AnimeGuiden

Tag: harem

  • Tenchi Muyo GXP

    Seina er nok den mest uheldige dreng på jorden. Ikke en dag passerer forbi uden at han ødelægger ting, kommer til skade eller forårsager mindre naturkatastrofer. Hvilket egentlig er lidt synd, for han er en ret flink ung mand, der aldrig ville skade nogen, selv om han er en omvandrende katastrofe zone. Så derfor er hans familie lykkelige da han under mærkelige omstændigheder ender med at lade sig rekruttere til Galaxy Police, en universal politistyrke.

    Men knapt nok har han forladt jorden, før det viser sig, at han har endnu en evne udover sit enorme uheld. Han tiltrækker åbenbart pirater, så i løbet af ingen tid er næsten hele universets pirat flåde lige i hælene på ham. Men de bliver ledt lige i armene på et gigantisk kampskib, under ledelse af en frygtet admiral fra Jurai folket, som ordner problemet. Efter dette mellemværende begiver Seina sig videre mod GXP’s hovedkvarter, for at begynde sin uddannelse til intergalaktisk politimand, i selskab med adskillige tiltrækkende hunkønsvæsener fra forskellige racer.

    Siger man Tenchi Muyo, så er der omgående mange fans over hele kloden der spidser ører. Så derfor var endnu en Tenchi serie noget der vakte opmærksomhed, og ligesom med Arnold Schwarzeneggers navn på en film plakat. Så var der mange der glædede sig til den, mig inklusiv.

    GXP viste sig at være et såkaldt spin-off, en serie baseret på en anden, men med andre personer eller ny handling. Den har også meget lidt med de originale Tenchi Muyo serier at gøre, udover at den foregår i samme univers og hentyder her og der til kendte personer fra de andre serier. Desværre lever GXP langt fra op til den legende, som forgængerne har skabt. Den prøver for hårdt at efterligne stilen, men har meget lidt nyt at tilføje, og virker mest af alt som en serie lavet efter samme manuskript, med nogle ændringer.

    Hovedpersonen er flink og uheldig, men det er også hele spændevidden for hans personlighed. Det meste af tiden virker det som om han en søvngænger, der knapt nok er klar over hvad der foregår, og han er en af de mindst interessante ting i serien. Dog til trods for at han generelt fremstår ret retarderet, så falder alle kvindelige personer for ham og er villige til at ændre hele deres liv bare for at være ved hans side. Ofte i sådanne harems serier er hovedpersonen lidt vattet, men i det her tilfælde er det lidt som at se Lois Lane kassere Superman, til fordel for en yderst selvudslettende version af Clark Kent og det virker bare ikke i GXP.

    Serien spiller meget på Tenchi Muyo’s fanstatus, så derfor er der også en del referencer til de tidligere serier, hovedsageligt den originale OVA serie. Således støder man på Mihoshi’s moder, Ayeka’s trolovede og så videre. Men en eller anden må have sammenlignet de to serier og nået frem til at der manglede et vigtigt element. Så derfor er der en kvindelig rumpirat ved navn Ryoko med, som dog ikke skal forveksles med den meget populære kvindelige rumpirat Ryoko, som er med i OVAen, for de har intet med hinanden at gøre.

    Lydsiden til serien er forholdsvis normal, selv om man fornemmer en hvis mangel på liv i dubben, især for Seina, hvis dialog næppe kunne være meget mere monoton. Grafisk minder tegnestilen meget om forgængerne, med tydeligt computer genererede rumskibe og mange tegn på et lavt budget, som da alle Seina’s klassekammerater forvandler sig til synkroniserede kloner under løbetræning.

    Med mindre man er så meget Tenchi Muyo fan at man skal have alt der bærer den titel, så bør man undgå GXP. Savner man en sci-fi serie at se, så køb Last Exile eller Kiddy Grade. Ellers ender man hurtigt med en fornemmelse af at have spildt penge, når der er så mange andre serier der er langt bedre. GXP virker mest af alt som et forsøg på at score kassen med en god titel, klassisk stil og et skrabet budget.

    Genre: Komedie / science fiction
    Alder: 13+
    Studie: AIC
    Amerikansk licens: FUNImation

  • Hand Maid May

    Kazuya Saotome er en 19-årig studerende der er opsat på at bygge den perfekte robot. Hans gamle, selvudråbte ven og modstander, Kotaro Nanbara, er opsat på at forpurre hans forsøg og overgå ham. Kazuya aner intet om dette og installerer en disc som han har fået af Nanbara hvis skjulte formål er at ødelægge hans pc. Den overtager hans pc men omdirigerer ham til Cyberdynes hjemmeside (ja, Terminator hjemmesiden) hvor den aflægger en ordre og kort efter er han i besiddelse af en lille stuepige-robot der kan sidde i hans hånd. Denne lyserøde, flæsede hjælper er dog langt fra kun til gavn idet både Nanbara og folk fra Cyberdyne, der vil have hende tilbage, er efter hende.

    Derudover er der udlejerens datter, Kasumi, der har et yderst godt forhold til ham og som ikke har til hensigt at lade en androide eller fire komme imellem hende og hendes gamle ven..

    Animationen er god og veludført men ikke noget virkeligt specielt idet den holder en enkel streg hele vejen igennem, så virkelige wow-scener mangler. Baggrundene er godt tegnede og giver serien et realistisk præg. Characterdesignet er forholdsvis enkelt men klart, sødt og godt. Hver person har sit tydelige udseende og garderobe der perfekt passer med deres personlighed.

    Farverne er klare og tydelige, ud fra dele af farvepaletten kunne man forledes til at tro at det var et show til en anden målgruppe men pigernes bouncyness og fanservice niveauet viser tydeligt at det er et show der skal tiltale teenage-drenge.

    Lyden er udmærket, den er ikke noget specielt men gør sit job godt. Ending sangen og især åbeningen er catchy, som de har for vane at være det i nyere fanservice serier, men der er ikke tale om nogle virkelige ørehængere eller specielt fremragende stykker musik.

    Stemmelægningen er god, i hvert fald den japanske. De japanske stemmer passer perfekt til personerne, May lyder lige så sød som hun ser ud. De engelske stemmer er der delte meninger om, jeg selv synes selv at de er irriterende og kan ikke udholde at høre på Saras ude-på-landet-sydststats-accent – et træk som går igen i de fleste ting udgivet i US, Osaka og andre former for japansk dialekt bliver lavet til sydstatsaccent – men andre finder dem udmærket og noget af den bedste dub der er lavet. Så dub-tilhængere vil sikkert kunne lide den, der skal ikke lægges skjul på at dubs generelt ikke er min kop te og dermed får de en hårdere medfart.

    Handlingen er simpel og let forudsigelig men har nogle få twists undervejs. Da det er en komedie er der en masse sjove scener, oftest bygget omkring personernes små ejendommeligheder, som f.eks. Saras altoverskyggende forkærlighed og appetit for nudler.

    Da serien også er bygget op om fanservice undgår man da heller ikke diverse mere eller mindre afklædte scener eller antydninger til den slags. Det hele er dog holdt sobert og man får ikke den tanke at der reelt ligger en hardcore hentai-serie gemt under overfladen som bare ikke får lov at slippe løs.

    Personbeskrivelserne er trods de tydelige stereotyper gode og alle virker tiltalende med deres styrker og svagheder, også nogle der ikke falder ind under de klassiske for persontypen. Personerne udvikler sig også i løbet af serien og forbliver ikke statiske, selv Nanbara ender med at vise at han har en flink side. Man ender let med at holde af alle personerne og bekymre sig om hvad der sker med dem.

    Alt i alt er Hand Maid May en glimrende komedie, især hvis man kan lide fanservice uden at det dog tager overhånd og ødelægger historien. Flere har kaldt den ”den sødeste ecchi-komedie” og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, May-chan og de andre er søde og man kan ikke undgå at holde af dem (jeg kunne i hvert fald ikke). Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Comedy / Romance, 11 afsnit
    Alder: 13+
    Studie: Wonder Farm, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer / Geneon