Kategori: Manga og bøger

Artikler, anmeldelser og nyheder om manga

Vampire Game bind 1
Vampykongen Duzell blev slået ihjel af kong Phelios for 100 år siden, men er nu blevet genfødt og vil have hævn. Problemet er dog, at han nu er en kat og ikke ved hvem der er Phelios efterkommer.
Prinsesse Ishtar hører om en vampyrkat, der overfalder en landsby, og vovemodigt drager hun ud på trods af at hun hverken kan bruge et sværd eller magi.
Hendes livvagt, Darres, redder hende i sidste øjeblik, men katten når at føde en unge, som hun tager med tilbage på slottet.
Duzell lever videre i kattekillingen, men et liv som kæledyr og ven til den trodsige og egenvillige prinsesse er ikke let.
Vampire Game er ikke som man kunne tro ud fra titlen en bloddryppende gyser, men en fantasy-komedie. Som en sådan er den glimrende, med scener der får en til at smile, om end ikke skraldgrine, men den mister alligevel ikke fokus fra at fortælle en historie.
Tegningerne er udmærkede, men lidt svingende. Specielt personernes udseende skifter mellem rigtig godt til at være ”off” på forskellige måder.
Personerne har dog karakter: Duzell er en ufattelig sød kat og Ishtar har en tydelig stemning af arrogance og selvsikkerhed over sig.
Historien er fyld af små drejninger og overraskelser, men når man har gennemskuet den lidt utraditionelle, ekstremt hovne prinsesse er det ikke så spændende mere. Man kan dog ikke lade være med at læse videre om end prinsessens egensind og trods hurtigt begynder at blive lidt irriterende.
Vamprie Game er en udmærket manga, men på trods af dens lettere utraditionelle hovedpersoner når den aldrig at blive en top titel, men stadig absolut læsværdig.
Genre: komedie, fantasy, romance
Alder: 13+
Målgruppe: Teenagere
Lavet af: Judal
Udgiver i Japan: Wing Comics
Udgiver i USA: TokyoPop
Udgiver i Danmark: Mangismo
2. maj 2007
WarCraft: Solbrøndstrilogien 1: Dragejagt
Genre: Fantasy
Tegnet af: Jae-Hawn Kim
Skrevet af: Richard A. Knaak
Udgives i Danmark af: Egmont
Høj-elverne i Quel’Thalas byggede Solbrønden for at have en kilde til den magiske kraft, som de er afhængige af. Omkring deres rige var der beskyttende sten, der skjulte dem fra Dæmonerne og de udødes Svøbe. Men de blev overrumplet af forræderi og Solbrøndens kraft tabt for evigt, troede man da…
En blå drage bliver forfulgt af nogle jægere, og de fanger den i et net. Men da de kommer til der hvor den styrtede ned er den væk…
WarCraft: Solbrøndstrilogien 1: Dragejagt er et forsøg på at fange stemningen fra Warcraft verdenen i tegneserieform, og den er et samarbejde mellem en amerikansk forfatter og en koreansk tegner. Som sådan er det altså svært at kategoriserer udgivelsen, den er i hvert fald ikke manga da den ikke er fra Japan, men er det en manwha (koreansk) eller en US comic? Uanset hvad er resultatet en udmærket kombination af grafisk overflade og historie.
Tegningerne er som sagt udmærkede, med en høj detalje grad og kraftig brug af gråtoner. Samlet har udgivelsen en meget poleret grafisk overflade, men måske næsten for poleret idet den næsten kan virke kold og steril uden virkelig personlige træk.
Historien er en udmærket fantasy-sag, men den ender med at sætte sig mellem to stole. Der er småting der ikke passer helt hvis man er World of WarCraft veteran, men samtidig er der en masse stednavne der måske nok skaber fantasy-stemning men som alligevel ikke rigtig giver en ide om universet hvis man ikke er fan i forvejen.
Det hele forværres dog af at de har oversat en masse engelske egennavne til dansk, ”Aerie Peak” er ”Aerie Bjerg”, ”the Scourge” ”Svøben” etc. Det fjerner en del af det familiære for fans af universet og får tværtimod udgivelsen til at virke en smule latterlig.
Trykkvaliteten er god, billederne skarpe og overgangene i det grå er tæt på perfekte. Det store problem med udgivelsen er dog den kiksede oversættelse. Som sådan er den ganske fin og den flyder udmærket, om end lidt hakkende og kliche-fyldt indimellem, men det er jo en del af den type fantasy-genre. Det største problem er det med navnene, og spørgsmålet er om det reelt kunne gøres meget bedre.
Alt i alt en udmærket udgivelse, der dog skæmmes af en lettere kikset oversættelse og som indholdsmæssigt ikke kan bestemme sig for hvilken lejr den vil tiltrække, en ting som i sidste ende kan risikere at tabe begge sider.

19. juli 2006
Baby Birth
Hizuru er en skolepige, der går til kunstskøjteløb og har potentiale, men hun gider ikke gøre noget særligt ved det. Den attitude præger hendes liv, hun gør ikke noget ud af noget, hvorfor skulle hun?
Hendes bedste veninde, Ichigo, kommunikerer udelukkende ved at skrive på sin mobiltelefon og taler aldrig. Hun tjener som det komiske islæt i serien.
En dag møder Hizuru den unge stjerne-komponist Takuya, der fra starten ikke bryder sig om hendes væremåde. Hun har det dog på samme måde, idet hun synes at han er arrogant. De skal dog arbejde sammen om et skøjteprogram, men der er mere end man umiddelbart ser bag deres møde. Dunkle kræfter er på spil, og det er nødvendigt at genoprette balancen mellem lys og mørke. Dette kan kun gøres af Hizuru, men hendes kraft virker først når den er blevet vækket af Takuya musik…
Som det måske fremgår af beskrivelsen er Baby Birth en lidt usammenhængende manga. De enkelte delelementer er udmærkede, men der mangler et eller andet for at det fungerer godt sammen.
Tegnemæssigt er Baby Birth mangaen absolut ikke dårlig. Stregen er forholdsvis fin, og der er en god detaljegrad i billederne. Der er også brugt mange gråtoner, men der er brugt med omtanke og giver billederne en grad af realisme. Selve tegnestilen er lidt en blanding af hvad man forbinder med shoujo- og shounen-stil. Øjnene er forholdsvis store og meget detaljerede, noget der er fremtrædende i shoujo, men samtidig har billederne noget af den dynamik, som man oftest ser i shounen. Samlet er det en tiltrækkende grafisk side, og tegningerne er en af de vigtigste kvaliteter ved mangaen, da historien er lidt tynd, så den har også noget at råde bod for.
Dette klarer den dog udmærket, så samlet er Baby Birth en middelmådig manga, der dog har en pæn overflade som plaster på såret.

Genre: Magical girl
Alder: 7+
Målgruppe: Teenagere
Forfatter: Sukihito Tomita
Tegnet af: Haruhiko Mikimoto
Udgiver i Japan: Kodansha
Udgiver i USA: TokyoPop
Udgiver i Tyskland: Planet Manga
3. april 2006
Yotsuba&!
Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.
Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.

Efter at have læst og set Azumanga Daioh, så har jeg ofte spekuleret på, om der mon nogensinde ville komme noget i den samme vidunderlige form for humor. Svaret på dette var, ikke overraskende, den næste manga fra samme person.
Yotsuba&! handler om den 6-årige pige Yotsuba, som lige er flyttet til storbyen med sin far. Men Yotsuba er ikke ligefrem en typisk lille pige. Hun er nuttet, hyperaktiv og giver ordet ‘fraværende’ en helt ny betydning. Ting som man skulle tro alle børn var klar over, er Yotsuba fuldstændig uvidende om, og hun har en tendens til at takle ethvert problem med en vidunderlig blanding af energi og barnlig uskyld.
Og netop Yotsubas barnlige måde at se ting på er fanget helt fantastisk i serien, såsom hendes direkte måde at fortolke alting på og manglende omtanke med hensyn til eventuelle konsekvenser. mangaens komik er nemlig baseret på hvordan Yotsuba fortolker hvad hun støder på og de misforståelser og eventyr der kommer ud af det.
Har man læst/set Azumanga Daioh, så vil man kunne genkende mange træk fra pigerne der i Yotsuba&!
Men modsat Azumanga, så er denne manga ikke enkelte striber, men hele kapitler der omhandler Yotsuba og de personer der bliver introduceret løbende. Humoren i serien er utrolig sød, med Yotsuba der går gennem verden og løser problemer som kun et barn kan gøre det. Men taget til samme ekstremer som med pigerne i Azumanga, og selv imens jeg skriver den her anmeldelse er det svært ikke at få sig et lille grin over de ting jeg husker, især Yotsubas reaktioner og ansigts udtryk.
Tegnestilen er af langt bedre kvalitet end forgængeren, hvor personer og omgivelser er tegnet langt mere realistisk og detaljeret. Lige med undtagelse af Yotsuba selv, som netop ved at være ret simpelt tegnet fremhæver karakterens natur og især hendes ansigt er nærmest et perfekt vindue til hvad hun føler og oplever.
Kan man lide sød humor, eller er man Azumanga fan, så bør man kigge på Yotsuba&!, for den er i samme sjældne klasse, og det er længe siden at jeg har moret mig så meget over en manga, eller været så opslugt at tiden bare fløj af sted. Den serie vil uden tvivl blive en af de mere gennemlæste i min samling.
Original titel: Yotsobato
Genrer: Komedie, slice of life
Alder: Alle
Målgruppe: Alle
Lavet af: Kiyohiko Azuma
Udgiver i Japan: Media Works
Udgiver i USA: ADV manga
2. april 2006
Chrono Crusade
Chrono Crusade foregår i USA i de brølende 1920’ere. Årtiet er dog ikke det eneste, der brøler. I storbyernes skygger skjuler der sig dæmoner, hvilke Magdalena-ordenen bekæmper. Det er en kristen kloster-orden, som med hellige våben forsøger at fordrive dæmonerne fra vores verden.
Hovedpersonen er den unge nonne Rosette Christopher, som er en af ordnens eksperter i dæmon-fordrivelse, om end hun ikke er specielt god til det. Hun er meget impulsiv, temperemantsfuld og fysisk aktiv, hvilket gør hende til lidt af en tomboy. Dette sammen med hendes ikke altid gennemtænkte omgang med våbnene gør hende til en slags ordenens sorte får, idet hun altid præsterer at ødelægge en masse under opgaverne.
Rosette har en trofast følgesvend i dæmonen Chrono, der på trods af sin afstamning er en stor hjælp i hendes arbejde. Han virker dog ikke som en dæmon heller, idet han er ydmyg, høflig og stille, nærmest en modsætning til Rosette.
En anden grund til, at Rosette er et problembarn for ordenen, er netop hendes venskab med Chrono. Søster Kate, en af lederne, kan ikke forestille sig, at der ikke er noget ondt ved Chrono, om end ha altid opfører sig eksemplarisk.
Chrono og Rosette har dog en fælles fortid, der forklarer deres sammenhold og bundethed, en fortid der er ved at vende tilbage for at ændre deres forholdsvis fredelige liv i ordenen for altid…
Chrono Crusade er en ret populær manga af Daisuke Moriyama, som blev animeret i 2003 af Studio Gonzo. Den foregår i et for manga/anime fremmedartet sted, USA, og foregår i en alternativ fortid. Man mærker hurtigt, at stedet giver serien en lidt anderledes stemning, og der er også gjort en del ud af at ramme tidsperioden, om end der indimellem er nogle ting, hvor der gjort mere for at gøre tingene interessante end tidsmæssigt passende.
Det religiøse tema er reelt ikke andet end en tynd ramme, der er valgt på grund af kristendommens eksotiske præg (for japanere) med et stærkt symbolsprog, og der tages fra starten afstand fra religionens dybere ting, som så erstattes af mere ”pop-prægede” elementer som dæmoner og en kosmisk strøm. Dette giver grobund for en ret action-præget fortælle måde.
Mangaens streg er klar og tydelig, og billederne er præget af skarphed uden alt for mange effekter. Der er en god brug af gråtoner, og samlet har tegningerne en god detaljegrad. Personernes design passer til deres personligheder og er altid tegnet konsekvent og tydeligt forskelligt.
Tegnemæssigt ligger animeen ret tæt på mangaen. Personerne er holdt i en streg, der ligger tæt på mangaens, der er gjort noget ud af at få baggrundene til at virke autentiske, og farvevalget virker også passende.
Valget af stemmer og musik til serien er også faldet godt ud, og samlet er der tale om et teknisk godt stykke animation.
Umiddelbart virker det som om, animeen følger mangaen historiemæssigt, men det varer ikke længe før de første forskelle kommer, og jo længere serien skrider frem, jo større bliver forskellene.
Som sådan gør det ikke noget, idet animeens historie er ganske udmærket og medrivende, men mange fans, der kender begge versioner, mener, at den er dårligere end mangaens version.
Alt i alt er Chrono Crusade ganske glimrende underholdning, uanset om man vælger animeen eller mangaen. Så er hvis man har lyst til at se nonner bekæmpe dæmoner med skydevåben eller blot komme væk fra det sædvanlige Japan, bør man kaste et blik på den.
Original titel: Chrno Crusade
Genre: Action / alternativ historie / religion
Alder: 13+
Manga tegnet af: Daisuke Moriyama
Anime lavet af: Studio Gonzo
Amerikansk licens af animeen: ADV Films
Amerikansk udgivelse af mangaen: ADV
Dansk udgivelse af mangaen Carlsen / Mangismo
12. november 2004
Love Hina manga (dansk)
Keitaru er en ret elendig student og for at gøre tingene værre, så vil han optages på Japans fineste universitet, Tokyo University (Todai). Efter at han har fejlet to år i træk bliver hans familie dog træt af ham og smider ham på gaden. Fortvivlet besøger han sin bedstemor Hinas hotel, men efter at være rendt ind i adskillige af stedets beboere, så går det op for ham at stedet nu er et kollegium for piger.
Han er lige ved at blive smidt på porten der da hans tante Haruko, som bor lige neden for hotellet, kommer forbi og fortæller at Keitaru går på Tokyo universitetet. Da Todai er målet for alle der vil have en god uddannelse, så bliver pigerne hurtigt enige om at have ham boende kan være en fordel, så Keitaru får lov til at blive der.

Love Hina er en, for japanerne, ret typisk humor/romantik forviklingshistorie, rettet mod de lidt ældre. Det er dog første gang vi ser den slags på dansk, da den er helt anderledes end hvad der tidligere har været udgivet herhjemme indenfor manga. Den har ikke ret meget action som så og i opbygning ligner den mere en sæbe opera, da der egentlig ikke er nogen alt for gennemgående handling. Dog er Love Hina langt fra at være jordbundet. Pigerne på Hinata Inn er ikke normale og ting som flyvende skildpadder, hjemmebyggede mecha’er og et utal af underlige personer forekommer konstant.
Selv om serien er tegnet i en ret typisk manga stil, så er Ken Akamatsus stadig noget for sig selv. Han har en ganske fin streg, med lidt af en amatørartigt stil. Men det er en stil man meget hurtigt vender sig til, fordi den er dejlig simpel og let at forstå. Hans mangaer er dog mest rettet mod drenge, selv om Love Hina har mange piger blandt sine fans.
Dette skyldes nok, at meget modsat vestlig tradition, så er den mandlige helt lidt af et ynkeligt, men elskværdig skravl, imens han er omgivet af stærke og handlekraftige piger. Seriens heltinde, Naru er ligefrem et helt kraftcenter og står ikke tilbage fra at uddele øretæver når Keitaru regelmæssigt kommer til at se hende mere eller mindre afklædt.
Netop nøgenheden i serien er nok også noget nyt der bliver introduceret til de danske bladhylder. Der er ikke nogen direkte nøgenhed i serien, men det er ofte ikke meget der dækker væsentlige dele. Så man kan nok sige at Love Hina er et godt eksempel på brug af meget fanservice, hvilket nok er grunden til at mange drenge læser serien, på trods af at den mangler mange elementer, der ellers er en del af typiske drenge mangaer.
Den danske version af Love Hina ser efter første volume ret lovende ud. Kvaliteten af trykningen er langt bedre end de forrige serier, da den ikke ligner noget der er genoptrykt 2-3 gange tidligere. Den er trykt i den japanske læseretning, noget som Carlsen heldigvis har gjort til en vane. Modsat tidligere serier er de japanske ”lyd-ord” inkluderet, med danske oversættelser ved siden af, noget der også giver indtryk af at være tættere på originalen.
Oversættelsen virker også ganske passende, med personernes individuelle træk bevaret, noget der nok er vigtigere i Love Hina end nogen andre manga’er der har været oversat til dansk, siden handlingen bygger meget på dette.
Love Hina er værd at læse. Den er sjov, til tider alvorlig og selv om handlingen virker lidt vag, så betyder det at man rigtigt kan slappe af når man læser den. Selv syntes jeg at dette indtil videre er den bedste danske manga. Det er nok fordi jeg ikke er den store action fan og har savnet noget i netop denne stil. Men selv om man er hardcore DragonBall fan, så er Love Hina en let måde at få udvidet sin horisont på, og hvem ved, måske man kan lide den stil.
Note: På nær første billede, det af coveret, er billederne ikke taget fra den danske udgave.
Genre: Komedie, fanservice
Manga af: Ken Akamatsu
Udgives i Danmark af: Carlsen
23. september 2004
Masamune Shirow
Når man snakker om kæmper indenfor manga, så kan man ikke komme udenom Masamune Shirow og hans værker, som de sidste 20 år har påvirket manga, anime og filmkulturen i både Japan og resten af verden. Selvom han mest er kendt for sin Ghost in the Shell, så har han lavet mange andre serier, og siden han lige netop i år er ret aktuel, så vil vi kigge lidt på ham og hans kreationer.
Shirow startede sin karriere allerede da han studerede på universitetet, med at lave mangaen Black Magic M-66, som blev udgivet i det lille blad Atlas.
Her blev han opdaget af forlaget Seishinsha, som var meget imponeret over hans stil, og igennem dem udgav han sin næste serie, Appleseed. Den blev udgivet i albumformat, hvilket er ret sjældent for en manga at starte med. Normalt bliver serier ofte udgivet i mindre stykker i større magasiner, men med Appleseed valgte forlaget at tage en chance og udgive den i bind. Mangaen blev en stor succes og gjorde næsten omgående Shirow til et kendt navn.
Modsat mange mangaer fra den tid, så havde Shirows stil liv og en dybde som var sjælden. Hans meget dynamiske og aktive tegnemåde gjorde billederne meget levende, og hver side indeholdt en overflod af detaljer. Det var ikke kun i tegningerne, men også i form af Shirows utallige kommentarer og tekniske detaljer, noget der gjorde hans mangaer enestående da Appleseed udkom. Hans måde at tegne futuristiske maskiner, robotter og kampdragter på var forfriskende realistisk og anderledes, og når man samtidigt kunne læse lidt detaljer om hvordan de interne dele virkede, så fik hans design et nærmest realistisk skær, hvor man har svært ved at adskille det han opdigter fra ting der virkelig fandtes.
Han fortsatte derefter med at lave Dominion og Orion, der sammen med de resterende Appleseed album var med til at give ham en fast plads på de japanske bestseller lister. Men selv om Appleseed betragtes som hans bedste værk, så var det dog serien Ghost in the Shell der for alvor gjorde ham populær.
Serien udkom i 1990, men det der var med til at gøre den og Shirow verdensberømt, var at den blev filmatiseret i 1995, i en smuk version der stadig i dag betragtes som en af de animefilm man bør se. Efter at filmen havde gået kloden rundt fulgte mangaen efter, og den er udgivet på utallige sprog nu, inklusiv dansk.
Efter GitS lavede Shirow den mindre samling af historier kaldet Exon Depot, samt en serie til et mindre magasin, med titlen Neuro Hard. Derefter valgte han at satse mere på den kunstneriske side og lavede de følgende år adskillige Artbooks og billedsamlinger, blandt andet den meget populære Intron Depot serie.
Det var først i 2000 at han igen tegnede en serie. Det blev til ”Ghost in the Shell 2: Man-Machine Interface”, en fortsættelse af hans originale Ghost in the Shell, dog meget præget af Shirows stilskift.
Ghost in the Shell var dog langt fra den første af hans serier der blev animeret. Faktisk er næsten alt han har lavet blevet omdannet til anime, og der er endda tilføjet nogle film, hvor han har stået for designet. Mange af disse blev dog desværre lavet med et ret lille budget og det kan ses. Især Appleseed animationen og den nyere Gundress film ligger i kvaliteten langt under Shirows mangastil, noget der skuffede mange.
Først i 2002 blev der igen animeret fra Shirows verdener til et ordentligt budget. Det samme firma som stod bag Ghost in the Shell filmen blev sat til at lave en tv-serie version der fik betegnelsen ”Stand-Alone Complex”. Serien blev en stor succes, og her i 2004 startede anden sæson af den i Japansk TV.
Men 2004 er i det hele taget et Shirow år. I begyndelsen af marts havde den anden Ghost in the Shell film premiere i Japan, lavet af det samme firma som den først film og tv-serien. Den første uge var Ghost in the Shell: Innocence en af de fem mest indbringende film i de Japanske biografer.
I april vil den næste Shirow anime komme til de japanske lærreder, nemlig en ny version af Appleseed, lavet i ren computergrafik. Begge film forventes at blive udgivet her i vesten inden for et års tid.
I dag kan man se Masamune Shirows stil afspejlet i mange andre tegneres billeder, selv om de færreste har adopteret hans detaljerede fortællerstil, og det er ikke kun i Japan. Også mange amerikanske tegnere er blevet inspireret af ham og hans maskiner. På mange måder er især de tidligere af hans serier lige netop det man betragter som klassisk action manga, med fartstriber, underligt og til tider kaotisk opsatte sider og masser af intens kamp. Selv om Shirow ikke var den første til at tegne sådan, så var det dog hans ret imponerende værker der var med til at vise hvordan det skulle gøres og det har gjort ham til en af de rigeste tegnere i verden, selv om han dog selv foretrækker at leve et anonymt liv væk fra offentligheden, imens han dæknavn nu er kendt over hele kloden.
8. maj 2004
Magical girls
Der er kun få genrer der er så typisk som den med piger, der via mere eller mindre magiske veje opnår evner udover det normale. Lige siden den første serie i de tidligste af år af anime har disse ”Mahou shoujo” været en fast tilbagevendende del af hvert års TV serier og utallige af dem er også nået berømmelse udenfor Japans grænser.
Disse magiske pige serier er ofte lette at genkende på nogle få, gentagede elementer. Det mest gennemgående er ”henshin” sekvensen, eller på dansk, transformationen. Magiske piger har evnen til at forvandle sig fra deres normale form til en stærkere, magisk person, der nu har specielle kræfter til at overvinde deres modstandere med.
Disse transformationer er oftest et tilbagevendende element i hver episode, hvor man ser pigen forvandle sig, stykke for stykke og afslutte med at udtale hendes ”signatur” linje. Udover disse magiske evner så er hun oftest også udstyret med et lille arsenal af nuttede og lyserøde objekter, samt et næsten obligatorisk kæledyr, der er ved hendes side som en vejleder.
Mahou shoujo genren er meget fokuseret i retning af piger og det er langt fra sjældent, at heltinden er en lille pige der ikke alene får nye evner når hun forvandler sig, men i mange serier bliver til en voksen person, der kan klare alle de problemer som en lille pige ikke kan.
Genren har den store fordel at den er mere eller mindre designet til at indtjene bedre på salg af legetøj og lignende ting end på TV fremvisning. Derfor er alle magiske piger udstyret med et udvalg af objekter der appellerer til publikummet og samtidigt er lette at lave rigtige legetøjs version af.
Den mest kendte af sådanne serier er nok Bishoujo Senshi Sailor Moon, som handler om skolepigen Usagi, der får kræfter til at forvandle sig til Sailor Moon og i den form bekæmper hun kriminalitet og ondskab. Serien har været vist i mange lande udenfor Japan, har fået sig en enorm global fanbase og er med tiden blevet til 5 TV sæsoner, adskillige film, samt en Live Action TV serie.
Så netop Sailor Moon er et godt eksempel på genren, for selv om serien er fra 1992, næsten 30 år efter den første af sin art, så er konceptet for begge serier næsten identisk. Dens udgivelse har dog været gunstig, for da Sailor Moon startede var anime kanalerne spækket med action serier og Sailor Moon tilbød et klassisk koncept, lavet med en dybere vægt lagt på personerne og deres forhold, noget der reddede fra bare at blive endnu en serie der blev set og glemt.
Men der er sket meget indenfor anime de sidste 11 år og som mange andre genrer, så var Mahou shoujo genren nødt til at ændre sig. Derfor er mange serier indefor genren som er lavet de sidste 10 år, langt mere fokuseret på personerne frem for den uendelige kamp mod ondskab. Især i starten af 90’erne skete der en meget tiltrængt opblomstring i genren der igennem det næste årti førte til skabelsen af mange serier der var med til at gøre magiske piger meget populære igen.
Desværre er det en ret overset anime gruppe her i vesten og mange af i Japan, ret populære serier kan kun fremskaffes som fansubs eller ofte ret dårligt tekstede Hong Kong kopier. Det er desværre en skam, for selv om Sailor Moon er en god serie, så er der adskillige af samme kaliber eller bedre som kun får kender til.
Personligt foretrækker jeg serier som Hime-chan no Ribbon, Nurse Angel Ririka, Miracle Girls og Full Moon o Sagashite, som dog kan være svære at fremskaffe hvis man ikke lige ved hvorfra. Heldigvis er adskillige gode Magical Girl serier udgivet her i vesten. Blandt dem kan Fancy Stage Lala og Card Captor Sakura nævnes som gode eksempler på nyere serier indenfor genren, og de er anbefalelsesværdige serier hvis man vil stifte bekendtskab til med magiske piger eller gerne vil have noget anime der kan ses sammen med de mindre.
Men som nævnt, så har denne genre, ligesom mange andre, ændret sig med tiden. Derfor er der også nyere serier der bruger elementer derfra, men samtidigt går nye veje. Angelic Layer, Figure 17 og Arjuna er serier der på hver sin måde give en pige nye kræfter og en alternativt form at bruge dem igennem, men adskiller sig fra de normale transformerende piger på en eller anden måde. Arjuna er ligefrem en øko-thriller der minder meget lidt om den nuttethed der ellers præger mahou shoujo genren.
Har man intet imod at opleve den søde side af anime, så er der et stort antal af serier der ligger i denne genre, men er man hardcore action fan eller foretrækker splatter serier, så er det her nok genren man skal gå udenom.
8. maj 2004
Card Captor Sakura manga
Sakura Kinomoto er en pige på 10 år, som kommer til at åbne en magisk bog, hvori der skulle være nogle magiske kort. Disse er dog væk, og hun bliver af bogens vogter, det plysdyrs-agtige væsen Kero-chan, pålagt at indfange disse magiske kort.
Hendes bedste veninde, Tomoyo Daidoji, synes, at denne opgave er så vigtig og spændende, at hun altid er med og videofilmer Sakuras heltegerninger. Hun syr også ny kostumer til Sakura før hvert forsøg på at fange et kort, noget Sakura ikke altid er lige begejstret for.
Sakura bor sammen med sin far og forhadte storebror, hendes mor døde da hun var lille. Hendes storebror driller og irriterer hende altid, hvilket generer Sakura grænseløst, især når hans bedste ven, Yukito, er i nærheden, idet Sakura er hemmeligt forelsket i ham.

Card Captor Sakura er Clamps bud på en manga til unge piger. Som de sagde i et interview, bliver deres nuværende læsere jo ikke yngre, så det gælder om at få ny unge til, især, da færre og færre læser manga, jo ældre de bliver.
Det, at Card Captor Sakura er rettet mod et lidt yngre publikum end det Clamp oftest skriver til, betyder dog ikke, at den er af dårligere kvalitet; tværtimod er det en af de bedste inden for sin genre – Magical Girls.
Historien er simpel, kan måske endda virke lidt banal for nogle, og samtidig meget episodisk, der er ikke ret mange cliff-hangers og andre direkte forbindelser mellem de enkelte kapitler. Den er dog alligevel tydeligt fremadskridende, idet Sakura får flere kort, og personernes indbyrdes forhold og personligheder udvikler sig hele tiden. Dette bevirker, at historien på trods af sine mangler, er medrivende og interessant.
Handlingen er sød, og hvad man kan kalde ”piget”, mangaens målgruppe af piger på 8-12 år er tydelig. Dette vil gøre, at nogen vil afsky mangaen, ikke mindst action-fans, der forventer at al manga er hæsblæsende vold, men at andre, der kan lide søde og simple historier med et romantisk islæt, vil elske den.
Tegnemæssigt er Card Captor Sakura flot – som altid for Clamp fristes man til at sige.
Tegningerne er meget lyse og ret spinkle, der er ikke brugt mange gråtoner, og næsten rent hvide sider med spinkle men tydelige streger dominerer.
Med til at øge det lyse og lette og give den det tydelige shoujo-manga præg er de blomstermønstre, der er brugt overalt. De er utroligt smukke og detaljerede og understreger fint en stemning som f.eks. Sakuras glæde og kærlighed i de pågældende situationer.
Der er masser af små detaljer i tegningerne. Der er gjort meget ud af tøjet, både hverdagstøjet og Tomoyas fantasifulde kostumer til Sakura. Personernes tøj er pænt og godt designet, alle personerne forstår at klæde sig pænt på ser det ud til. Sakuras kostumer når hun skal fange kort er noget helt for sig selv. De er alle meget specielle og flotte og variationen mellem dem er stort, ikke to af dem ser ens ud.
Udover disse ting er der også mange andre små detaljer i tegningerne. Et eksempel er det lille vingesymbol, som blev genbrugt overalt i Clamps senere manga Angelic Layer; det bliver brugt som logo på utroligt mange forskellige ting i mangaen og det bliver hurtigt en ting man sidder og kigger efter.
Card Captor Sakura er ikke en manga for alle, men enhver der kan lide shoujo eller vil se hvad det er bør tjekke den ud. Det samme gælder folk generelt der savner mere rolige, søde og romantiske serier. Action- og vold-fans bør derimod som allerede tidligere nævnt gå i en lang bue uden om serien.
Genre: shoujo, Magical Girl
Manga af: Clamp
Udgives i US af: TokyoPop
Udgives i Frankrig af: Pika Edition
Udgives i Tyskland af: Egmont
8. maj 2004
Kamikaze Kaitou Jeanne
Marron Kusakabe er umiddelbart en almindelig, glad og åben 16-årig pige der dyrker rytmisk gymnastik, men dette er kun en facade.
I virkeligheden er hun en reinkarnation af Jeanne d’Arc, og er som denne udvalgt til at fange dæmoner, der ved at skjule sig i smukke billeder får kontrol over folks sjæle. Marron får kraften til at forvandle sig til Jeanne af den lille engel Fynn Fish, der kom til hende og gav hende opgaven uden nærmere forklaring. Hver gang hun renser et billede ser det dog ud som om hun stjæler det idet det forsvinder og bliver erstattet af et nyt med en mere bibelsk motiv, og af denne grund er hun jaget af politiet. Alle dæmonerne forvandles til skakbrikker som Fynn får fat i og som indeholder dæmonernes energi som himlen så kan bruge.
Hendes bedste veninde siden børnehaven, Miyako Toudaji, er datter af politichefen der står for Jeanne sagen. Hun er endnu mere opsat på at fange Jeanne end sin far, og det er nærmere hende der leder efterforskningen end han. De bor overfor Marron i lejlighedskomplekset og Marron spiser ofte ved dem, så selvom Marrons forældre flyttede fra hende i forbindelse med deres skilsmisse flere år før serien er Marron aldrig fuldstændig alene.
En dag flytter en ny nabo ind, Chiaki Nagoya, en godt udseende og udfarende ung mand der flirter med alle piger han møder. Miyako falder pladask for ham men Marron bryder sig ikke specielt meget om ham, hun stempler ham som playboy og afviser hans tilnærmelser kraftigt. Dette gør dog ikke at han opgiver hende, tværtimod forsøger han konstant at komme hende nærmere. Men er det reelle følelser eller er det ikke andet end en leg for ham? Og er Marron så ligeglad med ham som hun giver indtryk af? Og hvem er den mystiske Sindbad der dukker op og ligeledes forsøger at stjæle billederne, der for ham forvandler sig til sorte skakbrikker?
Kamikaze Kaitou Jeanne er en manga af Arina Tanemura som der meget hurtigt – allerede inden mangaen var kommet halvvejs gennem historien – blev lavet en anime over. På trods af dette er de to historier på de fleste punkter ens. mangaen blev bragt i Ribon Magazine, en af de store månedlige shoujo-manga (pige-manga) antologier.
Tegningerne er flotte og detaljerede men meget typisk shoujo manga stil på godt og ondt. Personerne har store, udtryksfulde øjne, et stilistisk element Tanemura-san behersker og udnytter fint. Det sammen med personernes lange, slanke kroppe, pigernes smalle taljer og markante bryster og drengenes ranglethed understreger shoujo-manga elementerne. Et andet element, der ofte bruges i shoujo-manga, er SD-karrikaturer – Super Deform, mår en person er tegnet ”presset sammen” til nærmest barnestørrelse med enormt store øjne og hoveder og små, nærmest tykke kroppe – og KKJ har mange sådanne scener. De er alle søde og sjove men passer alligevel ind i sammenhængen. Miyakos far, politichefen, er tegnet deform overalt i mangaen, hvilket giver ham en per definition komisk rolle, og på trods af hans job klovner han da også rundt indimellem. Han er dog en sparsomt brugt bifigur og hovedparten af SD-indslagene leveres af Jeanne, Marron og Miyako. En interessant ting er, at i animeen, hvor han har en meget mere fremtrædende og synlig rolle, er han tegnet normalt, men den deforme tegnestil er så heller ikke brugt ret meget i animeen, en ting der ofte gælder anime-adaptioner af manga.
Historien virker meget typisk for Magical Girl genren (hvor en ung pige pludselig får magiske kræfter og involveres i et eventyr som hjælper hende med at vokse op personlighedsmæssigt), men den har også nogle små overraskelser undervejs. Marrons baggrund er lidt speciel, idet hun bor helt alene og ingen kontakt har overhovedet til sine forældre da de har forladt hende. På trods af at hun er omgivet af venner gør dette at hun ofte føler sig alene, en følelse der er omdrejningspunktet i hendes personlighed og er grundlaget for hendes udvikling i løbet af historien.
Umiddelbart kan idéerne med engle, dæmoner og Jeanne d’Arcs reinkarnation virke spændende og interessante, især med en vestlig kristen synsvinkel, men det dækker blot over genrens sædvanlige beskrivelse af kampen mellem det gode og det onde. Himlen som en anden verden bliver dog beskrevet i mangaen. Man hører om englenes liv der, men i animeen er denne, i mangaen utroligt vigtigt del af historien, udeladt og resten af historien gjort mere simpel for at dette element ikke vil savnes.
Umiddelbart er animeen bygget op på samme måde som mangaen, men der er en del punkter undervejs, f.eks. ved det ovenfor nævnte, men der er flere andre forskelle. For at forlænge historien er der tilføjet flere dæmoner, en taktik der ofte bruges for at forlænge manga-adaptioner der involvere kampe, man smider nogle flere modstandere ind uden at ændre på grundhistorien. Dette ændrer netop ikke på historiens forløb, der er det samme i begge medier, men der er ”fyld” afsnit i animeen der ikke bringer der bærende historie videre men blot viser Miyakos fælder for Jeanne og Marrons omsorg for dem omkring sig.
Der er dog nogle mere barske scener med Jeannes baggrund og dens indflydelse på Marrons dagligliv der er undladt i animeen, noget der nok skyldes at anime ofte tiltaler en smule yngre gruppe end manga. Det andet vigtige element der er udeladt er Fynn og Access (Sindbads hjælper der er en mørk engel) baggrundshistorie, der reelt viser sig at være grundlaget for hele historien i mangaen. Historien hænger sammen uden dette element, men man føler alligevel at der mangler en brik for at puslespillet er helt komplet ved animeens afslutning.
Tegnestilen i animeen minder meget om mangaens, Tanemura-sans streg egner sig åbenbart godt til at oversætte til den hårdere streg man nødvendigvis må bruge i animation. Andre eksempler på denne gode omsætning af hendes værker er Full Moon wo Sagashite og Time Stranger Kyoku.
Animationen er udmærket for en tv-serie men ikke noget specielt på nogen måde. Farverne er klare og tydelige og er med til at skabe et levende billede der er lyst og tiltrækkende. Baggrundene er pæne og varierede men igen er der ikke tale om noget bemærkelsesværdigt.
Alt i alt er animationen kapabel og ganske glimrende, man kan se at serien er lavet i den periode af kvalitetsudvikling der begyndte sidst i 90erne.
Lyden er heller ikke noget specielt, men stadig til at holde ud at høre på og ikke irriterende på noget tidspunkt. Seiyuuerne (stemmelæggerne) passer godt til rollerne og leverer gode præstationer (her udelukkende tænkt på den japanske udgave) og musikken er også udmærket. Det eneste der er værd at bemærke ved den er dog åbnings- og slutsangene der bliver fremført af gruppen Shazna. Det er glimrende, lette rock numre der sikkert vil tiltale de fleste.
KKJ er et eksempel på noget af det bedste som Magical Girl genren kan tilbyde efter min mening. Historien er fængende og personerne tiltalende om end det hele er er en smule stereotypt. Den undgår at blive for pusse-nusset, noget især animeer i genren indimellem gør, så på den måde burde den tiltale de fleste om end hardcore action fans vil blive skuffede. Alle andre burde dog blive underholdt på bedste måde af Marron og Jeannes problemer.
Hvad angår om man skal bruge tid på mangaen eller animeen så har hvert medie sine fordele, sådan som det vil også burde være. mangaen har en mere kompleks og uddybet historie, men får kun den fulde baggrundshistorie der, men til gengæld er animeen lettere at gå til, både på grund af en anelse simplere historie men også kraft af selve mediet med bevægelse, stemmer og musik.
Begge dele er udkommet i Amerika, hvorfra de fleste ting der kan købes i specialbutikker her i Danmark kommer. mMangaen er dog også udgivet i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland, men det er nok svært at få fat på den på anden måde end ved at finde en butik i det pågældende land.
Kamikaze Kaitou Jeanne animeen blev vist på tysk tv for nogle år siden, før mangaen blev udgivet der faktisk, men på trods af en rimelig popularitet der er den ikke blevet udgivet på video/DVD der endnu. Den er altså ikke til at få fat i udover den japanske udgave, der udelukkende er på originalsproget. De er dog fansubs af serien, og hvis nok folk ser den kan man håbe at firmaerne får øjnene op for serien, både anime og manga, og udgiver dem.
Genre: shoujo / Magical Girl
Manga af: Arina Tanemura
Alder: Alle
Studie: Toei Animation
Manga udgives i Tyskland af: Egmont
Manga og anime udgives i USA af: Viz
8. maj 2004
Renga artbook
The New Generation of manga ARTISTS Vol. 3 – THE RENGA PORTFOLIO
Renga artbooken er en samling af farveillustrationer af tegneren Renga. De forestiller stort set alle tynde, spinkle skolepiger i forskellige slags tøj, både seifuku (skoleuniformer) i forskellige designs men også i lette kjoler, bluser og bukser.
The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio er en del af en serie af artbooks der bliver udgivet af det samme forlag som ”How to draw…” bøgerne, Graphic-Sha. Serien omhandler værker af nye, i vesten ukendte professionelle tegnere fra Japan. Desuden supplerer de fint forlagets tegnebøger som inspirationskilde.
Bogen er trykt i et format der er en anelse større end A4, lidt mindre end visse andre artbooks, men stadig et godt format til store illustrationer og som giver plads til at man kan nyde deres detaljer.
Papiret der er brugt er meget tykt og det gør at alle farverne træder godt frem.
Papiret sammen med en glimrende trykkvalitet gør at bogen giver et fysisk godt indtryk og at den er rigtig lækker at sidde og bladre igennem.
Tegnemæssigt er bogen også udmærket. Pigerne, som helt klart er temaet for denne bog, er alle tegnet ekstremt spinkle og tynde, nærmest ranglede idet de alle virker ret ”langstrakte.” Deres ansigter er meget udtryksfulde og levende, hvilket skyldes at der er gjort en del ud af øjnene og mundene. Der er også lagt arbejde i håret, pigerne har markante frisurer der passer med deres generelle stil hvilket er en vigtig del af de ting der gør at tegningerne så godt viser at de har en personlighed.
Den anden ting, der er med til at give personerne en så kraftig personlighed, er tøjet. Flere forskellige stilarter af tøj er repræsenteret; alt fra yukatas (en traditionel japansk beklædning) over skoleuniformer til afslappet fritidstøj som sweatshirts. Alt tøjet, uanset stil, er godt designet og virker som noget man kunne se unge piger gå med i virkeligheden uden at de ville føle sig umoderne eller være flove over det, ikke noget overdrevet fantasi/mandlig ønskedrøm over det.
Flere af tegningerne har ikke nogen baggrunde men er nærmest portrætter af personerne, men på de billeder der har er de ganske pæne. De er ikke ”hårdt” tegnet men virker meget afrundede, dels på grund af de varme farver der er brugt og dels på grund af de forholdsvis bløde linjer der er brugt. På nogle af billederne er der også brugt noget der minder om vandfarver, noget der også bidrager til det afrundede præg.
Den streg personerne er tegnet i er hellet ikke en hård, kraftig streg men mere bløde linjer, der mest minder om en blød blyantsstreg. Dette betyder dog ikke at personerne er udflydende, stregerne er bløde men tydelige og farverne følger stregerne så de udgør nogle sammenhængende flader.
Farvevalget er holdt i klare og kraftige farver, der igen er holdt i mere bløde toner, de er kraftige men uden at der er benyttet deciderede pangfarver. Farvevalget er også meget homogent, alle farverne passer med hinanden og ingen af dem skærer med de andre.
Alt i alt er The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio en dejlig bog at blade igennem. Kvaliteten er god og tegningerne flotte, så hvis man kan lide at se på billeder af bishoujo (smukke piger) bør man kigge nærmere på bogen.
Genre: Artbook, bishoujo
Tegnet af: Renga
Udgives i US af: Graphic-Sha Publishing
8. maj 2004
Battle Angel Alita manga
I en fjern fremtid er hele jorden reduceret til ørken, med få, spredte klynger af civilisation. En sådanne er byen hvor manga’en starter, som ligger lige under et gigantisk svævede konstruktion, hvor de sande efterkommere af menneskeheden bor, imens alle andre lever i byen nedenunder, et sted der hovedsageligt byder på fattigdom, kriminalitet og død.
Hugo er en læge der har specialiseret sig i at behandle cyborgs, som er mennesker med kunstige kropsdele, ofte til et punkt hvor der er meget lidt af deres originale krop tilbage.
På en tur til den dynge af affald der kommer ned fra byen ovenover, finder han resterne af en cyborg pige, hvor det mest vitale, hendes hjerne, stadig er intakt. Han genopbygger hendes krop, men hun er ikke i stand til at huske noget fra før han vækkede hende, så Hugo giver hende navnet Alita og mere eller mindre adoptere hende.
Dog viser Alita sig at være mere end bare en gennemsnitlig cyborg, for i hendes hjerne gemmer sig kendskab til kampkunster udviklet for netop personer som hende. Dette viser sig da hun en nat render ind i Hugo, under hans side beskæftigelse, nemlig dusørjæger og kun Alita’s instinktive brug af hendes evner redder hende fra at blive dræbt af en langt større modstander.
For at skaffe penge til en ven, beslutter Alita sig for også at blive dusørjæger og selv om Hugo ikke er glad for den udvikling, så udstyrer han dog Alita med en ny og langt stærkere krop, som står sig langt bedre mod de teknologiske monstre hun kommer i kamp med. Men det viser sig at selv med hendes evner, så kan hun stadig kun se på at hendes ven dør og det får Alita til at bryde med Hugo og drage ud i verden for at finde sig selv.
Det bliver starten på et langt eventyr i en verden der er stagneret i sit eget forfald, hvor mennesker er mindre værd end de dele de består af og alting kontrolleres oppefra med utallige usynlige tråde. Dette ender Alita med at blive en del af det, på trods af hendes desperate forsøg på at undslippe.
Battle Angel Alita er i grund og bund fortællingen om hende og den mange forandringer hun gennemgår på sin lange vandring igennem resterne af den menneskelige civilisation. Igennem de mange bind forvandler hun sig fra en lille pige med naive ønsker. Først til en kold dræber maskine og senere til en solitær vandrerer, men det er langt fra alt hvad hun gennemgår og netop de forskellig stadier hun oplever giver en stærk fornemmelse af udviking igennem serien.
Men samtidigt med at man oplever Alita’s vandring, så stifter man også bekendtskab med de samfund der findes på den hærgede klode og man lærer, stykke for stykke, hvad der førte til det. Serien er ofte ret kynisk i sin natur og lægger stor vægt på menneskers dårlige sider og egenskaber, for at vende det hele rundt igen og vise noget endnu værre bag facaderne.
Battle Angel Alita er manga som man forventer det, med meget action, blod og lange kamp sekvenser. Men der er stadig tid til at fortælle om Alita og de mange skabner hun støder ind i. Selv om det ofte er ret deprimerende møder og der er ikke ret mange lykkelige afslutninger i serien, hvilket mere end noget andet gør at man virkelige føler for Alita, imens hun gennemgår hendes mange stadier. Adskillige af disse give hende med rette tilnavnet ”Dødens Engel” da hun med tiden opnår så meget ”berømmelse” at byen i skyerne ligefrem laver en hel hær af kopier for at bevare freden.
Indenfor cyberpunk og science-fiction genrene er Battle Angel Alita en af de bedre serier man kan sætte sig og læse. Den har til tiden en tendens til orgier af vold, men på den anden side er det med til at fremhæve den brutale verden Alita befinder sig i og gør at seriens få lyspunkter træder mere frem.
Genre: Science fiction / cyberpunk
Manga af: Yukito Kishiro
Udgives i USA af: Viz
Udgives i Tyskland af: Carlsen Comics
8. maj 2004