AnimeGuiden

Tag: komedie

  • Ah! My Goddess TV

    Keiichi er en motorsports fikseret studerende, der aldrig rigtigt har haft det store held med piger. En aften hvor han sidder i sit kollegium værelse kommer der en underlig klædt, men ganske attraktiv, pige ud af spejlet. Hun introducerer sig som gudinden Belldandy og fortæller Keiichi at hun vil give ham et ønske. Siden han er lettere overrasket over hendes opdukken, og regner med at det er en spøg, så ønsker han at Belldandy skal blive hos ham altid. Og med et sus af guddommelig energi bliver hans ønske opfyldt og skæbnes store tandhjul begynder rette sig ind efter det.

    Således ender vores unge hovedperson med en smuk gudinde ved sin side, men allerede med det samme opstår der problemer. Så som at man ikke må have piger på besøg i kollegiet. Men ønskets kraft lader dem ikke blive separeret så let og få minutter senere er Keeichi smidt ud af derfra.

    Det lykkedes dog ham og Belldandy at søge husly i et tempel og ender med at få det helt for dem selv da den lokale munk drager væk. Men der er mange andre problemer forude, blandt andet at introducere Belldandy til universitetet og selv om de starter med at være alene i templet, så bliver der hurtigt lavet om på det da først Urd, Belldandy ene søster flytter ind og senere følges af Skuld, Belldandy anden søster. Så i løber af kort tid er Keiichi gået fra en næsten eneboer tilværelse, til at være del af en lille, men meget magisk familie, noget der langt fra forløber uden gnidninger.

    Ah! My goddess handler om forholdet mellem Keiichi og Belldandy, noget der mest af alt ligner et ægteskab. Men det er også en historie om tre gudinder og den måde hverdagen på jorden blander normal drama med magiske evner. Om det så er Belldandy der i mini-form sidder på Keiichi skulder, Urd der med hendes trylledrikke forvandler folks personligheder eller Skulds nyeste opfindelse, så ender det hovedsageligt med at selv guddommelige evner ikke kan løse alle problemer. Selv om det til tider kan være praktisk, og ganske godt mod dæmoner.

    Noget der altid har gjort AMG interessant er brugen af nordisk mytologi, blandet med lidt kristendom. Gudinderne navne kommer fra nordiske skæbnegudinder (med Belldandys en smule… tilpasset), men det er Gud som de snakker med over telefonen når alting brænder på. Det hele er blandet med en hightech stil, der får universets til at virke som om det er styret af en kæmpe computer. Det kan især ses når Skuld hiver hendes hammer frem og begynder at jage ”bugs” ud af systemet på en yderst fysisk måde.

    Ah! My Goddess blev første gang animeret i 1993, med en 5 episoders OVAog i Japan er mangaen udkommet i 29 bind og kører stadig. En TV serie har derfor været på vej længe og der er mange AMG fans der ventet på at den blev lavet. Serien baserer på mangaen frem for at fortsætte OVAen. Men selv om karaktererne er helt de samme, så har TV serien fået lov til at ændre sig lidt fra den originale historie. Nogle ting er en forbedring, så som at Keiichis og Belldandys forhold skrider hurtigere frem, mens andre ting virker mindre vellykkede, så som Marllers meget drengede udseende.

    Men har serien den samme styrke som den have for 13 år siden ?

    Ikke helt, må man desværre sige. For fans er den fyldt med nostalgi og vækker minder, men selv om man ikke lige kan pege på noget bestemt i serien og sige at det er mindre godt, så er den som helhed middelmådig. Der er noget godt musik, og at personerne der lægger stemmer til pigerne er blevet ældre og mere erfarende giver både Belldandy og Urd en mere moden natur. Men har man ingen erfaring med AMG universet, så mangler TV serien meget af den kraft som der er i mangaen og OVAen.

    Er man ude efter en god blanding af drama, humor og magi, så er Ah! My Goddess TV nok værd lige at kigge på, men den er langt fra den bedste serie af slagsen, nu hvor den har konkurrence af mange lignende titler.

    Genre: Komedie, drama, romance
    Alder: 7+
    Studie    : AIC
    Amerikansk licens:     Media Blasters, ADV Films

  • Battle Athletes OVA

    I fremtiden betyder det meget at være I form, og topmålet af dette er at komme på University Satelite.
    Akari Kanzaki er netop blevet optaget der, men på trods af at hun klarede sig bedst ved optagelsen er hun stadig nervøs. Hun mister dog ikke modet selvom hun indser at skolen er på et meget højere niveau end hidtil.
    Hun farer vild vej til sit værelse og møder Anna Rispighi, der bliver mobbet af en ældre elev. Den ældre elev går til angreb på dem begge, men en tredje begynder, Kris Kristopher, kommer til og hjælper Akari og Anna. Det vuser sug at de tre deler værelse sammen, og at de skal danne hold fremover.

    Battle Athletes er på mange måder en typisk sports-serie, og det at den finder sted i et sci-fi miljø betyder ikke ret meget. Personerne er dog noget stereotype, og man er på intet tidspunkt i tvivl om hvordan de vil handle.
    Alle personerne har ligeledes meget markante udseender, der vanen tro understreger deres personligheder. Nogle af dem er ret unikke, og har man først set Akari glemmer man hende nok ikke.
    Det er tydeligt, ud fra stilet personerne er tegnede i, at serien er fra sidste del af 90erne, og der er store paralleller til Tenchi, som AIC lavede i samme periode.
    Resten af det grafiske udtryk er ligeledes udmærket, men det man lægger mærke til er primært personerne trods alt. Baggrundene har en god detaljegrad og animationen er flydende, det er tydeligt at det er en OVA med et rimeligt budget.

    Lydmæssigt er der ikke noget at bemærke, musikken og stemmerne er der bare og forsvinder ud af ens bevidsthed, når man slukker. På trods af at det er en ældre udgivelse er den engelske dub ganske udmærket, men givet succesen af dens forløber, Tenchi, har Pioneer (nu Geneon) samlet et godt hold voice actors.

    Historien er det svage punkt, idet den følger stort set alle genrens klicheer. Man kastes ind i serien med en kort gennemgang af flere tusinde års historie, men denne virker ret unødvendig. Den begynder med menneskehedens forestående undergang og så skifter den brat til serien om en klodset pige, der vil være superatlet. Dermed kunne hele de stort opsatte første minutter reelt være undværet, idet deres betydning er ret overfladisk.
    Et vigtigt element i serien er humoren, Battle Athletes er en sci-fi sports-komedie, og på trods af at vægten er på sporten mangler der ikke sjove scener. Disse er måske ikke sådan at man skraldgriner, men man sidder alligevel med et smil på læben mens man i sit stille sind hepper på Akari.

    Battle Athletes er ikke noget mesterværk og den har klart sine mangler. Disse er dog til at leve med, og den har på trods af sin typiske opbygning nok plot-twists, overraskelser og charme til at man ikke kan undgå at holde bare en smule af den. Det er klart at se hvorfor den blev et ”kult-hit” blandt anime-fans i sen 90erne, og heldigvis holder den også i dag.

    Original titel: Battle Athletes Daiundoukai
    Genrer: Sport, komedie, sci-fi
    Alder: 11+
    Studie: AIC
    Instruktør: Shinji Ochi
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Yotsuba&!

    Yotsuba&!

    Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.

    Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.

    Efter at have læst og set Azumanga Daioh, så har jeg ofte spekuleret på, om der mon nogensinde ville komme noget i den samme vidunderlige form for humor. Svaret på dette var, ikke overraskende, den næste manga fra samme person.

    Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.

    Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.

    Har man læst/set Azumanga Daioh, så vil man kunne genkende mange træk fra pigerne der i Yotsuba&!
    Men modsat Azumanga, så er denne manga ikke enkelte striber, men hele kapitler der omhandler Yotsuba og de personer der bliver introduceret løbende. Humoren i serien er utrolig sød, med Yotsuba der går gennem verden og løser problemer som kun et barn kan gøre det. Men taget til samme ekstremer som med pigerne i Azumanga, og selv imens jeg skriver den her anmeldelse er det svært ikke at få sig et lille grin over de ting jeg husker, især Yotsubas reaktioner og ansigts udtryk.

    Tegnestilen er af langt bedre kvalitet end forgængeren, hvor personer og omgivelser er tegnet langt mere realistisk og detaljeret. Lige med undtagelse af Yotsuba selv, som netop ved at være ret simpelt tegnet fremhæver karakterens natur og især hendes ansigt er nærmest et perfekt vindue til hvad hun føler og oplever.

    Kan man lide sød humor, eller er man Azumanga fan, så bør man kigge på Yotsuba&!, for den er i samme sjældne klasse, og det er længe siden at jeg har moret mig så meget over en manga, eller været så opslugt at tiden bare fløj af sted. Den serie vil uden tvivl blive en af de mere gennemlæste i min samling.

    Original titel: Yotsobato
    Genrer: Komedie, slice of life
    Alder: Alle
    Målgruppe: Alle
    Lavet af: Kiyohiko Azuma
    Udgiver i Japan: Media Works
    Udgiver i USA: ADV manga

  • Hanaukyo Maid Team – La Verite

    Taro har arvet fra sin onkels “forretning”, men det er ikke bare en lille sjat penge, lidt gamle møbler eller forfalden butik ligesom normale folk. Næ, han har arvet et helt imperium, med et kæmpe palads, flere penge end han kan nå at bruge og ikke mindst, en hær at tjenestepiger der kun lever for at opfylde hans ønsker.

    For de fleste lyder det sikkert som paradis, men for Taro bliver det hurtigt for meget. Med så mange piger der bare vil opvarte ham, så bliver det hurtigt et problem, da han ikke bryder sig om at skuffe dem.
    Men heldigvis, i et kaos af piger, så er der Mariel, som er tjenestepigen over alle tjenestepiger og for Taro er den eneste oase i hans travle dag.

    Hanaukyo Maids Team – La Verite er en ny version af en serie der blev lavet for år tilbage og er baseret på samme manga som sin forgænger, men hvor den første løb af sporet, så holder den nye version sig langt tættere til originalen.

    La Verite er næsten udelukkende fanservice, med fokus på enhver der lider af et tjenestepige fetish. Men den når da at få nogle søde historier om de forskellige piger med ind i handlingen og hvor første omgang af serien egentlig aldrig rigtigt nåede forbi humoren, så har den nye version en langt dybere handling, der dog først går i gang i seriens sidste 3-4 episoder.

    Tegnestilen brugt i serien er ikke for detaljeret, men det passer godt til den, hvor der er lagt mere vægt på at der er lys og klare farver. Dog er der episoder hvor der er gjort umage med kvaliteten, især i til sidst, hvor der er leget meget med bevægelser og alternative måder at tegne belysning på.

    Serien skal ikke taget ret alvorlig, men skal ses som humor og handlingen er i den lette ende af skalaen, med vægt lagt på små solskins historier og forholdet mellem Taro og de forskellige piger.
    Men har man lyst til morskab hvor man ikke skal tænke for meget, så er Hanaukyo Maid Team – La Verite ret vellykket da den tilbyder en del gode grin uden at stille de store krav til hjerneaktivitet. Perfekt til at at slappe af med efter en stressende dag.

    Original titel: Hanaukuyo Maid Tai La Verite
    Genre: Komedie, fanservice
    Alder: 15+
    Studie: Doumo
    Instruktør: Takuya Nonaka
    Amerikansk licens: Geneon Entertainment

  • Ultimate Girls

    Japan bliver angrebet af gummi-monstre, bogstaveligt talt, de ligner gummi-monster og vader rundt ligesom Godzilla og har producent-navn stående under fødderne. Til at forsvare Japan mod denne ”trussel” er der UFO-Man, en person med en kæmpe hjelm der ligner en ufo på hovedet. Under en kamp med det seneste monster, disse angreb er noget der sker nærmest dagligt og tv er altid på pletten til at optage det, kommer UFO-Man i kæmpe-størrelse dog ved et uheld til at træde på nogle piger. En af dem er Koharuno Silk, og UFO-Man redder dem ved at give dem hans livsenergi mod at hun indtager hans plads som bekæmper af monstrene. Hun siger ja uden at vide til hvad, og straks forvandles hun til en stramt-klædt kæmpe-pige…

    Ultimate Girls (UG) er en parodi på de højt-elskede monsterfilm, primært Godzilla og dens afkom, tilsat M.O.Es (G-On Riders, UFO Princess Valkyrie, Cosprayers/Smash Hit!/Love-Love) velkendte streg og fanservice.

    Tegnestilen er pæn og der er brugt en del klare farver, og sammenlagt har serien en ”glad og positiv” stemning i det grafiske på trods af monster-temaet. Den minder mere om de billige og ret lyse sentai*-serier som Power Rangers og dens japanske brødre end monster-film som Godzilla, selv den japanske udgave. Generelt kan man sige at har man set én nyere M.O.E serie har man set alles grafiske udtryk, kvaliteten er meget ensartet og det samme gælder designs, steder etc., de har fundet en stil og holder den.
    Og M.O.Es ting er moe**, det kan man ikke komme udenom. Firmaet leverer til stadighed søde personer der samtidig er en smule sexede men hvor det søde stadig har overhånd.

    Historien er ekstremt tynd, man kastes ind i tingene og får intet at vide om verdenen, men det er lige meget for man kender det hele i forvejen fra dens mere ”seriøse” forbilleder, og så simpelt som det hele er ville det virke malplaceret.
    Heller ikke personerne er der noget dybde eller originalitet i. Silk er indbegrebet af en modvillig heltinde, kun hendes veninde der går meget op i cosplay er en smule frisk pust, om end denne type er begyndt at bliver mere udbredt de senere år, men alle er de skabelonskårne og uden en egen personlighed.
    Monsteret i første afsnit er en tydelig kopi af Godzilla-stilen, hvor dets gummi-kostume/action-figur look er blevet gjort meget tydeligt, helt ned til producentmærket under foden, ikke originalt men ret morsomt.
    Og UFO-man ligner også et stykke billigt legetøj, så alt er som det skal være der, simpelt men det vil trække en smule på smilebåndet hos dem der kender forbillederne.

    Alt i alt er Ultimate Girls en parodi der opnår det den er ude efter, at være hjernedød underholdning med søde piger der viser noget hud på en pæn, ikke alt for vulgær måde (man får noget bar hud at se, men sensuelt eller på anden måde gearet på at være virkelig seksuelt er det ikke).
    Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på om M.O.E er kørt fast i underlige rumvæsener invaderer Jorden som reddes af søde piger på en kikset måde skemaet, alle deres senere serier har handlet om det.
    Men hvis det underholder folk kan det tilgives, og det opnår Ultimate Girls delvis, den vil givetvis ikke vil blive husket meget længere end man ser den og den ikke vil tiltale en manga pga. sin simplicitet og mangel på dybde, men som en ekstrem let underholdning til når man virkelig keder sig kan den gå.

    * sentai = korps (militær). Bruges også om et hold af farvekodede maskerede helte.
    ** moe = moeru, brænde. Det bruges i overført betydning om at en person brænder for ting, oftest brugt om en kærlighed til piger der ikke helt er voksne men mere end børn, altså stadig mere søde end sexede.

    Lavet af: M.O.E (Masters of Entertainment)
    Blev først vist på japansk tv: Januar 2005

  • Mahou Sensei Negima

    Mahou Sensei Negima er en ny anime (første afsnit blev vist 6/1/05 klokken 01:00 om natten) baseret på Ken Akamatsus (Love Hina, A.I Love You) seneste manga af samme navn.

    Negi Springfield er 10 år og er netop ved at være færdig på et magi-akkademi i england. Som afgangsprøve skal han undervise en klasse på en japansk skole. Det viser sig at være en ren pige klasse på 31 elever, 31 meget forskellige piger. Der er bogorme, sportspiger, en fotograf-fanatiker, et wanna-be idol og flere til.
    Negi har den egenskab at når han nyser ryger pigernes skørter op, noget der dog er afdæmpet en del i forhold til mangaen hvor luftrykket ofte nærmest flår tøjet af pigerne.
    Blandt pigerne har han størst problemer med Asuna, som han kommer op at toppes med (eller rettere, hun med ham uden at han gør noget) allerede inden han begynder på skolen. Hun minder en del om Naru i LH, og har da også et crush på en ældre lærer, Takahata-sensei.
    Men bortset fra hende er alle pigerne i klassen meget glade for Negi og en urolig tid kan begynde.

    Grafisk set er det tydeligt at Negima er en 2005 serie, høj detaljegrad, levende farver (der er ikke sparet på hårfarverne f.eks.) og en flydende animation giver et glimrende grafisk udtryk. Det sammen med gode karakter-designs i en stil som mange kan lide sikrer at alene det grafiske vil skabe mange fans. fanservice er som sagt dæmpet noget i forhold til mangaen, noget jeg ikke troede de ville gøre med det sendetidspunkt, men det gør ikke serien dårligere, tværtimod var mangaen en tand for overdrevet i sine forsøg på at vise mest mulig hud efter min mening.
    Hvad angår stemmelæggere må serien have ryddet godt, der er som sagt 31 piger og de fleste af dem har stemmer af kendte seiyuuer. Dette er med til at give seriens personer liv, noget der ellers kan være svært med så mange. Musikken er ikke nævneværdig, nogle få timer efter kan jeg ikke huske spor af den, end ikke op og ed, men på den anden side er den jo så ikke så dårlig at den gør indtryk på den måde.

    Historien er ikke videre original, men det er vel heller ikke det man forventer af en haremsserie. Med så mange piger er den sikker på at kunne ramme de flestes smag med i hvert fald én af dem, men samtidig gør antallet at man ikke kommer til at kende dem virkelig godt. De fleste af dem er stereotyper, hvilket hjælper en del, og derigennem føler man alligevel at de er tiltrækkende, idet man selv “fylder på” i hvordan de er.

    Af en haremsserie er Negima ikke værst, og der er da nogle få originale tanker og henvisning til andre værker (Harry Potter anyone?) der gør den underholdende. Det er sikkert at den vil få mange fans, ikke kun pga. Akamatsus popularitet men også fordi serien er ganske underholdende og har en pige for enhver smag.

  • Get Backers

    Ban og Ginji er 2 unge gutter med et lidt alternativt erhverv. De skaffer ting tilbage for folk, lige fra tabt legetøj til uvurderlige musik instrumenter. Deres motto er at hvis noget er væk, så skaffer de det tilbage med 100% sikkerhed. Desværre er deres valgte erhverv ikke ligefrem indbringende og de jobs de får har en tendens til at bringe dem i problemer.

    Men problemer er også en af deres specialiteter, for hverken Ban eller Ginji er helt normale. De besidder begge specielle evner som de bruger når det går galt. Ban har et usædvanlig stærkt greb og med hans øjne kan han få folk til at opleve et minuts mareridt. Han er også den lille gruppes leder og den kølige, stilfærdige type. Ginji er næsten helt modsat. Han er åbensindet og åbenmundet, uden alt for meget omtanke og i stand til at generere lyn med sin krop.

    Men på deres ret afvekslende opgaver møder de ikke kun normale mennesker, men også andre med underlige evner, lige fra den parfume bevæbnede pige Himiko, til den dødbringende Jackal. Men et job er et job og intet er for svært for Get Backers, selv om deres opgaver ofte viser sig at dreje sig om andet end bare at bringe noget tilbage.

    Serien har alle de træk der hører til en god action drenge serie. Smukke piger, hovedpersoner med superevner og mindst en kamp hver episode. Men Get Backers er mere underholdende end gennemsnittet for sådanne og rettet mod et lidt ældre publikum end normalt for den slags serier. Det gør også at når serien første kommer i gang med sin egentlige handling, så ændre den sig fra at være episodisk til at have en forholdsvis kompleks historie.

    Jeg er ikke den store fan af action serier, men jeg kunne godt lide Get Backers for dens ret interessante personer, både på heltenes side og blandt skurkene. Men også det at linien mellem god og ond er ret udvisket senere, samt at samspillet mellem de forskellige personer er ganske spændende.

    Mit største problem med serier er at den er opdelt i to sæsoner, som er tegnet mærkbart forskelligt. Siden jeg ret godt kunne lidt stilen i første ‘omgang’, så var jeg ikke nær så begejstret for anden sæson.

    Get Backers er en god, solid action serie, med interessante karakterer og en afvekslende handling. Den har de obligatoriske kampe der skal være i hver afsnit, men dens varieret brug af folks evner, samt ganske flydende animation gør at man ikke sidder og keder sig over kampe der ligner hinanden.

    Original titel: Getbackers -Dakkanya-
    Genre: shounen / action / komedie / eventyr
    Alder: 13+
    Lavet af: Studio Deen
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Nurse Witch Komugi

    Komugi Nakahara er udvalgt af Vaccine-Verdenen til at fange nogle undslupne vira som deres udvalgte, magiske sygeplejerske heks.

    Hendes ”almindelige”job er som cosplay-idol, om end hendes popularitet ikke er overvældene. Hendes hyperaktivitet er ved at drive hendes manager til vanvid, men han redder hende alligevel ud af de problemer, hun skaber igen og igen

    På trods af, at hun er 17 år, har hun et barneansigt, og hendes krop er også ligeså flad som et barns, hvilket generer hende grænseløst. Hun er derfor meget misundelig på sine mere barmfagre kolleger, især Megumi, der da også driller hende med hendes manglende udvikling konstant.

    Hun er dog ikke uvenner med alle på arbejdet. Hun er meget forelsket i den unge mand Kyosuke, der er flink mod hende men ikke meget mere. Hendes bedste veninde deler også jobbet, Koyori hedder hun, og på trods af at hendes fysiske udrustning er direkte modsat Komugis elsker Komugi hende højt.

    Virusserne har dog også valgt et menneske til at kæmpe for dem, Magical Maid Koyomi-chan. Hun skaber kaos overalt ved at sprede vira, der forvandler folk, hvorefter de alle angriber Komugi. På trods af Koyomi-chans genkendelige navn og fortrin har Komugi ingen anelse om, hvem hun er, og et kapløb om at overgå hinandens udfordringer starter.

    Hvis personerne i Nurse Witch Komugi virker bekendte, er det ikke underligt, idet de alle stammer fra serien Soul Taker (anmeldt i blad 6). Komugi-chan derfra blev så populær, at hun fik sin egen spin-off serie, der ingen relation har til den ”gamle serie” udover personernes udseende og til dels personlighed.

    Nurse Witch Komugi er en OVA, og det ses tydeligt på dens grafiske overflade. Baggrundene er detaljerede og givet et godt billede af, hvordan forskellige steder i Japan ser ud.

    Animationen er flydende hele vejen igennem, og man mærker tydeligt, at der har været et vist budget bag serien. Et andet sted, hvor der ikke er sparet, er farverne. Serien er meget farverig, og paletten nærmest stråler af liv.

    Lydmæssigt er Komugi også glimrende. Personerne har de samme stemmer som i Soul Taker, men selvom den var seriøs og dette er en komedie, gør de det alle rigtig godt, og man føler, at tegning og stemme virkelig udgør en samlet person.

    Baggrundsmusikken er ikke nævneværdig, men flere sange man hører undervejs er ganske udmærkede og ret catchy, blandt andet opening og ending men der er også flere udover dem

    Nurse Witch Komugi er en parodi på Magical Girl genren (se artikel i blad 3) hvis man skal putte den i en genre-bås, men hovedområderne for dens vittigheder er fankulturene omkring cosplay, idoldyrkelse og andre former for ekstrem fandyrkelse. Megen af humoren er også baseret på henvisninger til en del andre animeer. Afsnit to indeholder f.eks. en længere parodi på Battle of the Planets/Gatchaman, og sådanne henvisninger til andre serier kommer i en jævn strøm.

    Man skal dog villig til selv at stå for skud indimellem, for da serien gør grin med anime og cosplay kulturen samt moe-begrebet*, rammer den ofte ting, som seeren kan genkende fra sig selv.

    Dette er samtidig seriens svaghed, idet man skal kende den japanske (fan)kultur rimeligt godt for at få mest muligt ud af vittighederne. De kan da godt forstås uden indgående kendskab, men underholdningsværdien falder noget.

    Nurse Witch Kumugi er en godt animeret serie med god lyd, der, set med vore vestlige øjne, lider lidt under en indforstået humor.

    Men hvis man kender en masse anime og har et indblik i japansk fankultur, vil Nurse Witch Komugi være et kig værd. Absolut anbefalelsesværdig til folk med den rette smag, andre bør overveje, om den vil sjov nok til at være pengene værd for dem.

    * moe er et udtryk der er opstået i Japan som beskrivelse for kærligheden til søde og nuttede personer, ikke af seksuel karakter.

    Original titel: Nurse Witch Komugi-chan Magikarte
    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 13+
    Anime lavet af: Tatsunoko Productions
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Please Twins

    Maiku vender hjem til den by han er blevet født i og til trods for at han stadig går i skole, så er han som forældreløs nødt til at klare sig selv. Men med sit bijob som computer programmør så har han råd til at leje det hus han blev født i og flytte ‘hjem’.

    Men netop som han er ved at indrette sig på sin sædvanlige eneboer stil, så dukker der en pige, Miina, op ved huset, som er i besiddelse af et billede med lille pige og dreng, og hun mener at hun er opvokset i samme hus som Maiku.

    Siden de begge to har den samme sjældne blå øjenfarve, så beslutter Maiku sig lidt modvilligt til at lade hende flytte ind. Men det hele kompliceres mere da endnu en pige, Karen, dukker op, med de samme blå øjne og et billede magen til. Da Maiku tror meget stærkt på de familie værdier han selv har manglet, så kan han ikke sige nej til endnu mulig søster og således flytter hun også ind i huset.

    Siden de alle tre er uden forældre og på hver deres måde savner et sted at høre til, så til trods for at kun den ene pige kan være Maikus søster, bliver de tre en lille familie, med alle de problemer der hører til. Men på den anden side, så er de alle tre unge og dybere følelser begynder at spire.

    Til trods for det lidt underlige forhold mellem personerne, så er Please Twins en kærligheds historie og fokuserer mest på dilemmaet mellem Maiku og de to piger, hvor den ene er hans søster og den anden en total fremmed person, men ingen af dem er klar over hvem der er hvad.

    Det giver et ret anderledes og akavet forhold mellem dem, hvor Maiku for det meste virker mest interesseret i at have en familie, for at kompensere for ikke at have haft nogen før. Men samtidigt er begge piger forelsket i ham og selv om de to har en indbyrdes aftale om ikke at forsøge noget før familie forholdt er afklaret, så er de jo alle i en alder hvor hormonerne spiller fodbold med den sunde fornuft.

    Please Twins dvæler meget på Mikes forhold mellem hans ‘familie’ og man kan lidt mistænke den for at prøve at udnytte det søster kompleks som ofte skinder igennem i anime og anime relaterede spil. For det er et tilbagevendende emne i hver episode at den ene pige kan blive Mikes søster, imens den anden kan blive meget mere, men lige nu er de begge potentielt nær familie.

    Men udover det, så er Please Twins ganske hjertevarmende og hører til i den romantiske, letter humoristiske, livsbekræftende anime gruppe. Som titlen giver indtryk af, så er serien i familie med Please Teacher serien. Mange fra den forrige serie optræder som bipersoner i Twins, men handlingen er uafhængig af forgængeren.

    Selv om Please Twins i selv er en ganske ubemærket serie, så udover at cirkle om et tabu, kan man ikke sige der er den store fremdrift i serien og den mangler lidt af forgængerens intensitet og styrke. Men som en sød og romantisk serie er den seværdig, selv om den nok altid vil står i skyggen af Please Teacher, selv om der dog er skruet op for fanservicen i Twins.

    Original titel: Onegai Twins
    Genre: Komedie / drama / romance / fanservice
    Alder: 13+
    Lavet af: Doumo
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Love Hina manga (dansk)

    Love Hina manga (dansk)

    Keitaru er en ret elendig student og for at gøre tingene værre, så vil han optages på Japans fineste universitet, Tokyo University (Todai). Efter at han har fejlet to år i træk bliver hans familie dog træt af ham og smider ham på gaden. Fortvivlet besøger han sin bedstemor Hinas hotel, men efter at være rendt ind i adskillige af stedets beboere, så går det op for ham at stedet nu er et kollegium for piger.

    Han er lige ved at blive smidt på porten der da hans tante Haruko, som bor lige neden for hotellet, kommer forbi og fortæller at Keitaru går på Tokyo universitetet. Da Todai er målet for alle der vil have en god uddannelse, så bliver pigerne hurtigt enige om at have ham boende kan være en fordel, så Keitaru får lov til at blive der.

    Love Hina er en, for japanerne, ret typisk humor/romantik forviklingshistorie, rettet mod de lidt ældre. Det er dog første gang vi ser den slags på dansk, da den er helt anderledes end hvad der tidligere har været udgivet herhjemme indenfor manga. Den har ikke ret meget action som så og i opbygning ligner den mere en sæbe opera, da der egentlig ikke er nogen alt for gennemgående handling. Dog er Love Hina langt fra at være jordbundet. Pigerne på Hinata Inn er ikke normale og ting som flyvende skildpadder, hjemmebyggede mecha’er og et utal af underlige personer forekommer konstant.

    Selv om serien er tegnet i en ret typisk manga stil, så er Ken Akamatsus stadig noget for sig selv. Han har en ganske fin streg, med lidt af en amatørartigt stil. Men det er en stil man meget hurtigt vender sig til, fordi den er dejlig simpel og let at forstå. Hans mangaer er dog mest rettet mod drenge, selv om Love Hina har mange piger blandt sine fans.

    Dette skyldes nok, at meget modsat vestlig tradition, så er den mandlige helt lidt af et ynkeligt, men elskværdig skravl, imens han er omgivet af stærke og handlekraftige piger. Seriens heltinde, Naru er ligefrem et helt kraftcenter og står ikke tilbage fra at uddele øretæver når Keitaru regelmæssigt kommer til at se hende mere eller mindre afklædt.

    Netop nøgenheden i serien er nok også noget nyt der bliver introduceret til de danske bladhylder. Der er ikke nogen direkte nøgenhed i serien, men det er ofte ikke meget der dækker væsentlige dele. Så man kan nok sige at Love Hina er et godt eksempel på brug af meget fanservice, hvilket nok er grunden til at mange drenge læser serien, på trods af at den mangler mange elementer, der ellers er en del af typiske drenge mangaer.

    Den danske version af Love Hina ser efter første volume ret lovende ud. Kvaliteten af trykningen er langt bedre end de forrige serier, da den ikke ligner noget der er genoptrykt 2-3 gange tidligere. Den er trykt i den japanske læseretning, noget som Carlsen heldigvis har gjort til en vane. Modsat tidligere serier er de japanske ”lyd-ord” inkluderet, med danske oversættelser ved siden af, noget der også giver indtryk af at være tættere på originalen.

    Oversættelsen virker også ganske passende, med personernes individuelle træk bevaret, noget der nok er vigtigere i Love Hina end nogen andre manga’er der har været oversat til dansk, siden handlingen bygger meget på dette.

    Love Hina er værd at læse. Den er sjov, til tider alvorlig og selv om handlingen virker lidt vag, så betyder det at man rigtigt kan slappe af når man læser den. Selv syntes jeg at dette indtil videre er den bedste danske manga. Det er nok fordi jeg ikke er den store action fan og har savnet noget i netop denne stil. Men selv om man er hardcore DragonBall fan, så er Love Hina en let måde at få udvidet sin horisont på, og hvem ved, måske man kan lide den stil.

    Note: På nær første billede, det af coveret, er billederne ikke taget fra den danske udgave.

    Genre: Komedie, fanservice
    Manga af: Ken Akamatsu
    Udgives i Danmark af: Carlsen

  • Steel Angel Kurumi

    Vi befinder os i 20’ernes Japan, hvor den unge præstelærling Nakahito bliver udfordret af sine venner til at gå ind i et hus. Det skulle ifølge rygterne være hjemsøgt af en gal videnskabsmand og han horrible forsøg på unge piger. Mere eller mindre mod sin vilje bliver Nakahito nødt til at udforske husets kælder, hvor han falder over kroppen af en ung pige og ved et uheld kommer til at kysse hende.

    Kysset vækker hende, men hun er ikke nogen helt normal pige, men en kamprobot ved navn Kurumi, bygget til at forsvare menneskeheden.

    Kysset har gjort Kurumi mere end bare loyal over for hendes nye ”herre”, så derfor er hun og Nakahito uadskillelige fra det øjeblik, lidt af en blandet velsignelse for ham, da Kurumi er bygget med et ulovligt prototype af et hjerte, skabt af ustabile elementer der kan være en stor trussel hvis hun ikke ”modner” rigtigt. Men en attraktiv, mysteriøs og usædvanlig pige kommer sjældent alene og efterhånden slutter hendes to søstre sig til gruppen, i kamp mod militæret og en fjendtlig styrke af kvindelige androider.

    Steel Angel Kurumi er næsten så typisk for sin slags som den kan være. Den har tre piger, en lettere ynkelig helt og masser af fanservice. Pigerne kommer i hver deres version af tjenestepigeuniformer samt har forskellige proportioner, så der er lagt op til at tilfredsstille et stort udvalg af mandlige feticher. Kurumi og hendes søstre kæmper også i utallige kampe, ofte involverende ødelagt tøj og imellem kampene er der lidt famlende udvikling af forholdet mellem Kurumi og Nakahito.

    Serien er ikke dårlig, men bare ikke noget der adskiller sig fra utallige andre action serier med en dreng og adskillige piger. Den har sine gode øjeblikke og perioder hvor den bliver lidt triviel. Der er handling og udvikling i handlingen, men udover et par underlige drejninger i historien, så kører det bare i rundkreds indtil slutningen.

    Tegnestilen er lige så ordinær som serien, med lidt brug af tidlig computeranimation, især synlig i den ganske søde åbningssekvens. Grafisk er serien ret stabil, selvom man til tider godt kan se at der er sparet på detaljer. Derimod er animationen ganske flydende, noget der gør kampsekvenserne ganske pæne at se på.

    Har man lyst til en sød harems serie med en god del action og fanservice, så er Steel Angel Kurumi ganske god. Den kan ses uden at man skal tænke for meget og den har en behagelig slutning. Men serien er ikke noget man vil huske for længe bagefter, selv om Kurumi er ganske nuttet.

    Genre: Komedie / fanservice
    Alder: 15+
    Studie: M.O.E
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Saber Marionette R

    Saber Marionette RJunior er sønnen af den lokale konge. Derfor har han tre androider, i form af unge piger, til at beskytte og hjælpe ham. Desværre bliver kongen dræbt og riget overtaget af skurken Starface og Junior bliver nødt til at flygte i selskab med sine androider. Sammen med de tre piger overlever han diverse angreb, blandt andet fra Starface’s egne Kamp Marionetter og Junior begynder på at løse gåden om hvem den mystiske Starface er, for at få kongeriget tilbage.

    SMR er en kort OVA serie der blev lavet før mere kendte Saber Marionette J TV serien, dog er den ikke en forløber, men en helt anden historie. Marionetterne Lime, Cherry og Bloodberry er med i den, som Juniors androider, men med andre kroppe og personligheder. Det er dog stadig de samme der lægger stemme til de tre robotter, så de ”føles” som de samme der er med i TV versionen.

    Tegnestilen er meget anderledes og virker ret blandet. Junior og hans marionetter er nærmest barnlige, især Lime, der ikke ser ud til at være over 10 år i den her version. Derimod er de ”onde” marionetter ret voksent tegnet og involverer en del fanservice, noget der er med til at hive serien op over 10-12 års aldersgruppen.

    Har man set Saber Marionette J TV serien og kan lide den, så burde man købe Saber Marionette R for at få den set og føjet til samlingen. Men den er ikke noget større anime mesterværk, og med kun tre episoder, så virker den for kort og sammenpresset. Men om man har set TV serien eller ej, så kan Saber Marionette J OVAen sagtens ses, da de egentlig har ret lidt med hinanden at gøre, udover at være baseret på de samme androider som hovedpersoner.

    Original titel: ＳＭガールズ セイバーマリオネットＲ
    Fra: 1995
    Genrer: Komedie, science fiction
    Alder: 13+
    Instruktør: Koji Mazunari
    Amerikansk licens: Media Blasters