Yamatos figur af en skolepige med forrevne dæmonvinger ser virkelig godt ud, omend det primært er de forrevne vinger fanger ens blik.
Den udkommer til maj næste år (2010) og vil koste omkring 475kr hos Hobby Search. Lidt dyrt, men detaljerne på figuren er ret gode og de vinger er virkelig godt udført. Resten er figuren siger mig ikke så meget, men er vild med vingerne må jeg indrømme.
Kilde Tomopop
Gift fortsætter med at lave søde plushies af kendte personer fra anime og spil, denne gang er turen kommet til Etna og Flonne fra Disgaea spillet og animeen.
Bamserne fanger de tos personlighed godt, især Etna er godt ram med hendes lille smil med tanden og de mere udspekulerede øjne.
Jeg synes dog de kommer lidt sent i forhold til hvornår spillenes storhedstid var og animeen udkom, men de huskes jo stadig så mon ikke plushiesne vil sælge godt.
Kilde Tomopop
Chrono Crusade foregår i USA i de brølende 1920’ere. Årtiet er dog ikke det eneste, der brøler. I storbyernes skygger skjuler der sig dæmoner, hvilke Magdalena-ordenen bekæmper. Det er en kristen kloster-orden, som med hellige våben forsøger at fordrive dæmonerne fra vores verden.
Hovedpersonen er den unge nonne Rosette Christopher, som er en af ordnens eksperter i dæmon-fordrivelse, om end hun ikke er specielt god til det. Hun er meget impulsiv, temperemantsfuld og fysisk aktiv, hvilket gør hende til lidt af en tomboy. Dette sammen med hendes ikke altid gennemtænkte omgang med våbnene gør hende til en slags ordenens sorte får, idet hun altid præsterer at ødelægge en masse under opgaverne.
Rosette har en trofast følgesvend i dæmonen Chrono, der på trods af sin afstamning er en stor hjælp i hendes arbejde. Han virker dog ikke som en dæmon heller, idet han er ydmyg, høflig og stille, nærmest en modsætning til Rosette.
En anden grund til, at Rosette er et problembarn for ordenen, er netop hendes venskab med Chrono. Søster Kate, en af lederne, kan ikke forestille sig, at der ikke er noget ondt ved Chrono, om end ha altid opfører sig eksemplarisk.
Chrono og Rosette har dog en fælles fortid, der forklarer deres sammenhold og bundethed, en fortid der er ved at vende tilbage for at ændre deres forholdsvis fredelige liv i ordenen for altid…
Chrono Crusade er en ret populær manga af Daisuke Moriyama, som blev animeret i 2003 af Studio Gonzo. Den foregår i et for manga/anime fremmedartet sted, USA, og foregår i en alternativ fortid. Man mærker hurtigt, at stedet giver serien en lidt anderledes stemning, og der er også gjort en del ud af at ramme tidsperioden, om end der indimellem er nogle ting, hvor der gjort mere for at gøre tingene interessante end tidsmæssigt passende.
Det religiøse tema er reelt ikke andet end en tynd ramme, der er valgt på grund af kristendommens eksotiske præg (for japanere) med et stærkt symbolsprog, og der tages fra starten afstand fra religionens dybere ting, som så erstattes af mere ”pop-prægede” elementer som dæmoner og en kosmisk strøm. Dette giver grobund for en ret action-præget fortælle måde.
Mangaens streg er klar og tydelig, og billederne er præget af skarphed uden alt for mange effekter. Der er en god brug af gråtoner, og samlet har tegningerne en god detaljegrad. Personernes design passer til deres personligheder og er altid tegnet konsekvent og tydeligt forskelligt.
Tegnemæssigt ligger animeen ret tæt på mangaen. Personerne er holdt i en streg, der ligger tæt på mangaens, der er gjort noget ud af at få baggrundene til at virke autentiske, og farvevalget virker også passende.
Valget af stemmer og musik til serien er også faldet godt ud, og samlet er der tale om et teknisk godt stykke animation.
Umiddelbart virker det som om, animeen følger mangaen historiemæssigt, men det varer ikke længe før de første forskelle kommer, og jo længere serien skrider frem, jo større bliver forskellene.
Som sådan gør det ikke noget, idet animeens historie er ganske udmærket og medrivende, men mange fans, der kender begge versioner, mener, at den er dårligere end mangaens version.
Alt i alt er Chrono Crusade ganske glimrende underholdning, uanset om man vælger animeen eller mangaen. Så er hvis man har lyst til at se nonner bekæmpe dæmoner med skydevåben eller blot komme væk fra det sædvanlige Japan, bør man kaste et blik på den.
Original titel: Chrno Crusade
Genre: Action / alternativ historie / religion
Alder: 13+
Manga tegnet af: Daisuke Moriyama
Anime lavet af: Studio Gonzo
Amerikansk licens af animeen: ADV Films
Amerikansk udgivelse af mangaen: ADV
Dansk udgivelse af mangaen Carlsen / Mangismo
Dæmon-prinsen Laharl vågner efter 2 års søvn til at hans far, lederen af Underverdenen, er død. Hans ”trofaste” vasal Etna er der dog for at hjælpe ham med at generobre dæmonernes respekt og konge-magten. Så sammen med Etna og en flok prinnier, udøde pingviner, begiver han sig ud for at gøre dette.
Undervejs møder han mange farverige personer: den indbildske Vyers, den griske svine-dæmon Hog-Meister og engelen Flonne, der er på hemmelig mission, og flere til.
Disgaea er et strategi-rollespil, en genre der ikke er udgivet specielt meget af i Europe men som er ret populær i Japan. Strategi-rollespil fokuserer på kamp-delen fra rollespils-genren, der er udvidet kraftigt i forhold til den klassiske ”Final Fantasy” stil med elementer fra rene strategi-spil. Således er der et kort, eller nærmere spilleplade idet den er tydeligt felt-opdelt, hvorpå man flytter sine karakterer / ”brikker” rundt. Hver person har så en rækkevidde med hvor langt de kan rykke, og det samme gælder angreb, de kan angribe et forskelligt antal felter fra hvor de står.
Derudover er der skills og items, ligesom i almindelige rollespil, og dette er da ikke det eneste sammenligningspunkt, idet personerne for experience og stiger levels etc. Det er dog ikke kun personerne der har levels, men også items, der stiger i level ved at man går ”ind i dem” og vinder kampe. Disse ”item worlds” er tilfældigt genereret hver gang, hvilket gør det en smule mindre trivielt at ”level’e” op, idet karaktererne også får exp for kamp der så man slår to fluer med et smæk. Udover har items en grad af sjældenhed, så det at få de bedste items taget lang, lang tid.
Alt i alt er der dog intet virkeligt nyt i systemet, tingene har lidt andre navne og opbygning, men det er som andre spil i genren. Dog er der endnu flere ting man kan øge levels på i Disgaea end normen er, selv for denne spiltype, så spillet vil være et paradis for stat-elskere (I er derude, indrøm det bare).
Grafisk vil mange nok rynke på næsen, idet spillet er 2d og ikke har det mest detaljerede billeder, det ligner nærmest et PlayStation 1 spil. Men den simple 2d-grafik er alligevel utroligt charmerende, og den er alt i alt en af de vigtigste grunde til at spillet er blevet så stort et kult-hit.
Karakterernes design er ret farverigt, sødt og nuttet, hvilket gør det, at de er dæmoner lidt komisk. Alle hovedpersonerne ligner børn, og deres opførsel passer indimellem dermed. I det hele taget afslører personernes udseende med det samme deres væremåde.
Alle monstrene er også sjove at se på: fra de udøde pingviner, prinnierne, over cat-girls, nekomataer, til nuttede gargoyler og drager.
Samlet giver dette spillet et meget sødt udseende, men det undgår de værste pastelfarver og bliver dermed ikke for meget.
Lyden er acceptabel, men det er ikke noget man husker efter spillet stoppet. Musikken gør sit arbejde i baggrunden og ryger ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade andet indtryk end passende baggrundsstøj.
Talen i den europæiske udgave er engelsk, men den er til at holde ud og passer nogenlunde til personerne. Etnas stemme er dog noget ældre end hendes udseende, og Flonnes stemme er overdrevet høj og pusse-nusset. Andre, som Laharl og Vyerl, er dog okay, og sammen med et rimeligt forsøg på skuespil gør det at de hjælper en med at leve med i historien.
Historien er simpel og for det meste let at forudsige, men der er nogle twists undervejs, der gør den interessant og ikke bare noget der skal overstås. Sammen med de tiltalende personer gør dette at man sagtens kan blive draget med i spillet af den grund også.
Alt i alt er Disgaea et glimrende spil og noget af det bedre som strategi rpg genren kan tilbyde. Det har da også som tidligere nævnt fået en pæn popularitet i visse kredse, bl.a. blandt anime-fans, og er helt klart anbefalelsesværdigt hvis man vil prøve noget der er en smule anderledes.
Platform: PlayStation 2
Genre: Strategi RPG
Alder: Alle
Lavet af: Nippon Ichi Software
Udgivet i EU af: Koei
Kyosuke Date starter serien med at blive dræbt, da hans mor borer en kniv igennem hans hjerne. Men i stedet for bare at dø, så gennemgår hans krop en forvandling og han bliver til et næsten uovervindeligt monster. Men hans moder dør selv, dræbt af en gruppe ukendte mænd. I hans monsterform er de dog ikke nogen udfordring for Kyosuke. Det er derimod deres leder, som Kyosuke får hjælp til at besejre, fra manden Richard Vincent og pigen Komugi.
Det efterlader Kyosuke dybt forvirret og pludselig involveret i en kamp mellem adskillige organisationer, den mest dominerende værende ”Hospitalet”, som åbenbart er roden til alle problemerne. Men Hospitalet er egentlig ude efter Kyosukes søster. Hun har levet i skjul, efter at have skabt adskillige kopier af sig selv, til at tiltrække hendes forfølgere.
Kyosuke begynder derfor også at opspore disse alternative versioner af hende, og bliver dybere og dybere involveret i en verden af genetiske monstre, hemmelige organisationer og rænkespil der skal skrælles igennem, lag for lag.
Soul Hunter kunne let være blevet endnu en monster serie, med supervæsener der banker løs på hinanden som højdepunktet i hver episode. Men hvor serien adskiller sig fra alt andet er i sin stil. På mange måder er alting lavet i abstrakt leg med farver og linier, der til tider gør serien til et dystert kunstværk, noget der passer fantastisk godt med stemningen og handlingen.
Kyosuke prøver at løse det mysterium der omgiver ham, men bliver hele tiden stoppet eller sløvet ned af at modstanderne er et skridt længere fremme, og hver eneste sejr afløses af et dybere lag af intriger og komplikationer. Det gør at serien konstant er i bevægelse og den giver mest mening når man kigger tilbage på handlingen, hvilket vil sige at det er en serier der ses bedst med tænke pauser ind imellem.
Men det er også en monsterserie, og der er nok kampe i den. Kyosuke er ofte oppe mod andre monstre og væsener der virker som noget fra et dårligt syretrip. Lige fra zombie sygepassere til genetisk modificerede monstre som ham selv. Selv om kampene er ekstreme, blodige og ret voldelige, så holder de seriens stil og passer ind i handlingen, snare end bare at blive brugt til at styre serien.
Så Soul Taker er actionfyldt og har en dyb handling, men det er stadig det grafiske der tager stikkene hjem. Om det så er kampene eller dramaet, så er serien tegnet og farvelagt så den til tider virker helt abstrakt og drømmeartig, med underlige vinkler. Farvelægningen er mere tilpasset stemningen end realisme, og scenerne har ofte en total mangel på respekt for billedopbygning.
Men man kan ikke have dyb anime uden passende personligheder og dem er der mange af i Soul Taker. Selv om serien har en hovedperson, så er det dog lige så meget bipersonerne man lægger mærke til, for de har alle en vigtig del af handlingen i sig. Lige fra hver fragment af søsteren, til seriens skurke bliver de alle uddybet. Man ser lige så meget hvad der motiverer dem og hver enkelt person står frem og bliver mere end bare et flygtigt møde. Især seriens komiske modpunkt, pigen Komugi-chan har en fremstående rolle. Hendes karakter har senere givet liv til et Soul Taker spin-off der er blevet mere populær end originalen.
Soul Taker er nok en af de mere oversete serier. Den er ikke ret kendt, selv om den på mange måder nok ville være noget for de folk der kan lide både Neon Genesis Evangelion og Serial Experiments Lain. Men nok netop de elementer gør nok at serien kan være tung kost, noget man ikke normalt forbinder med anime eller horror serier, så mange der leder efter dybere anime vil nok undgå den, imens den tiltrækker en del splatter anime fans, som har svært ved at forstå handlingen.
Skal jeg give et bud på en nyere anime der tilbyder action og noget at tænke over, så kan jeg anbefale Soul Taker. Selv er jeg ikke meget for monster/horror genren, men jeg er glad for at jeg gav den en chance, især fordi den er en serie der vinder på at blive set flere gange.