AnimeGuiden

Tag: anmeldelse

  • Den ny Faraos Cigarer butik i Odense besøgt

    Den ny Faraos Cigarer butik i Odense besøgt

    I mange år kunne man finde butikken i Dragon’s Lair i Odense, der fokuserede på rollespil (både papir og live), brætspil, figurspil og merchandise. Ja, faktisk havde den de første år sin eksistens også et anseeligt udvalgt af anime på VHS bånd – jeg har selv købt flere titler der i sin tid.

    For at vende tilbage til første sætning: det kan man ikke mere, for den er nu gået sammen med Faraos Cigarer, kendt fra København og Lyngby, og er i samme hug flyttet i ny, større og flotte lokaler.

    • Den ny Faraos Cigarer butik i Odense besøgt
      Butikken udefra
    • Den ny Faraos Cigarer butik i Odense besøgt
      Spil, spil og endnu flere spil

    Det første indtryk er at butikken er stor, hvilket den med 600 kvadratmeter vel også kan siges at være. Det første man ser, når man går ind af døren, er den store væg med brætspil der dækker halvdelen af butikkens længde fra gulv til loft. Herunder er der også vestlige spil inspireret af japansk og asiatisk kultur som Takenoko og King of Tokyo, men ikke rigtig nogen japanske – men brætspil er et marked der er ekstremt niche derovre så det er ikke butikkens skyld at der ikke er nogen der er nået at blive så store at de er kommet herover.
    De har dog Tanto Cuore kortspillene og de store japanske samlekortspil som Yu-Gi-Oh!, Pokémon osv.
    Der er også en smule pen-and-paper rollespil, men indtil videre er det primært Dungeons and Dragons der er kommet på plads, men man kan håbe på at der kommer mere.

    Hvis man ser til venstre, så snart man er kommet ind, ser man primært europæiske tegneserier så langt øjet rækker (hvilket meget passende er den anden side af butikken). Der er et kæmpe udbud af af fra klassikere som Tintin (hvortil der også er en absurd mængde merchandise) over Giraud til de helt moderne kunstnere der er så hippe at jeg ikke kan huske deres navne (endnu).
    Ved siden af dem er der også en god sektion amerikanske ting, omend den hælder mod Marvel og især DC frem for Image og de små uafhængige forlag. Også her finder vi merchandise ved siden af tegneserierne, da jeg var derinde var der f.eks. en pige der købte en stor Spiderman figur foran mig i køen til kassen.

    • Den ny Faraos Cigarer butik i Odense besøgt
      Eurpæiske tegneserier og merchandise til dem primært
    • Den ny Faraos Cigarer butik i Odense besøgt
      US comics og merchandise til dem

    Så kommer vi til det område, som de fleste læsere her nok er interesseret i: Manga. Her skuffer de heller ikke, et groft overblik siger mig at de (når de har alt på plads) ender med at have den næst-største samling af manga titler på Fyn (efter min personlige samling, lidt stolthed og pral skal der være plads til).
    Udvalget var pænt omend lidt ensartet omkring de mest populære titler, de få jeg selv samler på på engelsk kunne jeg ikke finde men på sigt kan jeg altid bede dem om at skaffe dem hjem. Der kommer dog flere reoler end dem på billederne, så chancen er der endnu.
    Der er ikke særligt meget manga relateret merchandise dog, der var betragteligt mere Harry Potter end al otaku merchandise til sammen, så der må vi presse dem lidt og ellers ty til Animerch eller nettet (hvis nogen fra butikken læser dette se det som en opfordring, der er et marked der).

    • Den ny Faraos Cigarer butik i Odense besøgt
      Manga
    • Den ny Faraos Cigarer butik i Odense besøgt
      Et hjørne af figurspils området

    Et andet område i butikken, som jeg selv går meget op i som hobby, er figurkrigsspil er der er der umiddelbart ikke markant mere end i den gamle butik. Det er dog stillet noget pænere og mindre rodet op, og på sigt tror jeg der ender med at være lidt mere – omend kun de spil der var der før og ikke for år tilbage populære spil som WarmaHordes desværre. Der er dog rigeligt til at dække mine lyster til Games Workshop spil, Infinity (som æstetisk ligger meget tæt op af anime stil) og Malifaux, så også der er jeg en tilfreds mand.

    Udover de ovennævnte ting har butikken også en stor hardball sektion med et godt udvalg af våben og udstyr (siger de, det er på ingen måde min hobby), men det er et af de områder der ikke er helt på plads endnu så I må undvære billeder.
    Der er ligeledes også udstyr til live-rollespil, men det er heller ikke helt på plads endnu, men det virker til at få en god sektion.

    Samlet er der kun ét at sige: Det er fantastisk at have en butik der sælger tegneserier i byen igen, og når den så bygger videre på en stærk butik inden for spil og så føjer yderligere dertil har vi en stærk spiller der forhåbentlig holder lige så mange år her i byen som forgængeren.

  • Mirai of the Future – filmanmeldelse

    Mirai of the Future – filmanmeldelse

    Filmen Mirai blev vist i film i skoven, som foregår i Århus.

    Se mere om dem her: https://www.facebook.com/filmiskoven/

    Her er traileren til den:

    Resume


    Kun, som er kun en 4-årig dreng, kommer ind i en fortryllende verden igennem hans have.
    Han rejser igennem tiden, igennem æraer, og møder hans søster fra fremtiden.
    Kun kommer til at opleve, hvad det er at sige at være “storebror”.

    Animation


    Animationen er blevet lavet af studio Chizu.
    I spidsen, som instruktør sidder Mamoru Hosoda, som også har været med i studio Madhouse. Han har tidligere lavet Wolf Children og The boy and the beast (udyret og hans lærlig).
    Animationen generelt er smukt tegnet, især baggrundene. Karakterene er simple, men stadigvæk unikke og rene. Man kan se charmen fra alle karaktere, og deres ansigtudtryk er anderledes fra person til person.
    Der kommer en del fantasifulde elementer, som bliver animeret flot. Et eksempel er f.eks. togene i Tokyo, som bliver vist som både flotte, men skræmmende maskiner.
    Generel laver man sig ind i animationen, og bliver taget godt med på Kuns rejse.

    Persongalleri


    Kun, er kun 4 år gammel. Han har fået en lillesøster, ved navn Mirai, det betyder fremtid på japansk. Dog er Kun misunderlig, fordi lillesøster får alt opmærksomheden.
    Man ser virkelig en stor udvikling af Kuns karakter igennem hele filmen.

    Mirai, er Kuns lillesøster, dog kommer hun til guide og underholde Kun i nogle stunder. Hun er agerer som en storesøster. Det kan lyde forvirrende, men det bliver meget simpelt fortalt i filmen.

    Den mystiske mand, er en person der også prøver at hjælpe Kun igennem hans rejse til at være en bedre storebror. Han er mere alvorlig, og prøver at være en form for pædagog og forbillede.

    Far og mor, er ikke centrale karakterer, men er vigtige “modstandere” for Kun.
    De er også travle og prøver at lære at arbejde og passe på 2 børn.

    Handling/historiefortælling


    Historiefortællingen er meget smukt og fantasifuld skrevet.
    Som voksen, kan man godt analysere og forstå hvad budskabet og handlingen er.
    Da jeg selv så den sammen med andre voksene, blev de mere fasineret af handlingen.
    For nogle børn, var det “bare” en tegnefilm, som var fantasifuld.
    Det ville være en god film at analysere i skolerne, fordi budskabet er både godt for børn og voksene. Handlingen er ikke voldig og er meget tidsløst. Man kunne sagtens se den her film om 100 år og stadigvæk genkende nikkende til problematikkerne og forstå budskabet.

    Lyd


    Lyden var til tider meget højt. Det kunne skyldes, det telt jeg var i med kæmpe højtalere.
    Der var dog tider hvor det gav mening at det var højt, men der var dog både børn og voksene der blev skræmt af den høje lyd.
    Ellers er der harmoni mellem lydene og det man ser.

    Musik


    Musikken er skrevet af Masakatsu Takagi, som også har skrevet for Wolf Children og Boy And The Beast.
    Musikken er meget flot skrevet, både med orkester musik, og scenisk musik. Man føler sig taget med på en smuk rejse igennem forskellige verdener.

    Stemmeskuespil


    Jeg hørte det på japansk. Dog var der også en live kvindelig dansk stemmeskuespiller der snakkede over den, så det var lidt svært at vurdere det japanske stemmeskuespil.
    Dog lød de japanske stemmeskuespillere meget overbevisende.
    Den danske stemmeskuespiller var liiidt for monotomt. Det mindede lidt for meget om de typiske “fortæller” stemmer man hører i børnetegnefilm fra gamle dage.

    Min mening


    Filmen var fantastisk. Elskede budskabet, animationen og generel handlingen.
    Musikken var også genial. Lyden spillede også en stor rolle, men desværre gjorde højtalerne ikke lyden retfærdigt. Hvis jeg havde set den i biografen tror jeg helt klart at det ville være bedre.

    Generelt


    Dette er en af de få film jeg med stolthed og trykhed kan sige er for ALLE!
    Din bedstemor, oldemor, baby, teenagere der spiller fortnite, forældre der tænker på børn, politikere, selv Rasmus Paludan burde se den!

    Den tiltaler efter min mening alle mennesker.

    Jeg giver den 10/10

  • Hi-Score Girl – anmeldelse

    Hi-Score Girl – anmeldelse

    Haruos enkle liv og gamerregime på sat på prøve når den stille og pæne pige fra klassen giver ham klø i arkaden…

    Resume

    Haruo Yaguchi er en ung knægt, der bruger alle sine penge, tid og fokus på at game og helst gerne i de forgangne arkadehaller fra 90’erne, hvor han ihærdigt forsøger at højne hans status og evne som den ultimative gamer. Dog bliver hans verden forstyrret af den stille, men enormt talentfulde Akira Ono. Hans herredømme som konge af arkaderne bliver for alvor sat på prøve af Akira, idet at hun bliver hans største rival. På trods af hans stridighed med hende, vokser sig der dog alligevel et venskab og snart bliver hun en enorm del af hans verden.
    Foruden dette, så kommer seeren også på en tidsrejse igennem gaming og dens kultur sideløbende med historien.

    Karakterer

    Vi følger primært Haruo og hvordan han agerer og senere også Koharu, men dog får vi aldrig direkte indblik i de tanker og følelser som Akira har, hvilket altid gør, på den gode, at seeren selv skal drage deres konklusion ud fra hvad de ser og hører fra hendes side af.

    Haruo: Fuldkommen uraffineret, akademisk håbløs, ikke særlig social og følelsesmæssigt ikke altid tilstede, ville være korrekte ord at bruge om ham, men på trods af dette, kan man sagtens mærke at der er en god og elskværdig person bag alt dette. Haruo er ikke typen, der tænker meget videre end hvad det næste han skal spille er, men der kommer også en del interaktioner og ytringer fra ham, som alligevel gør at man håber det bedste for ham.

    Akira: En datter af en rig familie, der overvældes af mange skrappe lektioner og en opdragelse, der mildest talt kan kaldes for urimelig, hård og striks. Akira har ikke mange glæder i livet og den største hun kan kaste sig over, er at game – et sjældent frirum fra hendes ellers kontrollede og skemfaste hverdag. Ligesom Haruo er hun også påvirket følsesmæssigt fra mindre social omgang, men ikke desto mindre er der stadigvæk øjeblikke hvor hun bryder forbi hendes barrierer og udviser sårbarhed, ønske om nærvær og affektion og allerede i afsnit 3 er det tydeligt at se hvilken betydning Haruo har i hendes liv.

    Koharu Hidaka: Det famøse tredje hjul imellem Haruo og Akira. Hun undrer sig som udgangspunkt over for Haruo og hvorfor han gør som han gør. Inden længe sætter omstændighederne og hendes egen nysgerrighed hende ind i på livet af Haruo og til trods for aldrig at have spillet i hendes liv, så trækkes hun i den verden, pga. hendes fascination og, senere, tiltrækning til Haruo. Hun orøver ihærdigt på at få Haruo til at anderkende hendes eksistens og følelser.

    Historie

    Der er ikke vanvittig meget historie at følge med i og i stedet for bliver fokuset mest af alt på personerne og interaktionen imellem dem. Historien imellem de 3 hovedpersoner er enorm sød og uskyldig, men når én af dem er et tredje hjul, er det naturligvis ikke umuligt at undgå drama i ét eller andet omfang.

    Øvrige kommentarer

    Jeg fandt det yderst interessant hvordan man kunne se udviklingen og diversiteten af forskellige konsoller, arkademaskiner og spil til disse, samt få mere viden omkring teknikker, der gjorde sig gældende og andre spøjse indslag af informationer og oplevelser.

    Samlet vurdering

    Overordnet blev jeg ret overrasket over denne serie og kunne ikke lade være med at se den ud i én køre. Jeg blev betaget af både karaktererne, gaminguniverset og humoren. Det føltes både frustrerende og glædeligt at se Haruo og Akira interagere med hinanden og hvordan de langsomt bliver en størrere del af den andens liv. Jeg bliver dog lidt træt af det famøse tredje hjul og de problematikker, det indebærer. Efter min mening bør man se Hi-Score Girl hvis man kan lide enkle historier og karakterer og generelt set er fan af blandingen af romance og humor, fordi den har begge dele og selvom begge elementer ikke er der i overflod, så taler det til dens fordel.

    Original titel: Hai Sukoa Gāru
    Alder: 13+
    Studie: J.C.Staff
    Shogakukan Music & Digital Entertainment
    Forfatter: Tatsuhiko Urahata
    Instruktør: Yoshiki Yamakawa
    Licensholder: Netflix

    Skrevet af: Adam Steen Bing

  • Maquia: When the Promised Flower Blooms anime film anmeldelse

    Maquia: When the Promised Flower Blooms anime film anmeldelse

    Maquia: When the Promised Flower Blooms

    I landet Iolph holder alle mennesker op med at ældes, når de når midten af teenage-årene, til gengæld kan de leve i hundredevis af år. Det vigtigste i deres liv er vævningen af stoffet Hibiol, der har livet fortælling vævet i sig.
    En indbygger, Maquia, føler sig ensom på trods af, at hun bor i et fredeligt og idyllisk land. Men en dag invaderer Mesarte-hæren Iolph, på jagt efter indbyggernes udødelige blod. Maquia bliver revet væk og undslipper krigens kaos og ødelæggelse, men uden sit hjem og sit folk strejfer hun om på må og få. Ved resterne af en af banditter raseret karavane møder hun Erial, et lille spædbarn, som har mistet sine forældre, og bliver hans nye mor og beskytter. Historien følger det forhold, der udvikler sig imellem de to, efterhånden som Erial vokser op, og Maquia ikke gør.

    Maquia: When the Promised Flower Blooms

    Maquia er den første film af den populære anime serie instruktør Mari Okada (Anohana: The Flower We Saw That Day 2011 og The Anthem of the Heart 2015), og den bærer ånden fra hendes tidligere værker i den måde den er trist og følelsesladet men alligevel fejrer livet og det at det går videre trods smerte og tab.
    Ligesom hendes tidligere serier trykker den næsten ubønhørligt vedvarende på følelserne, men alligevel føler man ikke at filmen kammer over i melodramatik, det er trist fordi personerne oplever smerte og tab men de lever videre og netop det, der får seeren til at føle med dem er alle de små glade stunder man ser, hvilket netop gør det trist når disse nødvendigvis ændrer sig med tiden og bliver til minder.

    Og det at ting bliver til minder er vævet ind i filmens temaer om moderskab og tab, der for Maquia ender med at være det samme. Allerede fra starten fortæller landsbyens ældste at hun ikke må føle kærlighed, da det vil medføre sorg da hun ældes så meget langsommere end andre, så da hun finder Erial ved seeren allerede at det vil ende sådan. Filmens styrke er dog netop at den ikke kun viser sorgen men netop glæden der kom forud, at tab både mildnes og føles gennem den glæde ved delte oplevelser og liv der kom forud.
    Hvad temaet om moderskab angår er det sværere at sige noget entydigt om, da det store fokus på at mødre ikke græder – hvilket Maquia gør jævnligt – kan virke noget gammeldags set med vores danske øjne, men på den anden side fanger filmen essensen af at moderskab ikke kun er hvem der har født barnet, men også taget sig af det. Dette tydeliggøres også i de andre moder-børn forhold i filmen, der også er forskellige men viser kærlighed på hver deres måde.

    Maquia: When the Promised Flower Blooms

    Filmen er smukt lavet af P.A. Works, der har leveret en samlet utrolig smuk billedside med en især flot udnyttelse af lys. Indimellem er der CG der er lidt tvivlsom, men man glemmer det hurtigt da filmens univers er fængende og når man er suget ind i det kan man leve med småfejl der så rigeligt opvejes af resten af de flotte, utroligt detaljerede baggrunde. En ting som især er værd at bemærke er vævningen, der jo er et centralt tema i filmen, det ser virkelig godt ud med de næsten filigran tynde tråde der bevæges og samles ligesom personerne i filmens liv.
    Personernes character designs er meget blødt, hvilket virker lidt anderledes uden at være unikt, og til at begynde med kræver det lidt tilvænning, men det er med til at give filmen et eget præg uden at gøre den virkelig unik – lidt ligesom Ghiblis blødt tegnede personer der er unikke og alligevel en smule generiske.

    Maquia: When the Promised Flower Blooms

    Musikken er filmen er lige så smuk som personerne, omend den ligesom dem ikke er noget virkeligt unikt. Den er dog glimrende og giver en passende og yderst velvalgt audio kulisse til historien, den kunne ikke udtrykke historien meget bedre, Kenji Kawaii (Ghost in the Shell anime filmens musik) viser tydeligt hvor erfaren en soundtrack komponist han er.
    Stemmerne i filmen er ligeledes yderst velvalgte og kompetente, i hvert fald på det orignale japansk som jeg har set den på. Maquia (Manaka Iwami) virker usikker og skrøbelig men alligevel men en omsorgsfuld styrke der øges efterhånden som filmen skrider frem, medens hendes veninde Leilia (Ai Kayano) virker stærk men viser sig at blive mere skrøbelig indtil filmens slutning. Dette rammer stemmerne glimrende med en nerve der gør man tror man hører personen. Knægten Erial (Miyu Irino) virker også troværdig som først lille barn, gennem teenageårene til mere voksen end Maquia ser ud, en imponerende rejse for hans stemme – det kunne en del anden anime lære meget af (jeg ser på dig Dragon Ball med den evigt barnligt lydende Goku).

    Samlet er Maquia blandt de bedste anime film, ikke kun i år men generelt. Nogle vil nok mene at den er for sentimental, hvilket er helt fair, formlen som filmen følger er ikke for alle, men dem der kan lide historier med følelser yderst på tøjet bør skrive den øverst på deres liste.

    Filmen vil blive vist i udvalgte danske biografer til engelske screenings sidst i november 2018. Se mere i indlægget linket herunder.

    Næste anime film i de danske biografer: Maquia : When the Promised Flower Blooms
    Næste anime film i de danske biografer: Maquia : When the Promised Flower Blooms

  • The Eccentric Family sæson 2 anmeldelse

    The Eccentric Family sæson 2 anmeldelse

    Beskrivelse

    Se anmeldelsen af første sæson her.

    Sæson 2s historie forgår i året efter begivenhederne i sæson 1, og samfundet af tanuki forsøger stadig at vælge en trick magister. Yasaburos alt for alvorlige bror Yaichiro forsøger stadig at følge i sin fars fodspor og påtage sig rollen. Men Yasaburo er ikke tilfreds med at bare have gang i en ting af gangen, så han blander sig i tengu og menneskelige anliggender, og begivenhederne ryger mere og mere ude af kontrol.

    Anmeldelse

    Sæson følger stilen fra første sæson med primært at følge Yasaburo og hans eventyr, hvor han oplever problemer og ondskab, tilbyder rådgivning og generelt opsøger problemer for at få det sjovt.
    Når det er sagt, har sæson 2 besluttet, at det var tid for en række af de personerne at vokse op, så der er langt mere fokus på romantik og forhold uden for familien end i den foregående sæson. Der er også et par ret mørke øjeblikke, hvor både begær og død spiller kraftigt ind.

    Seriens animation er ret unik og matcher seriens specielle, kunstneriske stil. Alle sider af det grafiske er farverig og dynamisk.

    Lydsporet svarer også til seriens unikke stemning.

    Atmosfæren er altid svært at beskrive, men kombinationen af billederne, musik og fremragende skrivning giver denne anime en stemning, der noget for sig selv og mere rolig og blød selv når alt falder fra hindanden. Selv de største spændingsmomenter håndteres på en afmålt, rolig måde.

    Bedømmelse

    Derved vil anden sæson ligesom den første ikke tiltale dem der skal have action som en knytnæve i ansigtet, men hvis man vil have en farverig historie der udfolder sig på en absolut ikke snorlige måde er serien perfekt.
    Plus man ser noget af den fascinerende by Kyoto der om nogen hænger fast i de gamle traditioner og bygninger men med en moderne twist. Dette er den perfekte grobund for serien, der netop tager de væsener og skikke fra de gamle myter og putter dem i en moderne kontekst.

    Bør du se den

    Hvis du aldrig har set The Eccentric Family så begynd ikke med sæson 2. Det forudsætter en forståelse af begivenhederne i sæson 1, og forholdet mellem de fleste personer er allerede forudbestemt og antaget viden. Når det er sagt er det en anime der absolut er værd at se, da den er lidt sjov med en masse drama smidt ind og den er helt sikkert anderledes end de fleste andre serier derude.

    Billeder

  • “Unofficial Hatsune Mix” Manga anmeldelse

    “Unofficial Hatsune Mix” Manga anmeldelse

    Beskrivelse (fra bagsiden, oversat)

    Hvem er pigen med de lange grønne rottehaler som du ser overalt? Det er Hatsune Miku, Vocaloid-synthesizer superstar, der synger din sang! Hun er en global cyber-berømthed og en cosplay-favorit på conventions. Nu bringer Mikus originale illustratør, KEI, dig Hatsune Miku: Uofficiel Hatsune Mix – en omnibus manga om de musikalske eventyr (og fejl-eventyr!) med Miku og de andre Vocaloids Rin, Len, Luka og mere – i både smuk sort og hvid og charmerende farver!

    Anmeldelse

    Dette er et omnibus (opsamlings) udgave af Keis manga Unofficial Hatsune Mix, der oprindeligt gik i Jives shounen manga magasin Comic Rush mellem 2008 og 2010. Hver “bog” den indeholder begynder med de originale farvesider og -illustrationer, hvilket er rigtig godt givet Keis pastelfarvede akvarel-agtige illustrationer.

    I det hele taget viser Kei, den oprindelige kunstner, der designede personerne til Vocaloid 2-softwaren, at han kan lave mere end blot den statiske reklamekunst, vi alle er vant til for Vocaloids. I mangaen får vi følelsen af at Hatsune Miku og venner bevæger sig, hvilket giver dem meget mere personlighed.

    Keis tegninger er i det hele taget fantastiske, stilen er tydelig og graden af detaljer i tegninger glimrende uden at blive gnidret eller for meget (som især nogen shoujo mangaer lider under). Visse scener kan virke lidt rodede struktureret, især i de første kapitler, men det bliver bedre undervejs. Det er tydeligt at Kei har mange års erfaring inden for mediet – men primært som illustrator.

    Det er svært ikke at have en eller anden form for forhåndskendskab til Vocaloid fænomenet hvis man bare har været en smule del af miljøet omkring moderne japansk kultur, og dette bygger mangaen her videre på. Således dukker en kæmpe Hachune op og angriber i første kapitel (se billeder herunder), og både den og Hatsune bevæbner sig med porrer (negi). Dette er indforstået, passende og sjovt for fans, men det vil nok virke meget forvirrende og random for folk udenfor fandommen.
    På den måde fejler mangaen lidt. Den kunne have potentiale som en introduktion til Vocaloidsnes personligheder, men den benytter sig så kraftigt af forforståelsen at den nok kan være svær at komme i gang med for folk der ikke har den. Samtidig er der dog også risikoen med at den kan være en smule anderledes end den “headcanon” som nogle fans har vedtaget om personerne. På den anden side kan man sige at Kei om nogen er den officielle tolkning af hvordan Vocaloidsne er som personer.

    Det er dog ikke sådan at der er de store personligheder endsige udvikling deraf i historierne. Der er tryk på flertal, da det er mange små historier der er uafhængige af hinanden. Disse er dog sjove og ofte ret søde, ikke på den sukker-agtige måde men på den måde de beskriver hvordan venner støtter hinanden. Følelsen er i det hele taget mere som korte kapitler som man også finder dem i webcomics frem for de større historier man finder i mere seriøse manga, men den stil er ikke så usædvanlig for komedier.

    Bedømmelse

    Samlet er det en godt tegnet samling af hyggelige små historier med hyppige farvesider med virkeligt flotte illustrationer. Der er så mange af dem at man føler man sidder med en hybrid mellem en manga og en artbook. Dette forstyrrer godt nok læseflowet noget, men på den anden side er de så flotte at man glædes hver gang man kommer til en.

    Bør du købe den

    Hvis man godt kan lide de klassiske Voaloids er der ingen tvivl om at man bør købe den, de små historier med de personer man allerede kender og elsker spreder smil og glæde. Det vil de også gøre for andre der kan lide simple komedier, men det er Vocaloid der sælger den.

    En anden grund til at investere i samlingen er de flotte illustrationer, ligesom med deciderede artbooks kan man bruge en del tid på at sidde og beundre de flotte farvesider.

    Folkene bag

    Historie/tegninger: Kei
    Oversættelse/adaptation: Michael Gombos
    Bogstaver: John Clark
    Designer: Sandy Tanaka

    Billeder

  • “In This Corner of the World” anmeldelse

    “In This Corner of the World” anmeldelse

    Tak til Impact for at gøre denne anmeldelse mulig. De gør et stort arbejde for at få anime i de skandinaviske biografer!

    Lad os få det overstået allerede inden vi kommer til beskrivelsen af filmens handling: In This Corner of the World er en af de bedste film om krig nogensinde – animeret eller live action. Eller rettere, ikke krigen selv men dens indflydelse på civil befolkningen.

    Filmens historie (indeholder mindre spoilers)

    Suzu er en pige, der vokser op i 1930erne og 40ernes Japan i en by ved kysten. Hun er en noget verdensfjern drømmer, der ofte er i tvivl om hvor hendes drømme ender og virkeligheden begynder. Hendes store passion er at tegne, og dette bringer hende i kontakt med en af drengene fra byen som hun får et venskab med.
    Kort efter hendes 18 års fødselsdag bliver hun gift med en mand fra en anden by. Hun flytter dertil, også selvom hun ikke føler noget for ham i starten, og forsøger at blive den typiske japanske kvinder der passer huset selvom hun ikke føler hun passer ind. Det bliver ikke bedre da hendes mands søster flytter ind, men hun vænner sig til det ny liv og finder glæder i det.
    Så kommer krigen for alvor, men trods dens rationeringer og senere bomber finder hun mellem meningsløshedens tårer stadig kraft til at leve videre.

    Filmens historie (indeholder mindre spoilers)

    Suzu er en pige, der vokser op i 1930erne og 40ernes Japan i en by ved kysten. Hun er en noget verdensfjern drømmer, der ofte er i tvivl om hvor hendes drømme ender og virkeligheden begynder. Hendes store passion er at tegne, og dette bringer hende i kontakt med en af drengene fra byen som hun får et venskab med.
    Kort efter hendes 18 års fødselsdag bliver hun gift med en mand fra en anden by. Hun flytter dertil, også selvom hun ikke føler noget for ham i starten, og forsøger at blive den typiske japanske kvinder der passer huset selvom hun ikke føler hun passer ind. Det bliver ikke bedre da hendes mands søster flytter ind, men hun vænner sig til det ny liv og finder glæder i det.
    Så kommer krigen for alvor, men trods dens rationeringer og senere bomber finder hun mellem meningsløshedens tårer stadig kraft til at leve videre.

    Anmeldelse

    In This Corner of the World er mere et billede på en tid, end det de fleste forbinder med en krigsfilm. Der er ingen glorificerede slag med heltemodige soldater der falder for det glorværdige fædreland på slagmarken. Der er i det hele taget ingen slag i traditionel forstand, vi ser bomberne falder og korte glimt af flyene der kastede dem, men de er hverken gode eller onde – bomberne ødelægger liv men der er ingen løftede pegefingre om at krig er ondt, blot en beskrivelse af en families liv i perioden.

    Det at den fokuserer på Suzu og familierne omkring hendes liv er netop store styrke, ved at vi følger én person og hendes familier ser vi netop hvordan et almindeligt liv var dengang. Selvfølgelig kommer der soldater forbi, og krigen mærkes hårdt – omend rationeringen fylder mere i deres liv end bomberne før hen mod slutningen – men vi ser også hvordan livet gik videre for den almindelige japaner. En af de mindeværdige sekvenser er hvordan vi følger at rationeringerne gør adgang til madvarer mere og mere begrænset, så Suzu må lærer at spæde op med alle mulige urter fundet i bjergene omkring familiens hus. Hun tager dog udfordringen op, og oftest er retterne vellykkede og filmen udnytter netop den klassiske kliche med hvor flot anime mad er, til at vise at Suzu netop på grund af begrænsningerne skaber fantastiske eksempler på menneskelig kreativitet gennem nøjsommeligheden.

    En anden af filmens styrker er dens varme visuelle side. Personerne er tegnet i en meget blød og rund, nærmest let barnlig stil, men det giver dem en varme og uperfekt menneskelighed, som man ofte savner i det mere perfekte udseende typisk for anime (serier især). Baggrundene er ligeledes bløde, lidt i retning af akvarel maleri, men de er alligevel så tydelige at man føler at de viser en virkeligt sted. Indimellem brydes stilen dog for at vide Suzus tanker og følelser, scenen flyder langsomt over i at være et oliemaleri eller alt bliver en abstrakt strøm af farver under et bombeangreb. Dette virker enormt stærkt og giver en et dybt indblik i Suzus verden på en måde som kun animation kan.

    Instruktør og manuskript-forfatter Sunao Katabuchi (Mai Mai Miracle) arbejdede for Studio Ghibli, før han gik solo. In This Corner of the World er hans tredje film. Man mærker hans erfaring i filmens rolige pacing, som man skulle tro ville føles for langsom til det, men der sker alligevel nok til at selv de mere utålmodige ikke bliver frustrerede. Nogle vil måske mene at visse scener kunne være kortere, men det at vi netop føler livet trofast over en periode gør den til det eminente tidsbillede som den er.
    Dette rolige tempo understøtter følelsen af at Suzus liv går videre uanset hvad, selvom hun er en klodset dagdrømmer er hun en overlever.

    Fra den oprindelige adskillelse fra hendes familie til hendes efterfølgende overlevelsesindstilling fremstår Suzu således som en virkelig heroisk karakter der samtidig er en almindelig person – ikke en heroisk soldat men heroisk i at hun trodser al modgang og stædigt lever videre. Da situationen bliver voldsom efter bomberne falder, er hendes utroligt optimistiske holdning i modgang rørende at se. Og med filmens brug af eksplicit billedsprog og skærende brug af lydeffekter til at fange krigens atmosfære bliver man fanget og meget let rørt over hvordan hun tråds hendes hårde oplevelser lever videre.

    In This Corner of the World er et brutalt ærligt billede på krigens indflydelse på livet for den almindelige befolkning, ikke kun dens rædsler som den klassiske Grave of the Fireflies primært er, men også på det håb der nægter at lade sig kue. Denne optimisme og dybe beskrivelse af den kvindelige hovedperson gør sammen med den smukke animation filmen til en man absolut bør se mindst én gang.

    Billeder

    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    In This Corner of the World
    Filmen er set i Cinemaxx biografen i Odense den 7 august 2017. Tak til filmdistributøren Impact for anmelder billetter.
  • Love Kome: We Love Rice anime anmeldelse

    Love Kome: We Love Rice anime anmeldelse

    Beskrivelse

    Love Rice projektet menneskeliggør ris (kome på japansk) som skoledrenge. På Kokuritsu Inaho Academy (“Rice Ear Academy”, et ordspil på nationale skoler) forsøger fem nye risinspirerede elever at erstatte brød som det mest populære korn på skolen. De nye studerende udgør “Love Rice”-gruppen og udfordrer sig til at optræde på “Harvest Show” for at vise den lækre appel af riskorn. Den “hjertelige” kome’dy med grin og lidenskab “lover at lade publikum genopdage risens dyder (“Japans sjæle-mad”).

    Trailer

    Anmeldelse

    Lad os begynde med essensen af konklusionen først: Love Kome: We Love Rice er IKKE en fantastisk serie der tager verden med storm. Den er hverken flot animeret, har et dybt plot eller personer man engagerer sig i. Hvorfor så se den? Fordi den har de mest åndssvage puns omkring ris man kan tænke sig, omend man først får noget ud af dem når man har et vist forhold til det japanske sprog.

    Selve præmisset i serien er en tyk parodi på idol industrien, hvor personer der er kornsorter konkurrerer i såkaldte Harvest Shows om at blive de mest populære. Hele deres optrædener er da også baseret på hvordan man behandler ris og korn, den stærkeste teknik er at vaske risene og kornenen der er brød hæver og toaster sig under optrædenerne.
    En ting er dog at parodere idol-industrien, men den ekstreme fokus på ris puns gør at man let overser og glemmer dette aspekt. For som antyder ovenfor er ris puns seriens essens, stort set hver eneste sætning indeholder en henvisning til ris drejet så det passer lidt mere med en skoledrenge setting.

    Historien og personerne er som sagt tynde, men det er grundlag nok for alle de forskellige puns, og de er så også skruet begge dele helt op til 11 for at vride konceptet mest muligt. Den ene har en syg lillssøster, den anden er kølig men vil være verdens bedste Harvestar, den tredje er sky og feminin osv.

    Grafisk er serien også under middel, personerne er ekstremt stereotypt tegnet, men uden virkeligt “personlige” detaljer. Det samme gælder animationen, der grænser til flydende og der klippes ofte groft mellem scenerne og steder for givetvis at holde budgettet nede. Animationen er dog stadig langt over de fleste Flash animerede serier, den er ikke virkelig ringe, men heller ikke flydende god.
    Baggrundene er heller ikke nævneværdige, hvor vi i dag ofte nærmer os fotorealisme i andre serier er de mere simpelt tegnede her ofte. Men man ser så heller ikke serien for animationen…

    Stemmerne i serien er ikke nogen man husker. De mandlige idoler, der lægger stemme til hovedpersonerne, tog godt nok rundt på en fin promotion tur hvor de besøgte ris-marker og al den slags for at promovere projektet, men deres performance lever ikke op til dette engagement, da den er flad og generisk. Det samme gælder musikken, der er typisk dåse-pop, hvilket dog passer fint til en idol-stil gruppe, men det gør den ikke god. Teksterne er derimod fine, hvis dryppende af puns kan betegnes som fin i hvert fald. Men man ser altså heller ikke serien for lyden…

    Lad os vende tilbage til konklusionen og uddybe den lidt. Det visuelle, lyden og plottet trækker altså mere ned end op for serien, i plottets tilfælde kraftigt ned. Hvad så med humoren, jeg har jo brugt ordet pun i næsten hver sætning ovenfor? Den er der, i så ekstreme mængder at man nærmest drukner i ordspil. Dette er både seriens styrke og akilleshæl og hvad der fik mig til at holde vejen igennem. Man skal lige se et minut mere, hvilket så bliver til afsnit, for at se hvilke mere eller mindre åndssvage ordspil og henvisninger til ris og korn de finder på som det næste. Det kræver dog at man kan tåle plat japansk humor i rigelige mængder, så det aspekt af serien er absolut heller ikke for alle.

    Hvis man kan leve med en halvringe produceret serie der til gengæld er ved at knækker under en vægt af ris og korn relaterede puns kan man tjekke serien ud. De fleste vil nok bare føle at den er dybt underlig og dårlig, så hvis man er i tvivl så gå en bue uden om den.

    Billeder

  • Shounen Ashibe: Go! Go! Goma-chan

    Shounen Ashibe: Go! Go! Goma-chan

    Anime serien begynder med at familien netop er flyttet i en nyt lejlighed og drengen Ahisbe og hans far er sultne og venter på at mor kommer hjem som de kan få mad (siger ret meget om det japanske samfund at man stadig viser den slags i børneserier uden at det virker helt absurd). Ashibe går udenfor for at kigge efter moderen. Hvad han tror er en stor fisk falder af en lastbil og han tager den med ind. Faderen fortæller at de ikke kan spise den, da det er en sæl – og i øvrigt meget sød.
    Næste dag kommer sælen, der er blevet navngivet Goma (sæl), med i skolen og alle er vilde med den. På vej hjem vil en af Ashibes ny klassekammeraters storebror tæve ham, men Ashibe krammer ham og han stikker af. Det får Ashiba til at tænke på en ven fra der han boede før, og vi ser hvor meget denne ven savner ham.

    Lad os få det mest iøjnefaldende overstået først: Shounen Ashibe: Go! Go! Goma-chan er ikke en køn serie, men det er en børneserie og stilen er derefter. Tegne- og animationsmæssigt minder den lidt om Crayon Shin-chan, men humoren er meget mere rolig og dagligdags (hvis der da er noget dagligdags over at samle en sæl op som kæledyr) og mere typisk små-børne serie.
    For det er jo hvad Goma-chan er, en serie til meget små børn, hvilket ikke helt passer med at en jo er på japansk med engelske undertekster – for sådan får små børn ikke glæde af den!

    Det eneste jeg husker af lyd fra serien er sælen, der piver på en meget sød måde, lidt ligesom visse Pokémon eller egernet i Akatsuki no Yona. Resten af stemmerne og musikken var standard japansk børne-serie – hvilken den søde sæl jo egentlig også er, den er bare så sød at den skulle nævnes.

    Historien er opbygget af en række små, korte tableauer der relaterer til hinanden men reelt er mange små historier centreret omkring Ashibes hverdag. Dette passer dog fint med børns korte opmærksomhed og ligner meget den måde vi også laver børneudsendelser på herovre.

    Hvis man er voksen kan man stadig få et smil eller to ud af Goma-chan, men den er meget tynd og tydelig rettet mod små børn i alt fra stil til historie.

  • Himouto! Umaru-chan

    Himouto! Umaru-chan

    Beskrivelse

    Umaru er en attraktiv og populær 16 årig high school elev, der har en helt anden personlighed derhjemme.
    Hun er klog og dygtig til stort set alt, hvilket sammen med hendes skønhed og venlighed gør at alle er vilde med hende.
    Hun bor sammen med sin bror Taihei, der står for alt i husholdningen. Umaru holder hendes sande jeg, som hun kun viser derhjemme, skjult indtil en klassekammerat en dag afslører hende…

    Umaru har nemlig to sider, to radikalt forskellige måder at opføre sig på. Hun er besat af manga og af at spille video spil, og det der gør livet værd at leve for hende er at drikke cola, spise snacks og dyrke hendes hobbier. De er så forskellige at hun med et “Umaruun~” forvandler sig fra sit normale, smukke anime-pige jeg til en chibi når hun kommer hjem. I denne chibi-form er hun ekstremt selvisk, lader sin bror opvarte hende, tvinger ham til at købe ting til hende og generelt ekstremt barnlig, hvor hun i sin “normale”, smukke form er blid, hjælpsom og ydmyg.

    Anmeldelse

    Konceptet med en pige, der elsker nørdede ting, hvilket ikke er socialt velset i Japan, er ikke nyt mere (se f.eks. de populære Lucky Star og WataMote: No Matter How I Look At It, It’s You Guys’ Fault I’m Unpopular!), men Umaru-chan er mere afslappet og nede på jorden slice of life end mange af de tidligere serier med temaet.

    Seriens centrale gimmick er forskellen mellem Umarus to personligheder, hendes maske udadtil som alle elsker og hendes sande, krævende nørdede jeg som hendes bror skal opvarte. Man kan ikke undgå at blive små-forelsket i hendes perfekte skole-jeg, og ofte frustreret og forarget over hvor meget hun kuer og tvinger sin bror i hendes chibi-form, hvilket giver en et nok bredere forhold til hende som person i forhold til normale anime personer der kun har én måde at opføre sig på uanset hvor de er.
    Seriens omdrejningspunkt er som sagt Umarus hverdagsliv og hvad der sker omkring hende og hendes bror og deres møder med deres nærmeste venner. Disse venner er mere stereotyper end Umaru selv, men de har alligevel nok dybe og karakter til at man ikke kan undgå at holde af dem, fra den storbarmede men ekstremt sky Ebina-chan over den lille og gloomy Kirie-chan til Kiries skumle og højtråbende storebroder Bomber.
    En rar ting er at selvom Umaru slipper af med at være modbydelig og tvinge sin storbroder til at gøre ting for sig det meste af tiden så får han indimellem nok og skælder hende ud. Det sammen med at det, for en gang skyld, ikke er en søskende serie der handler om et incestuøst forhold, gør at det samlet nok er et af de bedste og mest realistiske søskende forhold i anime i meget lang tid.

    Grafisk er serien ret simpel med pæne baggrunde, der ligner det virkelig Japan, og character designs der ikke er specielt komplicerede og detaljerede. De har en simpel farvepallette, hvilket gør dem lette at genkende, men der er alligevel karakteristiske træk nok til at de er tiltalende, men serien er ikke en man huske for de fantastiske designs – man elsker personerne for deres personlighed, hvor udseendet så understreger og -støtter dette.

    Det samme kan siges om stemmerne i serien, de passer rigtig godt til rollerne og især Umarus passer perfekt til hendes “to” personligheder, men de har ikke fået mig til at tjekke hvilke roller skuespillerne ellers har haft.
    Musikken er til gengæld så sparsomt brugt og fraværende at jeg ikke kan huske den uden at tjekke et afsnit, kun den hyper-aktive åbnings sekvens sidder fast i hukommelsen.

    Samlet er Himouto! Umaru-chan en glimrende komedie serie, der formår at få samlet sine rødder som 4-panel manga (der dermed havde nogle meget korte jokes) på en sådan måde at de enkelte jokes danner kæder der fylder et helt 24 minutters afsnit uden at det føles kedeligt eller langtrukket. Det er dog tydeligt at afsnittene består af en række scener, der er løst forbundne, men det gør ikke scenerne mindre sjove og skaber til gengæld variation så jokesne ikke er helt ens – omend temaerne er ret ensartede.
    Man kan ikke undgå at elsker personernes skævheder, og det er dem man vender tilbage til serien for at følge, men hvis man ikke er til mere realistisk hverdags slice of life krydret med chibi humor (jeg kender ikke piger i virkeligheden der bliver til chibier uanset hvor nørdede de er) bør man hoppe over serien, for der er ikke et fantastisk og episk fremadskridende plot, bare nogle personers hverdagsliv.

    Information

    Titel: Himouto! Umaru-chan
    Engelsk titel: My Two-Faced Little Sister
    Genrer: Komedie, skole, slice of life
    Vist på japansk TV: Sommer 2015 til efterår 2015
    Engelsk licens: Sentai Filmworks (disc), Crunchyroll (streaming)

    Videoer

    Den hyper-aktive åbnings sekvens

    Billeder

    Billeder fra Lost in Anime

  • Karen Senki

    Karen Senki

    Karen Senki foregår i en ikke alt for fjern dystopisk fremtid hvor robotter har overtaget magten på Jorden og menneskerne kun får lov at overleve i små reservater – omend der jævnligt udføres udrensninger i disse.
    Titel personen Karen er leder – eller nærmere kransekage figur- for den menneskelige modstandsgruppe “11”. Efter at hun mistede sin lillesøster Touka i krigen mod maskinerne har Karens hadet maskinerne og kæmper indædt for at befri menneskeheden – selvom de fleste mennesker affinder sig med deres skæbne og blot forsøger at få et så roligt liv som muligt.

    Det første man bemærker når man er Karen Senki er CGI animationen, der er noget af den flotteste set endnu – bedre end i populære serier som RWBY. Dette gør at Karen Senki har nogle fantastiske action scener, der er utroligt flydende og virkeligt fængende i den måde de er ekstremt overdrevne på – og heldigvis fylde de det meste af seriens 10 minutter korte afsnit.

    Grunden til at jeg siger heldigvis er at historien er noget ujævn og er lang tid om at fænge, at dømme ud fra anmeldelser på Nettet er mange blevet skræmt væk af det første afsnit, og jeg forstår dem godt. Temaet er dog et jeg rigtig godt kan lide, så jeg holdt ved, men det var først i de sidste 3-4 afsnit at jeg kom frem til at jeg egentlig godt kan lide serien og ikke bare så den af princip for at sige at jeg havde set den færdig.

    Karen Senki forsøger at formidle en kompleks fortælling, hvor de dominerende maskiner undertrykker mennesker og fjerner trusler i et forsøg på at blive mere menneskelige selv. Der argumenteres tidligt for at deres forsøg kan gøre dem til dårlige mennesker, hvilket skal overbevise os som publikum om at maskinerne kun har begrænset viden og forståelse af deres skabere, ligesom menneskeheden ikke virkelig forstår sig selv. Vi ser dette gennem arrogante robotter, der gør alt hvad de kan for at være mennesker som at købe dyrt kobe-kød selvom de ikke forstår glæden ved at spise maden, men siden mennesker gør det gør de det også.

    Karen Senki er kun på 11 afsnit, hvilket sammen med de korte afsnit skulle tro var med til at sikre en stram historie, men afsnittene har meget forskellige tempo, fortællestil og vinkel i stedet for at følge en fast narrativ stil. I det meste af serien irriterer dette, da man får brudstykker af et hele, men heldigvis viser det sig at hænge rimeligt sammen til sidst, omend vi stadig efterlades med en åben slutning og endnu flere åbne spørgsmål.

    En ting jeg fra starten faldt for var personernes udseende, der nok er noget klassisk men stadig virkeligt veludført, men de er da også designet af den erfarne og populære Kosuke Fujishima (Ah My Goddess, Sakura War, You’re Under Arrest) hvis stil jeg altid har synes om.
    Animationen er som sagt utroligt flydende og detaljeret på nogle områder, se f.eks. Karens kjole, men byen er meget simpel og kedelig – men den er så også bare en relativt irrelevant baggrund der skal springes i luften jævnligt. Ud fra dette bliver det dog spændende at se hvad Next Media laver som det næste, for studiet har helt klart potentiale på det grafiske område.

    Ud fra navnet forventede jeg en noget anden serie af Karen Senki, men præmissen er som sagt en der tiltaler mig meget (hvilket vel er lidt ironisk i forhold til hvor meget jeg har brugt af mit liv på at arbejde med computere og når jeg underviser i programmering), men seriens meget moderne (i mangel på bedre beskrivelse) CGI og ujævne fortællestil var ved at skræmme mig ved. Fascinationen ved settingen og de få brødkrummer af viden om verdenen mellem de hektiske og flotte kampscener fik mig dog til at holde ved, og det fortryder jeg ikke.
    Serien er ikke for alle, men hvis man vil have en hurtig serie med flotte action scener og ikke har noget imod at stykke plottet sammen undervejs er den værd at tjekke ud.

    Serien kan ses gratis og lovligt på Crunchyroll

    Billeder fra ArenaMax Anime Review

  • Lies of Astaroth

    Lies of Astaroth

    I “Lies of Astaroth” spiller en helt der rejser rundt og kæmper mod monstre. Hurtigt møder man Madisy, en udstødt budbringer for en af guderne. Sammen med hende fortsætter man sin rejse og får hurtigt en mission.

    Lies of Astaroth

    Man kæmper mod fjenderne i kortspil kamps og vinder guld og kort samt åbner op for næsten trin i den rent lineære historie.
    Man kan dog få flere stjerner jo flere krav op opfylder når man gennemfører et område, og når hvert over-område er helt i top får man et ekstra hemmeligt sted. Der er også små mini-dungeons, der reelt bare er mini-kort hvor man kæmper mod modstandere og samler ekstra mange-kort undervejs indtil man har “tømt” dungeonen. Typisk er der en af dem per kort-område.
    Dette er dog lettere sagt en gjort, for der er flere faktorer der kræves, alt fra de rigtige elementer til levels. Både dig selv og dine kort (og selvfølgelig modstanderne) har nemlig levels og kan dermed gøres bedre. Dine kort er yderligere delt i fem grader sjældenhed, men de højere grader er også dyrere at have i decket og langsommere om at komme i spil, så det balanceres en smule.

    Udover kampagnen kan man kæmpe mod andre spillere, både alene og i guilds, og der er en rangliste man kan kæmpe sig op ad.

    Lies of Astaroth

    Som sagt kan ens kort stige i levels, og hurtigt går størstedelen af ens tid i spillet på at samle guld og kort til at forbedre andre korts level med. Denne grund er spillets største problem, for det bliver hurtigt en repetitiv kamp for en sjælden gang at komme ét skridt videre i kampagnen.
    Kortene har også evner og for hvert femte level (start, 5, 10 og 15 med en ekstra evolution). Den øverste evne kan man udvikle yderligere, men det koster både kort og guld, mange kort og guld på de højeste levels, at udvikle sine kort.
    Disse evener essentielle for et vindende deck, og på højere levels er man nødt til at finde evner der modvirker modstanderens kort og indrette sin strategi efter dem. Dette giver spillet mere strategi end man umiddelbart ville forvente, dette aspekt er noget dybere heri end i mange andre spil i genren.

    Lies of Astaroth

    Grafisk er spillet udmærket og typisk for genren med et funktionelt interface, der dog aldrig forklares i dybden, så man skal selv regne det ud, og med flotte manga tegninger på kortene. Disse er alle af høj kvalitet og vil tiltale mange – det var dem jeg selv faldt for da jeg hentede spillet, men det at se min kort blive bedre der holder mig.

    Lies of Astaroth

    Samlet er “Lies of Astaroth” et glimrende eksempel på den i Japan ekstremt populære genre mobil-samlekortspil. Du skal dog være tålmodig og elske at se ting stige i level selvom det tager lang tid og megen grind.