Keitaru er en ret elendig student og for at gøre tingene værre, så vil han optages på Japans fineste universitet, Tokyo University (Todai). Efter at han har fejlet to år i træk bliver hans familie dog træt af ham og smider ham på gaden. Fortvivlet besøger han sin bedstemor Hinas hotel, men efter at være rendt ind i adskillige af stedets beboere, så går det op for ham at stedet nu er et kollegium for piger.
Han er lige ved at blive smidt på porten der da hans tante Haruko, som bor lige neden for hotellet, kommer forbi og fortæller at Keitaru går på Tokyo universitetet. Da Todai er målet for alle der vil have en god uddannelse, så bliver pigerne hurtigt enige om at have ham boende kan være en fordel, så Keitaru får lov til at blive der.
Love Hina er en, for japanerne, ret typisk humor/romantik forviklingshistorie, rettet mod de lidt ældre. Det er dog første gang vi ser den slags på dansk, da den er helt anderledes end hvad der tidligere har været udgivet herhjemme indenfor manga. Den har ikke ret meget action som så og i opbygning ligner den mere en sæbe opera, da der egentlig ikke er nogen alt for gennemgående handling. Dog er Love Hina langt fra at være jordbundet. Pigerne på Hinata Inn er ikke normale og ting som flyvende skildpadder, hjemmebyggede mecha’er og et utal af underlige personer forekommer konstant.
Selv om serien er tegnet i en ret typisk manga stil, så er Ken Akamatsus stadig noget for sig selv. Han har en ganske fin streg, med lidt af en amatørartigt stil. Men det er en stil man meget hurtigt vender sig til, fordi den er dejlig simpel og let at forstå. Hans mangaer er dog mest rettet mod drenge, selv om Love Hina har mange piger blandt sine fans.
Dette skyldes nok, at meget modsat vestlig tradition, så er den mandlige helt lidt af et ynkeligt, men elskværdig skravl, imens han er omgivet af stærke og handlekraftige piger. Seriens heltinde, Naru er ligefrem et helt kraftcenter og står ikke tilbage fra at uddele øretæver når Keitaru regelmæssigt kommer til at se hende mere eller mindre afklædt.
Netop nøgenheden i serien er nok også noget nyt der bliver introduceret til de danske bladhylder. Der er ikke nogen direkte nøgenhed i serien, men det er ofte ikke meget der dækker væsentlige dele. Så man kan nok sige at Love Hina er et godt eksempel på brug af meget fanservice, hvilket nok er grunden til at mange drenge læser serien, på trods af at den mangler mange elementer, der ellers er en del af typiske drenge mangaer.
Den danske version af Love Hina ser efter første volume ret lovende ud. Kvaliteten af trykningen er langt bedre end de forrige serier, da den ikke ligner noget der er genoptrykt 2-3 gange tidligere. Den er trykt i den japanske læseretning, noget som Carlsen heldigvis har gjort til en vane. Modsat tidligere serier er de japanske ”lyd-ord” inkluderet, med danske oversættelser ved siden af, noget der også giver indtryk af at være tættere på originalen.
Oversættelsen virker også ganske passende, med personernes individuelle træk bevaret, noget der nok er vigtigere i Love Hina end nogen andre manga’er der har været oversat til dansk, siden handlingen bygger meget på dette.
Love Hina er værd at læse. Den er sjov, til tider alvorlig og selv om handlingen virker lidt vag, så betyder det at man rigtigt kan slappe af når man læser den. Selv syntes jeg at dette indtil videre er den bedste danske manga. Det er nok fordi jeg ikke er den store action fan og har savnet noget i netop denne stil. Men selv om man er hardcore DragonBall fan, så er Love Hina en let måde at få udvidet sin horisont på, og hvem ved, måske man kan lide den stil.
Note: På nær første billede, det af coveret, er billederne ikke taget fra den danske udgave.
Genre: Komedie, fanservice
Manga af: Ken Akamatsu
Udgives i Danmark af: Carlsen
