Tag: spil

Preview af Volks KOS-MOS Ver.4 Alternate
Normalt nævner jeg ikke figurer her som nærmest vil være umulige at skaffe for danskere, men Volks kommende fjerde version af Kos-Mos er så flot at jeg vil dele ærgrelsen over aldrig at kunne få fat i hende med jer.
Det er en alternativ udgave af deres 1/4 skala Kos-Mos fra Xenosaga III, og det er et garage kit der blev annonceret til Wonder Festival Winter 2010 eventet for nogle uger siden.
Billederne er dog nye, og de viser ganske godt den eneste ændring ved figuren i forhold til de tidligere udgaver: hendes våben og øjenfarve. Med det ny våben er hendes højde næsten fordoblet, så figuren er tæt ved en meter høj.
Figuren vil kun kunne bestilles på den kommende Hobby Round 3 event den 18 april 2010, så derfor reelt umuligt at skaffe. Jeg vil dog undersøge de kontakter jeg har i Japan for at se efter muligheder, hun er virkelig nice omend prisen også blive skyhøj.
Kilde: wCouldxKumo
3. marts 2010
Asakura Nemu fra DaCapo figur
Denne 1/8 skala figur af Asakura Nemu fra DaCapo udkommer til maj og kan forudbestilles nu. Den er lavet af Circus og koster 8800 yen, 536kr. Ligesom mange andre moderne figurer af piger i dag kan tøjet tages af den, så man kan se hende i undertøj. Den kommer med et Weiß Schwarz kort, “Nyamu-senpai”, et japansk kortspil jeg aldrig har hørt om, men sødt er kortet da.
Jeg er ikke super vild med hendes ansigt, ser lidt kunstigt ud nærmest som en maske (hvilket nok lyder lidt underligt at det er en figur men sådan ser jeg det), men resten af hende ser rigitg godt ud. Hendes hår er skyggelagt rigtig fint, det samme gælder hendes tøjs folder, og hendes posering er rigtig sød og levende. Hendes undertøj er meget simpelt, men nok meget passende for en skolepige, og for mig er det ikke det vigtige ved figuren, hendes uniform er helt klart det pæneste og vigtigste ved den.
Figuren kan forudbestilles hos Hobby Search.
Kilde Tomopop
Kilde WCloudXkumo
14. februar 2010
Anime trailer for Super Street Fighter IV
Ligesom det første Street Fighter IV spil vil Super Street Fighter IV have animerede sekvenser, denne gang lavet af Gonzo (endelig et job til dem) frem for Studio 4°C. Traileren kan ses herunder, den rammer fint stilen fra det første spil og giver mig lyst til at spille det ny spil.
Både de gamle kendinge fra IV og II er med, men der er også flere fra III med, blandt andet Shadaloos “dyrkede” soldater. Det ser ret lovende ud, mere af det sammen med men tryk på mere. Selvom jeg har IV ender jeg helt klart med at købe, ser endda frem til det.
Kilde ToplessRobot (worksafe)
28. januar 2010
Prinsesse-spil fra Sega får anime
Segas arkadespil Lilpri – Yubi Puru Hime Chen! arkadespil, der er bygget omkring samlekort med prinsesser, får nu en anime-adapton ved navn Hime Chen! Otogi Chikku Idol Lilpri.
Spillet går ud på at spillerne har et kort med en prinsesse, som de så kan scanne i automater og give ting, tøj og få til at gøre ting som danse. Historien fokuserer på ingo Yukimori, Reira Takashiro, og Natsuki Sasahara der er tre indskolingselever der har evnen til at forvandle sig til idol prinsesser.
Kilde AnimeNewsNetwork
17. januar 2010
Se første del af Halo Legends, “Babysitter”, online
Første del af Halo Legends animeen er nu blevet lagt online, så vidt jeg ved lovligt. Afsnittet har titlen “Babysitter” og handler om en snigmission af et hold special agenter og en spartan der skal dræbe en profet.
Første halvdel af afsnittet
Anden halvdel af afsnittet
Jeg må indrømme at jeg ikke var sønderligt imponeret, men det var også forventet. Tegnestilen var en blanding af klassisk amerikansk og anime, se nogle af bipersonerne, og animationen var ikke helt så god eller flydende som man kunne ønske – men baggrundene var flotte og skabte god stemning af rumskibe og fremmede planeter. Den bliver nok ikke den næste DragonBall, men del vil underholde fans af spillet ok – bare de ikke er for hardcore enten Halo eller anime fans, så bliver de skuffede for den er hverken Halo eller anime nok men sætter sig plask mellem de to stole.
12. november 2009
Dead or Alive 4
Doatec koncernen fortsætter med at eksperimentere med deres klon af shinobuen Kasumi, og derfor angriber ninjaerne firmaets bygning for at få stoppet projektet.
Det ville være synd at sige at der er noget nyt under solen, for det er den næsten samme tynde historie om Doatec der kloner Kasumi, kontrollen er den samme som i de tidligere X-Box spil med minimale forskelle pga controller og det eneste virkelig forbedrede er grafikken. Ligesom det var med alle spillene siden DOA2 egentlig, men det virker så hvorfor ændre det?
Historiens tyndhed når dog nærmest nye højder (eller måske nærmere dybder). Denne gang er der ikke engang en rigtig forfilm med introduktion men kun en smule under kampene og så nogle flotte afslutningsvideoer. De er i det mindste rigtig flot lavet og giver en fin bid historie, men det er for lidt og for sent efter min smag.
Der er nok ikke nogen der spiller kampspil for historien, og det er da også gameplayet det kommer an på. Som beskrevet ovenfor er der ikke ændret det store i det siden de tidligere X-box spil, så hvis man har spillet dem vil man straks være hjemme. Måske lidt for hjemme dog, idet spillet er lige på og hårdt for de uøvede, der er ikke noget easy mode men kun normal og sværere.
Som tidligere kan mange ting på banerne ødelægges, umiddelbart føles det som lidt flere end i de tidligere spil endda. Kast din modstander ind i et bord med vaser på og de ødelægges ligesom gipsfiguren på væggen, vinduet eller den tynde skillevæg i det japanske hus. En af banerne foregår på en vej i noget der minder om Las Vegas, og der kører biler forbi og rammer spillere der står i vejen indimellem, en anderledes form for interaktiv kulisse.
Der er alle de gamle kendige fra de første DOA-spil plus dem fra DOA3 samt fire nye – en japanske pige der hedder Kokoro, en mexikansk kæmperinde, en blond gut og så en kvindelig Spartan (Master Chief fra Halo).
Grafikken er dog flot, selv et par år efter udgivelse er det stadig blandt de bedste 3d-kampspil og mange af kulisserne er virkelig flotte og man får indimellem lyst til at nyde dem hvilket desværre resulter1er i en tabt kamp.
Personerne har også mange detaljer, f.eks. kan man på de fleste pigers tøj ane brystvorter under de stramme toppe, men det virker lidt unødvendigt og en smule usmageligt. Nogle af kostumerne har også rigtig flotte teksturer med fin dybde, læder, kunststof og den slags ser virkeligt naturligt ud. Det gør til gengæld, at man virkelig lægger mærke til at huden på personerne er flad og ikke har tekstur, især på pigerne der viser meget ben er det virkelig iøjnefaldende og ødelægger indtrykket af en realistisk 3d-verden noget.
Samlet er DOA4 uagtet dets mangler et glimrende kampspil og en fin første udgave i HD, men på trods af at det er et af de bedste kampspil lavet er det stadig blot nyt opkog på gamle knogler. Pigerne ser dog bedre ud end nogensinde før så de fleste tilgiver det nok.
Platform X-Box 360
Udvikler Tecmo
14. maj 2009
Yu-Gi-Oh! Trading Card Game
Man skal have været meget uopmærksom inden for anime / manga miljøet, hvis man ikke har hørt om Yu-Gi-Oh! og det tilhørende kortspil. I det hele taget er det svært at undgå Yu-Gi, idet den er et kæmpe hit blandt alle børn og unge i USA, og noget af den er da også blevet vist på dansk tv, og mangaen er ret populær herhjemme.
Den her anmeldelse handler dog ikke om serien men kortspillet, der nærmest er centrum for det hele, idet både mangaen om animeen senere handler om folk der spiller det.
Hver spiller har et deck på mindst 40 kort. Spillet begynder med at man slår sten-saks-papir om hvem der starter, og begge spillere trækker så 5 kort. Der er tre korttyper: monster, spells og traps.
Man har 8000 livspoint – ikke kun 4000 som i serierne, og man vinder normalt ved at reducere modstanderen til 0 point. Den nemmeste måde at gøre dette på er ved at angribe med sine monstre, der dog skal angribe modstanderens monstre først før de kan skade ham.
Til at hjælpe ens monstre har man trap og spell kort.
Traps er som navnet siger fælder som man spiller og så kan aktivere i de efterfølgende ture. De gør alt fra at smadre modstandernes monstre over at dele skade til ham til at give dine egne monstre bonusser. Spells har en effekt så snart de spilles, og det er også typisk noget der gavner en med det samme, såsom at fjerne et af modstanderens monstre, traps eller spells. Der er dog både traps og spells hvis effekter fortsætter indtil de bliver fjernet fra spillet, hvilket indbyder til et væld af strategier.
Der er dog en krølle på både monstre og vedvarende spells og traps: man kan kun have fem monstre og fem spells / traps i spil ad gangen. Dette gør at man skal administrere hvilke kort man spiller grundigt, især da visse kort er afhængige af hinanden.
Som måske antydet ovenfor er spillet både forholdsvis simpelt, men der er samtidig mulighed for at gå i dybden og udtænke mere komplekse strategier. Så på trods af at målgruppen nok primært er 10-14 år kan ældre sagtens få noget ud af spillet.
Grafisk set er spillet en blandet fornøjelse. Mens selve kortene er pænt trykt og de forskellige korttyper tydeligt forskellige kniber det ofte noget med illustrationerne på de enkelte kort. Der er store, brutalt udseende drager, ægyptiske sfinkser og veltegnede figurer i manga-stil i den positive ende, men spillet skæmmes af dårlige 3d-billeder og abstrakte tegninger, der ingen synlig sammenhæng har med kortenes navn eller funktioner.
Et andet kritikpunkt er kortenes pris, der er en smule højere end mange andre samlekort-spil.
Man er nærmest nødt til at købe et færdig-lavet deck for at begynde at spille, og da disse er ret billige (100-120kr for 40-50 kort) og indeholder mange af de mest almindelige og anvendelige kort er de et godt køb. Samtidig er de bygget op så man får en solid spiloplevelse ud af dem, og de burde være gode nok til at klare sig rimeligt med i turneringer endda.
At mange af dem så samtidig er bygget op over de decks, personer fra serien bruger, gør dem kun sjovere for fans; nu kan man endelig efterligne Yugi eller spille sin egen Blue-Eyes White Dragon.
Men snart vil man til at lave sit eget deck og finde sin egen spillestil, og det er her det begynder at blive dyrt. Man får en booster med 9 kort for 35-40kr, og den består af 8 common (normale) kort og et rare (sjældent). Det er som sådan fint nok , men når der er 5 grader af rare (rare, super, ultra, ultimate og secret) begynder det at blive svært at få bestemte kort, og det lugter langt væk af at være en pengemaskine for udgiveren.
Dette er det ultimative problem for Yu-Gi-Oh! kortspillet: det er lavet for at tjene penge på en populær titel, noget mange ser ned på. Det er dog en central del i universet omkring denne titel, og mange, især yngre, vil få et kick ud af at spille nøjagtigt som deres helte på tv/i mangaen. Og da det samtidig er et ganske godt spil kan man tillade sig at overse kommercialismen i det en stund og more sig med kortene. Lad duellen begynde.
Udgivere: Konami, Upper Deck Entertainment
10. juni 2008
WarCraft: Solbrøndstrilogien 2: Skygger af is
Genre: Fantasy
Tegnet af: Jae-Hawn Kim
Skrevet af: Richard A. Knaak
Udgives i Danmark af: Egmont
Kalec, Anveena og Jorad er på vej over bjergene ridende på Tyri i drage-form, men de bliver angrebet af en udød frost-wyrm og falder.
Da de vågner, er de spredte. Kalec bliver angrebet af Svøbens udøde men flygter, Jorad og Tyri er frosset fast i is medens Anveena bliver vækket af en tauren. Han tjener baron Valimar Mordis, en menneskelig adelsmand der elskede sit folk men som ikke kunne redde det fra Svøben. Efter at have været tvunget i deres tjeneste som udød rev han sig løs. Hans gamle ven Trag, taurenen, hjælper ham med at få hævn mod Ichor, en af Svøbens kommandanter.
Denne er i besidelse af en magisk kugle skabt af Ner’zhul, der tillader ham at vække de døde kæmper som f.eks frost-wyrmen.
Baronen har brug for Anveena for at slå ham, men er hans motiv(er) blot at slå Svøben eller ligger der mere bag?
Bind to af WarCraft mangaen fortsætter hvor det første endte. Dette er fint som historie, men bortset fra manglen på nogen som helst karakterbeskrivelser kunne bogen have stået alene.
Jeg kunne desværre ikke finde et ordentligt billede af bog 2 og er ikke lige hjemme til at scanne mit eget eksemplar, og de oprindelige billeder til anmeldelsen er gået tabt
Ligesom bind et er tegningerne flotte men næsten for detaljerede. De utrolige baggrunde sammen med rigt udsmykket tøj skaber på den ene side megen stemning men på den anden side er der næsten for mange ting i hvert enkelt billede, især ved kampscenerne der grænser til at være uoverskuelige.
Bind to af WarCraft mangaen er stadig placeret mellem fans og folk der ikke kender universet uden at have en primær målgruppe. Historien er mere medrivende denne gang, men manglen på karakterbeskrivelse og –udvikling trækker ned. Ligeledes vil fans af spillene glæde sig over at man nærmest kan genkende personernes klasser ud fra deres udstyr, men på den anden side foregår historien et sted som jeg som veteran WoW-spiller ikke kan få til at passe med mit indre kort over Azeroth.
Samlet er det dog en gennemført og underholdende fantasy-manga i et univers som mange kender og elsker, men den skæmmes stadig kraftig af en elendig, amatør-agtig dansk oversættelse. Den er stadig nok til at jage mange væk, hvilket er synd for Egmont har en ok manga som de har valgt at behandle på en måde som andre firmaer holdt op med for snart 10 år siden.

25. maj 2007
Final Fantasy VII – Advent Children
Filmen foregår efter slutningen på Final Fantasy VII spillet og det kan være en stor fordel at have spillet det spil for at forstå handlingen, selv om det ikke nødvendigvis gør Advent Children til en dårligere oplevelse.
Der er gået to år og selv om verden er ved at blive genopbygget, så er der nye problemer i form af en sygdom der hærger befolkningen. Cloud og hans venner slipper heller ikke helt for at blive mindet om fortiden, da tre mænd dukker op, søgende efter Jenova.
Advent Children er lavet af Square Enix efterhånden ret berømte 3D system og sidst vi så den blive brugt udenfor et spil var i filmen Spirits Within. I mellemtiden er der sket ting og sager med systemet og det gør FFAD til en af de mest imponerende film der er lavet med ren computer animation. Man kan se en klar forbedring af person animationerne og især Tifa kan i visse klip være svær at adskille fra et rigtigt menneske. Men også baggrunde er blevet meget forbedret, om det så er bygninger, et mylder af personer eller de mange vinkler bruget under kampscenerne.
Og nok lige netop kampene er det der gør filmen værd at se, om man har spillet FFVII eller ej. Hæsblæsende action, med hurtige klip, flot animation og i det hele taget sker der så meget at man næsten glemmer at trække vejret.
Men udover at personerne nu er bedre designet, de er også bedre langt bedre animeret med henblik på skuespil. Ansigtstræk og bevægelser er for alvor bliver introduceret og der er også blevet plads til humor midt i mellem alt den action. Dog støder Square Enix stadig på problemer når det drejer sig om hår, noget der er med til at huske en på at det er computer grafik hele vejen igennem.
Er man en FFVII fan, så er Advent Children ikke noget man må gå glip af. Bare det at gense ens favorit karakterer er et nostalgi trip værd, men at se dem nedkæmpe et kæmpe monster i bedste tag-team stil, med rigt brug af deres forskellige evner, er guld værd.
Advent Children store problem er dog i handlingen, som virker meget klasket sammen og efterlader mange ting som man nok gerne så mere til, især i forholdet mellem cloud og Tifa, eller lidt mere om hvordan det var gået de andre karakterer i den mellemliggende år. Men skubber man lige det til side, så sidder man tilbage med et brag af en film, der får en til at ønske af der i fremtiden vil blive lavet meget mere af den slags.
Genrer: Sci-fi, fantasy
Alder: 7+
Studie: Square Enix
Instruktør: Tetsuya Nomura
Udgivet i Danmark af: Sony Pictures
3. marts 2007
WarCraft: Solbrøndstrilogien 1: Dragejagt
Genre: Fantasy
Tegnet af: Jae-Hawn Kim
Skrevet af: Richard A. Knaak
Udgives i Danmark af: Egmont
Høj-elverne i Quel’Thalas byggede Solbrønden for at have en kilde til den magiske kraft, som de er afhængige af. Omkring deres rige var der beskyttende sten, der skjulte dem fra Dæmonerne og de udødes Svøbe. Men de blev overrumplet af forræderi og Solbrøndens kraft tabt for evigt, troede man da…
En blå drage bliver forfulgt af nogle jægere, og de fanger den i et net. Men da de kommer til der hvor den styrtede ned er den væk…
WarCraft: Solbrøndstrilogien 1: Dragejagt er et forsøg på at fange stemningen fra Warcraft verdenen i tegneserieform, og den er et samarbejde mellem en amerikansk forfatter og en koreansk tegner. Som sådan er det altså svært at kategoriserer udgivelsen, den er i hvert fald ikke manga da den ikke er fra Japan, men er det en manwha (koreansk) eller en US comic? Uanset hvad er resultatet en udmærket kombination af grafisk overflade og historie.
Tegningerne er som sagt udmærkede, med en høj detalje grad og kraftig brug af gråtoner. Samlet har udgivelsen en meget poleret grafisk overflade, men måske næsten for poleret idet den næsten kan virke kold og steril uden virkelig personlige træk.
Historien er en udmærket fantasy-sag, men den ender med at sætte sig mellem to stole. Der er småting der ikke passer helt hvis man er World of WarCraft veteran, men samtidig er der en masse stednavne der måske nok skaber fantasy-stemning men som alligevel ikke rigtig giver en ide om universet hvis man ikke er fan i forvejen.
Det hele forværres dog af at de har oversat en masse engelske egennavne til dansk, ”Aerie Peak” er ”Aerie Bjerg”, ”the Scourge” ”Svøben” etc. Det fjerner en del af det familiære for fans af universet og får tværtimod udgivelsen til at virke en smule latterlig.
Trykkvaliteten er god, billederne skarpe og overgangene i det grå er tæt på perfekte. Det store problem med udgivelsen er dog den kiksede oversættelse. Som sådan er den ganske fin og den flyder udmærket, om end lidt hakkende og kliche-fyldt indimellem, men det er jo en del af den type fantasy-genre. Det største problem er det med navnene, og spørgsmålet er om det reelt kunne gøres meget bedre.
Alt i alt en udmærket udgivelse, der dog skæmmes af en lettere kikset oversættelse og som indholdsmæssigt ikke kan bestemme sig for hvilken lejr den vil tiltrække, en ting som i sidste ende kan risikere at tabe begge sider.

19. juli 2006
DearS (PS2)
Dette spil er pt (starten af 2005) ikke udkommet i EU (eller andre vestlige lande), og chancen for at det gør det er ret lille, så betragt denne anmeldelse som en appetitvækker på hvad der findes “derovre” i Japan.
Folk der ikke har læst anmeldelsen af DearS animeen anbefales at læse den først, idet denne anmeldelse går ud fra at man har en ide om hvem personerne er.
Som I måske ved udkom der et DearS PS2 spil kort inden animeen begyndte på japansk tv. Det udkom i to udgaver, en regular og Limited Version udgave, hvor den sidste udover spillet have OST og nogle postkort. Det er ikke blevet udgivet andre steder i verden, ikke engang resten af Asien endsige i Vesten, og spørgsmålet er også om det bliver det idet det er en hardcore dating-simulator, en genre der ikke er ret udbredt her. Ja, det vil sige at spillet er på japansk og intet andet.
Spillet er som sagt en dating simulator, og det er meget typisk opbygget for genren. Du er på forskellige steder med pigerne, hvor du kan tale med dem, og indimellem vælger du en af dem, som så følger efter dig rundt i byen. Jo mere du taler med dem, jo bedre kan de lide dig, man kan købe ting (melon-pan :D) etc. Visse steder kan du så også få dem til at gøre ting for dig, støve af i din lejlighed, lave mad, se tv, etc. Dearsne vel at mærke, de er trods alt slaver.
Det der gør at spillet skilder sig ud fra mængden er altså absolut ikke gamplayet, men personerne. Det er dem man kender, og måske elsker, fra mangaen og animeen. Der er dog en til med, der primært optræder i spillet: China. Hun er en ung Dears, noget yngre end Ren og Miu i hvert fald, omkring en 12 år vel.
Hun er meget hyper, og er ofte på grænsen af at være irriterende. Hun planlægger hele tiden måder hun kan få spillerens opmærksomhed på, hvilket oftest går ud over Ren. Hendes stemmelægger er Haruka Momoi (Komugi-chan i Nurse Witch Komugi-chan, Mii-tan i Popotan, forsanger i gruppen Under 17), netop kendt for sine “hyper lille-pige” roller.
Resten af stemmelæggerne er de samme som i animeen.
Historien er grundlæggende den samme som de andre udgaver, på nær at China-chan er med.
Et rumskib med aliens styrter ned på Jorden, og da de ikke kan reparere det bliver de her og integrerer sig i det samfund de landede i, Japan. En år efter finder en ung mand, der ikke bryder sig om Dears, som rumvæsnerne kalder sig, en Dears pige liggende besvimet i en park. Han redder hende fra at blive kørt ned af en lastbil, og hun udvalger ham til sin herre. Hun lærer hurtigt at tale japansk, og efterhånden glider hun ind som en del af hans hverdag.
Spillet har samme grundhistorie, men allerede dagen efter man finder Ren samler man China op, og delen hvor Ren ikke kan snakke gjort meget længere, og der er en del scener med Ren og China der taler sammen på “dearsk”. Det at China er der gør en del scener andereledes, så hvor historien grundlæggende er den samme er der hele tiden en drejning pga. China.
Grafikken er pæn, men viser på ingen måde hvad PS2 kan. Det hele er ren 2d, 3d-effekter er ikke eksisterende, men ville heller ikke passe til stilen. Billedet er rimeligt skarpt og farverne tydelige, noget der er vigtigt så farverigt som det er. Personerne og stederne ligner stregen i animeen fuldstændig; da de to udkom omtrent samtidig vil jeg tro at dem der lavede spillet arbejdede sammen med anime-folkene og at det er de samme der har lavet character-designs etc.
Så alt i alt er det et middelmådigt dating-spil, der holdes oppe af nogle tiltalende personer, som man måske kender i forvejen.
Platform: PlayStation 2
Genre: Dating simulator
Alder: Alle
Lavet af: Media Works
5. januar 2005
Lunar Legend
Drengen Alex og pigen Luna bor i den lille by Burg. Uden for byen er der et mindesmærke til ære for Dragonmaster Dyne, der døde for 15 år siden da han redede Verden. Alex beundrer Dyne enormt og drømmer om selv at blive Dragonmaster, en mand udvalgt til at kæmpe for gudinden Althena og livet.
Men for at blive Dragonmaster skal man bestå dragernes prøver; dragerne som er Althenas vogtere i denne verden.
For netop at tage denne prøve kommer der en dag en troldmand fra Vane, magiens by, til Burg, da der den hvide drages tempel er i nærheden. Det er selvfølgelig Alex og Luna der bliver vejvisere, og deres eventyr begynder.
Lunar Legend er GameBoy Advance udgaven af det blandt fans af japanske rollespil elskede Lunar, der desværre ikke udkom i EU. Når man har spillet i hænderne forstår man ikke, at de ikke har udgivet de tidligere udgaver (Sega CD og PlayStation).
Historien er god, rigtig god hvis man kan lide klassisk fantasy set igennem et japansk filter. Umiddelbart er den meget forudsigelig, men der er et par rigtig gode drejninger undervejs.
Historien gør at man sidder klistret til skærmen, man skal lige se hvad der sker som det næste. Da den er så medrivende lever man sig virkelig ind i den, og det understøttes også af at personerne er tiltalende, om end stereotyper, men de har alle nogle små skævheder der gør at man kommer til at holde af dem.
Den gode historie og personer skjuler dog ikke et dårligt gameplay, om end nogen nok vil finde det en smule gammeldags og kedeligt. Selve systemet med turbaserede kampe, experience og point man bruger på magi og special angreb er godt nok meget traditionelt, men hvorfor ændre på en formel der virker? Tag de ældre Final Fatasy spil, Phantasy Star og andre i samme stil, ryst og så har du systemet i Lunar. Ingen nye finesser man kan udnytte, men hvis man bare har spillet ét japansk rpg inden er der praktisk taget ingen læringskurve, man går lige på og føler sig straks hjemme. Den klassiske opbygning og stil medfører dog også en masse random encounters, noget som mange måske ikke husker som en god ting i de ”klassiske rpgs”.
Grafikken er glimrende for en GBA titel og næsten en tro kopi af den på de ”rigtige” konsoller. Mellemsekvenserne lider lidt af at måtte nøjes med GBAens grafik, men alt i alt er spillets visuelle side rigtig god og stemningsfuld, man kunne sagtens sætte det til sit tv og spille det derpå.
Lyden lider noget mere under systemets begrænsninger. På trods af ”bip-bip” lyden er baggrundsmusikken dog til at holde ud af høre på og endda ret god. Det er også lykkedes udviklerne at få nogle tale-stumper med, og de gør sig forbavsende godt og føjer et lag mere til stemningen.
Lunar fortjener sin status som et klassisk japansk rpg på linje med Final Fantasy spillene, Grandia, etc. På trods af GBAens begrænsninger gør det sig rigtig godt der, så det at det er en portabel konsol skal ikke skræmme rpg fans. Anbefales meget.
Type: Rollespil, tur-baseret
Genre: Fantasy
Platform: GameBoy Advance
23. december 2004