AnimeGuiden

Tag: fanservice

  • Dead or Alive 4

    Doatec koncernen fortsætter med at eksperimentere med deres klon af shinobuen Kasumi, og derfor angriber ninjaerne firmaets bygning for at få stoppet projektet.

    Det ville være synd at sige at der er noget nyt under solen, for det er den næsten samme tynde historie om Doatec der kloner Kasumi, kontrollen er den samme som i de tidligere X-Box spil med minimale forskelle pga controller og det eneste virkelig forbedrede er grafikken. Ligesom det var med alle spillene siden DOA2 egentlig, men det virker så hvorfor ændre det?

    Historiens tyndhed når dog nærmest nye højder (eller måske nærmere dybder). Denne gang er der ikke engang en rigtig forfilm med introduktion men kun en smule under kampene og så nogle flotte afslutningsvideoer. De er i det mindste rigtig flot lavet og giver en fin bid historie, men det er for lidt og for sent efter min smag.

    Der er nok ikke nogen der spiller kampspil for historien, og det er da også gameplayet det kommer an på. Som beskrevet ovenfor er der ikke ændret det store i det siden de tidligere X-box spil, så hvis man har spillet dem vil man straks være hjemme. Måske lidt for hjemme dog, idet spillet er lige på og hårdt for de uøvede, der er ikke noget easy mode men kun normal og sværere.

    Som tidligere kan mange ting på banerne ødelægges, umiddelbart føles det som lidt flere end i de tidligere spil endda. Kast din modstander ind i et bord med vaser på og de ødelægges ligesom gipsfiguren på væggen, vinduet eller den tynde skillevæg i det japanske hus. En af banerne foregår på en vej i noget der minder om Las Vegas, og der kører biler forbi og rammer spillere der står i vejen indimellem, en anderledes form for interaktiv kulisse.

    Der er alle de gamle kendige fra de første DOA-spil plus dem fra DOA3 samt fire nye – en japanske pige der hedder Kokoro, en mexikansk kæmperinde, en blond gut og så en kvindelig Spartan (Master Chief fra Halo).

    Grafikken er dog flot, selv et par år efter udgivelse er det stadig blandt de bedste 3d-kampspil og mange af kulisserne er virkelig flotte og man får indimellem lyst til at nyde dem hvilket desværre resulter1er i en tabt kamp.

    Personerne har også mange detaljer, f.eks. kan man på de fleste pigers tøj ane brystvorter under de stramme toppe, men det virker lidt unødvendigt og en smule usmageligt. Nogle af kostumerne har også rigtig flotte teksturer med fin dybde, læder, kunststof og den slags ser virkeligt naturligt ud. Det gør til gengæld, at man virkelig lægger mærke til at huden på personerne er flad og ikke har tekstur, især på pigerne der viser meget ben er det virkelig iøjnefaldende og ødelægger indtrykket af en realistisk 3d-verden noget.

    Samlet er DOA4 uagtet dets mangler et glimrende kampspil og en fin første udgave i HD, men på trods af at det er et af de bedste kampspil lavet er det stadig blot nyt opkog på gamle knogler. Pigerne ser dog bedre ud end nogensinde før så de fleste tilgiver det nok.

    Platform X-Box 360
    Udvikler Tecmo

  • Burst Angel

    I fremtides Tokyo er kriminalitet gået amok, og våben er blevet meget udbredt, selv blandt normale borgere.

    Politiet er derfor erstattet med det mechaniserede firma RAPT, der hårdhændet prøver at opretholde lov og orden. Men der er andre fraktioner der arbejder i Tokyo, og en af disse er en gruppe piger, der udfører opgaver af varierende arter, lige fra at være bodyguards, til destruktive mecha sammenstød.

    Sei er gruppens voksne og modne leder, en hård forretningskvinde, der hovedsageligt organisere de missioner som resten skal udføre.

    Så er der Amy, deres 12 årige computer ekspert, der står for at samle informationer ind og hacke systemer.

    Meg er en forhenværende tyvetøs fra New Yorks gader og kan lidt af hvert, selv om hun forbavsende ofte ender med at blive kidnappet.

    Til sidst er der Jo, som er den egent-lige arbejdshest i gruppen. Om det så er med pistoler eller i hendes mecha, så lever hun for kamp og har mere end normale evner indefor området.

    Deres opgaver starter med at være typiske ting som at fange en kriminel gangster, stoppe en løbst mecha eller beskytte diverse ting, men efterhånden opdager de, at der er noget meget forkert i gang. Noget der involverer genetisk mutation, med brug af levende hjerner i maskiner og meget ofte, så fører sporene tilbage til RAPT, som er det eneste der står mellem civilisation og kaos.

    Burst Angel er mecha og action når det er bedst, med mange og hurtige kampe, veludrustede piger og kæmpemaskiner der hamrer løs på hinanden.

    Ind imellem bliver der også tid til at fokusere på personerne, men det er tydeligvis ikke seriens formål.

    Vil man have fanservice oveni, så er der også masser af det, især fra Meg, der i sin minimalt dækkende kopi af en cowboy dragt nok tiltrække en del opmærksomhed.

    Den grafiske side af serien er en lidt blandet sag. Håndanimationen er forholds god, men blandes med en del ret synlig computer grafik.

    Gonzo er blevet bedre til at blande den slags sammen, men det er stadig meget åbenlyst hvor grænsen går, og til tider ligner især mecha kampene noget som er taget fra et computerspil.

    Lydsiden fremmer desværre ofte den fornemmelse, da den tit virker overdrevet eller direkte malplaceret i handlingen.

    Men i det hele taget er musikken til serien nok min største kritik af den, for den bruger en, efter min mening, ikke særlig vellykket blanding af hip-hop, pop og techno. Især åbningen sprang jeg trofast over for at undgå musikken der.

    Er man til mecha, action, skydevåben og fanservice, så er Burst Angel nok en af de serier man bør overveje at investere i. Er man dog lidt kræsen med hensyn til musik, synlig CG eller en ikke alt for imponerende handling, så burde man nok nøjes med at kigge på en enkelt DVD til at starte med.

    Original titel: Bakuretsu Tenshi
    Genre: Action, cyber-punk
    Alder: 15+
    Studie: Gonzo
    Instruktør: Koichi Ohata
    Amerikansk licens: Funimation

  • Mezzo

    I en fremtid lige om hjørnet er teenage pigen Mikura, sammen med den nogenlunde jævnaldrende Harada og den ældre Kurokawa, en del af et team der løser diverse problemer.

    Det er for det meste opgaver der er tilpasset gruppens talent for ikke at stille for mange spørgsmål og få tingene gjort, selv om det begynder at brænde på. Især Mikura evner som action-helt er ret praktiske med de opgaver de får, imens de to mandfolk ofte virker mere som hendes support.
    Under deres første opgave redder Mikura pigen Asami, som derefter prøver at komme med i gruppen, især fordi hun beundrer Mikuras åbne og frembrusende personlighed, som er helt modsat hendes egen, ret sky, natur.

    Teamets opgaver er lige så varierede som de er underlige, og involverer både spøgelser og rumvæsener. Men lige meget hvad, så er deres fremgangs måde ofte den samme. Nemlig at undersøge problemet og når det så går galt, skyde sig frem til en løsning.

    Mezzo DSA er action så det brager, med ganske interessante personligheder og en del komiske indslag, der dog ikke går ud over de mere alvorlige sektioner af hver episode.
    Dog mangler serien lidt en gennemgående handling og i starten virker det meget som en masse enkelte afsnit der ikke har ret meget med hinanden at gøre, selv om man skulle tro at ting som at rende ind i et rumvæsen og spøgelser, ville sætte sit præg på deres tilværelsen.

    Men seriens fokus er også mere action end handling og der lægges ret stærk ud lige fra starten, hvor Mikura skyder, hopper og sparker sig igennem en flok af maskerede badguys, bliver blæst ud af et vindue, falder adskillige etager ned, men klarer at lande uskadt og redder endda en pige på vejen.
    Serien er dog ikke væg til væg action hele tiden, der kommer også indblik i p ersonerne og hvem de er, samt den fortløbende historie om den ukendte snigmorder der hver episode prøver at dræbe Mikura, dog med så lidt held at hun knapt nok lægger mærke til det.

    Animationen i Mezzo er ret flot, selv om Mikura, der bevæger sig rundt i sin dragt, nok har en tendens til at stjæle en stor del af opmærksomheden.
    Kvaliteten falder god lidt efter episode et, selv om store dele af serien er blevet gen-animeret efter at den blev vist på japansk TV. Hvilket nok var et smart træk, da den version led meget af at studiet havde en deadline.

    Noget der dog ikke behøvede at blive remastered var lydsiden, som er ret god. Især start sangen og den tilhørende åbningssekvens er absolut værd at se på, da den er ganske underholdende i sig selv.
    Ligeledes er stemmer og lydeffekter ret gode, med Kurokawas stemme, der nok er mere interessant end god.

    Hvis man mener at navnene og personerne i serien lyder bekendte, så er det ikke så underligt, for Mezzo DSA er baseret på den to episoders OVA der hedder Mezzo Forte og handlingen er taget derfra, dog uden noget af den pornografi som originalen har. Mezzo Forte er en mindre kendt serie af samme skaber som Kite, nemlig Yasuomi Umetsu og selv om han ikke direkte har været involveret i skabelsen af TV serien, så holder den sig til hans karakter designs og det er endda lykkedes at få mange af de detaljer med som præger hans mini-serier. Som at man et sted lige kan få øje på to mænd og en skolepige der går på fortovet, en scene fra Kite, set i et andet perspektiv.

    Så action, mere action, fanservice og glimt af humor er nøgleord for serien, og kan man lide dens slags og ikke forventer et stort og omfattende plot, så kan Mezzo DSA anbefales og er værd at se mere end en gang for at få det hele med.

    Original titel: Mezzo Danger Service Agency
    Genrer: Action, drama, sci-fi
    Alder: 15+
    Studie: ARMS
    Instruktør: Yasuomi Umetsu
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Hanaukyo Maid Team – La Verite

    Taro har arvet fra sin onkels “forretning”, men det er ikke bare en lille sjat penge, lidt gamle møbler eller forfalden butik ligesom normale folk. Næ, han har arvet et helt imperium, med et kæmpe palads, flere penge end han kan nå at bruge og ikke mindst, en hær at tjenestepiger der kun lever for at opfylde hans ønsker.

    For de fleste lyder det sikkert som paradis, men for Taro bliver det hurtigt for meget. Med så mange piger der bare vil opvarte ham, så bliver det hurtigt et problem, da han ikke bryder sig om at skuffe dem.
    Men heldigvis, i et kaos af piger, så er der Mariel, som er tjenestepigen over alle tjenestepiger og for Taro er den eneste oase i hans travle dag.

    Hanaukyo Maids Team – La Verite er en ny version af en serie der blev lavet for år tilbage og er baseret på samme manga som sin forgænger, men hvor den første løb af sporet, så holder den nye version sig langt tættere til originalen.

    La Verite er næsten udelukkende fanservice, med fokus på enhver der lider af et tjenestepige fetish. Men den når da at få nogle søde historier om de forskellige piger med ind i handlingen og hvor første omgang af serien egentlig aldrig rigtigt nåede forbi humoren, så har den nye version en langt dybere handling, der dog først går i gang i seriens sidste 3-4 episoder.

    Tegnestilen brugt i serien er ikke for detaljeret, men det passer godt til den, hvor der er lagt mere vægt på at der er lys og klare farver. Dog er der episoder hvor der er gjort umage med kvaliteten, især i til sidst, hvor der er leget meget med bevægelser og alternative måder at tegne belysning på.

    Serien skal ikke taget ret alvorlig, men skal ses som humor og handlingen er i den lette ende af skalaen, med vægt lagt på små solskins historier og forholdet mellem Taro og de forskellige piger.
    Men har man lyst til morskab hvor man ikke skal tænke for meget, så er Hanaukyo Maid Team – La Verite ret vellykket da den tilbyder en del gode grin uden at stille de store krav til hjerneaktivitet. Perfekt til at at slappe af med efter en stressende dag.

    Original titel: Hanaukuyo Maid Tai La Verite
    Genre: Komedie, fanservice
    Alder: 15+
    Studie: Doumo
    Instruktør: Takuya Nonaka
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Popotan

    I en stor villa, der ligger på toppen af en bakke uden for byen, bor der tre søstre.

    Den ældste, Ai, bruger briller, er storbarmet og bekymrer sig ikke om nøgenhed. Hun er meget rolig og blid og nærmest indbegrebet af kvindelig omsorg.

    Mai er den midterste søster. Hun er temperamentsfuld, sporty og fladbrystet, i hvert fald sammenlignet med hendes storesøster.

    Mii er den yngste søster, men helt klart den mest aktive af dem. Hendes opførsel er hyperaktiv det meste af tiden, hvilket både gør hende kær og irriterende på samme tid. Hun leger ofte at hun har magiske kræfter og kan forvandle sig til en Magical Girl (se artikel i blad 3), hvilket kan skabe problemer. Hun elsker desuden bløde ting, hvilket hendes søstres bryster ofte får at mærke.

    Popotan er baseret på et pornografisk pc-spil af samme navn, men de hårde scener er fjernet, og tilbage bliver en masse bar hud men intet virkeligt ”alvorligt”. Historien er også ændret, men personerne og stederne er de samme.

    I det hele tager er personerne det centrale i serien, det er dem der driver historien fremad og ikke omvendt. Der sker en udvikling i løbet af serien for dem alle, men det hele foregår i et roligt tempo.

    Grafisk er det tydeligt at serien er meget ny, den blev vist på japansk tv i sommeren 2003. Serien har en meget levende farve-palette, noget der er med til at give den et let og gladt udtryk.

    Farverne er også en central del af de tiltalende karakterdesigns, der er taget uændrede fra spillet.

    Lyden i Popotan er også af en god kvalitet. Musikken er udmærket, men samlet langt fra et mesterværk. Åbningssangen er lavet af gruppen Under17, og er, som deres sange har for vane, meget catchy. Under17 har også lavet sangene til spillet, og sangerinden, Haruko Momoi, lægger også stemme til Mii i begge udgaver.

    Alt i alt er Popotan en glimrende men lidt spøjs serie. Det er en historie om nogle piger med en udsædvanlig livsmåde og hvordan de udvikler deres opfattelse af livet på grund af den, men samtidig er der rigtig megen bar hud, så serien er kun for ældre (drenge primært).

    Derigennem fanger den godt nok ”charmen” fra spillet og gør den trods alt en tand mere afdæmpet, men spørgsmålet er om serien reelt ikke havde været mindst lige så charmende uden huden, uden nøgenheden ville handlingen fint kunne passe alle aldre.

    Genre: fanservice, drama
    Alder: 15+
    Studie: Petit Ferret, Shaft
    Instruktør: Shinichiro Kimura
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Ultimate Girls

    Japan bliver angrebet af gummi-monstre, bogstaveligt talt, de ligner gummi-monster og vader rundt ligesom Godzilla og har producent-navn stående under fødderne. Til at forsvare Japan mod denne ”trussel” er der UFO-Man, en person med en kæmpe hjelm der ligner en ufo på hovedet. Under en kamp med det seneste monster, disse angreb er noget der sker nærmest dagligt og tv er altid på pletten til at optage det, kommer UFO-Man i kæmpe-størrelse dog ved et uheld til at træde på nogle piger. En af dem er Koharuno Silk, og UFO-Man redder dem ved at give dem hans livsenergi mod at hun indtager hans plads som bekæmper af monstrene. Hun siger ja uden at vide til hvad, og straks forvandles hun til en stramt-klædt kæmpe-pige…

    Ultimate Girls (UG) er en parodi på de højt-elskede monsterfilm, primært Godzilla og dens afkom, tilsat M.O.Es (G-On Riders, UFO Princess Valkyrie, Cosprayers/Smash Hit!/Love-Love) velkendte streg og fanservice.

    Tegnestilen er pæn og der er brugt en del klare farver, og sammenlagt har serien en ”glad og positiv” stemning i det grafiske på trods af monster-temaet. Den minder mere om de billige og ret lyse sentai*-serier som Power Rangers og dens japanske brødre end monster-film som Godzilla, selv den japanske udgave. Generelt kan man sige at har man set én nyere M.O.E serie har man set alles grafiske udtryk, kvaliteten er meget ensartet og det samme gælder designs, steder etc., de har fundet en stil og holder den.
    Og M.O.Es ting er moe**, det kan man ikke komme udenom. Firmaet leverer til stadighed søde personer der samtidig er en smule sexede men hvor det søde stadig har overhånd.

    Historien er ekstremt tynd, man kastes ind i tingene og får intet at vide om verdenen, men det er lige meget for man kender det hele i forvejen fra dens mere ”seriøse” forbilleder, og så simpelt som det hele er ville det virke malplaceret.
    Heller ikke personerne er der noget dybde eller originalitet i. Silk er indbegrebet af en modvillig heltinde, kun hendes veninde der går meget op i cosplay er en smule frisk pust, om end denne type er begyndt at bliver mere udbredt de senere år, men alle er de skabelonskårne og uden en egen personlighed.
    Monsteret i første afsnit er en tydelig kopi af Godzilla-stilen, hvor dets gummi-kostume/action-figur look er blevet gjort meget tydeligt, helt ned til producentmærket under foden, ikke originalt men ret morsomt.
    Og UFO-man ligner også et stykke billigt legetøj, så alt er som det skal være der, simpelt men det vil trække en smule på smilebåndet hos dem der kender forbillederne.

    Alt i alt er Ultimate Girls en parodi der opnår det den er ude efter, at være hjernedød underholdning med søde piger der viser noget hud på en pæn, ikke alt for vulgær måde (man får noget bar hud at se, men sensuelt eller på anden måde gearet på at være virkelig seksuelt er det ikke).
    Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på om M.O.E er kørt fast i underlige rumvæsener invaderer Jorden som reddes af søde piger på en kikset måde skemaet, alle deres senere serier har handlet om det.
    Men hvis det underholder folk kan det tilgives, og det opnår Ultimate Girls delvis, den vil givetvis ikke vil blive husket meget længere end man ser den og den ikke vil tiltale en manga pga. sin simplicitet og mangel på dybde, men som en ekstrem let underholdning til når man virkelig keder sig kan den gå.

    * sentai = korps (militær). Bruges også om et hold af farvekodede maskerede helte.
    ** moe = moeru, brænde. Det bruges i overført betydning om at en person brænder for ting, oftest brugt om en kærlighed til piger der ikke helt er voksne men mere end børn, altså stadig mere søde end sexede.

    Lavet af: M.O.E (Masters of Entertainment)
    Blev først vist på japansk tv: Januar 2005

  • Mahou Sensei Negima

    Mahou Sensei Negima er en ny anime (første afsnit blev vist 6/1/05 klokken 01:00 om natten) baseret på Ken Akamatsus (Love Hina, A.I Love You) seneste manga af samme navn.

    Negi Springfield er 10 år og er netop ved at være færdig på et magi-akkademi i england. Som afgangsprøve skal han undervise en klasse på en japansk skole. Det viser sig at være en ren pige klasse på 31 elever, 31 meget forskellige piger. Der er bogorme, sportspiger, en fotograf-fanatiker, et wanna-be idol og flere til.
    Negi har den egenskab at når han nyser ryger pigernes skørter op, noget der dog er afdæmpet en del i forhold til mangaen hvor luftrykket ofte nærmest flår tøjet af pigerne.
    Blandt pigerne har han størst problemer med Asuna, som han kommer op at toppes med (eller rettere, hun med ham uden at han gør noget) allerede inden han begynder på skolen. Hun minder en del om Naru i LH, og har da også et crush på en ældre lærer, Takahata-sensei.
    Men bortset fra hende er alle pigerne i klassen meget glade for Negi og en urolig tid kan begynde.

    Grafisk set er det tydeligt at Negima er en 2005 serie, høj detaljegrad, levende farver (der er ikke sparet på hårfarverne f.eks.) og en flydende animation giver et glimrende grafisk udtryk. Det sammen med gode karakter-designs i en stil som mange kan lide sikrer at alene det grafiske vil skabe mange fans. fanservice er som sagt dæmpet noget i forhold til mangaen, noget jeg ikke troede de ville gøre med det sendetidspunkt, men det gør ikke serien dårligere, tværtimod var mangaen en tand for overdrevet i sine forsøg på at vise mest mulig hud efter min mening.
    Hvad angår stemmelæggere må serien have ryddet godt, der er som sagt 31 piger og de fleste af dem har stemmer af kendte seiyuuer. Dette er med til at give seriens personer liv, noget der ellers kan være svært med så mange. Musikken er ikke nævneværdig, nogle få timer efter kan jeg ikke huske spor af den, end ikke op og ed, men på den anden side er den jo så ikke så dårlig at den gør indtryk på den måde.

    Historien er ikke videre original, men det er vel heller ikke det man forventer af en haremsserie. Med så mange piger er den sikker på at kunne ramme de flestes smag med i hvert fald én af dem, men samtidig gør antallet at man ikke kommer til at kende dem virkelig godt. De fleste af dem er stereotyper, hvilket hjælper en del, og derigennem føler man alligevel at de er tiltrækkende, idet man selv “fylder på” i hvordan de er.

    Af en haremsserie er Negima ikke værst, og der er da nogle få originale tanker og henvisning til andre værker (Harry Potter anyone?) der gør den underholdende. Det er sikkert at den vil få mange fans, ikke kun pga. Akamatsus popularitet men også fordi serien er ganske underholdende og har en pige for enhver smag.

  • DearS (PS2)

    Dette spil er pt (starten af 2005) ikke udkommet i EU (eller andre vestlige lande), og chancen for at det gør det er ret lille, så betragt denne anmeldelse som en appetitvækker på hvad der findes “derovre” i Japan.

    Folk der ikke har læst anmeldelsen af DearS animeen anbefales at læse den først, idet denne anmeldelse går ud fra at man har en ide om hvem personerne er.

    Som I måske ved udkom der et DearS PS2 spil kort inden animeen begyndte på japansk tv. Det udkom i to udgaver, en regular og Limited Version udgave, hvor den sidste udover spillet have OST og nogle postkort. Det er ikke blevet udgivet andre steder i verden, ikke engang resten af Asien endsige i Vesten, og spørgsmålet er også om det bliver det idet det er en hardcore dating-simulator, en genre der ikke er ret udbredt her. Ja, det vil sige at spillet er på japansk og intet andet.

    Spillet er som sagt en dating simulator, og det er meget typisk opbygget for genren. Du er på forskellige steder med pigerne, hvor du kan tale med dem, og indimellem vælger du en af dem, som så følger efter dig rundt i byen. Jo mere du taler med dem, jo bedre kan de lide dig, man kan købe ting (melon-pan :D) etc. Visse steder kan du så også få dem til at gøre ting for dig, støve af i din lejlighed, lave mad, se tv, etc. Dearsne vel at mærke, de er trods alt slaver.

    Det der gør at spillet skilder sig ud fra mængden er altså absolut ikke gamplayet, men personerne. Det er dem man kender, og måske elsker, fra mangaen og animeen. Der er dog en til med, der primært optræder i spillet: China. Hun er en ung Dears, noget yngre end Ren og Miu i hvert fald, omkring en 12 år vel.

    Hun er meget hyper, og er ofte på grænsen af at være irriterende. Hun planlægger hele tiden måder hun kan få spillerens opmærksomhed på, hvilket oftest går ud over Ren. Hendes stemmelægger er Haruka Momoi (Komugi-chan i Nurse Witch Komugi-chan, Mii-tan i Popotan, forsanger i gruppen Under 17), netop kendt for sine “hyper lille-pige” roller.

    Resten af stemmelæggerne er de samme som i animeen.

    Historien er grundlæggende den samme som de andre udgaver, på nær at China-chan er med.

    Et rumskib med aliens styrter ned på Jorden, og da de ikke kan reparere det bliver de her og integrerer sig i det samfund de landede i, Japan. En år efter finder en ung mand, der ikke bryder sig om Dears, som rumvæsnerne kalder sig, en Dears pige liggende besvimet i en park. Han redder hende fra at blive kørt ned af en lastbil, og hun udvalger ham til sin herre. Hun lærer hurtigt at tale japansk, og efterhånden glider hun ind som en del af hans hverdag.

    Spillet har samme grundhistorie, men allerede dagen efter man finder Ren samler man China op, og delen hvor Ren ikke kan snakke gjort meget længere, og der er en del scener med Ren og China der taler sammen på “dearsk”. Det at China er der gør en del scener andereledes, så hvor historien grundlæggende er den samme er der hele tiden en drejning pga. China.

    Grafikken er pæn, men viser på ingen måde hvad PS2 kan. Det hele er ren 2d, 3d-effekter er ikke eksisterende, men ville heller ikke passe til stilen. Billedet er rimeligt skarpt og farverne tydelige, noget der er vigtigt så farverigt som det er. Personerne og stederne ligner stregen i animeen fuldstændig; da de to udkom omtrent samtidig vil jeg tro at dem der lavede spillet arbejdede sammen med anime-folkene og at det er de samme der har lavet character-designs etc.

    Så alt i alt er det et middelmådigt dating-spil, der holdes oppe af nogle tiltalende personer, som man måske kender i forvejen.

    Platform: PlayStation 2
    Genre: Dating simulator
    Alder: Alle
    Lavet af: Media Works

  • Nurse Witch Komugi

    Komugi Nakahara er udvalgt af Vaccine-Verdenen til at fange nogle undslupne vira som deres udvalgte, magiske sygeplejerske heks.

    Hendes ”almindelige”job er som cosplay-idol, om end hendes popularitet ikke er overvældene. Hendes hyperaktivitet er ved at drive hendes manager til vanvid, men han redder hende alligevel ud af de problemer, hun skaber igen og igen

    På trods af, at hun er 17 år, har hun et barneansigt, og hendes krop er også ligeså flad som et barns, hvilket generer hende grænseløst. Hun er derfor meget misundelig på sine mere barmfagre kolleger, især Megumi, der da også driller hende med hendes manglende udvikling konstant.

    Hun er dog ikke uvenner med alle på arbejdet. Hun er meget forelsket i den unge mand Kyosuke, der er flink mod hende men ikke meget mere. Hendes bedste veninde deler også jobbet, Koyori hedder hun, og på trods af at hendes fysiske udrustning er direkte modsat Komugis elsker Komugi hende højt.

    Virusserne har dog også valgt et menneske til at kæmpe for dem, Magical Maid Koyomi-chan. Hun skaber kaos overalt ved at sprede vira, der forvandler folk, hvorefter de alle angriber Komugi. På trods af Koyomi-chans genkendelige navn og fortrin har Komugi ingen anelse om, hvem hun er, og et kapløb om at overgå hinandens udfordringer starter.

    Hvis personerne i Nurse Witch Komugi virker bekendte, er det ikke underligt, idet de alle stammer fra serien Soul Taker (anmeldt i blad 6). Komugi-chan derfra blev så populær, at hun fik sin egen spin-off serie, der ingen relation har til den ”gamle serie” udover personernes udseende og til dels personlighed.

    Nurse Witch Komugi er en OVA, og det ses tydeligt på dens grafiske overflade. Baggrundene er detaljerede og givet et godt billede af, hvordan forskellige steder i Japan ser ud.

    Animationen er flydende hele vejen igennem, og man mærker tydeligt, at der har været et vist budget bag serien. Et andet sted, hvor der ikke er sparet, er farverne. Serien er meget farverig, og paletten nærmest stråler af liv.

    Lydmæssigt er Komugi også glimrende. Personerne har de samme stemmer som i Soul Taker, men selvom den var seriøs og dette er en komedie, gør de det alle rigtig godt, og man føler, at tegning og stemme virkelig udgør en samlet person.

    Baggrundsmusikken er ikke nævneværdig, men flere sange man hører undervejs er ganske udmærkede og ret catchy, blandt andet opening og ending men der er også flere udover dem

    Nurse Witch Komugi er en parodi på Magical Girl genren (se artikel i blad 3) hvis man skal putte den i en genre-bås, men hovedområderne for dens vittigheder er fankulturene omkring cosplay, idoldyrkelse og andre former for ekstrem fandyrkelse. Megen af humoren er også baseret på henvisninger til en del andre animeer. Afsnit to indeholder f.eks. en længere parodi på Battle of the Planets/Gatchaman, og sådanne henvisninger til andre serier kommer i en jævn strøm.

    Man skal dog villig til selv at stå for skud indimellem, for da serien gør grin med anime og cosplay kulturen samt moe-begrebet*, rammer den ofte ting, som seeren kan genkende fra sig selv.

    Dette er samtidig seriens svaghed, idet man skal kende den japanske (fan)kultur rimeligt godt for at få mest muligt ud af vittighederne. De kan da godt forstås uden indgående kendskab, men underholdningsværdien falder noget.

    Nurse Witch Kumugi er en godt animeret serie med god lyd, der, set med vore vestlige øjne, lider lidt under en indforstået humor.

    Men hvis man kender en masse anime og har et indblik i japansk fankultur, vil Nurse Witch Komugi være et kig værd. Absolut anbefalelsesværdig til folk med den rette smag, andre bør overveje, om den vil sjov nok til at være pengene værd for dem.

    * moe er et udtryk der er opstået i Japan som beskrivelse for kærligheden til søde og nuttede personer, ikke af seksuel karakter.

    Original titel: Nurse Witch Komugi-chan Magikarte
    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 13+
    Anime lavet af: Tatsunoko Productions
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Please Twins

    Maiku vender hjem til den by han er blevet født i og til trods for at han stadig går i skole, så er han som forældreløs nødt til at klare sig selv. Men med sit bijob som computer programmør så har han råd til at leje det hus han blev født i og flytte ‘hjem’.

    Men netop som han er ved at indrette sig på sin sædvanlige eneboer stil, så dukker der en pige, Miina, op ved huset, som er i besiddelse af et billede med lille pige og dreng, og hun mener at hun er opvokset i samme hus som Maiku.

    Siden de begge to har den samme sjældne blå øjenfarve, så beslutter Maiku sig lidt modvilligt til at lade hende flytte ind. Men det hele kompliceres mere da endnu en pige, Karen, dukker op, med de samme blå øjne og et billede magen til. Da Maiku tror meget stærkt på de familie værdier han selv har manglet, så kan han ikke sige nej til endnu mulig søster og således flytter hun også ind i huset.

    Siden de alle tre er uden forældre og på hver deres måde savner et sted at høre til, så til trods for at kun den ene pige kan være Maikus søster, bliver de tre en lille familie, med alle de problemer der hører til. Men på den anden side, så er de alle tre unge og dybere følelser begynder at spire.

    Til trods for det lidt underlige forhold mellem personerne, så er Please Twins en kærligheds historie og fokuserer mest på dilemmaet mellem Maiku og de to piger, hvor den ene er hans søster og den anden en total fremmed person, men ingen af dem er klar over hvem der er hvad.

    Det giver et ret anderledes og akavet forhold mellem dem, hvor Maiku for det meste virker mest interesseret i at have en familie, for at kompensere for ikke at have haft nogen før. Men samtidigt er begge piger forelsket i ham og selv om de to har en indbyrdes aftale om ikke at forsøge noget før familie forholdt er afklaret, så er de jo alle i en alder hvor hormonerne spiller fodbold med den sunde fornuft.

    Please Twins dvæler meget på Mikes forhold mellem hans ‘familie’ og man kan lidt mistænke den for at prøve at udnytte det søster kompleks som ofte skinder igennem i anime og anime relaterede spil. For det er et tilbagevendende emne i hver episode at den ene pige kan blive Mikes søster, imens den anden kan blive meget mere, men lige nu er de begge potentielt nær familie.

    Men udover det, så er Please Twins ganske hjertevarmende og hører til i den romantiske, letter humoristiske, livsbekræftende anime gruppe. Som titlen giver indtryk af, så er serien i familie med Please Teacher serien. Mange fra den forrige serie optræder som bipersoner i Twins, men handlingen er uafhængig af forgængeren.

    Selv om Please Twins i selv er en ganske ubemærket serie, så udover at cirkle om et tabu, kan man ikke sige der er den store fremdrift i serien og den mangler lidt af forgængerens intensitet og styrke. Men som en sød og romantisk serie er den seværdig, selv om den nok altid vil står i skyggen af Please Teacher, selv om der dog er skruet op for fanservicen i Twins.

    Original titel: Onegai Twins
    Genre: Komedie / drama / romance / fanservice
    Alder: 13+
    Lavet af: Doumo
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Steel Angel Kurumi

    Vi befinder os i 20’ernes Japan, hvor den unge præstelærling Nakahito bliver udfordret af sine venner til at gå ind i et hus. Det skulle ifølge rygterne være hjemsøgt af en gal videnskabsmand og han horrible forsøg på unge piger. Mere eller mindre mod sin vilje bliver Nakahito nødt til at udforske husets kælder, hvor han falder over kroppen af en ung pige og ved et uheld kommer til at kysse hende.

    Kysset vækker hende, men hun er ikke nogen helt normal pige, men en kamprobot ved navn Kurumi, bygget til at forsvare menneskeheden.

    Kysset har gjort Kurumi mere end bare loyal over for hendes nye ”herre”, så derfor er hun og Nakahito uadskillelige fra det øjeblik, lidt af en blandet velsignelse for ham, da Kurumi er bygget med et ulovligt prototype af et hjerte, skabt af ustabile elementer der kan være en stor trussel hvis hun ikke ”modner” rigtigt. Men en attraktiv, mysteriøs og usædvanlig pige kommer sjældent alene og efterhånden slutter hendes to søstre sig til gruppen, i kamp mod militæret og en fjendtlig styrke af kvindelige androider.

    Steel Angel Kurumi er næsten så typisk for sin slags som den kan være. Den har tre piger, en lettere ynkelig helt og masser af fanservice. Pigerne kommer i hver deres version af tjenestepigeuniformer samt har forskellige proportioner, så der er lagt op til at tilfredsstille et stort udvalg af mandlige feticher. Kurumi og hendes søstre kæmper også i utallige kampe, ofte involverende ødelagt tøj og imellem kampene er der lidt famlende udvikling af forholdet mellem Kurumi og Nakahito.

    Serien er ikke dårlig, men bare ikke noget der adskiller sig fra utallige andre action serier med en dreng og adskillige piger. Den har sine gode øjeblikke og perioder hvor den bliver lidt triviel. Der er handling og udvikling i handlingen, men udover et par underlige drejninger i historien, så kører det bare i rundkreds indtil slutningen.

    Tegnestilen er lige så ordinær som serien, med lidt brug af tidlig computeranimation, især synlig i den ganske søde åbningssekvens. Grafisk er serien ret stabil, selvom man til tider godt kan se at der er sparet på detaljer. Derimod er animationen ganske flydende, noget der gør kampsekvenserne ganske pæne at se på.

    Har man lyst til en sød harems serie med en god del action og fanservice, så er Steel Angel Kurumi ganske god. Den kan ses uden at man skal tænke for meget og den har en behagelig slutning. Men serien er ikke noget man vil huske for længe bagefter, selv om Kurumi er ganske nuttet.

    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 15+
    Studie: M.O.E
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Saber Marionette R

    Saber Marionette RJunior er sønnen af den lokale konge. Derfor har han tre androider, i form af unge piger, til at beskytte og hjælpe ham. Desværre bliver kongen dræbt og riget overtaget af skurken Starface og Junior bliver nødt til at flygte i selskab med sine androider. Sammen med de tre piger overlever han diverse angreb, blandt andet fra Starface’s egne Kamp Marionetter og Junior begynder på at løse gåden om hvem den mystiske Starface er, for at få kongeriget tilbage.

    SMR er en kort OVA serie der blev lavet før mere kendte Saber Marionette J TV serien, dog er den ikke en forløber, men en helt anden historie. Marionetterne Lime, Cherry og Bloodberry er med i den, som Juniors androider, men med andre kroppe og personligheder. Det er dog stadig de samme der lægger stemme til de tre robotter, så de ”føles” som de samme der er med i TV versionen.

    Tegnestilen er meget anderledes og virker ret blandet. Junior og hans marionetter er nærmest barnlige, især Lime, der ikke ser ud til at være over 10 år i den her version. Derimod er de ”onde” marionetter ret voksent tegnet og involverer en del fanservice, noget der er med til at hive serien op over 10-12 års aldersgruppen.

    Har man set Saber Marionette J TV serien og kan lide den, så burde man købe Saber Marionette R for at få den set og føjet til samlingen. Men den er ikke noget større anime mesterværk, og med kun tre episoder, så virker den for kort og sammenpresset. Men om man har set TV serien eller ej, så kan Saber Marionette J OVAen sagtens ses, da de egentlig har ret lidt med hinanden at gøre, udover at være baseret på de samme androider som hovedpersoner.

    Original titel: ＳＭガールズ セイバーマリオネットＲ
    Fra: 1995
    Genrer: Komedie, science fiction
    Alder: 13+
    Instruktør: Koji Mazunari
    Amerikansk licens: Media Blasters