfor er de 10 episoder den varer ganske passende til at give en varieret historie, uden at man mister interessen eller overblikket med den ene gigantiske kamp, der bare bliver erstatter en endnu mere fantastisk kamp. Den undgår også Power Ranger syndromet med at bliver overdramatisk og der er ingen kæmpe kamprobotter der samles i hver episode for at træde en mindre by flad.

    Sadamitsu er spændende og sjov. Serien kan varmt anbefales til action fans der gerne vil have lidt mere indhold i en serie end de typiske power-up kampe, hvor hver episode er bare en ny kamp mod et nyt monster. At serien samtidigt er ganske pænt animeret, i en stil der meget ligner en opdateret version af 70’er stilen er et godt plus, godt hjulpet med af en ret passende lydside.

    Genre: Science fiction / Action
    Alder: 12+
    Studie: Studio Deen
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment