Den moderne verden er i ruiner og hundreder af år efter lever resterne af menneskeheden videre i små samfund hvor de driver landbrug, fisker, jæger og gennemsøger ruinerne af vores tidligere storhed.
Spillet lægger ud med at vise de sidste dag af den moderne verden, hvor en ond bog får en mand til at give sig sin sjæl mod at han får evner til at forsvare sin datter mod ødelæggene skygger…
Titel- og hovedpersonen er Nier, omend man på klassisk maner kan kalde ham hvad man vil, en stor og grov eventyrer som folk kan hyre til at klar forskellige opgaver medens han leder efter en kur til hans dødssyge datter. Han får hjælp af en anden magisk bog, Grimoire Weiss, og de har et godt samspil selvom de nærmest skændes konstant.
I de mørke steder i verden lurer der dog stadig en mystisk fjende kun kendt som skygger, og som skyggerne bliver stærkere mindskes de sidste menneskers chance for overlevelse…
Undervejs møder man flere personer, både befolkningen i landsbyen men også to der hjælper en, pigen Kaine der er besat af en skygge (der er i den japanske udgave var hermafrodit som udslag af hendes besættelse) og en drenge, der er noget helt andet end han lader til. Men hvilken rolle har de tidligere nævnte magiske bøger i verdens skæbne?
Nier er dystert, man hjælper godt nok folk men der er hele tiden en følelse af håbløshed og der er flere slemme overraskelser undervejs. Historien er dog stadig fængende omend tempoet er lidt uens undervejs. Det er værd at slå fast fra starten at der er meget blod i spillet, næsten alting bløder når det bliver ramt af Niers kæmpe sværd, og Kaine render rundt i lingeri så der er også en del seksuelle undertoner. Når det er sagt er det dog ikke fordi der bliver gjort noget ved det seksuelle, Kaines provokerende tøj er blot endnu en måde hun er aggressiv på.
Dette er dog ikke spillets største ankepunkt, det er nemlig grafikken. Nier ser ikke specielt godt ud, og her taler vi ikke kun om det æstetiske ved hovedpersonen. Områderne er en anelse ensformige og kedelige, i den simple ende for selv 360eren, men indimellem er der virkelig smukke scener der bløder det noget op. Mange af stederne man kommer har da også et fantastisk design, konceptet i den “svævende” bjergby og ørkenbyen med “floder” af sand er spektakulære, men de lades noget i stikken af simple og halv-flade tekskturer.
Lyden er til gengæld glimrende, der er tolerable engelske stemmer og en glimrende musik. Især Kaine er fint ramt, også selvom hun bander meget, men selvom den er flot kan musikken blive en anelse repetitiv i længden da man ender med at besøge de samme områder mange gange.
For godt nok er spillet ret langt, men der er ikke specielt mange områder i spillet, og man ender med at gå frem og tilbage mellem dem rigtigt mange gange.
Nier er nemlig en blanding af eventyr og hack and slash rollespil, og man rejser rundt og løser opgaver. Der er også nogle sekvenser med tekst eventyr og 2D platformspil, med hovedvægten er på at rejse rundt og slås.
Man kan samle en god del våben i spillet, og de kan alle opgraderes. Selvfølgelig er der også magi, der leveres ved hjælp af ens flyvende bog. De styres med knapperne bagpå kontrolleren, og det fungere ganske udmærket selv i kampens hede.
Kampene er i første omgang ret simple, man trykker på knapperne og selvom det bliver hektisk bliver det aldrig kompliceret. Når vi kommer til boss-kampene, og de kommer jævnligt og er veludførte, så skal man dog tænke over hvilken magi man bruger for at kæmpe optimalt i hvert trin, for alle bosser har flere trin man skal igennem for at besejre dem. Dette er nok spillets kamp-mæssige højdepunkt og absolut i den gode ende for genren.
Når man rejser rundt kan man samle sten og planter som man skal bruge i side-quests eller kan opgraderes ens ting med, og der er også en lille have man kan så ting i for at tjenere flere penge. Dette er dog langt fra nødvendigt, for jeg endte meget hurtigt med at få et enormt overskud selv når jeg købte de dyreste våben. Derudover var høst-delen ret besværlig og ikke underholdende nok til at spilde tid på efter min mening, omend det værste “mini-spil” i den retning er fiske muligheden, der er noget af det ringeste af den slags jeg har set hidtil – og hvis man har fisket i andre spil ved man at det siger en del.
Spillet har flere slutninger, fire for at være præcis, og en rar ting er at man efter første gennemspilning kan spille videre fra omkring midten af (hvor der sker noget centralt for historien).
Samlet er Nier en svær størrelse af anbefale. Det har sine flotte øjeblikke men er generelt ret uinspirerende grafisk og der er frygteligt megen løben gennem de samme områder. Til gengæld er historien ganske fængende og selvom man hele tiden overvejer om det er det værd spiller man alligevel videre og tilgiver det til tider klodsede gameplay.
Type: Rollespil, hack and slash, eventyrspil
Genre: Fantasy
Platform: X-box 360 og PlayStation 3 (skrevet ud fra den europæiske X-box 360 udgave)
