Tag: anmeldelse

  • The World God Only Knows

    The World God Only Knows

    The World God Only Knows handler om den 17 årige Keima Katsuragi, der er berømt som Erobrings Guden på grund af hans fantastiske evne til at slå dating sims. Keima er konstant indhyllet i hans spille verden og vaner og vil ikke have noget med den rigtige verden og rigtige piger at gøre fordi de er “irrationelle”, og derfor gør han sit bedste for at undgå dem.
    Tingene ændrer sig dog en dag, hvor han svarer på en email der udfordrer ham til at erobre nogle piger. Det viser sig at han har underskrevet en kontrakt med helvede der kræver at han skal fange løse sjæle fra rigtige piger ved at få dem til at forelske sig i ham.
    Han får hjælp fra en midlertidig Løs Sjæle Jæger kaldet Elsie der lader som om hun er hans lillesøster for nemheds skyld. Keima skal nu erobre alle disse piger for at undgå at få hovedet hugget af – og det på trods af det faktum at han aldrig har haft nogen egentlig relation med dem før.

    The World God Only Knows

    Umiddelbart ligner serien en typisk harems-serie, men der har en unik drejning idet hver erobret pige praktisk nok mister erindringen om den tid de var sammen, hvilket reelt sørger for rent bord. Man kunne frygte at det ville være en let vej ud for forfatterne for at de kunne presse flest mulige kvinde arketyper, men det der sker får konsekvenser senere i serien, så den er ikke direkte episodisk.
    Selvom den ikke er direkte episodisk er den dog stadig meget opdelt med at Keima går fra pige til pige, erobring til erobring, hvilket kan føles en smule langtrukket efterhånden som man kommer ind i serien.

    The World God Only Knows

    Serien gør en del ud af at Keima vokser stille og roligt og hans syn på rigtigt kvinder bliver langsomt bedre.
    Sm den verdensfjerne person han er har Keima også monologer om forskellene mellem den rigtige verden og spillene, og han forklarer indimellem typiske ting i anime, hvilket er komisk for garvede anime seere og informerende for nytilkomne, der ikke ved hvad ting som tsundere er.

    The World God Only Knows

    En ting der overrasker givet temaet er mangelen på fanservice, hvilket sammen med de mere afrundede character designs der nærmest kan beskrives som “moe”, giver serien en mere afslappet vinkel på hele harem-temaet.
    Serien er også smækfyldt med referencer til otaku kultur, som den nørd Keima er vises hans værelse såvel som fyldt med spil og konsoller, og han refererer også anime og video-spils stereotyper som hjælp  til at løse opgaverne.

    The World God Only Knows

    Samlet er serien sjov og absolut værd at tjekke ud – hvilket du kan gøre gratis og lovligt på Crunchyroll.

  • The Mystic Archives of Dantal anime

    The Mystic Archives of Dantal anime

    Den unge mand Hugh har arvet et gods fra sin eccentriske onkel, der brugte sit liv og formue på at samle sjældne bøger.
    Det viser sig at der bor en ung pige, Dalian, i huset og at hun er nøglen til en skjult samling af den mørkeste, forbudte magiske litteratur. Idet han accepterer at blive den nye nøglebærer bliver han del af jagten på folk dee misbruger magiske bøger, og med hans kræfter som nøglebærer forsegler de magiske bøger og sikrer orden i England efter Første Verdenskrig.

    The Mystic Archives of Dantal er en lidt mere kompleks serie, der dog følger en striks episodisk formular. Undervejs får man lidt mere om personernes baggrund, men på grund af den episodiske struktur udvikler de sig ikke specielt.
    Det er mest af alt en form for overnaturlig detektiv serie, hvor man forsøger at samle trådene medens man ser serien, noget dens ikke kronologiske rækkefølge ikke hjælper med til. Den opbygger dog en stigende stemning undervejs, så på den måde er de vel planlagt af producerne.

    Lyden er udmærkede med åbningssangen “Cras numquam scire” (Aldrig at kende i morgen) af Yucca (med Daisuke Ono) og slutsangen “yes, prisoner” af maRIONnetTe der virkeligt fanger den gotiske stil.

    Tegnemæssigt er serien også glimrende, og indimellem bruger de andre stilarter som variation hvilket giver et bemærkelsesværdigt udtryk. Nogle steder skærer det lidt, men samlet har det en god effekt.
    Vi kan heller ikke komme uden om at character-designsne er noget blandede. De fleste er ret typiske, ikke specielt iøjnefaldene med normale hårfarver og tøj passende til perioden serien foregår i – omend dette vel også er bemærkelsesværdigt i sig selv, at de går efter en mere realistisk stil uden at miste “anime udtrykket” i øjne etc. Dantal har dog nogle virkeligt flotte gothic lolita kjoler, der nok skal tiltrække folk til serien.


    Samlet er serien ganske glimrende omend noget ujævn, men den er absolut underholdende og har en glimrende stil man ikke ser så ofte.

    Serien kan ses gratis og lovligt på Crunchyroll.

  • Ugens anime: Cat God

    Ugens anime: Cat God

    Jeg er tilbage med anime I kan streame gratis og lovligt, nemlig Cat God der kan ses på CrunchyRoll.


    Serien handler om en række japanske guder, der bor blandt almindelige mennesker her i det 21 århundrede. Den primære gud/hovedperson er Mayu, en katte gudinde der er blevet smidt ud fra den guddommelige verden. Hun bor hos Yuzu, der er en forældreløs menneskepige der driver en antikvitetsforretning hun har arvet af sine forældre. Vi hører om de forskellige problemer de lokale guder har, og undervejs støder vi på Sol gudinden, Måne gudinden, Inaris ræve tjenere, gudinden for fattigdom, kirsebærblomst gudinden, en drømmespiser, en spøgelseskat, dæmon rotter og flere til.

    Det hele er meget kaotisk, især i første del af serien der ikke har et dybere plot, men dette ændrer sig midt i serien. Ikke at det komiske og kaotiske forsvinder, men serien får et mere sammenhængende plot og seriøse øjeblikke i anden halvdel.

    Animationen og billederne er simple men skarpe; de gør deres job og passer godt til seriens stil med dens chibi tegnefilmsagtige stil.

    Musikken er ret standard for nyere serier med generisk musik i løbet af afsnittene og fængende pop åbnings og slutsange. Ikke noget man ønsker at købe på CD men de gør deres job.

    Samlet er det en udmærket og underholdende kaos komedie, og man lærer en smule om japansk overtro og religion undervejs hvilket jo ikke skader.

    Billeder Kitsuneverse

  • Death Note live action

    Death Note live action

    Light Yagami er en jura-studerende der er skuffet over lovens manglende effektivitet i at håndhæve retfærdigheden.  En dag finder han en mystisk notesbog der gør at han kan se en Shinigami (dødsgud).  Shinigamien, Ryuk, forklarer at hvis en persons navn skrives i notesbogen så vil vedkommende dø.  Således begynder Light systematisk at dræbe alle kriminelle der ikke er blevet dømt.
    Politiet begynder at jage selvtægtsmanden de kalder ‘Kira’. De ledes af den geniale men meget underlige detektiv L.  Antallet af døde stiger støt medens Light forsøger at skabe en verden fri for kriminalitet, men  L er lige i hælene på ham.
    Hvis du har læst mangaen eller animeen kender du historien, omend slutningen er anderledes.
    Filmens skuespillere klarer rollerne fint, omend de ikke helt ligner deres anime/manga forbilleder – men spiky og sorte rande under øjnene ser altså også bedre ud tegnet end på mennesker, så det er ok. De gengiver dramaet i de to personers væremåder fint, Lights mimik og opførsel er lige så meget røvhul som han skal være og L sidder og er lige så underlig som man kender ham. Ryuks 3D animerede form er dog ret ringe og springer grelt i øjnene alle scener han er med i.
    Filmens opbygning er fornuftigt, historien stiger støt mod et crescendo og der er nogle overaskende dramatiske scener undervejs og som sagt en overraskende slutning.
    Samlet er den en udmærket filmatisering af en manga og klarer sig fint som live action hvis man kan leve med den elendige 3D model af Ryuk.
  • Nier

    Nier

    Den moderne verden er i ruiner og hundreder af år efter lever resterne af menneskeheden videre i små samfund hvor de driver landbrug, fisker, jæger og gennemsøger ruinerne af vores tidligere storhed.

    Spillet lægger ud med at vise de sidste dag af den moderne verden, hvor en ond bog får en mand til at give sig sin sjæl mod at han får evner til at forsvare sin datter mod ødelæggene skygger…
    Titel- og hovedpersonen er Nier, omend man på klassisk maner kan kalde ham hvad man vil, en stor og grov eventyrer som folk kan hyre til at klar forskellige opgaver medens han leder efter en kur til hans dødssyge datter. Han får hjælp af en anden magisk bog, Grimoire Weiss, og de har et godt samspil selvom de nærmest skændes konstant.

    I de mørke steder i verden lurer der dog stadig en mystisk fjende kun kendt som skygger, og som skyggerne bliver stærkere mindskes de sidste menneskers chance for overlevelse…

    Undervejs møder man flere personer, både befolkningen i landsbyen men også to der hjælper en, pigen Kaine der er besat af en skygge (der er i den japanske udgave var hermafrodit som udslag af hendes besættelse) og en drenge, der er noget helt andet end han lader til. Men hvilken rolle har de tidligere nævnte magiske bøger i verdens skæbne?

    Nier er dystert, man hjælper godt nok folk men der er hele tiden en følelse af håbløshed og der er flere slemme overraskelser undervejs. Historien er dog stadig fængende omend tempoet er lidt uens undervejs. Det er værd at slå fast fra starten at der er meget blod i spillet, næsten alting bløder når det bliver ramt af Niers kæmpe sværd, og Kaine render rundt i lingeri så der er også en del seksuelle undertoner. Når det er sagt er det dog ikke fordi der bliver gjort noget ved det seksuelle, Kaines provokerende tøj er blot endnu en måde hun er aggressiv på.

    Dette er dog ikke spillets største ankepunkt, det er nemlig grafikken. Nier ser ikke specielt godt ud, og her taler vi ikke kun om det æstetiske ved hovedpersonen. Områderne er en anelse ensformige og kedelige, i den simple ende for selv 360eren, men indimellem er der virkelig smukke scener der bløder det noget op. Mange af stederne man kommer har da også et fantastisk design, konceptet i den “svævende” bjergby og ørkenbyen med “floder” af sand er spektakulære, men de lades noget i stikken af simple og halv-flade tekskturer.
    Lyden er til gengæld glimrende, der er tolerable engelske stemmer og en glimrende musik. Især Kaine er fint ramt, også selvom hun bander meget, men selvom den er flot kan musikken blive en anelse repetitiv i længden da man ender med at besøge de samme områder mange gange.
    For godt nok er spillet ret langt, men der er ikke specielt mange områder i spillet, og man ender med at gå frem og tilbage mellem dem rigtigt mange gange.
    Nier er nemlig en blanding af eventyr og hack and slash rollespil, og man rejser rundt og løser opgaver. Der er også nogle sekvenser med tekst eventyr og 2D platformspil, med hovedvægten er på at rejse rundt og slås.
    Man kan samle en god del våben i spillet, og de kan alle opgraderes. Selvfølgelig er der også magi, der leveres ved hjælp af ens flyvende bog. De styres med knapperne bagpå kontrolleren, og det fungere ganske udmærket selv i kampens hede.
    Kampene er i første omgang ret simple, man trykker på knapperne og selvom det bliver hektisk bliver det aldrig kompliceret. Når vi kommer til boss-kampene, og de kommer jævnligt og er veludførte, så skal man dog tænke over hvilken magi man bruger for at kæmpe optimalt i hvert trin, for alle bosser har flere trin man skal igennem for at besejre dem. Dette er nok spillets kamp-mæssige højdepunkt og absolut i den gode ende for genren.
    Når man rejser rundt kan man samle sten og planter som man skal bruge i side-quests eller kan opgraderes ens ting med, og der er også en lille have man kan så ting i for at tjenere flere penge. Dette er dog langt fra nødvendigt, for jeg endte meget hurtigt med at få et enormt overskud selv når jeg købte de dyreste våben. Derudover var høst-delen ret besværlig og ikke underholdende nok til at spilde tid på efter min mening, omend det værste “mini-spil” i den retning er fiske muligheden, der er noget af det ringeste af den slags jeg har set hidtil – og hvis man har fisket i andre spil ved man at det siger en del.
    Spillet har flere slutninger, fire for at være præcis, og en rar ting er at man efter første gennemspilning kan spille videre fra omkring midten af (hvor der sker noget centralt for historien).

    Samlet er Nier en svær størrelse af anbefale. Det har sine flotte øjeblikke men er generelt ret uinspirerende grafisk og der er frygteligt megen løben gennem de samme områder. Til gengæld er historien ganske fængende og selvom man hele tiden overvejer om det er det værd spiller man alligevel videre og tilgiver det til tider klodsede gameplay.

    Type: Rollespil, hack and slash, eventyrspil
    Genre: Fantasy
    Platform: X-box 360 og PlayStation 3 (skrevet ud fra den europæiske X-box 360 udgave)

  • Resident Evil: Damnation

    Resident Evil: Damnation

    Leon Kennedy er i et lille øst-europæisk land præget af løsrivelse fra Soviet og revolution i hans evige jagt efter B.O.W (Bio Organic Weapons, våben til biologisk krigsførelse). Snart finder han dog ud af at der er mere rod i revolutionen end som så og en del flere B.O.W.s end frygtet…

    Resident Evil: Damnation

    Så fik jeg set den anden animerede Resident Evil film, Resident Evil: Damnation (2012 – jeg har ikke set Degeneration fra 2010 endnu) og medens den i modsætning til de live action filmene var spillerne tro viste den sig at være den ringeste af filmene. Det virkede mest af alt som en lang FMV sekvens og ofte savnede jeg at gribe styringen af Leon. Tempoet, sceneskiftene og i det hele taget opbygningen virkede også mere som et spil, som om spil-afdelingen lige skrev en film i kaffepauserne.
    3D animeringen var ok, men heller ikke vildt meget bedre end spillerne på selv min 360er.
    Stemmelægningen var også lige så ringe som i spillene så samlet en noget lunken oplevelse.esi

  • Haiyore! Nyaruko-san

    Haiyore! Nyaruko-san

    Historien handler om en almindelig dreng Mahiro Yasaka, der møder det menneske-agtige rumvæsen Nyarlathotep (Nyaruko) der ligner en pige med sølvfarvet hår. Rumvæsnerne har dannet grundlag for den kendte Cthulhu mytologi kendt fra forfatteren Lovecraft, men Nyaruko foretrækker sin menneskeform. Det gør de fjender, der indimellem dukker op og angriber Mahiro dog, men heldigvis er Nyarukos mission at forsvare ham.

    At hun så samtidig kan udforske menneskehedens populærkultur, som hun elsker, er en meget stor bonus, og at Mahiro lige er hendes type fik hende til at melde sig til missionen med stor entusiasme.

    Serien virker ved første øjekast som en typisk normal-fyr-møder-en-underlig-pige (og der kommer flere til i senere afsnit ud fra introen), men selvom formularen er set mange gange før og ikke ligefrem frisk formår serien stadig at underholde og undgå de værste fælder for genren – der er godt nok en nøgenscene men den virker ikke overdrevet ecchi eller påklistret.

    Serien opnår denne charme ved at have en enormt høj energi, der sker noget konstant i serien og der er ingen rolige stunder. Dette er både godt og skidt, man bliver næsten forpustet af at tempoet men samtidig keder man sig ikke og når næsten ikke at tænke over hvor cliche det hele er. For trods seriens blanding af parodier på kendte (og af mange elskede) elementer som Cthulhu guderne, piger der elsker otaku kultur og blodige kampscener så er den noget tynd og holdes kun oven vande af tempoet.

    Grafisk er serien udmærket men ikke fantastisk. Character designsne er heller ikke usædvanlige, men tiltalende – Nyaruko er sød og har en karakteristisk uniform, og hendes grå hår med totten foran – der i virkeligheden er en parodi på Nyarlathoteps klassiske tentakel – er da iøjnefaldende. Hvad der også faldt mig i øjnene er en ret realistisk kropsbygning af pigerne, deres bryster er ikke for store og deres taljer ikke for smalle, de har en typisk ung (japansk) pige krop, rart til en afveksling.
    Mahiro har det klassiske mandlige hovedperson udseende for den slags serier, og den eneste anden nævneværdige mand (hans gode klassekammerat) ser også fuldstændig ud som man kunne forvente.

    Lydsiden er ikke bemærkelsesværdig, Nyaruko har en stemme der passer godt til hendes hyper-aktive væremåde men samlet er hverken stemmer eller musikken (heller ikke åbnings- og slutsangen) noget jeg huske bare få timer efter at have set afsnittet.

    Samlet er serien dog underholdende, mest på grund af tempoet og det konstante bombardement af jokes og parodier der leveres af nogle tiltalende personer. For Mahiro er ikke så patetisk som den typiske mandlige hovedperson i den slags serier, han siger jævnligt fra overfor Nyaruko, og på trods af hendes dominerende, frembrusende og jeg-er-over-det-hele personlighed er der alligevel noget ved Nyaruko der tiltaler mig – eller også er det bare det at hun er en Elder God og jeg ikke kan gøre andet.

    Serien kan ses lovligt og gratis online på Crunchyroll

    Billeder Sankaku Complex (ADVARSEL! Siden indeholder materiale der er 18+)

  • Tono to Issho

    Tono to Issho

    Tono to Issho er en serie på to sæsoner af ekstremt korte afsnit; sæson et havde undertitlen “1 minute theatre” og i sæson to blev afsnittene forlænget til tre minutter.
    Den handler om en række kendte hærledere fra Japans historie, dengang landet stadig var feudalt og en krigsherre en mand man så op til og respekterede. Men var de så stærke af karakter eller i virkeligheden ret underlige?

    Serien er sort, meget sort. De historiske personer bliver virkelig paroderet på det groveste, men man kan alligevel tydeligt genkende dem ud fra myterne.
    Grafisk er serien ekstremt simpel, det kunne let være små animationer som dem man ser beregnet til brug på Internettet, character designsne er tydelige men ekstremt simple, baggrundene grænsende til ikke eksistrende og animationen hakket til stilbilleder der bare trækkes.
    Så man ser ikke serien på grund af dens tekniske aspekter, kun på grund af humoren. Og humoren er da sjov, noget grovkornet men sjov, men det er godt at afsnittene ikke er mere end nogle minutter lange, for så ville det være for meget.

    Serien er udmærkede, sjove sorte småbidder, men man får absolut mest ud af det hvis man er rimeligt inde i kendte japanske generaler, for eller er det bare underlige folk.

    Original titel: Tono to Issho (殿といっしょ)
    Genre: Komedie, historisk
    Alder: Alle – omend de yngste ikke vil forstå humoren
    Studie: Gathering
    Internetet Streaming: Crunchyroll

  • Arriettys Hemmelige Verden

    Arriettys Hemmelige Verden

    En knappenål kan bruges som klatrestav, en sukkerknald holder i flere uger og en tøjklemme bliver et flot og praktisk hårsmykke. Alle vores dagligdagsting får i hænderne på Arrietty og hendes familie en helt ny betydning, når de kun 10 cm høje minimennesker, også kaldet ’lånere’, går på rov i menneskenes gemmer. Lånere hedder de, da de kun tager ting, som menneskene kan undvære, og som de formentlig aldrig vil opdage er forsvundet. De lever under gulvbrædderne i de menneskehuse, de bebor, og er dybt afhængige af, at ingen opdager, at de findes.

    Arrietty og hendes forældre har længe boet under gulvet i det store finurlige hus uden for Tokyo, og tilsyneladende har husets to beboere – en ældre dame og hendes husholderske – aldrig opdaget, at der ligger en lille hjem under deres. Arriettys smånervøse mor bevæger sig aldrig op til jordens overflade, men passer hus og laver mad i de sirligt indrettede, underjordiske lokaler. Det er Arriettys far, der sørger for at låne de ting, der er brug for. Da hans oplevelseshungrende datter en dag gerne vil med, får hun lov – dog under strenge påbud om ikke at blive set af noget menneske. Menneskene, formaner hendes mor, repræsenterer den største fare for lånere. Bliver de set, er de nødt til at flytte videre.

    Dagen forinden har Arrietty dog uden at fortælle det til sine forældre, haft øjenkontakt med menneskedrengen Sho, der er på besøg hos sin tante i det store hus. Men Arrietty undlader at fortælle om episoden for ikke at bekymre sine forsigtige forældre unødigt.

    Afsted på sit første lånertogt, hvor hun og faderen blandt andet har skaffet en sukkerknald til husholdningen, lykkes det imidlertid ikke Arrietty at holde sig skjult, for i børneværelset overraskes de af Sho, der synes det er meget spændende med de små væsener. Sukkerknalden dratter på gulvet, og Arrietty og hendes far må styrte slukørede hjem. I første omgang fortæller de ikke den bekymrede mor, hvad der er sket, men efterhånden er det umuligt at holde det hemmeligt, og sammen beslutter forældrene, at det er på tide at flytte. Det er simpelthen for farligt at blive, når de én gang er opdaget.

    Men Sho og Arrietty har udviklet et nysgerrigt bånd, der trodser deres forskelligheder. Arrietty er ligeså fascineret af menneskeverden, som Sho er af hendes, og i selskab med Sho er det svært for Arrietty at forstå nødvendigheden af at flytte, da deres umage venskab bringer dem begge glæde.

    Men den nævenyttige husholderske opdager, at Sho holder noget skjult for hende, og snart er nyheden om lånerfolket ikke længere hemmeligholdt. I skjul brækker hun gulvbrædderne op og snupper Arriettys mor og propper hende, trods højlydte protester, i et syltetøjsglas, hvor hun har tænkt sig at gemme hende som bevis på sin opdagelse. Det lykkes dog Sho og Arrietty at redde moren, men med ét er uskylden endegyldigt tabt.

    Arriettys Hemmelige Verden er den næst-nyeste Ghibli-film og den nyeste til at ramme Danmark.

    Grafisk er filmen flot – som vi forventer af film fra Ghibli studiet. Baggrundene er utroligt detaljerede og flotte med så mange småting på, at man kunne bruge dem som malerier, og animationen af personerne er fuldstændig flydende og de har den klassiske Ghibli tegnestil.

    Filmens lydside er helt i top med fængende baggrundsmusik og virkelig velvalgte lydeffekter. Musikken skaber et godt underlag og er umiskendeligt et Ghibli lydspor, hvilket kun er godt ment. Der er nogle fabelagtige lydeffekter, der understreger Lånernes størrelse, som når Arrietty glider ned af et blad.

    De danske stemmer er generelt udmærkede omend nogle roller gør det langt bedre end andre. Haru, hosholdersken, har en god mimik og liv i sin stemme medens Sho virker ret flad og næsten uinspireret; man kan selvfølgelig argumentere for at som en dødsyg dreng skal der ikke være for meget liv i ham, men det grænser til at stemmelæggeren lyder som om hun kedede sig. Resten af holdet er udmærket, og den danske tale gør at alle kan være med, selv mindre børn som vil elske de små mennesker.

    For filmen er til hele familien, fra de mindste børn man kan forsvare at have med i biografen til gamle bedstefar. De voksne får godt nok ikke megen action og spidsfindigheder som kun de forstår som i de nyere amerikanske film som  Shrek, men til gengæld er detaljer nok til at holde dem fanget, og historien er uden virkelig ondskab eller skræmmende scener så de helt små trygt kan se med. Det skal ikke tages som om der ingen problemer og modstand er i filmen, der er skam scener med spænding og hosholdersken er ret led, men det bliver aldrig virkelig skræmmende og man sidder virkelig med en feel-good følelse hele vejen igennem.
    Man kan dog godt mærke, at det ikke er Miyazaki idet hans kendetegn mangler, herunder de shinto inspirerede scener og den miljømæssige pegefinger er ikke så stor som i hans film – omend der er en scene med en monolog om truede arter der nærmest virker påklistret. Den ny instruktør Hirosama Yonebayashi har dog en glimrende følelse for tempo og har formået at lave nogle virkelig flotte scener der fremviser personernes forskellige størrelser. Historien er dog langt fra det episke niveau som mange af Miyazakis film har, Prinsesse Mononoke, Det Levende Slot og Nausicäa for blot at nævne dem, der er udkommet i Danmark, og mere i dur med Min Nabo Totoro og Ponyo, men det er der intet skidt i, det er ikke alle historier der behøves handle om ting der kan ændre verden og livet for mange, nogen gange er nogle få væsners oplevelser nok. Og oplevelser er der nok af i filmen, men i det små og i en størrelse så alle kan være med.

    Absolut top familie-film som alle vil elske fra de mindste til de største. Det er ikke Miyazaki på godt og ondt, men filmen skal ikke regnes for mindre af den grund, den er blandt de bedste familie-film lavet i dette årtusinde.

  • Fairy Tail manga

    Fairy Tail manga

    Den unge troldmand Natsu kommer til en havneby på jagt efter en magiker med tilnavnet Salamander. Der er bare det problem, at Natsu lider slemt af transport-syge, så hans rejse er ikke just behagelig.

    I byen møder han pigen Lucy, der også kan magi.Hemmelig drømmer hun om at komme med i et magiker-laug, måske endda det berømte og berygtede Fairy Tail, der altid løser sin opgaver men for det meste også forårsager massive ødelæggelser.

    Først da Natsu redder hende fra nogle banditter indser hun, hvor stærk han er og hvor han kommer fra…

    Fairy Tail er lavet af den erfarne manga-ka Hiro Mashima (RaveMaster), og det er tydeligt, at han ved hvordan man opbygger en shounen fantasy action manga. Hans tidligere Rave, der er samme genre, var også et kæmpe hit med 35 bind og en anime-serie på 51 afsnit. Fairy Tail er også blevet lavet til en anime, der overgår sin forgænger med 104 afsnit, og den kører stadig på japansk TV, omend mangaen “kun” er på 29 bind endnu, men den forsætter også stadig så mon den ikke også bliver længere.

     

    Tegnemæssigt er Fairy Tail mere “cartoony” end mange andre mangaer med et væld af underlige personer og monstre, men det ser man selvfølgelig oftere i shounen genren. Den er dog tættere på main stream manga i stilen end nutidens konge over shounen, One Piece, men den er noget i samme retning, og jeg har set folk tage fejl af de to tegnere ved første øjekast.

    Selvom Mashima er en erfaren mangka virker nogle af personerne dog indimellem lidt usammenhængende fra panel til panel, som han ikke altid rammer dem perfekt. Dette bliver selvfølgelig bedre i løbet af mangaen, men med hans erfaring skulle man tro han ramte plet helt fra starten af.

    Udover dette sprudler mangaen af liv rent grafisk, og billederne former sammen med den fængende og flydende historie et levende og spændende univers, der kører der ud af i et højt tempo.

    Samlet er Fairy Tail en glimrende shounen manga, der måske ikke er helt i toppen af genren men stadig har en velfortjent stor fanskare. Hvis du kan lide eventyr bør du absolut tjekke den ud.

    Original titelフェアリ・テイル
    Genre Shounen, action, magi
    Skabt af: Hiro Mashima
    Begyndte 23 august 2006 i Weekly Shounen Magazine, kører stadig
    Antal bind 63
    Udgives i Japan af Kodansha
    Ugives i USA af Kodansha Comics
    Udgives i Tyskland af Carlsen Comics
    Udgives i Frankrig af Piká Edition
    Udgives i Spanien af Norma Editoreal

  • Katteni Kaizou

    Katteni Kaizou

    Kaizou Katsu er en ung mand, der er så dum at han tror på alt hvad han får at vide. Han har været sådan siden han faldt ned fra et legestativ som barn, noget hans bedste veninde Umi var skyld i men ingen ved.
    En dag læser Kaizou om UFOer og er overbevist om at der er aliens om monstre omkring os. Da han går rundt på skolen bliver han  ramt af hovedet fra en tabt anatomi-dukke, som han tror er et monster, og han bliver bevidstløs. Han vågner i videnskabs-klubbens lokale, da de fandt ham, og han tror straks at de har lavet ham til en cyborg. Klubbens leder kan virkelig godt lide at drille folk, så hun gør hvad hun kan for at overbevise ham om at det er sandt, til Umis store irritation. Hun har nemlig svært at beskytte Kaizou mod sig selv da hun føler sig skyld i hans dumhed…

    Katteni Kaizou er en sort gag manga, der bliver mere og mere sort jo længere den fortsætter. Humoren er primært bygget over de underlige ting Kaizou gør i sin indbildning, og ofte så plat at man næsten ikke gider læse videre men alligevel ikke kan lade være bare for at se hvilke underlige ting der sker på næste side.
    Mangaen er specielt godt tegnet, men stregen passer godt til og understreger gagsne, men baggrundene er så neutrale at man ikke lægger mærke til dem og personerne ikke specielt flot tegnede og attraktive, men trods alt lette at kende forskel på.

    Det er altså for humoren man læser mangaen, og langt ude humor har altid fans – og man kan ikke benægte at Kohji Kumeta mestrer genren.

    Original titel: かってに改蔵
    Genre: Komedie, voksen, kærlighed, skole, shounen
    Skabt af
    : Kouji Kumeta
    Udgives i Japan af: Shogakugan

  • 100 Ways of an Exorcist

    100 Ways of an Exorcist

    Mayu Kodabutsu er netop kommet på en ny skole, og selvom han ikke har fået mange venner endnu har han allerede efter tre dage fået et kærestebrev fra den sødeste pige i klassen, Yuuko Hai.

    Istedet for at blive misundt af de andre i klasen, som han forventer, har de ondt af ham. Yuuko er nemlig en shaman, der sender ånder tilbage til dødsriget med De 100 Veje.
    De fyre, som hun har vist interesse, er alle kommet ud for skræmmende ting eller endda forsvundet, og meden Kodabutsu hurtigt forsøger at overtale sig selv til at slå op med hende kan han ikke gøre det, da hun er så sød…

    Tegnestilen er sød og  med mange små detaljer i bedste shoujo stil, men historien er noget simpel og ret tynd. Hvert kapitel er “ugens spørgelse” uden nogen anden progression end at nummeret på den af de 100 Veje som Yuuko bruger stiger.
    Personerne har nogle få egenskaber, som er virkeligt fremtrædende og klassiske for genren. Kodabutsu forsøger at være populær og mere hård selvom han er en typisk skoledreng, men inderst inde er han god med ånder og synes at Yuuko er virkelig sød. Yuuko vil gerne hjælpe alle ånder og er faldet for Kodabutsus godhed, som han ikke ved at hun har set.

    Samlet er der altså ikke det store at hente i hverken historie, der dog har nogle interessante ånder hver uge, og de ret flade personer, men tegnestilen gør at det svarer til de halskæder man kan få af farvede sukkerkugler: de er søde og beregnet på de yngre, men ældre kan også få en kort glæde af dem.
    Original titel: 幽子ちゃん100連発!!
    Genre: Komedie, kærlighed, skole, overnaturlig
    Skabt af: Kei Kusonoki
    Udgives i Japan af: Shogakugan