Tokyo Game Show (TGS) er slut for denne gang, og Konami afslørede der at de er ved at lave et nyt Suikoden spil til PSP.
Spillet kommer til at hedde Genso Suikoden Tsumugareshi Hyakunen no Toki (幻想水滸伝 紡がれし百年の時), hvilket kan oversættes til “Genso Suikoden: The Woven Web of a Century”. Traileren, der blev fremvist i weekenden til Tokyo GameShow, kan ses herunder.
Kilde Alafista
Det nyeste Tales spil, Tales of Xillia, er allerede et sort hit, da det har solgt over en halv million eksemplarer den første uge og dermed allerede har sikret sig titlen som det hurtigst sælgende Tales spil
Salgstallene for den uge, da det udkom, viser at Tales of Xillia tog en klar førsteplads med 525.605 eksemplarer solgt (ikke bare sendt til butikkerne som mange eller bruger i deres statistikker).
Det er også den bedst sælgende Tales titel nogensinde og det næstbedst sælgende PS3 spil på det japanske marked, kun overgået af Final Fantasy XIII, begge dele tallene for første uge, det samlede salg kan vi kun gisne om endnu.
Kilde 4gamers
Det “første” Final Fantasy XIII fik megen kritik for sin mangel på byer og alt for lineære gameplay uden side-quests. Den ny trailer for efterfølgeren Final Fantasy XIII-2 kunne tyde på at den før det, og dermed være mere et rigtigt rollespil i kritiske fans øjne.
Black Rock Shooter franchiseen bliver nu også til et rollespil.
Der vides intet om platform eller andet endnu, men det er registreret af firmaet der lavede Valkyria Chronicles 2 og Persona 3 og 4.
Kilde wCloudXkumo
Ys Seven udkommer snart i USA, så der er større chance for at vi ser det her på et tidsunkt.
Kilde Japanator
Kilde Sankaku Complex (ADVARSEL Siden indeholder materiale der er 18+)
At Dragon Quest spil-serien er stor i Japan er ikke nogen hemmelighed, og nu bliver åbningen til det nyeste spil også vist i de japanske biografer.
Square Enix annoncerede i onsdags at den computer-animerede åbning fra Dragon Quest: Monster Battle Road Victory kort kamp-spillet er blevet konverteret til stereoskopisk 3D til biograf visning. Spillet, som er en konvertering af Dragon Quest Monster Battle Road II Legend arkade kort spillet til Nintendos Wii konsol, udkom i Japan i dag torsdag. Kamikaze Douga, firmaet bag de computer-animerede sekvenser i Dragon Quest IX: Sentinels of the Starry Skies spillet og Namie Amuros musik videoer, producerede de animerede sekvenser til det ny spil.
43 biografer i Japn med stereoskopisk udstyr vil vise spillets åbning mellem den 17 og 30 juli før fremvisninger af Toy Story 3. Derudover vil Tokyos Shinjuku Wald 9 (Baruto 9) biograf vise den originale åbning i stereoskopisk 3D og en seperat “fuld version”. Hjemme elektronik butikker med 3D version udstillet vil også vise den fulde version. Dragon Quest Expo 2010, et event der vil være på Tokyos Odaiba Ø fra den 17 juli til den 31 august, og Dragon Quest Attractions, et event der vil være i Tokyos Dome City fra 4 august til 31 august, vil begge vise den originale åbning også.
Den officielle hjemmeside for spillet streamer åbningen (uden stereoskopisk 3D) i stor og lille opløsning.
Kilde MyCom Journal
Kilde AnimeNewsNetwork
Square Enix har udtalt at Final Fantasy XVI ikke kommer på Xbox360 fordi “Microsoft ikke ønsker det”.
Produceren Hiromichi Tanaka har udtalt at på trods af at Microsoft tillod Final Fantasy XI på den tidlige Xbox Live service vil den ikke have noget at gøre med Square Enix med udgivelsen af Final Fantasy XIV.
Han har tidligere sagt at grunden til at der ikke ville komme nogen Xbox 360 version var fordi Xbox Live var for “lukket”, ikke det samme som han siger nu, men han er kendt for at ændre sine udtalelser, idet han samtidig påstod at PC og PS3 udgaven ville være næsten identiske for at annoncere kort tid efter at PS3 udgaven vil være forsinket fordi de ikke kan få den til at fungere tilfredsstillende og at grafikken bliver skaleret ned i forhold til pc.
Kilde Sankaku Complex (ADVARSEL Siden indeholder materiale der er 18+)
Drengen Alex og pigen Luna bor i den lille by Burg. Uden for byen er der et mindesmærke til ære for Dragonmaster Dyne, der døde for 15 år siden da han redede Verden. Alex beundrer Dyne enormt og drømmer om selv at blive Dragonmaster, en mand udvalgt til at kæmpe for gudinden Althena og livet.
Men for at blive Dragonmaster skal man bestå dragernes prøver; dragerne som er Althenas vogtere i denne verden.
For netop at tage denne prøve kommer der en dag en troldmand fra Vane, magiens by, til Burg, da der den hvide drages tempel er i nærheden. Det er selvfølgelig Alex og Luna der bliver vejvisere, og deres eventyr begynder.
Lunar Legend er GameBoy Advance udgaven af det blandt fans af japanske rollespil elskede Lunar, der desværre ikke udkom i EU. Når man har spillet i hænderne forstår man ikke, at de ikke har udgivet de tidligere udgaver (Sega CD og PlayStation).
Historien er god, rigtig god hvis man kan lide klassisk fantasy set igennem et japansk filter. Umiddelbart er den meget forudsigelig, men der er et par rigtig gode drejninger undervejs.
Historien gør at man sidder klistret til skærmen, man skal lige se hvad der sker som det næste. Da den er så medrivende lever man sig virkelig ind i den, og det understøttes også af at personerne er tiltalende, om end stereotyper, men de har alle nogle små skævheder der gør at man kommer til at holde af dem.
Den gode historie og personer skjuler dog ikke et dårligt gameplay, om end nogen nok vil finde det en smule gammeldags og kedeligt. Selve systemet med turbaserede kampe, experience og point man bruger på magi og special angreb er godt nok meget traditionelt, men hvorfor ændre på en formel der virker? Tag de ældre Final Fatasy spil, Phantasy Star og andre i samme stil, ryst og så har du systemet i Lunar. Ingen nye finesser man kan udnytte, men hvis man bare har spillet ét japansk rpg inden er der praktisk taget ingen læringskurve, man går lige på og føler sig straks hjemme. Den klassiske opbygning og stil medfører dog også en masse random encounters, noget som mange måske ikke husker som en god ting i de ”klassiske rpgs”.
Grafikken er glimrende for en GBA titel og næsten en tro kopi af den på de ”rigtige” konsoller. Mellemsekvenserne lider lidt af at måtte nøjes med GBAens grafik, men alt i alt er spillets visuelle side rigtig god og stemningsfuld, man kunne sagtens sætte det til sit tv og spille det derpå.
Lyden lider noget mere under systemets begrænsninger. På trods af ”bip-bip” lyden er baggrundsmusikken dog til at holde ud af høre på og endda ret god. Det er også lykkedes udviklerne at få nogle tale-stumper med, og de gør sig forbavsende godt og føjer et lag mere til stemningen.
Lunar fortjener sin status som et klassisk japansk rpg på linje med Final Fantasy spillene, Grandia, etc. På trods af GBAens begrænsninger gør det sig rigtig godt der, så det at det er en portabel konsol skal ikke skræmme rpg fans. Anbefales meget.
Type: Rollespil, tur-baseret
Genre: Fantasy
Platform: GameBoy Advance
Dæmon-prinsen Laharl vågner efter 2 års søvn til at hans far, lederen af Underverdenen, er død. Hans ”trofaste” vasal Etna er der dog for at hjælpe ham med at generobre dæmonernes respekt og konge-magten. Så sammen med Etna og en flok prinnier, udøde pingviner, begiver han sig ud for at gøre dette.
Undervejs møder han mange farverige personer: den indbildske Vyers, den griske svine-dæmon Hog-Meister og engelen Flonne, der er på hemmelig mission, og flere til.
Disgaea er et strategi-rollespil, en genre der ikke er udgivet specielt meget af i Europe men som er ret populær i Japan. Strategi-rollespil fokuserer på kamp-delen fra rollespils-genren, der er udvidet kraftigt i forhold til den klassiske ”Final Fantasy” stil med elementer fra rene strategi-spil. Således er der et kort, eller nærmere spilleplade idet den er tydeligt felt-opdelt, hvorpå man flytter sine karakterer / ”brikker” rundt. Hver person har så en rækkevidde med hvor langt de kan rykke, og det samme gælder angreb, de kan angribe et forskelligt antal felter fra hvor de står.
Derudover er der skills og items, ligesom i almindelige rollespil, og dette er da ikke det eneste sammenligningspunkt, idet personerne for experience og stiger levels etc. Det er dog ikke kun personerne der har levels, men også items, der stiger i level ved at man går ”ind i dem” og vinder kampe. Disse ”item worlds” er tilfældigt genereret hver gang, hvilket gør det en smule mindre trivielt at ”level’e” op, idet karaktererne også får exp for kamp der så man slår to fluer med et smæk. Udover har items en grad af sjældenhed, så det at få de bedste items taget lang, lang tid.
Alt i alt er der dog intet virkeligt nyt i systemet, tingene har lidt andre navne og opbygning, men det er som andre spil i genren. Dog er der endnu flere ting man kan øge levels på i Disgaea end normen er, selv for denne spiltype, så spillet vil være et paradis for stat-elskere (I er derude, indrøm det bare).
Grafisk vil mange nok rynke på næsen, idet spillet er 2d og ikke har det mest detaljerede billeder, det ligner nærmest et PlayStation 1 spil. Men den simple 2d-grafik er alligevel utroligt charmerende, og den er alt i alt en af de vigtigste grunde til at spillet er blevet så stort et kult-hit.
Karakterernes design er ret farverigt, sødt og nuttet, hvilket gør det, at de er dæmoner lidt komisk. Alle hovedpersonerne ligner børn, og deres opførsel passer indimellem dermed. I det hele taget afslører personernes udseende med det samme deres væremåde.
Alle monstrene er også sjove at se på: fra de udøde pingviner, prinnierne, over cat-girls, nekomataer, til nuttede gargoyler og drager.
Samlet giver dette spillet et meget sødt udseende, men det undgår de værste pastelfarver og bliver dermed ikke for meget.
Lyden er acceptabel, men det er ikke noget man husker efter spillet stoppet. Musikken gør sit arbejde i baggrunden og ryger ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade andet indtryk end passende baggrundsstøj.
Talen i den europæiske udgave er engelsk, men den er til at holde ud og passer nogenlunde til personerne. Etnas stemme er dog noget ældre end hendes udseende, og Flonnes stemme er overdrevet høj og pusse-nusset. Andre, som Laharl og Vyerl, er dog okay, og sammen med et rimeligt forsøg på skuespil gør det at de hjælper en med at leve med i historien.
Historien er simpel og for det meste let at forudsige, men der er nogle twists undervejs, der gør den interessant og ikke bare noget der skal overstås. Sammen med de tiltalende personer gør dette at man sagtens kan blive draget med i spillet af den grund også.
Alt i alt er Disgaea et glimrende spil og noget af det bedre som strategi rpg genren kan tilbyde. Det har da også som tidligere nævnt fået en pæn popularitet i visse kredse, bl.a. blandt anime-fans, og er helt klart anbefalelsesværdigt hvis man vil prøve noget der er en smule anderledes.
Platform: PlayStation 2
Genre: Strategi RPG
Alder: Alle
Lavet af: Nippon Ichi Software
Udgivet i EU af: Koei
Gud skabte verden og menneskene og for at hjælpe menneskene skabte han Seru’erne, der er levende krystaller der er i stand til at give en menneskelig bærer overmenneskelige kræfter. Verden levede lykkeligt og i fred indtil the Mist, en underlig tåge, en dag dukkede op. The Mist gjorde at Seru begyndte at angribe mennesker og de mennesker, der bar Seru, blev til monstre.
Siden har verden levet i frygt men lever i håbet om at nogen en dag vil drive the Mist væk. Dette bliver drengen Vahns opgave. Han drager rundt i Legaia (navnet på verdenen) og vækker såkaldte Genesis træer, træer der er i stand til at drive the Mist væk fra det område de vokser i, til live. Han får hjælp og nogle venner og nogle Ra-Seru, intelligente Seru der ikke bliver ændret af the Mist. Sammen drager de rundt i verden for at udrydde the Mist…
Legend of Legaia er, som navnet måske antyder, et typisk eksempel på rollespil til PlayStation (der er en del andre, der hedder noget lignende f.eks. Legend of Kartia). På alle punkter er det da også ret gennemsnitligt og falder i med mængden: grafikken er pæn, men det er nok de færreste der vil blive imponerede over den; historien er udmærket men meget, for nu at sige det pænt, klassisk; det generelle gameplay er heller ikke noget specielt, det der er unikt og gør spillet lidt anderledes end andre japanske rpg er kampsystemet: i stedet for bare at vælge at angribe eller en type angreb skal man angive en joypad-kombination for forskellige dele af kroppen, lidt ligesom i kampsportsspil. Hvis man har angivet en bestemt kombination laver man et art angeb der gør ekstra skade Kampene foregår dog ikke i real-tid men turbaseret, så man angiver angrebene for hver personer i en liste, går videre til den næste hvor det gentager sig, så sker angrebene og monstrene har deres tur osv.
Ellers er gameplayet meget neutralt og nærmest identisk med det i andre af denne type spil: man rykker sit party rundt på et kort, hvor man ret ofte bliver overfaldet af tilfældige monstre, eller på pre-renderede locations à la Final Fantasy-serien. Man finder objekter og våben der hjælper en i kampene, møder folk og snakker med dem, etc. Tilfældighedskampene kommer ret ofte, måske for ofte vil nogen mene (men så slipper man for at rende så langt for “level’e” op), men kampene tager ikke overhånd og man får ikke følelsen af kamp er det eneste formål i spillet.
Gameplayet er altså ikke godt eller dårligt: spillet er nemt at håndtere, man lægger nærmest ikke mærke til styringen hvis man har spillet et spil af samme type før, man spiller bare. På den anden side er styringen i allerhøjeste grad ikke innovativ, men igen: man føler sig hurtigt hjemme, og hvis man har spillet et spil i samme genre lægger man ikke mærke til at det er et nyt spil hvad styring angår. Det, der gør at man spiller spillet er det innovative og anderledes kampsystem og historien, der er ret kliché men alligevel ikke dårligere end gennemsnittet af fantasy-historier. Nogle vil nok synes at spillet er for let, i hvert fald vil folk der har spillet et eller to rpg ikke støde på ret svære problemer, men det kan også være godt: et spil der er nemt og hurtigt og gå til men som også har noget af charmen fra sværere og mere komplicerede rollespil.
Alt i alt er Legend of Legaia et udmærket spil, men ikke nogen milepæl, det eneste anderledes og nye er kampsystemet. Men hvis du kan lide japanske rollespil (og hvem kan ikke det?) og mangler lidt underholdning, så kan det klart anbefales.
Justin vil være eventyrer ligesom sin far. Sammen med den lille pige Sue gør han byen Parm usikker under deres træning til at blive eventyrere. Justins aller kæreste eje er hans Spirit Stone, som han arvede efter sin far. Alle andre tror at det er en forfalskning, men Justin er overbevist om at den er ægte.
En dag får de af lederen af byens museum lov til at besøge et sted, hvor der laves arkæologiske udgravninger, men det er militæret der står for det, og de vil ikke have at et par børn ser, hvad de leder efter.
Justin og Sue sniger sig alligevel ind til udgravningen, og der møder de et hologram af kvinden Liete, der siger at de skal drage over havet til den Ny Verden. Et er sikkert: bæreren af the Spirit Stone er udvalgt til at løse en stor opgave…
Lad os begynde med det lidt negative: Grandia er ikke specielt flot, det eneste der er over middel er de tegnede mellemsekvenser, de kunne lige så godt stamme fra en anime som f.eks. Nadia.
Man kan godt mærke at spillet er en konvertering til Playstation af et spil til Sega Saturn fra 1996. Ud over at den grafiske standard ikke var så høj dengang (og da var Grandia en af de bedre udseende titler) er konverteringen ikke lykkedes så godt. Nogle steder hakker billedet, og den gamle Saturn udgave skulle efter sigende ofte være bedre grafisk. Grafikken er lavet i klassisk japansk fantasy stil, men er alle steder tegnet godt. Områderne er tegnet i 3D mens personernes udseende er bitmapgrafik, der er trukket på en 3D ramme. Umiddelbart lyder det til at være grimt, men man mærker det ikke, tværtimod ser personerne mere detaljerede ud end i flere andre spil. Det hele er lavet i en pæn og lidt sød streg, men det bliver aldrig overdrevet og fjenderne er ofte ret grimme og ret store mens deres modstandere (spillerens personer) er mindre og lidt nuttede. Grafikken måske ikke den flotteste, men den har sin egen charme og passer godt til resten af spillet.
Hvis grafikken ikke er noget specielt, så er musikken til gengæld noget af det bedre der er lavet til spil. Musikken kan sagtens måle sig med den i mange tv-serier eller film, og der er da også udkommet flere albums med den i Japan. Der er ny musik for hvert område, og musikken passer hver gang i stil til området, det endda selvom det hele er holdt i en form for episk fantasy stil. Det imponerende er, at selvom det mere eller mindre er samme stil hele spillet igennem bliver man ikke på noget tidspunkt træt af det.
En anden del af lydsiden, der trækker spillet over middel, er at der nogen gange er lagt stemme til dialogen. Indrømmet, det er ofte lidt ulogisk hvorfor der netop er lagt stemmer på et sted og ikke på et andet, og dialogen kan skifte mellem ren tekst, tekst med tale og ren tekst igen i løbet af en samtale, men bare det at stemmerne er der gør meget. Stemmerne i den engelske version er heller ikke de allerbedste, men de gør deres arbejde og giver spillet endnu mere atmosfære. Den japanske tale skulle være virkeligt god, noget jeg desværre ikke har haft mulighed for at bekræfte.
Den vigtigste ting i et spil er gameplayet, og her skuffer Grandia heller ikke. Hvor visse andre nyere rpgs næsten er Final Fantasy kloner, er Grandia på flere punkter bygget anderledes op uden dog at være så anderledes at det kan være svært at finde ud af.
Kampsystemet minder meget om det i andre nyere rpgs: der er en bar nederst i billedet, hvor både spillerne og monstrene er vist. Ude mod højre på baren er er der et punkt der hedder command, og når en person når det skal man angive, hvad personen skal gøre. Når personen/monstret når yderst til højre bliver handlingen så udført og man begynder til venstre på baren igen. Det er forskelligt hvor hurtigt personerne/monstrene bevæger sig hen ad baren efter deres initiativ, og hvis man angriber et monster kan det være at man sænker eller endda ophæver dets valgte handling eller dets tur.
Et sted, hvor Grandia også kan måle sig med de store, er dets magisystem. Man bruger mana eggs til at købe et magisk element (nogle af personerne har dog et eller flere elementer fra starten af) og får en enkelt spell inden for det element. Når man bruger spells tjener man exp til elementet, og efterhånden som elementets level stiger lærer man nye spells. Men hver enkelt spell optjener også point jo mere man bruger den. Alt i alt et mere traditionelt form for magisystem, men det fungerer så ikke noget at sætte fingeren på der. Man ender med at bekymre sig lige så meget om at “levelle” sin magi op som selve personen. En ting, der minder om spells, nåde i funktion og måde at stige på, er personernes special moves/skills. De vælges ligesom magi, og som i andre spil der har noget lignende (f.eks. FF seriens limit breaks) er de ret fede. Det rigtigt fede ved det, er dog at de er afhængige af personens skill i flere våben, man er altså nødt til at have et vist niveau i alle våben for at lære alle moves (og når man har set Justins “Heaven and Earth Cut” har man lyst til det…)
Historien er mere eller mindre kliche hele vejen igennem, men den virker, og mens man spiller tænker man ikke over, at det historien bare er en ny blanding af ting man har set før i andre fantasy-historier. Slutningen på spillet kan måske virke lidt som et anti-klimaks, men man tilgiver det let da turen dertil har være så underholdene. Desuden er historien meget medrivende, man ender nemt med at spille virkelig lang tid, fordi man lige vil se hvad der så sker.
Alt i alt er Grandia et af de bedste rollespil, der findes, og enhver der godt kan lide rollespil burde have det i sin samling. På grund af dets alder kan det dog være svært at opstøve i dag.