Vi har haft andre seriøse film her får, men de har alle været mere nørdede. Det er ugens film, Nobody Knows, ikke ligefrem, men det ændrer ikke på at det er en fantastisk film der viser mere om det japanske samfund end de fleste nørd-ting tilsammen.
Filmen er løst baseret på en sand historie. Den begynder med at Keiko Fukushimaflytter ind i en lille lejlighed med sin 12-årige søn Akira (Yuya Yagira). Hun melder ankomst hos det ægtepar der udlejer lejligheden, udvekslinger høfligheder og forsikrer dem at Akira er hendes eneste barn, så de ikke behøver at bekymre sig om støj eller rod. Udlejerne er glade.
Fukushimas pakker derefter deres kufferter ud og afslører to blinde passagerer: Keikos øvrige børn, de 5-årige Yuki (Momoko Shimizu) og Shigeru (Hiei Kimura). Et fjerde barn, en pige ved navn Kyoko (Ayu Kitaura) omkring 10, ankommer om aftenen med toget. Så nu lever familien på fem i lejligheden , hvor tre af dem reelt gemmer sig fra verden.
Moderen holder fast i en historie over for børnene om at det vigtigt at bo stille og aldrig forlade lejligheden. Selv de mest energiske er ikke utilfredse med begrænsningerne, men de har nok altid levet på den måde flyttende fra den ene lejlighed til den næstes medens moderen skiftede fra et lavindkomst job til det næste. Hvert af børnene har en anden far og Keiko har aldrig været gift.
Moderen begynder at være væk i lange perioder, men hun efterlader altid penge bagefter til at Akira kan føre husholdningen og købe dagligvarer. Hendes fravær bliver længere og længere, hendes tid hjemme kortere og kortere, og endelig stopper hun med at komme hjem helt. Hun har forladt sine børn.
Akira og Kyoko bliver familiens “forældre”, laver mad, opdrager de mindre og Akira køber ind medens Kyoko tager sig af de yngre børn derhjemme. Ingen af dem går i skole, og de kan ikke fortælle politiet om deres situation af frygt for at blive splittet op hos forskellige plejefamilier. De synes heller ikke det er så slemt, for moderen efterlod nogle penge og fortsætter med at sende penge nu og da fra hendes nye hjem, hvor end det er. Akira har vænnet sig til at være den voksne i familien, det eneste moderens forsvinden har gjort er at gøre det officielt…
Den japanske filmskaber Hirokazu Koreeda optog “Nobody Knows” i kronologisk rækkefølge over et år, så børnene (som passer til deres alder i filmen) ældes næsten umærkelig i løbet af filmen. Den gradvise forringelse af familiens vilkår er mere tydelig, men Koreeda undgår melodrama.
Filmen slutter med en følelse af håb, men også med en følelse af at håbet er falsk. De unge skuespillere giver disciplinerede, troværdige præstationer der rammer hjertet – ikke fordi de overdriver de følelsesmæssige aspekter eller spiller på vores medfølelse, mere fordi de netop undlader melodramaet. Børnene klarer sig, deres beslutsomhed trodser deres unge alder, så man kan ikke undgå at håbe på en lykkelig slutning.
