AnimeGuiden

Tag: science fiction

  • Yukikaze

    Vi er i en nær fremtid, og for lidt over 30 år siden blev jorden angrebet af væsener der kom ud af en inter-dimensional portal på sydpolen. Men det lykkedes diverse militærenheder at slå dem tilbage og endda etablere en base på den anden side af portalen. Tilbage i nutiden har de fleste mennesker mere eller mindre glemt at der foregår en krig. Hvor der før i tiden blev sendt de bedste af de bedste til at deltage i krigen, så er det nu de mindst populære eller ligefrem kriminelle soldater der bliver sendt til den anden verden, kaldet ”Fairy”.

    I denne korte serie følger vi to piloter, der i teknisk avancerede fly kæmper imod en talmæssigt overlegen modstander, til trods for at den ene egentlig kun er der som observatør. Man ser både de ret imponerende kampe i luften og oplever mellem dem også den dystre og depressive stemning der er på deres base. Det bliver ikke bedre da der pludselig begynder at dukke kopier af deres egne fly op på himlen, som på mystisk vis forsvinder nå de bliver skudt ned.

    Yukikaze er lavet af Gonzo og de har gjort sig meget umage med det grafiske. Kampene i luften er lavet med meget smuk computeranimation og især flyene er der kælet for. Men også i den normale håndtegning er serien pæn og flydende. Desværre, som så ofte, så passer de to stile ikke så godt sammen, men det er til at overse. Især er der leget meget med dystre farver i de to episoder og det er meget med til at fremme det at krig ikke er noget at grine af, og man fornemmer ofte at det virker som en håbløs kamp, glemt af de folk som der bliver forsvaret.

    Serien kan dog være lidt svær at følge med i. Den er lavet så episode et bygger op og efterlader én lettere forvirret, for så at samle trådene i episode to. Det lykkedes til dels, men man får fornemmelsen af at der nok godt kunne have været presset en episode mere ind.

    Er man ude efter en kort serie med masser af flot action i luften og ikke har noget imod at der samtidigt foregår en handling på flere planer, så er Yukikaze et ret godt bud på god underholdning.

    Genre: Drama / action / sci-fi
    Alder: 15+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Bandai

  • Gasaraki

    Den yngste bror i Gowa-familien arbejder for militæret som test-pilot af deres nye mecha der er produceret af netop Gowa-koncernen. En dag tester den lille stat Belgistan et nyt masse-ødelæggelsesvåben og FN beslutte at gribe ind, og JSDF (Japanese Self Defense Force) beslutter, under indflydelse af Gowa, at sende mechaerne af sted.

    Samtidig har Gowa-familien nogle hemmelige ritualer, hvor formålet øjensynligt er at påkalde en form for ujordisk væsen, og det der sker under dette ritual minder meget om den eksplosion der sås over Belgistan…

    Billedet er fint og skarpt uden mærkbar pixelering eller regnbuer. Farverne er ofte forholdsvis mørke, hvilket er meningen, men stadig sprøde. Lyden er klar og tydelig uden nogen form for støj og stereoen er god ved begge sprog (engelsk og japansk).

    Både start og sluttemaerne skal nævnes, disse to sange er meget stemningsfulde og passer utroligt godt til serien. Om ikke andet så gør disse to sange det næsten værd at se serien.

    Der er altså ikke spor at komme efter hvad angår den tekniske side af skiven, men hvad med indholdet?

    Heldigvis skuffer det heller, handlingen i serien er meget medrivende, om end ikke så action-fyldt som visse andre mecha-serier. Den adskiller sig i det hele taget fra mere almindelig mecha på flere punkter: for det første er mechaerne næsten 100% realistiske, de oser, de er beskidte og ligner generelt mere nutidigt militært maskinel end en sci-fi drøm. Ligesom meget andet mecha efter Gundam er der meget politik med i serien, men i modsætning til Gundam er det ikke staterne der har noget at sige, men de organisationer der trækker i trådene bag kulisserne vi udelukkende hører om, Gowa har f.eks. styret Japan i lang tid. Handlingen er heller ikke den gammeldags ”god-mod-horder-af-onde” mecha men mere kompliceret, for hvad er Gowas mål? Et er sikkert, Gowa er i hvert fald ikke gode idet de udnytter hovedpersonen, men indtil videre virker deres fjender dog udelukkende som rent onde, men senere discs vil vise om de på tilsvarende måde har en god side.

    Grafisk set er serien god, fuldt på højde med alle nyere serier og bedre end en del af dem. Characterdesignet er an anelse utraditionelt, men ikke noget man umiddelbart lægger mærke til. Al mekanik er dog meget detaljeret tegnet, og da det er holdt i mørke, beskidte farver ligesom virkeligt militært isenkram skaber det sammen med de flotte baggrunde taget fra de områder hvor den forestiller at foregå en ret realistisk stemning.

    Coveret er pænt og skal nok vække lidt interesse i skiven om end det ikke er så iøjnefaldende som det kunne være, jordfarver og spinkle streger tiltrækker ikke så meget opmærksomhed som kraftige cell-farver og skarpe linjer. Billedet er dog nydeligt og hun hendes dragt tydeligvis viser at det drejer sig om sci-fi, vi ser dog ikke meget til hende i de afsnit der er på første disc.

    Hvad kvaliteten af selve dvd’en angår er der hellet ikke noget at komme efter. Som sagt er billede og lyd begge af god kvalitet og heller ikke hvad extras angår skuffer dvd’en. Der er et tekst-interview med en af forfatterne, 4 siders projekt skitser, et glossary og memoer fra tilblivelsen af serien. Alt i alt en virkelig forbilledlig samling extras for en almindelig disc fra en serie.

    Alt i alt er Gasaraki absolut en serie der er seværdig og som klart kan anbefales, ikke kun til mecha-fans men også folk der vil have noget dybere eller mere realistisk sci-fi anime.

    Gasaraki DVD 1

    Genre: Scifi / mecha, 4 afsnit på denne disc, 26 episoder ialt
    Alder    : 15+
    Studie: Sunrise, 1997
    Amerikansk licens: ADV

  • Serial Experiments Lain

    Hvem er Lain?
    Hvad er Lain?
    Hvorfor er Lain?
    Er der flere Lain?
    Eksisterer Lain i virkeligheden?
    Hvad er virkeligheden?

    Lain foregår i en ikke alt for fjern fremtid, hvor Internettet har udviklet sig til the Wired. The Wired er langt mere perfekt end det nuværende Net idet man kobler sig direkte på. Den nyeste protokol til Wired, den syvende, skal gøre at Wired smelter mere sammen med den rigtige verden…
    Lain er en skolepige på 13 år. En dag begår en af hendes veninder selvmord ved at hoppe ud fra et tag. Et par dage senere modtager Lain og alle venindens venner en e-mail fra hende, hvori der står at hun ikke er død, men har overført sin sjæl til the Wired og lever videre der.

    Lain selv begynder at bruge mere tid på Wired, og efterhånden begynder grænsen mellem det og virkeligheden at udviskes. Samtidig dukker der en anden Lain op, Lain of the Wired, og denne Lain eksisterer til sidst ikke kun i the Wired men også i virkeligheden, men hvad er virkeligheden? Og er der virkelig to Lain?
    Samtidig begynder nogle underlige folk fra en gruppe kaldet Knights at holde øje med hende og hun møder også en der kalder sig Gud i the Wired og får at vide at Lain altid har eksisteret, men passer det, og er hun denne Lain? Og hvad er Lain?

    Lad mig sige det med det samme: hvis du kan lide action, og forventer cyber-punk action så er du gået meget forkert. Der er ingen action i Lain, kun beskrivelser af hvad der sker inden i og udenfor personerne. Det gør dog ikke at det er en dårlig serie, tværtimod. Hvor der er en “let” handling i mange andre dybere serier udenpå et mere kompliceret plot og budskab, er der intet sådant forstyrrende i Lain. Men samtidig trækkes en “redningsplanke” man kan klamre sig til væk, og man er nødt til at følge meget opmærksomt med og tænke over hvad der sker for overhovedet at have en fornemmelse af hvad der sker. Og man vil også tænke over det længe efter man har slukket for afspilleren.

    Et andet kendetegn ved Lain er dens ret specielle visuelle udtryk. Tegnede billeder blandes mere eller mindre umærkeligt med computergrafik og rigtig video og sammen med en anderledes tegnestil skaber det en helt speciel stemning. Og tegnestilen er ret anderledes: det er manga-stil, pigerne har i f.eks. lidt større øjne end i virkeligheden, men ansigterne er endnu mere simple end normalt. Ingen forstyrrende farver og detaljer så hver enkelt lille ændring i ansigtsudtrykket for lov til at virke stærkest. Desuden er personerne tegnet meget simpelt undtagen i nærbillede, og sammen med at de er tegnet meget små i forhold til baggrunden gør det at verdenen virker meget øde og trøstesløs.
    En anden ting der er med til at skabe en speciel stemning er musikken og lydeffekterne. Der er ikke brugt musik så mange steder i serien som man kunne have gjort. Der hvor der er musik, er den dog meget atmosfærisk og absolut ikke dårlig. Især skal åbningstemaet nævnes, det spilles af den engelske gruppe Boa og er virkeligt godt, både musikken og teksten passer rigtig godt til serien. Hvor der ikke er musik er der til gengæld ofte brugt lydeffekter hvor man andre steder ville bruge musik. Især lyden af elektriske ledninger (ofte sammen med billeder af disse i baggrunden) er brugt meget, det skaber en meget kold, uhyggelig og mekanisk atmosfære der fremhæver splittelsen mellem menneskelig varme og en kold computerverden.

    Hvis du kan lide anderledes science fiction og ikke har noget imod at det har sin egen stil, så er Lain noget for dig. Hvis du til gengæld ikke kan lide noget, hvor der ikke er slagsmål med jævne mellemrum (skjulte voldelige tendenser?) hold dig væk fra serien. Det samme gælder, hvis du ikke bryder dig om at tænke over noget underholdning. Desuden vil de første par afsnit man ser virke mere eller mindre uforståelige og mangle en sammenhæng, men hvis man holder ud og giver serien en chance vil man langsomt begynde at forstå, og så vil man tilgive det.

    Genre: Sci-fi
    Alder: 13+
    Studie: Pioneer, 1997
    Amerikansk licens: Pioneer

  • Masamune Shirow

    Når man snakker om kæmper indenfor manga, så kan man ikke komme udenom Masamune Shirow og hans værker, som de sidste 20 år har påvirket manga, anime og filmkulturen i både Japan og resten af verden. Selvom han mest er kendt for sin Ghost in the Shell, så har han lavet mange andre serier, og siden han lige netop i år er ret aktuel, så vil vi kigge lidt på ham og hans kreationer.

    Black Magic M-66

    Shirow startede sin karriere allerede da han studerede på universitetet, med at lave mangaen Black Magic M-66, som blev udgivet i det lille blad Atlas.

    Appleseed

    Her blev han opdaget af forlaget Seishinsha, som var meget imponeret over hans stil, og igennem dem udgav han sin næste serie, Appleseed. Den blev udgivet i albumformat, hvilket er ret sjældent for en manga at starte med. Normalt bliver serier ofte udgivet i mindre stykker i større magasiner, men med Appleseed valgte forlaget at tage en chance og udgive den i bind. Mangaen blev en stor succes og gjorde næsten omgående Shirow til et kendt navn.

    Dominion

    Modsat mange mangaer fra den tid, så havde Shirows stil liv og en dybde som var sjælden. Hans meget dynamiske og aktive tegnemåde gjorde billederne meget levende, og hver side indeholdt en overflod af detaljer. Det var ikke kun i tegningerne, men også i form af Shirows utallige kommentarer og tekniske detaljer, noget der gjorde hans mangaer enestående da Appleseed udkom. Hans måde at tegne futuristiske maskiner, robotter og kampdragter på var forfriskende realistisk og anderledes, og når man samtidigt kunne læse lidt detaljer om hvordan de interne dele virkede, så fik hans design et nærmest realistisk skær, hvor man har svært ved at adskille det han opdigter fra ting der virkelig fandtes.

    Orion

    Han fortsatte derefter med at lave Dominion og Orion, der sammen med de resterende Appleseed album var med til at give ham en fast plads på de japanske bestseller lister. Men selv om Appleseed betragtes som hans bedste værk, så var det dog serien Ghost in the Shell der for alvor gjorde ham populær.

    Ghost in the Shell

    Serien udkom i 1990, men det der var med til at gøre den og Shirow verdensberømt, var at den blev filmatiseret i 1995, i en smuk version der stadig i dag betragtes som en af de animefilm man bør se. Efter at filmen havde gået kloden rundt fulgte mangaen efter, og den er udgivet på utallige sprog nu, inklusiv dansk.

    Efter GitS lavede Shirow den mindre samling af historier kaldet Exon Depot, samt en serie til et mindre magasin, med titlen Neuro Hard. Derefter valgte han at satse mere på den kunstneriske side og lavede de følgende år adskillige Artbooks og billedsamlinger, blandt andet den meget populære Intron Depot serie.

    Det var først i 2000 at han igen tegnede en serie. Det blev til ”Ghost in the Shell 2: Man-Machine Interface”, en fortsættelse af hans originale Ghost in the Shell, dog meget præget af Shirows stilskift.

    Ghost in the Shell var dog langt fra den første af hans serier der blev animeret. Faktisk er næsten alt han har lavet blevet omdannet til anime, og der er endda tilføjet nogle film, hvor han har stået for designet. Mange af disse blev dog desværre lavet med et ret lille budget og det kan ses. Især Appleseed animationen og den nyere Gundress film ligger i kvaliteten langt under Shirows mangastil, noget der skuffede mange.

    Først i 2002 blev der igen animeret fra Shirows verdener til et ordentligt budget. Det samme firma som stod bag Ghost in the Shell filmen blev sat til at lave en tv-serie version der fik betegnelsen ”Stand-Alone Complex”. Serien blev en stor succes, og her i 2004 startede anden sæson af den i Japansk TV.

    Men 2004 er i det hele taget et Shirow år. I begyndelsen af marts havde den anden Ghost in the Shell film premiere i Japan, lavet af det samme firma som den først film og tv-serien. Den første uge var Ghost in the Shell: Innocence en af de fem mest indbringende film i de Japanske biografer.

    I april vil den næste Shirow anime komme til de japanske lærreder, nemlig en ny version af Appleseed, lavet i ren computergrafik. Begge film forventes at blive udgivet her i vesten inden for et års tid.

    I dag kan man se Masamune Shirows stil afspejlet i mange andre tegneres billeder, selv om de færreste har adopteret hans detaljerede fortællerstil, og det er ikke kun i Japan. Også mange amerikanske tegnere er blevet inspireret af ham og hans maskiner. På mange måder er især de tidligere af hans serier lige netop det man betragter som klassisk action manga, med fartstriber, underligt og til tider kaotisk opsatte sider og masser af intens kamp. Selv om Shirow ikke var den første til at tegne sådan, så var det dog hans ret imponerende værker der var med til at vise hvordan det skulle gøres og det har gjort ham til en af de rigeste tegnere i verden, selv om han dog selv foretrækker at leve et anonymt liv væk fra offentligheden, imens han dæknavn nu er kendt over hele kloden.

  • Kiddy Grade

    GOTT – Galactic Organization of Trade and Tariffs – er en organisation, der i fremtiden sørger for den fri handel mellem planeter. Til det formål har den også sin egen hær, så handelsembargoer og lignende kan ophæves. I toppen af denne struktur er de for offentligheden hemmeligholdte ES-members, personer der har ufattelige kræfter.

    To af disse er Eclair og Lumiere, to unge piger. Eclair er den ældste, men hun opføre sig ofte uelegant og barnligt mens Lumiere, den yngste, ligner et barn, men opfører sig modent og voksent, og hun har valgsproget ”Piger skal være elegante” (Onna no ko wa ereganto ni)

    De bliver sat sammen med Armbrust, en kontakt til underverdenen som altid har planer kørende nag ryggen. Eclair er irriteret på ham fra starten og vil ikke have noget med ham at gøre, mens Lumiere komme udmærket ud af det med ham. Begge mistror ham dog, og med god grund, han kender deres baggrund, noget de ikke selv gør mere, og han kender og deltager I GOTTs leders skjulte planer for dem.

    Kiddy Grade er lavet af Gonzo, et ret nyt men fremadstormende animationshus (Blue Submarine No. 6, Vandread, Last Exile) der nyder stor popularitet. De udgav et promotion klip for Kiddy Grade næsten et år, inden serien kom på tv, hvilket skabte meget store forventninger til serien, idet klippet lovede en dynamisk, mørk og action-fyldt serie med en del fanservice.

    Mange blev skuffede, da den startede, idet det virkede som om den mørke undertone var væk I første del af serie. Senere fik serien dog et mere kompliceret og ildevarslende plot og tone, men da havde dele af fankulturen allerede afskrevet den.

    Et andet kritikpunkt var, at serien virkede usammenhængende, og umiddelbart virkede løsningerne på problemerne i de første afsnit meget hurtige og letkøbte. Jeg var enig i dette første gang jeg så serien, men ved senere gennemsyn viste det sig, at dette ikke var tilfældet, og at historien var meget mere sammenhængende og grundigt opbygget, end det umiddelbare indtryk var.

    Men på trods af denne kritik og misfornøjethed over serien fik den en stor fanskare og popularitet, især i Japan hvor Eclair og Lumiere var i NewTypes (det største blad om anime) top 10 over kvindelige personers popularitet i mange måneder.

    Kvaliteten af serien fejler ikke noget, på alle punkter er serien blandt det bedste, der er lavet. Man kan se, at Gonzo kan deres kram, og deres ry er fortjent.

    Animationen er glimrende. Alle bevægelser, det værende mennesker, rumskibe eller mechaers, er flydende og troværdigt udført, og på intet tidspunkt hakker animationen, noget der burde være – og i mange tilfælde heldigvis også er ved at være det – en selvfølge i animation lavet efter år 2000. Baggrundene er også utroligt flotte og detaljerede. Der er god variation i dem, og man får virkelig fornemmelsen af forskellige planeter, forskellene mellem små landsbyer, livlige metropoler og mørke rumstationer.

    Character-designet i Kiddy Grade er et kapitel for sig, alle personernes udseende er gennemført ned til mindste detalje og passer perfekt med deres personlighed. Det er tydeligt, hvorfor Eclair og Lumiere har opnået så stor popularitet.

    Eclair er lidt tomboy-agtig, idet hun er meget direkte, ikke handler specielt velovervejet og på grund af hendes rent fysiske kampevner. Hendes meget livlige og glade personlighed, der dog aftager noget efterhånden som hun udsættes for moralske dilemmaer, sammen med hendes barnlighed på trods af hendes kropsformer, har skabt en karakter, der både virker sød men samtidig utrolig sexet, skønt hun ikke er spor bevidst om det. Dette afspejles i hendes krop, der er utroligt velskabt med store bryster, smal talje og lange ben, og hendes meget afslørende tøj. Den stramme kjole med den store korsudskæring, der både viser bryster og maven frem, understreger sammen med en del panty-shots på grund af kjolens ekstremt korte længde, at Eclair er ment som en person med en meget tydelig sex-appeal.

    Lumiere er personlighedsmæssigt Eclairs modsætning. Hun er forsigtig, tænker altid tingene igennem og lever efter sit valgsprog om, at piger skal være elegante, så hun forsøger konstant at få Eclair til at opføre sig mere passende for en ung pige. Hun er altså langt mere moden end Eclair psykisk, men hendes krop er lige modsat, hun ligner en 10-årig. Hendes tøj har dog samme grad af fanservice som Eclairs, da det er en stram mørkeblå bodysuit, der meget tydeligt viser alle detaljer af hendes krop. Flæser ved benene, en krave og en sløjfe understreger hendes ønske om at være elegant.

    De andre personers tøj er lige så veldesignet, hver har sin tydelige stil, og det passer også til hver deres væremåde, om end vi ikke ser nær så meget til deres personligheder, det er Eclair og Lumiere, der er showets stjerner på trods af det store persongalleri.

    Historien i Kiddy Grade virker til at begynde med lidt tynd, men efterhånden afslører den en pæn dybde, og ved senere gennemsyn viser starten sig også at have en tydelig tråd til den senere kompleksitet.

    Et af de store problemer, historien lider under i starten, er, at løsningerne på de problemer, der opstår, er for lette. Eclair og Lumieres overmenneskelige evner viser sig pludselig som værende stærkere end forventet eller de bliver reddet af deres rumskib. Dette forsvinder i midten af serien, men kommer lidt med igen til sidst om end det virker mere naturligt på det tidspunkt idet man da har fået en bedre forståelse for baggrunden, der tillader, at det sker.

    Serien er meget action-fyldt, der sker hele tiden noget, og der er altid flere deciderede kampsekvenser i hvert afsnit. Det betyder dog ikke, at der ikke er en stille stund indimellem, hvor vi ser en mere afslappet og dagligdags side af personerne, men det er hele tiden en kontrast til resten af deres hurtige liv.

    Så på trods af seriens mangler, er den alt i alt et meget fængende og engagerende bekendtskab. På trods af de umiddelbare stereotyper ender man let med at holde af personerne og dermed virkeligt se frem til, hvad der sker for dem.

    Kiddy Grade er ikke en serie der revolutionerer genren, men den er en god evolution – nogen vil i opbygningen med to ret forskellige piger med store kræfter i en sci-fi setting drage en parallel til 80er serien Dirty Pair – og et solidt stykke underholdning. Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Science fiction / action
    Alder: 13+
    Studie: Gonzo
    Amerikansk licens: Funimation

  • Crest og Banner of the Stars

    Menneskeheden er draget ud i rummet og Jorden er for længst glemt af de galaktiske stormagter der dominerer verden. Jijan er søn af guvernøren af Hyde stjerne systemet, men som barn bliver det invaderer Abh Imperiet det, en race der nedstammer fra menneskeheden, men er skabt til at eksistere i rummet.

    Jinto’s hjem system bliver en del af deres domæne og som søn af en nobel, bliver han de næste år optrænet til at leve som en Abh. Efter at have afslutter sin uddannelse skal han til Abh imperiets tronverden og turen dertil foregår på en af Imperiets mindre slagskibe. Her lærer han Abh pigen Lafiel at kende, som viser sig at være intet mindre end en prinsesse, der er i gang med af aftjene den værnepligt som alle Abh skal igennem for at blive anerkendt som borgere.

    Desværre bryder en krig ud og skibet ender med at blive angrebet af en overlegen styrke, hvilket tvinger Jinto og Lafiel til at undslippe i et mindre transport skib, men de er i fjendtligt territorium og der er en lang og farlig vej tilbage, som giver de to massere af tid til at lære hinanden at kende.

    Crest of the Stars og Banner of the Stars er ret ny science fiction anime serie, der dog på mange måder kan betragtes som et klassisk rum drama. Hvor de fleste sci-fi serier fokusere på action og umulige, men imponerende teknologi, så vælger denne saga at satse på rent drama og forbavsende realistiske slag i rummet. Crest serien omhandler mest Jinto og Lafiels oplevelser på deres vej hjem, men giver samtidigt et indblik i den ret fascinerende opbygget Abh kultur, som er vigtigt for fortsættelsen, Banner serien. Med den baggrund og seriestil man får fra Crest er det nemmere at nyde Banner seriens handling, der mere eller mindre et en lang kampagne, hvor man følger slaget i rummet fra Lafiel og Jinto’s vinkel, inde i et af de mindre kampskibe, og samtidigt ser man slagets strategiske udvikling fra de store skibes kommandobro.

    Serien udemærker sig både i det lidt underlige forhold mellem Jinto og især Lafiel, der modsat sit spinkle og delikate udseende, er styret af en stærk og dominerende vilje, der gør det let at forestille sig hende som en kommende dronning. Hun er indbegrebet af hele Abh filosofien, hvor det at lede andre er noget man skal gøre sig fortjent til, også som prinsesse. Derfor er den mere jordbundne Jinto et godt match, for selv om Lafiel aldrig ikke vil indrømme det, så bliver han en ven hun stoler på og altid kan vende sig til. For ham betyder hendes status og rang intet, selv om hun dog er nødt til at give ham adskillige hårde lektioner i det ansvar der følger med at være hendes ven.

    Ikke alle vil kunne lide de meget strategiske kamp sekvenser i serierne, men det er netop dem der er med til at hive den op på en nærmest episk skala. I stedet for de sædvanlige to hære der zapper løs på hinanden, så oplever man hvordan flåderne udnytter langt mere realistisk teknologi, som miner, målsøgende missiler og nærmest ubåds lignende navigation. Samtidigt ser man Abh flådens ledere planlægge og udføre de forskellige slag, præsis som man kunne forestille sig det foregik på et hangar skib nu om dage. Alt sammen noget der lidt giver en den fornemmelse at sådan kunne slag i rummet foregå.

    Crest og Banner of the Stars er hvad man bedst kan definere med udtrykket ”Space Opera”, for den blander personlige dramaer med gigantiske rumslag, uden at forfalde til at fokusere på en enkelt helt, der redder verden. Serierne har en stil der gør den enestående og derfor er den et af de anime guldkorn, der skiller sig mærkbart ud fra resten og er med til at definere den spændevidde som anime har.

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Studie: Sunrise
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment

  • Battle Angel Alita manga

    Battle Angel Alita manga

    I en fjern fremtid er hele jorden reduceret til ørken, med få, spredte klynger af civilisation. En sådanne er byen hvor manga’en starter, som ligger lige under et gigantisk svævede konstruktion, hvor de sande efterkommere af menneskeheden bor, imens alle andre lever i byen nedenunder, et sted der hovedsageligt byder på fattigdom, kriminalitet og død.

    Hugo er en læge der har specialiseret sig i at behandle cyborgs, som er mennesker med kunstige kropsdele, ofte til et punkt hvor der er meget lidt af deres originale krop tilbage.

    På en tur til den dynge af affald der kommer ned fra byen ovenover, finder han resterne af en cyborg pige, hvor det mest vitale, hendes hjerne, stadig er intakt. Han genopbygger hendes krop, men hun er ikke i stand til at huske noget fra før han vækkede hende, så Hugo giver hende navnet Alita og mere eller mindre adoptere hende.

    Dog viser Alita sig at være mere end bare en gennemsnitlig cyborg, for i hendes hjerne gemmer sig kendskab til kampkunster udviklet for netop personer som hende. Dette viser sig da hun en nat render ind i Hugo, under hans side beskæftigelse, nemlig dusørjæger og kun Alita’s instinktive brug af hendes evner redder hende fra at blive dræbt af en langt større modstander.

    For at skaffe penge til en ven, beslutter Alita sig for også at blive dusørjæger og selv om Hugo ikke er glad for den udvikling, så udstyrer han dog Alita med en ny og langt stærkere krop, som står sig langt bedre mod de teknologiske monstre hun kommer i kamp med. Men det viser sig at selv med hendes evner, så kan hun stadig kun se på at hendes ven dør og det får Alita til at bryde med Hugo og drage ud i verden for at finde sig selv.

    Det bliver starten på et langt eventyr i en verden der er stagneret i sit eget forfald, hvor mennesker er mindre værd end de dele de består af og alting kontrolleres oppefra med utallige usynlige tråde. Dette ender Alita med at blive en del af det, på trods af hendes desperate forsøg på at undslippe.

    Battle Angel Alita er i grund og bund fortællingen om hBattle Angel Alitaende og den mange forandringer hun gennemgår på sin lange vandring igennem resterne af den menneskelige civilisation. Igennem de mange bind forvandler hun sig fra en lille pige med naive ønsker. Først til en kold dræber maskine og senere til en solitær vandrerer, men det er langt fra alt hvad hun gennemgår og netop de forskellig stadier hun oplever giver en stærk fornemmelse af udviking igennem serien.

    Men samtidigt med at man oplever Alita’s vandring, så stifter man også bekendtskab med de samfund der findes på den hærgede klode og man lærer, stykke for stykke, hvad der førte til det. Serien er ofte ret kynisk i sin natur og lægger stor vægt på menneskers dårlige sider og egenskaber, for at vende det hele rundt igen og vise noget endnu værre bag facaderne.

    Battle Angel Alita er manga som man forventer det, med meget action, blod og lange kamp sekvenser. Men der er stadig tid til at fortælle om Alita og de mange skabner hun støder ind i. Selv om det ofte er ret deprimerende møder og der er ikke ret mange lykkelige afslutninger i serien, hvilket mere end noget andet gør at man virkelige føler for Alita, imens hun gennemgår hendes mange stadier. Adskillige af disse give hende med rette tilnavnet ”Dødens Engel” da hun med tiden opnår så meget ”berømmelse” at byen i skyerne ligefrem laver en hel hær af kopier for at bevare freden.

    Indenfor cyberpunk og science-fiction genrene er Battle Angel Alita en af de bedre serier man kan sætte sig og læse. Den har til tiden en tendens til orgier af vold, men på den anden side er det med til at fremhæve den brutale verden Alita befinder sig i og gør at seriens få lyspunkter træder mere frem.

    Genre: Science fiction / cyberpunk
    Manga af: Yukito Kishiro
    Udgives i USA af: Viz
    Udgives i Tyskland af: Carlsen Comics

  • Crest of the Stars

    Hvad er Abhs’ formål, hvor kom de fra og hvad er Abhs i det hele taget? Det samme spekulerer den unge Jinto Lin over, da han venter i rumhavnen på for første gang at skulle stå ansigt til ansigt med en ægte Abh.

    Crest of The Stars foregår i en fjern galakse, langt, langt væk … sådan kunne jeg have startet, men der er parodier af den slags nok som det er. Der skal dog ikke herske tvivl om at Jorden næppe er en af naboplaneterne i Crest of The Stars‘ univers, hvoraf en stor del er styret af The Humankind Empire Abh.

    Og hvad er Abhs så? Det er en de arter af intelligent liv, som eksisterer i den kendte del af rummet. Udseendemæssigt er de ikke så forskellige fra et almindeligt menneske, bortset fra at deres hår er blåt og at de generelt er ret smukke. Desuden er de på grund af genmanipulation i stand til at leve 200-250 år og de bor på deres rumskibe blandt stjernerne. Deraf kommer ”Kin of the stars”, som de ynder at kalde sig selv. Denne stolte race har ét mål: At samle hele menneskeheden (som de opfatter sig selv som værende en del af) under én nation, for derved at undgå fremtidige krige og andre problemer.

    Deres fremgangsmåde er at overrumple en planet med en militær offensiv og derved få den til at underkaste sig Abh-herredømme, hvorefter de går videre til den næste. Dette har dog ikke de store konsekvenser for beboerne på planeterne, idet Abhs ikke blander sig synderligt i detaljerne på de pågældende planeter, men nøjes med at administrere dem overordnet.

    Mød grev Jinto Lin Syun Locke Hyde, hovedpersonen i Crest of The Stars. Som barn var han vidne til at planeten, som hans far var præsident for, blev overtaget af Abh-imperiet. Imidlertid indgik hans far en aftale med Abh-styrken, som gik ud på at indlemme ham blandt Abhs, så han fik lov til fortsat at stå for styringen af planeten. Som søn af præsidenten påvirkede dette også Jinto, hvilket betød at Jinto formelt set er en adelig Abh, og derfor har pligt til at tjene et vist antal år i militæret.

    Den egentlige historie tager sin begyndelse i en rumhavn, hvor Jinto venter på det krigsskib, der skal transportere ham videre til officerskolen. Her møder han den unge og charmerende Lafiel, som er sendt ud for at bringe ham til krigsskibet Gosroth.

    Imidlertid bliver Gosroth kort efter Lafiel og Jintos ankomst udsat for et angreb, og de er derfor nødt til at flygte i en lille rumfærge. Her begynder deres historie.Crest of The Stars er, som man nok har gættet, en sci-fi anime som foregår det ydre rum, med alt hvad der dertil hører af rumskibe, planeter, rumstationer og storstilede kampe med strålevåben. Derudover præsenteres vi for nogle dybe, yderst veludførte personligheder, hvilket er godt, idet den medrivende historie i høj grad bliver drevet af de medvirkendes individuelle udvikling, frem for at fokusere på kampene. Historien synes at køre i én glidende bevægelse, frem for at være episode-præget, hvilket ikke er så mærkeligt, da Crest of The Stars oprindeligt er baseret på en bog. At det ikke er en historie drevet af kampene kan måske også ses på den overraskende rolige og lidt utraditionelle opening, som er en behagelig afveksling fra de sædvanlige, lidt mere oppumpede eksempler, som man har set så tit.

    Tegningerne er flotte og detaljerede, især hvad angår baggrundene, hvor der mange steder virkelig er kælet for detaljerne. Desuden er der gennemgående gjort god brug af farverne til at understrege atmosfære og lyssætning i de forskellige scener, hvilket er virkelig lækkert. Tegnestilen kræver dog en smule tilvænning på nogle punkter. For eksempel er hovederne tegnet ret specielt.

    Rent teknisk er billedkvaliteten fin, men ikke perfekt. Hvad det skyldes er ikke til at sige, men ved afspilning på en computerskærm var billedet flere steder præget af artifacts, hvilket er lidt ærgerligt. Det er ikke et udpræget problem og det meste af tiden er det faktisk ret flot, men det er stadig et irritationsmoment, som man godt kunne have været foruden. Den er acceptabel, men det kunne være gjort bedre.

    Lyden er et rent og udmærket stereomiks. Som nævnt er historien meget persondreven, hvilket også afspejles på lydsiden, hvor der er forholdsvis megen dialog. Musikken er primært tilstede under kampsekvenserne, hvor den underbygger stemningen udmærket. Et sjovt påfund er at finde i starten af hver episode, hvor der kort fortælles en smule om baggrunden bag universet, som Crest of the Stars foregår i. Tilsyneladende har man valgt at lade fortælleren tale Abhsk, hvilket er lidt sjovt at høre og som medvirker til at underbygge følelsen af noget, som foregår langt, langt væk.

    Den japanske tale er generelt god og in-character og jeg anbefaler i høj grad at man ser serien med originaltalen frem for den engelske dub. Jeg ved godt at det vel efterhånden er en fast bemærkning i anmeldelser som denne, men i Crest of The Stars har jeg en ekstra god grund til at understrege denne anbefaling, for dubben er absolut horribel. Ingen af skuespillerne lyder specielt oplagte eller indlevede og man får ofte fornemmelsen af at de bare læser op fra et manuskript de har fået stukket i hånden to minutter forinden. Medmindre du absolut ikke har andre muligheder, så hold dig langt væk fra den engelske. Den er under lavmålet, selv sammenlignet med det normale niveau for den slags dubjobs.

    Crest of The Stars er en virkelig flot og medrivende science-fiction fortælling, drevet af nogle meget komplette og dybe personligheder og et spændende univers. Videosiden kunne være bedre, men det hæmmer ikke oplevelsen synderligt. Historiemæssigt er det meget svært at pege på noget sted hvor denne serie halter, for den er efter min mening en af de bedste i sin genre.

    Selv hvis man ikke er udpræget science-fiction-fan, har denne serie stadig en masse at byde på. Kan varmt anbefales.

    Genre: Science fiction / space opera
    Alder: 7+
    Amerikansk licens: Bandai Entertainment