Tag: anmeldelse

Yokohama Station SF manga anmeldelse
Yokohama Station SF begynder med en atmosfære af mærkelighed og vantro, der kan efterlade læserne rådvilde, men efterhånden som fortællingen udfolder sig, forvandles den til et fængslende dystopisk science fiction-mesterværk. Mangaen tager læserne med på en rejse gennem de labyrintiske korridorer i en dystopisk gigantisk Yokohama Station og væver en fortælling, der er både urovækkende og fængslende.
Beskrivelse
I en udefineret fremtid er Yokohama Station vokset til at dække over 90% af Japan. Den vokser organisk og af sig selv og reparerer og ændrer sig konstant. Folk bor og lever hele deres liv i stationen, der har butikker og lejligheder med hvad en moderne stationsby tilbyder.
Historien begynder dog i en lille landsby uden for en af stationens udgange på Japans kyst. Her lever folk af rester smidt ud af stationen. Da de er folk udefra må de dog ikke komme derind. En ung mand sætter sig dog for at undersøge stationens mysterier alligevel…
Anmeldelse
De indledende kapitler kan desorientere læserne med deres surrealistiske atmosfære og de tilsyneladende bizarre hændelser i og omkring stationen. Denne ukonventionelle tilgang er imidlertid et bevidst valg, der sætter scenen for den indviklede fortælling, der kommer. Efterhånden som historien skrider frem, begynder brikkerne i puslespillet at falde på plads og afslører en verden, der både er gyselig og tankevækkende.
Det er værd at bemærke at tanken om den levende, organisk voksende station ikke er helt fjern. Siden den ægte Yokohama Station blev indviet i 1960erne er der konstant blevet bygget og udvidet på den. Således er den i dag et kæmpe kompleks med indkøbscenter, biograf, højhuse ovenpå bygget direkte ind etc. Dette inspirerede så forfatteren, der er biolog af baggrund, til tanken om den som et levende, nærmest biologisk væsen.
En af mangaens iøjnefaldende træk er dens unikke omgivelser inden for Yokohama Station. Stationen bliver med sine tilsyneladende endeløse korridorer og sparsomme menneskelige befolkning en karakter i sig selv. Ødelæggelsen og tomheden skaber en følelse af isolation, hvilket forstærker den dystopiske atmosfære, der gennemsyrer historien.
Kunststilen komplementerer fortællingen perfekt. Skildringerne af stationskorridorerne er uhyggeligt smukke og fanger den uhyggelige tomhed og lejlighedsvise glimt af en postapokalyptisk verden. Karakterdesigns er minimalistiske, men effektive og understreger isolationen af de få tilbageværende mennesker i disse øde omgivelser.
Det, der adskiller Yokohama Station SF, er dens evne til at opbygge spænding gennem udforskningen af det ukendte. Mangaen introducerer gradvist elementer af mystik og intriger, der driver historien fremad, og holder læserne hooked og sultne efter svar. Fortællingen udfolder sig i et bevidst tempo, hvilket giver mulighed for en dyb fordybelse i den dystopiske verdens forviklinger
Selvom mangaen udmærker sig ved at skabe en fængslende atmosfære og fortælling, er det måske ikke alles kop te. De, der søger en konventionel historie eller omfattende karakterudvikling, kan finde de serien svær at fordøje. Men for læsere, der sætter pris på en langsom udvikling og er fascineret af det utraditionelle, tilbyder Yokohama Station SF en unik og givende læseoplevelse.
Galleri
Konklusion
Som konklusion er Yokohama Station SF en manga, der starter som en ejendommelig og vantro rejse, men udvikler sig til en overbevisende udforskning af en dystopi. Med sine distinkte rammer, glimrende men anderledes tegninger og et plot, der udfolder sig som et kryptisk puslespil, er denne manga et must-read for fans af tankevækkende science fiction.
Info
Original historie Yuba Isukari
Tegninger Gonbe Shinkawa
Udgivet på engelsk af Yen Press
Anmeldelse baseret på Digital udgave af bog 1-3 (komplet) på Apple iBooks
16. februar 2024
Pokémon Scarlet og Pokémon Violet anmeldelse
Nu anden del af DLCen har været ude nogen tid var det nok på tide at jeg fik skrevet om de aktuelle hovedlinje Pokémon spil, som jeg trods alt har brugt en del tid på. Der kommer noget om DLCen senere.
Pokémon Scarlet og Pokémon Violet, de seneste tilføjelser til hovedserien i den elskede franchise, formår at levere en underholdende oplevelse på trods af nogle mærkbare præstationsproblemer. Mens spillene kommer til kort i den grafiske afdeling og opretholder en velkendt gameplay-formel, holder deres ekspansive verden og den vedvarende charme ved at fange Pokémon ånden i franchisen i live.
En af de iøjnefaldende egenskaber ved Pokémon Scarlet/Violet er deres open world design, der giver spillerne mulighed for mere frit at udforske et stort og fordybende miljø, der af den grund føles mere ekspansivt end i noget tidligere Pokémon spil. Følelsen af frihed er spændende, når spillere krydser forskellige landskaber, møder en række forskellige Pokémons og begiver sig ud på et eventyr, der virkelig fanger essensen af udforskning. Selv om det åbne verden-koncept er ambitiøst, har det en pris.

Ydeevneproblemer er en uheldig realitet i Pokémon Scarlet/Violet. Spillet snubler af og til med fald i billedhastigheden og lag, især i områder med mange dyr eller under intense kampe som Tera Raids, spillets funktion hvor fire spillere/NPCer kæmper mod en stærk Pokémon. Selvom disse problemer er mærkbare, overskygger de ikke fuldstændig den overordnede underholdning, men tjener som en påmindelse om de tekniske begrænsninger, spillet står over for som et Nintendo Switch spil.
Grafisk er Pokémon Scarlet undervældende og kun tilstrækkelig. Karaktermodeller og -miljøer kunne, selvom de er brugbare, drage fordel af flere detaljer og raffinement. For dedikerede Pokémon-entusiaster kan den nostalgiske charme ved Pokémonnernes designs og den ikoniske verden, de bebor, dog mildne slaget af de visuelle mangler.
Fortællingen i Pokémon Scarlet tager en tager en mindre afvigelse fra den klassiske Pokémon-formel og introducerer en historie, der afviger fra den konventionelle ond organisations plotline – men man er stadig et barn ude på eventyr, omend der er en skole der organiserer det denne gang.
I stedet for en truende gruppe med uhyggelige planer, finder spillere sig i at have med en gruppe skolebøller at gøre, der snarere end at legemliggøre ægte ondskab, ser ud til at være mere misforstået end direkte ondsindede med planer for noget verdensændrende. Dette skift i antagonistiske elementer tilføjer et lag af nuancer til historien og portrætterer karakterer med motivationer, der rækker ud over den typiske søgen efter magt eller kontrol.
Fraværet af en traditionel ond organisation betyder ikke, at historien mangler. Pokémon Scarlet/Violet overrasker spillere med et par uventede drejninger og væver en fortælling, der holder dem engageret og ivrige efter at opdage, hvad der nu udspiller sig.
Under hele rejsen vil spillere støde på udfordringer og dilemmaer, der er typiske for et Pokémon spil, hvilket fremmer en følelse af fortrolighed. Den tematiske udforskning af venskab, samarbejde og båndet mellem trænere og deres Pokémon forbliver i fokus, hvilket sikrer, at Pokémon Scarlet/Violet på trods af de narrative nuancer stadig føles som et indbegrebet af et Pokémon eventyr. I sidste ende misser spillet dog balancen mellem innovation og den fortrolighed, da det igen igen føles som mere af det samme for folk, der har elsket Pokémon franchisen i årtier.
Gameplayet i Pokémon Scarlet/Violet forbliver tro mod franchisens gennemprøvede formel. Trænere vil finde sig selv involveret i turbaserede kampe, udforske byer og udfordre gym-ledere. Selvom kernemekanikken ikke har gennemgået revolutionerende ændringer, modsat den tidligere Legends Arceus spin-off, er glæden ved at fange og træne Pokémon lige så potent som nogensinde. Spillets engagement i den traditionelle Pokémon-oplevelse kan ses som både en styrke og en begrænsning, afhængigt af individuelle præferencer.
På trods af deres mangler udmærker Pokémon Scarlet/Violet sig i at bevare den vanedannende tiltrækning ved at “fange dem alle”. Spændingen ved at opdage og fange nye Pokémon, kombineret med spændingen ved at bygge et mangfoldigt og kraftfuldt hold, forbliver spillets hjerteslag. Følelsen af præstation, der følger med at fuldføre Pokédex, er et vidnesbyrd om Pokémon-franchisens vedvarende appel.
Som konklusion opnår Pokémon Scarlet/Violet muligvis ikke det tekniske niveau mange håbede det ville med hensyn til ydeevne eller grafik, og dets gameplay kan føles lidt stillestående for mangeårige fans. Spillets forpligtelse til en åben-verden-oplevelse og den ubøjelige nydelse fra at fange Pokémon gør det dog til en værdifuld tilføjelse til Pokémon arven. For dem, der kan overse de tekniske irritationer er Pokémon Scarlet/Violet en nostalgisk rejse, der fanger essensen af, hvad der gør Pokémon spil til noget særligt.
Udgivet til Nintendo Switch
16. januar 2024
Pokémon Concierge anmeldelse
Som en ivrig Pokémon entusiast begav jeg mig for nylig ud på en dejlig rejse ind i Pokémon-verdenen med den seneste tilføjelse til franchisen – Pokémon Concierge serien. Dette unikke bud på Pokémon-universet tilbyder et frisk perspektiv, der kombinerer søde filt-agtige dukkedesigns og en let neurotisk, men charmerende hovedperson, en afvigelse fra det typiske eventyr, vi er kommet til at forvente.

Det første, der fangede min opmærksomhed, var de søde dukkedesigns, der blev brugt til Pokémon-figurerne. Hver dukke er omhyggeligt udformet og fanger essensen af de elskede skabninger, vi er vokset op med. Opmærksomheden på detaljer er prisværdig, og den tilføjer et nostalgisk touch til den samlede oplevelse. Det er hjertevarmende at se disse velkendte Pokémon genskabt på en charmerende og kreativ måde.
Lad os nu tale om vores hovedperson, en let neurotisk, men alligevel indtagende kvinde der er en stereotypt moderne japansk kontorkvinde. Denne afvigelse fra de typiske unge Pokémon-trænere, vi er vant til, bringer et forfriskende twist til historien. Hendes voksne neuroticisme tilføjer et lag af relaterbarhed, og det er interessant at se, hvordan hun navigerer i udfordringerne i Pokémon ferieparadiset med et andet sæt følelser og reaktioner. Dette valg i karakterdesign giver mulighed for en smule mere moden og nuanceret vinkel på de personer der lever i Pokémon-universet, de er ikke alle energiske børn, mere eller mindre forvirrede professorer eller kiksede kriminelle.

Historiefortællingen i Pokémon Concierge er seriens svage punkt. Medens fortællingen væver de klassiske elementer i Pokémon-eventyr sammen med den nye og skæve dukkeverden tør den alligevel ikke lave noget radikalt anderledes end små historie-blik ind i hvordan en person lærer at leve med pokémons og sig selv. Kombinationen af de søde dukker og den let neurotiske hovedperson skaber dog en vedkommende, rar atmosfære med en snert af relaterbare voksentanker, der holder dig engageret under rejsen. Manuskriptet er vittigt og lethjertet, der rammer en god balance mellem humor og sentimentalitet.
Musikken er fin men ikke bemærkelsesværdig. Den har den sædvanlige blanding af klassiske Pokémon temaer men lidt mere afdæmpet og pompøs end man typisk ser dem – det er jo et ferieparadis, ikke en storladen rejse.

Selvom Pokémon Concierge serien måske ikke er alles kop te, især for dem, der foretrækker det traditionelle Pokémon anime-format med store rejser, tilbyder den et dejligt og let innovativt bud på den elskede franchise. Kombinationen af yndige dukkedesigns og en lidt voksen neurotisk hovedperson skaber en lidt anderledes oplevelse, der skiller sig ud i det store Pokémon univers. Hvis du leder efter noget nyt og charmerende, så giv Pokémon Concierge en chance – det er trods alt kun fire afsnit (indtil de laver mere).
Bedømmelse: ★★★☆☆
(3 stjerner ekstra ★★★ fordi psyduck!)
Serien kan eksklusivt ses på Netflix.
7. januar 2024
One Piece live action serie anmeldelse
```
Denne anmeldelse er skrevet ud fra første sæson af One Piece live action serien, der havde premiere på Netflix den 31. august 2023.
```
Live-action adaptionen af One Piece har været meget ventet af både fans og anmeldere, og efter at have set den første sæson, har jeg blandede men primært positive følelser omkring showet. På den ene side er det tydeligt, at skaberne har lagt mange kræfter i at bringe den elskede manga- og anime-serie til live, og der er mange positive aspekter ved adaptionen. Der er dog også flere problemer, der skal bearbejdes for at sikre showets kvalitet og succes i det lange løb.
Beskrivelse
Monkey. D. Luffy nægter at lade nogen eller noget stå i vejen for hans søgen for at blive kongen af alle pirater. Med en kurs udstukket mod det forræderiske vand i Grand Line og videre, er dette en kaptajn, der aldrig vil give op, før han har gjort krav på den største skat på jorden: den legendariske One Piece!

Det gode
Lad os begynde med de positive aspekter, hvoraf flere er virkeligt i top:
1. Produktionsværdier: Produktionsteamet har ikke sparet på omkostningerne for at skabe One Piece verdenen. Kulisserne, kostumerne og visuelle effekter er alle i top og yder Eiichiro Odas rige og fantasifulde verden retfærdighed.
2. Casting: Skuespiller-valgene er for det meste spot-on. Skuespillerne inkarnerer deres karakterer godt, og de har formået at fange essensen af stråhattepiraterne. Især Luffys skuespiller har formået at formidle karakterens grænseløse energi og entusiasme.
3. Karakterudvikling: Showet tager sig tid til at dykke ned i hovedpersonernes baggrundshistorier og motivationer, hvilket giver seerne en dybere forståelse af deres personligheder og de bånd, der forener dem. Denne opmærksomhed på karakterudvikling er afgørende for en serie så karakterdrevet som One Piece
4. Tro mod kildematerialet: Showet forbliver tro mod kildematerialet med hensyn til historie-buer og vigtige plotpunkter. Det er tydeligt, at skaberne har en dyb respekt for Odas arbejde og er forpligtet til at bevare den originale histories integritet.
Serien er gribende og skuespillerne gør et godt stykke arbejde i at skabe genkendelige karakterer som selv nytilkommere hurtigt vil elske. Tempoet er højt, måske for højt, men det sikrer at man altid er optaget og ikke falder fra.

Udfordringer
Lad os nu tage fat på det mere problematiske:
1. Pacing: Et af de største problemer med live-action adaptionen er dens pacing. Serien føles ofte forhastet, med vigtige historiebuer fortættet til et par episoder. Dette gør ikke kun kildematerialet en bjørnetjeneste, men gør det også svært for nye seere fuldt ud at forstå forviklingerne i One Piece verdenen.
2. Dialog: Mens showet forbliver tro mod kildematerialet med hensyn til historie, knækker dialogen nogle gange. Nogle replikker føles tvungne, og der er øjeblikke med unødvendig eksposition (forklaringer), som kunne have været håndteret mere elegant. Dette forringer den overordnede fordybelse i historien.
3. Specialeffekter: Selvom de visuelle effekter generelt er imponerende, er der øjeblikke, hvor de virker unaturlige eller overdrevne. Det er afgørende at finde en balance mellem at forblive tro mod One Pieces fantastiske natur og at sikre, at effekterne forbedrer historiefortællingen i stedet for at distrahere fra den.
4. Karakterinteraktioner: Selvom de individuelle præstationer er stærke, er der tilfælde, hvor kemien mellem karaktererne føles mangelfuld. Dynamikken mellem stråhatpiraterne er central for serien, og det er vigtigt, at disse relationer bliver skildret overbevisende.
Når det negative er vendt er det vigtigt at bemærke at serien trodse disse mærkbare skår i glæden stadig underholder enormt, det er ikke noget der på nogen måde distraherer slemt som man ellers er vant til fra live action udgaver af anime- og manga-serier.

Konklusion
Afslutningsvis er live-action-tilpasningen af One Piece lovende, men den har stadig udfordringer at overvinde. Produktionsværdierne og castingen er rosværdige, men problemer med tempo, skrivning og karakterinteraktioner skal løses for at sikre showets vedvarende succes på lang sigt. Med omhyggelig opmærksomhed på disse områder og fortsat dedikation til at forblive tro mod kildematerialet, er der håb for at One Piece live-action-serien kan understrege at den er en værdig tilføjelse til franchisen når den indledende hype har lagt sig. Fans venter spændt på fremtidige sæsoner for at se, hvordan showet udvikler sig og forbedres over tid.
Serien kan ses på Netflix.
Roller
- Inaki Godoy som Monkey D. Luffy
- Mackenyu som Roronoa Zoro
- Emily Rudd som Nami
- Taz Skylar som Sanji
- Jacob Romero Gibson som Usopp
Info om serien
- Forfattere, executive producers og showrunner: Matt Owens (Agents of S.H.I.E.L.D., Luke Cage) og Steven Maeda (The X-Files, CSI: Miami, Lost)
- Original skaber og superviser: Eiichiro Oda
- Producent: Netflix
one piece
```
Denne artikel er skrevet med hjælp af kunstig intelligens.

Der er dog menneskelig inspiration, vurdering og korrektur inde over alle aspekter af artiklens indhold.
```
4. september 2023
Raw Pepsi Cola
Raw Pepsi Cola, eller Pepsi Cola Raw alt efter hvordan man vælger at læse navnet, er en variant af Pepsi fra Japan der er lavet af rent naturlige ingredienser (deraf navnet) og tiltænkt et mere voksent publikum.
Her er igen en sodavand med lidt brus, men alligevel markeret nok til at man på ingen måde føler at den er flad.
Den er langt fra nær så sød som den normale Pepsi vi finder herovre, hvilket er et stort plus i min bog og passer godt med den mere “voksne” smag.
Den har den klassiske cola smag, men er som sagt ikke sød hvilket giver en mere unik vinkel på at det er en Pepsi. For den smager af Pepsi men uden at være sød!
På den måde revolutionerer den hele moderne cola oplevelsen, hvilket absolut ikke er en dårlig ting – jeg ville faktisk ønske den blev den normale cola over alt og ikke kun en speciel udgivelse i et enkelt, østligt land.
3. august 2023
Fanta Grape
Fanta Grape er en variant af den klassiske frugt sodavand jeg kun har set i Japan. Som navnet siger smager den af vindruer
Sodavanden har meget lidt brus, de fleste vil nok mene den grænser til flad, men den har ikke den klassiske “flade bismag”, den har bare meget mild og lidt brus.
Smagen er kraftig og sød med en fyldig smag af noget der minder om rød drue kort efter man har taget sodavanden i munden. Det er lidt sigende at det første man tænker er sød og så rød drue, men på den anden side er det ikke meget anderledes end den røde druesaft man engang kunne købe i visse danske supermarkeder.
Sodavanden fungerer dog stadig kold, søde ting gør sig nu engang ofte godt kolde så de ikke er så overvældende men man kan nå at bemærke de andre, mere frugtige toner den bringer med sig.
Samlet er Fanta Grape sodavanden dog udmærket, den har en fin frugtsmag når man er over det søde – og overvældende sød og noget der minder om frugt er vel kendetegnet for en Fanta. At denne så er tættere på naturlig frugt end flere af de slags vi får herhjemme går den ikke ringere, men den er nu meget sød som første indtryk. Absolut en smag værd hvis man falder over den.
2. august 2023
Fanta Rich Apple
Herovre er Fanta nærmest blevet synonymt med appelsin sodavand, og så diverse forsøg på en udefinerbar Exotic smag. I Japan er standard Fantaen nærmere Melon, der kan findes i alle fastfood kæder der til gengæld ikke nødvendigvis har appelsin, men den er stadig ikke en “standard” på samme måde, der er meget mere variation i udvalget under mærket. En af disse sodavand variationer, som man ofte ser, er æble. Dette er en af disse, endda en rig en af slagsen.
Sodavanden har meget lidt brus, de fleste vil nok mene den grænser til flad, men den har ikke den klassiske “flade bismag”, den har bare meget mild og lidt brus.
Smagen er meget mild, kun let sød modsat mange andre japanske sodavand, med en mild eftersmag af æblejuice. Ikke at det er dårligt, det gør den tværtimod utroligt forfriskende. Det at den ikke er virkeligt sød og overdøvende kraftig i smagen, hvor nogle japanske sodavand nærmest er kvalmende i begge aspekter, gør den meget drikbar og mere læskende end de fleste frugt sodavand vi finder herhjemme også.
Det jeg tættest jeg kan sammenligne den med er den tyske Apfel-schorle, der blander æblejuice og danskvand. Denne sodavand minder utroligt meget om dette, hvis man havde taget en sød æblemost når man blander den.
Samlet er den virkelig forfriskende og en sodavand der ville være rar at have herovre alment udbredt og ikke kun mere eller mindre tilfældigt i specialbutikker af forskellige slags når de får en sending hjem fra Japan.
3. april 2023
Normal Ramune (fra Hata)
Den klassiske Ramune smager af champagnebrus; for dem der ikke kender den klassiske is er det en variation over hvad vi i Danmark kalder “sportssmag” – en sød lime limonade smag. Nøgleordet er sød, for selvom smagen er let forfriskende er man ikke i tvivl om at det er en sød smag, men trods alt ikke så sød som vi finder i mange andre frugt sodavand som f.eks. mange appelsinvand.
Sodavandens brus er let perlende, ikke nær så kraftig som vi er vant til i de fleste sodavand herovre.
På trods af den søde smag efterlader ramune ikke en sukker-klistret følelse i munden, og trods sødmen føles en kold ramune forfriskende og behagelig at drikke – man skal ikke underkende kombinationen af lette perler, sukker og den klassiske “sportssmag”.
Samlet er det en glimrende sodavand – men ikke særlig japansk. Ja, vi ser den i anime og manga, og Hata er da et japansk firma, men det er ikke en man ser ret ofte derovre. Faktisk ser jeg den meget oftere herhjemme, på flere måneders rejse i Japan har jeg set den i en gadebod og ét supermarked (ikke bredt i en kæde som her, én enkelt butik). Det er noget af en kontrast til at man kan finde den i alle asiatiske butikker og større supermarkeder herhjemme markedsført som japansk sodavand som var det en japanerne drak ofte. Det er det ikke, man ser den mest til festivaller og andre særlige arrangementer, men den er noget særligt for dem.
28. marts 2023
Litchi Ramune (fra Hata)
Medens den klassiske Ramune er den de fleste tænker på af smag når man siger Ramune findes der et hav af forskellige varianter, nogle mere underlige end andre. Denne er dog mere oplagt, søde frugter og sodavand er en klassisk blanding.
Litchi Ramune smager meget kraftigt af kunstig litchi og er dermed endnu mere sukkersød end den normale ramune. Man er dog ikke i tvivl om at det er litchi frugt den skal smage som, den har bare den klassiske “kunstig frugtsmag” følelse med hvad det inkluderer af ekstra sødme.
Igen har den et fællestræk med den originale Ramune i den milde brus, hvor man med nogle danske sodavand nærmest føler man får spulet munden med brus, er den her kun let perlende og forfriskende nærmere end irriterende – der er ikke noget værre end drikke hvor brusen næsten overdøver smagen i følelsen i munden.
Samlet er det ikke en jeg vil vælge fremover frem for den normale Ramune, den er en tand for sød for mig selvom jeg godt kan lide litchi frugten, men frugten er jo naturligt sød hvor Litchi Ramune sodavanden føles kunstig i smagen og sødmen.
20. marts 2023
Alicia’s Diet Quest manga anmeldelse
Præstinden Alicia er sammen med helten draget ud for at slå dæmonfyrsten, men det vejer dog tungere i hendes bevidsthed at hun selv er blevet lidt tungere…
Beskrivelse
Brug en slime som træningsbold! En skattekiste som trappetrin! Kaloriefattige urter som snacks! Kraftige våben, fænomenal magi og voldsomme monstre! Den smukke præstinde Alicia vil prøve alt og gøre alt i sin kamp for at tabe sig! For før hun kan besejre Dæmonkongen, skal hun besejre det forbandede fedt!
Anmeldelse
Det (såkaldt) komiske i piger der fanatisk går op i at tabe sig er et klassisk indslag i komedier, og der er mange serier hvor det er hovedfokus. Der er således også andre manga der blander det med fantasy, bare se titler som Plus-sized Elf. Hvor denne fokuserer mest på det at træne går Alicia’s Diet Quest dog mere bredt til værks og i en ren fantasy verden og kun som små gags, der dog kædes sammen til en svagt fremadgående historie, fremfor længere sekvenser.
Således handler serien om en eventyrer gruppe med den heltemodige sværd-kriger hovedperson, der absolut er i fin form, og præstinden Alicia, der er lidt chubby og har svært ved at passe sin størrelse small kjole men insisterer på at hun er tyk frem for at indse hendes kropsform. For hende er hendes “side-quest” med at tabe sig således vigtigere end gruppens reelle hovedquest, at slå dæmonfyrsten som de er skæbnebestemt til at gøre. Således bliver fokus dette, hvilket leder til en konstant strøm af komiske scener, og den reelle quest er den svage røde tråd der sørger for at serien har en fremadskridende historie i baggrunden.
Så man skal absolut ikke læse mangaen for historien, men for de små gags der tager klassiske fantasy elementer og drejer dem over i en “lad mig bruge det til at tabe mig” mindset som slimen som træningsbold, fokus på at healing potions har mange kalorier frem for deres effekt etc. Dette er ganske underholdende de første gang og i små doser, nogle af scenerne er virkelig sjove endda, men det bliver hurtigt repetitivt og det er ikke en mange jeg vil anbefale som binge-læsning men et kapitel for et grin i ny og næ så den ikke bliver ensformig for humoren kører udelukkende om samme emne: Alicia gør noget pjattet for at tabe sig og helten forsøge at samle skårene op og fører questen videre.
Hvad der gør den værd at læse er dog tegningerne, der måske kan virke noget generiske pæn fantasy stil men er yderst kompetente og attraktive. På trods af Alicias konstante kværnen om at hun er tyk ser hun ikke sådan ud, hun har da en markant barm men ser ellers ud som en ret generisk fantasy pige på nær når hun kniber en lille rulle spæk frem, så ja en smule chubby hvilket egentlig blot gør hendes design mere charmerende.
Den mandlige helt er lige så generisk gennemsnitlig som man forventer af hans rolle, og den spinkle, undervægtige paladin som støder til (og som er så tynd at hun er en ueffektiv kæmper) ser da mindre tynd ud end Alicia men intet i forhold til hvor stor de blæser Alicia op til at være i forhold til de andre i teksten. På den måde er der er en ret stor diskrepans mellem de attraktive karakterer og historien.
Baggrundene er virkelig ubemærkelsesværdige i deres gennemsnitlige generiskhed, de er pænt tegnede til at opfylde deres job men ikke noget man huske – der er langt fra de maleriske vidder og fantasifulde steder som visse titler i fantasy genren kan byde på. Det er dog helle ikke relevant på nogen måde, så det skal serien ikke klandres for.
Panelerne er dog dynamisk opbyggede, har et virkelig godt flow og sammen med detaljerne er man ikke i tvivl om at Aoi Fujiwara er en kapabel mangaskaber. Det med de dynamiske paneler passer sammen med komedien, der skabes en god platformen for de komiske øjeblikke og det er samlet en vellavet manga. Vellavet slik eller fastfood givet manglen på substans, det er korrekt, men når det er vellavet er det jo også en nydelse… i mindre doser.
Galleri
Vurdering
En lind strøm af jokes og kompetent tegnede, attraktive karakterer ført an af den elskelige men smådumme præstinde med kurver der nok skal tiltrække læsere er hvad serien byder på. Den vil ikke påvirke nogens liv fremad men få dem til at grine – men bør nydes i små doser for det er højkalorie underholdning junk-food der let kan give en dårlig smag i munden hvis man indtager for meget.
Indimellem er (mental) junk food dog ogås på sin plads, og på trods af det negative der flyder meget i beskrivelsen ovenfor er serien værd at læse som et humoristisk afbræk fra mere seriøs (fantasy) underholdning, for selvom jokesne kan føles lidt cliche og fat-shaming fordi hun reelt ikke er tyk kan de stadig få en til at trække på smilebåndene.
Info
Tegninger og historie Aoi Fujiwara
Udgivet på engelsk af Kodansha Comics Digital-First
Anmeldelse baseret på Digital udgave af bog 1-2 købt via Humble Bundle
15. november 2021
Figur anmeldelse: Uzaki-chan Wants to Hang Out! – Hana Uzaki: Manga Cafe Asia Ver.
Jeg indrømmer at jeg først tjekkede Uzaki-chan mangaen ud da der første gang var snak om den i forhold til reklamer i Japan, men det er dog længe før debatten ramte Vesten og anime serien kom.
Den ramte mig dog med den livlige kouhai og deres kluntede forhold, der mindede mig om mine egne tidlige forhold, og jeg endte med at blive ret glad for den. Jeg har godt nok ikke fået set anime udgaven endnu, men da der kom en vellignende figur der samtidig var sober og ikke så ecchi som de har en vane med at illustrere hende i promotion materialet kunne jeg ikke stå for den.
Jeg bestilte figuren fra Hobby Search et godt stykke tid inden den udkom, og den blev (selvfølgelig) nogle måneder forsinket, nok grundet Corona og transportkrisen, men da det endelig blev tid blev den udsendt uden problemer og kom herover på et par uger inklusiv toldbehandling.
Som billederne viser var den pakket fint og tilstrækkeligt, men ikke ekstremt, og den kom på tværs af verden uden et eneste mærke på hverken yder endsige inderkassen.
Figuren har mange detaljer, også selvom man ikke skulle tro det med så ensfarvet relativt mat tøj. Plastikken der danner hendes tøj har dog en let satin overflade (ikke skinnende blank, men heller ikke mat), hvilket gør folder og kanter markant mere synlige end hvis det havde været mat farvelagt.
Dette er, sammen med den udskiftelige overdel der er ved at sprænges på grund af hendes store bryster (se foto herunder), den måde figuren er ecchi på med at man kan ane kanterne af hendes undertøj gennem stoffet, hvilket egentlig også er noget man ser ret ofte i virkeligheden modsat den meste anime fanservice (eller også har mit liv været tamt…), så det er ret underspillet i forhold til hvad man ofte ser.
Nu vi er ved hendes tøjs struktur vist gennem bemaling er hendes forklæde og et godt studie i nuancer af brun og ligner fint læder eller lignende hårdfør materiale man bruger til den slags.
Hendes krop er ikke det eneste, der passer med serien, hendes ansigt er også klassiske hende med det korte, grå hår der bliver mere mørk mod bunden og den typiske hugtand og store smil.
Der er som sagt lidt reservedele med i kassen: Den førnævnte overdel der er ved at sprække fordi den er for lille og et andet ansigt, hvor hun smiler drillende og
Et punkt, der viser figurens kvalitet og blik for detaljer, er når hendes bluse skiftes kommer hendes bh til syne – og det er fuldt modelleret rundt om hende med detaljer i stoffet, blonder som sådan nogle i den størrelse nu engang ofte har etc. Dette er selvom den stort set aldrig vil kunne ses andet end i glimt gennem den stramme bluse skulle man vælge den (og slet ikke i den lukkede) – medmindre man da har hende ståede topløs helt uden bluse.
Samlet er hun en rigtig fin figur der tydeligt fanger karakteren og hendes populære træk er markante men figuren er stadig en man kan være bekendt at have stående offentligt fremme når ens forældre er til stede.
1. november 2021
Non Non Biyori manga anmeldelse
Non Non Biyori er essensen af det rolige liv på landet eksemplificeret gennem en gruppe skolepiger og deres livlige hverdag – for selvom de er få og spredt over en aldersvifte kan de alligevel have små hverdags-eventyr sammen.
Beskrivelse
Velkommen til landsbyen Asahigaoka, en malerisk by langt væk fra storbyens stress og jag. Du kunne ikke forestille dig en mere isoleret placering i hele Japan. Så da den 11-årige Tokyo folkeskoleelev Hotaru Ichijo flytter til den lille Asahigaoka Branch School på grund af hendes fars job, får hun sit livs kulturschok!
Deltag i de daglige eventyr i det idylliske japanske landskab for Hotaru og hendes nye venner, den excentriske seks-årige Renge Miyauchi, de to Kishigaya søstre: den højlydte 13-årige Natsumi og 14-årige men lille Komari.
Anmeldelse
Genren med personer (oftest piger)der gør søde, oftest afslappende, ting har en del fans, endnu mere i Japan end herovre, og en af de i de senere år populære og kendte titler af den slags er Non Non Biyori.
Den fortæller historien om pigerne fra en skole langt ude på landet – alle pigerne på skolen, de fire og storebroder Kishigaya er alle eleverne på skolen faktisk.
Atto har ramt stemningen af det landlige Japan godt i baggrundene og hele følelsen af storslået natur, man ser det idylliske men også ensomme landlige Japan.
Ensomheden en af de centrale elementer i serien, vi ser hvor tomt det landlige Japan er med få mennesker – og ikke bare fordi hovedpersonerne er i fokus vi kun ser dem med skygger i baggrunden, der er rent faktisk næsten ingen mennesker ud over dem der – men det betyder alligevel ikke at personerne er ensomme, de har nemlig hinanden. Det er det centrale for serien: de få personer der bor på landet holder sammen.
På den måde er serien virkeligt hjertevarm, hvilket passer godt til slice of life genren og understreger iyashikei undergenren om personer i rolige omgivelser der lever afslappede liv. Non Non Biyori er et af af de bedste eksempler på denne.
Udover det afslappende er hovedelementet i historierne humor, som i meget andet af denne type er der en god strøm af jokes. Ikke højlydte grin, men pigernes små særheder får konstant smilet frem.
Grafisk er serien glimrende på alle måder. Attos tegninger af det japanske landskab i baggrundene er som sagt detaljerede og enormt tydelige i deres fremstilling af den fantastiske natur. Karakterernes udseender er ligeledes markante, detaljerede og modsat mange andre serier skifte de jævnligt tøj, hvilket er med til at give en følelse af at pigerne er autentiske, stereotyper ja, men man kunne møde nogen der minder om dem langt ude på landet i Japan.
For personerne er godt nok let karikerede stereotyper, Hotaru har det for genren så typiske pige-crush på en af de andre piger, Natsumi er typen der konstant kommer i problemer og nægter lektier osv., men de er alligevel drejet så de er lidt for sig selv – f.eks. er Natsumis nægten at tage ansvar for sine ulykker og vægring af skolearbejde i en liga for sig – og man kan ikke undgå at holde af dem.
Galleri
Vurdering
Lad os fortsætte med slutningen af sætningen inden galleriet: det er svært ikke at holde af Non Non Biyori. Der sker dog ikke meget i bog et, vi lærer personerne at kende og ser eksempler på deres liv i det landlige.
På den måde er serien hverken til folk der vil have dybe, komplekse historier endsige meget action – medmindre man finder det at Renge og Hotaru bliver snydt af en kanin tæller som action.
Hvis man derimod vil have afslappende historier om livet for nogle spøjse men elskelige piger et sted hvor alting er i et andet tempo end det hektiske liv i storbyen er man endt det helt rette sted i Asahigaoka.
Info
Tegninger og historie Atto
Udgivet på engelsk af Seven Seas
Anmeldelse baseret på Digital udgave læst via Comixology
17. oktober 2021