AnimeGuiden

Tag: anime

  • Vandread

    Udover at jeg var helt vild med Robotech da den i tidernes morgen var til at se i fjernsynet, så har mecha anime altid kedet mig, selv den legendariske Neon Genesis Evangelion fandt jeg kun middelmådig underholdene. Så da jeg i slutningen af 2000 ville se hvad Vandread var for noget, var det uden de store forventninger.

    Vandread foregår i en fjern fremtid, menneskeheden har forladt jorden og har koloniseret stjernerne. To sådanne kolonier, langt fra Jorden, den ene befolket af de mægtige, noble retfærdige Mænd, som er i konstant kamp mod befolkningen på den anden, en race af morderiske, barbariske og onde Kvinder.

    Hibiki er en ung mand der for at komme frem i tilværelsen beslutter sig for at stjæle en kamprobot han selv har været med til a bygge, en Vangard, men ender med at blive skudt ud i rummet ombord på Mændenes ultimative våben, som de desperat udløser efter et massivt nederlag mod en af Kvindernes piratflåder af små, mobile Dread rum-fly.

    Det Ultimative Våben slynger et skib fra hver flåde halvvejs igennem rummet og våbenets kerne forbinder på mystisk vis de to skibe til et nyt, stærkere skib, til stor overraskelse for den nu blandede besætning, der pludselig består af 158 Kvinder, 3 Mænd og en enkelt mekanisk maskot. Den ret overlegne styrke af Kvinder tager hurtigt kontrollen over skibet, men en helt ny fjende tvinger dem til at arbejde sammen med de få Mandlige medlemmer og overkomme deres ret gensidige had til hinanden, for at kunne overleve og begynde den lange rejse hjem, med det håb at kunne advare deres verdener mod den trussel der er på vej.

    Handlingen i Vandread er ikke videre dyb og ret gennemskuelig, så det er en serie hvor man kan læne sig tilbage og slappe af og bare nyde den uden at skulle spekulere for meget over historien. Mand/kvinde forholdet giver en lidt anderledes vinkel på sagen, men det er stadig bare en måde at fylde et rumskib med en overflod af attraktive animepiger, dog får man en fornemmelse af at alle de personer man ser har deres egen plads og funktion ombord på skibet, lige fra folkene i skibets kontrolrum, til de mindre skibes forsyningsområde (en lokalitet der minder forbløffende meget om en fast food restaurant). Selvfølgelig er der nogen der står mere frem, sammen med den lille gruppe af mænd, især Hibiki og Dita, seriens hovedpar.

    Men hvad der mere end noget andet adskiller serien fra andre af samme genre er at dens ret spektakulære actionsekvenser er lavet med computer animation på et niveau der selv i dag er imponerede og ofte finder man sig selv siddende og måbe over den hastighed og aktivitet alting sker med.

    At den computerskabte del af serien ikke helt matcher med den håndtegnede er nok noget man lige skal vende sig til, men selv om serien brillere med flotte kamp- sekvenser, så er der også tid til at fokusere på hovedpersonerne og selv bi-personer bliver vist frem og får lidt efter lidt mere kød på sig.

    Vandread tilbyder en solid blanding af action og humor, blandet med et par gode bidder drama og et anderledes syn på kønnenes kamp, dog uden at blive for seriøs i længere tid af gangen, men heller ikke så det bliver til en ren komedie. Så hvis man er til mecha action, søde piger og flot computer grafik, så kan man nok ikke gå galt i byen med Vandread.

    Genre: Sci-Fi / Komedie, 2 x 13 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Bubblegum Crisis

    Engang i den nærmeste fremtid har vi udviklet androider, såkaldte Boomers, der ligner mennesker fuldstændig, indtil de afslører deres maskinform. Disse robotter skaber megen ravage når de går amok, og politiet, AD Police, magter ikke at stoppe dem.
    På grund af dette er der en lille gruppe kvinder, der tager sagen i egne hænder og danner gruppen Knight Sabers, som bekæmper Boomerne i nogle meget stærke og avancerede hard suits.

    Bubblegum Crisis er af de fleste regnet for en klassiker inden for anime og med rette. Det var en af de første, der blev udgivet i Vesten og blev rimeligt udbredt uden at være vist på TV, og den er samtidig et af de bedste eksempler inden for en genre, cyber-punk, en genre der netop var meget populær generelt (dog ikke så meget i anime) omkring det tidspunkt, den udkom på, hvilket kan være med til at forklare dens popularitet.
    Dermed ikke sagt at det ikke er en god serie, for det er det, om end den på visse punkter begynder at vise sin alder.

    Grafisk set kan man godt se OVAens alder, men det er mest på grund af designet, detaljegraden fejler ikke noget.
    Characterdesignet er tydeligt fra 80erne men stadig klart og tiltalende. Baggrundene er oftest ret mørke, men det er en del af stilen. Det gør dog ikke, at holdet bag den sprang over, hvor gærdet var lavest, detaljerne er mange, omend de ikke er på højde med mange af de nyeste serier. Til gengæld er der masser af små gimmicks som f.eks. personernes navne på neonskilte på højhuse, man flyver forbi, og den slags. Desværre virker farverne dog meget falmede men det skyldes tildels at man ikke brugte en så kraftig farvepalette dengang som man ofte gør i dag.

    Lyden i Bubblegum Crisis er et kapitel for sig, primært på grund af musikken. I modsætning til de fleste andre serier har hvert afsnit en ny intro-sang, der er arrangeret henover handlingen i afsnittet og ikke kun en fast sekvens. Da en af personerne i serien er sangerinde, er der også en del sang derigennem.
    Musikken bliver anvendt på en god måde og passer til de scener, hvori den er brugt, og den bliver aldrig irriterende eller unødvendig, den er en del af helheden.

    Historien er til dels Bubblegum Crisis svage punkt. På den ene side er den fængende, og man kommer hurtigt til at holde med og af personerne, men på den anden side er den til tider en anelse tynd og utroværdig. Hvordan kunne så avancerede hard suits, at selv mega-firmaet Genom ikke kan hamle op med dem, blive bygget uden at nogen opdagede det? Men det er jo til gengæld altid underholdende at se en lille gruppe modsætte sig en overmagt.
    Personerne er godt beskrevne og har alle nogle lidt dybere personligheder med både styrker og svagheder, og samspillet mellem dem virker godt og troværdigt.

    Det er tydeligt, hvorfor Bubblegum Crisis er blevet en klassiker. Dens gode punkter opvejer klart de dårlige, og tilbage står en glimrende serie, som forståeligt nok er blevet en af pioner-serierne inden for anime i Vesten.
    Så hvis man kan leve med en snert 80 stil og musik og nogle svagheder i plottet indimellem, er den helt klart et must-see.

    Genre: Sci-fi / drama, 8 afsnit
    Alder: 12+
    Studie: Artmic / Youmex / AIC, 1987
    EU Licens: MVM, animeigo

  • Mao-chan

    Jorden er truet af en invaderende magt, der sender monster efter monster ned til jorden for at stjæle Japans nationale skatte, især bygninger. Men her taler vi ikke om ulækre insekter, kæmpe robotter eller ildspyende reptiler, men noget så uovervindeligt som tøjdyr og bamser, nuttede så ingen kan få sig selv til at genere dem.

    For at stoppe dem beslutter det japanske forsvar sig for at bekæmpe ild med ild og samler en lille gruppe af piger, der med deres egen ‘nuttethed’ er i stand til at modstå væsenerne og forsvare Japan, samtidigt med at de trækker folks opmærksomhed væk fra de invaderende trusler.

    Serien handler hovedsageligt om tre små piger der med en kombination af underlig teknik og venskab prøver at redde verden. Ikke altid med lige stort held, men det er OK, for selv når de taber er det i orden, da det ikke alene er umuligt at blive gale på dem, men græder de, så græder Japan med dem.

    Mao-chan har samtidig en humor bag nuttetheden der hæver den over at være bare en børneserie og kan man lide den slags, så kan man nok ikke undgå at holde af serien, da den har øjeblikke hvor man ikke ved om man skal græde eller grine.

    Mao-chan er en serie for børn. Men samtidigt hører den til de få japanske pletskud der også er værd at se for de ældre der godt kan lide klassisk sød anime. For selvom der ikke er tvivl om at serien er lavet for de mindre, men alligevel har den elementer der gør den interessant for de lidt ældre, både humoren i serien og så de øjeblikke hvor den virkelig bliver så sød at man enten må elske den eller gå i sukker shock.

    Har man set serien LOVA Hina, så vil man nok kunne genkende en del af tegnestilen og ikke mindst personerne i serien, for den er lavet af de samme folk som stod bag den serie. I en episode kommer pigerne ligefrem på besøg på Love Hina’s Hinata Sou, på et tidspunkt efter seriens afslutning. Et meget hyggeligt indslag for LOVA Hina fans, selvom Mao-Chan ellers er af en helt anden stil.

    For at kunne lide serien skal man nok være en fan af sød anime, da det er Mao-Chans store styrke og er så gennemsyret af det at den nok hører til blandt de bedste af sin slags, i selskab med serier som Card Captor Sakura og Sugar. Har man yngre børn man gerne vil se lidt anime med, eller han man lyst til noget at den slags anime der bringer solen frem på en grå dag, så er den perfekt.

    Genre: Comedy / Sci-Fi
    Alder: Alle
    Amerikansk licens: Geneon

  • Mahoromatic

    Jorden har været under angreb af aliens, men organisationen Vesper har forsvaret os, uden at offentligheden har bemærket det. Til det formål havde de androider (menneskelignende robotter). En af disse, Mahoro Ando, får lov at trække sig tilbage efter tro tjeneste, og hun vælger til alles overraskelse at blive tjenestepige.

    Suguru er en ung dreng, der bor alene og har hårdt brug for hjælp til at klare husholdningen, så derfor søger han en hushjælp.

    På vej i bussen møder han Mahoro, og han håber, at han vil få en tjenestepige som hende. Bussen bliver kapret, men Mahoro stopper forbryderne, forklarer hun er en androide til Sugurus store mistro, og forsvinder.

    Suguru viser sig faktisk at have hyret Mahoro, og hun bliver ansat på prøve. Der er bare det lille problem, at hun er imod pornografi, og Suguru har en gigantisk samling af sådanne blade…

    Sugurus klasse bliver først meget oprørt over, at han har fået en ung tjenestepige, men pigerne i klassen bliver hurtigt veninder med Mahoro. Hans klasselærer og Mahoro ender dog i noget nær åben krig, idet klasselærereren vil være den eneste, der har hans opmærksomhed, og hun forsøger at forføre ham med sin kæmpe bryster, noget der irriterer Mahoro grænseløst, idet hun i forhold til er ret flad.

    Men er truslen fra rumvæsnerne helt væk?

    Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så er Mahoromatic en ecchi (små-pervers) komedie. Humoren er meget seksuelt baseret, der er mange scener med bryster, nøgenhed og henvisninger til pornografisk materiale. Der er dog intet eksplicit i serien, kun udetaljeret men godt nok fuld frontal nøgenhed. Det hele får et lidt selvironisk tone idet Mahoros valgsprog er ”Echi wa ikenai to omoimasu” – perverse ting er forkerte/noget skidt. Denne afsky for porno, noget der optager Suguru meget ligesom mange rigtige unge mænd, er en af hjørnestenene i Mahoros væremåde og drivkraften bag flere afsnit af serien. Det ironiske kommer ved, at vi indimellem ser Mahoro nøgen, både ”ubevidst” ved scener i et badehus, men også som når hun går i bad med Suguru og ikke kan se noget upassende i det, hun jo bare sit job og sørger for, at han bliver vasket ordentligt.

    Dette får det måske til at lyde som tæt på pornografi selv, men selvom serien da er noget af det lidt mere ekstreme, så er den langt fra rigtig hentai, den pirrer lidt indimellem, men ikke mere, og oftest er det underbygget af handlingen.

    Som allerede antydet i beskrivelsen af Mahoro ovenfor, er der mange farverige personer i serien. Suguru er en typisk teenagedreng, der interesserer sig for afklædte piger. På trods af, at han er seriens hovedperson, er han på nær sin kærlighed for og gigantiske samling af porno en af de mest normale i serien.

    Mahoro selv er udover sin ekstreme afsky for porno en normal tjenestepige, men hendes fortid som kampandroide spøger.

    Klasselærerinden er meget opsat på at forføre de unge drenge og at have deres fulde opmærksomhed. Til dette formål udnytter hun sine store attributter, noget der især har påvirker Suguru, der havde en forkærlighed for sådanne indtil Mahoro kom.

    Sugurus klassekammerater er heller ikke alle helt normale men dog ikke så ekstreme. Drengene minder om Suguru og støtter ham i kampen for at beholde pornobladene mens pigerne er på Mahoros side. De har dog alle deres små særheder, som pigen der bryder ud i glædesråb når hun får god mad.

    Grafisk set er serien udmærket, og man ser tydelige, at den er af nyere dato. Farverne er klare og tydelige, hvilket er med til at give serien et meget levende udseende, og sammen med en flydende animation og en god detaljegrad giver det serien et tiltrækkende udseende. Personernes design er er pænt og tiltalende, det er tydeligt, at der er lagt arbejde i at få personerne gjort tiltalende. Dette er dog ikke en ros der skal tilfalde serien selv, idet personerne er nærmest 100% identiske med dem i andre værker af den ansvarlige karakterdesigner, Ditama Bow.

    Serien følger mangaen, der er tegnet af Bow, meget tæt designmæssig, og heri ligger det negative. Bow kan nemlig stort set kun tegne nogle få karaktertyper, så dem i Mahoromatic ligner dem i hans tidligere hentai-mangaer, noget der indirekte får Mahoros modstand mod porno til at være endnu mere komisk.

    Lyden i serien er også udmærket. Musikken er ikke noget virkeligt specielt, men der er nogle gode numre imellem, f.eks. slutsangene, der er mamboer sunget af pigerne fra serien.

    De japanske stemmelæggere gør et rigtigt godt stykke arbejde i at give personerne karakter. Mahoros ”ecchi wa ikenai to omoimasu” er ikke noget, man let glemmer, og generelt ville serien slet ikke være det samme uden de gode stemmer.

    Alt i alt er Mahoromatic en glimrende ecchi-komedie, der formår at underholde på flere områder. De er faktisk en dybere historie bag det sjove, og den er med til at give personernes lidt stereotype opførsel en baggrund og forklaring. Denne anmeldelse er sprunget let over disse ting for ikke at ødelægge noget for folk, men historien er der og fylder mindst lige så meget som fanservicen.

    Desværre lider serien i manges øjne af en elendig slutning, noget der ofte er tilfældet med serier fra Gainax, men turen på vej dertil er umagen vær.

    Fans af sådanne komedier vil ikke gå galt i byen, og folk, der kan lide tjenestepiger behøver ikke engang overveje det, de har allerede titlen eller skriver den på indkøbslisten i dette øjeblik.

    Genre: Komedie
    Alder: 15+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Geneon

  • Magical Shopping Arcade Abenobashi

    To børn, Sasshi og Arumi, lever i et forfaldent forretningskvarter der trues af nedrivning. Men der er en legende om at så længe det magiske pentagram som kvarteret er bygget efter stadig eksistere, så vil det blive bevaret. Desværre bliver en af de statuer som udgør en del af pentagrammet ødelagt og som et resultat af dette ender de to børn på en længere rejse mellem alternative versioner af kvarteret.

    De besøger den ene underlige virkelighed efter den anden, imens de leder efter noget der kan redde deres kvarterer, noget der kommer til at involvere en troldmand og et gammelt kærlighedsdrama. Det viser sig også at være langt fra nemt, da de virkeligheder de besøger er ret ekstreme og ofte uden den store fornuft, udover at det altid er de samme personer de støder på, i nye ”roller”.

    Abenobashi er lavet af studiet Gainax, som har specialiseret sig i underlige serier og stiltyper. Serien her er derfor lige noget i deres sædvanlige stil, eller mangel på samme. Abenobashi er mere end noget andet en række af enkelte parodier, ofte lavet i en stil der er normal for den genre der er episodens offer. Om det så er rollepspil i pixel format med genoplivninger, martial arts kampe i Fist of the North Star og Dragonball stil eller kærlighedsdramaer som man kan finde det i utallige japanske dating spil, så bliver hver episode af serien fokuseret omkring en genre og trækker det ud i det humoristiske.

    Det der nok er med til at gøre det mere underholdende er at børnene ved hvad der er galt og prøver, til tider, at klare hver alternativ verden efter dens ”regler”. Dog har de hver deres indstilling til tingene, hvor pigen Arumi er den mere fornuftige og helst vil hjem, imens drengen Sasshi er mere eller mindre med på legen. Kombineret prøver de at finde den røde tråd der forbinder alle de underlige realiteter med deres egen og løse den indviklede gåde som magien rundt om deres kvarter viser sig at være.

    Abenobashi skal ses med en del tolerance, for den vil til tider, især i starten, give meget lidt mening. For det meste minder den om en gang blandede afsnit med fælles personer. Serien er ikke så genial sindssyg som Gainax tidligere top hit FLCL. Den er en stribe af parodier på kendte anime genrer, med en historie vævet ind for at holde handlingen kørende. Til tider kan det blive lidt for meget umotiveret galskab, men på den anden side indeholder serien adskillige guldkorn.

    Har man ikke set så meget forskelligt anime, så skal man nok vente med at se Abenobashi, da mange af seriens jokes er baseret på andre film og serier, ligesom at handlingen ofte er hurtig og kan virke total blottet for dybere mening. Men har man derimod kendskab til diverse anime og ikke kræver at det man ser giver for meget mening, så er serien ganske underholdende.

    Personligt vil jeg ikke mene at Abenobashi er en af de serier der vil skrive anime historie eller blive husket for længe, da den blegner lidt i forhold til FLCL, som den nok altid vil blive målt mod. Men har man set FLCL og gerne vil se lidt mere af Gainax’s utraditionelle serier, så burde man tage et kig på Abenobashi.

    Genre: Weirdness
    Alder: 7+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Kino’s Journey – The Beautiful World

    Kino er en ung pige der rejser fra det ene land til det andet. I selskab med motorcyklen Hermes er hun ude for at udforske byer, og de tilbringer aldrig mere end tre dage på samme sted. Sammen med de to oplever publikum den ene lille historie efter den anden, oftest med en by og dens specielle kultur som midpunktet.

    Man kunne forestille sig at den slags små-episoder bliver lidt trivielle i længden, men serien har sin egen stil at fortælle historierne med. Der bliver tit blandet mange elementer ind i hver historie, der tilføjer dem et trist eller dystert skær. For ofte handler fortællingerne om de lidt dystre og til tider skræmmende aspekter af civilisation, og et citat fra serier er meget rammende for stilen, ”Netop at verden ikke er smuk giver den sin skønhed”. For Kino’s Journey viser hvor skrøbelig menneskelig storhed er, og selv om serien på ingen måde prøver at være moralsk, så har den en del filosofisk tankestof i hver episode.

    Man får hurtigt et indtryk af at det ikke er vores verden som historierne foregår i, selv om det måske kunne være engang i fremtiden. Byerne og deres befolkninger lever nærmest som i begyndelsen af industrialderen, men visse steder er der mere avanceret teknologi, der dog stadig ligner noget fra den tidsalder, som computere med grammofonlignende stemmesystemer eller mekaniske robotter.

    På tegnesiden er Kino’s Journey lidt gammeldags i stilen, men det passer godt til atmosfæren og den industrielle version af verden som Kino rejser rundt i. Den bløde stil er godt brugt til at fremhæve landskaber, men samtidigt er der mange detaljer i byerne og selv om det er meget inspireret af Europa, så er der altid noget der gør stederne lidt anderledes og ukendte.

    Kino’s Journey er ikke en børneserie, selv om det første indtryk kunne give den tanke. Serien minder mest af alt om en rejsedokumentar film, hvor man oplever tingene sammen med Kino, snarere end at tage del i handlingen. For selv om hun ofte drager ind i hvad der sker, så handler hver episode om det sted hun opholder sig og dets særheder.

    Det er den type anime, hvor man bør stoppe og så tænke lidt over hvad der er sket, for serien er en blanding af historier, eventyr og skæbne-fortællinger som hver har deres pointe eller filosofi.

    Vil man se en anime, der har et indtryk der varer længere end til afslutningssangen og giver grobund for omtanke, så kan jeg anbefale af man kigger nærmere på Kino og hendes rejser.

    Genre: Sci-fi
    Alder: 13+
    Studie: Genco
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Kiddy Grade

    GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.

    To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opføre sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent, og hun har valgsproget ”Piger skal være elegante” (Onna no ko wa ereganto ni)

    De bliver sat sammen med Armbrust, en kontakt til underverdenen som altid har planer kørende nag ryggen. Eclair er irriteret på ham fra starten og vil ikke have noget med ham at gøre, mens Lumiere komme udmærket ud af det med ham. Begge mistror ham dog, og med god grund, han kender deres baggrund, noget de ikke selv gør mere, og han kender og deltager I GOTTs leders skjulte planer for dem.

    Kiddy Grade er lavet af Gonzo, et ret nyt men fremadstormende animationshus (Blue Submarine No. 6, Vandread, Last Exile) der nyder stor popularitet. De udgav et promotion klip for Kiddy Grade næsten et år, inden serien kom på tv, hvilket skabte meget store forventninger til serien, idet klippet lovede en dynamisk, mørk og action-fyldt serie med en del fanservice.

    Mange blev skuffede, da den startede, idet det virkede som om den mørke undertone var væk I første del af serie. Senere fik serien dog et mere kompliceret og ildevarslende plot og tone, men da havde dele af fankulturen allerede afskrevet den.

    Et andet kritikpunkt var, at serien virkede usammenhængende, og umiddelbart virkede løsningerne på problemerne i de første afsnit meget hurtige og letkøbte. Jeg var enig i dette første gang jeg så serien, men ved senere gennemsyn viste det sig, at dette ikke var tilfældet, og at historien var meget mere sammenhængende og grundigt opbygget, end det umiddelbare indtryk var.

    Men på trods af denne kritik og misfornøjethed over serien fik den en stor fanskare og popularitet, især i Japan hvor Eclair og Lumiere var i NewTypes (det største blad om anime) top 10 over kvindelige personers popularitet i mange måneder.

    Kvaliteten af serien fejler ikke noget, på alle punkter er serien blandt det bedste, der er lavet. Man kan se, at Gonzo kan deres kram, og deres ry er fortjent.

    Animationen er glimrende. Alle bevægelser, det værende mennesker, rumskibe eller mechaers, er flydende og troværdigt udført, og på intet tidspunkt hakker animationen, noget der burde være – og i mange tilfælde heldigvis også er ved at være det – en selvfølge i animation lavet efter år 2000. Baggrundene er også utroligt flotte og detaljerede. Der er god variation i dem, og man får virkelig fornemmelsen af forskellige planeter, forskellene mellem små landsbyer, livlige metropoler og mørke rumstationer.

    Character-designet i Kiddy Grade er et kapitel for sig, alle personernes udseende er gennemført ned til mindste detalje og passer perfekt med deres personlighed. Det er tydeligt, hvorfor Eclair og Lumiere har opnået så stor popularitet.

    Eclair er lidt tomboy-agtig, idet hun er meget direkte, ikke handler specielt velovervejet og på grund af hendes rent fysiske kampevner. Hendes meget livlige og glade personlighed, der dog aftager noget efterhånden som hun udsættes for moralske dilemmaer, sammen med hendes barnlighed på trods af hendes kropsformer, har skabt en karakter, der både virker sød men samtidig utrolig sexet, skønt hun ikke er spor bevidst om det. Dette afspejles i hendes krop, der er utroligt velskabt med store bryster, smal talje og lange ben, og hendes meget afslørende tøj. Den stramme kjole med den store korsudskæring, der både viser bryster og maven frem, understreger sammen med en del panty-shots på grund af kjolens ekstremt korte længde, at Eclair er ment som en person med en meget tydelig sex-appeal.

    Lumiere er personlighedsmæssigt Eclairs modsætning. Hun er forsigtig, tænker altid tingene igennem og lever efter sit valgsprog om, at piger skal være elegante, så hun forsøger konstant at få Eclair til at opføre sig mere passende for en ung pige. Hun er altså langt mere moden end Eclair psykisk, men hendes krop er lige modsat, hun ligner en 10-årig. Hendes tøj har dog samme grad af fanservice som Eclairs, da det er en stram mørkeblå bodysuit, der meget tydeligt viser alle detaljer af hendes krop. Flæser ved benene, en krave og en sløjfe understreger hendes ønske om at være elegant.

    De andre personers tøj er lige så veldesignet, hver har sin tydelige stil, og det passer også til hver deres væremåde, om end vi ikke ser nær så meget til deres personligheder, det er Eclair og Lumiere, der er showets stjerner på trods af det store persongalleri.

    Historien i Kiddy Grade virker til at begynde med lidt tynd, men efterhånden afslører den en pæn dybde, og ved senere gennemsyn viser starten sig også at have en tydelig tråd til den senere kompleksitet.

    Et af de store problemer, historien lider under i starten, er, at løsningerne på de problemer, der opstår, er for lette. Eclair og Lumieres overmenneskelige evner viser sig pludselig som værende stærkere end forventet eller de bliver reddet af deres rumskib. Dette forsvinder i midten af serien, men kommer lidt med igen til sidst om end det virker mere naturligt på det tidspunkt idet man da har fået en bedre forståelse for baggrunden, der tillader, at det sker.

    Serien er meget action-fyldt, der sker hele tiden noget, og der er altid flere deciderede kampsekvenser i hvert afsnit. Det betyder dog ikke, at der ikke er en stille stund indimellem, hvor vi ser en mere afslappet og dagligdags side af personerne, men det er hele tiden en kontrast til resten af deres hurtige liv.

    Så på trods af seriens mangler, er den alt i alt et meget fængende og engagerende bekendtskab. På trods af de umiddelbare stereotyper ender man let med at holde af personerne og dermed virkeligt se frem til, hvad der sker for dem.

    Kiddy Grade er ikke en serie der revolutionerer genren, men den er en god evolution – nogen vil i opbygningen med to ret forskellige piger med store kræfter i en sci-fi setting drage en parallel til 80er serien Dirty Pair – og et solidt stykke underholdning. Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Science fiction / action
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Funimation

  • Kamikaze Kaitou Jeanne

    Marron Kusakabe er umiddelbart en almindelig, glad og åben 16-årig pige der dyrker rytmisk gymnastik, men dette er kun en facade.

    I virkeligheden er hun en reinkarnation af Jeanne d’Arc, og er som denne udvalgt til at fange dæmoner, der ved at skjule sig i smukke billeder får kontrol over folks sjæle. Marron får kraften til at forvandle sig til Jeanne af den lille engel Fynn Fish, der kom til hende og gav hende opgaven uden nærmere forklaring. Hver gang hun renser et billede ser det dog ud som om hun stjæler det idet det forsvinder og bliver erstattet af et nyt med en mere bibelsk motiv, og af denne grund er hun jaget af politiet. Alle dæmonerne forvandles til skakbrikker som Fynn får fat i og som indeholder dæmonernes energi som himlen så kan bruge.

    Hendes bedste veninde siden børnehaven, Miyako Toudaji, er datter af politichefen der står for Jeanne sagen. Hun er endnu mere opsat på at fange Jeanne end sin far, og det er nærmere hende der leder efterforskningen end han. De bor overfor Marron i lejlighedskomplekset og Marron spiser ofte ved dem, så selvom Marrons forældre flyttede fra hende i forbindelse med deres skilsmisse flere år før serien er Marron aldrig fuldstændig alene.

    En dag flytter en ny nabo ind, Chiaki Nagoya, en godt udseende og udfarende ung mand der flirter med alle piger han møder. Miyako falder pladask for ham men Marron bryder sig ikke specielt meget om ham, hun stempler ham som playboy og afviser hans tilnærmelser kraftigt. Dette gør dog ikke at han opgiver hende, tværtimod forsøger han konstant at komme hende nærmere. Men er det reelle følelser eller er det ikke andet end en leg for ham? Og er Marron så ligeglad med ham som hun giver indtryk af? Og hvem er den mystiske Sindbad der dukker op og ligeledes forsøger at stjæle billederne, der for ham forvandler sig til sorte skakbrikker?

    Kamikaze Kaitou Jeanne er en manga af Arina Tanemura som der meget hurtigt – allerede inden mangaen var kommet halvvejs gennem historien – blev lavet en anime over. På trods af dette er de to historier på de fleste punkter ens. mangaen blev bragt i Ribon Magazine, en af de store månedlige shoujo-manga (pige-manga) antologier.

    Tegningerne er flotte og detaljerede men meget typisk shoujo manga stil på godt og ondt. Personerne har store, udtryksfulde øjne, et stilistisk element Tanemura-san behersker og udnytter fint. Det sammen med personernes lange, slanke kroppe, pigernes smalle taljer og markante bryster og drengenes ranglethed understreger shoujo-manga elementerne. Et andet element, der ofte bruges i shoujo-manga, er SD-karrikaturer – Super Deform, mår en person er tegnet ”presset sammen” til nærmest barnestørrelse med enormt store øjne og hoveder og små, nærmest tykke kroppe – og KKJ har mange sådanne scener. De er alle søde og sjove men passer alligevel ind i sammenhængen. Miyakos far, politichefen, er tegnet deform overalt i mangaen, hvilket giver ham en per definition komisk rolle, og på trods af hans job klovner han da også rundt indimellem. Han er dog en sparsomt brugt bifigur og hovedparten af SD-indslagene leveres af Jeanne, Marron og Miyako. En interessant ting er, at i animeen, hvor han har en meget mere fremtrædende og synlig rolle, er han tegnet normalt, men den deforme tegnestil er så heller ikke brugt ret meget i animeen, en ting der ofte gælder anime-adaptioner af manga.

    Historien virker meget typisk for Magical Girl genren (hvor en ung pige pludselig får magiske kræfter og involveres i et eventyr som hjælper hende med at vokse op personlighedsmæssigt), men den har også nogle små overraskelser undervejs. Marrons baggrund er lidt speciel, idet hun bor helt alene og ingen kontakt har overhovedet til sine forældre da de har forladt hende. På trods af at hun er omgivet af venner gør dette at hun ofte føler sig alene, en følelse der er omdrejningspunktet i hendes personlighed og er grundlaget for hendes udvikling i løbet af historien.

    Umiddelbart kan idéerne med engle, dæmoner og Jeanne d’Arcs reinkarnation virke spændende og interessante, især med en vestlig kristen synsvinkel, men det dækker blot over genrens sædvanlige beskrivelse af kampen mellem det gode og det onde. Himlen som en anden verden bliver dog beskrevet i mangaen. Man hører om englenes liv der, men i animeen er denne, i mangaen utroligt vigtigt del af historien, udeladt og resten af historien gjort mere simpel for at dette element ikke vil savnes.

    Umiddelbart er animeen bygget op på samme måde som mangaen, men der er en del punkter undervejs, f.eks. ved det ovenfor nævnte, men der er flere andre forskelle. For at forlænge historien er der tilføjet flere dæmoner, en taktik der ofte bruges for at forlænge manga-adaptioner der involvere kampe, man smider nogle flere modstandere ind uden at ændre på grundhistorien. Dette ændrer netop ikke på historiens forløb, der er det samme i begge medier, men der er ”fyld” afsnit i animeen der ikke bringer der bærende historie videre men blot viser Miyakos fælder for Jeanne og Marrons omsorg for dem omkring sig.

    Der er dog nogle mere barske scener med Jeannes baggrund og dens indflydelse på Marrons dagligliv der er undladt i animeen, noget der nok skyldes at anime ofte tiltaler en smule yngre gruppe end manga. Det andet vigtige element der er udeladt er Fynn og Access (Sindbads hjælper der er en mørk engel) baggrundshistorie, der reelt viser sig at være grundlaget for hele historien i mangaen. Historien hænger sammen uden dette element, men man føler alligevel at der mangler en brik for at puslespillet er helt komplet ved animeens afslutning.

    Tegnestilen i animeen minder meget om mangaens, Tanemura-sans streg egner sig åbenbart godt til at oversætte til den hårdere streg man nødvendigvis må bruge i animation. Andre eksempler på denne gode omsætning af hendes værker er Full Moon wo Sagashite og Time Stranger Kyoku.

    Animationen er udmærket for en tv-serie men ikke noget specielt på nogen måde. Farverne er klare og tydelige og er med til at skabe et levende billede der er lyst og tiltrækkende. Baggrundene er pæne og varierede men igen er der ikke tale om noget bemærkelsesværdigt.
    Alt i alt er animationen kapabel og ganske glimrende, man kan se at serien er lavet i den periode af kvalitetsudvikling der begyndte sidst i 90erne.

    Lyden er heller ikke noget specielt, men stadig til at holde ud at høre på og ikke irriterende på noget tidspunkt. Seiyuuerne (stemmelæggerne) passer godt til rollerne og leverer gode præstationer (her udelukkende tænkt på den japanske udgave) og musikken er også udmærket. Det eneste der er værd at bemærke ved den er dog åbnings- og slutsangene der bliver fremført af gruppen Shazna. Det er glimrende, lette rock numre der sikkert vil tiltale de fleste.

    KKJ er et eksempel på noget af det bedste som Magical Girl genren kan tilbyde efter min mening. Historien er fængende og personerne tiltalende om end det hele er er en smule stereotypt. Den undgår at blive for pusse-nusset, noget især animeer i genren indimellem gør, så på den måde burde den tiltale de fleste om end hardcore action fans vil blive skuffede. Alle andre burde dog blive underholdt på bedste måde af Marron og Jeannes problemer.

    Hvad angår om man skal bruge tid på mangaen eller animeen så har hvert medie sine fordele, sådan som det vil også burde være. mangaen har en mere kompleks og uddybet historie, men får kun den fulde baggrundshistorie der, men til gengæld er animeen lettere at gå til, både på grund af en anelse simplere historie men også kraft af selve mediet med bevægelse, stemmer og musik.

    Begge dele er udkommet i Amerika, hvorfra de fleste ting der kan købes i specialbutikker her i Danmark kommer. mMangaen er dog også udgivet i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland, men det er nok svært at få fat på den på anden måde end ved at finde en butik i det pågældende land.

    Kamikaze Kaitou Jeanne animeen blev vist på tysk tv for nogle år siden, før mangaen blev udgivet der faktisk, men på trods af en rimelig popularitet der er den ikke blevet udgivet på video/DVD der endnu. Den er altså ikke til at få fat i udover den japanske udgave, der udelukkende er på originalsproget. De er dog fansubs af serien, og hvis nok folk ser den kan man håbe at firmaerne får øjnene op for serien, både anime og manga, og udgiver dem.

    Genre: shoujo / Magical Girl
    Manga af: Arina Tanemura
    Alder: Alle
    Studie: Toei Animation
    Manga udgives i Tyskland af: Egmont
    Manga og anime udgives i USA af: Viz

  • S.cry.ed

    Efter at et stort meteor har ramt en ø er der blevet født børn på øen der er vokset op med kræfter ud over det normale. De er i stand til at påkalde sig et ”Alter”, en fysisk form af forskellig art der adlyder dem. Det kan være en kæmpe robot, en mekanisk kriger eller som i tilfældet med vores helt, en kunstig version af hans egen arm, med 3 ”skud” af varierende kraft.

    På grund af alle de personer med Alters der bliver født på øen, er den afskåret fra omverdenen og det er beboerne egentlig ganske tilfredse med. Hvis det da ikke lige var for en organisation HOLY, der ønsker at udnytte disse kræfter og som allerede har en lille hær af Alter brugere. Kasuma er som de fleste på øen ret utilfreds med organisationen, men har samtidigt også en svagelig søster at bekymre sig om, så da han får muligheden for det, slutter han sig til HOLY, i det mindste midlertidigt.

    s.cry.ed er en typiske drenge anime, med superkræfter, to selvretfærdige personer der er på hver sin side af sagens natur og et par søde piger. Hver episode rummer et godt slagsmål eller to, for det meste med omfattende skader på omgivelserne og en masse øretæver der skal deles ud.

    Men selv om det nok lyder som noget man har set mange gange før, så hæver serien sig over gennemsnittet ved at gøre mere ud af personerne og det vinder den på senere. Kasuma er lidt en Han Solo type, der arbejder for penge og sit eget velvære, imens hans rival på organisations side, er den strenge storebror type, så selv om de på mange måder er ens og grundlæggende kæmper for det samme, så er de som ild og vand når de mødes.

    S.cry.ed er anime action når det er bedst, ikke alt for dybe plots, mere end nok slagsmål til at holde de fleste action fans fanget og når stadig at få nogle personlige følelser ind i det hele. På mange måder kan man sige at serien her er hvad forløbere som Dragonball og lignende har udviklet sig til. Den strækker sig ikke over hundrede af episoder, men har til gengæld plads til en udviklende historie og selv om jeg ikke er den store action fan, så fandt jeg stadig S-cry-ed ganske underholdene, omen den til tider forfalder til lidt for mange klicheer.

    Alt i alt er S.cry.ed et god bud på en action serie og værd at stifte bekendtskab med hvis men kan lide den lidt mere typiske drenge anime. Noget nogen måske kunne blive skuffet over er måske at den, som så mange TV serier, afholder sig fra at blive blodig eller rigtig voldelig, men det kan de fleste nok overleve uden.

    Genre: shounen / action
    Alder: 13+
    Studie: Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Someday’s Dreamers

    Yume er en ung pige fra landet der tager ind til den pulserende storby for at afslutte sin træning. Men det hun laver er ikke ligefrem det som de fleste unge piger beskæftiger sig med, for Yume er nemlig i stand til at bruge magi og skal til byen for at afslutte sin træning hos en mester.

    Den verden som Yume lever i er ikke helt som vores. Magi er sjældent, men dog stadig en del af verden. Folk med evner indenfor magi bliver optrænet og uddannet til at hjælpe samfundet og udover det, leve et normalt liv. Men da brugen af magi er et stort ansvar, skal alle unge magikere godkendes igennem deres afgørende træning hos mesteren, før de er fuldbyrdede magikere.

    Yume har nedarvet hendes talent fra sin mor og er ret glad for at bruge magi, faktisk håber hun på at kunne løse alle problemer med det, hvilket også er roden til mange af hendes fejl. For som hun hurtigt lærer, så ikke alene har magi sine begrænsninger, men man skal også tage hensyn til hvad man egentlig laver hver gang man slipper kræfterne løs.

    Netop at magi i den verden både er en mægtig mystisk kraft og samtidig et normalt 9-17 job hiver serien ned på jorden, og gør at den mere fokuserer på Yume selv end på magien. Der er ingen onde troldmænd der prøver at overtage verden eller trusler der ødelægger hele byer. Kun en pige og hendes problemer med at afbalancere hendes evner mod hendes ønske om at hjælpe folk.

    Yume bliver derfor udsat for en del prøvelser, hvor hun er nødt til at indse at magi ikke automatisk løser de problemer hun støder ind i, og ofte er de løsninger hun forestiller sig langt fra hvad der er brug for, som hun må indse da hun begynder at hjælpe mesteren med at opfylde folks ønsker, som igen, heller ikke altid er hvad de personer vil have.

    Til trods for det ret uvirkelige ved at være i stand til at bruge magi, så er det ret let at leve sig ind i Yume’s problemer med at have stor magt til rådighed, men samtidigt mangle forståelsen for hvordan hun kan hjælpe folk ordentligt, noget der er en vigtig del af historien og fremhæves meget af at det ofte er ret almindelige problemer hun støder ind i, som folk der vil genopleve deres fortid eller har mistet et kært objekt.

    Somedays Dreamer’s handler på mange måder om at ville gøre det rette, men samtidigt om at mangle evnen og erfaringen til at forstår hvad der er det rigtige, noget som Yume ofte må lære på den hårde måde. Men samtidigt er hun stædig og giver ikke op, så hun lærer gradvist at bruge sine evner med omtanke i stedet for blindt at stole på magien selv.

    Someday’s Dreamers er en ret sød historie, med en del nedture, da Yume tager hver af de nederlag hun lider ret tungt, men serien er også dejlig opløftende og meget god til de der kedelige, grå dage, hvor man godt kan bruge lidt naiv optimisme i sit liv. Den har ikke den store handling, løber mere stille og roligt af sted indtil slutningen, med en ret typisk anime-agtig varm følelse i kølvandet.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 13+
    Studie: J.C. STAFF
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Hand Maid May

    Kazuya Saotome er en 19-årig studerende der er opsat på at bygge den perfekte robot. Hans gamle, selvudråbte ven og modstander, Kotaro Nanbara, er opsat på at forpurre hans forsøg og overgå ham. Kazuya aner intet om dette og installerer en disc som han har fået af Nanbara hvis skjulte formål er at ødelægge hans pc. Den overtager hans pc men omdirigerer ham til Cyberdynes hjemmeside (ja, Terminator hjemmesiden) hvor den aflægger en ordre og kort efter er han i besiddelse af en lille stuepige-robot der kan sidde i hans hånd. Denne lyserøde, flæsede hjælper er dog langt fra kun til gavn idet både Nanbara og folk fra Cyberdyne, der vil have hende tilbage, er efter hende.

    Derudover er der udlejerens datter, Kasumi, der har et yderst godt forhold til ham og som ikke har til hensigt at lade en androide eller fire komme imellem hende og hendes gamle ven..

    Animationen er god og veludført men ikke noget virkeligt specielt idet den holder en enkel streg hele vejen igennem, så virkelige wow-scener mangler. Baggrundene er godt tegnede og giver serien et realistisk præg. Characterdesignet er forholdsvis enkelt men klart, sødt og godt. Hver person har sit tydelige udseende og garderobe der perfekt passer med deres personlighed.

    Farverne er klare og tydelige, ud fra dele af farvepaletten kunne man forledes til at tro at det var et show til en anden målgruppe men pigernes bouncyness og fanservice niveauet viser tydeligt at det er et show der skal tiltale teenage-drenge.

    Lyden er udmærket, den er ikke noget specielt men gør sit job godt. Ending sangen og især åbeningen er catchy, som de har for vane at være det i nyere fanservice serier, men der er ikke tale om nogle virkelige ørehængere eller specielt fremragende stykker musik.

    Stemmelægningen er god, i hvert fald den japanske. De japanske stemmer passer perfekt til personerne, May lyder lige så sød som hun ser ud. De engelske stemmer er der delte meninger om, jeg selv synes selv at de er irriterende og kan ikke udholde at høre på Saras ude-på-landet-sydststats-accent – et træk som går igen i de fleste ting udgivet i US, Osaka og andre former for japansk dialekt bliver lavet til sydstatsaccent – men andre finder dem udmærket og noget af den bedste dub der er lavet. Så dub-tilhængere vil sikkert kunne lide den, der skal ikke lægges skjul på at dubs generelt ikke er min kop te og dermed får de en hårdere medfart.

    Handlingen er simpel og let forudsigelig men har nogle få twists undervejs. Da det er en komedie er der en masse sjove scener, oftest bygget omkring personernes små ejendommeligheder, som f.eks. Saras altoverskyggende forkærlighed og appetit for nudler.

    Da serien også er bygget op om fanservice undgår man da heller ikke diverse mere eller mindre afklædte scener eller antydninger til den slags. Det hele er dog holdt sobert og man får ikke den tanke at der reelt ligger en hardcore hentai-serie gemt under overfladen som bare ikke får lov at slippe løs.

    Personbeskrivelserne er trods de tydelige stereotyper gode og alle virker tiltalende med deres styrker og svagheder, også nogle der ikke falder ind under de klassiske for persontypen. Personerne udvikler sig også i løbet af serien og forbliver ikke statiske, selv Nanbara ender med at vise at han har en flink side. Man ender let med at holde af alle personerne og bekymre sig om hvad der sker med dem.

    Alt i alt er Hand Maid May en glimrende komedie, især hvis man kan lide fanservice uden at det dog tager overhånd og ødelægger historien. Flere har kaldt den ”den sødeste ecchi-komedie” og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, May-chan og de andre er søde og man kan ikke undgå at holde af dem (jeg kunne i hvert fald ikke). Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Comedy / Romance, 11 afsnit
    Alder: 13+
    Studie: Wonder Farm, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer / Geneon

  • Full Metal Panic

    Som titlen kunne antyde, så er FMP en serie i Mecha genren og på mange måder typisk for en sådanne, selvom den også blander en god del humor ind i serien på sin egen måde.

    I en meget nær fremtid er terrorisme lige så udbredt som nu, men en hemmelig organisation, Mithril, bekæmper den over hele kloden med hjælp fra meget avanceret teknologi. Så da Mithril finder ud af at visse terrorister er ude efter en bestemt pige, så sender de en speciel division af sted for at beskytte hende. Pigen Chidori er muligvis en “whispered,” født med ubevidst kendskab til teknologi af samme type som Mithril bruger, og hun må under ingen omstændigheder falde i forkerte hænder.

    For at kunne beskytte hende bedst er Sousuke udvalgt til at blive hendes hemmelige bodyguard. På grund af hans unge alder, men livslange militærhistorie, antages han for at være perfekt til at blive optaget i Chidori’s skoleklasse og beskytte hende. Det går bare ikke helt som ventet, da Sousuke muligvis passer ind med sin alder, men han har meget svært ved at lade være med at opføre sig som en soldat, til Chidori’s store irritation og hun ender hurtigt med at stemple ham som en pistoltosset militærfreak der åbenbart ikke laver andet end at følge efter hende.

    Men netop som den lettere aggressive Chidori har affundet sig med Sousuke, bliver hele klassen kidnappet og først efter en længere flugtmission, involverende adskillige imponerende kamprobotter, slipper de væk. Men Chidori er stadig i fare for nye overfald og Sousuke bliver derfor en mere permanent del af hendes dagligdag, som derefter er alt andet end normal.

    Serien veksler meget i handlingen, hvor den starter med en lille action smagsprøve i første episode, beskæftiger den sig derefter med Chidori’s skolemiljø, samt hende og Sousuke’s forhold, i adskillige episoder. Derefter slår den ret drastisk over i en actionpræget redningsaktion der også introducerer seriens skurk og de ret imponerende kamprobotter, hvorefter FMP glider tilbage i skolemiljøet i et stykke tid.

    Det giver serien en underlig afveksling mellem humor og action, ret godt opdelt så man ikke er i tvivl om hvor det skiller og ændrer karakter.

    Den forandring i seriens handling og tempo kan nok gøre at visse personer foretrækker en af de 2 stile frem for den anden, men personligt syntes jeg det var rart at hver enkelt episode ikke var en blanding af humor og alvor, det havde nok ødelagt stemningen, hvorimod 3-4 afsnit af hvert efter hinanden giver en mere samlet historie.

    Serien har ikke nogen udpræget flot eller anderledes tegnestil, den er nærmest ret normal, der er dog blevet gjort meget umage med at få den computergenererede grafik til at passe sammen med det håndtegnede og netop det at man ikke lægger mærke til grænsen mellem de to stile gør FMP til en af de mere vellykkede blandinger.

    Ligeledes er baggrundsmusikken i serien meget varieret mellem de to handlingstyper og især i action sektionerne er den meget med til at fremhæve handlingen.

    Full Metal Panic er nok noget for de fleste mecha fans, så længe man husker på at der kommer sektioner hvor humoren er mere dominerende. Chidori og Sousuke’s forhold spiller meget på deres forskellige livsstile og de utallige komplikationer der kommer ud af det, imens der sideløbende kører en historie om global terrorisme, urgammel super teknologi og metalkæmper der brager sammen. Så hvis man mangler lidt mecha action og ikke har noget problem med humor, så kan jeg varmt anbefale Full Metal Panic.

    Genre: Sci-Fi / Mecha, 26 episoder
    Alder    : 13+
    Studie: Gonzo, 2002
    Amerikansk licens: ADV Films
    Udgivet i Danmark