AnimeGuiden

Tag: fanservice

  • Happy Lesson

    Chitose er i et lidt specielt dilemma. Han plejede at bo alene efter hans forældres død, som efterlod ham et stort hus at leve i. Det der dog egentlig gør hans situation anderledes er at han lever sammen med fem voksne kvinder og de er alle sammen lærerinder på hans skole. Men disse fem lærerinder er ikke ligefrem helt normale eksemplarer af slagsen, for udover at de hver prøver at være som en mor for Chitose, så har de hver deres ret alternative personlighed og måde at opføre sig på.

    Som nogen måske kan forestille sig, så kan det til tider være irriterende at have en mor der er en lærerinde, men at have fem af dem kan til tider være et mareridt, især da ingen må finde ud af at de bor sammen med ham. Noget der er langt fra let, eftersom at de hver gør deres bedste for at fylde mor rollen, oftest til et punkt hvor stakkels Chitose’s helbred er seriøst truet.

    Men selvom et fuldt sæt af mødre er et af Chitose’s store problemer, så er der andre ting der blander sig i hans liv. Som for eksempel hans klassepræsident, en pige der udover at være ret nysgerrig også er dybt forelsket i Chitose. Dertil kommer et par barndomsveninder og en lettere ustabil videnskabskvinde, så han har mere end nok at se til.

    Happy Lesson er ikke noget mesterværk. Faktisk så er den med nogle få undtagelser en ret typisk “harems” serie, med enkelt mandlig hovedperson og en næsten uendelig strøm af underlige piger. Serien gør sig dog bemærket ved at den fokuserer mere på deres lidt underlige mor/søn forhold frem for romantik. Især Chitose’s gradvise forvandling fra at være en ensom slagsbror til at blive en del af en familie er et vigtigt punkt i serien.

    Serien er underholdene, til tider lidt plat og andre gange ganske bevægende. Dog virker det lidt som om den aldrig helt når nogen steder, hvilket er ret normalt i den slags serier, men i Happy Lesson savner man en større udvikling af handlingen. Den er også ret forvirrende i starten, da man kastes direkte ind i serien på et tidspunkt hvor lærerinderne allerede er flyttet ind og man får så historien bag det i de følgende episoder.

    Et problem ved Happy Lesson er at den nok vil blive målt mod serier som Love Hina og det kan den ikke leve op til, men har man set den og gerne vil se mere af samme genre, så er Happy Lesson et godt bud. Udover det så er serien lidt svær at anbefale, da den langt fra er den bedste i sin genre og vil nok virke ret forvirrende for nybegyndere indenfor anime. Men har man lidt penge til overs og vil gerne se en serie med god humor og varme følelser, så kan Happy Lesson være lige sagen.

    Genre: Comedy
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Geneon

  • Najica Blitz Tactics

    Najica er til dagligt en parfumeproducent, men hun har også et sidejob som hemmelig agent i bedste James Bond stil, med hurtige biler og skumle skurke der dagligt prøver at overtage verden. Men Najica er en af de bedste i sit hverv og kun de færreste ting sløver hende ned, selvom det bliver en del mere kompliceret da hun redder en ung pige, som viser sig at være en Humaritt, en slags androide designet udelukkende til kamp.

    For at forbedre Najica’s chancer for at klare sig mod high-tech kriminelle der også bruger Humaritter, så bliver hun teamet op med Lila, den Humaritt som hun reddede.

    Najica Blitz Tactics foregår i en nær fremtid, men det er egentlig ikke en verden meget mere avanceret end vores og med den samme type af magtgale skurke som man finder i de fleste actionfilm, med det tilføjede element af lynhurtige og fysisk stærke kamprobotter i menneskeform.

    Hvad der dog gør serien bemærkelsesværdig er den store del af undertøj der bliver fremvist ved enhver lejlighed og de “kamera” vinkler der bliver brugt for bedre at kunne se trusserne på alle kvindelige personer. Det er mildest talt distraherende i starten, for selv for en anime, er der flere “Panty Shots” i episode et end der er i de fleste animeserier tilsammen. ADV som udgiver serien har da også lagt mærke til det og som en bonus til dem der køber DVD boksen til serien, følger der et par trusser med.

    Meget ofte bliver den slags fanservice brugt til at aflede opmærksomheden fra seriers mindre heldige ting, oftest en total mangel på en dybere handling eller middelmådig tegnestil. Man kan fristes til at stemple Najica som sådan efter at man er blevet bombarderet med billeder af hvide trusser igennem de første 2 episoder, men selv om Najica ikke har verdens bedste tegnestil eller nogen dyb og fascinerende baggrundshistorie, så er den langt fra så underlivsfikseret som man først får indtryk af.

    Om der er færre Panty Shots senere eller om man bare vænner sig til stilen ved jeg ikke, men når man er kommet ind i serien, så virker det ikke så slemt og selv om den er lidt episodisk opbygget, så kommer man frem til en acceptabel handling.

    Kan man lide animepiger, masser af synligt undertøj og action i agent stil, så er Najica et pletskud som man nok kan bruge en del tid på. Dog kan det blive for meget for mange og i Najica Blitz Tactics er det ofte som om at alt form for beklædning er lavet sådan at den mindste bevægelse vil afsløre hvad der er nedenunder, for slet ikke at tale om hånd til hånd kampe der kunne få de fleste lingeri kataloger til at se tomme og konservative ud.

    Genre: agent / action, 12 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Media Factory, 2001.
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Tenchi Muyo GXP

    Seina er nok den mest uheldige dreng på jorden. Ikke en dag passerer forbi uden at han ødelægger ting, kommer til skade eller forårsager mindre naturkatastrofer. Hvilket egentlig er lidt synd, for han er en ret flink ung mand, der aldrig ville skade nogen, selv om han er en omvandrende katastrofe zone. Så derfor er hans familie lykkelige da han under mærkelige omstændigheder ender med at lade sig rekruttere til Galaxy Police, en universal politistyrke.

    Men knapt nok har han forladt jorden, før det viser sig, at han har endnu en evne udover sit enorme uheld. Han tiltrækker åbenbart pirater, så i løbet af ingen tid er næsten hele universets pirat flåde lige i hælene på ham. Men de bliver ledt lige i armene på et gigantisk kampskib, under ledelse af en frygtet admiral fra Jurai folket, som ordner problemet. Efter dette mellemværende begiver Seina sig videre mod GXP’s hovedkvarter, for at begynde sin uddannelse til intergalaktisk politimand, i selskab med adskillige tiltrækkende hunkønsvæsener fra forskellige racer.

    Siger man Tenchi Muyo, så er der omgående mange fans over hele kloden der spidser ører. Så derfor var endnu en Tenchi serie noget der vakte opmærksomhed, og ligesom med Arnold Schwarzeneggers navn på en film plakat. Så var der mange der glædede sig til den, mig inklusiv.

    GXP viste sig at være et såkaldt spin-off, en serie baseret på en anden, men med andre personer eller ny handling. Den har også meget lidt med de originale Tenchi Muyo serier at gøre, udover at den foregår i samme univers og hentyder her og der til kendte personer fra de andre serier. Desværre lever GXP langt fra op til den legende, som forgængerne har skabt. Den prøver for hårdt at efterligne stilen, men har meget lidt nyt at tilføje, og virker mest af alt som en serie lavet efter samme manuskript, med nogle ændringer.

    Hovedpersonen er flink og uheldig, men det er også hele spændevidden for hans personlighed. Det meste af tiden virker det som om han en søvngænger, der knapt nok er klar over hvad der foregår, og han er en af de mindst interessante ting i serien. Dog til trods for at han generelt fremstår ret retarderet, så falder alle kvindelige personer for ham og er villige til at ændre hele deres liv bare for at være ved hans side. Ofte i sådanne harems serier er hovedpersonen lidt vattet, men i det her tilfælde er det lidt som at se Lois Lane kassere Superman, til fordel for en yderst selvudslettende version af Clark Kent og det virker bare ikke i GXP.

    Serien spiller meget på Tenchi Muyo’s fanstatus, så derfor er der også en del referencer til de tidligere serier, hovedsageligt den originale OVA serie. Således støder man på Mihoshi’s moder, Ayeka’s trolovede og så videre. Men en eller anden må have sammenlignet de to serier og nået frem til at der manglede et vigtigt element. Så derfor er der en kvindelig rumpirat ved navn Ryoko med, som dog ikke skal forveksles med den meget populære kvindelige rumpirat Ryoko, som er med i OVAen, for de har intet med hinanden at gøre.

    Lydsiden til serien er forholdsvis normal, selv om man fornemmer en hvis mangel på liv i dubben, især for Seina, hvis dialog næppe kunne være meget mere monoton. Grafisk minder tegnestilen meget om forgængerne, med tydeligt computer genererede rumskibe og mange tegn på et lavt budget, som da alle Seina’s klassekammerater forvandler sig til synkroniserede kloner under løbetræning.

    Med mindre man er så meget Tenchi Muyo fan at man skal have alt der bærer den titel, så bør man undgå GXP. Savner man en sci-fi serie at se, så køb Last Exile eller Kiddy Grade. Ellers ender man hurtigt med en fornemmelse af at have spildt penge, når der er så mange andre serier der er langt bedre. GXP virker mest af alt som et forsøg på at score kassen med en god titel, klassisk stil og et skrabet budget.

    Genre: Komedie / science fiction
    Alder: 13+
    Studie: AIC
    Amerikansk licens: FUNImation

  • Vandread

    Udover at jeg var helt vild med Robotech da den i tidernes morgen var til at se i fjernsynet, så har mecha anime altid kedet mig, selv den legendariske Neon Genesis Evangelion fandt jeg kun middelmådig underholdene. Så da jeg i slutningen af 2000 ville se hvad Vandread var for noget, var det uden de store forventninger.

    Vandread foregår i en fjern fremtid, menneskeheden har forladt jorden og har koloniseret stjernerne. To sådanne kolonier, langt fra Jorden, den ene befolket af de mægtige, noble retfærdige Mænd, som er i konstant kamp mod befolkningen på den anden, en race af morderiske, barbariske og onde Kvinder.

    Hibiki er en ung mand der for at komme frem i tilværelsen beslutter sig for at stjæle en kamprobot han selv har været med til a bygge, en Vangard, men ender med at blive skudt ud i rummet ombord på Mændenes ultimative våben, som de desperat udløser efter et massivt nederlag mod en af Kvindernes piratflåder af små, mobile Dread rum-fly.

    Det Ultimative Våben slynger et skib fra hver flåde halvvejs igennem rummet og våbenets kerne forbinder på mystisk vis de to skibe til et nyt, stærkere skib, til stor overraskelse for den nu blandede besætning, der pludselig består af 158 Kvinder, 3 Mænd og en enkelt mekanisk maskot. Den ret overlegne styrke af Kvinder tager hurtigt kontrollen over skibet, men en helt ny fjende tvinger dem til at arbejde sammen med de få Mandlige medlemmer og overkomme deres ret gensidige had til hinanden, for at kunne overleve og begynde den lange rejse hjem, med det håb at kunne advare deres verdener mod den trussel der er på vej.

    Handlingen i Vandread er ikke videre dyb og ret gennemskuelig, så det er en serie hvor man kan læne sig tilbage og slappe af og bare nyde den uden at skulle spekulere for meget over historien. Mand/kvinde forholdet giver en lidt anderledes vinkel på sagen, men det er stadig bare en måde at fylde et rumskib med en overflod af attraktive animepiger, dog får man en fornemmelse af at alle de personer man ser har deres egen plads og funktion ombord på skibet, lige fra folkene i skibets kontrolrum, til de mindre skibes forsyningsområde (en lokalitet der minder forbløffende meget om en fast food restaurant). Selvfølgelig er der nogen der står mere frem, sammen med den lille gruppe af mænd, især Hibiki og Dita, seriens hovedpar.

    Men hvad der mere end noget andet adskiller serien fra andre af samme genre er at dens ret spektakulære actionsekvenser er lavet med computer animation på et niveau der selv i dag er imponerede og ofte finder man sig selv siddende og måbe over den hastighed og aktivitet alting sker med.

    At den computerskabte del af serien ikke helt matcher med den håndtegnede er nok noget man lige skal vende sig til, men selv om serien brillere med flotte kamp- sekvenser, så er der også tid til at fokusere på hovedpersonerne og selv bi-personer bliver vist frem og får lidt efter lidt mere kød på sig.

    Vandread tilbyder en solid blanding af action og humor, blandet med et par gode bidder drama og et anderledes syn på kønnenes kamp, dog uden at blive for seriøs i længere tid af gangen, men heller ikke så det bliver til en ren komedie. Så hvis man er til mecha action, søde piger og flot computer grafik, så kan man nok ikke gå galt i byen med Vandread.

    Genre: Sci-Fi / Komedie, 2 x 13 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Kiddy Grade

    GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.

    To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opføre sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent, og hun har valgsproget ”Piger skal være elegante” (Onna no ko wa ereganto ni)

    De bliver sat sammen med Armbrust, en kontakt til underverdenen som altid har planer kørende nag ryggen. Eclair er irriteret på ham fra starten og vil ikke have noget med ham at gøre, mens Lumiere komme udmærket ud af det med ham. Begge mistror ham dog, og med god grund, han kender deres baggrund, noget de ikke selv gør mere, og han kender og deltager I GOTTs leders skjulte planer for dem.

    Kiddy Grade er lavet af Gonzo, et ret nyt men fremadstormende animationshus (Blue Submarine No. 6, Vandread, Last Exile) der nyder stor popularitet. De udgav et promotion klip for Kiddy Grade næsten et år, inden serien kom på tv, hvilket skabte meget store forventninger til serien, idet klippet lovede en dynamisk, mørk og action-fyldt serie med en del fanservice.

    Mange blev skuffede, da den startede, idet det virkede som om den mørke undertone var væk I første del af serie. Senere fik serien dog et mere kompliceret og ildevarslende plot og tone, men da havde dele af fankulturen allerede afskrevet den.

    Et andet kritikpunkt var, at serien virkede usammenhængende, og umiddelbart virkede løsningerne på problemerne i de første afsnit meget hurtige og letkøbte. Jeg var enig i dette første gang jeg så serien, men ved senere gennemsyn viste det sig, at dette ikke var tilfældet, og at historien var meget mere sammenhængende og grundigt opbygget, end det umiddelbare indtryk var.

    Men på trods af denne kritik og misfornøjethed over serien fik den en stor fanskare og popularitet, især i Japan hvor Eclair og Lumiere var i NewTypes (det største blad om anime) top 10 over kvindelige personers popularitet i mange måneder.

    Kvaliteten af serien fejler ikke noget, på alle punkter er serien blandt det bedste, der er lavet. Man kan se, at Gonzo kan deres kram, og deres ry er fortjent.

    Animationen er glimrende. Alle bevægelser, det værende mennesker, rumskibe eller mechaers, er flydende og troværdigt udført, og på intet tidspunkt hakker animationen, noget der burde være – og i mange tilfælde heldigvis også er ved at være det – en selvfølge i animation lavet efter år 2000. Baggrundene er også utroligt flotte og detaljerede. Der er god variation i dem, og man får virkelig fornemmelsen af forskellige planeter, forskellene mellem små landsbyer, livlige metropoler og mørke rumstationer.

    Character-designet i Kiddy Grade er et kapitel for sig, alle personernes udseende er gennemført ned til mindste detalje og passer perfekt med deres personlighed. Det er tydeligt, hvorfor Eclair og Lumiere har opnået så stor popularitet.

    Eclair er lidt tomboy-agtig, idet hun er meget direkte, ikke handler specielt velovervejet og på grund af hendes rent fysiske kampevner. Hendes meget livlige og glade personlighed, der dog aftager noget efterhånden som hun udsættes for moralske dilemmaer, sammen med hendes barnlighed på trods af hendes kropsformer, har skabt en karakter, der både virker sød men samtidig utrolig sexet, skønt hun ikke er spor bevidst om det. Dette afspejles i hendes krop, der er utroligt velskabt med store bryster, smal talje og lange ben, og hendes meget afslørende tøj. Den stramme kjole med den store korsudskæring, der både viser bryster og maven frem, understreger sammen med en del panty-shots på grund af kjolens ekstremt korte længde, at Eclair er ment som en person med en meget tydelig sex-appeal.

    Lumiere er personlighedsmæssigt Eclairs modsætning. Hun er forsigtig, tænker altid tingene igennem og lever efter sit valgsprog om, at piger skal være elegante, så hun forsøger konstant at få Eclair til at opføre sig mere passende for en ung pige. Hun er altså langt mere moden end Eclair psykisk, men hendes krop er lige modsat, hun ligner en 10-årig. Hendes tøj har dog samme grad af fanservice som Eclairs, da det er en stram mørkeblå bodysuit, der meget tydeligt viser alle detaljer af hendes krop. Flæser ved benene, en krave og en sløjfe understreger hendes ønske om at være elegant.

    De andre personers tøj er lige så veldesignet, hver har sin tydelige stil, og det passer også til hver deres væremåde, om end vi ikke ser nær så meget til deres personligheder, det er Eclair og Lumiere, der er showets stjerner på trods af det store persongalleri.

    Historien i Kiddy Grade virker til at begynde med lidt tynd, men efterhånden afslører den en pæn dybde, og ved senere gennemsyn viser starten sig også at have en tydelig tråd til den senere kompleksitet.

    Et af de store problemer, historien lider under i starten, er, at løsningerne på de problemer, der opstår, er for lette. Eclair og Lumieres overmenneskelige evner viser sig pludselig som værende stærkere end forventet eller de bliver reddet af deres rumskib. Dette forsvinder i midten af serien, men kommer lidt med igen til sidst om end det virker mere naturligt på det tidspunkt idet man da har fået en bedre forståelse for baggrunden, der tillader, at det sker.

    Serien er meget action-fyldt, der sker hele tiden noget, og der er altid flere deciderede kampsekvenser i hvert afsnit. Det betyder dog ikke, at der ikke er en stille stund indimellem, hvor vi ser en mere afslappet og dagligdags side af personerne, men det er hele tiden en kontrast til resten af deres hurtige liv.

    Så på trods af seriens mangler, er den alt i alt et meget fængende og engagerende bekendtskab. På trods af de umiddelbare stereotyper ender man let med at holde af personerne og dermed virkeligt se frem til, hvad der sker for dem.

    Kiddy Grade er ikke en serie der revolutionerer genren, men den er en god evolution – nogen vil i opbygningen med to ret forskellige piger med store kræfter i en sci-fi setting drage en parallel til 80er serien Dirty Pair – og et solidt stykke underholdning. Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Science fiction / action
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Funimation

  • DearS

    Nogle rumvæsner nødlander på Jorden, og ude af stand til at reparere deres rumskib vælger de at søge asyl i Japan. De får betegnelsen Dears, siden de er vores kære venner, og allerede et år efter er den en etableret del af samfundet.

    Den unge mand Takeya er mistroisk over for Dears, men hans venner er vilde med dem. Hans barndomsven, pigen Neneko, hjælper ham i det daglige fordi han bor alene, og er generelt til stor irritation for ham. I skolen er der deres klasselærerinde, der hellere vil posere halvnøgen foran klassen i lingerie end undervise, og hvis hjemmelavede opgaver altid handler om det samme tema…

    En dag møder Takeya en nøgen, hjemløs pige i en park. Han kan ikke tale, og Takeya tager hende med hjem for at undgå problemer med forbipasserende.

    Det viser sig at hun er en Dears, men ingen viden har udover sit alien-navn, så Takeya døber hende Ren, da det andet er for langt. Noget af det første hun gør efter at han har lært hende at tale, er at erklære at han er hendes herre og hun hans slave…

    Som folk måske kan se er historien ikke videre original, men del-elementerne er skruet sammen på en måde så den ikke er fuldstændig forudsigelig, kun næsten. Der ligger også hele tiden en mørk undertone med herre/slave betegnelserne, og det at Dears ikke fortæller hele sandheden. Der er lagt op til drama på mere end det rent personlige plan, omen det er det der optager hele fokus det meste af tiden. Den er dog, som de fleste serier i samme stil, en komedie, den har blot en seriøs undertone.

    Animationen er flydende med masser af farver, men det er efterhånden normen for nye serier, så den er ikke noget specielt på den område. En interessant ting er at der ikke er brugt mange farver på menneskenes hår, de er mørke ligesom japaneres i virkeligheden, men Dearsne har alle de underlige farver vi kende og elsker fra anime.

    Karakterdesignet er ret tæt på mangaens, og det er efter min mening ret pænt og tiltrækkende, om end ret generisk. Det formår tydeligt at vise hvordan personerne er, og sammen med stemmerne skaber de et godt billede af personlighederne. En detalje er at Rens stemme ikke er så ”lillepige-agtig” som hos Chi eller de fleste andre piger i ”opfattelse som et barn men voksen krop” genren, eller hvad man nu skal kalde det fællestræk.

    Et grafisk virkemiddel, der bliver brugt flittigt i serien, er sd-sekvenser*, der er ret mange af dem, og der er utroligt nuttede. Specielt Rens kærlighed til melon-pan (brød) bliver ofte udtrykt derigennem, i mangaen forklares det således på fin en oversigtsplanche at størstedelen af hendes hjerne er dedikeret til nydelse af sådanne.

    Alt i en alt en umiddelbart middelmådig serie om smukke piger med en pæn portion fanservice og en megen komik, lærerinden bl.a., men characterdesignet og en forholdsvis helstøbt udførelse gør at den virker mere en smule interessant end andre lignende serier.

    *sd = SuperDeform, når personer tegnes meget småt og overdrevent nuttet, bruges til at understrege en pointe med, og for at give en scene et mere komisk islæt.

    Stammer fra: juli 2004, tv-serie
    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: Genco
    Baseret på mangaen af samme navn, lavet af Peach Pit og udgivet af Dengeki Comics

  • Dead or Alive 2

    Velkommen til et af de første spil til PS2, Dead or Alive 2, der endda “kun” er en konvertering af et DreamCast-spil. Spillet er stort set identisk på begge platforme, på nær at der er tilføjet lidt ekstra i PS2-udgaven. Dette skal absolut ikke ses som et minus, for spillet er godt, endda ret godt.

    Der ikke nogen særlig god baggrundshistorie, bare den sædvanlige smøre med at der holdes en stor turnering af en magtbegærlig person (hvor har jeg hørt dette før? Street Fighter? Tekken???). Men man får spillets personers grunde til at medvirke at vide i cutscenes mellem næsten hver eneste kamp, og dette er med til at gøre personerne mere levende. At de så både grafisk og lydmæssigt passer til rollen gør er der ikke noget negativt at sige der, spillet har nogen af de mest tiltalende personer i et kampsportsspil.

    Grafikken er meget flot. Alting er i 3D, selv detaljer så som jernstænger i baggrunden, alt er 3dimensionelt og kan ses fra alle sider. I det hele taget er baggrundene utroligt flotte og meget realistiske, alle stederne er som taget ud af en film (og grafikken er så god, at man næsten tror at de er det). Personerne er meget realistiske at se på, om end de er lavet mere i manga-stil, og dermed også lidt urealistiske, end i f.eks. Tekken Tag Tournament. Karakterdesignet er dog utroligt godt og alle personerne har hver sin personlighed både hvad udseende og kæmpemåde angår, noget man ikke just kan sige om den nærmeste konkurrent, Tekken Tag Tournament.

    En ting der specielt skal nævnes er personernes hår, det er sindssygt flot lavet og ligner næsten rigtigt hår (dette er en ting der er utroligt svært at lave som computergrafik). Tøjet er også meget flot animeret og bevæger sig i takt med kroppen, f.eks. bølger pigernes nederdele (eller lignende) i takt med deres bens bevægelser, de er ikke stive som et bræt som i kampsportsspil til psx. Man kan også se niveauforskellen i personernes muskler, det er tydeligt at se at der er flere kræfter under hjelmen på konsollen og at man derfor kan lave meget mere i ren 3d.

    Musikken er som den ofte er kampsportsspil syntetisk rock, men der er ingen numre imellem som bliver direkte trætte af, og nogle af numrene er faktisk ret fængende. Musikken er dog lydkvalitetsmæssigt bedre end på psx (jeg synes i hverfald, at jeg kan høre forskel). Det er også noget nyt (i forhold til psx) at der er tale på alle mellemsekvenser, ikke kun tekst (kan dog slås til). Dette giver meget stemning, hvilket leder mig til at andet pluspunkt ved spillet. En anden ting, der er virkeligt godt i spillet, er at man kan vælge mellem engelsk og japansk tale i selve spillet (under kampene og i mellemscenerne, ikke kun teksten i menuerne som normalt i ps2-spil). De engelske stemmer er udmærkede (hvis man sammenligner med film, idet der ikke er ret mange spil med tale) men ikke helt så gode som de japanske. Dette valg af tale er utroligt fedt, selv om det kun er en mindre detalje er det med til at give spillet stemning. Det er et plus for dem, der gerne vil kunne forstå hvad der bliver sagt i et kamp-spil, men os der ikke har noget imod japansk kan få lov til at få den originale tale uden at den nogen steder (f.eks. i mellemscenerne) bliver afbrudt af engelsk synkro.

    En detalje er at mellemsekvenserne er lavet med spillets egen grafik, men de er ligeså flotte som dem i andre spil (og flottere end mange video-sekvenser for år tilbage), dette gør også at man ikke føler at der er et hak mellem spillet og mellemsekvenserne. Al respekt til Tecmo for at have lavet en så god grafik-engine.

    Som sagt kan man også vælge mellem menu-sprog, men der er udbredt blandt ps2-spil, så ingen store roser for dette. Menuerne er nemt og overskueligt opbygget, der er rart at man kan se alle modes på en skærm i stedet for at skulle scrolle op og ned som i f.eks. Tekken spillene. Spillet er lidt svært at styre til at begynde med, idet det er en slå-knap, en sparke-knap, en kaste-knap og en knap til fri-gang (så man kan bevæge sig mere frit i forhold til kameraet) og andre effekter alt efter hvad man gør før / samtidig med at man trykker på knappen. Dette kan kræve lidt tilvænning, specielt fri-gangs knappen.

    En god ting er at baggrundene har betydning, man kan kaste hinanden ind i vægge eller rækværk, der så giver efter så man ryger ned på et lavere liggende niveau. Det giver selvfølgelig mere skade at slå en ind i væggen er skubbe dem udover en høj kant, det er utroligt fedt et smide ens modspiller ud fra kanten af en høj klippe og bagefter hoppe efter for at give ham / hende nådesstødet (også selvom der er 10 meter eller mere ned lander man på fødderne uden skade, hvilket ikke kan siges om den skubbede / kastede person). Sammen med at man kan lave nogle ret dramatiske (og urealistiske) slag / spark / kast / skub, men spillet ender ikke med at blive en kamp om hvem der laver de bedste moves som Tekken og StreetFighter spillene så ofte gør, dette skyldes til dels at de almindelige angreb er effektive og at spillet har en genial mulighed for lave counter-angreb. Hvis man er hurtig kan man nemlig nå at fange modstanderen mens han angriber og vende hans angreb mod ham selv hvilket er meget effektivt. Det er dog ikke helt så nemt som i etteren, men hvis man er hurtig kan gøre megen skade ved at lade modstanderen angribe og så vende han tiltænkte dødsstød mod ham selv, dette er især underholdende at ydmyge ens venner med.

    Og så er der selvfølgelig den ting, der har gjort serien kendt: der er mange kvinder med i spillet, og man kan se at deres bryster hopper når de bevæger sig. Derudover er der det antal panty-shots der nødvendigvis må være når man smider rundt med dem (en ting, der nok nærmere er realistisk end overdrevet: man kan ikke undgå at se trusserne hvis nederdelen flyver op, hvilket den må gøre når man bevæger sig så meget som her). Nogle vil nok mene at dette er lidt ecchi, men det virker ikke malplaceret eller overdrevet på mig, nærmer som et yderligere skridt mod realismen (helt ærligt, pigernes kroppe og tøj bevæger sig altså sådan i virkeligheden, hvorfor skulle man så ikke vise det i computerspil?).

    Alt i alt er Dead or Alive 2 et rigtigt godt kampsportsspil. Grafikken er noget af det flotteste, der hidtil er set og kan leve op til de fleste nyere arcade-maskiner, musikken er god og gameplayet er godt. Et spil som enhver fan af kampsportsspil burde købe, og en værdig titel til at følges med PS2’s lancering. Det skal dog bemærkes at der ikke er så store forskelle mellem PS2 versionen og DreamCast, så hvis du ejer en sådan maskine skal du bare købe spillet, forskellen på de to udgaver er minimal.