AnimeGuiden

Tag: ecchi

  • Najica Blitz Tactics

    Najica er til dagligt en parfumeproducent, men hun har også et sidejob som hemmelig agent i bedste James Bond stil, med hurtige biler og skumle skurke der dagligt prøver at overtage verden. Men Najica er en af de bedste i sit hverv og kun de færreste ting sløver hende ned, selvom det bliver en del mere kompliceret da hun redder en ung pige, som viser sig at være en Humaritt, en slags androide designet udelukkende til kamp.

    For at forbedre Najica’s chancer for at klare sig mod high-tech kriminelle der også bruger Humaritter, så bliver hun teamet op med Lila, den Humaritt som hun reddede.

    Najica Blitz Tactics foregår i en nær fremtid, men det er egentlig ikke en verden meget mere avanceret end vores og med den samme type af magtgale skurke som man finder i de fleste actionfilm, med det tilføjede element af lynhurtige og fysisk stærke kamprobotter i menneskeform.

    Hvad der dog gør serien bemærkelsesværdig er den store del af undertøj der bliver fremvist ved enhver lejlighed og de “kamera” vinkler der bliver brugt for bedre at kunne se trusserne på alle kvindelige personer. Det er mildest talt distraherende i starten, for selv for en anime, er der flere “Panty Shots” i episode et end der er i de fleste animeserier tilsammen. ADV som udgiver serien har da også lagt mærke til det og som en bonus til dem der køber DVD boksen til serien, følger der et par trusser med.

    Meget ofte bliver den slags fanservice brugt til at aflede opmærksomheden fra seriers mindre heldige ting, oftest en total mangel på en dybere handling eller middelmådig tegnestil. Man kan fristes til at stemple Najica som sådan efter at man er blevet bombarderet med billeder af hvide trusser igennem de første 2 episoder, men selv om Najica ikke har verdens bedste tegnestil eller nogen dyb og fascinerende baggrundshistorie, så er den langt fra så underlivsfikseret som man først får indtryk af.

    Om der er færre Panty Shots senere eller om man bare vænner sig til stilen ved jeg ikke, men når man er kommet ind i serien, så virker det ikke så slemt og selv om den er lidt episodisk opbygget, så kommer man frem til en acceptabel handling.

    Kan man lide animepiger, masser af synligt undertøj og action i agent stil, så er Najica et pletskud som man nok kan bruge en del tid på. Dog kan det blive for meget for mange og i Najica Blitz Tactics er det ofte som om at alt form for beklædning er lavet sådan at den mindste bevægelse vil afsløre hvad der er nedenunder, for slet ikke at tale om hånd til hånd kampe der kunne få de fleste lingeri kataloger til at se tomme og konservative ud.

    Genre: agent / action, 12 episoder
    Alder: 13+
    Studie: Media Factory, 2001.
    Amerikansk licens: ADV Films

  • Chobits

    Hideki er en ung mand i en meget nær fremtid. Han er lige blevet afvist af universitetet og beslutter sig for at drage fra landet og ind til byen, for at tage hjælpeundervisning indtil næste år. Her møder han det myldrende storby-liv og ser for første gang de “persocoms” han har hørt om, computersystemer i form af personer der følges rundt med deres ejere og kun kan skelnes fra normale mennesker på grund af deres særligt formede ører.

    Desværre har Hideki knapt nok råd til et værelse, så at købe en af disse fantastisk nyttige maskiner er helt udelukket. Derfor er han ret overrasket over at se en ret attraktiv persocom ligge i en affaldsbunke og han beslutter sig for at tage den med til sit værelse. Her lykkedes det ham at starte den, men hun er åbenbart defekt, for hun kan hverken svare telefon, hjælpe ham med lektier eller surfe på Internettet. Det eneste hun kan er faktisk at sige “chii,” hvilket hun til gengæld kan gøre på forbavsende mange måder, så Hideki beslutter sig for at kalde hende det..

    Heldigvis er Chii lærenem, men det forhindre ikke en større del problemer mellem den ret teknologisk uvidende Hideki og de ting der skal og ikke skal gøres med en persocom, især da Chii viser sig ikke at være nogen normal type, men muligvis en af de berygtede “Chobits,” som ingen rigtigt ved hvad er.

     

    Chobits er det nyeste skud på stammen fra CLAMP, et anime studie der er blevet kendt på serier som Magic Knight Rayearth, Card Captor Sakura og X, bare for at komme ind på nogle få. Stilen i Chobits må dog nok siges at være anderledes fra hvad man indtil nu har set fra dem, da den er en blanding af komedie og romantik man ikke lige ville have forventet, især fordi serien har et ret stort indhold af fanservice, på en meget direkte måde der helt adskiller sig fra CLAMPs regulære stil.

    Chobits er sød, humoristisk og med en masse service for den mandlige del af seerne. Man kunne fristes til at sige at Chobits ikke har ret meget handling, hvilket ikke er helt forkert, men når serien er i den humoristiske/romantiske ende af animeskalaen, så bør den ses som sådan, hvor størstedelen af historien handler om Chii og Hideki og den måde de begge hjælper hinanden med at vokse som personer og især de misforståelser der opstår. Dog kan man til tider blive forbavset over at opdage at Chobits alligevel har undertoner der ikke alene er langt fra det nuttede image som serien ellers udviser, men også, på sin egen måde, understreger noget som allerede i dag bliver betragtet som et problem, nemlig menneskers afhængighed af maskiner, til det punkt hvor de bliver mere interesserede i dem end i andre mennesker.

     

    Har man brug for mindst 5 minutters action hver halve time, eller er frastødt af unødig nøgenhed, så er Chobits nok ikke noget man skal spilde tid på, men kan man lide humor og en sød historie, så er Chii ret uimodståelig og serien har lige siden første episode været en favorit både i Japan og i fansub samfundet. Alt i alt, en stille og rolig serie, uden for meget at tænke over, men med mange småting der nok vil være til at finde hentydninger til i animekredse i lang tid frem.

    Serien udkommer både som anime og manga her i vesten og de to løber meget side om side, selvom der er forskelle, da begge versioner indeholder episoder der ikke kan findes i den anden.

    Genre: Komedie, romantisk – 26 afsnit
    Alder    : 13+
    Studie: CLAMP, 2001
    Amerikansk licens: Pioneer.

     

  • Mahoromatic

    Jorden har været under angreb af aliens, men organisationen Vesper har forsvaret os, uden at offentligheden har bemærket det. Til det formål havde de androider (menneskelignende robotter). En af disse, Mahoro Ando, får lov at trække sig tilbage efter tro tjeneste, og hun vælger til alles overraskelse at blive tjenestepige.

    Suguru er en ung dreng, der bor alene og har hårdt brug for hjælp til at klare husholdningen, så derfor søger han en hushjælp.

    På vej i bussen møder han Mahoro, og han håber, at han vil få en tjenestepige som hende. Bussen bliver kapret, men Mahoro stopper forbryderne, forklarer hun er en androide til Sugurus store mistro, og forsvinder.

    Suguru viser sig faktisk at have hyret Mahoro, og hun bliver ansat på prøve. Der er bare det lille problem, at hun er imod pornografi, og Suguru har en gigantisk samling af sådanne blade…

    Sugurus klasse bliver først meget oprørt over, at han har fået en ung tjenestepige, men pigerne i klassen bliver hurtigt veninder med Mahoro. Hans klasselærer og Mahoro ender dog i noget nær åben krig, idet klasselærereren vil være den eneste, der har hans opmærksomhed, og hun forsøger at forføre ham med sin kæmpe bryster, noget der irriterer Mahoro grænseløst, idet hun i forhold til er ret flad.

    Men er truslen fra rumvæsnerne helt væk?

    Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så er Mahoromatic en ecchi (små-pervers) komedie. Humoren er meget seksuelt baseret, der er mange scener med bryster, nøgenhed og henvisninger til pornografisk materiale. Der er dog intet eksplicit i serien, kun udetaljeret men godt nok fuld frontal nøgenhed. Det hele får et lidt selvironisk tone idet Mahoros valgsprog er ”Echi wa ikenai to omoimasu” – perverse ting er forkerte/noget skidt. Denne afsky for porno, noget der optager Suguru meget ligesom mange rigtige unge mænd, er en af hjørnestenene i Mahoros væremåde og drivkraften bag flere afsnit af serien. Det ironiske kommer ved, at vi indimellem ser Mahoro nøgen, både ”ubevidst” ved scener i et badehus, men også som når hun går i bad med Suguru og ikke kan se noget upassende i det, hun jo bare sit job og sørger for, at han bliver vasket ordentligt.

    Dette får det måske til at lyde som tæt på pornografi selv, men selvom serien da er noget af det lidt mere ekstreme, så er den langt fra rigtig hentai, den pirrer lidt indimellem, men ikke mere, og oftest er det underbygget af handlingen.

    Som allerede antydet i beskrivelsen af Mahoro ovenfor, er der mange farverige personer i serien. Suguru er en typisk teenagedreng, der interesserer sig for afklædte piger. På trods af, at han er seriens hovedperson, er han på nær sin kærlighed for og gigantiske samling af porno en af de mest normale i serien.

    Mahoro selv er udover sin ekstreme afsky for porno en normal tjenestepige, men hendes fortid som kampandroide spøger.

    Klasselærerinden er meget opsat på at forføre de unge drenge og at have deres fulde opmærksomhed. Til dette formål udnytter hun sine store attributter, noget der især har påvirker Suguru, der havde en forkærlighed for sådanne indtil Mahoro kom.

    Sugurus klassekammerater er heller ikke alle helt normale men dog ikke så ekstreme. Drengene minder om Suguru og støtter ham i kampen for at beholde pornobladene mens pigerne er på Mahoros side. De har dog alle deres små særheder, som pigen der bryder ud i glædesråb når hun får god mad.

    Grafisk set er serien udmærket, og man ser tydelige, at den er af nyere dato. Farverne er klare og tydelige, hvilket er med til at give serien et meget levende udseende, og sammen med en flydende animation og en god detaljegrad giver det serien et tiltrækkende udseende. Personernes design er er pænt og tiltalende, det er tydeligt, at der er lagt arbejde i at få personerne gjort tiltalende. Dette er dog ikke en ros der skal tilfalde serien selv, idet personerne er nærmest 100% identiske med dem i andre værker af den ansvarlige karakterdesigner, Ditama Bow.

    Serien følger mangaen, der er tegnet af Bow, meget tæt designmæssig, og heri ligger det negative. Bow kan nemlig stort set kun tegne nogle få karaktertyper, så dem i Mahoromatic ligner dem i hans tidligere hentai-mangaer, noget der indirekte får Mahoros modstand mod porno til at være endnu mere komisk.

    Lyden i serien er også udmærket. Musikken er ikke noget virkeligt specielt, men der er nogle gode numre imellem, f.eks. slutsangene, der er mamboer sunget af pigerne fra serien.

    De japanske stemmelæggere gør et rigtigt godt stykke arbejde i at give personerne karakter. Mahoros ”ecchi wa ikenai to omoimasu” er ikke noget, man let glemmer, og generelt ville serien slet ikke være det samme uden de gode stemmer.

    Alt i alt er Mahoromatic en glimrende ecchi-komedie, der formår at underholde på flere områder. De er faktisk en dybere historie bag det sjove, og den er med til at give personernes lidt stereotype opførsel en baggrund og forklaring. Denne anmeldelse er sprunget let over disse ting for ikke at ødelægge noget for folk, men historien er der og fylder mindst lige så meget som fanservicen.

    Desværre lider serien i manges øjne af en elendig slutning, noget der ofte er tilfældet med serier fra Gainax, men turen på vej dertil er umagen vær.

    Fans af sådanne komedier vil ikke gå galt i byen, og folk, der kan lide tjenestepiger behøver ikke engang overveje det, de har allerede titlen eller skriver den på indkøbslisten i dette øjeblik.

    Genre: Komedie
    Alder: 15+
    Studie: Gainax
    Amerikansk licens: Geneon

  • Hand Maid May

    Kazuya Saotome er en 19-årig studerende der er opsat på at bygge den perfekte robot. Hans gamle, selvudråbte ven og modstander, Kotaro Nanbara, er opsat på at forpurre hans forsøg og overgå ham. Kazuya aner intet om dette og installerer en disc som han har fået af Nanbara hvis skjulte formål er at ødelægge hans pc. Den overtager hans pc men omdirigerer ham til Cyberdynes hjemmeside (ja, Terminator hjemmesiden) hvor den aflægger en ordre og kort efter er han i besiddelse af en lille stuepige-robot der kan sidde i hans hånd. Denne lyserøde, flæsede hjælper er dog langt fra kun til gavn idet både Nanbara og folk fra Cyberdyne, der vil have hende tilbage, er efter hende.

    Derudover er der udlejerens datter, Kasumi, der har et yderst godt forhold til ham og som ikke har til hensigt at lade en androide eller fire komme imellem hende og hendes gamle ven..

    Animationen er god og veludført men ikke noget virkeligt specielt idet den holder en enkel streg hele vejen igennem, så virkelige wow-scener mangler. Baggrundene er godt tegnede og giver serien et realistisk præg. Characterdesignet er forholdsvis enkelt men klart, sødt og godt. Hver person har sit tydelige udseende og garderobe der perfekt passer med deres personlighed.

    Farverne er klare og tydelige, ud fra dele af farvepaletten kunne man forledes til at tro at det var et show til en anden målgruppe men pigernes bouncyness og fanservice niveauet viser tydeligt at det er et show der skal tiltale teenage-drenge.

    Lyden er udmærket, den er ikke noget specielt men gør sit job godt. Ending sangen og især åbeningen er catchy, som de har for vane at være det i nyere fanservice serier, men der er ikke tale om nogle virkelige ørehængere eller specielt fremragende stykker musik.

    Stemmelægningen er god, i hvert fald den japanske. De japanske stemmer passer perfekt til personerne, May lyder lige så sød som hun ser ud. De engelske stemmer er der delte meninger om, jeg selv synes selv at de er irriterende og kan ikke udholde at høre på Saras ude-på-landet-sydststats-accent – et træk som går igen i de fleste ting udgivet i US, Osaka og andre former for japansk dialekt bliver lavet til sydstatsaccent – men andre finder dem udmærket og noget af den bedste dub der er lavet. Så dub-tilhængere vil sikkert kunne lide den, der skal ikke lægges skjul på at dubs generelt ikke er min kop te og dermed får de en hårdere medfart.

    Handlingen er simpel og let forudsigelig men har nogle få twists undervejs. Da det er en komedie er der en masse sjove scener, oftest bygget omkring personernes små ejendommeligheder, som f.eks. Saras altoverskyggende forkærlighed og appetit for nudler.

    Da serien også er bygget op om fanservice undgår man da heller ikke diverse mere eller mindre afklædte scener eller antydninger til den slags. Det hele er dog holdt sobert og man får ikke den tanke at der reelt ligger en hardcore hentai-serie gemt under overfladen som bare ikke får lov at slippe løs.

    Personbeskrivelserne er trods de tydelige stereotyper gode og alle virker tiltalende med deres styrker og svagheder, også nogle der ikke falder ind under de klassiske for persontypen. Personerne udvikler sig også i løbet af serien og forbliver ikke statiske, selv Nanbara ender med at vise at han har en flink side. Man ender let med at holde af alle personerne og bekymre sig om hvad der sker med dem.

    Alt i alt er Hand Maid May en glimrende komedie, især hvis man kan lide fanservice uden at det dog tager overhånd og ødelægger historien. Flere har kaldt den ”den sødeste ecchi-komedie” og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, May-chan og de andre er søde og man kan ikke undgå at holde af dem (jeg kunne i hvert fald ikke). Absolut anbefalelsesværdig.

    Genre: Comedy / Romance, 11 afsnit
    Alder: 13+
    Studie: Wonder Farm, 2000
    Amerikansk licens: Pioneer / Geneon

  • DearS

    Nogle rumvæsner nødlander på Jorden, og ude af stand til at reparere deres rumskib vælger de at søge asyl i Japan. De får betegnelsen Dears, siden de er vores kære venner, og allerede et år efter er den en etableret del af samfundet.

    Den unge mand Takeya er mistroisk over for Dears, men hans venner er vilde med dem. Hans barndomsven, pigen Neneko, hjælper ham i det daglige fordi han bor alene, og er generelt til stor irritation for ham. I skolen er der deres klasselærerinde, der hellere vil posere halvnøgen foran klassen i lingerie end undervise, og hvis hjemmelavede opgaver altid handler om det samme tema…

    En dag møder Takeya en nøgen, hjemløs pige i en park. Han kan ikke tale, og Takeya tager hende med hjem for at undgå problemer med forbipasserende.

    Det viser sig at hun er en Dears, men ingen viden har udover sit alien-navn, så Takeya døber hende Ren, da det andet er for langt. Noget af det første hun gør efter at han har lært hende at tale, er at erklære at han er hendes herre og hun hans slave…

    Som folk måske kan se er historien ikke videre original, men del-elementerne er skruet sammen på en måde så den ikke er fuldstændig forudsigelig, kun næsten. Der ligger også hele tiden en mørk undertone med herre/slave betegnelserne, og det at Dears ikke fortæller hele sandheden. Der er lagt op til drama på mere end det rent personlige plan, omen det er det der optager hele fokus det meste af tiden. Den er dog, som de fleste serier i samme stil, en komedie, den har blot en seriøs undertone.

    Animationen er flydende med masser af farver, men det er efterhånden normen for nye serier, så den er ikke noget specielt på den område. En interessant ting er at der ikke er brugt mange farver på menneskenes hår, de er mørke ligesom japaneres i virkeligheden, men Dearsne har alle de underlige farver vi kende og elsker fra anime.

    Karakterdesignet er ret tæt på mangaens, og det er efter min mening ret pænt og tiltrækkende, om end ret generisk. Det formår tydeligt at vise hvordan personerne er, og sammen med stemmerne skaber de et godt billede af personlighederne. En detalje er at Rens stemme ikke er så ”lillepige-agtig” som hos Chi eller de fleste andre piger i ”opfattelse som et barn men voksen krop” genren, eller hvad man nu skal kalde det fællestræk.

    Et grafisk virkemiddel, der bliver brugt flittigt i serien, er sd-sekvenser*, der er ret mange af dem, og der er utroligt nuttede. Specielt Rens kærlighed til melon-pan (brød) bliver ofte udtrykt derigennem, i mangaen forklares det således på fin en oversigtsplanche at størstedelen af hendes hjerne er dedikeret til nydelse af sådanne.

    Alt i en alt en umiddelbart middelmådig serie om smukke piger med en pæn portion fanservice og en megen komik, lærerinden bl.a., men characterdesignet og en forholdsvis helstøbt udførelse gør at den virker mere en smule interessant end andre lignende serier.

    *sd = SuperDeform, når personer tegnes meget småt og overdrevent nuttet, bruges til at understrege en pointe med, og for at give en scene et mere komisk islæt.

    Stammer fra: juli 2004, tv-serie
    Genre: Komedie
    Alder: 11+
    Studie: Genco
    Baseret på mangaen af samme navn, lavet af Peach Pit og udgivet af Dengeki Comics

  • Amazing Nurse Nanako

    Nanako arbejder som stuepige/sygeplejerske hos doktor Ogami, en genial/gal videnskabsmand der kun får de mest specielle patienter.
    Hendes virke på klinikken går ud på at lave mad – det vil sige kremere fisk – og hjælpe ham med hans patienter/eksperimenter – hvilket vil sige blive generet af dem og især doktoren selv.

    I første afsnit kommer et nyt eksperiment fra militæret og kirken, et væsen ved navn Green som Nanako selvfølgelig skal hjælpe med at undersøge, efter at hun har fundet doktoren altså.
    Afsnit to er de på tur til vildmarken for at træne Nananko, som dog efter et skænderi med doktoren løber væk og farer vild i ødemarken…

    Billedet er meget skarpt og farverne klare, ingen regnbuer eller pixellering. Animationen er også god, hvilket nærmest også er at forvente for ret nyt show (1999) og serien ser generelt godt ud, ikke kun indimellem men holder en god kvalitet hele vejen igennem, hvilket til dels nok kan tilskrives at det er en OVA. Serien er lavet på computer og har nogle panoreringer, hvor dette meget tydeligt fremgår. Disse sammen med det tydelige lagvise opdeling som computerne har skabt vil sikkert kunne irritere visse folk men det er ikke noget som andre end purister vil bemærke.
    Opening’en varierer fra afsnit til afsnit og er meget dyster og har noget tilsvarende musik, noget anderledes end seriens meget lette stil, der dog har dystre undertoner hele vejen igennem så den er ikke helt malplaceret. Slutningen begynder med den sædvanlige stak collagebilleder hvorefter der kommer en 3d CG-sekvens med Nanako der bliver jagtet af en robot, anderledes og sødt men endnu et sted puristerne vil rynke på næsen.
    En sjov ting er menuerne: de er pænt sat op og nemme at finde rundt i, menupunkter på en linje nederst og et billede af Nanako ovenover. De er imidlertid animerede sådan at Nanakos bryster hopper indimellem, selv menuerne afspejler pointen med serien.

    De to lydspor (japansk og engelsk) er klare og tydelige og har begge en god udnyttelse af kanalerne om end der ikke er de vilde surround-effekter.
    Musikken er acceptabel men ikke noget specielt, ikke noget man får lyst til at købe som cd senere. Som førnævnt passer introsangen ikke helt ind i stemningen i resten af serien idet den er meget storslået og dystert og leder tankerne hen på et heroisk sci-fi drama men da serien hele tiden har nogle undertoner af at der er et eller andet i vejen passer det alligevel ind på et eller andet plan.
    Lydeffekterne er gode og ofte brugt, især er boing lydende når Nanako tumler af sted meget velvalgte og øger slapstick atmosfæren.
    Stemmerne er gode og for en gangs skyld er selv de amerikanske stemmer ok, den amerikanske Nanako nærmer sig faktisk den japanske flere steder .

    Af extras er der en pæn stak: de trailers der blev vist på japansk tv for de 4 første afsnit, en musikvideo med highlights af afsnittene på skiven og 25 siders character-design skitser. Alt i alt en rigtig fin samling extras.

    Coverets billede af Nanako i tjenestepigetøj er pænt og attraktivt, det skal nok få folk til at købe dvd’en. På bagsiden er det et stort billede af Nanako i en meget stram bikini der ikke overlader ret meget til fantasien, nogle små billeder fra afsnittene på skiven og en kort introduktion ”skrevet” af dr. Kyoji der, som alt hvad han siger i serien, ikke holder helt stik men giver et udmærket billede af hvad man kan forvente af skiven.

    Hvis det ikke er gået op for folk endnu så handler serien ikke om meget andet end at se mest muligt af Nanako i undertøj men dog samtidig have en smule plot som undskyldning.
    Historien er dog helt klart AMNs svage punkt, selvom man griner ad og føler med Nanako når hun bliver generet – sexchikane er en del af Nanakos daglige pligter lader det nærmest til. Plottet virker dog alt for ofte som en undskyldning for at komme til at vise Nanako i undertøj eller på andre måder halv- eller hel-nøgen, da det er en Pioneer serie mangler den obligatoriske badescene f.eks. ikke, hvilket er synd idet personerne er gode og en ordentlig handling ville ikke skade. Men den tjener sit formål, idet serien er ment som en ren fanservice serie, og den underliggende mørke, røde tråd med kirken og militærets rolle formår at gøre at man ikke mister interessen helt så hurtigt og faktisk følger lidt med i handlingen og ikke kun venter på næste gang man ser lidt mere af Nanako.
    En sjov ting er at serien er meget opbygget omkring Nanako, det er hende der er det centrale omdrejningspunkt, men vi hører ikke noget særligt om hende eller hendes baggrund, al hendes personlighed vises i den måde hun reagerer på omgivelserne på.

    Alt i alt en acceptabel serie som man dog ikke skal forvente det store af, allerede coveret afslører at det drejer sig om fanservice, allerede der er stilen lagt: en komedie med masser af hud, henvisninger til sex og en sød hovedperson.

  • Exaxxion

    Menneskene har levet sammen og i fred med leofaldianerne i en årrække. Vi har fået avanceret leofaldiansk teknologi og alt er fryd og gammen og alle mennesker kan lide dem. Alle undtagen Hoichi og hans bedstefar, der er en gammel, sexfikseret videnskabsmand med masser af penge.
    En dag viser det sig, at det hidtil har været en maskerade, og leofaldianerne indtager jorden til alles (inklusiv de fleste leofaldianere på jordens) overraskelse.
    Men heldigvis har Hoichis bedstefar en plan og en kæmperobot (ved navn, ja du gættede det: Exxaxion) klar, og sammen med den ekstremt kvindelige (i hvert fald på et vist område af kroppen) androide Isaka tager Hoichi kampen op mod leofaldianerne.

    Exaxxion er tegnet i Kenichi Sonadas tydelige, lidt kantede stil og er ret pæn. Dog har nogle af kvinderne (nærmere bestemt androiderne) en tendens til at være overdrevne hvad brystmål angår, urealistisk overdrevet og nærmende sig det groteske. Et andet punkt der grafisk set er mislykkedes, er mechaerne. Leofaldianernes mecha ligner nærmest et barns forsøg på at tegne en kæmperobot (skyggelægningen er dog rigtig flot og skaber en god metal-effekt) og Exaxxion selv, der er endnu mere overdrevet hvad brystmål angår end andoriderne (mere end 5 gange så stort som resten af robotten). Godt nok er der en stor kanon i robottens brystkasse, meen… De øvrige personer er pænt tegnet, men ikke noget bemærkelsesværdigt. Som altid i Kenichi Sonadas serier er der også lidt læserservice (læs: nøgenhed, panty shots og lignende).Action scenerne er ret flydende, hvilket er godt idet er der en del af dem.

    Historien er meget klassisk, og bruger stort set alle genrens klichéer. Af kendte elementer kan nævnes: en gal videnskabsmand, der er hovedpersonens bedstefar og oven i købet temmelig sexfikseret; en intetanende gymnasieelev, der pludselig skal redde verden; rumvæsner der lader som om de er vores venner men så overtager magten, etc. Historien er altså “ny”, eller rettere en ny blanding af gamle elementer. Som sådan er den da okay, men de fleste af historier, som den har hentet elementer (eller inspiration om man vil) fra, er bedre.
    Historien har nogle gode elementer, f.eks. at vi samarbejdede med leofaldinerne, men de bliver ikke udnyttet ret godt. Historien er dog meget flydende fortalt, et stort plus i en historie hvoraf action scenerne fylder en forholdsvis stort del.
    Personerne er ikke beskrevet helt så grundigt, som man kunne ønske. Især virker hovedpersonen lidt udetaljeret og neutral mens hans barndomsveninde og en af lærerne (en leofaldiansk kvinde) virker som mere helstøbte personer, ikke så godt.

    Alt i alt er Exaxxion en ret dårlig serie, der langt fra lever op til hvad mecha-genren kan tilbyde. Kun et køb værd for Sonada fans eller hardcore fans af genren.
    Genre: Science fiction, mecha, fan-service
    Alder    : 11+
    Lavet af    : Kenichi Sonada
    Udgivet i Japan af    :
    Udgivet i USA af    : Dark Horse
    Udgivet i Tyskland af    : Egmont
    Udgivet i Frankrig af: Glenat

  • Gunbuster

    Norikos far var kaptajn på menneskets bedste rumskib men blev slået ihjel af rumvæsnerne. De ødelagde hans skib og startede dermed krigen mod Jorden.
    Nu går Noriko selv på akademiet for at kunne følge i sin fars fodspor i rummillitæret. Hun er dog ikke ret god til at styre mecha, men en ny coach sætter hende på hold med Amano, den bedste på skolen. Men hvorfor, og hvad er den nye robottype, som de skal styre (rigtigt gættet: Gunbuster).
    Men hvorfor angriber rumvæsnerne Jorden? Og er Noriko i stand til at klare presset og samtidig leve sit liv?

    Man kan se og høre at det er en OVA fra 1989, men det gør ikke noget, idet det hele er af en meget, meget høj kvalitet.
    Grafisk er den af højeste kvalitet: baggrundene er ret detaljerede, og der er masser af små detaljer som man kan side og fortabe sig i, især de mange forskellige parodier og henvisninger til andre serier der er rundt omkring. F.eks. er mecha’erne holdt i en ret gammeldags stil, og Gunbuster selv er en tydelig henvisning til Gundam, men hvis man kigger efter er der også rigtig mange sjove rumskibe. Dette er et eksempel på den detaljrigdom der er i serien, og den humor der ofte gemmer sig i den.
    Personerne er godt animerede, om end man især på deres næser kan se, at showet er fra 80’erne. Forskellen på det og den senere stil er dog ikke noget man tænker over. Karakterdesignet er også ganske udmærket, alle personerne er forskellige udseendemæssigt og har alle en slags personlighed bare i udseendet. Desigenet er da også lavet af Haruhiko Mikimoto, der er kendt for netop Macross II, Gundam og hans egne manga’er Marionette Generation og Macross 7 Trash, en af de bedre designere efter min mening.

    Altså er showet både hvad karakterdesigns, animationer og baggrunde godt grafisk, mange nyere serier kan tage ved lære. Efter mere end 10 år kan Gunbuster stadig måle sig med de bedre tegnemæssigt.

    Nå, men så kan lyden vel ikke følge med? Jo, det kan den faktisk. Musikken passer utroligt godt til de scener den akkompagnerer, ligesom i Evangelion (der er det mest kendte Gainax værk) er der brugt meget klassisk musik, og det virker bare fantastisk. Allerede dengang vidste de, hvordan man understreget en scene med brug af musik. Stemmerne er utroligt gode, nogle af de bedste og mest passende stemmer jeg har hørt overhovedet. Der er lagt så meget følelse i stemmerne at det er en fryd at høre på, selvom det selvfølgelig er nærmest umuligt at følge med i, for os der ikke er ret gode til japansk.

    Og til det vigtigste, ved enhver film, serie, spil, historien. Og på dette punkt skuffer Gunbuster heller ikke. Historien er meget medrivende og kommer igennem mange forskellige genrer i løbet af serien. Første afsnit er nærmest en skole / sports anime, fra andet afsnit af og fremefter er serien mere rendyrket mecha og science fiction, selvom der er elemter, der ikke er klassiske for disse genrer undervejs. Som nævnt før har Gunbuster rødder i science fiction genren, og der bliver ikke langt fingre imellem, det er rigtig science fiction, de fleste ting, der ikke er opfundet / udforsket idag bliver forklaret grundigt baseret på det vi ved idag. Der er dog nogle få unøjagtigheder, men alt i alt er Gunbuster endnu mindst lige så realistisk som f.eks. Star Trek, der bliver brugt i fysikundervisningen nogen steder. Der bliver også brugt meget humor i historien, selvom den til tider er meget dramatisk og trist, f.eks. da Noriko efter at have været i rummet nogle måneder ved nær lyshastighed kommer hjem til Jorden, hvor der er gået 10 år og møder sin bedste veninde igen. Dette er en af de ting, der er realistiske: hvis man bevæger sig tæt på lysest hastighed går tiden langsommere for en selv end for andre, der bevæger sig normalt, og dette er et af hovedelementerne i historien: at leve i sin egen tid.
    De tekniske detaljer bliver blandt andet forklaret i små science lessons mellem afsnittene, små klip hvor super deforme udgaver af Noriko, Amano og Coach forklarer forskellige tekniske ting som i en skoletime. Da de dog er super deforme og fjoller en del rundt er det dog svært at følge med i undervisningen, endnu et eksempel på humoren i serien.
    Det er også her at udtrykket “Gainax bounce” stammer fra, og man kan med rette sige at “The bounce Wars” mellem Gainax og Pioneer startede her, altså masser af fanservice, der dog aldrig på noget tidspunkt virker malplaceret.

    Gunbuster er instrueret af en debuterende Hideaki Anno, kendt som hovedmanden bag Evangelion, og man kan allerede her kende hans måde at få handlingen til at hænge sammen på. Anno er ubetinget en af mine yndlingsinstruktører, og det er rart at se hans første værk, især er det sjovt da det er samme genre som hans hovedværk Evangelion, og dermed kan man se, hvad han har ændret for at lave sin mecha serie. Det sidste afsnit er dog holdt kun i sort / hvid på nær den sidste scene, hvilket øjentsynligt også er en Anno ting, idet de sidste afsnit af Evangelion også har deres helt egen stil.

    Gunbuster er en af de bedste anime, og er da også af mange set som en klassiker. Uanset om du kan lide mecha (der er den mest gennemgående genre i serien) eller ej kan serien anbefales, den er simpelthen et must for alle, der vil have ordentlig underholdning.

    Genre: Mecha
    Alder    : 13+
    Studie    : Gainax
    Instruktør    : Hideaki Anno
    Amerikansk licens    : Bandai Entertainment