AnimeGuiden

Tag: mahou shoujo

  • Card Captor Sakura manga

    Card Captor Sakura manga

    Sakura Kinomoto er en pige på 10 år, som kommer til at åbne en magisk bog, hvori der skulle være nogle magiske kort. Disse er dog væk, og hun bliver af bogens vogter, det plysdyrs-agtige væsen Kero-chan, pålagt at indfange disse magiske kort.

    Hendes bedste veninde, Tomoyo Daidoji, synes, at denne opgave er så vigtig og spændende, at hun altid er med og videofilmer Sakuras heltegerninger. Hun syr også ny kostumer til Sakura før hvert forsøg på at fange et kort, noget Sakura ikke altid er lige begejstret for.

    Sakura bor sammen med sin far og forhadte storebror, hendes mor døde da hun var lille. Hendes storebror driller og irriterer hende altid, hvilket generer Sakura grænseløst, især når hans bedste ven, Yukito, er i nærheden, idet Sakura er hemmeligt forelsket i ham.

    Card Captor Sakura er Clamps bud på en manga til unge piger. Som de sagde i et interview, bliver deres nuværende læsere jo ikke yngre, så det gælder om at få ny unge til, især, da færre og færre læser manga, jo ældre de bliver.

    Det, at Card Captor Sakura er rettet mod et lidt yngre publikum end det Clamp oftest skriver til, betyder dog ikke, at den er af dårligere kvalitet; tværtimod er det en af de bedste inden for sin genre – Magical Girls.

    Historien er simpel, kan måske endda virke lidt banal for nogle, og samtidig meget episodisk, der er ikke ret mange cliff-hangers og andre direkte forbindelser mellem de enkelte kapitler. Den er dog alligevel tydeligt fremadskridende, idet Sakura får flere kort, og personernes indbyrdes forhold og personligheder udvikler sig hele tiden. Dette bevirker, at historien på trods af sine mangler, er medrivende og interessant.

    Handlingen er sød, og hvad man kan kalde ”piget”, mangaens målgruppe af piger på 8-12 år er tydelig. Dette vil gøre, at nogen vil afsky mangaen, ikke mindst action-fans, der forventer at al manga er hæsblæsende vold, men at andre, der kan lide søde og simple historier med et romantisk islæt, vil elske den.

    Tegnemæssigt er Card Captor Sakura flot – som altid for Clamp fristes man til at sige.

    Tegningerne er meget lyse og ret spinkle, der er ikke brugt mange gråtoner, og næsten rent hvide sider med spinkle men tydelige streger dominerer.

    Med til at øge det lyse og lette og give den det tydelige shoujo-manga præg er de blomstermønstre, der er brugt overalt. De er utroligt smukke og detaljerede og understreger fint en stemning som f.eks. Sakuras glæde og kærlighed i de pågældende situationer.

    Der er masser af små detaljer i tegningerne. Der er gjort meget ud af tøjet, både hverdagstøjet og Tomoyas fantasifulde kostumer til Sakura. Personernes tøj er pænt og godt designet, alle personerne forstår at klæde sig pænt på ser det ud til. Sakuras kostumer når hun skal fange kort er noget helt for sig selv. De er alle meget specielle og flotte og variationen mellem dem er stort, ikke to af dem ser ens ud.

    Udover disse ting er der også mange andre små detaljer i tegningerne. Et eksempel er det lille vingesymbol, som blev genbrugt overalt i Clamps senere manga Angelic Layer; det bliver brugt som logo på utroligt mange forskellige ting i mangaen og det bliver hurtigt en ting man sidder og kigger efter.

    Card Captor Sakura er ikke en manga for alle, men enhver der kan lide shoujo eller vil se hvad det er bør tjekke den ud. Det samme gælder folk generelt der savner mere rolige, søde og romantiske serier. Action- og vold-fans bør derimod som allerede tidligere nævnt gå i en lang bue uden om serien.

    Genre: shoujo, Magical Girl
    Manga af: Clamp
    Udgives i US af: TokyoPop
    Udgives i Frankrig af: Pika Edition
    Udgives i Tyskland af: Egmont

  • Kamikaze Kaitou Jeanne

    Marron Kusakabe er umiddelbart en almindelig, glad og åben 16-årig pige der dyrker rytmisk gymnastik, men dette er kun en facade.

    I virkeligheden er hun en reinkarnation af Jeanne d’Arc, og er som denne udvalgt til at fange dæmoner, der ved at skjule sig i smukke billeder får kontrol over folks sjæle. Marron får kraften til at forvandle sig til Jeanne af den lille engel Fynn Fish, der kom til hende og gav hende opgaven uden nærmere forklaring. Hver gang hun renser et billede ser det dog ud som om hun stjæler det idet det forsvinder og bliver erstattet af et nyt med en mere bibelsk motiv, og af denne grund er hun jaget af politiet. Alle dæmonerne forvandles til skakbrikker som Fynn får fat i og som indeholder dæmonernes energi som himlen så kan bruge.

    Hendes bedste veninde siden børnehaven, Miyako Toudaji, er datter af politichefen der står for Jeanne sagen. Hun er endnu mere opsat på at fange Jeanne end sin far, og det er nærmere hende der leder efterforskningen end han. De bor overfor Marron i lejlighedskomplekset og Marron spiser ofte ved dem, så selvom Marrons forældre flyttede fra hende i forbindelse med deres skilsmisse flere år før serien er Marron aldrig fuldstændig alene.

    En dag flytter en ny nabo ind, Chiaki Nagoya, en godt udseende og udfarende ung mand der flirter med alle piger han møder. Miyako falder pladask for ham men Marron bryder sig ikke specielt meget om ham, hun stempler ham som playboy og afviser hans tilnærmelser kraftigt. Dette gør dog ikke at han opgiver hende, tværtimod forsøger han konstant at komme hende nærmere. Men er det reelle følelser eller er det ikke andet end en leg for ham? Og er Marron så ligeglad med ham som hun giver indtryk af? Og hvem er den mystiske Sindbad der dukker op og ligeledes forsøger at stjæle billederne, der for ham forvandler sig til sorte skakbrikker?

    Kamikaze Kaitou Jeanne er en manga af Arina Tanemura som der meget hurtigt – allerede inden mangaen var kommet halvvejs gennem historien – blev lavet en anime over. På trods af dette er de to historier på de fleste punkter ens. mangaen blev bragt i Ribon Magazine, en af de store månedlige shoujo-manga (pige-manga) antologier.

    Tegningerne er flotte og detaljerede men meget typisk shoujo manga stil på godt og ondt. Personerne har store, udtryksfulde øjne, et stilistisk element Tanemura-san behersker og udnytter fint. Det sammen med personernes lange, slanke kroppe, pigernes smalle taljer og markante bryster og drengenes ranglethed understreger shoujo-manga elementerne. Et andet element, der ofte bruges i shoujo-manga, er SD-karrikaturer – Super Deform, mår en person er tegnet ”presset sammen” til nærmest barnestørrelse med enormt store øjne og hoveder og små, nærmest tykke kroppe – og KKJ har mange sådanne scener. De er alle søde og sjove men passer alligevel ind i sammenhængen. Miyakos far, politichefen, er tegnet deform overalt i mangaen, hvilket giver ham en per definition komisk rolle, og på trods af hans job klovner han da også rundt indimellem. Han er dog en sparsomt brugt bifigur og hovedparten af SD-indslagene leveres af Jeanne, Marron og Miyako. En interessant ting er, at i animeen, hvor han har en meget mere fremtrædende og synlig rolle, er han tegnet normalt, men den deforme tegnestil er så heller ikke brugt ret meget i animeen, en ting der ofte gælder anime-adaptioner af manga.

    Historien virker meget typisk for Magical Girl genren (hvor en ung pige pludselig får magiske kræfter og involveres i et eventyr som hjælper hende med at vokse op personlighedsmæssigt), men den har også nogle små overraskelser undervejs. Marrons baggrund er lidt speciel, idet hun bor helt alene og ingen kontakt har overhovedet til sine forældre da de har forladt hende. På trods af at hun er omgivet af venner gør dette at hun ofte føler sig alene, en følelse der er omdrejningspunktet i hendes personlighed og er grundlaget for hendes udvikling i løbet af historien.

    Umiddelbart kan idéerne med engle, dæmoner og Jeanne d’Arcs reinkarnation virke spændende og interessante, især med en vestlig kristen synsvinkel, men det dækker blot over genrens sædvanlige beskrivelse af kampen mellem det gode og det onde. Himlen som en anden verden bliver dog beskrevet i mangaen. Man hører om englenes liv der, men i animeen er denne, i mangaen utroligt vigtigt del af historien, udeladt og resten af historien gjort mere simpel for at dette element ikke vil savnes.

    Umiddelbart er animeen bygget op på samme måde som mangaen, men der er en del punkter undervejs, f.eks. ved det ovenfor nævnte, men der er flere andre forskelle. For at forlænge historien er der tilføjet flere dæmoner, en taktik der ofte bruges for at forlænge manga-adaptioner der involvere kampe, man smider nogle flere modstandere ind uden at ændre på grundhistorien. Dette ændrer netop ikke på historiens forløb, der er det samme i begge medier, men der er ”fyld” afsnit i animeen der ikke bringer der bærende historie videre men blot viser Miyakos fælder for Jeanne og Marrons omsorg for dem omkring sig.

    Der er dog nogle mere barske scener med Jeannes baggrund og dens indflydelse på Marrons dagligliv der er undladt i animeen, noget der nok skyldes at anime ofte tiltaler en smule yngre gruppe end manga. Det andet vigtige element der er udeladt er Fynn og Access (Sindbads hjælper der er en mørk engel) baggrundshistorie, der reelt viser sig at være grundlaget for hele historien i mangaen. Historien hænger sammen uden dette element, men man føler alligevel at der mangler en brik for at puslespillet er helt komplet ved animeens afslutning.

    Tegnestilen i animeen minder meget om mangaens, Tanemura-sans streg egner sig åbenbart godt til at oversætte til den hårdere streg man nødvendigvis må bruge i animation. Andre eksempler på denne gode omsætning af hendes værker er Full Moon wo Sagashite og Time Stranger Kyoku.

    Animationen er udmærket for en tv-serie men ikke noget specielt på nogen måde. Farverne er klare og tydelige og er med til at skabe et levende billede der er lyst og tiltrækkende. Baggrundene er pæne og varierede men igen er der ikke tale om noget bemærkelsesværdigt.
    Alt i alt er animationen kapabel og ganske glimrende, man kan se at serien er lavet i den periode af kvalitetsudvikling der begyndte sidst i 90erne.

    Lyden er heller ikke noget specielt, men stadig til at holde ud at høre på og ikke irriterende på noget tidspunkt. Seiyuuerne (stemmelæggerne) passer godt til rollerne og leverer gode præstationer (her udelukkende tænkt på den japanske udgave) og musikken er også udmærket. Det eneste der er værd at bemærke ved den er dog åbnings- og slutsangene der bliver fremført af gruppen Shazna. Det er glimrende, lette rock numre der sikkert vil tiltale de fleste.

    KKJ er et eksempel på noget af det bedste som Magical Girl genren kan tilbyde efter min mening. Historien er fængende og personerne tiltalende om end det hele er er en smule stereotypt. Den undgår at blive for pusse-nusset, noget især animeer i genren indimellem gør, så på den måde burde den tiltale de fleste om end hardcore action fans vil blive skuffede. Alle andre burde dog blive underholdt på bedste måde af Marron og Jeannes problemer.

    Hvad angår om man skal bruge tid på mangaen eller animeen så har hvert medie sine fordele, sådan som det vil også burde være. mangaen har en mere kompleks og uddybet historie, men får kun den fulde baggrundshistorie der, men til gengæld er animeen lettere at gå til, både på grund af en anelse simplere historie men også kraft af selve mediet med bevægelse, stemmer og musik.

    Begge dele er udkommet i Amerika, hvorfra de fleste ting der kan købes i specialbutikker her i Danmark kommer. mMangaen er dog også udgivet i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland, men det er nok svært at få fat på den på anden måde end ved at finde en butik i det pågældende land.

    Kamikaze Kaitou Jeanne animeen blev vist på tysk tv for nogle år siden, før mangaen blev udgivet der faktisk, men på trods af en rimelig popularitet der er den ikke blevet udgivet på video/DVD der endnu. Den er altså ikke til at få fat i udover den japanske udgave, der udelukkende er på originalsproget. De er dog fansubs af serien, og hvis nok folk ser den kan man håbe at firmaerne får øjnene op for serien, både anime og manga, og udgiver dem.

    Genre: shoujo / Magical Girl
    Manga af: Arina Tanemura
    Alder: Alle
    Studie: Toei Animation
    Manga udgives i Tyskland af: Egmont
    Manga og anime udgives i USA af: Viz

  • Figure 17

    Pigen Tsubasa har for nyligt mistet sin mor og er flyttet med sin far ud på landet, hvor han følger sin gamle drøm om at blive bager. Desværre viser det sig at livet væk fra byen ikke er helt så fredeligt som man skulle tro, da Ten aftesubasa n ser et UFO lignende fly styrte ned i det fjerne. Hun forlader gården og går ud for at undersøge det nærmere og ender midt i en kamp mellem flyets pilot og et monster der er slubbet løs fra det. Til sin kamp bruger piloten en avanceret kunstig organisme, der binder sig med han krop igennem den beholder den er opbevaret i, men selv med det boost som den forening giver, er han ikke i stand til at besejre det undslupne væsen. Efter at piloten er slået bevidstløs går monsteret efter Tsubasa, der flygter ind i det nedstyrtede rumskib. Herinde kommer hun ved et uheld til at ødelægge en beholder med endnu et af de kunstige organismer, som binder sig direkte med hende. Kombineret bliver de en langt stærkere person og er i stand til at besejre væsenet, men efter kampen deler de sig, meget til Tsubasa’s overraskelse, i to, hvoraf den ene er en identisk version af hende selv.

    Figure 17 kunne meget nemt lyde som endnu en serie om magiske, transformerende piger og sukkersøde kampsekvenser involverende diverse lyserøde våben, men serien vælger at tage en helt anden retning og stil. Mere end noget andet, så handler den om Tsubasa og hendes nye tvillingesøster Hikaru og deres vendskab. Tsubasa er en stille, forsigtig og indelukket pige, imens Hikaru, selv om hun deler Tsubasa’s minder, er udadvendt, aktiv og fuld af gåpåmod, men alligevel er der et stærkt venskabeligt bånd mellem dem, som virkeligt er seriens kerne.

    Hver episode af Figure 17 varer forbavsende nok hele 45 minutter, hvilket er meget usædvanligt for noget der har været en tv-serie i Japan. Også hvordan episoderne er sat sammen adskiller sig væsentligt fra normen, da de oftest består af 35-40 minutter der handler om pigerne, og resten fokusere så på deres kombinerede kampform og deres forsøg på at stoppe alle de væsener som det nødlandede skib slap løs. Skiftet mellem seriens to sektioner er ofte meget markant, da episoderne for det meste løber stille og roligt, omhandlende de to pigers normale liv og de helt normale problemer de har der. Derefter skifter det til de ret flotte og action mættede kampscener, der er lige så vigtige for serien som alt andet og til trods for det ret drastiske skift i handlingen, så er det en yderst vellykket kombination.

    I det daglige liv er Tsubasa som nævnt en indelukket pige og her er hendes nye søster en stor hjælp med at få hende til at åbne sig, imens Tsubasa’s følelser og liv er en meget intens oplevelse for Hikaru, der inderst inde stadig er et kunstigt væsen med Tsubasa’s minder. Det er også meget dominerende i deres kampform, hvor det er Hikaru der har styrken og evnerne, men det er Tsubasa’s følelser der motiverer hende og det er det forhold mellem de to piger der er med til at gøre Figure 17 til en så smuk serie.

    Men der er andre ting der gør serien værd at fremhæve. Musikken der følger handlingen er perfekt afbalanceret, med stille og rolige temaer det meste af tiden, med spring over i mere intense stykker under kampene, samt åbnings- og afslutningsstykker der er værd at høre igen i alle 13 afsnit.

    Dertil kommer at animationen er dejlig glidende og de utallige baggrunde der er brugt er alle lavet i smukke detaljer der virkelig fremhæver de naturomgivelser som serien foregår i. Om det så er snedækkede gårde eller pigernes favorit sø i skoven, så er der lagt vægt på at vise det så smukt som muligt.

    Figure 17 er en serie af forbavsende høj kvalitet og har man ikke noget imod en blanding af meget drama og lidt action, så er historien om Tsubasa og Hikaru både smuk og spændende, på en måde man sjældent ser det i serier, og jeg kan anbefale den til enhver der gerne vil se hvad Japansk animation kan tilbyde af godbidder.

    Genre: Magical Girl / drama
    Alder:     7+
    Studie    : Genco / OLM
    Amerikansk licens    : Media Blasters

  • Dansk D.N.Angel manga

    Daisuki er en næsten normal dreng der lige er fyldt 14 år. Han har de typiske problemer for drenge i den alder, især med hensyn til kærlighedslivet, hvor han lige har fået afslag fra sin drømmepige, Risa. Desværre for Daisuke så løber der en forbandelse i hans familie der gør at alle mandlige medlemmer, fra de bliver 14, regelmæssigt forvandles til mestertyven Dark. Forbandelsen kan dog midlertidigt brydes hvis han udfører et dristigt kup, men kun indtil næste gang, da forvandlingen til Dark udløses af romantiske følelser.

    Så indtil Daisuke får styr på sit kærlighedsliv, bliver han ved med at skifte til Dark og stjæler diverse værdifulde objekter, ofte lige for snuden af det lokale politi. Sagen bliver ikke meget bedre af at Dark har sin egen personlighed og er mere tiltrukket af Risa’s søster, Riku.

    D.N.Angel er en behagelig blanding af action og forviklinger, på en måde der er langt mere kendetegnende for manga end hvad der tidligere har været udgivet på dansk. Både i tegne- og fortællestil hører serien til det der er populært blandt de mere modne læsere og i forhold til serier som Dragonball så er serien langt mere kompleks og henvender sig til et lidt ældre publikum.

    Tegnestilen i D.N.Angel er næsten så klassisk manga-agtig som man kan få det. Pigerne har store øjne. Dark er høj, slank og sorthåret, Daisuke har hår der stritter ud i alle retninger og der bliver brugt en masse typisk manga symbolik. Kombineret med at bogen er trykt i japansk stil og skal læses bagfra, højre til venstre, kan det muligvis gøre den lidt forvirrende for dem der ikke har den store erfaring med manga, men det er noget man hurtigt kan vænne sig til.

    Selvom de tyverier som Dark laver udgør action sektionen af serien, så er den oftest sat lidt i skyggen af resten af handlingen og de forviklinger som hovedpersonerne render ind i. Selvom D.N.Angel ikke helt er en shoujo manga (et udtryk brugt om manga rettet mod piger) så har den en del elementer der minder om dem. I Japan er shoujo en ret dominerende genre, så man kan håbe på at D.N.Angels stil giver forlagene interesse i at udgive andet end actionserier.

    Kvalitetsmæssigt er D.N.Angel ganske god, med en del ekstra materiale og med den originale læseretning, noget manga fans ofte sætter pris på. Blandt ekstramaterialet er der yderligere små historier og forfatternes personlige kommentarer. Dog virker mange af siderne mørke i det i forhold til tidligere versioner af serien i andre lande, især de større billeder i starten af hvert kapitel har mistet en del detaljer. Det er nok på grund af at de, som ved andre dansk manga’er, er kopier af kopier, hvilket altid vil reducere kvaliteten.

    Noget der dog virker lidt malplaceret, især i den første bogs ekstra historie, er den udbredte brug af bandeord, noget som ikke bliver brugt ret tit i Japan. Derfor virker det lidt underligt i den dansk version at nogle af pigerne bander som havnearbejdere, men et sted er der et billede der i originalen var censureret. Her kan man så kan undre sig over hvad Carlsen mente var så slemt at sige i forhold til hvad der eller bliver brugt, hvis man ikke lige ved at der ikke var bandeord i originalen. Det kan skyldes at serien er oversat fra et andet lands version, hvor især amerikanerne godt kan lide at krydre sprogbruget.

    Alt i alt, med mindre man foretrækker den relativt simple stil i Dragonball, så er D.N.Angel nok noget af det bedste manga man kan købe på dansk og den giver et godt indblik i hvad manga kan tilbyde. Selvom serien ikke er en af mine favoritter, så er den værd at læse. Den er for nylig også blevet lavet til en anime serie, som med lidt held dukker op på de vestlige DVD hylder næste år

    Genre: Shoujo, magical girl
    Manga af:     Yukiru Sugisaki
    Udgives i Danmark af:     Egmont