“Ugens…” behøves ikke altid være det bedste inden for deres genre, men jeg vælger altid ting der er underholdende, og dette gælder Ugens manga: Baby Birth.
Hizuru er en skolepige, der går til kunstskøjteløb og har potentiale, men hun gider ikke gøre noget særligt ved det. Den attitude præger hendes liv, hun gør ikke noget ud af noget, hvorfor skulle hun?
Hendes bedste veninde, Ichigo, kommunikerer udelukkende ved at skrive på sin mobiltelefon og taler aldrig. Hun tjener som det komiske islæt i serien.
En dag møder Hizuru den unge stjerne-komponist Takuya, der fra starten ikke bryder sig om hendes væremåde. Hun har det dog på samme måde, idet hun synes at han er arrogant. De skal dog arbejde sammen om et skøjteprogram, men der er mere end man umiddelbart ser bag deres møde. Dunkle kræfter er på spil, og det er nødvendigt at genoprette balancen mellem lys og mørke. Dette kan kun gøres af Hizuru, men hendes kraft virker først når den er blevet vækket af Takuya musik…