AnimeGuiden

Tag: komedie

  • Magical Shopping Arcade Abenobashi

    To børn, Sasshi og Arumi, lever i et forfaldent forretningskvarter der trues af nedrivning. Men der er en legende om at så længe det magiske pentagram som kvarteret er bygget efter stadig eksistere, så vil det blive bevaret. Desværre bliver en af de statuer som udgør en del af pentagrammet ødelagt og som et resultat af dette ender de to børn på en længere rejse mellem alternative versioner af kvarteret.

    De besøger den ene underlige virkelighed efter den anden, imens de leder efter noget der kan redde deres kvarterer, noget der kommer til at involvere en troldmand og et gammelt kærlighedsdrama. Det viser sig også at være langt fra nemt, da de virkeligheder de besøger er ret ekstreme og ofte uden den store fornuft, udover at det altid er de samme personer de støder på, i nye ”roller”.

    Abenobashi er lavet af studiet Gainax, som har specialiseret sig i underlige serier og stiltyper. Serien her er derfor lige noget i deres sædvanlige stil, eller mangel på samme. Abenobashi er mere end noget andet en række af enkelte parodier, ofte lavet i en stil der er normal for den genre der er episodens offer. Om det så er rollepspil i pixel format med genoplivninger, martial arts kampe i Fist of the North Star og Dragonball stil eller kærlighedsdramaer som man kan finde det i utallige japanske dating spil, så bliver hver episode af serien fokuseret omkring en genre og trækker det ud i det humoristiske.

    Det der nok er med til at gøre det mere underholdende er at børnene ved hvad der er galt og prøver, til tider, at klare hver alternativ verden efter dens ”regler”. Dog har de hver deres indstilling til tingene, hvor pigen Arumi er den mere fornuftige og helst vil hjem, imens drengen Sasshi er mere eller mindre med på legen. Kombineret prøver de at finde den røde tråd der forbinder alle de underlige realiteter med deres egen og løse den indviklede gåde som magien rundt om deres kvarter viser sig at være.

    Abenobashi skal ses med en del tolerance, for den vil til tider, især i starten, give meget lidt mening. For det meste minder den om en gang blandede afsnit med fælles personer. Serien er ikke så genial sindssyg som Gainax tidligere top hit FLCL. Den er en stribe af parodier på kendte anime genrer, med en historie vævet ind for at holde handlingen kørende. Til tider kan det blive lidt for meget umotiveret galskab, men på den anden side indeholder serien adskillige guldkorn.

    Har man ikke set så meget forskelligt anime, så skal man nok vente med at se Abenobashi, da mange af seriens jokes er baseret på andre film og serier, ligesom at handlingen ofte er hurtig og kan virke total blottet for dybere mening. Men har man derimod kendskab til diverse anime og ikke kræver at det man ser giver for meget mening, så er serien ganske underholdende.

    Personligt vil jeg ikke mene at Abenobashi er en af de serier der vil skrive anime historie eller blive husket for længe, da den blegner lidt i forhold til FLCL, som den nok altid vil blive målt mod. Men har man set FLCL og gerne vil se lidt mere af Gainax’s utraditionelle serier, så burde man tage et kig på Abenobashi.

    Genre: Weirdness
    Alder: 7+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Hand Maid May

    Kazuya Saotome er en 19-årig studerende der er opsat på at bygge den perfekte robot. Hans gamle, selvudråbte ven og modstander, Kotaro Nanbara, er opsat på at forpurre hans forsøg og overgå ham. Kazuya aner intet om dette og installerer en disc som han har fået af Nanbara hvis skjulte formål er at ødelægge hans pc. Den overtager hans pc men omdirigerer ham til Cyberdynes hjemmeside (ja, Terminator hjemmesiden) hvor den aflægger en ordre og kort efter er han i besiddelse af en lille stuepige-robot der kan sidde i hans hånd. Denne lyserøde, flæsede hjælper er dog langt fra kun til gavn idet både Nanbara og folk fra Cyberdyne, der vil have hende tilbage, er efter hende.

    Derudover er der udlejerens datter, Kasumi, der har et yderst godt forhold til ham og som ikke har til hensigt at lade en androide eller fire komme imellem hende og hendes gamle ven..

    Animationen er god og veludført men ikke noget virkeligt specielt idet den holder en enkel streg hele vejen igennem, så virkelige wow-scener mangler. Baggrundene er godt tegnede og giver serien et realistisk præg. Characterdesignet er forholdsvis enkelt men klart, sødt og godt. Hver person har sit tydelige udseende og garderobe der perfekt passer med deres personlighed.

    Farverne er klare og tydelige, ud fra dele af farvepaletten kunne man forledes til at tro at det var et show til en anden målgruppe men pigernes bouncyness og fanservice niveauet viser tydeligt at det er et show der skal tiltale teenage-drenge.

    Lyden er udmærket, den er ikke noget specielt men gør sit job godt. Ending sangen og især åbeningen er catchy, som de har for vane at være det i nyere fanservice serier, men der er ikke tale om nogle virkelige ørehængere eller specielt fremragende stykker musik.

    Stemmelægningen er god, i hvert fald den japanske. De japanske stemmer passer perfekt til personerne, May lyder lige så sød som hun ser ud. De engelske stemmer er der delte meninger om, jeg selv synes selv at de er irriterende og kan ikke udholde at høre på Saras ude-på-landet-sydststats-accent – et træk som går igen i de fleste ting udgivet i US, Osaka og andre former for japansk dialekt bliver lavet til sydstatsaccent – men andre finder dem udmærket og noget af den bedste dub der er lavet. Så dub-tilhængere vil sikkert kunne lide den, der skal ikke lægges skjul på at dubs generelt ikke er min kop te og dermed får de en hårdere medfart.

    Handlingen er simpel og let forudsigelig men har nogle få twists undervejs. Da det er en komedie er der en masse sjove scener, oftest bygget omkring personernes små ejendommeligheder, som f.eks. Saras altoverskyggende forkærlighed og appetit for nudler.

    Da serien også er bygget op om fanservice undgår man da heller ikke diverse mere eller mindre afklædte scener eller antydninger til den slags. Det hele er dog holdt sobert og man får ikke den tanke at der reelt ligger en hardcore hentai-serie gemt under overfladen som bare ikke får lov at slippe løs.

    Personbeskrivelserne er trods de tydelige stereotyper gode og alle virker tiltalende med deres styrker og svagheder, også nogle der ikke falder ind under de klassiske for persontypen. Personerne udvikler sig også i løbet af serien og forbliver ikke statiske, selv Nanbara ender med at vise at han har en flink side. Man ender let med at holde af alle personerne og bekymre sig om hvad der sker med dem.

    Alt i alt er Hand Maid May en glimrende komedie, især hvis man kan lide fanservice uden at det dog tager overhånd og ødelægger historien. Flere har kaldt den ”den sødeste ecchi-komedie” og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, May-chan og de andre er søde og man kan ikke undgå at holde af dem (jeg kunne i hvert fald ikke). Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Comedy / Romance, 11 afsnit
    Alder: 13+
    Studie: Wonder Farm, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer / Geneon

  • Full Metal Panic

    Som titlen kunne antyde, så er FMP en serie i Mecha genren og på mange måder typisk for en sådanne, selvom den også blander en god del humor ind i serien på sin egen måde.

    I en meget nær fremtid er terrorisme lige så udbredt som nu, men en hemmelig organisation, Mithril, bekæmper den over hele kloden med hjælp fra meget avanceret teknologi. Så da Mithril finder ud af at visse terrorister er ude efter en bestemt pige, så sender de en speciel division af sted for at beskytte hende. Pigen Chidori er muligvis en “whispered,” født med ubevidst kendskab til teknologi af samme type som Mithril bruger, og hun må under ingen omstændigheder falde i forkerte hænder.

    For at kunne beskytte hende bedst er Sousuke udvalgt til at blive hendes hemmelige bodyguard. På grund af hans unge alder, men livslange militærhistorie, antages han for at være perfekt til at blive optaget i Chidori’s skoleklasse og beskytte hende. Det går bare ikke helt som ventet, da Sousuke muligvis passer ind med sin alder, men han har meget svært ved at lade være med at opføre sig som en soldat, til Chidori’s store irritation og hun ender hurtigt med at stemple ham som en pistoltosset militærfreak der åbenbart ikke laver andet end at følge efter hende.

    Men netop som den lettere aggressive Chidori har affundet sig med Sousuke, bliver hele klassen kidnappet og først efter en længere flugtmission, involverende adskillige imponerende kamprobotter, slipper de væk. Men Chidori er stadig i fare for nye overfald og Sousuke bliver derfor en mere permanent del af hendes dagligdag, som derefter er alt andet end normal.

    Serien veksler meget i handlingen, hvor den starter med en lille action smagsprøve i første episode, beskæftiger den sig derefter med Chidori’s skolemiljø, samt hende og Sousuke’s forhold, i adskillige episoder. Derefter slår den ret drastisk over i en actionpræget redningsaktion der også introducerer seriens skurk og de ret imponerende kamprobotter, hvorefter FMP glider tilbage i skolemiljøet i et stykke tid.

    Det giver serien en underlig afveksling mellem humor og action, ret godt opdelt så man ikke er i tvivl om hvor det skiller og ændrer karakter.

    Den forandring i seriens handling og tempo kan nok gøre at visse personer foretrækker en af de 2 stile frem for den anden, men personligt syntes jeg det var rart at hver enkelt episode ikke var en blanding af humor og alvor, det havde nok ødelagt stemningen, hvorimod 3-4 afsnit af hvert efter hinanden giver en mere samlet historie.

    Serien har ikke nogen udpræget flot eller anderledes tegnestil, den er nærmest ret normal, der er dog blevet gjort meget umage med at få den computergenererede grafik til at passe sammen med det håndtegnede og netop det at man ikke lægger mærke til grænsen mellem de to stile gør FMP til en af de mere vellykkede blandinger.

    Ligeledes er baggrundsmusikken i serien meget varieret mellem de to handlingstyper og især i action sektionerne er den meget med til at fremhæve handlingen.

    Full Metal Panic er nok noget for de fleste mecha fans, så længe man husker på at der kommer sektioner hvor humoren er mere dominerende. Chidori og Sousuke’s forhold spiller meget på deres forskellige livsstile og de utallige komplikationer der kommer ud af det, imens der sideløbende kører en historie om global terrorisme, urgammel super teknologi og metalkæmper der brager sammen. Så hvis man mangler lidt mecha action og ikke har noget problem med humor, så kan jeg varmt anbefale Full Metal Panic.

    Genre: Sci-Fi / Mecha, 26 episoder
    Alder    : 13+
    Studie: Gonzo, 2002
    Amerikansk licens: ADV Films
    Udgivet i Danmark

  • Puni Puni Poemy

    Poemi drømmer om at blive en Voice Actor, en af de personer der lægger stemme til blandt andet anime. Men imens hun er i skole bliver hendes familie dræbt at et rumvæsen, men ved hjælp af en død fisk får Poemi muligheden for at få hævn, straffe ondskab og muligvis redde verden.

    Efter hendes forældres død flytter hun ind hos en veninde, der lever sammen med et helt sæt søstre, der i bedste Power Ranger stil kan forvandle sig til klodens beskyttere. Desværre er deres evner mildest talt ubrugelige, og det er derfor op til Poemi og hendes magiske form at banke de rumvæsener og kæmpemechaer der truer byen.

    PPP er en meget svær serie at beskrive med ord. Den har kun to episoder, men der foregår nok i dem til at den kan måle sig med en middelstor serie. Grundlæggende er den en parodi på magiske pige genren, og den gør grin med serier som Card Captor Sakura, Sailor Moon og Power Rangers, ofte på det groveste, for der bliver ikke holdt igen nogen steder.

    Midt i vanviddets centrum er Poemi selv, og hendes mest dominerende træk er lange, hurtige monologer der får en til at tabe pusten bare man lytter til dem. Samtidigt bliver man distraheret af en handling der ofte virker som når man sidder i et tog og alting bare farer forbi.

    Serien vrimler med humoristiske godbidder, og har man set serien Excel Saga vil man nikke genkendende til mange ting, men det er dog ikke et krav for at kunne nyde PPP. De mange gags og referencer er ofte totalt overgearet og underlige, men lige så tit overraskende.

    Man skal nok kunne lide en god parodi for at få alt morskaben ud af serien og ikke være blandt de folk der let bliver stødt, for PPP har meget få hæmninger. Lige fra ”Alien 1” og ”Alien 2” der bruger underlige kugler der hænger fra deres skridt som våben, til et helt orgie af fanservice i episode to, hvor alle mulige feticher bliver fremvist i fuld styrke.

    Puni Puni Poemi er ikke pornografisk, men den fortjener sin 17+ notits på coveret, for det er absolut ikke en serie for børn. For selv om den nok kan ses af mange under 17, så er det nok ikke lige den bedste serie at introducere sine mindre søskende, eller forældre for.

    Selv var jeg meget i tvivl om hvorvidt netop denne serie ville nå det vestlige marked, men ADV har haft tre år til at arbejde med den og har heldigvis beholdt det hele, selv om det næsten skubbede serien hen på de frygtede ADULT hylder.
    Puni Puni Poemy har allerede længe været en klassiker til diverse anime træf, og kan man lide god, wacky humor, så bør man investere i den her DVD, om ikke for andet end at skræmme alle ens venner der ikke har set anime før.

    Genre: Komedie
    Alder: 17+
    Studie: J.C.STAFF, JVC
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Kodomo no Omocha

    En ting der ikke kan siges for ofte er at anime skal ses med et åbent sind og man skal altid være parat til at visse film eller serier har et eller andet der bare ikke kan beskrives, eller hvor det er næsten umuligt at få de elementer med i en anmeldelse. Kodocha er en sådanne og den en af de serier der var med til at ændre min opfattelse af hvad anime egentlig var.

    Kodocha handler om pigen Sana, der bedst kan beskrives som en yderst hyperaktiv, selvom den beskrivelse er mild i forhold til hendes næsten hysteriske overforbrug af energi. Sana er med i et tv-show ved navn ”kodomo no Omocha”, hvor hun er forestillingens stjerne, både på grund af hendes umådelige energi og så hendes meget positive indstilling til alting.

    Desværre er hendes dagligdag ikke helt så harmonisk som hun kunne ønske. Faktisk så har hun store problemer med en dreng, Hajime, som går i hendes normale klasse, som er lederen af de lokale bøller. Dog lykkedes det Sana at stoppe hans karriere som overbølle. Desværre går det op for hende at uden en gruppe af rygklappere, så er Hajime en ret ensom person og da Sana ikke kan komme i nærheden af personlige problemer uden at prøve at løse dem, så kaster hun sig nu over Hajime, en opmærksomhed han ikke ligefrem er interesseret i.

    Kodocha er en rigtig shoujo anime, lavet med piger som det oplagte publikum, men den er dog en af de meget populære af slagsen og nåede at få 101 episoder. En oplagt grund til at serien er så elsket er uden tvivl Sana og så seriens ret specielle kaotiske stil, der ofte får en til at tænke ”Hvad var lige det?” For eksempel, så har Sana’s mor et egern boende på hoved og kører rundt indendørs i en lille elektrisk bil. Her er det så at det med åbent sind kommer ind i billedet, for med mindre man kan se humoren og forstå seriens skift mellem skør komedie og alvorlig drama, så kan den være meget svær at følge med i.

    Især det første indtryk af serien er meget blandet. Allerede i episode et vælter det med underlige og ofte ret japanske jokes. Sana virker til tider som en Energizer bunny på speed og tegnestilen minder til ofte om farvelagte skitser. Men vender man sig til seriens alternative stil, så er den fyldt med god humor og hjertevarmen historier. Især de ret store forskelle mellem Sana’s humør, hvor hun kan skifte fra ”hyper-mode” til seriøs på et øjeblik og så tilbage igen hjælper virkelig med til at hamre stemningen ind.

    Det største problem med Kodacha er at kun halvdelen er udgivet på engelsk, hvilket er en stor skam. Men serien er lidt gammel og lavet i en periode hvor dens stil og udformning ikke var rigtig for det amerikanske marked. Dog er en anden serie af samme forfatter, Marmalade Boy, begyndt at udkomme, ligeledes er manga versionen af Kodocha også udgivet på engelsk, som jeg dog personligt syntes mangler den hyperaktive stemning (og Sana’s “sange”) der gjorde animeversionen til noget specielt for mig.

    Genre: Comedy / Drama
    Alder: 7+
    Studie: Pony Canyon
    Amerikansk licens: Funimation

  • DearS

    Nogle rumvæsner nødlander på Jorden, og ude af stand til at reparere deres rumskib vælger de at søge asyl i Japan. De får betegnelsen Dears, siden de er vores kære venner, og allerede et år efter er den en etableret del af samfundet.

    Den unge mand Takeya er mistroisk over for Dears, men hans venner er vilde med dem. Hans barndomsven, pigen Neneko, hjælper ham i det daglige fordi han bor alene, og er generelt til stor irritation for ham. I skolen er der deres klasselærerinde, der hellere vil posere halvnøgen foran klassen i lingerie end undervise, og hvis hjemmelavede opgaver altid handler om det samme tema…

    En dag møder Takeya en nøgen, hjemløs pige i en park. Han kan ikke tale, og Takeya tager hende med hjem for at undgå problemer med forbipasserende.

    Det viser sig at hun er en Dears, men ingen viden har udover sit alien-navn, så Takeya døber hende Ren, da det andet er for langt. Noget af det første hun gør efter at han har lært hende at tale, er at erklære at han er hendes herre og hun hans slave…

    Som folk måske kan se er historien ikke videre original, men del-elementerne er skruet sammen på en måde så den ikke er fuldstændig forudsigelig, kun næsten. Der ligger også hele tiden en mørk undertone med herre/slave betegnelserne, og det at Dears ikke fortæller hele sandheden. Der er lagt op til drama på mere end det rent personlige plan, omen det er det der optager hele fokus det meste af tiden. Den er dog, som de fleste serier i samme stil, en komedie, den har blot en seriøs undertone.

    Animationen er flydende med masser af farver, men det er efterhånden normen for nye serier, så den er ikke noget specielt på den område. En interessant ting er at der ikke er brugt mange farver på menneskenes hår, de er mørke ligesom japaneres i virkeligheden, men Dearsne har alle de underlige farver vi kende og elsker fra anime.

    Karakterdesignet er ret tæt på mangaens, og det er efter min mening ret pænt og tiltrækkende, om end ret generisk. Det formår tydeligt at vise hvordan personerne er, og sammen med stemmerne skaber de et godt billede af personlighederne. En detalje er at Rens stemme ikke er så ”lillepige-agtig” som hos Chi eller de fleste andre piger i ”opfattelse som et barn men voksen krop” genren, eller hvad man nu skal kalde det fællestræk.

    Et grafisk virkemiddel, der bliver brugt flittigt i serien, er sd-sekvenser*, der er ret mange af dem, og der er utroligt nuttede. Specielt Rens kærlighed til melon-pan (brød) bliver ofte udtrykt derigennem, i mangaen forklares det således på fin en oversigtsplanche at størstedelen af hendes hjerne er dedikeret til nydelse af sådanne.

    Alt i en alt en umiddelbart middelmådig serie om smukke piger med en pæn portion fanservice og en megen komik, lærerinden bl.a., men characterdesignet og en forholdsvis helstøbt udførelse gør at den virker mere en smule interessant end andre lignende serier.

    *sd = SuperDeform, når personer tegnes meget småt og overdrevent nuttet, bruges til at understrege en pointe med, og for at give en scene et mere komisk islæt.

    Stammer fra: juli 2004, tv-serie
    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: Genco
    Baseret på mangaen af samme navn, lavet af Peach Pit og udgivet af Dengeki Comics

  • Amazing Nurse Nanako

    Nanako arbejder som stuepige/sygeplejerske hos doktor Ogami, en genial/gal videnskabsmand der kun får de mest specielle patienter.
    Hendes virke på klinikken går ud på at lave mad – det vil sige kremere fisk – og hjælpe ham med hans patienter/eksperimenter – hvilket vil sige blive generet af dem og især doktoren selv.

    I første afsnit kommer et nyt eksperiment fra militæret og kirken, et væsen ved navn Green som Nanako selvfølgelig skal hjælpe med at undersøge, efter at hun har fundet doktoren altså.
    Afsnit to er de på tur til vildmarken for at træne Nananko, som dog efter et skænderi med doktoren løber væk og farer vild i ødemarken…

    Billedet er meget skarpt og farverne klare, ingen regnbuer eller pixellering. Animationen er også god, hvilket nærmest også er at forvente for ret nyt show (1999) og serien ser generelt godt ud, ikke kun indimellem men holder en god kvalitet hele vejen igennem, hvilket til dels nok kan tilskrives at det er en OVA. Serien er lavet på computer og har nogle panoreringer, hvor dette meget tydeligt fremgår. Disse sammen med det tydelige lagvise opdeling som computerne har skabt vil sikkert kunne irritere visse folk men det er ikke noget som andre end purister vil bemærke.
    Opening’en varierer fra afsnit til afsnit og er meget dyster og har noget tilsvarende musik, noget anderledes end seriens meget lette stil, der dog har dystre undertoner hele vejen igennem så den er ikke helt malplaceret. Slutningen begynder med den sædvanlige stak collagebilleder hvorefter der kommer en 3d CG-sekvens med Nanako der bliver jagtet af en robot, anderledes og sødt men endnu et sted puristerne vil rynke på næsen.
    En sjov ting er menuerne: de er pænt sat op og nemme at finde rundt i, menupunkter på en linje nederst og et billede af Nanako ovenover. De er imidlertid animerede sådan at Nanakos bryster hopper indimellem, selv menuerne afspejler pointen med serien.

    De to lydspor (japansk og engelsk) er klare og tydelige og har begge en god udnyttelse af kanalerne om end der ikke er de vilde surround-effekter.
    Musikken er acceptabel men ikke noget specielt, ikke noget man får lyst til at købe som cd senere. Som førnævnt passer introsangen ikke helt ind i stemningen i resten af serien idet den er meget storslået og dystert og leder tankerne hen på et heroisk sci-fi drama men da serien hele tiden har nogle undertoner af at der er et eller andet i vejen passer det alligevel ind på et eller andet plan.
    Lydeffekterne er gode og ofte brugt, især er boing lydende når Nanako tumler af sted meget velvalgte og øger slapstick atmosfæren.
    Stemmerne er gode og for en gangs skyld er selv de amerikanske stemmer ok, den amerikanske Nanako nærmer sig faktisk den japanske flere steder .

    Af extras er der en pæn stak: de trailers der blev vist på japansk tv for de 4 første afsnit, en musikvideo med highlights af afsnittene på skiven og 25 siders character-design skitser. Alt i alt en rigtig fin samling extras.

    Coverets billede af Nanako i tjenestepigetøj er pænt og attraktivt, det skal nok få folk til at købe dvd’en. På bagsiden er det et stort billede af Nanako i en meget stram bikini der ikke overlader ret meget til fantasien, nogle små billeder fra afsnittene på skiven og en kort introduktion ”skrevet” af dr. Kyoji der, som alt hvad han siger i serien, ikke holder helt stik men giver et udmærket billede af hvad man kan forvente af skiven.

    Hvis det ikke er gået op for folk endnu så handler serien ikke om meget andet end at se mest muligt af Nanako i undertøj men dog samtidig have en smule plot som undskyldning.
    Historien er dog helt klart AMNs svage punkt, selvom man griner ad og føler med Nanako når hun bliver generet – sexchikane er en del af Nanakos daglige pligter lader det nærmest til. Plottet virker dog alt for ofte som en undskyldning for at komme til at vise Nanako i undertøj eller på andre måder halv- eller hel-nøgen, da det er en Pioneer serie mangler den obligatoriske badescene f.eks. ikke, hvilket er synd idet personerne er gode og en ordentlig handling ville ikke skade. Men den tjener sit formål, idet serien er ment som en ren fanservice serie, og den underliggende mørke, røde tråd med kirken og militærets rolle formår at gøre at man ikke mister interessen helt så hurtigt og faktisk følger lidt med i handlingen og ikke kun venter på næste gang man ser lidt mere af Nanako.
    En sjov ting er at serien er meget opbygget omkring Nanako, det er hende der er det centrale omdrejningspunkt, men vi hører ikke noget særligt om hende eller hendes baggrund, al hendes personlighed vises i den måde hun reagerer på omgivelserne på.

    Alt i alt en acceptabel serie som man dog ikke skal forvente det store af, allerede coveret afslører at det drejer sig om fanservice, allerede der er stilen lagt: en komedie med masser af hud, henvisninger til sex og en sød hovedperson.