Som jeg tidligere har nævnt er den ver 18m høje Gundam statue i Tokyo ved at blive skilt ad og fjernet. Det er synd i forhold til dens store popularitet, især blandt japanere men den har også fået meget opmærksomhed udefra. Der er sågar flere par der er blevet gift foran den.
Den bliver dog bare skildt ad og opmagasineret, det er endnu ikke klart hvad der skal ske med den, men Bandai, firmaet der ejer Gundam franchisen, håber at få den stillet op igen et andet sted.
Kilde ToplessRobot
De fleste har nok efterhånden hørt om 1:! Gundam statuen, der lige nu er ved at blive skildt ad og fjernet igen, men japanerne er ved at bygge en anden life-size mecha statue, nemlig en af Tetsujin 28 / Gigantor i Kobe. I går morges, mandag, blev hovedet så sat på den. Det måler 2,5m i diameter og vejer 900kg og er på størrelse med en mindre bil. Den samlede statue er 15,3 meter høj.
Statuen er baseret på den kendte figur skabt af Mitsuteru Yokoyama og skal symbolisere Kobes genopståen efter jordskælvet der i 1995.
Mere info på AnimeNewsNetwork
Shinji Ikari kommer, efter at have boet hos sin lærer i flere år, tilbage til Tokyo 3. Hans far, Gendo Ikari, som er leder af organisationen Nerv, har kaldt ham hertil fordi han har brug for hans hjælp. Shinji opdager, kort efter at han ankommer til byen, at Tokyo 3 er under angreb af en såkaldt Engel. Han bliver dernæst hentet af en af sin fars underodnede, Misato Katsuragi, der har til opgave at føre ham til Nerv hovedkvarteret, som er lokaliseret lige under byen.
Nerv forsøger at udslette englene og redde menneskeheden fra en enorm katasrofe, som den dog har været udsat for en gang før. Til dette formål har Nerv deres biomekaniske kæmper til rådighed – Evangelionenerne – idet almindelige våben ingen effekt har på Englene.
Da Shinji nærmest får smidt denne opgave, nemlig at styre Evangelion 01, i hovedet, udtrykker han gerne sin modvilje til at at være pilot. Men da han ser at pigen Rei Ayanami, som er kommet meget slemt til skade, skal gøre det i stedet for ham, gør han det dog alligevel. Og derved bliver Shinji rodet ud i noget han gang på gang finder ubehageligt…
Historien og universet i Neon Genesis Evangelion er meget fangende, og jeg så den første gang næsten uden pauser, det ene afsnit efter det andet.
Personerne er meget realistiske, selv om nogen måske ville sige at Shinji piver for meget. Men både personerne og deres rigtig gode stemmer var også med til at fange min opmærksomhed, og øge det gode indtryk af serien.
Evangelion er nok den mest kontroversielle og provokerende anime til dato. Dette har dog også gjort den til en af de mest elskede animeer.
Foruden de psykologiske aspekter er der også en hel bunke religiøse referencer. Dog ærgrede det mig dog, da jeg opdagede, fra en pålidelig kilde, at de kun var der for at få menneskene bag serien, til at virke kloge. Dog synes jeg langt fra at dette faktum gør serien mindre god. Det vigtigste aspekt vil jeg nok sige ligger i psykologien, hvilken jeg finder ret interessant.
Kvaliteten af selve animationen er okay, når man tænker på at serien alligevel har nogle år på bagen. Desværre bliver den i sidste ende af serien dog meget præget af et mindre og mindre budget og det kan i særdeleshed ses i de to sidste episoder, hvor masser af tilfældige og stillestående billeder bliver brugt. Jeg synes ikke personligt at det har ødelagt min oplevelse af serien, men det er individuelt hvad man synes om dette.
Lyden i Evangelion er for det meste meget fin. En pæn del god musik og til tider musik, der var knap så godt, men det kann jo ikke altid være noget, der falder i ens smag. Især noget af det klassiske musik synes jeg passer perfekt til serien.
En anden side af lyden er hvad personerne siger, og hvor godt dette er. Mht. det japanske lydspor vil jeg sige at det er meget godt lavet. Det engelske lydspor er dog af lidt dårligere kvalitet, men heller ikke dette har gjort oplevelsen værre, men det kunne stadig have været bedre.
Neon Genesis Evangelion er en anime som jeg selv sætter højt på min liste over bedste animeer. Netop fordi den fortæller meget om de psykologiske aspekter og hvordan man kan relatere disse til sig selv og andre. Med en meget interessant historie og endnu en mere interessant “under-historie”, gør det den til en anime, der i særdeleshed gør en værd at se mere end én gang. Dog kan det godt forstås at mange mennesker finder den mærkelig og uforståelig – især når man ser den for første gang.
Neon Genesis Evangelion er, alt i alt, en rigtig god anime, hvis man leder efter en god historie og noget at tænke over bagefter.
Original titel: Shin Seiki Evangelion
Genrer: Action, drama, mecha, scfi-fi
Alder: 15+
Studie: Gainax
Instruktør: Anno Hideaki
Amerikansk licens: ADV Films
Dansk udgiver: Pan Vision
Den yngste bror i Gowa-familien arbejder for militæret som test-pilot af deres nye mecha der er produceret af netop Gowa-koncernen. En dag tester den lille stat Belgistan et nyt masse-ødelæggelsesvåben og FN beslutte at gribe ind, og JSDF (Japanese Self Defense Force) beslutter, under indflydelse af Gowa, at sende mechaerne af sted.
Samtidig har Gowa-familien nogle hemmelige ritualer, hvor formålet øjensynligt er at påkalde en form for ujordisk væsen, og det der sker under dette ritual minder meget om den eksplosion der sås over Belgistan…
Billedet er fint og skarpt uden mærkbar pixelering eller regnbuer. Farverne er ofte forholdsvis mørke, hvilket er meningen, men stadig sprøde. Lyden er klar og tydelig uden nogen form for støj og stereoen er god ved begge sprog (engelsk og japansk).
Både start og sluttemaerne skal nævnes, disse to sange er meget stemningsfulde og passer utroligt godt til serien. Om ikke andet så gør disse to sange det næsten værd at se serien.
Der er altså ikke spor at komme efter hvad angår den tekniske side af skiven, men hvad med indholdet?
Heldigvis skuffer det heller, handlingen i serien er meget medrivende, om end ikke så action-fyldt som visse andre mecha-serier. Den adskiller sig i det hele taget fra mere almindelig mecha på flere punkter: for det første er mechaerne næsten 100% realistiske, de oser, de er beskidte og ligner generelt mere nutidigt militært maskinel end en sci-fi drøm. Ligesom meget andet mecha efter Gundam er der meget politik med i serien, men i modsætning til Gundam er det ikke staterne der har noget at sige, men de organisationer der trækker i trådene bag kulisserne vi udelukkende hører om, Gowa har f.eks. styret Japan i lang tid. Handlingen er heller ikke den gammeldags ”god-mod-horder-af-onde” mecha men mere kompliceret, for hvad er Gowas mål? Et er sikkert, Gowa er i hvert fald ikke gode idet de udnytter hovedpersonen, men indtil videre virker deres fjender dog udelukkende som rent onde, men senere discs vil vise om de på tilsvarende måde har en god side.
Grafisk set er serien god, fuldt på højde med alle nyere serier og bedre end en del af dem. Characterdesignet er an anelse utraditionelt, men ikke noget man umiddelbart lægger mærke til. Al mekanik er dog meget detaljeret tegnet, og da det er holdt i mørke, beskidte farver ligesom virkeligt militært isenkram skaber det sammen med de flotte baggrunde taget fra de områder hvor den forestiller at foregå en ret realistisk stemning.
Coveret er pænt og skal nok vække lidt interesse i skiven om end det ikke er så iøjnefaldende som det kunne være, jordfarver og spinkle streger tiltrækker ikke så meget opmærksomhed som kraftige cell-farver og skarpe linjer. Billedet er dog nydeligt og hun hendes dragt tydeligvis viser at det drejer sig om sci-fi, vi ser dog ikke meget til hende i de afsnit der er på første disc.
Hvad kvaliteten af selve dvd’en angår er der hellet ikke noget at komme efter. Som sagt er billede og lyd begge af god kvalitet og heller ikke hvad extras angår skuffer dvd’en. Der er et tekst-interview med en af forfatterne, 4 siders projekt skitser, et glossary og memoer fra tilblivelsen af serien. Alt i alt en virkelig forbilledlig samling extras for en almindelig disc fra en serie.
Alt i alt er Gasaraki absolut en serie der er seværdig og som klart kan anbefales, ikke kun til mecha-fans men også folk der vil have noget dybere eller mere realistisk sci-fi anime.
Gasaraki DVD 1
Genre: Scifi / mecha, 4 afsnit på denne disc, 26 episoder ialt
Alder: 15+
Studie: Sunrise, 1997
Amerikansk licens: ADV
Udover at jeg var helt vild med Robotech da den i tidernes morgen var til at se i fjernsynet, så har mecha anime altid kedet mig, selv den legendariske Neon Genesis Evangelion fandt jeg kun middelmådig underholdene. Så da jeg i slutningen af 2000 ville se hvad Vandread var for noget, var det uden de store forventninger.
Vandread foregår i en fjern fremtid, menneskeheden har forladt jorden og har koloniseret stjernerne. To sådanne kolonier, langt fra Jorden, den ene befolket af de mægtige, noble retfærdige Mænd, som er i konstant kamp mod befolkningen på den anden, en race af morderiske, barbariske og onde Kvinder.
Hibiki er en ung mand der for at komme frem i tilværelsen beslutter sig for at stjæle en kamprobot han selv har været med til a bygge, en Vangard, men ender med at blive skudt ud i rummet ombord på Mændenes ultimative våben, som de desperat udløser efter et massivt nederlag mod en af Kvindernes piratflåder af små, mobile Dread rum-fly.
Det Ultimative Våben slynger et skib fra hver flåde halvvejs igennem rummet og våbenets kerne forbinder på mystisk vis de to skibe til et nyt, stærkere skib, til stor overraskelse for den nu blandede besætning, der pludselig består af 158 Kvinder, 3 Mænd og en enkelt mekanisk maskot. Den ret overlegne styrke af Kvinder tager hurtigt kontrollen over skibet, men en helt ny fjende tvinger dem til at arbejde sammen med de få Mandlige medlemmer og overkomme deres ret gensidige had til hinanden, for at kunne overleve og begynde den lange rejse hjem, med det håb at kunne advare deres verdener mod den trussel der er på vej.
Handlingen i Vandread er ikke videre dyb og ret gennemskuelig, så det er en serie hvor man kan læne sig tilbage og slappe af og bare nyde den uden at skulle spekulere for meget over historien. Mand/kvinde forholdet giver en lidt anderledes vinkel på sagen, men det er stadig bare en måde at fylde et rumskib med en overflod af attraktive animepiger, dog får man en fornemmelse af at alle de personer man ser har deres egen plads og funktion ombord på skibet, lige fra folkene i skibets kontrolrum, til de mindre skibes forsyningsområde (en lokalitet der minder forbløffende meget om en fast food restaurant). Selvfølgelig er der nogen der står mere frem, sammen med den lille gruppe af mænd, især Hibiki og Dita, seriens hovedpar.
Men hvad der mere end noget andet adskiller serien fra andre af samme genre er at dens ret spektakulære actionsekvenser er lavet med computer animation på et niveau der selv i dag er imponerede og ofte finder man sig selv siddende og måbe over den hastighed og aktivitet alting sker med.
At den computerskabte del af serien ikke helt matcher med den håndtegnede er nok noget man lige skal vende sig til, men selv om serien brillere med flotte kamp- sekvenser, så er der også tid til at fokusere på hovedpersonerne og selv bi-personer bliver vist frem og får lidt efter lidt mere kød på sig.
Vandread tilbyder en solid blanding af action og humor, blandet med et par gode bidder drama og et anderledes syn på kønnenes kamp, dog uden at blive for seriøs i længere tid af gangen, men heller ikke så det bliver til en ren komedie. Så hvis man er til mecha action, søde piger og flot computer grafik, så kan man nok ikke gå galt i byen med Vandread.
Genre: Sci-Fi / Komedie, 2 x 13 episoder
Alder: 13+
Studie: Gonzo, 2000
Amerikansk licens: Pioneer
Som titlen kunne antyde, så er FMP en serie i Mecha genren og på mange måder typisk for en sådanne, selvom den også blander en god del humor ind i serien på sin egen måde.
I en meget nær fremtid er terrorisme lige så udbredt som nu, men en hemmelig organisation, Mithril, bekæmper den over hele kloden med hjælp fra meget avanceret teknologi. Så da Mithril finder ud af at visse terrorister er ude efter en bestemt pige, så sender de en speciel division af sted for at beskytte hende. Pigen Chidori er muligvis en “whispered,” født med ubevidst kendskab til teknologi af samme type som Mithril bruger, og hun må under ingen omstændigheder falde i forkerte hænder.
For at kunne beskytte hende bedst er Sousuke udvalgt til at blive hendes hemmelige bodyguard. På grund af hans unge alder, men livslange militærhistorie, antages han for at være perfekt til at blive optaget i Chidori’s skoleklasse og beskytte hende. Det går bare ikke helt som ventet, da Sousuke muligvis passer ind med sin alder, men han har meget svært ved at lade være med at opføre sig som en soldat, til Chidori’s store irritation og hun ender hurtigt med at stemple ham som en pistoltosset militærfreak der åbenbart ikke laver andet end at følge efter hende.
Men netop som den lettere aggressive Chidori har affundet sig med Sousuke, bliver hele klassen kidnappet og først efter en længere flugtmission, involverende adskillige imponerende kamprobotter, slipper de væk. Men Chidori er stadig i fare for nye overfald og Sousuke bliver derfor en mere permanent del af hendes dagligdag, som derefter er alt andet end normal.
Serien veksler meget i handlingen, hvor den starter med en lille action smagsprøve i første episode, beskæftiger den sig derefter med Chidori’s skolemiljø, samt hende og Sousuke’s forhold, i adskillige episoder. Derefter slår den ret drastisk over i en actionpræget redningsaktion der også introducerer seriens skurk og de ret imponerende kamprobotter, hvorefter FMP glider tilbage i skolemiljøet i et stykke tid.
Det giver serien en underlig afveksling mellem humor og action, ret godt opdelt så man ikke er i tvivl om hvor det skiller og ændrer karakter.
Den forandring i seriens handling og tempo kan nok gøre at visse personer foretrækker en af de 2 stile frem for den anden, men personligt syntes jeg det var rart at hver enkelt episode ikke var en blanding af humor og alvor, det havde nok ødelagt stemningen, hvorimod 3-4 afsnit af hvert efter hinanden giver en mere samlet historie.
Serien har ikke nogen udpræget flot eller anderledes tegnestil, den er nærmest ret normal, der er dog blevet gjort meget umage med at få den computergenererede grafik til at passe sammen med det håndtegnede og netop det at man ikke lægger mærke til grænsen mellem de to stile gør FMP til en af de mere vellykkede blandinger.
Ligeledes er baggrundsmusikken i serien meget varieret mellem de to handlingstyper og især i action sektionerne er den meget med til at fremhæve handlingen.
Full Metal Panic er nok noget for de fleste mecha fans, så længe man husker på at der kommer sektioner hvor humoren er mere dominerende. Chidori og Sousuke’s forhold spiller meget på deres forskellige livsstile og de utallige komplikationer der kommer ud af det, imens der sideløbende kører en historie om global terrorisme, urgammel super teknologi og metalkæmper der brager sammen. Så hvis man mangler lidt mecha action og ikke har noget problem med humor, så kan jeg varmt anbefale Full Metal Panic.
Genre: Sci-Fi / Mecha, 26 episoder
Alder: 13+
Studie: Gonzo, 2002
Amerikansk licens: ADV Films
Udgivet i Danmark
Drengen Kazuki har det problem at han har visioner. Sommetider ser han store robotter kæmpe igennem byens gader, men ingen andre kan se dette og han har med tiden affundet sig med det. Lige indtil han en dag bliver slynget over i den alternative verden som hans visioner stammer fra. Her kæmper en styrke af japanske mechaer mod fjendtlige robotter, hvor hvert slag er planlagt og aftalt i forvejen og hver tab eller sejr flytter grænser.
Da Kazuki dumper ind er en af de japanske mechaer netop faldet i kamp, men han får den op og køre igen, hvilket vender et sikkert tab til sejr. Da han ikke umiddelbart kan finde nogen vej tilbage til sin egen realitet, så bliver han optaget i mecha divisionen. Dog er der den lille detalje at det normalt kun er piger der kan styre robotterne, så han bliver også udstyret med en ”modificeret” dragt, så ingen fatter mistanke til hans sande køn.
Dual har en let blanding af humor, action og romantik. Den er ganske underholdende, om end det dog virker som om den aldrig helt kommer nogle vegne. Selv om den kombinere adskillige populære genrer i en, så er der ikke det store fornyelse i serien. Faktisk så virker en del elementer i den som lidt af en parodi på den meget populære Neon Genesis Evangelion, men igen uden helt at nå til et punkt hvor det bliver andet end lettere underholdende.
Kender man Evengelion og godt kunne tænke sig at se hvordan den ville være uden den dystre stemning, så er Dual tæt på at være perfekt. Den har action fyldte mecha kampe, adskillige kønne piger (der alle på deres egen måde er ude efter hovedpersonen) og så er der adskillige komiske og romantiske lysglimt i serien. Et stort minus er dog at baggrundshistorien til tider bliver unødig kompleks og forvirrende, især da diverse alternative versioner af forskellige personer blander sig med hinanden og man kan være lidt i tvivl om hvem der er hvad.
Dual er ikke noget mesterværk eller en serie der vil blive husket ret længe efter man har set den, men vil man gerne have noget mecha action i den mere afslappede ende af skalaen, hvor man for det meste kan slå tænkemusklen fra, så er serien nok en udmærket investering. Den indeholder ingen store psykologiske dramaer, grafisk er den middelmådig og personerne er ret stereotypiske, så det er ikke lige den anime man skal se for at få sine horisonter udvidet, men noget man sætter på en dag hvor man kommer træt hjem fra skole eller arbejde og gerne vil have lidt let underholdning
Genre: Science fiction / space opera
Alder: 7+
Amerikansk licens: Geneon
Menneskene har levet sammen og i fred med leofaldianerne i en årrække. Vi har fået avanceret leofaldiansk teknologi og alt er fryd og gammen og alle mennesker kan lide dem. Alle undtagen Hoichi og hans bedstefar, der er en gammel, sexfikseret videnskabsmand med masser af penge.
En dag viser det sig, at det hidtil har været en maskerade, og leofaldianerne indtager jorden til alles (inklusiv de fleste leofaldianere på jordens) overraskelse.
Men heldigvis har Hoichis bedstefar en plan og en kæmperobot (ved navn, ja du gættede det: Exxaxion) klar, og sammen med den ekstremt kvindelige (i hvert fald på et vist område af kroppen) androide Isaka tager Hoichi kampen op mod leofaldianerne.
Exaxxion er tegnet i Kenichi Sonadas tydelige, lidt kantede stil og er ret pæn. Dog har nogle af kvinderne (nærmere bestemt androiderne) en tendens til at være overdrevne hvad brystmål angår, urealistisk overdrevet og nærmende sig det groteske. Et andet punkt der grafisk set er mislykkedes, er mechaerne. Leofaldianernes mecha ligner nærmest et barns forsøg på at tegne en kæmperobot (skyggelægningen er dog rigtig flot og skaber en god metal-effekt) og Exaxxion selv, der er endnu mere overdrevet hvad brystmål angår end andoriderne (mere end 5 gange så stort som resten af robotten). Godt nok er der en stor kanon i robottens brystkasse, meen… De øvrige personer er pænt tegnet, men ikke noget bemærkelsesværdigt. Som altid i Kenichi Sonadas serier er der også lidt læserservice (læs: nøgenhed, panty shots og lignende).Action scenerne er ret flydende, hvilket er godt idet er der en del af dem.
Historien er meget klassisk, og bruger stort set alle genrens klichéer. Af kendte elementer kan nævnes: en gal videnskabsmand, der er hovedpersonens bedstefar og oven i købet temmelig sexfikseret; en intetanende gymnasieelev, der pludselig skal redde verden; rumvæsner der lader som om de er vores venner men så overtager magten, etc. Historien er altså “ny”, eller rettere en ny blanding af gamle elementer. Som sådan er den da okay, men de fleste af historier, som den har hentet elementer (eller inspiration om man vil) fra, er bedre.
Historien har nogle gode elementer, f.eks. at vi samarbejdede med leofaldinerne, men de bliver ikke udnyttet ret godt. Historien er dog meget flydende fortalt, et stort plus i en historie hvoraf action scenerne fylder en forholdsvis stort del.
Personerne er ikke beskrevet helt så grundigt, som man kunne ønske. Især virker hovedpersonen lidt udetaljeret og neutral mens hans barndomsveninde og en af lærerne (en leofaldiansk kvinde) virker som mere helstøbte personer, ikke så godt.
Alt i alt er Exaxxion en ret dårlig serie, der langt fra lever op til hvad mecha-genren kan tilbyde. Kun et køb værd for Sonada fans eller hardcore fans af genren.
Genre: Science fiction, mecha, fan-service
Alder: 11+
Lavet af: Kenichi Sonada
Udgivet i Japan af:
Udgivet i USA af: Dark Horse
Udgivet i Tyskland af: Egmont
Udgivet i Frankrig af: Glenat
Norikos far var kaptajn på menneskets bedste rumskib men blev slået ihjel af rumvæsnerne. De ødelagde hans skib og startede dermed krigen mod Jorden.
Nu går Noriko selv på akademiet for at kunne følge i sin fars fodspor i rummillitæret. Hun er dog ikke ret god til at styre mecha, men en ny coach sætter hende på hold med Amano, den bedste på skolen. Men hvorfor, og hvad er den nye robottype, som de skal styre (rigtigt gættet: Gunbuster).
Men hvorfor angriber rumvæsnerne Jorden? Og er Noriko i stand til at klare presset og samtidig leve sit liv?
Man kan se og høre at det er en OVA fra 1989, men det gør ikke noget, idet det hele er af en meget, meget høj kvalitet.
Grafisk er den af højeste kvalitet: baggrundene er ret detaljerede, og der er masser af små detaljer som man kan side og fortabe sig i, især de mange forskellige parodier og henvisninger til andre serier der er rundt omkring. F.eks. er mecha’erne holdt i en ret gammeldags stil, og Gunbuster selv er en tydelig henvisning til Gundam, men hvis man kigger efter er der også rigtig mange sjove rumskibe. Dette er et eksempel på den detaljrigdom der er i serien, og den humor der ofte gemmer sig i den.
Personerne er godt animerede, om end man især på deres næser kan se, at showet er fra 80’erne. Forskellen på det og den senere stil er dog ikke noget man tænker over. Karakterdesignet er også ganske udmærket, alle personerne er forskellige udseendemæssigt og har alle en slags personlighed bare i udseendet. Desigenet er da også lavet af Haruhiko Mikimoto, der er kendt for netop Macross II, Gundam og hans egne manga’er Marionette Generation og Macross 7 Trash, en af de bedre designere efter min mening.
Altså er showet både hvad karakterdesigns, animationer og baggrunde godt grafisk, mange nyere serier kan tage ved lære. Efter mere end 10 år kan Gunbuster stadig måle sig med de bedre tegnemæssigt.
Nå, men så kan lyden vel ikke følge med? Jo, det kan den faktisk. Musikken passer utroligt godt til de scener den akkompagnerer, ligesom i Evangelion (der er det mest kendte Gainax værk) er der brugt meget klassisk musik, og det virker bare fantastisk. Allerede dengang vidste de, hvordan man understreget en scene med brug af musik. Stemmerne er utroligt gode, nogle af de bedste og mest passende stemmer jeg har hørt overhovedet. Der er lagt så meget følelse i stemmerne at det er en fryd at høre på, selvom det selvfølgelig er nærmest umuligt at følge med i, for os der ikke er ret gode til japansk.
Og til det vigtigste, ved enhver film, serie, spil, historien. Og på dette punkt skuffer Gunbuster heller ikke. Historien er meget medrivende og kommer igennem mange forskellige genrer i løbet af serien. Første afsnit er nærmest en skole / sports anime, fra andet afsnit af og fremefter er serien mere rendyrket mecha og science fiction, selvom der er elemter, der ikke er klassiske for disse genrer undervejs. Som nævnt før har Gunbuster rødder i science fiction genren, og der bliver ikke langt fingre imellem, det er rigtig science fiction, de fleste ting, der ikke er opfundet / udforsket idag bliver forklaret grundigt baseret på det vi ved idag. Der er dog nogle få unøjagtigheder, men alt i alt er Gunbuster endnu mindst lige så realistisk som f.eks. Star Trek, der bliver brugt i fysikundervisningen nogen steder. Der bliver også brugt meget humor i historien, selvom den til tider er meget dramatisk og trist, f.eks. da Noriko efter at have været i rummet nogle måneder ved nær lyshastighed kommer hjem til Jorden, hvor der er gået 10 år og møder sin bedste veninde igen. Dette er en af de ting, der er realistiske: hvis man bevæger sig tæt på lysest hastighed går tiden langsommere for en selv end for andre, der bevæger sig normalt, og dette er et af hovedelementerne i historien: at leve i sin egen tid.
De tekniske detaljer bliver blandt andet forklaret i små science lessons mellem afsnittene, små klip hvor super deforme udgaver af Noriko, Amano og Coach forklarer forskellige tekniske ting som i en skoletime. Da de dog er super deforme og fjoller en del rundt er det dog svært at følge med i undervisningen, endnu et eksempel på humoren i serien.
Det er også her at udtrykket “Gainax bounce” stammer fra, og man kan med rette sige at “The bounce Wars” mellem Gainax og Pioneer startede her, altså masser af fanservice, der dog aldrig på noget tidspunkt virker malplaceret.
Gunbuster er instrueret af en debuterende Hideaki Anno, kendt som hovedmanden bag Evangelion, og man kan allerede her kende hans måde at få handlingen til at hænge sammen på. Anno er ubetinget en af mine yndlingsinstruktører, og det er rart at se hans første værk, især er det sjovt da det er samme genre som hans hovedværk Evangelion, og dermed kan man se, hvad han har ændret for at lave sin mecha serie. Det sidste afsnit er dog holdt kun i sort / hvid på nær den sidste scene, hvilket øjentsynligt også er en Anno ting, idet de sidste afsnit af Evangelion også har deres helt egen stil.
Gunbuster er en af de bedste anime, og er da også af mange set som en klassiker. Uanset om du kan lide mecha (der er den mest gennemgående genre i serien) eller ej kan serien anbefales, den er simpelthen et must for alle, der vil have ordentlig underholdning.
Genre: Mecha
Alder: 13+
Studie: Gainax
Instruktør: Hideaki Anno
Amerikansk licens: Bandai Entertainment