Action-eventyrspillet Onimusha: Warlords fra 2001, der oprindeligt blev lavet til PlayStation 2 og senere blev porteret til den første generation af X-Box, får en remaster. Det vil udkomme den 15. januar 2019 til PS4, Xbox One, PC og Switch.
Tag: ps2
“Infinite Stratos 2: Ignition Hearts” spil preview
5pb. har udgivet et nyt preivew for “Infinite Stratos 2: Ignition Hearts”, bishoujo sci-fi light novelen der også er lavet til anime. Spillet udkommer til PlayStation 3 og Vita den 27 februar 2014.
Visual novelen foregår i tiden op til sommer festivallen og heltinderne har forskellige ignition points og stress points. At bygge på det første lader lader en komme videre medens det andet leder til et “Passion Event” fulgt af en straf.
Kilde Crunchyroll
DearS (PS2)
Dette spil er pt (starten af 2005) ikke udkommet i EU (eller andre vestlige lande), og chancen for at det gør det er ret lille, så betragt denne anmeldelse som en appetitvækker på hvad der findes “derovre” i Japan.
Folk der ikke har læst anmeldelsen af DearS animeen anbefales at læse den først, idet denne anmeldelse går ud fra at man har en ide om hvem personerne er.
Som I måske ved udkom der et DearS PS2 spil kort inden animeen begyndte på japansk tv. Det udkom i to udgaver, en regular og Limited Version udgave, hvor den sidste udover spillet have OST og nogle postkort. Det er ikke blevet udgivet andre steder i verden, ikke engang resten af Asien endsige i Vesten, og spørgsmålet er også om det bliver det idet det er en hardcore dating-simulator, en genre der ikke er ret udbredt her. Ja, det vil sige at spillet er på japansk og intet andet.
Spillet er som sagt en dating simulator, og det er meget typisk opbygget for genren. Du er på forskellige steder med pigerne, hvor du kan tale med dem, og indimellem vælger du en af dem, som så følger efter dig rundt i byen. Jo mere du taler med dem, jo bedre kan de lide dig, man kan købe ting (melon-pan :D) etc. Visse steder kan du så også få dem til at gøre ting for dig, støve af i din lejlighed, lave mad, se tv, etc. Dearsne vel at mærke, de er trods alt slaver.
Det der gør at spillet skilder sig ud fra mængden er altså absolut ikke gamplayet, men personerne. Det er dem man kender, og måske elsker, fra mangaen og animeen. Der er dog en til med, der primært optræder i spillet: China. Hun er en ung Dears, noget yngre end Ren og Miu i hvert fald, omkring en 12 år vel.
Hun er meget hyper, og er ofte på grænsen af at være irriterende. Hun planlægger hele tiden måder hun kan få spillerens opmærksomhed på, hvilket oftest går ud over Ren. Hendes stemmelægger er Haruka Momoi (Komugi-chan i Nurse Witch Komugi-chan, Mii-tan i Popotan, forsanger i gruppen Under 17), netop kendt for sine “hyper lille-pige” roller.
Resten af stemmelæggerne er de samme som i animeen.
Historien er grundlæggende den samme som de andre udgaver, på nær at China-chan er med.
Et rumskib med aliens styrter ned på Jorden, og da de ikke kan reparere det bliver de her og integrerer sig i det samfund de landede i, Japan. En år efter finder en ung mand, der ikke bryder sig om Dears, som rumvæsnerne kalder sig, en Dears pige liggende besvimet i en park. Han redder hende fra at blive kørt ned af en lastbil, og hun udvalger ham til sin herre. Hun lærer hurtigt at tale japansk, og efterhånden glider hun ind som en del af hans hverdag.
Spillet har samme grundhistorie, men allerede dagen efter man finder Ren samler man China op, og delen hvor Ren ikke kan snakke gjort meget længere, og der er en del scener med Ren og China der taler sammen på “dearsk”. Det at China er der gør en del scener andereledes, så hvor historien grundlæggende er den samme er der hele tiden en drejning pga. China.
Grafikken er pæn, men viser på ingen måde hvad PS2 kan. Det hele er ren 2d, 3d-effekter er ikke eksisterende, men ville heller ikke passe til stilen. Billedet er rimeligt skarpt og farverne tydelige, noget der er vigtigt så farverigt som det er. Personerne og stederne ligner stregen i animeen fuldstændig; da de to udkom omtrent samtidig vil jeg tro at dem der lavede spillet arbejdede sammen med anime-folkene og at det er de samme der har lavet character-designs etc.
Så alt i alt er det et middelmådigt dating-spil, der holdes oppe af nogle tiltalende personer, som man måske kender i forvejen.
Platform: PlayStation 2
Genre: Dating simulator
Alder: Alle
Lavet af: Media WorksDisgaea – Hour of Darkness
Dæmon-prinsen Laharl vågner efter 2 års søvn til at hans far, lederen af Underverdenen, er død. Hans ”trofaste” vasal Etna er der dog for at hjælpe ham med at generobre dæmonernes respekt og konge-magten. Så sammen med Etna og en flok prinnier, udøde pingviner, begiver han sig ud for at gøre dette.
Undervejs møder han mange farverige personer: den indbildske Vyers, den griske svine-dæmon Hog-Meister og engelen Flonne, der er på hemmelig mission, og flere til.
Disgaea er et strategi-rollespil, en genre der ikke er udgivet specielt meget af i Europe men som er ret populær i Japan. Strategi-rollespil fokuserer på kamp-delen fra rollespils-genren, der er udvidet kraftigt i forhold til den klassiske ”Final Fantasy” stil med elementer fra rene strategi-spil. Således er der et kort, eller nærmere spilleplade idet den er tydeligt felt-opdelt, hvorpå man flytter sine karakterer / ”brikker” rundt. Hver person har så en rækkevidde med hvor langt de kan rykke, og det samme gælder angreb, de kan angribe et forskelligt antal felter fra hvor de står.
Derudover er der skills og items, ligesom i almindelige rollespil, og dette er da ikke det eneste sammenligningspunkt, idet personerne for experience og stiger levels etc. Det er dog ikke kun personerne der har levels, men også items, der stiger i level ved at man går ”ind i dem” og vinder kampe. Disse ”item worlds” er tilfældigt genereret hver gang, hvilket gør det en smule mindre trivielt at ”level’e” op, idet karaktererne også får exp for kamp der så man slår to fluer med et smæk. Udover har items en grad af sjældenhed, så det at få de bedste items taget lang, lang tid.
Alt i alt er der dog intet virkeligt nyt i systemet, tingene har lidt andre navne og opbygning, men det er som andre spil i genren. Dog er der endnu flere ting man kan øge levels på i Disgaea end normen er, selv for denne spiltype, så spillet vil være et paradis for stat-elskere (I er derude, indrøm det bare).
Grafisk vil mange nok rynke på næsen, idet spillet er 2d og ikke har det mest detaljerede billeder, det ligner nærmest et PlayStation 1 spil. Men den simple 2d-grafik er alligevel utroligt charmerende, og den er alt i alt en af de vigtigste grunde til at spillet er blevet så stort et kult-hit.
Karakterernes design er ret farverigt, sødt og nuttet, hvilket gør det, at de er dæmoner lidt komisk. Alle hovedpersonerne ligner børn, og deres opførsel passer indimellem dermed. I det hele taget afslører personernes udseende med det samme deres væremåde.
Alle monstrene er også sjove at se på: fra de udøde pingviner, prinnierne, over cat-girls, nekomataer, til nuttede gargoyler og drager.
Samlet giver dette spillet et meget sødt udseende, men det undgår de værste pastelfarver og bliver dermed ikke for meget.
Lyden er acceptabel, men det er ikke noget man husker efter spillet stoppet. Musikken gør sit arbejde i baggrunden og ryger ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade andet indtryk end passende baggrundsstøj.
Talen i den europæiske udgave er engelsk, men den er til at holde ud og passer nogenlunde til personerne. Etnas stemme er dog noget ældre end hendes udseende, og Flonnes stemme er overdrevet høj og pusse-nusset. Andre, som Laharl og Vyerl, er dog okay, og sammen med et rimeligt forsøg på skuespil gør det at de hjælper en med at leve med i historien.
Historien er simpel og for det meste let at forudsige, men der er nogle twists undervejs, der gør den interessant og ikke bare noget der skal overstås. Sammen med de tiltalende personer gør dette at man sagtens kan blive draget med i spillet af den grund også.
Alt i alt er Disgaea et glimrende spil og noget af det bedre som strategi rpg genren kan tilbyde. Det har da også som tidligere nævnt fået en pæn popularitet i visse kredse, bl.a. blandt anime-fans, og er helt klart anbefalelsesværdigt hvis man vil prøve noget der er en smule anderledes.
Platform: PlayStation 2
Genre: Strategi RPG
Alder: Alle
Lavet af: Nippon Ichi Software
Udgivet i EU af: KoeiDead or Alive 2
Velkommen til et af de første spil til PS2, Dead or Alive 2, der endda “kun” er en konvertering af et DreamCast-spil. Spillet er stort set identisk på begge platforme, på nær at der er tilføjet lidt ekstra i PS2-udgaven. Dette skal absolut ikke ses som et minus, for spillet er godt, endda ret godt.
Der ikke nogen særlig god baggrundshistorie, bare den sædvanlige smøre med at der holdes en stor turnering af en magtbegærlig person (hvor har jeg hørt dette før? Street Fighter? Tekken???). Men man får spillets personers grunde til at medvirke at vide i cutscenes mellem næsten hver eneste kamp, og dette er med til at gøre personerne mere levende. At de så både grafisk og lydmæssigt passer til rollen gør er der ikke noget negativt at sige der, spillet har nogen af de mest tiltalende personer i et kampsportsspil.
Grafikken er meget flot. Alting er i 3D, selv detaljer så som jernstænger i baggrunden, alt er 3dimensionelt og kan ses fra alle sider. I det hele taget er baggrundene utroligt flotte og meget realistiske, alle stederne er som taget ud af en film (og grafikken er så god, at man næsten tror at de er det). Personerne er meget realistiske at se på, om end de er lavet mere i manga-stil, og dermed også lidt urealistiske, end i f.eks. Tekken Tag Tournament. Karakterdesignet er dog utroligt godt og alle personerne har hver sin personlighed både hvad udseende og kæmpemåde angår, noget man ikke just kan sige om den nærmeste konkurrent, Tekken Tag Tournament.
En ting der specielt skal nævnes er personernes hår, det er sindssygt flot lavet og ligner næsten rigtigt hår (dette er en ting der er utroligt svært at lave som computergrafik). Tøjet er også meget flot animeret og bevæger sig i takt med kroppen, f.eks. bølger pigernes nederdele (eller lignende) i takt med deres bens bevægelser, de er ikke stive som et bræt som i kampsportsspil til psx. Man kan også se niveauforskellen i personernes muskler, det er tydeligt at se at der er flere kræfter under hjelmen på konsollen og at man derfor kan lave meget mere i ren 3d.
Musikken er som den ofte er kampsportsspil syntetisk rock, men der er ingen numre imellem som bliver direkte trætte af, og nogle af numrene er faktisk ret fængende. Musikken er dog lydkvalitetsmæssigt bedre end på psx (jeg synes i hverfald, at jeg kan høre forskel). Det er også noget nyt (i forhold til psx) at der er tale på alle mellemsekvenser, ikke kun tekst (kan dog slås til). Dette giver meget stemning, hvilket leder mig til at andet pluspunkt ved spillet. En anden ting, der er virkeligt godt i spillet, er at man kan vælge mellem engelsk og japansk tale i selve spillet (under kampene og i mellemscenerne, ikke kun teksten i menuerne som normalt i ps2-spil). De engelske stemmer er udmærkede (hvis man sammenligner med film, idet der ikke er ret mange spil med tale) men ikke helt så gode som de japanske. Dette valg af tale er utroligt fedt, selv om det kun er en mindre detalje er det med til at give spillet stemning. Det er et plus for dem, der gerne vil kunne forstå hvad der bliver sagt i et kamp-spil, men os der ikke har noget imod japansk kan få lov til at få den originale tale uden at den nogen steder (f.eks. i mellemscenerne) bliver afbrudt af engelsk synkro.
En detalje er at mellemsekvenserne er lavet med spillets egen grafik, men de er ligeså flotte som dem i andre spil (og flottere end mange video-sekvenser for år tilbage), dette gør også at man ikke føler at der er et hak mellem spillet og mellemsekvenserne. Al respekt til Tecmo for at have lavet en så god grafik-engine.
Som sagt kan man også vælge mellem menu-sprog, men der er udbredt blandt ps2-spil, så ingen store roser for dette. Menuerne er nemt og overskueligt opbygget, der er rart at man kan se alle modes på en skærm i stedet for at skulle scrolle op og ned som i f.eks. Tekken spillene. Spillet er lidt svært at styre til at begynde med, idet det er en slå-knap, en sparke-knap, en kaste-knap og en knap til fri-gang (så man kan bevæge sig mere frit i forhold til kameraet) og andre effekter alt efter hvad man gør før / samtidig med at man trykker på knappen. Dette kan kræve lidt tilvænning, specielt fri-gangs knappen.
En god ting er at baggrundene har betydning, man kan kaste hinanden ind i vægge eller rækværk, der så giver efter så man ryger ned på et lavere liggende niveau. Det giver selvfølgelig mere skade at slå en ind i væggen er skubbe dem udover en høj kant, det er utroligt fedt et smide ens modspiller ud fra kanten af en høj klippe og bagefter hoppe efter for at give ham / hende nådesstødet (også selvom der er 10 meter eller mere ned lander man på fødderne uden skade, hvilket ikke kan siges om den skubbede / kastede person). Sammen med at man kan lave nogle ret dramatiske (og urealistiske) slag / spark / kast / skub, men spillet ender ikke med at blive en kamp om hvem der laver de bedste moves som Tekken og StreetFighter spillene så ofte gør, dette skyldes til dels at de almindelige angreb er effektive og at spillet har en genial mulighed for lave counter-angreb. Hvis man er hurtig kan man nemlig nå at fange modstanderen mens han angriber og vende hans angreb mod ham selv hvilket er meget effektivt. Det er dog ikke helt så nemt som i etteren, men hvis man er hurtig kan gøre megen skade ved at lade modstanderen angribe og så vende han tiltænkte dødsstød mod ham selv, dette er især underholdende at ydmyge ens venner med.
Og så er der selvfølgelig den ting, der har gjort serien kendt: der er mange kvinder med i spillet, og man kan se at deres bryster hopper når de bevæger sig. Derudover er der det antal panty-shots der nødvendigvis må være når man smider rundt med dem (en ting, der nok nærmere er realistisk end overdrevet: man kan ikke undgå at se trusserne hvis nederdelen flyver op, hvilket den må gøre når man bevæger sig så meget som her). Nogle vil nok mene at dette er lidt ecchi, men det virker ikke malplaceret eller overdrevet på mig, nærmer som et yderligere skridt mod realismen (helt ærligt, pigernes kroppe og tøj bevæger sig altså sådan i virkeligheden, hvorfor skulle man så ikke vise det i computerspil?).
Alt i alt er Dead or Alive 2 et rigtigt godt kampsportsspil. Grafikken er noget af det flotteste, der hidtil er set og kan leve op til de fleste nyere arcade-maskiner, musikken er god og gameplayet er godt. Et spil som enhver fan af kampsportsspil burde købe, og en værdig titel til at følges med PS2’s lancering. Det skal dog bemærkes at der ikke er så store forskelle mellem PS2 versionen og DreamCast, så hvis du ejer en sådan maskine skal du bare købe spillet, forskellen på de to udgaver er minimal.