AnimeGuiden

Tag: drama

  • Kiddy Grade

    GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.

    To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opføre sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent, og hun har valgsproget ”Piger skal være elegante” (Onna no ko wa ereganto ni)

    De bliver sat sammen med Armbrust, en kontakt til underverdenen som altid har planer kørende nag ryggen. Eclair er irriteret på ham fra starten og vil ikke have noget med ham at gøre, mens Lumiere komme udmærket ud af det med ham. Begge mistror ham dog, og med god grund, han kender deres baggrund, noget de ikke selv gør mere, og han kender og deltager I GOTTs leders skjulte planer for dem.

    Kiddy Grade er lavet af Gonzo, et ret nyt men fremadstormende animationshus (Blue Submarine No. 6, Vandread, Last Exile) der nyder stor popularitet. De udgav et promotion klip for Kiddy Grade næsten et år, inden serien kom på tv, hvilket skabte meget store forventninger til serien, idet klippet lovede en dynamisk, mørk og action-fyldt serie med en del fanservice.

    Mange blev skuffede, da den startede, idet det virkede som om den mørke undertone var væk I første del af serie. Senere fik serien dog et mere kompliceret og ildevarslende plot og tone, men da havde dele af fankulturen allerede afskrevet den.

    Et andet kritikpunkt var, at serien virkede usammenhængende, og umiddelbart virkede løsningerne på problemerne i de første afsnit meget hurtige og letkøbte. Jeg var enig i dette første gang jeg så serien, men ved senere gennemsyn viste det sig, at dette ikke var tilfældet, og at historien var meget mere sammenhængende og grundigt opbygget, end det umiddelbare indtryk var.

    Men på trods af denne kritik og misfornøjethed over serien fik den en stor fanskare og popularitet, især i Japan hvor Eclair og Lumiere var i NewTypes (det største blad om anime) top 10 over kvindelige personers popularitet i mange måneder.

    Kvaliteten af serien fejler ikke noget, på alle punkter er serien blandt det bedste, der er lavet. Man kan se, at Gonzo kan deres kram, og deres ry er fortjent.

    Animationen er glimrende. Alle bevægelser, det værende mennesker, rumskibe eller mechaers, er flydende og troværdigt udført, og på intet tidspunkt hakker animationen, noget der burde være – og i mange tilfælde heldigvis også er ved at være det – en selvfølge i animation lavet efter år 2000. Baggrundene er også utroligt flotte og detaljerede. Der er god variation i dem, og man får virkelig fornemmelsen af forskellige planeter, forskellene mellem små landsbyer, livlige metropoler og mørke rumstationer.

    Character-designet i Kiddy Grade er et kapitel for sig, alle personernes udseende er gennemført ned til mindste detalje og passer perfekt med deres personlighed. Det er tydeligt, hvorfor Eclair og Lumiere har opnået så stor popularitet.

    Eclair er lidt tomboy-agtig, idet hun er meget direkte, ikke handler specielt velovervejet og på grund af hendes rent fysiske kampevner. Hendes meget livlige og glade personlighed, der dog aftager noget efterhånden som hun udsættes for moralske dilemmaer, sammen med hendes barnlighed på trods af hendes kropsformer, har skabt en karakter, der både virker sød men samtidig utrolig sexet, skønt hun ikke er spor bevidst om det. Dette afspejles i hendes krop, der er utroligt velskabt med store bryster, smal talje og lange ben, og hendes meget afslørende tøj. Den stramme kjole med den store korsudskæring, der både viser bryster og maven frem, understreger sammen med en del panty-shots på grund af kjolens ekstremt korte længde, at Eclair er ment som en person med en meget tydelig sex-appeal.

    Lumiere er personlighedsmæssigt Eclairs modsætning. Hun er forsigtig, tænker altid tingene igennem og lever efter sit valgsprog om, at piger skal være elegante, så hun forsøger konstant at få Eclair til at opføre sig mere passende for en ung pige. Hun er altså langt mere moden end Eclair psykisk, men hendes krop er lige modsat, hun ligner en 10-årig. Hendes tøj har dog samme grad af fanservice som Eclairs, da det er en stram mørkeblå bodysuit, der meget tydeligt viser alle detaljer af hendes krop. Flæser ved benene, en krave og en sløjfe understreger hendes ønske om at være elegant.

    De andre personers tøj er lige så veldesignet, hver har sin tydelige stil, og det passer også til hver deres væremåde, om end vi ikke ser nær så meget til deres personligheder, det er Eclair og Lumiere, der er showets stjerner på trods af det store persongalleri.

    Historien i Kiddy Grade virker til at begynde med lidt tynd, men efterhånden afslører den en pæn dybde, og ved senere gennemsyn viser starten sig også at have en tydelig tråd til den senere kompleksitet.

    Et af de store problemer, historien lider under i starten, er, at løsningerne på de problemer, der opstår, er for lette. Eclair og Lumieres overmenneskelige evner viser sig pludselig som værende stærkere end forventet eller de bliver reddet af deres rumskib. Dette forsvinder i midten af serien, men kommer lidt med igen til sidst om end det virker mere naturligt på det tidspunkt idet man da har fået en bedre forståelse for baggrunden, der tillader, at det sker.

    Serien er meget action-fyldt, der sker hele tiden noget, og der er altid flere deciderede kampsekvenser i hvert afsnit. Det betyder dog ikke, at der ikke er en stille stund indimellem, hvor vi ser en mere afslappet og dagligdags side af personerne, men det er hele tiden en kontrast til resten af deres hurtige liv.

    Så på trods af seriens mangler, er den alt i alt et meget fængende og engagerende bekendtskab. På trods af de umiddelbare stereotyper ender man let med at holde af personerne og dermed virkeligt se frem til, hvad der sker for dem.

    Kiddy Grade er ikke en serie der revolutionerer genren, men den er en god evolution – nogen vil i opbygningen med to ret forskellige piger med store kræfter i en sci-fi setting drage en parallel til 80er serien Dirty Pair – og et solidt stykke underholdning. Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Science fiction / action
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Funimation

  • Full Metal Panic

    Som titlen kunne antyde, så er FMP en serie i Mecha genren og på mange måder typisk for en sådanne, selvom den også blander en god del humor ind i serien på sin egen måde.

    I en meget nær fremtid er terrorisme lige så udbredt som nu, men en hemmelig organisation, Mithril, bekæmper den over hele kloden med hjælp fra meget avanceret teknologi. Så da Mithril finder ud af at visse terrorister er ude efter en bestemt pige, så sender de en speciel division af sted for at beskytte hende. Pigen Chidori er muligvis en “whispered,” født med ubevidst kendskab til teknologi af samme type som Mithril bruger, og hun må under ingen omstændigheder falde i forkerte hænder.

    For at kunne beskytte hende bedst er Sousuke udvalgt til at blive hendes hemmelige bodyguard. På grund af hans unge alder, men livslange militærhistorie, antages han for at være perfekt til at blive optaget i Chidori’s skoleklasse og beskytte hende. Det går bare ikke helt som ventet, da Sousuke muligvis passer ind med sin alder, men han har meget svært ved at lade være med at opføre sig som en soldat, til Chidori’s store irritation og hun ender hurtigt med at stemple ham som en pistoltosset militærfreak der åbenbart ikke laver andet end at følge efter hende.

    Men netop som den lettere aggressive Chidori har affundet sig med Sousuke, bliver hele klassen kidnappet og først efter en længere flugtmission, involverende adskillige imponerende kamprobotter, slipper de væk. Men Chidori er stadig i fare for nye overfald og Sousuke bliver derfor en mere permanent del af hendes dagligdag, som derefter er alt andet end normal.

    Serien veksler meget i handlingen, hvor den starter med en lille action smagsprøve i første episode, beskæftiger den sig derefter med Chidori’s skolemiljø, samt hende og Sousuke’s forhold, i adskillige episoder. Derefter slår den ret drastisk over i en actionpræget redningsaktion der også introducerer seriens skurk og de ret imponerende kamprobotter, hvorefter FMP glider tilbage i skolemiljøet i et stykke tid.

    Det giver serien en underlig afveksling mellem humor og action, ret godt opdelt så man ikke er i tvivl om hvor det skiller og ændrer karakter.

    Den forandring i seriens handling og tempo kan nok gøre at visse personer foretrækker en af de 2 stile frem for den anden, men personligt syntes jeg det var rart at hver enkelt episode ikke var en blanding af humor og alvor, det havde nok ødelagt stemningen, hvorimod 3-4 afsnit af hvert efter hinanden giver en mere samlet historie.

    Serien har ikke nogen udpræget flot eller anderledes tegnestil, den er nærmest ret normal, der er dog blevet gjort meget umage med at få den computergenererede grafik til at passe sammen med det håndtegnede og netop det at man ikke lægger mærke til grænsen mellem de to stile gør FMP til en af de mere vellykkede blandinger.

    Ligeledes er baggrundsmusikken i serien meget varieret mellem de to handlingstyper og især i action sektionerne er den meget med til at fremhæve handlingen.

    Full Metal Panic er nok noget for de fleste mecha fans, så længe man husker på at der kommer sektioner hvor humoren er mere dominerende. Chidori og Sousuke’s forhold spiller meget på deres forskellige livsstile og de utallige komplikationer der kommer ud af det, imens der sideløbende kører en historie om global terrorisme, urgammel super teknologi og metalkæmper der brager sammen. Så hvis man mangler lidt mecha action og ikke har noget problem med humor, så kan jeg varmt anbefale Full Metal Panic.

    Genre: Sci-Fi / Mecha, 26 episoder
    Alder    : 13+
    Studie: Gonzo, 2002
    Amerikansk licens: ADV Films
    Udgivet i Danmark

  • Figure 17

    Pigen Tsubasa har for nyligt mistet sin mor og er flyttet med sin far ud på landet, hvor han følger sin gamle drøm om at blive bager. Desværre viser det sig at livet væk fra byen ikke er helt så fredeligt som man skulle tro, da Ten aftesubasa n ser et UFO lignende fly styrte ned i det fjerne. Hun forlader gården og går ud for at undersøge det nærmere og ender midt i en kamp mellem flyets pilot og et monster der er slubbet løs fra det. Til sin kamp bruger piloten en avanceret kunstig organisme, der binder sig med han krop igennem den beholder den er opbevaret i, men selv med det boost som den forening giver, er han ikke i stand til at besejre det undslupne væsen. Efter at piloten er slået bevidstløs går monsteret efter Tsubasa, der flygter ind i det nedstyrtede rumskib. Herinde kommer hun ved et uheld til at ødelægge en beholder med endnu et af de kunstige organismer, som binder sig direkte med hende. Kombineret bliver de en langt stærkere person og er i stand til at besejre væsenet, men efter kampen deler de sig, meget til Tsubasa’s overraskelse, i to, hvoraf den ene er en identisk version af hende selv.

    Figure 17 kunne meget nemt lyde som endnu en serie om magiske, transformerende piger og sukkersøde kampsekvenser involverende diverse lyserøde våben, men serien vælger at tage en helt anden retning og stil. Mere end noget andet, så handler den om Tsubasa og hendes nye tvillingesøster Hikaru og deres vendskab. Tsubasa er en stille, forsigtig og indelukket pige, imens Hikaru, selv om hun deler Tsubasa’s minder, er udadvendt, aktiv og fuld af gåpåmod, men alligevel er der et stærkt venskabeligt bånd mellem dem, som virkeligt er seriens kerne.

    Hver episode af Figure 17 varer forbavsende nok hele 45 minutter, hvilket er meget usædvanligt for noget der har været en tv-serie i Japan. Også hvordan episoderne er sat sammen adskiller sig væsentligt fra normen, da de oftest består af 35-40 minutter der handler om pigerne, og resten fokusere så på deres kombinerede kampform og deres forsøg på at stoppe alle de væsener som det nødlandede skib slap løs. Skiftet mellem seriens to sektioner er ofte meget markant, da episoderne for det meste løber stille og roligt, omhandlende de to pigers normale liv og de helt normale problemer de har der. Derefter skifter det til de ret flotte og action mættede kampscener, der er lige så vigtige for serien som alt andet og til trods for det ret drastiske skift i handlingen, så er det en yderst vellykket kombination.

    I det daglige liv er Tsubasa som nævnt en indelukket pige og her er hendes nye søster en stor hjælp med at få hende til at åbne sig, imens Tsubasa’s følelser og liv er en meget intens oplevelse for Hikaru, der inderst inde stadig er et kunstigt væsen med Tsubasa’s minder. Det er også meget dominerende i deres kampform, hvor det er Hikaru der har styrken og evnerne, men det er Tsubasa’s følelser der motiverer hende og det er det forhold mellem de to piger der er med til at gøre Figure 17 til en så smuk serie.

    Men der er andre ting der gør serien værd at fremhæve. Musikken der følger handlingen er perfekt afbalanceret, med stille og rolige temaer det meste af tiden, med spring over i mere intense stykker under kampene, samt åbnings- og afslutningsstykker der er værd at høre igen i alle 13 afsnit.

    Dertil kommer at animationen er dejlig glidende og de utallige baggrunde der er brugt er alle lavet i smukke detaljer der virkelig fremhæver de naturomgivelser som serien foregår i. Om det så er snedækkede gårde eller pigernes favorit sø i skoven, så er der lagt vægt på at vise det så smukt som muligt.

    Figure 17 er en serie af forbavsende høj kvalitet og har man ikke noget imod en blanding af meget drama og lidt action, så er historien om Tsubasa og Hikaru både smuk og spændende, på en måde man sjældent ser det i serier, og jeg kan anbefale den til enhver der gerne vil se hvad Japansk animation kan tilbyde af godbidder.

    Genre: Magical Girl / drama
    Alder:     7+
    Studie    : Genco / OLM
    Amerikansk licens    : Media Blasters

  • Crest og Banner of the Stars

    Menneskeheden er draget ud i rummet og Jorden er for længst glemt af de galaktiske stormagter der dominerer verden. Jijan er søn af guvernøren af Hyde stjerne systemet, men som barn bliver det invaderer Abh Imperiet det, en race der nedstammer fra menneskeheden, men er skabt til at eksistere i rummet.

    Jinto’s hjem system bliver en del af deres domæne og som søn af en nobel, bliver han de næste år optrænet til at leve som en Abh. Efter at have afslutter sin uddannelse skal han til Abh imperiets tronverden og turen dertil foregår på en af Imperiets mindre slagskibe. Her lærer han Abh pigen Lafiel at kende, som viser sig at være intet mindre end en prinsesse, der er i gang med af aftjene den værnepligt som alle Abh skal igennem for at blive anerkendt som borgere.

    Desværre bryder en krig ud og skibet ender med at blive angrebet af en overlegen styrke, hvilket tvinger Jinto og Lafiel til at undslippe i et mindre transport skib, men de er i fjendtligt territorium og der er en lang og farlig vej tilbage, som giver de to massere af tid til at lære hinanden at kende.

    Crest of the Stars og Banner of the Stars er ret ny science fiction anime serie, der dog på mange måder kan betragtes som et klassisk rum drama. Hvor de fleste sci-fi serier fokusere på action og umulige, men imponerende teknologi, så vælger denne saga at satse på rent drama og forbavsende realistiske slag i rummet. Crest serien omhandler mest Jinto og Lafiels oplevelser på deres vej hjem, men giver samtidigt et indblik i den ret fascinerende opbygget Abh kultur, som er vigtigt for fortsættelsen, Banner serien. Med den baggrund og seriestil man får fra Crest er det nemmere at nyde Banner seriens handling, der mere eller mindre et en lang kampagne, hvor man følger slaget i rummet fra Lafiel og Jinto’s vinkel, inde i et af de mindre kampskibe, og samtidigt ser man slagets strategiske udvikling fra de store skibes kommandobro.

    Serien udemærker sig både i det lidt underlige forhold mellem Jinto og især Lafiel, der modsat sit spinkle og delikate udseende, er styret af en stærk og dominerende vilje, der gør det let at forestille sig hende som en kommende dronning. Hun er indbegrebet af hele Abh filosofien, hvor det at lede andre er noget man skal gøre sig fortjent til, også som prinsesse. Derfor er den mere jordbundne Jinto et godt match, for selv om Lafiel aldrig ikke vil indrømme det, så bliver han en ven hun stoler på og altid kan vende sig til. For ham betyder hendes status og rang intet, selv om hun dog er nødt til at give ham adskillige hårde lektioner i det ansvar der følger med at være hendes ven.

    Ikke alle vil kunne lide de meget strategiske kamp sekvenser i serierne, men det er netop dem der er med til at hive den op på en nærmest episk skala. I stedet for de sædvanlige to hære der zapper løs på hinanden, så oplever man hvordan flåderne udnytter langt mere realistisk teknologi, som miner, målsøgende missiler og nærmest ubåds lignende navigation. Samtidigt ser man Abh flådens ledere planlægge og udføre de forskellige slag, præsis som man kunne forestille sig det foregik på et hangar skib nu om dage. Alt sammen noget der lidt giver en den fornemmelse at sådan kunne slag i rummet foregå.

    Crest og Banner of the Stars er hvad man bedst kan definere med udtrykket ”Space Opera”, for den blander personlige dramaer med gigantiske rumslag, uden at forfalde til at fokusere på en enkelt helt, der redder verden. Serierne har en stil der gør den enestående og derfor er den et af de anime guldkorn, der skiller sig mærkbart ud fra resten og er med til at definere den spændevidde som anime har.

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Studie: Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Crest of the Stars

    Hvad er Abhs’ formål, hvor kom de fra og hvad er Abhs i det hele taget? Det samme spekulerer den unge Jinto Lin over, da han venter i rumhavnen på for første gang at skulle stå ansigt til ansigt med en ægte Abh.

    Crest of The Stars foregår i en fjern galakse, langt, langt væk … sådan kunne jeg have startet, men der er parodier af den slags nok som det er. Der skal dog ikke herske tvivl om at Jorden næppe er en af naboplaneterne i Crest of The Stars‘ univers, hvoraf en stor del er styret af The Humankind Empire Abh.

    Og hvad er Abhs så? Det er en de arter af intelligent liv, som eksisterer i den kendte del af rummet. Udseendemæssigt er de ikke så forskellige fra et almindeligt menneske, bortset fra at deres hår er blåt og at de generelt er ret smukke. Desuden er de på grund af genmanipulation i stand til at leve 200-250 år og de bor på deres rumskibe blandt stjernerne. Deraf kommer ”Kin of the stars”, som de ynder at kalde sig selv. Denne stolte race har ét mål: At samle hele menneskeheden (som de opfatter sig selv som værende en del af) under én nation, for derved at undgå fremtidige krige og andre problemer.

    Deres fremgangsmåde er at overrumple en planet med en militær offensiv og derved få den til at underkaste sig Abh-herredømme, hvorefter de går videre til den næste. Dette har dog ikke de store konsekvenser for beboerne på planeterne, idet Abhs ikke blander sig synderligt i detaljerne på de pågældende planeter, men nøjes med at administrere dem overordnet.

    Mød grev Jinto Lin Syun Locke Hyde, hovedpersonen i Crest of The Stars. Som barn var han vidne til at planeten, som hans far var præsident for, blev overtaget af Abh-imperiet. Imidlertid indgik hans far en aftale med Abh-styrken, som gik ud på at indlemme ham blandt Abhs, så han fik lov til fortsat at stå for styringen af planeten. Som søn af præsidenten påvirkede dette også Jinto, hvilket betød at Jinto formelt set er en adelig Abh, og derfor har pligt til at tjene et vist antal år i militæret.

    Den egentlige historie tager sin begyndelse i en rumhavn, hvor Jinto venter på det krigsskib, der skal transportere ham videre til officerskolen. Her møder han den unge og charmerende Lafiel, som er sendt ud for at bringe ham til krigsskibet Gosroth.

    Imidlertid bliver Gosroth kort efter Lafiel og Jintos ankomst udsat for et angreb, og de er derfor nødt til at flygte i en lille rumfærge. Her begynder deres historie.Crest of The Stars er, som man nok har gættet, en sci-fi anime som foregår det ydre rum, med alt hvad der dertil hører af rumskibe, planeter, rumstationer og storstilede kampe med strålevåben. Derudover præsenteres vi for nogle dybe, yderst veludførte personligheder, hvilket er godt, idet den medrivende historie i høj grad bliver drevet af de medvirkendes individuelle udvikling, frem for at fokusere på kampene. Historien synes at køre i én glidende bevægelse, frem for at være episode-præget, hvilket ikke er så mærkeligt, da Crest of The Stars oprindeligt er baseret på en bog. At det ikke er en historie drevet af kampene kan måske også ses på den overraskende rolige og lidt utraditionelle opening, som er en behagelig afveksling fra de sædvanlige, lidt mere oppumpede eksempler, som man har set så tit.

    Tegningerne er flotte og detaljerede, især hvad angår baggrundene, hvor der mange steder virkelig er kælet for detaljerne. Desuden er der gennemgående gjort god brug af farverne til at understrege atmosfære og lyssætning i de forskellige scener, hvilket er virkelig lækkert. Tegnestilen kræver dog en smule tilvænning på nogle punkter. For eksempel er hovederne tegnet ret specielt.

    Rent teknisk er billedkvaliteten fin, men ikke perfekt. Hvad det skyldes er ikke til at sige, men ved afspilning på en computerskærm var billedet flere steder præget af artifacts, hvilket er lidt ærgerligt. Det er ikke et udpræget problem og det meste af tiden er det faktisk ret flot, men det er stadig et irritationsmoment, som man godt kunne have været foruden. Den er acceptabel, men det kunne være gjort bedre.

    Lyden er et rent og udmærket stereomiks. Som nævnt er historien meget persondreven, hvilket også afspejles på lydsiden, hvor der er forholdsvis megen dialog. Musikken er primært tilstede under kampsekvenserne, hvor den underbygger stemningen udmærket. Et sjovt påfund er at finde i starten af hver episode, hvor der kort fortælles en smule om baggrunden bag universet, som Crest of the Stars foregår i. Tilsyneladende har man valgt at lade fortælleren tale Abhsk, hvilket er lidt sjovt at høre og som medvirker til at underbygge følelsen af noget, som foregår langt, langt væk.

    Den japanske tale er generelt god og in-character og jeg anbefaler i høj grad at man ser serien med originaltalen frem for den engelske dub. Jeg ved godt at det vel efterhånden er en fast bemærkning i anmeldelser som denne, men i Crest of The Stars har jeg en ekstra god grund til at understrege denne anbefaling, for dubben er absolut horribel. Ingen af skuespillerne lyder specielt oplagte eller indlevede og man får ofte fornemmelsen af at de bare læser op fra et manuskript de har fået stukket i hånden to minutter forinden. Medmindre du absolut ikke har andre muligheder, så hold dig langt væk fra den engelske. Den er under lavmålet, selv sammenlignet med det normale niveau for den slags dubjobs.

    Crest of The Stars er en virkelig flot og medrivende science-fiction fortælling, drevet af nogle meget komplette og dybe personligheder og et spændende univers. Videosiden kunne være bedre, men det hæmmer ikke oplevelsen synderligt. Historiemæssigt er det meget svært at pege på noget sted hvor denne serie halter, for den er efter min mening en af de bedste i sin genre.

    Selv hvis man ikke er udpræget science-fiction-fan, har denne serie stadig en masse at byde på. Kan varmt anbefales.

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment