For nogen tid siden så to 1/8 skala figurer af Ainz og Albedo i yukata var de da ganske cool, anderledes designs end deres klassiske outfits men virkeligt pæne og tematiske, men jeg gjorde ikke mere ved det.
Det er ikke en hemmelighed at jeg for nyligtblev lidt glad for Overlord efter at have kendt til franchisen i mange år, og da jeg så disse to på tilbud kunne jeg ikke stå for dem.
Jeg bestilte fra HobbySearch og de var yderst grundigt pakket ind med ekstra plastik om kasserne og så selvfølgelig den sædvanlige grundige indpakning i kasserne som man kender det fra andre japanske scale figurer. En god detalje er at Albedos vinger ikke bare er klemt på plads i hendes ryg men at der også er små neodym magneter i enderne så de holdes sikkert fast.
Kvaliteten af figurene er glimrende, som forventet af japanske scale figurer, og selvom de “kun” er 1/8 skala er det ret store med omkring 25cm højde – de er jo også ret høje i serien så derved er deres 1/8 skala fysisk større end mange figurer i større skala af mindre personer (for anime piger er jo ofte ret små). Jeg er vild med metallic tonerne på Albedos vinger, de får dem til at ligne ægte krage-fjer eller lignende, og Ainz formår både at se afslappet og majestætisk ud på samme tid.
Som seriens titel siger foregår Clockwork Planet på en planet bogstavelig talt lavet af tandhjul. Den blev bygget for 1000 år siden af den geniale ingeniør Y af resterne af jorden og menneskene bor nu på drejende tandhjul inspireret af de hedengangne lande.
Flere af disse er inspireret af Japan, og på et af disse møder vi Naoto Miura. Han bruger sine dage på at læse om og rode med maskiner. Naoto er ikke særlig omgængelig, og hans besættelse får ham til at blive betragtet som en freak i skolen. Imidlertid bliver hans unikke evne med urværk pludselig meget nyttig, da en ødelagt kvindelig robot pludselig styrter ind i hans lejlighed. Han reparerer hende og de bliver uadskillelige – især da Naoto beslutter at hun skal være hans kone, han har trods alt en robot fetish.
Clockwork Planet har en fantastisk setting, en historie, der til tider er yderst medrivende og en grafisk side der er pæn og samlet er det tydeligt, at den er lavet af professionelle skabere.
Dialogen i mangaen er velskrevet, de to hovedpersoner “lyder” som højlydte teenagere og resten er også godt ramt i forhold til deres arketyper.
Og nu vi er ved arketyper så er de grundstenen i serien, på godt og ondt. Man ved hvordan personerne vil opføre sig fra man ser dem første gang, og man bliver ikke skuffet. Naoto er den klassiske hovedperson der outsider men har en fantastisk evne, Marie er en ilter blond, slank pige der der bekymrer sig om sine små bryster men gladeligt hjælper de venner hun har skældt huden fuld kort forinden. Halter er det store brød der ser barsk ud men har et hjerte af guld og stor beskytter trang etc.
Grafisk set er mangaen noget blandet, baggrundene er generiske grænsende til kedelige, og det samme gælder alle andre end hovedpersonerne og de største modstandere. Hovedpersonerne er dog rigtig pænt designede, Shino ved hvordan man laver godt udseende personer og Kuro tegner dem glimrende. Det samme kan man vel sige om baggrundene, de har skarpe linjer og er godt tegnede med i sidste ende ofte ret kedelige i forhold til hvad settingen lægger op til. Det ligner nutidens steder meget af tiden, især længere henne i serien, kun nogle få steder skilder sig ud og lever en smule op til potentialet.
Hvor serien virkelig gør sig godt grafisk er dog i action scenerne, dens gengivelse af bevægelse er eminent og den måde den lader lydeffekter og karakterers bevægelse gå ud over lydeffekter og tale og kanterne på panelerne skaber dynamiske scener af højeste karakter. Disse får jævnligt lov at udfolde sig på dobbeltsider, hvor de virkelig kommer til deres ret, skaberne ved tydeligvis hvor styrken i det grafiske er.
Note Kvaliteten er ikke fantastisk da det er fotos taget fra de fysiske mangaer – som man ville se dem når man holdt bogen frem for et perfekt scan
Lad os runde vurderingen af seriens indhold af med historien, der desværre ligesom resten af værket er noget blandet. Medens den undervejs har haft dele, der virkeligt fængede mig og hvor jeg åd flere bind i streg, var der også pauser hvor jeg lagde mangaen væk og skulle tage mig sammen for at få læst den færdig.
Historien er ikke dårlig, ellers ville dele af den ikke fænge sådan, men ligesom resten lever den ikke op til potentialet, der tydeligt skinner igennem trods alt. Man kan godt mærke at den er baseret på en roman af Yuu Kamiya, der også har været inde over her, da den ligesom hans mest kendte værk No Game No Life har en fantasi fuld setting og teenage hovedpersoner der sprænger rammerne for hvad man kan gøre og ændrer verden i deres eget billede – omend Clockwork Planet stopper just som de for alvor indser deres evner og går i gang.
Tempoet virker, udover de glimrende kampscener, noget langsomt, jeg sad flere gange og ventede på at de rejste videre og rykkede plottet frem for at tøffe mere rundt i samme by – isæri sidste ark, og det at den slutter med at den store skurk nævnes og de så drager efter ham i det serien slutter tyder på, at den løb tør for romaner at adaptere. Når man ved at mangaen er baseret på en light novel serie sidder man i det hele taget under meget af serien med en følelse af at mangaen er en reklame derfor. De glimt vi ser af en virkelig fed verden og personer, der er tiltalende men bare mangler lidt mere dybde for virkelig at ramme ens hjerte, antyder at der er så meget mere som vi bare skal skifte medie for at få en mere kondenseret udgave af, og især slutningen giver denne følelse, nu har vi fået forspillet i ren tegnet form så skal vi skifte til ren tekst med enkelte billeder for at få hele værket. Lidt ligesom de utallige anime adaptioner der stopper så man skal læse romanerne for at få afslutningen.
Denne anmeldelse får nok mangaen til at lyde dårlige med så mange negative punkter nævnt, men det er den ikke langt fra! Den fortæller en fin historie, der er medrivende mange steder men noget ujævn og langsom; personerne er godt designede, tiltalende og ret velskrevne omend arketyper; tegningerne er meget tydelige og let læselige og har nogle steder der virkelig lader settingen skinne som på nogle af fotosne her i anmeldelsen etc. Det er ikke nok til at få den ellers polerede serie helt i top, dens potentiale var større end resultatet og nok mest af alt derfor det negative i anmeldelsen, let skuffelse, det er som en flot kage med masser af fondant, den ser flot ud og den kunne være fantastisk men medens alt ser rigtigt ud er smagen lidt tam. Det er dog også udmærket indimellem, og jeg fortryder ikke jeg købte serien og vil sikkert genlæse den igen på et tidspunkt, måske den der har en mindre kedelig eftersmag.
Forlag: Kodansha Historie: Yuu Kamiya & Tsubaki Himana Character design: Shino Manga: Kuro Antal bøger 10
I spillet er man publikum til et Kizuna AI live event og svinger ens glowsticks. Mærk rytmen til sangen og ram de bokse, der kommer flyvende mod dig med dine glowsticks.
Kizuna AI begyndte sin karriere i 2016 og udløste VTuber (Virtual YouTuber) boomet. Mange firmaer og spilstudier har i dag deres egen VTuber til promovering, og der er flere virksomheder, der specialiserer sig i VTubere. Mens VTubers hovedsagelig er populære i Japan, Kina og Asien, lancerer nogle af disse virksomheder, såsom Hololive, også engelsk talende publikum fokuserede VTubers.
Dette er dog ikke en dybdegående artikel om vtubers, den må komme en anden gang og måske skrevet af en anden der er mere inde i kulturen omkring dem, men en anmeldelse af det lille virtual reality rytmespil Kizuna AI – Touch the Beat!, der udkom til Oculus Quest efteråret 2020.
Spillet er et rytmespil mere i stil med den klassiske Dance Dance Revolution (og de kloner der er udgivet i spandevis i en enorm mængde franchises til alskens konsoller) end VR frontløberen Beat Saber. Man skal nemlig ikke skære ting i stykker, når det rammer det kritiske område for sangen, men blot ramme dem. Samtidig er der ikke kasser man skal undgå men til gengæld lange mere glidende bevægelser, der er med til at give et hint af følelsen af at stå til en koncert og vifte med ens glowsticks (controllere).
Grafisk er spillet ganske udmærket for Quest, især den de to glowsticks og den dansende Kizuna er tydelig uden hakkede kanter (den store akilleshæl for Quest apps) og hun er pænt modelleret i hendes normale outfit; der kunne de godt have føjet muligheden for at skifte kostumer til, men desværre ikke – det havde ellers været en oplagt måde at hive endnu flere penge ud af fans på. Boksene og tingene man rammer er mere klassisk simpel vektor med indimellem enkelte hakker i deres omrids, men det ligner den stil vi har vænnet os til i rytmespil de sidste 20+ år.
Selve rytmespilsdelen er passabel, der er ikke noget anderledes endsige banebrydende end der er set hundredevis af gange før, primært i “2D” men også VR, og spillet udnytter ikke VR ret meget da man reelt kun interagerer med et område på under 180 grader foran en i spillet.
Det ændrer dog ikke på at det er samlet udmærket, og spillet er ikke det eneste i applikationen. Der er nemlig flere ganske flotte videoer af “koncerter” med Kizuna Ai til spillets sange, og de er enten 180 eller 360 grader og i bedre kvalitet end man kan se på YouTube. Disse får man dog primært først når man køber dem (der er en pakke men de kan også købes enkeltvis), dem man får gratis er dog ikke så flotte som de betalte – man skulle tro de ville bruge dem til at hive kunderne ind.
De to sange man får gratis i spil-delen er dog glimrende og fuldt på højde med de betalte.
For gratis kan man kun anbefale at prøve spillet hvis man synes den mindste smule om Vtubers (medmindre man ikke kan lide Kizuna selvfølgelig).
Den sange man kan købe føjer mere af det samme til, hvor nogle har lidt flere mere udfordrende rækkefølger af bevægelser med end de gratis men ikke noget der ændrer gameplayet.
Samlet er det et typisk rytmespil uden nogen virkelige specielle kendetegn udover den søde Kizuna AI der danser i baggrunden medens vi hepper på hendes sang.
Screenshots fra VRexplorer da de var umuligt at tage screenshots selv.
Spillet hentes gratis i Quest butikkenog der kan tilkøbes flere sange og koncert”optagelser” i både 180 og 360 grader
Anmeldelsen er også bragt på min side om Virtual Reality, opgvr.dk
Rez var oprindeligt et kult railshooter spil til DreamCast og kort efter PlayStation 2, hvor jeg personligt stiftede bekendtskab dermed (og jeg har stadig PS2 skiven stående i retro-reolen). Dette kan godt mærkes i alt fra grafikken – der ser ud præcis som dengang – til gameplay, der også godt kan virkelig “gammeldags”. Det ændrer dog ikke på at Rez stadig er en glimrende oplevelse, der bliver en tand bedre af VR men ikke noget der ændrer ens syn på spillet eller hvad der er muligt.
I bund og grund er Rez et meget simpelt spil. Plottet er vagt fortalt, omend klassisk cyber punk: Du er en hacker, der invaderer internettet i en nær fremtidig dystopi og forsøger at genvække en kunstig intelligens, der har gennemgået en eksistentiel krise efter at have behandlet overvældende mængder af korrupt information.
Spillet er tydeligt inspireret af Tron, især med hensyn til wireframe grafikken og dets enkle neonfarvede fjender, men samtidig har den geometrisk simple grafik gjort at spillet stadig føles grafisk tiltalende og aktuel stilmæssigt end de fleste andre 20 år gamle spil.
Det samme kan siges om electronica soundtracket, som stadig er et af de bedste af den type nogensinde. En ekstra detalje er de lyde, der udløses når man rammer fjender, hvilke spille eminent godt sammen med baggrundsmusikken og næsten giver et snert af rytmespil, da man næsten kan blive grebet deraf og vil udvide lydscenen bedst muligt.
Man styrer en sigte markør, der kan låses fast på otte fjender på én gang og det er alt man gør i spillet. Der er godt nok en smart bombe og power-ups, der udvikler din avatar og fungerer som ekstra liv (og et middel til at se den sande afslutning), men gameplayet ændres ikke og forbliver enkelt.
Rez er dog ikke kun enkelt men også ret kort, idet de oprindelige fem levels kun tager et par timer at komme igennem. Alligevel købte jeg det igen kort efter jeg så det var kommet til Quest, så det har gjort noget rigtigt i forhold til at jeg kunne hive min PS2 udgave ned fra hylden igen – hvilket jeg har gjort oftere end mange andre af mine spil til den klassiske konsol.
Samtidig er det “ny” (det kom med PlayStation 4 udgaven af spillet) Area X, der er udover de fem førnævnte levels, den ubetinget bedste oplevelse i spillet da man kan bevæge sig mere frit men ellers er gameplayet uændret. Dette alene er værd at købe spillet for hvis man har spillet originalen og kunne lide den.
En glimrende oplevelse som VR kun har gjort bedre, omend ikke markant – men den var så også tæt på perfekt i stil og genren kogt ind til benet allerede, så hvorfor ændre andet end give endnu mere frihed til at nyde polygonerne i den virtuelle verden.
Testet på Oculus Quest 2, men findes også til PlayStation 4 og PC
Billeder og videoer taget fra spillets officielle hjemmeside
Efter at have vokset op i Tokyo flytter high school eleven Jin Kaito til Nagoya, hvor han møder Yatogame Monaka, en medstuderende, der har Nagoya-dialekt for skrue. Med sit kattelignende udseende og unyanserede Nagoya-dialekt vil Yatogame slet ikke åbne sig for ham. Denne populære lokale komedie øger Nagoyas status gennem observation af den yndige Yatogame-chan!
Trailer for første sæson
Anmeldelse
Yatogame-chan Kansatsu Nikki anime serien er (indtil videre) tre sæsoner (Yatogame-chan Kansatsu Nikki, Yatogame-chan Kansatsu NikkiNisatsume og Yatogame-chan Kansatsu NikkiSansatsume) af korte afsnit på omkring tre minutter hver. Da tredie sæson er aktuel er den ikke afsluttet, men da den følger de foregående tæt på alle måder dækker denne anmeldelse også denne.
Humoren i serien er enkel, regionale særheder er sjove og bedårende på samme måde – især når leveret af en sød, lille skolepige med kattetræk som Yatogame. Og det virker, omend den er svær at forstå for folk der ikke kender så meget til japans områder og regionale specaliteter og kendetegn. Et eksempel:
I Nagoya-dialekt bliver stavelserne “ai” og “ae” til “yaa” (umai -> umyaa, omae -> omyaa), som for andre japanere lyder som kattelyde. Dette er grunden til, at den kvindelige hovedrolle ligner en kattepige.
Personerne er stereotype, og hurtigt kommer der flere piger til, Yatogames klassekammerater og lærerinde, og de kommer fra områderne omkring Nagoya – men Nagoya er altid i centrum, det er trods alt den by serien reklamerer for. De er alle tiltalende på hver deres måde, men med seriens korte afsnit giver det god mening at de er holdt meget stereotype.
Trailer for anden sæson
Anmeldelse fortsat
Ligesom personernes væremåde ikke er unik på nær deres lokal-kærlighed er deres designs heller ikke banebrydende, der er gjort mest ud af titel-karakteren Yatogame, der har virkelig sødt hår og hårpynt, men de andre er ikke virkeligt unikke. Passende har hendes klassekammerat, der er vild med hende, en hue der ligner Yatogames “ører” (det er hår, bekræftes i anden sæson), og der er også en med rottehaler etc. men relative generisk men tydeligt forskellige designs. Vanen tro, fristes man til at sige, er den mandlige hovedperson virkelig generisk og kedeligt designet, han ser lidt træt ud som hans eneste karaktertræk.
Baggrundene er heller ikke specielt detaljerede eller på anden måde bemærkelsesværdige – på nær at man tydeligt kan genkende rigtige steder i Nagoya på trods af den mere tegnede stil frem for fotorealisme som man ser i andre, større nyere serier.
Som nævnt er seriens formål at fremvise og reklamere for Nagoya, hvilket den heller ikke lægger skjul på, den begynder faktisk med en notits derom. Allerede den er dog en del af humoren, da den er forskellig fra afsnit til afsnit og ofte bliver enten absurd eller specifikt regional. Den er samtidig ofte læst op af gæstende kendte folk fra områder, som Nagoyas borgmester, idoler fra byen etc. Den reklamerer dog på en så charmerende måde gennem sin humor at det ikke er generende men mest af alt bare hyggelitg og lidt skævt. Den måde Yatogame elsker hendes hjemby grænser til besættelse, men man ser derigennem beboernes (og seriens skaberes) stolthed over deres ofte noget oversete hjemby,
Trailer for tredie sæson
Anmeldelse fortsat
Hovedpersonen Jin, omend han bliver mere og mere en biperson i forhold til fokus på de regionale piger, har primært rollen som den der stiller spørgsmål om regionale ting, der så får snakken til at rulle. Han er jo fra Tokyo og dermed ikke interessant men en god karakter for folk derfra – og fra resten af Japan – at spejle sig i.
Lydmæssigt er der ikke meget at bemærke, tema sangene er fine men ikke ørehængere og musikken er afsnittene er så neutral at jeg medens jeg skriver anmeldelsen er i tvivl om den var der. Det er heller ikke vigtigt, for det interessante er pigernes dialekter. Tomatsu Haruka ruller hendes lokale Nagoya-ben ud for fuld skrue som Yatogame, og de andre har også tydelige accenter – hvis man altså er god nok til japansk til at høre den slags…
Dette rammer seriens store svaghed: Den er sjov nok bare som en komedie, men rammer først for alvor hvis man har en forståelse for bare nogen af de regionale særheden og især sprog på forhånd.
Yatogame-chan Kansatsu Nikki er mine sine ultra korte afsnit på få minutter let at komme i gang med uden at den vil fylde ens to-watch liste trods tre sæsoner, alene det gør den attraktiv som et kort afbræk når man kun har et par minutter, men udover at det er en let komedie er den yderst lærerig om et mere overset område i Japan, især ifølge serien, for japanerne selv føler at Tokyos dominans er et problem, og den brillierer med en fantastisk fremvisning af lokale accenter.
Ramune Takoyaki har en særegen smag, der er en smule sød (der er trods alt Ramune) men samtidig også en smule kunstigt tør med et hint af umami* – den skal jo smage af takoyaki – påstår de.
Medens umami smagen tilsat et svagt hint af salt skilder sodavanden dramatisk ud fra den rent søde normale udgave – og hvad man primært forventer fra japansk sodavand – kan jeg ikke detektivere noget unikt takoyaki agtig på nogen måde, bare kunstig umami. Der er et hint af en grund sukker-sødhed, der nok egentlig ville være ret markant stod den alene men den overdøves af den kunstige umami smag. Hvad angår det nævnte hint af salt er jeg reelt i tvivl om det er der, eller om det er den kunstige umami smag der spiller min hjerne et pus, da umami nærmest altid kombineres med salt og det derfor forventes, det er mine smagsløg ikke trænede nok til at vurdere – og slet ikke på et så markant kunstigt grundlag.
Farven er dog flot gylden og fonten og farverne på labelen på flasken giver et umiskendeligt præg af traditionelle japanske spisesteder – især typen der kunne finde på at sælge takoyaki ville anvende fonte i den stil.
Sammenlagt er den en interessant oplevelse, men ikke noget jeg kunne se nogen drikke flere af i træk (jeg har i hvert fald ikke lyst til en til, nærmere noget mere friskt eller med alkohol – hvilket jo netop er effekten af stegt mad, så måske det er en god ting?) eller have som en fast drik de ofte tog frem. Den er fin at have prøvet og kunne vise frem til andre, men ikke en favorit.
* En af de fem-seks grundsmage sammen med sur, salt, sød, bitter og måske fed (den nyeste “egen” smag ifølge japanske forskere). Umami betyder velsmag på japansk og findes i kød, tomater og svampe og er den “rige” smag disse har.
Zima er egentlig en amerikansk alkoholisk læskedrik, men den sælges ikke i Europa (i hvert fald ikke vores nordlige del), så jeg så den første gang i Japan.
Drikken kom første gang på markedet i 1990erne, hvor den blev markedsført stort og så ikke solgte nok og forsvandt. Således hørte jeg om den gennem product placement i min yndlings amerikanske science fiction serie Babylon 5 og kendte dermed til den i mange år, så jeg blev glad da jeg endelig fandt den efter den nylige relancering i flere lande. Den er så allerede væk igen i USA, hvor den kunne købes 2017-2018, men i Japan er den i hvert fald stadig vidt udbredt i mange combinier og supermarkeder i 2019.
Der er som sagt en alkoholisk drik med samme alkohol-styrke som en pilsner – jeg husker den i Japan som 4% men kan se at den har haft lidt mere i USA.
Smagen er svær at beskrive, lidt limet men ikke kraftig eller sød i retning Sprite, så ikke som man kender fra alkohol sodavand. Lime smagen virker nok mest af alt inklusiv skal som vi kender det fra visse drinks, hvilket giver den en svagt bitter eftersmag.
Generelt er drikken lidt svag i smagen, men der er klart noget smag modsat de populære skinny bitch agtige drikke baseret på primært danskvand. Det sidste aspekt er smagen er at dens tynde, limet-hed nærmest også smages “tør”, hvilket passer med aspektet nævnt ovenfor. Samlet er det en ret kompleks og unik smag.
Dette indlæg har været en del tid undervejs, da en tur til Japan kom i vejen, så det er ikke sikkert at alt tøj på billederne stadig er på lager – men de har sikkert fået andre spændende ting!
Uniqlo er en af de store tøjbutikskæder på verdensplan med mange butikker i Japan og Asien, og nu er der også en i Danmark.
Umiddelbart ligner UNIQLO billige tøjbutikker som vi kender det fra H&M og lignende, men det meste af udvalget er mere tidløst og mindre sæson præget i de fleste af deres sektioner.
Bemærk “de fleste”, for den sektion som mange læsere herinde nok er interesseret i er UT, sektionen med mere casual tøj med mere populærkulturelle motiver. En del af dem kan ses herunder, omend nogle af dem også nærmest kan kaldes klassiske i dagomend disse ikke er særligt kendte herhjemme (som Gundam og Urusei Yatsura). Der er også mere “pop”-klassiske japanske motiver i tilstødende serier som varianter over det klassiske ukiyo-e Den store bølgeog en serie med navne og tryk for en række sake-bryggerier som jeg personligt er rigtig glad for.
Kvaliteten af deres tøj er glimrende, selv efter en del vaske holder deres T-shirts i hvert fald formen fuldstændig og misfarvningen er minimal. Jeg vil umiddelbart placere kvaliteten over butikker som H&M omend det må skulle vurderes over en længere periode med flere varer.
Samlet kan jeg rigtig godt lide Uniqlo, uanset om jeg besøger deres butikker i Japan (hvor jeg rent faktisk kan få tøj så længe jeg går efter XL) eller den i København. At man kan få anime bluser, endda nogle der også er neddæmpede nok til at kunne bruge i mere seriøse sammenhænge, i en butik i Danmark er fantastisk.
Denne syrlige drik er noget sødere end den sidste, omend stadig en smule syrlig ligesom frugten den er baseret på, lychee.
Sodavanden har samme hvidlige farve som lychee juice, så det passer godt. Det samme gør smagen, der også er en mild variation over juice af frugten. Det at drikken skulle indeholde salt smages ikke, men kombinationen af lychee og salt er klassisk (jeg har i hvert fald set den før) og det gør ikke drikken salt. Det kan dog være noget af det, der gør at den virker ret læskende, hvis den i det små fylder både salt og væskebalancen op.
Fanta Salt Lychee er endnu et eksempel på Fantas sodavand over frugt, der ikke helt smager som frugten, men den er ret tæt på modsat mange af deres andre varianter – især de japanske som melon.
Som navnet siger er Calpis Soda en blanding af den klassiske japanske drik Calpis, der altid er forfriskende – især om sommeren, og brus.
Hvad er Calpis? Calpis er en let syrlig drik der mest af alt minder om koldskål når den er blandet til at drikke. Der er dog ikke citron i, som vi normalt finder i moderne koldskål, så den kan også sammenlignes med en neutral drikkeyoghurt eller de drikbare “sundheds” yoghurter som Actimel eller Yakult. Den kan købes koncentreret eller blandet, som her med brus (Calpis Soda) eller vand (Calpis Water). Ikke blandet bruges den på shaved ice, i drinks (ligesom sirup) etc. eller man køber den og blander derhjemme.
Det er lidt underligt at drikke en “sodavand” der er hvid som mælk, og selv uden brus er en mælkehvid drik der er tynd som vand lidt spøjs.
Calpis soda er ikke så sød som mere traditionelle sodavandsdrikke, og det let syrlige gør det let at forstå at det er en sommer klassiker i Japan i nu 100 år (den udkom første gang 7 juli 1919).
I mine øjne slår den sukker- eller sødestof- sodavand i at være læskende netop ved at den ikke er så sød men let sylig og er en go-to når jeg er i Japan og har det varmt.
Da min mini anmeldelse af Coca Cola Energy, en energi-drik, der kun kan fås i Japan, blev taget godt imod i går med en del læsere er her endnu en japansk cola, denne gang ikke brun: Coca Cola Clear Lime.
Det smager som den “gamle” Coca Cola Light (ikke den nyere Zero variant som jeg for øvrigt ikke har set i Japan), hvilket også er hvad den er da der ikke er sukker i, tilsat lime. På den måde minder den meget om den Pepsi (Max) med lime der kan købes i Danmark, bare baseret på Coca Colas smag istedet. Der er dog en smule mere bittert bid i lime eftersmagen end i Pepsis variant, hvilket passer mig fint, lime skal ikke kun være rent sød.
Hvad så med farven? Det store salgsargument er jo at den er klar. Det mærker man ikke, det smager som en normal, lidt tam på grund af light, cola med lime.
Samlet er det at den er klar en gimmick, men man går aldrig galt i byen med cola lime.
Jeg tænkte at en mini anmeldelse af en energi-drik, der kun kan fås i Japan, ville passe med læsernes smag (no pun intended). Så jeg præsenterer hermed Coca Cola Energy.
Den kan kun fås i det vestlige Japan og ingen andre steder i verden som en forsøgs ordning, det praler de i hvert fald af på automaterne (men den kan også købes i visse convenience stores).
De siger også den har den “rigtige” Coca Cola smag, og det passer delvist. Ja, den smager af Coca Cola, men også af energidrik (guaranaen der smager igennem). Lidt en blanding af Coca Cola og Monster (som også er fra samme firma), omend vægten heldigvis er på cola delen som lovet.
Farven er mørkebrun karamel som man forventer af en cola drik, mem det vil det nærmest altid være når man blander ting i cola så det er som forventet.
Samlet er det en udmærket energi-drik, den smager udmærket af cola men ikke helt som “rigtig” Coca Cola som de lover på grund af den kraftige energi-drik bismag. Nu Cult Cola ikke er så stor mere vil nogle danskere nok kunne være interesserede i den, omend den lille 20ml dåse er en anden størrelseskategori.
Vil folk gerne se flere anmeldelser / beskrivelser af japanske produkter som denne her på siden?
