AnimeGuiden

Tag: anime

  • Sugar, A Tiny Snow Fairy

    Sugar er nok en af de sødeste og mest imponerende børneserier jeg nogensinde har haft den fornøjelse at følge med i, og man bør nok på kraftigste advare action vrag imod at se serien, da den på alle måder lever op til sit navn og lidt til.

    Saga er en ung pige i en meget europæisk udseende by, af den gamle type man ville forvente at se på en tur gennem Tyskland eller Frankrig. Her lever hun hos sin bedstemor, går i skole og har et yderst organiseret liv, med alting på det rette tidspunkt og efter planen. Men en dag render hun ind i en lille alfe-agtig pige som er ved at omkomme af hunger og som den flinke person Saga er, så fodrer hun den lille alf.

    Det er så starten på venskabet mellem ordensmennesket Saga og den mildest talt kaotiske sne alf med det yderst passende navn Sugar, som er kommet til menneskenes verden for at finde noget skinnende, så hun kan blive til en voksen sne alf. Selvfølgelig går der heller ikke længe før Sugars ret ligetil og ofte ikke særligt gennemtænkte aktiviteter får påvirket Saga’s tilværelse og bedre bliver det ikke da flere alfer begynder at vise sig.

    At kalde Sugar the Tiny Snowfairy alt for sød er som at kalde Mount Everest for høj bakke. Serien er så gennem nuttet at den burde være udstyret med advarsler mod sukkersyge. Til tider minder den mest af alt om en tegneserieversion af god chokolade og er omtrent lige så uimodståelig.

    Selvom den er lavet til børn, så har serien en dybere og mere seriøs handling under overfladen, hvor Saga og Sugar påvirker hinandens måde at leve på, så de begge langsomt bliver mere modne og kan bryde den opførsel der holder dem tilbage. Men mest af alt, så er serien utrolig nuttet og ganske underholdende, lige fra alfernes dans i åbningssekvensen, der passende nok sker til en Japansk version af den gamle klassiker Sugar Baby Love, til de scener hvor man lægger mærke til hvordan de to hovedpersoner langsomt forandrer sig og opnår en slags gensidig forståelse.

    Umiddelbart kunne man bare kalde Sugar the Tiny Snowfairy for en børneserie og ikke give den en chance, men den er mere end bare det og jeg er sikker på at DVD’erne nok skal blive købt af mange voksne animefans, og ikke bare for at vise sine børn den.

    At blande en børneserie med et dybere plot og historie er ikke sjældent i anime, men den eneste serie jeg har set som Sugar kan måle sig med er den meget populære Card Captor Sakura, som også netop kombinere en sød og barnlig historie med et seriøst underplot og derved rammer et langt bredere publikum.

    Savner man lidt glæde og humor i tilværelsen, eller en anime som man kan underholde sig med sammen med børnene eller de mindre søskende, så rammer Sugar nok plet, da det uden tvivl er en af de bedste serier indenfor sin genre og virkelig fortjener en chance for at blive set.

    Genre: Fantasy / komedie, 24 episoder
    Alder: 8+
    Studie: J.C. Staff, 2001.
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Texhnolyze

    I et gigantisk underjordisk kompleks møder vi Ichise, der overlever ved at bokse. Desværre render han ind i problemer med ”Organ”, en af de to mafia lignende organisationer der regerer den lovløse by som serien udspiller sig i. Mødet med en gruppe af Organ’s folk efterlader Ichise med højre arm og venstre ben skåret af. Men han bliver fundet af den lokale Texhnolyze kirurg, der udstyrer ham med en ny arm og et nyt ben lavet af denne imponerende teknologi.

    Samtidigt med at vi oplever Ichise’s ret desperate tilværelse, så følger vi også historien om den rejsende ved navn Yoshii. Han kommer fra verdenen ovenover og søger efter information om byen og om det mystiske mos ved navn Lux, som gør det muligt at bruge Texhnolyze til at erstatte menneskelige lemmer med kunstige dele.

    Men imens disse to historier bliver fortalt, så oplever man også den magtkamp, der er imellem byens to regerende organisationer, og på de mange niveauer den foregår. Lige fra Ichise der er involveret med volden på gaden, til Yoshii der bliver blandet ind i toppens lidt mere skjulte opgør.

    Texhnolyze er alt andet end en normal anime, og det bliver man klar over allerede ret tidligt i første episode. Alting er lavet i en meget dyster stil, både tegnestilen, handlingen og den ofte ret sparsomme dialog. Man oplever i fulde detaljer denne verdens forfald og vold. Byen er et sted hvor menneskeliv er næsten uden betydning og personlig magt er alting. Der bliver derfor heller ikke holdt igen og serien er også ganske blodig.

    Hvad der især er med til at fremhæve seriens særhed er, at der ofte ikke bliver sagt ret meget. I hele første episode er der næppe mere end 10 replikker. Derimod bliver utroligt meget fortalt visuelt og med meget detaljerede billeder.

    Især Ichise’s del af handlingen er der ikke ret meget tale i, men alligevel formår seriens skabere uden problemer at fortælle en masse om hvem han er.

    Til gengæld, når der er dialog, så bliver der ikke spildt nogen ord og næsten alt der bliver sagt er vigtigt for handlingen.

    Men lige netop serier med alternative måder at fortælle historier er en af skaberens stærke sider. Den drivende kraft bag Texhnolyze er Abe Yoshitoshi, nok mest kendt for Serial Experiments Lain og den nyere serie Haibane Renmai

    Modsat Lain og Haibane er Texhnolyze dog ret voldelig, og handlingen forekommer ofte ret intens, til det punkt hvor man nok ikke skal kigge væk fra skærmen ret længe af gangen. Det er dog heller ikke noget problem, da serien sagtens kan holde ens opmærksomhed fanget.

    Texhnolyze er en sci-fi og action thriller, der ikke kan sammenlignes med ret meget andet, alene på grund af den særprægede måde som historien bliver fortalt på. Især efter at have set første episode er man forvirret, forundret og generelt i den tilstand hvor man siger ”Hvad skete der egentlig de sidste 24 minutter?” Men langsomt, efterhånden som historien bliver fortalt, så lærer man mere og mere og man begynder at se de tråde der binder alting sammen.

    Texhnolyze kan varmt anbefales til alle, der ikke har noget imod en dyster serie der motionerer hjernecellerne, og kunne man lide Lain, så bør man gøre sig selv den tjeneste lige at kigge lidt på Texhnolyze.

    Genre: Drama / action
    Alder: 15+
    Studie: Madhouse
    Amerikansk licens: Geneon

  • Tenchi Muyo GXP

    Seina er nok den mest uheldige dreng på jorden. Ikke en dag passerer forbi uden at han ødelægger ting, kommer til skade eller forårsager mindre naturkatastrofer. Hvilket egentlig er lidt synd, for han er en ret flink ung mand, der aldrig ville skade nogen, selv om han er en omvandrende katastrofe zone. Så derfor er hans familie lykkelige da han under mærkelige omstændigheder ender med at lade sig rekruttere til Galaxy Police, en universal politistyrke.

    Men knapt nok har han forladt jorden, før det viser sig, at han har endnu en evne udover sit enorme uheld. Han tiltrækker åbenbart pirater, så i løbet af ingen tid er næsten hele universets pirat flåde lige i hælene på ham. Men de bliver ledt lige i armene på et gigantisk kampskib, under ledelse af en frygtet admiral fra Jurai folket, som ordner problemet. Efter dette mellemværende begiver Seina sig videre mod GXP’s hovedkvarter, for at begynde sin uddannelse til intergalaktisk politimand, i selskab med adskillige tiltrækkende hunkønsvæsener fra forskellige racer.

    Siger man Tenchi Muyo, så er der omgående mange fans over hele kloden der spidser ører. Så derfor var endnu en Tenchi serie noget der vakte opmærksomhed, og ligesom med Arnold Schwarzeneggers navn på en film plakat. Så var der mange der glædede sig til den, mig inklusiv.

    GXP viste sig at være et såkaldt spin-off, en serie baseret på en anden, men med andre personer eller ny handling. Den har også meget lidt med de originale Tenchi Muyo serier at gøre, udover at den foregår i samme univers og hentyder her og der til kendte personer fra de andre serier. Desværre lever GXP langt fra op til den legende, som forgængerne har skabt. Den prøver for hårdt at efterligne stilen, men har meget lidt nyt at tilføje, og virker mest af alt som en serie lavet efter samme manuskript, med nogle ændringer.

    Hovedpersonen er flink og uheldig, men det er også hele spændevidden for hans personlighed. Det meste af tiden virker det som om han en søvngænger, der knapt nok er klar over hvad der foregår, og han er en af de mindst interessante ting i serien. Dog til trods for at han generelt fremstår ret retarderet, så falder alle kvindelige personer for ham og er villige til at ændre hele deres liv bare for at være ved hans side. Ofte i sådanne harems serier er hovedpersonen lidt vattet, men i det her tilfælde er det lidt som at se Lois Lane kassere Superman, til fordel for en yderst selvudslettende version af Clark Kent og det virker bare ikke i GXP.

    Serien spiller meget på Tenchi Muyo’s fanstatus, så derfor er der også en del referencer til de tidligere serier, hovedsageligt den originale OVA serie. Således støder man på Mihoshi’s moder, Ayeka’s trolovede og så videre. Men en eller anden må have sammenlignet de to serier og nået frem til at der manglede et vigtigt element. Så derfor er der en kvindelig rumpirat ved navn Ryoko med, som dog ikke skal forveksles med den meget populære kvindelige rumpirat Ryoko, som er med i OVAen, for de har intet med hinanden at gøre.

    Lydsiden til serien er forholdsvis normal, selv om man fornemmer en hvis mangel på liv i dubben, især for Seina, hvis dialog næppe kunne være meget mere monoton. Grafisk minder tegnestilen meget om forgængerne, med tydeligt computer genererede rumskibe og mange tegn på et lavt budget, som da alle Seina’s klassekammerater forvandler sig til synkroniserede kloner under løbetræning.

    Med mindre man er så meget Tenchi Muyo fan at man skal have alt der bærer den titel, så bør man undgå GXP. Savner man en sci-fi serie at se, så køb Last Exile eller Kiddy Grade. Ellers ender man hurtigt med en fornemmelse af at have spildt penge, når der er så mange andre serier der er langt bedre. GXP virker mest af alt som et forsøg på at score kassen med en god titel, klassisk stil og et skrabet budget.

    Genre: Komedie / science fiction
    Alder: 13+
    Studie: AIC
    Amerikansk licens: FUNImation

  • Wedding Peach

    Momoko, Yuri og Hinagiku er tre almindelige junior high school piger. De er gode veninder på trods af, at de er ret forskellige og altid konkurrerer indbyrdes. De er ligesom alle andre piger på deres skole vilde med kaptajnen på skolens fodboldhold, Yanagiba. Deres forsøg på at komme ham nærmere bliver dog ofte forpurret af holdets målmand, Yousuke, der forsøger at hjælpe kaptajnen, der også er hans gode ven. Det, at han driller de tre piger, viser at der garanteret vil blomstre et forhold op imellem ham og en af dem.

    Momoko bor alene med sin fader, idet hendes moder er død. En dag prøver hun sin moders brudekjole og drømmer om den dag, hun selv skal giftes. Hun glemmer dog at lægge en ring tilbage, noget der vil få stor betydning for hende.

    Samtidig er den onde Raindevilla fra en anden verden ved at sende tjenere til Jorden for at ødelægge kærligheden. Dette kan kærlighedsgudinden Afrodite selvfølgelig ikke have, og hun kontakter derfor Momoko gennem ringen og forvandler hende til Wedding Peach, krigerinde for kærligheden. Sammen med kærlighedsenglene er det nu hendes job at bekæmpe ondskaben og bevare kærligheden mellem menneskene.

    Wedding Peach er af mange blevet sammenlignet med Sailor Moon, hvilket da også er nærliggende, idet de er fra samme periode, er samme genre og udover det også har visse ligheder. Der er dog også en del forskelle, der gør, at man ikke bare kan afskrive den som en Sailor Moon klon, men at den er en hel serie inden for den fælles genre, Magical Girl

    Wedding Peach følger Sailor Moon i og med, at den ligesom sin forgænger er en sentai*-stil Magical Girl serie, idet der er flere kærlighedsengle udover Momoko.

    Pigerne udfylder de stereotyper, der er typiske for genren, men har alligevel deres egne særpræg. Momoko er den klassiske klodsede, naive heltinde, der elsker alle, men indimellem er usikker. Yuri er tomboyen, hun har en lidt drenget væremåde og er en smule hård over for de andre, men hun er stadig glad for dem, om end hun er lidt lukket og indimellem har svært ved at vise sine følelser. Hinagiku er den kloge, lidt stille og fine pige. Hun er dog ikke indelukket, som denne karaktertype ofte er, men tværtimod åben med sine følelser, selvom hun ikke er så højrøstet som Momoko.

    Disse forskelle gør, at dynamikken personerne imellem ikke altid er så forudsigelig, hvilket understøttes af, at vi får en rimelig uddybet baggrund for de tre piger. Dette giver dem meget mere personlighed, end hvad de skabelonskårne typer, setting og historieopbygning umiddelbart skulle få en til at forvente.

    Animationsmæssigt kan man godt se, at serien er fra midten af 90erne. Serien gør brug af farver, der umiddelbart ser ud til at skulle have været meget levende og stærke, men de virker afblegede og falmede, noget der er typisk for ting fra perioden.

    Man kan tydelige se, at det er en tv-serie og dermed ikke har haft det store budget, idet detaljegraden og den generelle animationskvalitet ikke er specielt fremragende, men det er rimeligt flydende, og umiddelbart tænker man ikke over manglerne.

    Alt i alt taget seriens alder og oprindelse (tv-serie) i betragtning er dens grafiske udtryk udmærket og ikke noget der trækker virkeligt ned.

    Historien er meget typisk for genren, og der er ikke rigtig nogen nyskabelse i den.

    Ondskab truer verden med sine rimeligt harmløse håndlangere, men en ung pige får magiske kræfter til at bekæmpe dem. Først er hun usikker, men undervejs får hun mere selvtillid, blandet ansporet af veninder og en mulig kæreste, og til sidst besejrer hun da også det onde.

    Så kort kan genren beskrives, og så klassisk er Wedding Peach også opbygget. Det er dog ikke så dårligt som det måske kan lyde, idet der er veninde problemer, tvivl om hvem personerne egentlig er forelskede i, og lignende nok til at holde interessen. Man skal dog kunne lide den slags historier eller i det mindste kunne holde til en historie, der er lettere forudsigelig, for ikke at være i stor fare for at opgive undervejs.

    Et element der straks vil falde i øjnene på folk er brudekjolerne. De er et element der vil tiltrække småpiger, men virker lettere komiske på alle andre. De virker lidt påklistret og unødvendige samt ulogiske, men hånden på hjertet, hovedparten af elementerne, der udgør genren, er i sig selv unødvendige og ulogiske, og Wedding Peach er meget tro mod den genre, den hører under.

    Wedding Peach er en udmærket serie, men den er meget bundet til sin genre. Den gør sig interessant med sin personer, men dette er ikke nok til at gøre den til en serie, alle vil kunne lide. Wedding Peach kan mest anbefales til folk, der kan lide genren, eller vil se, hvad den går ud på.

    * sentai, en gruppe helte, oftest med hver sin farve, bekæmper ondskaben. PowerRangers og den slags er eksempler på genren, der også er populær inden for live-action.

    Genre: Magical Girl
    Alder: Alle
    Studie: NAS, KSS
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Yukikaze

    Vi er i en nær fremtid, og for lidt over 30 år siden blev jorden angrebet af væsener der kom ud af en inter-dimensional portal på sydpolen. Men det lykkedes diverse militærenheder at slå dem tilbage og endda etablere en base på den anden side af portalen. Tilbage i nutiden har de fleste mennesker mere eller mindre glemt at der foregår en krig. Hvor der før i tiden blev sendt de bedste af de bedste til at deltage i krigen, så er det nu de mindst populære eller ligefrem kriminelle soldater der bliver sendt til den anden verden, kaldet ”Fairy”.

    I denne korte serie følger vi to piloter, der i teknisk avancerede fly kæmper imod en talmæssigt overlegen modstander, til trods for at den ene egentlig kun er der som observatør. Man ser både de ret imponerende kampe i luften og oplever mellem dem også den dystre og depressive stemning der er på deres base. Det bliver ikke bedre da der pludselig begynder at dukke kopier af deres egne fly op på himlen, som på mystisk vis forsvinder nå de bliver skudt ned.

    Yukikaze er lavet af Gonzo og de har gjort sig meget umage med det grafiske. Kampene i luften er lavet med meget smuk computeranimation og især flyene er der kælet for. Men også i den normale håndtegning er serien pæn og flydende. Desværre, som så ofte, så passer de to stile ikke så godt sammen, men det er til at overse. Især er der leget meget med dystre farver i de to episoder og det er meget med til at fremme det at krig ikke er noget at grine af, og man fornemmer ofte at det virker som en håbløs kamp, glemt af de folk som der bliver forsvaret.

    Serien kan dog være lidt svær at følge med i. Den er lavet så episode et bygger op og efterlader én lettere forvirret, for så at samle trådene i episode to. Det lykkedes til dels, men man får fornemmelsen af at der nok godt kunne have været presset en episode mere ind.

    Er man ude efter en kort serie med masser af flot action i luften og ikke har noget imod at der samtidigt foregår en handling på flere planer, så er Yukikaze et ret godt bud på god underholdning.

    Genre: Drama / action / sci-fi
    Alder: 15+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Bandai

  • Comic Party

    I Japan er det en udbredt hobby at tegne manga på amatør niveau (også kaldet doujinshi), og hvert år er der adskillige kongresser hvor de forskellige tegnere og grupper mødes. Comic Party handler om drengen Kazuki som lidt modvilligt bliver trukket ind i hobbyen af sine venner. Sammen med ham oplever man hvordan hele processen foregår, fra at tegne de første streger, til at stå i de store haller og sælge hæfterne til doujinshi fans.

    Comic Party giver nok ikke det mest realistiske syn på hvordan det foregår, men man får et grundlæggende indtryk, imens serien blander det med en god del humor og lidt romantik. Blandt andet ser man også andre af de ting som fans foretager sig, som besøg på en cosplay* restaurant og et kig ind bag kulisserne på konventioner.

    Selv om serien overdriver mange ting, så kan den anbefales til de vestlige fans, der aldrig selv har oplevet hvor meget japanere går op i deres hobbyer, for det meste af det der sker i serien er taget fra det virkelige liv i doujinshi samfundene i Japan. Der er små grupper der bruger måneder på at lave tegneserier, hvorefter de mødes til kongresser og sælger dem i mindre oplag, ofte med det håb at hvad de har lavet bliver populært.

    Serien har dog en handling som ikke kun drejer sig om at lave doujinshi, men der er for mange personer med hver deres særheder, og desværre er der ikke plads afsat til mere end lige den mest grundlæggende handling. Dette skyldes nok at serien er baseret på et spil, og man forsøger at få alle seriens personer med, og det gør at serien kommer til at virke lidt overfladisk og uden nogen egentlig handling der forbinder de fleste af personerne.

    Hverken på lydsiden eller med hensyn til der grafiske er Comic Party noget specielt. Især tegnestilen er så typisk anime artig som den kan være, hvor der ikke blive taget chancer med noget og man føler næsten at man har set alle personerne før.

    Kunne man godt tænke sig at lære lidt om fan miljøet i Japan, så er Comic Party en behagelig måde at stifte kendskab med det, så længe man ikke tager den alt for alvorlig. Leder man derimod efter ordentlig handling, drama, humor eller romantik, så kan serien dog være lidt af en tynd kop te.

    * Costume Play, en beskrivelse mest brugt om fans der klæder sig ud som personer fra film, serier, spil og så videre.

    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: KSS
    Amerikansk licens

  • Gasaraki

    Den yngste bror i Gowa-familien arbejder for militæret som test-pilot af deres nye mecha der er produceret af netop Gowa-koncernen. En dag tester den lille stat Belgistan et nyt masse-ødelæggelsesvåben og FN beslutte at gribe ind, og JSDF (Japanese Self Defense Force) beslutter, under indflydelse af Gowa, at sende mechaerne af sted.

    Samtidig har Gowa-familien nogle hemmelige ritualer, hvor formålet øjensynligt er at påkalde en form for ujordisk væsen, og det der sker under dette ritual minder meget om den eksplosion der sås over Belgistan…

    Billedet er fint og skarpt uden mærkbar pixelering eller regnbuer. Farverne er ofte forholdsvis mørke, hvilket er meningen, men stadig sprøde. Lyden er klar og tydelig uden nogen form for støj og stereoen er god ved begge sprog (engelsk og japansk).

    Både start og sluttemaerne skal nævnes, disse to sange er meget stemningsfulde og passer utroligt godt til serien. Om ikke andet så gør disse to sange det næsten værd at se serien.

    Der er altså ikke spor at komme efter hvad angår den tekniske side af skiven, men hvad med indholdet?

    Heldigvis skuffer det heller, handlingen i serien er meget medrivende, om end ikke så action-fyldt som visse andre mecha-serier. Den adskiller sig i det hele taget fra mere almindelig mecha på flere punkter: for det første er mechaerne næsten 100% realistiske, de oser, de er beskidte og ligner generelt mere nutidigt militært maskinel end en sci-fi drøm. Ligesom meget andet mecha efter Gundam er der meget politik med i serien, men i modsætning til Gundam er det ikke staterne der har noget at sige, men de organisationer der trækker i trådene bag kulisserne vi udelukkende hører om, Gowa har f.eks. styret Japan i lang tid. Handlingen er heller ikke den gammeldags ”god-mod-horder-af-onde” mecha men mere kompliceret, for hvad er Gowas mål? Et er sikkert, Gowa er i hvert fald ikke gode idet de udnytter hovedpersonen, men indtil videre virker deres fjender dog udelukkende som rent onde, men senere discs vil vise om de på tilsvarende måde har en god side.

    Grafisk set er serien god, fuldt på højde med alle nyere serier og bedre end en del af dem. Characterdesignet er an anelse utraditionelt, men ikke noget man umiddelbart lægger mærke til. Al mekanik er dog meget detaljeret tegnet, og da det er holdt i mørke, beskidte farver ligesom virkeligt militært isenkram skaber det sammen med de flotte baggrunde taget fra de områder hvor den forestiller at foregå en ret realistisk stemning.

    Coveret er pænt og skal nok vække lidt interesse i skiven om end det ikke er så iøjnefaldende som det kunne være, jordfarver og spinkle streger tiltrækker ikke så meget opmærksomhed som kraftige cell-farver og skarpe linjer. Billedet er dog nydeligt og hun hendes dragt tydeligvis viser at det drejer sig om sci-fi, vi ser dog ikke meget til hende i de afsnit der er på første disc.

    Hvad kvaliteten af selve dvd’en angår er der hellet ikke noget at komme efter. Som sagt er billede og lyd begge af god kvalitet og heller ikke hvad extras angår skuffer dvd’en. Der er et tekst-interview med en af forfatterne, 4 siders projekt skitser, et glossary og memoer fra tilblivelsen af serien. Alt i alt en virkelig forbilledlig samling extras for en almindelig disc fra en serie.

    Alt i alt er Gasaraki absolut en serie der er seværdig og som klart kan anbefales, ikke kun til mecha-fans men også folk der vil have noget dybere eller mere realistisk sci-fi anime.

    Gasaraki DVD 1

    Genre: Scifi / mecha, 4 afsnit på denne disc, 26 episoder ialt
    Alder    : 15+
    Studie: Sunrise, 1997
    Amerikansk licens: ADV

  • Chobits

    Hideki er en ung mand i en meget nær fremtid. Han er lige blevet afvist af universitetet og beslutter sig for at drage fra landet og ind til byen, for at tage hjælpeundervisning indtil næste år. Her møder han det myldrende storby-liv og ser for første gang de “persocoms” han har hørt om, computersystemer i form af personer der følges rundt med deres ejere og kun kan skelnes fra normale mennesker på grund af deres særligt formede ører.

    Desværre har Hideki knapt nok råd til et værelse, så at købe en af disse fantastisk nyttige maskiner er helt udelukket. Derfor er han ret overrasket over at se en ret attraktiv persocom ligge i en affaldsbunke og han beslutter sig for at tage den med til sit værelse. Her lykkedes det ham at starte den, men hun er åbenbart defekt, for hun kan hverken svare telefon, hjælpe ham med lektier eller surfe på Internettet. Det eneste hun kan er faktisk at sige “chii,” hvilket hun til gengæld kan gøre på forbavsende mange måder, så Hideki beslutter sig for at kalde hende det..

    Heldigvis er Chii lærenem, men det forhindre ikke en større del problemer mellem den ret teknologisk uvidende Hideki og de ting der skal og ikke skal gøres med en persocom, især da Chii viser sig ikke at være nogen normal type, men muligvis en af de berygtede “Chobits,” som ingen rigtigt ved hvad er.

     

    Chobits er det nyeste skud på stammen fra CLAMP, et anime studie der er blevet kendt på serier som Magic Knight Rayearth, Card Captor Sakura og X, bare for at komme ind på nogle få. Stilen i Chobits må dog nok siges at være anderledes fra hvad man indtil nu har set fra dem, da den er en blanding af komedie og romantik man ikke lige ville have forventet, især fordi serien har et ret stort indhold af fanservice, på en meget direkte måde der helt adskiller sig fra CLAMPs regulære stil.

    Chobits er sød, humoristisk og med en masse service for den mandlige del af seerne. Man kunne fristes til at sige at Chobits ikke har ret meget handling, hvilket ikke er helt forkert, men når serien er i den humoristiske/romantiske ende af animeskalaen, så bør den ses som sådan, hvor størstedelen af historien handler om Chii og Hideki og den måde de begge hjælper hinanden med at vokse som personer og især de misforståelser der opstår. Dog kan man til tider blive forbavset over at opdage at Chobits alligevel har undertoner der ikke alene er langt fra det nuttede image som serien ellers udviser, men også, på sin egen måde, understreger noget som allerede i dag bliver betragtet som et problem, nemlig menneskers afhængighed af maskiner, til det punkt hvor de bliver mere interesserede i dem end i andre mennesker.

     

    Har man brug for mindst 5 minutters action hver halve time, eller er frastødt af unødig nøgenhed, så er Chobits nok ikke noget man skal spilde tid på, men kan man lide humor og en sød historie, så er Chii ret uimodståelig og serien har lige siden første episode været en favorit både i Japan og i fansub samfundet. Alt i alt, en stille og rolig serie, uden for meget at tænke over, men med mange småting der nok vil være til at finde hentydninger til i animekredse i lang tid frem.

    Serien udkommer både som anime og manga her i vesten og de to løber meget side om side, selvom der er forskelle, da begge versioner indeholder episoder der ikke kan findes i den anden.

    Genre: Komedie, romantisk – 26 afsnit
    Alder    : 13+
    Studie: CLAMP, 2001
    Amerikansk licens: Pioneer.

     

  • Serial Experiments Lain

    Hvem er Lain?
    Hvad er Lain?
    Hvorfor er Lain?
    Er der flere Lain?
    Eksisterer Lain i virkeligheden?
    Hvad er virkeligheden?

    Lain foregår i en ikke alt for fjern fremtid, hvor Internettet har udviklet sig til the Wired. The Wired er langt mere perfekt end det nuværende Net idet man kobler sig direkte på. Den nyeste protokol til Wired, den syvende, skal gøre at Wired smelter mere sammen med den rigtige verden…
    Lain er en skolepige på 13 år. En dag begår en af hendes veninder selvmord ved at hoppe ud fra et tag. Et par dage senere modtager Lain og alle venindens venner en e-mail fra hende, hvori der står at hun ikke er død, men har overført sin sjæl til the Wired og lever videre der.

    Lain selv begynder at bruge mere tid på Wired, og efterhånden begynder grænsen mellem det og virkeligheden at udviskes. Samtidig dukker der en anden Lain op, Lain of the Wired, og denne Lain eksisterer til sidst ikke kun i the Wired men også i virkeligheden, men hvad er virkeligheden? Og er der virkelig to Lain?
    Samtidig begynder nogle underlige folk fra en gruppe kaldet Knights at holde øje med hende og hun møder også en der kalder sig Gud i the Wired og får at vide at Lain altid har eksisteret, men passer det, og er hun denne Lain? Og hvad er Lain?

    Lad mig sige det med det samme: hvis du kan lide action, og forventer cyber-punk action så er du gået meget forkert. Der er ingen action i Lain, kun beskrivelser af hvad der sker inden i og udenfor personerne. Det gør dog ikke at det er en dårlig serie, tværtimod. Hvor der er en “let” handling i mange andre dybere serier udenpå et mere kompliceret plot og budskab, er der intet sådant forstyrrende i Lain. Men samtidig trækkes en “redningsplanke” man kan klamre sig til væk, og man er nødt til at følge meget opmærksomt med og tænke over hvad der sker for overhovedet at have en fornemmelse af hvad der sker. Og man vil også tænke over det længe efter man har slukket for afspilleren.

    Et andet kendetegn ved Lain er dens ret specielle visuelle udtryk. Tegnede billeder blandes mere eller mindre umærkeligt med computergrafik og rigtig video og sammen med en anderledes tegnestil skaber det en helt speciel stemning. Og tegnestilen er ret anderledes: det er manga-stil, pigerne har i f.eks. lidt større øjne end i virkeligheden, men ansigterne er endnu mere simple end normalt. Ingen forstyrrende farver og detaljer så hver enkelt lille ændring i ansigtsudtrykket for lov til at virke stærkest. Desuden er personerne tegnet meget simpelt undtagen i nærbillede, og sammen med at de er tegnet meget små i forhold til baggrunden gør det at verdenen virker meget øde og trøstesløs.
    En anden ting der er med til at skabe en speciel stemning er musikken og lydeffekterne. Der er ikke brugt musik så mange steder i serien som man kunne have gjort. Der hvor der er musik, er den dog meget atmosfærisk og absolut ikke dårlig. Især skal åbningstemaet nævnes, det spilles af den engelske gruppe Boa og er virkeligt godt, både musikken og teksten passer rigtig godt til serien. Hvor der ikke er musik er der til gengæld ofte brugt lydeffekter hvor man andre steder ville bruge musik. Især lyden af elektriske ledninger (ofte sammen med billeder af disse i baggrunden) er brugt meget, det skaber en meget kold, uhyggelig og mekanisk atmosfære der fremhæver splittelsen mellem menneskelig varme og en kold computerverden.

    Hvis du kan lide anderledes science fiction og ikke har noget imod at det har sin egen stil, så er Lain noget for dig. Hvis du til gengæld ikke kan lide noget, hvor der ikke er slagsmål med jævne mellemrum (skjulte voldelige tendenser?) hold dig væk fra serien. Det samme gælder, hvis du ikke bryder dig om at tænke over noget underholdning. Desuden vil de første par afsnit man ser virke mere eller mindre uforståelige og mangle en sammenhæng, men hvis man holder ud og giver serien en chance vil man langsomt begynde at forstå, og så vil man tilgive det.

    Genre: Sci-fi
    Alder: 13+
    Studie: Pioneer, 1997
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Read Or Die

    Her de sidste år har der været lavet adskillige anime serier der ligger i action/agent genren, men Read or Die må nok siges at være den mest imponerende. Handlingen kunne være taget direkte fra en James Bond film. En galning har klonet historiens største genier og vil bruge deres evner til at skabe et ultimativt våben. Men de informationer står i gamle bøger som han sender sine skabninger ud efter.

    En hemmelig organisation stiller sig i vejen og sender deres egne agenter ud for at stoppe klonerne. To af disse agenter er Yumiko Readman, med kodenavnet “The Paper” som har evnen til at forme og manipulere papir, og den hemmelighedsfulde “Miss Deep” som er i stand til at passere igennem solide objekter. Efter en lidt akavet start lærer de to piger dog at arbejde sammen og stopper adskillige af klonerne.

    Read or Die er en ret flot miniserie, med en god blanding af action og humor, især da serien starter med at Yumiko nedkæmper en klon bare for at få en bog tilbage hun endnu ikke har læst, for slet ikke at tale om hendes pjuskede skolelærerinde udseende. Der er nok heller ikke meget tvivl om at hun er seriens midtpunkt og netop hendes naive, uskyldige og åndsfraværende personlighed er total modsat Miss Deeps meget kolde og effektive stil. Men som altid, modsætninger udgør de bedste partnere og deres forhold er med til at gøre serien bedre.

    Ellers vrimler det med imponerende action i serien, superevner mikset med underlig teknologi, og indeholder alt lige fra luftkampe over New York til angreb på skurkens private flydende fæstning, så der er sjældent tid til andet end af følge med i hvad der sker, og siden serien er flot tegnet, så er det en fornøjelse at være klistret til skærmen. Alt sker med et glimt af humor, som da en af klonerne ved et uheld starter serien med at sprænge Det Hvide Hus i luften.

    Read Or Die er et 3 episoders actionbrag der bliver udgivet på en enkelt DVD af manga Entertainment og kan man lide den slags, så tvivler jeg på at den udgivelse vil skuffe nogen, da den hører til anime i topklasse, dog med det lille minus at den til tider virker lidt for forudsigelig, ligesom at Yumiko til tider virker lidt for forvirret og ensporet til at være en hemmelig agent, men det er småting i forhold til seriens underholdningsværdi.

    Genre: Action, 3 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Studio Deen.
    Amerikansk licens: Manga Entertainment

  • Noir

    Mireille er en ung kvinde, der bor i Paris, med et noget usædvanligt job, nemlig lejemorder. En dag får hun en e-mail der vender op og ned på hendes liv.

    Den er fra en ung pige i Japan, Kirika, der lider af hukommelsestab men gerne vil tale med Mireille. Mireille siger ja på grund af en indskydelse og drager af sted. Det første der sker, da hun møder Kirika, er at de bliver angrebet og det viser sig at Kirika er mindst lige så godt til faget som Mireille.

    De to kvinder indleder et samarbejde hvor de langsomt afdækker Kirikas fortid, der lader til at have spor til Mireilles, alt imens de får en del forskellige opgaver. Det hele peger på en ældgammel, hemmelig organisation ved navn Soldats, men ingen kender noget til dem…

    Animationsmæssigt er Noir absolut i den bedre ende af skalaen og man kan absolut se at det er et nyt show. Baggrundene er mange steder næsten fotorealistiske og serien kan praktisk taget bruges som rejseguide til at vise forskellige områder af verden. Character-designet er også udmærket og opnår noget der er meget sjældent for animé, at give personerne en nationalitet. Det er tydeligt at Mireille er af vestlig race mens Kirika ser ret japansk/asiatisk ud. Action-scenerne er også flydende og frameraten er generelt god. Dog er det tydeligt ved de fleste af de flotte landskabstegninger at “kameraet” panorerer over hen over en statisk tegning og at det ikke er animeret som sådan. Ikke at det gør det store men man lægger mærke til det ved den ellers meget flydende animation.

    Lyden i Noir er også fremragende, især musikken er noget helt for sig selv. Den rummer både korsang og heftige techno-beats men det hele passer utroligt godt ind i seriens stil og er godt lavet. Der er dog ikke tale om virkelige ørehængere idet det mere er stemningsmusik, men absolut noget af det bedre af slagsen.

    Noir er en ret ny animé (2001) og da kildematerialet derfor var noget nær perfekt er både billedet og lyden på skiven også blevet virkeligt godt. Der er ingen nævneværdig blødende farveområder eller regnbuer. Både det engelske og japanske spor er i 5.1, hvilket er en sjældenhed. Japanske lydspor er meget sjældent i 5.1 men det er lavet i det fra starten af men blev ikke engang brugt på de japanske dvd’er. De japanske seyiuu (voiceactors) er, som man kan forvente, gode og stemmer passer godt til personerne. For en gang skyld er de engelske stemmer også udmærkede, ADV har denne gang leveret ganske udmærket arbejde.

    Menuerne er godt indrettede og nemme at finde rundt i. Baggrundsbilledet for menuen er i stil med introen og når den loader ser man en mand blive skudt men det hele holdt i meget stiliseret stil uden detaljer, meget passende til serien. I baggrunden er der lidt animation og skiftet til undermenuer er også fulgt af lidt animation uden at det dog går ud over hastigheden, det er hurtigt og nemt at komme fra menu til menu.

    Noir har stil, ingen tvivl om det. Men under den blankpolerede overfalde er der masser af indhold. Man kunne frygte at serien givet dens natur ville ende i et rent action-orgie med blod der flød over skærmen men ikke et gram indhold men det er heldigvis langt fra tilfældet. En stor del af tiden i Noir bruges ikke på målenes afgang fra denne verden men med research om dem og især om Soldats, der altid er at ane som dem der trækker i trådene. De utroligt flotte landskaber giver serien meget af dens stil og charme, den føles mange gange som en slags guide der rejser rundt omkring i verden hvor man ser ny, anderledes steder, helt klart et forfriskende pust i forhold til animés normalt bundethed i Japan og Tokyo i særdeleshed.

    Serien rører også nogle lidt dybere emner som man kan se allerede fra de første par afsnit på denne skive. Det at slå folk ihjel er ikke bare et job som alle andre og dette afspejles i personernes psyker, bekymringer og væremåder.

    Alt i alt er Noir absolut anbefalelsesværdig og er blandt de bedste titler udgivet i Vesten tilbage i 2003.

    Noir vol. 1 – Shades of Darkness

    Genre: Action, thriller
    Alder: 13+
    Studie: Bee Train/Victor Entertainment, 2001
    Amerikansk Licens: ADV

  • Last Exile

    Lige siden Gonzo annoncerede at de var i gang med at lave en serie for at fejre deres 5 års jubilæum har der været en del snak om Last Exile, som ikke blev mindre af at kun nogle få billeder og en kort promotion afslørede noget om serien, lige indtil den dag første episode flimrede hen over de Japanske TV-skærme og jeg har kigget på fansub versionen af serien..

    Last Exile foregår i en verden som kunne have været den vi lever i hvis dampkraft aldrig var blevet erstattet af elektricitet. Her stoppede den victorianske tidsalder aldrig og det er stadig den noble klasse der dominerer samfundet og udkæmper store slag på enorme krigsskibe, ikke længere i havet, men oppe over skyerne.

    Claus og Lavi er to kurerere der i deres lille, hurtige fly leverer meddelelser og pakker til steder hvor det normalt er svært eller umuligt, hvis de da ikke lige har travlt med at forberede sig til de lokale racerløb.

    Og netop under sådan et støder de mere eller mindre ind i en anden kurer, der bliver forfulgt af en type fly de aldrig har set før. Desværre er den forfulgte pilot hårdt såret og han overlader sin “pakke” til Claus og Lavi. Den viser sig at være en lille pige der skal bringes i sikkerhed, noget der viser sig at være alt andet end let og den lille gruppe ender ombord på det store slagskib Silvanus, midt i en kamp mellem nogle af de stærkeste kræfter der dominerer oceanerne over skyerne.

    Grafisk er Last Exile nok den flotteste animation der endnu er lavet til en TV-serie og det er tydeligt at stilen har rødder tilbage til Gonzo’s første animation, Blue Submarine #6. Man har kunne kritisere Gonzo lidt, for mangel på originalitet siden Blue Sub, men her må man nok sige at Last Exile foregår i et omfattende og anderledes miljø og den verden der er skabt til serien er et forfriskende alternativ. Ideen med at dampkraft udvikler sig på denne måde er ikke ny, men man kan se en forbavsende mængde af detaljer i alt, lige fra de små hurtige fly, der meget minder en om den type der blev brugt under første verdenskrig, til de store flyvende fæstninger.

    Hvad det nok er ligeså imponerende som grafikken er tempoet i serien, der lige fra starten er højt og bliver der. Om det så er luftkampe over skyerne, racerløb hen over landskabet eller flugt igennem byer, så foregår det med speederen i bund, med pauser hist og her så man kan få tid til at trække vejret. Last Exile er en serie der absolut bør ses mere end en gang, bare for at få flere detaljer med og det ville ikke forbavse mig at se den på DVD hylderne næste sommer.

    Genre: Sci-fi / Dampkraft / Fly
    Alder: alle
    Studie: Gonzo, 2003.
    Amerikansk licens: Pioneer