Denne uges mandag manga er en titel jeg har det ambivalent med: Bakemonogatari. Historien er god, den følger NISIOISINs light novels godt, og Oh! Greats tegninger er som altid enormt detalejerede og dynamiske. Men den har samme problem som kildematerialet: NISIOISIN laver gode historier, der har en fin kompleksitet om end lidt rodede, men fans af forfatteren har det med at ophøje hans værker til eksistentialistiske, psykologiske mesterværker der fortæller noget dybt om menneskelivet.
Det gør Bakemonogatari ikke, men det er en glimrende refleksion over teenage alderens følelse af at man er noget særligt og verden er under en og ikke forstår en. Netop den følelse er velramt, det er bare ikke noget dybere end en meget ordrig dannelsesroman. For for en manga er Bakemonogatari ordrig, men ellers ville den jo heller ikke ligne kildematerialet…
Og hvis jeg lyder meget kritisk: Jeg har alligevel hele mangaen på hylden, både fysisk og digitalt. Det er heller ikke kun fordi jeg var glad for Oh! Greats serie om kampsport, Tenjo Tenge.
Bakemonogatari har en fortællestil som han aldrig selv ville have kunnet ramme, men hans tegninger passer perfekt til NISIOISINs svulstige beskrivelse af teenage-livet med dens hornyness, manglende forståelse og (lidt for) hurtige handlinger. Billederne og historien givet et samlet godt værk, om end lidt rodet – men om det netop er en del af essesen eller trækker væk fra den jeg ikke blive enig med mig selv om. Og jeg er ellers uddannet til at analysere tekstlige værker…
Beskrivelse
En dag fanger gymnasieeleven Koyomi Araragi en pige ved navn Hitagi Senjougahara, da hun snubler. Men – til hans store overraskelse – vejer hun ingenting. Intet overhovedet. Hun siger, at et møde med en såkaldt “krabbe” tog al hendes vægt fra hende… Monstre har været her siden begyndelsen. Altid. Overalt.
Skriv et svar