Vi kender det vel alle sammen. Hvis ikke gennem personlige oplevelser, så kender man i det mindste til begrebet i sig selv. Den første kærlighed. De første klodsede skridt mod et forhold mellem to unge mennesker. Ja, vi kender det vist alle sammen. Medierne i alskens lande er nemlig så proppede med bøger, tegneserier, film og serier, der bruger denne problemstilling som grundlag, at selv de få uheldige, som ikke selv har oplevet det endnu, umuligt kan undgå at have stiftet bekendtskab med det mindst en snes gange.
Forløbet i disse historier er som oftest følgende: Hovedperson møder udkåren. Hovedperson bliver smaskforelsket. Hovedperson må gå ild og vand igennem for dog i sidste ende at opnå det beseglende kys eller ægteskab.
… men hvad sker der så bagefter? Meget få romantiske komedier beskæftiger sig med dette i høj grad vigtige emne. For hvad sker der når kysset ophører eller når bruden har lagt brudekjolens bølgende folder fra sig og de to rent faktisk skal have et forhold til at fungere? I bedste eventyrstil går vi ud fra at de lever lykkeligt til deres dages ende og vi forlader biografen med en varm og luftig fornemmelse i maven. Prinsen har jo fået sin prinsesse (eller prins eller hvad man nu måtte være til) og hvem gider bryde hovedet med at se på et forhold, som noget man ligefrem er nødt til at arbejde med og engagere sig i?
Gudskelov forholder det sig ikke altid sådan.
“His and Her Circumstances” eller “Kareshi Kanojo no Jijou” (også kendt som Kare Kano) er, som den kvikke læser måske har regnet ud, en romantisk komedie, men en yderst forfriskende en af slagsen på utroligt mange måder.
Som man nok kan gætte ud fra mine ovenstående rablerier, så er Kare Kano temmelig “straight to the point” med at få splejset de to hovedpersoner. Faktisk sker det allerede i episode fire og først derfra tager tingene fart. For nu skal de nemlig til at finde ud af hvordan man ellers fungerer sammen som par. Og for at det ikke skal være løgn har de begge to deres egne dæmoner at slås med. Der er lagt i brændeovnen til en masse skæg og ballade, men også noget langt mere alvorligt.
Animationen er i en klasse for sig – ikke fordi den overgår alt andet (det er jo en tv-serie, med et budget som bærer præg deraf) – men fordi den er så anderledes i forhold til hvad man er vant til at se. Kare Kano var oprindeligt en manga og det er lykkedes for Gainax at skabe en yderst vellykket splejsning af de to medier. Med overraskende finesse lykkes det for dem at benytte virkemidler fra mangaen, som man ellers skulle tro var umulige at få til at fungere med levende billeder. Talebobler, lydord og sågar billedruder er en fast bestanddel af showet. En klog brug af farver (og til tider manglen derpå) er desuden tit med til at understrege ting. Det kan ikke sættes på skrift præcis hvorfor det fungerer så godt – men det gør det.
Det har dog én hage: Der foregår af og til så meget i et billede at man er nødt til at pause afspilningen for at få det hele med, hvilket hæmmer oplevelsen en lille smule – men kun en smule.
Animationen kører generelt i et højt tempo – der er fart over feltet og energi i billederne, ikke mindst i kraft af de mange (ofte morsomme og ret virkningsfuldt) karikeringer. Det er bestemt ikke kedeligt at være vidne til og den ene DVD efter den anden bliver rask kylet i afspilleren for at fodre ens trang til at se mere.
Apropos budgettet, så kunne det godt virke som om Gainax på et tidspunkt havde lidt lavvande i kassen – faktum er i hvert fald at hele TO ud af de 26 episoder er recaps og en tredje er animeret så ringe at det ligner en spøg (imidlertid har den alligevel et par originale indfald, så det er til at leve med).
Musikken er også et lille mesterstykke i sig selv og den falder perfekt i hak med animationen, hvilket skaber en komplet og meget livlig atmosfære. Man griber sig selv i at nynne med på op til flere af numrene – for mit eget vedkommende især et klassisk nummer, som dukker op i forskellige versioner i løbet af serien. Jeg har hørt det før, men jeg kan ikke huske navnet (her skærer anmelderen tænder af frustration over sin hullede hukommelse).
Hvis man synes at musikken minder en om Evangelion, så er det slet ikke så underligt, for der er nemlig tale om den samme komponist og han gør endnu en gang et ganske fint stykke arbejde.
Det er forøvrigt ikke den eneste forbindelse til Evangelion i Kare Kano. Der er en ret åbenlys og ganske fornøjelig reference til den et stykke inde i serien, som man næsten ikke kan undgå at lægge mærke til. Og så er der jo lyskurvene …
Stemmerne er så absolut herlige. Talentfuld, engageret og imponerende arbejde – man griber sig selv i at spekulere på hvor forpustede skuespillerne mon er efter en dags optagelse – ikke mindst dem, som lægger stemme til Yukinos to mindre søskende (som desuden også står for et særdeles overgearet preview efter hver episode).
Men animation, musik og stemmeføring til side. På trods af deres høje kvalitet er det dog langt fra det, som holder serien kørende. Det centrale, det bærende i Kare Kano, den reelle årsag til at DVD’erne flyver ind i afspilleren så hurtigt som de kan flås ud af plastik-indpakningen er ingen af de ovenstående ting, men derimod persongalleriet. anime-serier med store persongallerier er ikke usædvanlige, men det er sjældent at man ser et, der i den grad er så gennemarbejdet, som det er i Kare Kano. Det er ikke bare hovedpersonerne, der bliver berørt. Næsten hver eneste figur i den serie, som har et navn og mere end én optræden har også en historie, en profil, en fortid og de bliver alle som én fortalt på en betagende, smuk og levende vis.
Kare Kano har én stor fejl. Den blev aldrig afsluttet. Den havde nemlig det handicap at være baseret på en manga, der på produktionstidspunktet (1998) ikke var afsluttet (og mig bekendt stadig ikke er det dags dato). Gainax har forsøgt at redde det, men det har ikke kunnet ændre på den flade fornemmelse man sidder tilbage med når sidste episode er kørt henover skærmen. Det er rigtig ærgerligt at være tvunget til at tage afsked med de personer, man i den grad er blevet knyttet til så pludseligt.
Man kan selvfølgelig forsøge at tolke på slutningen, men det ville være en åndssvag ting at give sig i kast med, når den direkte og konkrete grund til afslutningen simpelthen skyldes at de løb tør for materiale. Måske er dette også er en del af forklaringen bag de to recap-episoder og en sidehistorie i slutningen af serien, som i grunden er meget sød, men ikke har så meget at gøre med hovedplottet.
Denne kedelig smudsplet er imidlertid ikke en hæmsko for at se og nyde serien og bør heller ikke være det, for selv med en fesen, brat afslutning er His and Her Circumstances / Kare Kano en fornøjelig oplevelse ud i komik, selvopfattelse og det at fungere sammen. Hvis du ellers kan tilgive slutningen, så se den endelig. Du bliver næppe skuffet.
Original titel: Kareshi Kanojo no Jijou
Genre: Drama
Alder: 15+
Studie: Gainax, J.C.Staff
Amerikansk licens: Right Stuff International
Prinsesse Ishtar er på vej til La Naan sammen med Darres og de andre bodyguards. Om natten sniger hun sig ud og melder sig til en fægteturnering, om end hun får Duzell til at kæmpe for sig. Han er taget med fordi kongefamilien i La Naan også er af Phelios slægt.
Mangaens streg er klar og tydelig, og billederne er præget af skarphed uden alt for mange effekter. Der er en god brug af gråtoner, og samlet har tegningerne en god detaljegrad. Personernes design passer til deres personligheder og er altid tegnet konsekvent og tydeligt forskelligt.