Der er mange måder at se hvilke serier der er populære på, men en af dem jeg typisk anser som mest valide er det japanske underholdsningsbranche statistik bureau Oricon. De har dog endnu ikke udgivet en omfattende anime-seer-rangliste for første kvartal af 2025. Derfor vil jeg nu, hvor der trods alt gået nogle uger efter sæsonens afslutning, kigge på andre kilder.
Data fra NicoNico, en stor japansk videoplatform, giver således indsigt i den mest populære anime i vintersæsonen 2025 i Japan.
Ifølge NicoNicos placeringer var de bedste anime-serier:
Medalist En sportsanime der handler om kunstskøjteløb, “Medalist” fængslede publikum med sin overbevisende fortælling og dynamiske animation.
Zenshu Den originale “Zenshu” anime er produceret af det populære studie MAPPA. Det originale fantasy-drama følger en animator, der transporteres ind i sin egen skabte verden, og giver en metakommentar om historiefortælling og kreativitet.
Momentary Lily Serien foregår i en post-apokalyptisk verden og kombinerer action og følelsesmæssig dybde, mens den udforsker livet for unge kvinder, der kæmper mod robotangribere, mens de finder trøst i fælles måltider og kammeratskab.
Sakamoto Days Denne actionkomedie er en adaption af den populære Shonen Jump-manga. Den handler om en pensioneret lejemorder, der navigerer i hverdagen, mens han konfronterer rester af sin fortid.
The Apothecary Diaries Season 2 Sæson 2 fortsætter fortællingen om Maomao, en klog apoteker ved et kejserligt hof. Anden sæson dykker dybere ned i hofintriger og medicinske mysterier.
Mens Oricons specifikke seertalsdata for anime i 1. kvartal 2025 afventer, fremhæver disse placeringer fra NicoNico de serier, der har givet mest genklang hos det japanske publikum i vintersæsonen.
Den 17. februar løb J-Popcon 2023 af stablen. J-Popcon er Danmarks største arrangement for fans af japansk populærkultur, og alt muligt andet rundt omkring det. Så hvad er det egentlig for en slags folk der bliver samlet hos J-Popcon?
Det mest oplagte kan være at sige det er fans af japansk anime og manga, det er jo det som hele arrangementet springer ud af. Når man ser på billeder derfra, så kan man ikke undgå at lægge mærke til hvor mange der trækker i cosplay-kostumer. Men man skal faktisk ikke se så meget længere for også at få øje på dem der elsker spil af alskens slags fra Japan, Kina og Korea, dem som er kæmpefans af idolgrupper fra Fjernøsten, dem som ønsker at fortælle alle og enhver om den traditionelle kultur fra landene i området, og hundredvis af andre interesser.
Fredag eftermiddag i receptionsområdet og spiseområdet, kort efter J-Popcon var åbnet for besøgende.
Selvom der først blev slået op for dørene fredag kl. 16, så var det muligt at komme til DGI Byen allerede fra tidligere på dagen og hente eller købe sin billet. Det ligger lige klods op ad Københavns Hovedbanegård, så det er enormt let at komme til med toget. Til gengæld kan det være ret dyrt at parkere, hvis man kommer i bil. Der var indrettet et stort køområde i foyeren, men jeg mindes ikke at jeg på noget tidspunkt så det blive fyldt ud, tjek-ind og billetsalg virker til at have fungeret meget glat i år. Desværre samlede køen sig til gengæld foran garderoben, hvor der næsten konstant var ventetid for at komme til.
Garderoben lå også i år i Øksnehallen, sammen med madboderne og den store scene. I forhold til at det er februar, koldt og blæsende, er det ikke altid det mest praktiske at måtte gå udenfor for at komme af med eller hente sin jakke, taske, med mere, men bortset fra den store storm fredag aften så slap vi i det mindste for regn og sne.
Da garderoben lige var åbnet var der stadig god plads til både overtøj og oppakning. I madboderne blev der blandt andet serveret japansk karry med ris.
Madboderne i år kunne blandt andet tilbyde japansk karry, vegansk, eller med kød som tilvalg, taiwanske bao-brød med fyld, koreanske hotteok-pandekager og bibimbap, boble-te (boba) i et utal af kombinationer, og meget mere. Der var god plads til at finde et sted at sidde, og en behagelig atmosfære, selvom der ofte kunne være en del ventetid efter at have bestille sin mad, før den var klar. Ud over de muligheder er der naturligvis også masser af andre steder at finde mad i området omkring Hovedbanegården, og jeg så også flere gange nogen der sad med pizzabakker med mere.
Åbne områder
Det er efterhånden mange år siden J-Popcon flyttede fra Valby til DGI Byen, men det betyder ikke at der ikke er plads til fornyelser i hvordan pladsen bliver brugt. Der var i år meget mere fokus på Artist Alley, som nu ligger helt centralt, næsten lige efter indgangen, i den hal hvor Game Room tidligere har ligget. Artist Alley er stedet hvor tegnere, smykkeskabere, og andre hobby-kreative kan få et stadebord og sælge sine egne kreationer. Der var helt fyldt på alle pladser, og altid stuvende fuldt af besøgende, ude efter at opdage en ny kunstner, og finde nye ting at dekorere sine tasker, telefoner, og værelser med.
Artist Alley var stuvende fuldt hele weekenden. Man kunne som altid også prøve mange genrer af spil i Game Room.
Game Room var til gengæld flyttet to etager op, til hvor der de seneste år har været brætspil, i et udmærket åbent område, med flere mindre lokaler omkring til mere specialiserede spil. Personligt var jeg særligt glad for at nogen dedikerede fans havde fået to originale, japanske arkademaskiner med for to af de særlige musikspil man kun finder i spilarkaderne, Sound Voltex og Jubeat. Selvom det var arkademaskiner der normalt ville kræve betaling per spil, var de begge sat op til at kunne spille gratis, og der var mange forbi for at prøve dem.
På første sal, samme niveau som adgangen til Artist Alley, var der igen i år placeret et stort manga-læsehjørne, samt karaokerum. Begge dele fremragende steder at tage hen hvis man vil trække sig lidt tilbage. I manga-læsehjørnet var der stillet både lænestole, lave borde, og almindelige borde og stole op, som blev godt udnyttet til ikke bare at læse i de mange bøger i reolerne ved siden af, men også bare slappe af med sin telefon, eller for eksempel spille kortspil med nye og gamle bekendtskaber.
Området med manga-bibliotek gav god muligheder for at sætte sig ned og slappe af med en bog, venner, eller bare tage lidt alenetid.
Der var mulighed for at bestille et privat karaoke-rum, hvor man kan hygge sig i en mindre gruppe, selvom de hurtigt blev fuldt booket. Der var naturligvis også den åbne karaoke, hvor alle kan komme og gå, og få en sang på ventelisten hvis man også har lyst til at synge selv. Desværre var den åbne karaoke lukket om fredagen, da den svenske gruppe som drev den, ikke kunne krydse Øresund på grund af stormen Otto. Her blev der sunget fra klokken 12 middag om lørdagen til 2 om natten, og igen fra 12 søndag indtil con’en lukkede. Mooncat Karaoke, som værterne for det hedder, har ikke bare japanske sange fra anime, men også fra adskillige kendte film og musicals, japanske og koreanske idoler, Vocaloid-sange, og mere.
På tredje sal lå Maid Café, som jeg desværre ikke fandt tid til at besøge i år. De gange jeg var deroppe, så den dog ud til at være meget populær, og der var kø til at få et bord. Om aftenen tonede de konceptet lidt ned, og ændrede til mere normal café.
En anden mulighed for at koble ud og slappe af var i 18+ Lounge, ved siden af foyeren. Der kunne man blandt andet låne forskellige spil til at hygge sig med, få en drink, eller bare læse lidt manga der var for voksen-orienteret til at stå i det almindelige manga-bibliotek.
Når alt det er sagt, så er det ikke til at komme uden om at et arrangement af denne type også betyder at der er rigtig mange mennesker samlet. Der ganske vist er indrettet så man også kan komme rundt med kørestol og andre hjælpemidler, og toiletterne er mærket til alle køn, men der er stort set ikke noget sted hvor man ikke er omgivet af andre, og man kommer næsten uvægerligt til at støde ind i andre. Derfor har J-Popcon også et sikkerhedshold der lover at kunne komme hurtigt og hjælpe, hvis man kommer til skade eller bliver dårligt tilpas, uanset hvordan eller hvorfor.
Foredrag og events
Men der er naturligvis mere end bare åbne områder til et konvent, der er også foredrag, opvisninger, konkurrencer, og workshops. De blev holdt i flere forskellige lokaler og sale rundt omkring, både små og store. Jeg deltog desværre ikke selv til særlig mange af disse præsentationer og events, og kan derfor heller ikke fortælle så meget om dem, men emnerne var blandt andet: Tegning, tegneserier, og illustrationer, cosplay både som kostumefremstilling og optræden, spil både som spiller og som skaber, streaming og vtubing, baggrundsviden om industrien og oversættelser, og meget mere. Man kan stadig læse hele programmet på J-Popcons hjemmeside for at få en smag på hvad der skete. Selv syntes jeg at foredraget med den kendte oversætter Mette Holm var ganske spændende.
Der blev blandt andet holdt foredrag om oversættelse af japansk litteratur, teknikken bag vtubere, og hvordan man kan komme i gang med live-streaming selv.
Dem som har været i DGI Byen før, kan måske huske nogen mørke trapper når man vil ned fra første sal for at komme til forhandlersalen, Forsamlingshuset, og Eventkælderen (salen der tidligere år husede Artist Alley) – disse trapper og gange er nu blevet malet hvide, og det føles meget mere behageligt at gå igennem. I år var der dog ikke adgang til forhandlersalen direkte ude fra, man var nødt til at gå igennem bygningen, hvilket ofte skabte lidt prop.
I år var der lagt tæppe på gulvet i forhandlersalen. Det gjorde det meget behageligere at gå og opholde sig i.
Forhandlersalen var placeret samme sted som de sidste mange gange, men som noget nyt var der i år lagt tæppe på gulvet. Det var behageligere at gå på, og hjalp også gevaldigt på lydbilledet i salen. Forhandlerne var i høj grad gamle kendinge. Naturligvis var der mange steder at købe anime og manga i fysisk form, og massevis af figurer, statuer og legetøj af ikke bare alle de populære anime og spil, men også fra meget mere niche serier og franchises. Der var også mulighed for at finde traditionelle japanske klæder, tøj og accessories fra forskellige subkulturer, asiatiske madvarer og snacks, retro-spil og -spillemaskiner, plastikmodeller, og meget andet.
Man kunne også finde mere specialiserede forhandlere, for eksempel af plastikmodeller og legetøj der normalt ikke bliver solgt uden for Japan.
Og så meget mere…
I området Community Corner mellem de store sale var der også flere foreninger, skoler og andet, der viste sig selv frem. Her kunne man blandt andet høre om redesign af dukker, japansk bueskydning, bonsai som hobby, mulighederne for at rejse til Japan i et år for at arbejde og lære, og meget andet.
Der blev vist mange hobbyer og specialer frem af entusiaster. Der var også nogen af dem som i løbet af weekenden holdt foredrag og workshops, i for eksempel redesign af dukker og bonsai-dyrkning.
Og til sidste, ja så var der naturligvis også de store shows på den store scene. Åbningsshowet om fredagen blev varmet op af gruppen Fusion, der gav et danseshow til et udvalg af K-Pop sange, og afslutningsshowet om søndagen blev indledt af en optræden af gruppen CODE9. Der var også cosplay-opvisninger alle tre dage: Fredag var der Cosplay Catwalk, hvor deltagerne viste deres kostumer frem. Lørdag blev afholdt Danish Cosplay Championship med kvalifikationer til internationale konkurrencer. Søndag blev afholdt J-Popcons Cosplay Show, med mange præmier for både skuespil og kostume-kreation, samt publikums favorit.
Alt i alt en storstilet weekend, med masser af muligheder for at dyrke sin hobby, opdage masser af andre interesser, og møde gamle og nye venner.
Da Mugi Tanaka skabte tre maskotter til en Harajuku-tøjbutik, forestillede hun sig aldrig, at det ville føre til hendes egen anime. Men det er præcis, hvad der skete.
I foreningen AIOdense holdt jeg et kort, introducerende foredrag om japanernes velfærds-system, hvor jeg meget kort bragte forskellene mellem vores og deres behandling af fattige, børn, ældre og syge i perspektiv. Jeg sluttede af med et kig på nogle af de robotter, som de håber på redder pleje-sektoren derovre.
Du kan se slideshowet i PDF-form på min undervisnings-blog iul.dk
Et kort slideshow om øllets historie i Japan og deres forbrug nu det var Saint Patricks Day i går. Det blev lavet til foreningen AIOdense, hvor vi også havde en god debat bagefter, derfor det er lidt kort.
Valentins dag finder sted den 14 februar og er i de senere årtier blevet en fast tradition hvor elskende giver hinanden gaver, kort og lignende beviser for deres kærlighed. Butikkerne og medierne har især i de senere år virkelig kæmpet og reklameret for at få dagen cementeret i folks bevidsthed. I Japan er den endnu mere populær end herovre, der har det siden 70erne været en fast tradition blandt de yngre – og efterhånden også ældre.
Der var oprindeligt flere helgener kaldt Valentin, således havde den katolske kirke frem til 1969 hele 11 valentins dage, men det endte med at Valentin af Rom og Valentin af Terni blev de primære. Begge er begravet i Via Flamina, men de levede med godt hundrede års mellemrum, Valentin af Terni blev martyr omkring 197eKr. og Valentin af Rom i 269eKr.
Sankt Valentin af Terni
Men hvorfor blev det en ”hellig” dag for elskende? Oprindeligt havde ingen af Valentinerne noget med elskende at gøre, en af grundene til at den katolske kirke fjernede det som helligdag var da også at man stort set intet vidste om de to helgener udover deres begravelsessted. I Middelalderen blev der skrevet flere værker, hvor den romerske Valentin blev forbundet med kærlighed og det at kæmpe for den. Historierne går på at den romerske kejser Claudius II havde udstedt en lov, som gjorde det forbudt for unge mænd at gifte sig, for kejseren mente at de blev dårligere soldater af det. Valentin viede dog stadig par i hemmelighed, og da Claudius fandt ud af dette blev præsten smidt i fængsel. Dette udvides dybere i Den Gyldne Legende, hvor der står at Valentin selv dagen før hans henrettelse skrev det første Valentins-kort til fængselsvagtens datter, som han havde forelsket sig i og helbredt under sin fængsling.
Sankt Valentin af Rom
Genfindingen af Valentins dag I 1849 stod der i Graham’s American Monthly at ”Valentins dag bliver… nej er blevet en national helligdag”. De første masseproducerede Valentinskort kom da også i USA i 1847, lavet af Esther Howard, der var blevet inspireret af et kort hun fik i England, så traditionen var allerede udbredt derovre.
I anden halvdel af det 20ende århundrede blev traditionen udvidet med at give gaver som chokolade eller smykker, typisk fra mand til kvinde i Vesten. Industrien var hurtigt til at øge dette med reklamer og fokus på dagen, og i dag er det nærmest umuligt at undgå Valentins Dag, hvilket kan gøre dagen ret trist for folk der er single.
I Japan er der derimod tradition for at det er kvinderne der giver mændene gaver på Valentinsdag, traditionelt chokolade. Denne tradition har eksisteret siden 1960erne, og i 1970erne kom der en pendant for mændene den 14 marts, hvor de give kvinderne hvid chokolade.
Valentins chokolade er dog for mange ikke bare en måde at vise kærlighed på men bliver også givet af pligt. “Giri-choko”, pligt choko, bliver givet til mænd som chefer, kollegaer og lignende for at vise venskab og taknemmelighed, ikke romantisk tiltrækning. Alt i alt er det et meget japansk fænomen, hvor respekt og det at vise den betyder meget.
Giri-choko
“Honmei-choko” (mulig vinder choko) gives til dem man virkelig elsker, og der er ofte gjort mere ud af den. Således er den ofte dyrere eller hjemmelavet (enten rigtig chokolade eller kage), hvor giri-choko er små stykker typisk købt billigt i butikker. En anden måde at se forskel på er at honmei-choko ofte er vedlagt slips eller andre former for tøj.
Honmei-choko
Det siger sig selv at der indimellem kan opstå tvivl om hvad man mener med chokoladen, hvor mange følelser der er i den.
Blandt anime fans er der stor debat om hvorvidt engelsk dubbing eller original japansk tale er bedst, men for dem der foretrækker japansk er det nok de fleste der har stiftet bekendtskab med Megumi Hayashibara’s stemme, nok oftest uden at vide det.
Hayashibara er født i 1967 og have sin debut indenfor anime i en ret beskeden rolle som ”børnehave barn A” i den Maison Ikkoku. Hun havde lige siden barndommen drømt om at blive en af de mennesker der lagde stemmer til anime, men hendes forældre mente ikke det var et egnet erhverv, så Megumi gik i gang med en uddannelse som sygeplejer. Men efter at være blevet en af 16 udvalgte mellem 600, fik hun muligheden for at studere som skuespiller og droppede helt sygeplejer uddannelsen.
Efter nogle småroller, så fik hun endeligt sit store gennembrud, som pige halvdelen af Ranma i den lange og ret populære serie af samme navn. I de næste år medvirkede hun som en af hovedpersonerne i en stribe af serier der blev ret populære, så som Faye i Cowboy Bebop, Lime i Saber Marionette J, Rei i Neon Genesis Evangelion, Lina i Slayers og Ai i Video Girl Ai. Dertil kommer der lange liste af andre serier som hun igennem årene har medvirket i, fra Pokemon til Love Hina.
Noget man nok lægger mærke til hvis man har set de serier hvor hun har hovedroller, er at det er meget forskellige personer hun står bag og stadig opnår Hayashibara at bringe dem til live med sin stemme. Afstanden mellem den naive Lime og den sensuelle Faye er nok lige så stor som afstanden mellem den ret følelses hæmmede Rei og så udadvendte og energiske Lina. Så man kan sige at Hayashibara kan give en rolle alt hvad hun har for at gøre personerne mere levende og det har også gjort hende til en af de mest efterspurgte ”seiyuu”, som er det japanske navn for den profession hun tilhører.
Men ved siden af skuespiller karrieren blev der også plads til hendes drøm om at blive sanger. Det er ikke unaturligt for en seiyuu at synge i de anime serier de er med i, men allerede siden Ranma har hayashibara’s sang været en del af hendes serier, først sammen med andre piger fra Ranma holdet, hvor de formede gruppen DOCO, men senere mere selvstændigt. Hun lægger selv sang stemme til en stor del af musikken i Slayers, Neon Genesis Evangelion og Saber Marionette J samt Ranma og har indsunget musik til utallige and serier og film, blandt andet Tenchi Muyo og Love Hina.
Men ved siden af jobbet som anime stemme, så har hun også fået opbygget sin egen sang karriere, meget hjulpet af hendes seiyuu idol status, noget der i Japan betyder en del, da de folk der lægger stemme til anime karakterer ofte har enorme fan grupper. Hun har udgivet ikke mindre end 15 albums, med et mere på vej næste år og en mindre hylde fuld af singles. Det, sammen med alt hvad hun har lagt stemme til indenfor anime, har gjort hende til det mest produktive anime idol i Japan og man kan være sikker på at hendes stemme er et fast komponent af hvert års nye anime film og serier.
Forholdet mellem fans og dem der lægger stemmer til, blandt andet anime er meget forskelligt i Japan, i forhold til her eller i USA. Fan klubber, Live koncerter, merchandise og meget andet er en del af det som meget passende har navnet ”et idol”. Japanske idoler kan have tusinder af fans, men selv om det er dem der bliver nærmest tilbedt, så er det en berømmelse de deler med de karakterer de spiller. Lige så ofte skal en autograf skrives på et billede af en anime person eller en DVD boks, som på en billede af idolet selv. Men det er den pris som anime idoler betaler for deres berømmelse og som Hayashibara’s tilfælde, så indeholder hendes hær af tilbedere fans fra mange af de mest populære anime serier i 90’erne, og ikke kun i Japan. For selv om de fleste aldrig her set hendes ansigt, så er der fans over hele verden der er forelskede i en eller flere af hendes mange ”stemmer”.
Det ville have været passende at have en liste over hendes roller og musik her, men den er over 400 titler lang og meget godt beskrevet i en af de førende Seiyuu databaser på nettet. Så hvis du har lyst til at se om du genkender nogen af de personer hun har spillet, så gå til http://www.tcp.com/doi/seiyuu/hayashibara-megumi/
Yakuzaen er en fælles betegnelse for medlemmer af de traditionelle japanske forbrydersyndikater, de gamle højborge for organiseret kriminalitet derovre.
Kært barn har mange navne, mindre kære endnu flere, og det sidste passer i højeste grad på yakuzaen. En lige så udbredt, neutral betegnelse er gokudou, men medierne kalder dem bourokudan (voldelige grupper) efter ønske fra politiet. Selv ser de sig som ninkyou dantai, “ridderlige organisationer”.
Yakuzaen er berømt for at have meget strikse regler for medlemmerne og hvordan de må opføre sig, hvilket passer godt med at den også skulle være ekstremt grundigt og fast organiseret.
Til politiets store frustration fylder den meget i de japanske medier, der har en blanding af afsky over at de er kriminelle men også er smittet af organisationernes egne romantiske syn på tingenes tilstand. Det er dog ikke kun i Japan de opererer, deres indflydelse strækker sig langt ud over landets grænser, omend de selvfølgelig primært har asien som marked (og kæmper om dette med bl.a. den kinesiske og koreanske mafia).
I 2009 skønnes der at der var 80.900 deciderede medlemmer af yakuzaen, hvilket gør den til en ret stor organisation i det japanske samfund på linje med de største firmaer og svarer til omkring 1/3 af den samlede politistyrke i landet – og det er kun én gren af organiseret kriminalitet.
Yakuzaens rødder
Det er svært at sætte en enkelt oprindelse på yakuzaen som helhed, men begrebet stammer fra to organisationer der opstod i midt-Edo perioden (1603-1868) – tekiya, dem der solgte ulovlige, stjålne eller dårlige varer og bakuto, dem der havde med gambling at gøre.
Tekiya (kræmmere) var en af de laveste sociale klasser i Edo, men de begyndte at lave deres egne organisationer og overtog efterhånden visse administrative opgaver omkring handel som at fordele handelspladser og beskytte de handlende. Under shinto festivaler åbnede kræmmerne boder og hyrede medlemmer fra organisationen til at beskytte deres stande, leje for standpladserne og løn til vagterne gik så til gruppen. Edo styret anerkendte eventuelt disse organisationer og gav lederne (oyabun) familienavne og ret til at bære et kort sværd, wakizashi. Dette var en meget høj anderkendelse, da det ellers kun var royale eller samuraier der bar sværd (og disse var da også stadig de eneste der måtte bære lange sværd, katana).
Bakuto havde en meget lavere status end de handlende da gambling var ulovligt, men da der samtidig er rigtigt mange penge deri florerede det der mange små gambling steder i forladte templer og helligdomme i byernes udkanter. Hvad der bidrag til det blakkede ryd var at de fleste af folkene bag disse steder også var lånehajer, folk kunne straks låne penge til at betale deres spillegæld. For at beskytte sig selv havde disse bakuto for det meste også deres eget sikkerhedspersonale. Både stederne og de bakuto der drev dem blev anset med foragt, det negative billede af yakuzaen stammer herfra og den har aldrig kunnet slippe hverken gambling eller dette ry. Navnet yakuza kommer da også herfra, idet ya-ku-za (8-9-3) er en tabende hånd i Oicho-Kabu, en form for blackjack der var populær på datidens spillesteder.
På grund af den økonomiske situation og dominansen af medlemmer fra klassen af handlende blev de voksende yakuza grupper befolket af afvigere og kriminelle, der skabte deres egne yakuza grupper for at afpresse handlende på lokale markeder ved at sælge falske eller dårlige varer.
Yakuzaens rødder kan stadig ses i dagens indvielsesceremonier, der stadig bruger tekiya eller bakuto ritualer. Den moderne yakuza har godt nok spredt sig, men nogle grupper identificerer sig stadig med en af de to oprindelige grupper, og en moderne gruppe hvis primært indtægtskilde er illegal gambling kan f.eks. stadig finde på at kalde sig selv for bakuto.
Yakuzaens organisering
Da yakuzaen opstod overtog de den traditionelle japansk hiearkiske struktur oyabun-kobun, hvor kobun (plejebarn) sværger troskab mod oyabun (plejeforælder). Yakuza grupper ledes således af en oyabun eller kumichou (familens hovede) der giver ordre til sine underordnede, kobun.
Medlemmer af yakuza-grupper afbryder kontakten til deres familie og flytter deres loyalitet til gruppens leder. De omtaler sig selv om familie medlemmer, fædre og ældre og yngre brødre. Der er nemlig næsten kun mænd i yakuzaen, og de få kvinder der er medlemmer kaldes “nee-san” (ældre søster)
Oyabun-kobun forholdet formaliseres ved en ceremoniel deling af sake fra en enkelt kop. Dette ritual er ikke kun brugt i yakuzaen, det bruges også ofte i traditionelle japanske shinto bryllupper. Hvert medlems forbindelser har således rang efter sakazuki (sake deling).
Dem der har fået sake af oyabun er del af den nære familie og regnes i begreberne ældre og yngre brødre Hver kobun kan tilbyde sakazuki som oyabun til hans underordnede for at forma en tilknyttet organisation, der igen kan danne lavere organisation. Således har Yamaguchi-gumi, der kontrollerer 2500 firmaer og 500 yakuza grupper, 5 under organisationer
Syndikaterne har en overordnet leder, kumicho, og direkte under ham er saiko komon (senior rådgivere) og so-honbucho (hovedkvarters chef), der hver har deres egne områder og under-ledere De næste i kommando-rækken er wakagashira, der leder flere bander i et område med hjælp af en fuku-honbucho, der selv er ansvarlig for flere bander De regionale bander ledes af deres lokale boss, shateigashira.
Medlemmer af yamaguchi-gumi samles til en begravelse i maj 2002
Yakuzaens baggrund
Yakuza medlemmer kommer fra alle samfundslag og baggrunde. De mest romantiske historier handler om hvordan yakuzaen accepterer sønner der er forladt eller frastødt af deres forældre.
Mange medlemmer begynder i junior high school eller high school som almindelige bøller eller bandemedlemmer.
Måske på grund af dens socio-økonomiske status tiltrækker yakuzen en del medlemmer af burakumin og etnisk koreansk baggrund.
Igennem tiden kom kodekset for jingi (仁義, retfærdighed og pligt) til de traditionelle familie-regler, hvor loyalitet og respekt er en del af livet
Under Anden Verdenskrig led de mere traditionelle tekiya/bakuto organisationer, idet hele samfundet samledes for at styrke krigsindsatsen og samfundet blev strikst styret af millitæret. Efter krigen tilpassede yakuzaen sig dog igen.
Yakuzaens ritualer
Yubitsume, skæring af ens finger, er en slags bod eller undskyldning for en forkert eller mislykket handling. Efter første overtrædelse skærer overtræderen spidsen af sin lillefinger og giver den afskårne del til sin boss. Nogle gange kan en underboss gøre dette i bod til oyabun hvis han vil spare et medlem af sin bande for yderligere gengældelse
Det har rødder i den traditionelle måde at holde et japansk sværd på, hvor de tre nederste fingre holder fast og tommel og pegefinger støtter. At fjerne led begyndende med lillefingeren gående op ad hånden til pegefingeren gør progressivt ens sværd-greb dårligere. Ideen er at en person med dårligt sværd-greb er nødt til at være mere afhængig af gruppen til beskyttelse, hvilket giver færre individuelle handlinger. I de senere år der der blevet udviklet kunstige fingerspidser for at skjule dette markante kendetegn
Et eksempel på yakuzaens tatoveringer fra Black Lagoon mangaen
Et andet “ritual” og kendetegn ved yakuzaen er tatoveringer. Mange yakuza medlemmer har nemlig tatoveringer over hele kroppen. Disse tatoveringer, irezumi, bliver stadig ofte “hånd-prikket”, hvor blækket sættes ind under huden med ikke elektriske, håndlavede og hånd-holdte værktøjer med nåle af spidset bambus eller stål. På den måde får de både personen til at se barsk og hård ud, idet der for det meste vælges meget mandige symboler på styrke, og er i sig selv et bevis på mod, udholdenhed og øknomisk rigdom, da det er både dyrt og smertefuldt og kan tage år at gøre færdig. Når yakuza medlemmer spiller oicho-kabu kort tager de ofte deres skjorter af eller åbner dem så de kan fremvise deres tatoveringer. Dette tillader dem at fremvise deres tatoveringer, der ellers skjult offentligt af lange ærmer og høje kraver.
Denne fokus på tatoveringer har gjort at kunsten i Japan nærmest er synonymt med kriminalitet, og således har flere byer forbud mod offentligt at fremvise tatoveringer på f.eks. strande og i Osaka kan man ikke få et job hos byen hvis man har en tatovering
Hvad laver yakuzaen
Gambling er alment forbudt i Japan, omend heste- og motor-væddeløb er tilladt ligesom pachinko er også undtaget. Folk er dog stadig interesserede i hurtige måder at blive rig på, uanset om det er ulovligt, så yakuzaen driver kasinoer og støtter mange mahjong spille steder, der under bordet tillader folk at satse penge. Det er også ulovligt at gamble på internettet derovre, men sådanne services rettet primært mod japanere drives også af mere lyssky firmaer, der finansieres af indenlandske investeringsselskaber med rødder i bakuto yakuza-grupperne.
Japanerne har både et mere åben og meget lukket og anstrengt forhold til sex, de ved det er der og sælger men det er ikke noget man taler om og dyrker offentligt (derfor det er en ret stor fetish derovre også). Det at der er penge i det i det skjulte gør at yakuzaen sidder tungt på de fleste aspekter af pornoindustrien derovre.
Love hotels er et af de milde eksempler på japanernes underlige – men samtidig meget praktiske forhold til sex. Værelser, oftest med et specielt tema, som man lejer på timebasis for at kunne være sammen med en anden uden at det er i en ekstremt lille lejlighed eller familiens hus med de tynde vægge. Det giver sig selv at branchen ikke er socialt anset, og det er selvfølgelig ikke gratis at indrette og drive disse tema-hoteller, og penge til at investere i mindre populære brancher der giver stort afkast.
Soapland
Soaplands er steder hvor kvinder går i bad med mænd men ikke mere (officielt). Prostitution foregår nemlig officielt ikke i Japan, men politiet finder jævnligt bordeller eller lignende der oftest skjuler sig under mere acceptable navne, omend alle reelt ved hvad soaplands er. Disse tolereres dog (af politiet) så længe de betaler penge for “helbreds kontroller” Hvem der skaffer pengene til at drive disse står hen i det uvisse – udover at de personer også betaler politiet…
De penge yakuzaen tjener på illegale måder blandes med ærligt tjente penge gennem lovlige firmaer og styrker deres indflydelse som firma-sammenslutninger. På den måde er yakuzaen en reel konkurrent og del af zaibatsu kulturen omkring kæmpe-firmaer der betaler og støtter deres ansatte i et væld af forskellige erhvervsområder og køber og ejer hele bydele. Yakuza syndikater
Selvom antal medlemmer af yakuzaen faldt efter en anti-bande lov primært rettet mod yakuzaen i 1992 regner man med at der er mere end 103.000 aktive yakuza medlemmer i dag. Selvom der er mange forskellige yakuza grupper former de muligvis den største organiserede gruppe kriminelle i verden.
Yamaguchi-gumi
Yamaguchi-gumi Yamaguchi-gumi familien/klanen blev grundlagt i 1915 og har den dag i dag hovedkvarter i Kobe. Det er den største yakuza-familie med skønnet 50% af alle yakuza-medlemmer tilknyttet på en eller anden måde. Der er således mere end 55.000 medlemmer fordelt på 850 klaner.På trods af politiets ihærdige indsats i mere end et årti fortsætter de med at vokse, hvilket til dels kan tilskrives den nuværende Oyabun er Shinobu Tsukasa, også kendt som Kenichi Shinoda. Han kører nemlig en ekspansions-politik og er således begyndt at operere i Tokyo, hvilket de ikke tidligere gjorde. Familien har også operationer i Asien og USA, og i store dele er asien er Yamaguchi-gumi nærmest blevet synonymt med organiseret kriminalitet.
Sumiyoshi-kai
Sumiyoshi-kai Sumiyoshi-kai er den næst største familie med 20.000 medlemmer fordelt på 277 klaner. De kaldes for en konføderation af mindre familier, da den overordnede struktur er mere løs, og selvom Shigeo Nishiguchi er oyabun er ledelsen fordelt på flere personer.
Imagawa-kai
Imagawa-kai Imagawa-kai er nummer tre med 15.000 medlemmer fordelt på 313 klaner. Familien hører til i Tokyo-Yokohama området og er således “under angreb” af yamaguchi-gumi. Dette er dog ikke ødelæggende for dem, da de er en af de første yakuza familier der udvidede uden for Japans grænser. Deres oyabun hedder Yoshio Tsunoda.
Yakuzaens fremtid
Trods politiet ihærdige indsats eksisterer yakuzaen i bedste velgående i dag, og givet japans økonomiske stagnation og nedtur i mange brancher er det let at forestille sig, at der ikke er mangel på ny familie-medlemmer.
