Kategori: Anmeldelse

Ramune Takoyaki har en særegen smag, der er en smule sød (der er trods alt Ramune) men samtidig også en smule kunstigt tør med et hint af umami* – den skal jo smage af takoyaki – påstår de.

Medens umami smagen tilsat et svagt hint af salt skilder sodavanden dramatisk ud fra den rent søde normale udgave – og hvad man primært forventer fra japansk sodavand – kan jeg ikke detektivere noget unikt takoyaki agtig på nogen måde, bare kunstig umami. Der er et hint af en grund sukker-sødhed, der nok egentlig ville være ret markant stod den alene men den overdøves af den kunstige umami smag. Hvad angår det nævnte hint af salt er jeg reelt i tvivl om det er der, eller om det er den kunstige umami smag der spiller min hjerne et pus, da umami nærmest altid kombineres med salt og det derfor forventes, det er mine smagsløg ikke trænede nok til at vurdere – og slet ikke på et så markant kunstigt grundlag.

Farven er dog flot gylden og fonten og farverne på labelen på flasken giver et umiskendeligt præg af traditionelle japanske spisesteder – især typen der kunne finde på at sælge takoyaki ville anvende fonte i den stil.

Sammenlagt er den en interessant oplevelse, men ikke noget jeg kunne se nogen drikke flere af i træk (jeg har i hvert fald ikke lyst til en til, nærmere noget mere friskt eller med alkohol – hvilket jo netop er effekten af stegt mad, så måske det er en god ting?) eller have som en fast drik de ofte tog frem. Den er fin at have prøvet og kunne vise frem til andre, men ikke en favorit.

* En af de fem-seks grundsmage sammen med sur, salt, sød, bitter og måske fed (den nyeste “egen” smag ifølge japanske forskere). Umami betyder velsmag på japansk og findes i kød, tomater og svampe og er den “rige” smag disse har.

Denne syrlige drik er noget sødere end den sidste, omend stadig en smule syrlig ligesom frugten den er baseret på, lychee.

Sodavanden har samme hvidlige farve som lychee juice, så det passer godt. Det samme gør smagen, der også er en mild variation over juice af frugten. Det at drikken skulle indeholde salt smages ikke, men kombinationen af lychee og salt er klassisk (jeg har i hvert fald set den før) og det gør ikke drikken salt. Det kan dog være noget af det, der gør at den virker ret læskende, hvis den i det små fylder både salt og væskebalancen op.

Fanta Salt Lychee er endnu et eksempel på Fantas sodavand over frugt, der ikke helt smager som frugten, men den er ret tæt på modsat mange af deres andre varianter – især de japanske som melon.

Som navnet siger er Calpis Soda en blanding af den klassiske japanske drik Calpis, der altid er forfriskende – især om sommeren, og brus.

Hvad er Calpis? Calpis er en let syrlig drik der mest af alt minder om koldskål når den er blandet til at drikke. Der er dog ikke citron i, som vi normalt finder i moderne koldskål, så den kan også sammenlignes med en neutral drikkeyoghurt eller de drikbare “sundheds” yoghurter som Actimel eller Yakult. Den kan købes koncentreret eller blandet, som her med brus (Calpis Soda) eller vand (Calpis Water). Ikke blandet bruges den på shaved ice, i drinks (ligesom sirup) etc. eller man køber den og blander derhjemme.

Det er lidt underligt at drikke en “sodavand” der er hvid som mælk, og selv uden brus er en mælkehvid drik der er tynd som vand lidt spøjs.

Calpis soda er ikke så sød som mere traditionelle sodavandsdrikke, og det let syrlige gør det let at forstå at det er en sommer klassiker i Japan i nu 100 år (den udkom første gang 7 juli 1919).

I mine øjne slår den sukker- eller sødestof- sodavand i at være læskende netop ved at den ikke er så sød men let sylig og er en go-to når jeg er i Japan og har det varmt.

Da min mini anmeldelse af Coca Cola Energy, en energi-drik, der kun kan fås i Japan, blev taget godt imod i går med en del læsere er her endnu en japansk cola, denne gang ikke brun: Coca Cola Clear Lime.

Det smager som den “gamle” Coca Cola Light (ikke den nyere Zero variant som jeg for øvrigt ikke har set i Japan), hvilket også er hvad den er da der ikke er sukker i, tilsat lime. På den måde minder den meget om den Pepsi (Max) med lime der kan købes i Danmark, bare baseret på Coca Colas smag istedet. Der er dog en smule mere bittert bid i lime eftersmagen end i Pepsis variant, hvilket passer mig fint, lime skal ikke kun være rent sød.

Hvad så med farven? Det store salgsargument er jo at den er klar. Det mærker man ikke, det smager som en normal, lidt tam på grund af light, cola med lime.

Samlet er det at den er klar en gimmick, men man går aldrig galt i byen med cola lime.

Jeg tænkte at en mini anmeldelse af en energi-drik, der kun kan fås i Japan, ville passe med læsernes smag (no pun intended). Så jeg præsenterer hermed Coca Cola Energy.

Den kan kun fås i det vestlige Japan og ingen andre steder i verden som en forsøgs ordning, det praler de i hvert fald af på automaterne (men den kan også købes i visse convenience stores).

De siger også den har den “rigtige” Coca Cola smag, og det passer delvist. Ja, den smager af Coca Cola, men også af energidrik (guaranaen der smager igennem). Lidt en blanding af Coca Cola og Monster (som også er fra samme firma), omend vægten heldigvis er på cola delen som lovet.

Farven er mørkebrun karamel som man forventer af en cola drik, mem det vil det nærmest altid være når man blander ting i cola så det er som forventet.

Samlet er det en udmærket energi-drik, den smager udmærket af cola men ikke helt som “rigtig” Coca Cola som de lover på grund af den kraftige energi-drik bismag. Nu Cult Cola ikke er så stor mere vil nogle danskere nok kunne være interesserede i den, omend den lille 20ml dåse er en anden størrelseskategori.

Vil folk gerne se flere anmeldelser / beskrivelser af japanske produkter som denne her på siden?