AnimeGuiden

Tag: fantasy

  • Last Exile

    Lige siden Gonzo annoncerede at de var i gang med at lave en serie for at fejre deres 5 års jubilæum har der været en del snak om Last Exile, som ikke blev mindre af at kun nogle få billeder og en kort promotion afslørede noget om serien, lige indtil den dag første episode flimrede hen over de Japanske TV-skærme og jeg har kigget på fansub versionen af serien..

    Last Exile foregår i en verden som kunne have været den vi lever i hvis dampkraft aldrig var blevet erstattet af elektricitet. Her stoppede den victorianske tidsalder aldrig og det er stadig den noble klasse der dominerer samfundet og udkæmper store slag på enorme krigsskibe, ikke længere i havet, men oppe over skyerne.

    Claus og Lavi er to kurerere der i deres lille, hurtige fly leverer meddelelser og pakker til steder hvor det normalt er svært eller umuligt, hvis de da ikke lige har travlt med at forberede sig til de lokale racerløb.

    Og netop under sådan et støder de mere eller mindre ind i en anden kurer, der bliver forfulgt af en type fly de aldrig har set før. Desværre er den forfulgte pilot hårdt såret og han overlader sin “pakke” til Claus og Lavi. Den viser sig at være en lille pige der skal bringes i sikkerhed, noget der viser sig at være alt andet end let og den lille gruppe ender ombord på det store slagskib Silvanus, midt i en kamp mellem nogle af de stærkeste kræfter der dominerer oceanerne over skyerne.

    Grafisk er Last Exile nok den flotteste animation der endnu er lavet til en TV-serie og det er tydeligt at stilen har rødder tilbage til Gonzo’s første animation, Blue Submarine #6. Man har kunne kritisere Gonzo lidt, for mangel på originalitet siden Blue Sub, men her må man nok sige at Last Exile foregår i et omfattende og anderledes miljø og den verden der er skabt til serien er et forfriskende alternativ. Ideen med at dampkraft udvikler sig på denne måde er ikke ny, men man kan se en forbavsende mængde af detaljer i alt, lige fra de små hurtige fly, der meget minder en om den type der blev brugt under første verdenskrig, til de store flyvende fæstninger.

    Hvad det nok er ligeså imponerende som grafikken er tempoet i serien, der lige fra starten er højt og bliver der. Om det så er luftkampe over skyerne, racerløb hen over landskabet eller flugt igennem byer, så foregår det med speederen i bund, med pauser hist og her så man kan få tid til at trække vejret. Last Exile er en serie der absolut bør ses mere end en gang, bare for at få flere detaljer med og det ville ikke forbavse mig at se den på DVD hylderne næste sommer.

    Genre: Sci-fi / Dampkraft / Fly
    Alder: alle
    Studie: Gonzo, 2003.
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Kino’s Journey – The Beautiful World

    Kino er en ung pige der rejser fra det ene land til det andet. I selskab med motorcyklen Hermes er hun ude for at udforske byer, og de tilbringer aldrig mere end tre dage på samme sted. Sammen med de to oplever publikum den ene lille historie efter den anden, oftest med en by og dens specielle kultur som midpunktet.

    Man kunne forestille sig at den slags små-episoder bliver lidt trivielle i længden, men serien har sin egen stil at fortælle historierne med. Der bliver tit blandet mange elementer ind i hver historie, der tilføjer dem et trist eller dystert skær. For ofte handler fortællingerne om de lidt dystre og til tider skræmmende aspekter af civilisation, og et citat fra serier er meget rammende for stilen, ”Netop at verden ikke er smuk giver den sin skønhed”. For Kino’s Journey viser hvor skrøbelig menneskelig storhed er, og selv om serien på ingen måde prøver at være moralsk, så har den en del filosofisk tankestof i hver episode.

    Man får hurtigt et indtryk af at det ikke er vores verden som historierne foregår i, selv om det måske kunne være engang i fremtiden. Byerne og deres befolkninger lever nærmest som i begyndelsen af industrialderen, men visse steder er der mere avanceret teknologi, der dog stadig ligner noget fra den tidsalder, som computere med grammofonlignende stemmesystemer eller mekaniske robotter.

    På tegnesiden er Kino’s Journey lidt gammeldags i stilen, men det passer godt til atmosfæren og den industrielle version af verden som Kino rejser rundt i. Den bløde stil er godt brugt til at fremhæve landskaber, men samtidigt er der mange detaljer i byerne og selv om det er meget inspireret af Europa, så er der altid noget der gør stederne lidt anderledes og ukendte.

    Kino’s Journey er ikke en børneserie, selv om det første indtryk kunne give den tanke. Serien minder mest af alt om en rejsedokumentar film, hvor man oplever tingene sammen med Kino, snarere end at tage del i handlingen. For selv om hun ofte drager ind i hvad der sker, så handler hver episode om det sted hun opholder sig og dets særheder.

    Det er den type anime, hvor man bør stoppe og så tænke lidt over hvad der er sket, for serien er en blanding af historier, eventyr og skæbne-fortællinger som hver har deres pointe eller filosofi.

    Vil man se en anime, der har et indtryk der varer længere end til afslutningssangen og giver grobund for omtanke, så kan jeg anbefale af man kigger nærmere på Kino og hendes rejser.

    Genre: Sci-fi
    Alder: 13+
    Studie: Genco
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Someday’s Dreamers

    Yume er en ung pige fra landet der tager ind til den pulserende storby for at afslutte sin træning. Men det hun laver er ikke ligefrem det som de fleste unge piger beskæftiger sig med, for Yume er nemlig i stand til at bruge magi og skal til byen for at afslutte sin træning hos en mester.

    Den verden som Yume lever i er ikke helt som vores. Magi er sjældent, men dog stadig en del af verden. Folk med evner indenfor magi bliver optrænet og uddannet til at hjælpe samfundet og udover det, leve et normalt liv. Men da brugen af magi er et stort ansvar, skal alle unge magikere godkendes igennem deres afgørende træning hos mesteren, før de er fuldbyrdede magikere.

    Yume har nedarvet hendes talent fra sin mor og er ret glad for at bruge magi, faktisk håber hun på at kunne løse alle problemer med det, hvilket også er roden til mange af hendes fejl. For som hun hurtigt lærer, så ikke alene har magi sine begrænsninger, men man skal også tage hensyn til hvad man egentlig laver hver gang man slipper kræfterne løs.

    Netop at magi i den verden både er en mægtig mystisk kraft og samtidig et normalt 9-17 job hiver serien ned på jorden, og gør at den mere fokuserer på Yume selv end på magien. Der er ingen onde troldmænd der prøver at overtage verden eller trusler der ødelægger hele byer. Kun en pige og hendes problemer med at afbalancere hendes evner mod hendes ønske om at hjælpe folk.

    Yume bliver derfor udsat for en del prøvelser, hvor hun er nødt til at indse at magi ikke automatisk løser de problemer hun støder ind i, og ofte er de løsninger hun forestiller sig langt fra hvad der er brug for, som hun må indse da hun begynder at hjælpe mesteren med at opfylde folks ønsker, som igen, heller ikke altid er hvad de personer vil have.

    Til trods for det ret uvirkelige ved at være i stand til at bruge magi, så er det ret let at leve sig ind i Yume’s problemer med at have stor magt til rådighed, men samtidigt mangle forståelsen for hvordan hun kan hjælpe folk ordentligt, noget der er en vigtig del af historien og fremhæves meget af at det ofte er ret almindelige problemer hun støder ind i, som folk der vil genopleve deres fortid eller har mistet et kært objekt.

    Somedays Dreamer’s handler på mange måder om at ville gøre det rette, men samtidigt om at mangle evnen og erfaringen til at forstår hvad der er det rigtige, noget som Yume ofte må lære på den hårde måde. Men samtidigt er hun stædig og giver ikke op, så hun lærer gradvist at bruge sine evner med omtanke i stedet for blindt at stole på magien selv.

    Someday’s Dreamers er en ret sød historie, med en del nedture, da Yume tager hver af de nederlag hun lider ret tungt, men serien er også dejlig opløftende og meget god til de der kedelige, grå dage, hvor man godt kan bruge lidt naiv optimisme i sit liv. Den har ikke den store handling, løber mere stille og roligt af sted indtil slutningen, med en ret typisk anime-agtig varm følelse i kølvandet.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 13+
    Studie: J.C. STAFF
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Witch Hunter Robin

    I en nær fremtid, en verden der på næsten alle måder ligner vores egen, arbejder en hemmelig global organisation med at beskytte menneskeheden mod en ældgammel trussel indefra. Organisationen STN holder styr på alle der har genetiske anlæg for at bruge “kræften,” også kendt som hekseri. De fleste af disse folk er normale borgere der ikke engang kender deres potentiale, men en gang imellem bliver disse evner aktive og er en trussel for andre. Der rykker STN så ud for at opspore og bekæmpe de folk der misbruger de evner.

    Pigen Robin er lige ankommet til den Japanske afdeling af organisation, efter at have tilbragt det meste af sit liv i et kloster. Hun er selv i stand til at skabe og manipulere ild og med det, modvirke andre “hekses” brug af kraft, dog er hendes evne til at fokusere langt fra så god som den burde være, noget der dog kompenseres for med briller.

    Robin bliver en del af den lille Japanske afdeling, der i forvejen er en broget blanding af næsten normale personer, med lidt potentiale i retning af hekseri, men som hovedsageligt bruger god, gammeldags detektivarbejde til at opspore dem der misbruger “kraften” og neutraliserer dem ved hjælp af en væske kaldet “Oboe”, som organisationens medarbejdere bærer om halsen for at modstå hekseri og som også er ladet i de kugler de bruger til at stoppe hekse.

    Witch Hunter robin er nok et af de bedre forsøg på at lave en action/horror anime. Det er meget svært at lave uhyggelig tegnefilm og WHR når heller aldrig et stadie hvor man egentlig er bange, men derimod skaber den en solid dyster stemning der er gennemgående i hele serien. Der er også meget lidt af den traditionelle animestil over serien, hvilket gør at den skiller sig meget ud fra andre serier og samtidigt får et mere moderne præg og hele handlingen er derfor mere intens, fordi man ikke forventer en ”happy ending” eller at alting ordner sig for det bedste.

    Hvor WHR hurtigt kunne være gået hen og blevet endnu en serie der fokuserer på blod, vold og kæmpestore våben, som normalt er en del af dystre actionserier, så går den derimod i en helt anden retning. Den fokuserer meget på personerne i serien og viser at det er mere deres egne menneskelige evner og dygtighed der hjælper dem, frem for udstyr eller superkræfter. Netop at serien tager sig tid til at beskæftige sig med personerne er et absolut plus, især det underlige forhold mellem den dystre og sammenbidte Amon og så Robin, som aldrig har været vant til at omgås andre end de præster og nonner der boede på klosteret.

    Grafisk er Witch Hunter Robin en flot blanding af håndtegninger og ofte ret synligt computerdesignede baggrunde, men den kantede og mørke stil passer perfekt til serien, som nok ikke ville have været det samme med en normal tegnet baggrund. I det hele taget er der gjort megen umagen med at gøre mange detaljer i serien nedtonede, dunkle og til tider ret farveløse, uden dog at ødelægge indtrykket. Ligeledes er musikken der er valgt til WHR ret stemningsfuld og passer til det grafiske design.

    Serien kan virke langsom og lidt sløv i starten, men får mere og mere fart på, ofte uden at man helt lægger mærke til det, indtil noget større pludselig dukker op og man opdager hvordan det har ledt op til det igennem de forrige episoder. Witch Hunter Robin skal ikke ses for action, eller horror, men for den dystre stemning som er ret vellykket og kan man lide en serie der har sådan en stemning og giver mulighed for at tænke over handlingen, så er Witch Hunter Robin et godt tilbud på en god serie som man kan hygge sig med en mørk aften.

    Genre: Fantasy / drama
    Alder: 13+
    Studie: Bandai Visual / Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment